Grundloven

Systemets mænd og kvinder af alle 57 køn bliver aldrig trætte af at fortælle dig om vore grundlovssikrede frihedsrettigheder. Måske var det på sin plads at se lidt på, hvad vi egentlig har for rettigheder. Det Danske Riges Grundlov er en gammel sag. Den stammer i princippet helt tilbage fra 1849, og den er holdt i meget generelle vendinger. Den er blevet revideret nogle gange, senest i 1953, men det har ikke ændret noget ved grundsubstansen. Omfanget er 4327 ord, og det er ikke ret meget. Denne artikel er på 4.076 ord.

Det går så gruelig galt allerede fra begyndelsen, hvor det drejer sig om statens ombygning. Der tales idelig om Kongen (eller pt. Dronningen), men som vi ved, har majestæten absolut ingen reel magt, ja, moderne jurister går så vidt som til at sige, at det er ligegyldigt, om dronningen nægter at underskrive en lov. Den bliver lov alligevel. Hele det arrangement er blot en formalitet, en tradition uden betydning. Således læres det på Københavns såkaldte universitet.

Dette rejser naturligvis nogle spørgsmål, om hvorvidt vi så overhovedet behøver dette formelle statsoverhoved, som får sine taler skrevet af statsministeriet, og hvis eneste reelle funktion er at klippe snore over. Dronningen har pr. definition ingen virkelig mening om noget politisk. Hun er ikke engang en stopklods for det værste nonsens – eller for direkte landsforræderi. Hun bare smiler og skriver under. Denne symbolske institution koster op imod 400.000.000 om året. Nogle af udgifterne skulle naturligvis afholdes alligevel. Vi ville heller ikke uden et kongehus lade vore slotte forfalde. Skulle vi i stedet have en præsident, ville han også koste penge, men ikke tilnærmelsesvis i den størrelsesorden. Men en præsident uden reel magt er jo i bund og grund lige så overflødig som en monark uden magt. Jeg skal ikke her tage stilling til, om vi skal have et arvekongedømme, et valgkongedømme eller en republik. Principielt er jeg meget glad for traditioner, så rent instinktivt ville jeg jo vælge et arvekongedømme. Men monarken skal i så fald have afgørende magtbeføjelser. Dette så meget mere, som vi ønsker et demokrati uden de udemokratiske partier, som jo i parentes bemærket slet ikke er nævnt i grundloven og derfor ikke burde have nogen som helst plads i vort system (se artiklen Demokrati) – og ikke burde kunne stikke deres klæbrige fangarme dybt ned i statskassen, der i dag finansierer hele dette i bund og grund private uvæsen. Vi vil ved en senere lejlighed diskutere problemerne omkring kongehuset nærmere.

Det næste problem er magtens tredeling, som anses for at være en af demokratiets grundpiller. Vi skulle gerne have tre adskilte magtsøjler: den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Monarken er en del af såvel den lovgivende som den udøvende, men da monarken kun er symbolsk, er det uden praktisk betydning. Den lovgivende magt er folketinget, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene – men hov! De allerfleste ministre er samtidig folketingsmedlemmer, og de få, der ikke er det, får alligevel løn for at sidde i folketinget – dog uden stemmeret. Hvor folketinget skulle være den instans, der kontrollerer regeringen, er de to faktisk ikke til at adskille. Dette er jo indirekte også en naturlig følge af det parlamentariske partidiktatur. Vi har med andre ord absolut ingen reel adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Hvad så med den dømmende? Jo, justitsministeren er domstolenes øverste chef. Han har naturligvis ikke nogen direkte indflydelse på de enkelte domme, men da der er svingdøre imellem domstolenes personale og justitsministeriets personale (de fleste dommere er tidligere
embedsmænd i justitsministeriet), er hans reelle indflydelse stor. Regeringen kan også frit ændre domstolenes struktur og funktionsmåde. Højesteret har naturligvis en teoretisk mulighed for at underkende regeringens love, men jeg husker kun, at det er sket én gang, hvor regeringen lovgav imod Tvindimperiet. Den lov gik imod de røde venner – det vejede tungere. Ellers gummistempler højesteret alt, hvad der kommer fra regeringen – ligegyldig hvor grundlovsstridigt det er. Et eksempel er Lissabontraktaten, som ikke blev sendt til folkeafstemningen, selv om der er tale om betydelig suverænitetsafgivelse (vælgerne ville have sagt nej tak!). Eller krigsførelsen i Irak, som danske borgere fik at vide, at de ingen retlig interesse havde i. De skulle kun betale for den og stille deres børn til rådighed som kanonføde.

Domstolenes uafhængighed af politikerne er en smuk myte, og magtens tredeling en illusion.

Men hvad så med frihedsrettighederne? Dem har vi da – eller har vi?

§67 garanterer religionsfrihed, ”dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden”. Dette er unægtelig lidt vagt formuleret. Reelt ville såvel islam som jødedommen være at forbyde i henhold til denne tilføjelse. Alene lemlæstelsen af drengebørn er en klokkeklar overtrædelse af straffeloven, men denne forfølges ikke, og islams totale foragt for det danske system og danske love f.eks. når det gælder kvinders rettigheder, tvangsægteskaber osv. har ingen konsekvenser. I dette tilfælde benytter man ikke den naturlige indskrænkning, Grundlovens fædre foretog i religionsfriheden. Her er der jo nemlig tale om fremmede folk, og disse skal nyde den største frihed. Vi kan således se frem til både diverse afrikanske manddomsprøver, menneskeofringer, og hvad der ellers kan komme til os fra fremmede kulturer.

Vi har heller ingen pligt til at yde personlige bidrag til en gudsdyrkelse, som ikke er vor egen – men alligevel skal vi betale halalafgifter til muslimerne, hver gang vi køber halalcertificerede varer, og det er i dag rigtig mange varer. Det er jo imidlertid ingen direkte skat, og man nægter at gøre det forhold ulovligt. Grundlovens fædre forudså simpelthen ikke denne muslimske konstruktion (som muslimerne har overtaget fra jøderne i Amerika).

§71 forkynder: Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Det er da frihed, men Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i lovgivningen begrænser den unægtelig. Dette er også en ganske vag formulering. Vi ser således i dag en stigende grad af kriminalisering af politiske holdninger. Så længe disse forbliver en overbevisning, er der naturligvis ingen problemer. Din overbevisning er i sig selv ufarlig og tolereres af enhver diktaturstat, så længe du holder den for dig selv. Problemerne opstår, i samme øjeblik du begynder at give udtryk for den. Så vil ethvert kneb blive brugt for at bringe dig til tavshed, hvis din overbevisning går på tværs af magthavernes interesser. Det kan godt være, at du ikke i første omgang kastes i fængsel, men der er så mange andre måder at gøre dig munddød på. Læg i øvrigt mærke til, at denne bestemmelse ikke gælder udenlandske borgere. Disse kan med andre ord uden videre spærres inde på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning. Denne undtagelse kunne man meget passende gøre brug af for at beskytte Danmark og danskerne, men det gør man betegnende nok ikke. Det er ikke danskerne, men de fremmede, der skal nyde beskyttelse.

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Fra denne smukke paragraf er der i dag ca. 240 undtagelser med hjemmel i en lov. Arbejdstilsynet, skattevæsenet, de sociale myndigheder, sundhedsmyndighederne, politiet, ja, stort set alle offentlige instanser har i praksis fuldstændig fri adgang til din bolig – og til dine telefonsamtaler, din post, din e-mail, din økonomi og din færden på internettet og de sociale medier. Hvad der manglede, er blevet udfyldt af de nye bestemmelser om bekæmpelse af radikalisering og ekstremisme. Med dem i hånden kan politiet (PET) nu fuldt legalt gøre alt det, de tidligere uden blusel gjorde illegalt. Behovet for at indhente en retskendelse er efterhånden ganske beskedent, men den mulighed udfylder de sidste eventuelle huller. Bestemmelserne mod radikalisering og ekstremisme blev solgt til befolkningen som et skridt i kampen mod islamisk ekstremisme og terror, men ofrene for dem er i stedet blevet danske patrioter. De fremmedes kriminelle netværk forbliver lukket land for myndighederne – alene af sproglige og kulturelle grunde. Man regner med at få adgang gennem overløbere fra de udenlandske miljøer, men det kan meget vel vise sig, at der i den sidste ende i mange tilfælde blot er tale om trojanske heste. I hvert fald er det ikke medarbejdere, man bare uden videre kan stole på. Undersøgelser fra Holland spredte panik i politiet. En uhyggelig stor del af de fremmede, der var blevet ansat i politiet, var
dybest set blot kriminelle. Tyskland har gjort lignende erfaringer. Men det er også lige meget. Formålet med hele øvelsen er jo netop at ramme de danskere, der gør oprør mod den store udskiftning. Det er dem politikerne frygter. De udenlandske ekstremister rammer jo foreløbig kun almindelige danske borgere – politikerne har sørget for at beskytte sig selv. Og danskerne skal jo alligevel udryddes.

Boligens ukrænkelighed er således en total illusion. Den garanteres på ingen måde af grundloven! Dit hjem er til enhver tid tilgængeligt for myndighederne – og det samme gælder din kommunikation og din brug af internettet.

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

I denne paragraf ligger finten i, hvad almenvellet kræver. Det er endog særdeles fleksibelt. Vi kan nok alle blive enige om, at det er nødvendigt at ekspropriere jord og ejendom i forbindelse med gennemførelsen af infrastrukturprojekter som veje, jernbaner, havne osv. Men det er desværre ikke der, vi standser. Golfbaner, indkøbscentre, parker, sociale boliger kræves i dag tilsyneladende også af almenvellet. Din ejendomsret er ingenlunde ukrænkelig. Det øvrige sørger boligskatterne for, og disse skal nu delvis indefryses i din ejendom, som herefter med usvigelig sikkerhed gradvis overtages af det offentlige. I det hele taget kan man jo spørge sig selv, hvilken ejendomsret det er, der er ukrænkelig, når ca. 50 % af ens indtjening skal betales i skat – ikke blot for at dække statens udgifter, men også som et led i en omfordelingspolitik, der skal overføre dine surt tjente penge til folk, der intet har ydet til systemet, og som heller ikke ønsker at arbejde. Dette er ren kommunisme: den dygtige og flittige skal betale til den udygtige og dovne – for nu at stille det på spidsen. Nøjagtig det samme sker i forbindelse med udligningen imellem kommunerne.

Grundloven forudser, at det er staten, der skal ekspropriere ejendom. Det skal ske ved lov. Dette fremgår endvidere også af stk. 2:

Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af
folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Jeg kan ikke erindre, at denne bestemmelse nogensinde er blevet taget i brug, men den
understreger, at en ekspropriation er en alvorlig sag, der skal behandles med den fornødne
grundighed.

I dag giver bl.a. planloven lokale myndigheder, ja, sågar institutioner og private firmaer mulighed for at ekspropriere din ejendom. Du skal have ”fuld erstatning”, men hvad det er, bestemmer domstolene, evt. en særlig nedsat særdomstol!

I øvrigt bestemmer kommunerne i henhold til planloven også, hvad du må bruge din ejendom til og hvordan.

Nogle restriktioner kan naturligvis være meget fornuftige, f.eks. i henseende til naturfredning, indflyvning til lufthavne, æstetiske hensyn, larm osv. Men det betyder altså, at ejendomsretten ikke er ukrænkelig, og når ejendomsretten ikke er ukrænkelig, er det fup og bedrag at påstå, at den er det. Din ejendom har du i dag kun til låns, så længe det passer det offentlige.

§ 74.  Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

Bestemmelsen sigter i første række imod ophævelsen af særlige privilegier og særrettigheder. Den betyder imidlertid ikke i sig selv, at alle i praksis har fri og lige adgang til erhverv. Fortolkningen af vendingen ”som ikke er begrundet i det almene vel” er jo i sig selv meget fleksibel. Den lige adgang skulle imidlertid være sikret af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.:

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Enhver dissident ved af smertelig erfaring, at denne lov ikke gælder for ham eller hende. Jeg skal i anden sammenhæng på et senere tidspunkt illustrere dette ganske tydeligt. Der er tale om en paradeparagraf uden egentlig betydning for alle andre end de særlig beskyttede arter i vort samfund: udlændinge, kvinder, vanføre og bøsser mv. Den politiske forskelsbehandling finder sted på alle niveauer af samfundet fra de højeste til de laveste stillinger og job. (Se herom bl.a. artiklen Dissidenter på denne blog eller i bogen Utidssvarende betragtninger 2017. Det er den væsentligste danske bogudgivelse i 2018. Netop derfor har du sandsynligvis aldrig hørt om den!.) Det er en paragraf af samme værdi som de bestemmelser i DDR’s forfatning, der sikrede borgerne politisk frihed, rejsefrihed, trykkefrihed mm.

Men lad os gå videre gennem denne urskov af tomme ord.

§ 75. Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

”Bør tilstræbes” – både bør og tilstræbes er fuldstændig tomme ord i denne sammenhæng. Ingen af dem er forpligtende, og ingen kan stilles til regnskab for ikke at følge denne kærlige opfordring. Lag også mærke til, at man skal have mulighed for at arbejde – ikke at man har pligt til at arbejde. Løfterne om offentlig forsørgelse og det regelvildnis, man skal underkaste sig, er heller ikke defineret nøjere. Derfor har man løbende kunnet sætte hjælp og pension ned – hvilket er, hvad man reelt har gjort – og indføre en sand labyrint af regler og idiotiske forpligtelser, som det koster en formue at forvalte. Det seneste er, at man betaler medarbejdere en bonus for at snyde kontanthjælpsmodtagere og andre, der har krav på hjælp. Medmindre man er udlænding, naturligvis, og stiller op med 10 bredskuldrede fætre til møder med sagsbehandleren. Så er førtidspensionen hurtigt i hus! Andre jages igennem manegen, til de er fuldstændig slidt op. Formålet er, at de dør af stress og bekymringer – så sparer kommunen de penge. Det er ikke kun folketingspolitikere, men alle hjul i dette maskineri, der har fortjent et fremskyndet møde med deres skaber!

§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

I hvilken udstrækning og i hvilken kvalitet? Der er ingen garantier i denne paragraf heller.

Vigtigere er den næste paragraf.

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Her gives der en rettighed – nemlig ytringsfriheden. I den følgende sætning tages den fra os igen. Under ansvar for domstolene. Hvad vil det nu sige? Ja, der er klart, at man ikke bare kan kalde sin nabo for en pædofil voldtægtsforbryder, medmindre man har håndfaste beviser. Så ja, der er en naturlig grænse for, hvad man kan sige, men paragraffen er en gummiparagraf, der muliggjorde indførelsen af straffelovens §266b, som er blevet udvidet et par gange, for det er jo netop sådan, man gør. Salamitaktikken.

Stk. 1. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Vi lægger her mærke til, at politisk anskuelse ikke er nævnt. Der skal jo være plads til at kalde folk et beskidt nazisvin. Praksis viser også, at den ikke kan anvendes af danskere. Muslimernes konstante trusler, forhånelser og nedværdigelser af den danske befolkning kan åbenbart ikke straffes. Jeg tror aldrig, der er en muslim, som er blevet tiltalt for en hadforbrydelse mod en dansker. Trues, forhånes og nedværdiges er naturligvis lige som propagandavirksomhed meget vage begreber. Selvfølgelig findes der bemærkninger til loven, som forsøger at indkredse det lidt, men vi ser i praksis, hvordan domstolene udvider anvendelsen af denne paragraf, der i dag benyttes langt tiere og med langt højere straffe end for 30 år siden. Og vi har ikke set det sidste endnu. Jeg så netop en satiretegning, hvor Tyrkiet er blevet til en skraldebil, der aflæsser sit indhold i Europa. Den ville nok ikke overleve §266b uskadt. ”Migranter” betegnes her som affald –
og det er nedværdigende….

Der har endvidere været forslag om også at anvende denne paragraf til beskyttelse imod
religionskritik, idet en kritik, forhånelse eller nedværdigelse af en religion automatisk må opfattes som en kritik, forhånelse eller nedværdigelse af de mennesker, der tror på denne religion. Hvis man f.eks. kalder islam for åndssvag afgudsdyrkelse for mindre begavede tabere, siger man jo ikke kun noget om islam, man forhåner tilhængerne af islam, og siger man, at islam skal udryddes, er dette ensbetydende med en opfordring til at udrydde alle, der tror på islam. Denne juridiske tolkning kommer – måske ikke overraskende – fra ”menneskerettighedsadvokaten” Tyge Trier, nærmere præsentation er næppe nødvendig. Det er kun et spørgsmål om føje tid, før retspraksis ændres i denne retning. Trier mener ifølge pressen, at en lovændring er unødvendig. Dommerne behøver blot at ændre kursen. At Berlingske Tidende kalder Tyge Trier for ytringsfrihedens frontkæmper, er i sandhed både til at le og græde over!

Grundloven giver ingen reel beskyttelse af ytringsfriheden. Den proklamerer, at censur ingensinde på ny kan indføres. Det er meget ambitiøst at ville fastlægge en bestemmelse med gyldighed til evig tid. Selvfølgelig kan censur indføres igen – og egentlig er censur langt at foretrække frem for den nuværende tilstand, hvor censur er afløst af selvcensur, der er en langt skrappere form for censur. Skribenter frygter simpelthen at få fingrene i maskinen og dæmper sig ofte mere ned, end det er nødvendigt, bare for at være på den sikre side. En forhåndscensur – hvis afgørelser naturligvis skulle kunne indklages for domstolene – ville være til stor gavn for ytringsfriheden! Så kan man risikofrit gå lige til stregen. I dag forsøger man at holde en sikkerhedsmargin på flere meter.

§ 78. Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Hvad der er et ”lovligt øjemed” bestemmer naturligvis det til enhver tid siddende folketing. Grundloven tager kun stilling til én type foreninger, der per se er forbudte: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende. Det er naturligvis ikke nogen urimelig indskrænkning, men det er ikke viljen til at benytte denne bestemmelse imod dissidenter, der har manglet, men muligheden for at løfte beviset i den noget komplicerede proces, det vil være at føre en sådan sag igennem til Højesteret.

Man har i det hele taget været meget tilbageholdende med at bruge denne bestemmelse. Politiske foreninger får lov til at eksistere, så længe de er betydningsløse, og det er PET’s opgave at sørge for, at de vedbliver at være betydningsløse. Skulle de imod forventning få nogen betydning, er der mange andre redskaber til rådighed end et direkte forbud, se Rasmus Paludan. Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at man ville skride til et forbud, hvis alt andet mislykkes. At en national bevægelse skulle kunne nå frem til en demokratisk overtagelse af magten i dette samfund, er – desværre – en utopi.

§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Man kan i teorien samles frit indendørs, men det er kun i teorien. Kommunistiske ballademagere vil straks bekendtgøre, at de vil komme for at forstyrre mødet (og ødelægge lokalerne), hvorpå politiet rutinemæssigt meddeler værten, at man ikke kan garantere sikkerheden. Hvis værten ikke allerede har opsagt aftalen, gør han det nu. Man kan kun samles indendørs, hvis man selv råder over lokaliteterne og selv er i stand til at forsvare dem. Offentlige forsamlinger er dermed helt umulige – og private forsamlinger kræver stor snilde og en god portion held. Disse ballademagere kunne naturligvis i teorien rammes af forbuddet mod foreninger, der virker ved vold, men røde advokater sørger for, at man organiserer sig, så det er svært at vide, hvem eller hvad man skal forbyde. Under alle omstændigheder er der ingen som helst vilje til at forsøge et sådant forbud. Disse kræfter er systemets SA-tropper – hverken mere eller mindre. De gør det, lovgivningen
forhindrer politikerne i at lade politiet gøre.

Med udendørsforsamlinger går det naturligvis på samme måde. Blot kommunisternes og udlændingenes forkyndelse af, at de vil forstyrre mødet, er nok til et forbud. Ingen skal komme og sige, at vold ikke betaler sig. Vold er det eneste, der betaler sig!

Det er i denne forbindelse ydermere interessant, at den netop vedtagne epidemilov helt forbyder forsamlinger både inde og ude. Alt efter hvordan man ser på den sag, kan der naturligvis være fornuft i det, men det er klart grundlovsstridigt. Grundlovens §79 er absolut. Den kender ingen undtagelser. Det skræmmende er i mindre grad loven i sig selv, men den lethed, med hvilken man har kunnet få den gennemført uden nogen form for diskussion eller protest fra et eneste af folketingets partier. Denne præcedens båder ilde for fremtiden, for den vil kunne benyttes i mange andre sammenhænge, hvor politikerne erklærer, at landet er truet – måske af vrede borgere! Det viser blot, at Grundloven ikke er de par ark papir værd, den er trykt på. Men løber du tør for toiletpapir, kan den selvfølgelig være praktisk at have ved hånden.

Hermed er vi kommet igennem de interessante paragraffer i grundloven, og det er nu naturligt at spørge, om vi så ikke hellere skulle se at få revideret grundloven, så den kunne blive mere præcis. Det ville naturligvis være en rigtig god ide. Der findes mere moderne og detaljerede grundlove, men detaljerigdommen gør også, at det kan være nødvendigt at ændre dem løbende for at tilpasse dem tidens krav. Sådanne ændringer er i f.eks. Tyskland meget lette at gennemføre, og det er jo heller ikke ubetinget et gode. Den danske grundlov er endog meget vanskelig at ændre, og det skal vi nok være særdeles glade for. Der har været mange forslag om at ændre grundloven, og hvis de var blevet gennemført, ville vi i dag have haft en grundlov, som vi bestemt slet ikke ville have brudt os om. Den ville have taget udgangspunkt i menneskerettighedserklæringen, have ophøjet konventionerne til en del af grundloven og have indskrevet NATO- og EU-medlemskabet i denne, så det var blevet endnu sværere at komme ud af de foreninger, ligesom den ville have fastsat meget lempeligere bestemmelser for tildeling af statsborgerskab.

Men vi har brug for en ny grundlov, ja, for en fuldstændig ny grundlov, for vi har brug for et helt nyt samfundssystem. En sådan ville man naturligvis aldrig kunne få igennem den nuværende ændringsprocedure, men da jeg anser det for indlysende, at et nyt og bedre samfund kun kan opstå igennem revolution og borgerkrig, skal det måske ikke bekymre os så meget. Hvis de nuværende politikere får lov til at fortsætte deres nedbrydende arbejde, vil det være helt andre, der kommer til at skrive en ny grundlov, nemlig de muslimske imamer, som blot vil indføre sharia i stedet for. Der er ikke så forfærdelig mange andre muligheder.

Men det skal ikke afholde os fra at lege lidt med tanken om en ny grundlov. Hvordan kunne den komme til at se ud? Det vil vi vende tilbage til en anden gang.

Hvis du nu er forarget over, at du bliver holdt for nar, og får lyst til at slibe høtyven og stille politikerne til ansvar, er det en ganske naturlig reaktion. Det er tegn på, at du ikke er et omvandrende lig!

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s