BOGANMELDELSE MV.
Sahra Wagenknecht:
Die Selbstgerechten
Mein Gegenprogramm – für Gemeinsinn und Zusammenhalt
Frankfurt: Campus 2021

Sahra Wagenknecht er den nye lysende stjerne på den formørkede politiske himmel i Tyskland. Hun indledte sin politiske karriere i partiet Die Linke, hvis rødder går direkte tilbage til SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, Tysklands Socialistiske Enhedsparti, der var det østtyske regeringsparti. Hun er vokset op i Jena i DDR, hendes far var iraner, men hun har aldrig kendt ham. Han blev udvist fra Vestberlin, da hun var 3 år gammel og er i dag forsvundet i Iran. Wagenknecht blev af det politiske politi betegnet som venstreekstremist, hvilket var en underdrivelse. Sahra Wagenkencht var ortodoks kommunist og læste Marx og Hegel. Efterhånden kom hun imidlertid på kant med sit parti og grundlagde derfor sit eget Bündnis Sahra Wagenknecht – Vernunft und Gerechtigkeit.

Hun har studeret litteratur og filosofi og har senere skrevet disputats i nationaløkonomi. Hun har også forfattet flere bøger, af hvilke denne er den seneste – og den er faktisk oversat til dansk, men så vidt jeg kan konstatere, fås den kun som e-bog. Det er Sahra Wagenknechts ”Mein Kampf” – uden sammenligning i øvrigt. Det er ikke nogen Pixibog, næsten 350 sider med en temmelig lille skrifttype, og der er ingen overflødig snak. Wagenknecht går lige til sagen, og hun kommer stort set hele samfundet rundt. Bogen læses afgjort bedst i små bidder, for den er så fuld af indhold, at man bør tygge sig igennem den langsomt og med eftertanke. Og lad mig sige det med det samme: Det er en fantastisk god bog! Jeg er ikke enig i alt, hvad Wagenknecht siger, men det er heller ikke nødvendigt. Man bliver ikke klogere, hvis man kun læser bøger, der ikke provokerer ens forstand.

Sahra Wagenknecht er ikke den eneste, der beklager, at debatklimaet i samfundet er blevet så intolerant, hadsk og aggressivt, men hun er en af de få, som forsøger at forstå, hvordan det er blevet sådan. Hun frikender ikke højrefløjen for at bruge højrøstet og tydelig tale, men hun understreger, at det jo er en naturlig reaktion på de ”venstreliberales” afvisning af overhovedet at diskutere indvendinger mod deres dagsorden. Enhver dissens affærdiges blot som højreorienteret eller i værste fald ”nazistisk”. Dermed skubber man mange mennesker fra sig og netop over på højrefløjen. Det kan ikke hjælpe, at man blot skælder ud på sine politiske modstandere – i stedet for at forsøge at argumentere for sine synspunkter og vinde modstanderne over på sin side. Hun nævner bl.a. Hillary Clintons udskældning af Trumps vælgere som ”a basket of deplorables” (en bunke sørgelige tabere) som et godt eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Det er kontraproduktivt! At være skeptisk over for indvandringen, coronapolitikken eller klimahysteriet betyder ikke nødvendigvis, at man er ”nazist”! Og det er sandt – mange ville tilføje ”desværre”.

Hun beskylder med rette de ”venstreliberale” for hverken at være venstreorienterede eller liberale. De tåler ikke modsigelse, udsætter anderledestænkende for forfølgelse – og de giver en god dag i mennesker, der befinder sig på samfundets lavere trin, De skaber en snæver meningskorridor, som man ikke kan gå uden for, hvis man stadig vil have et arbejde – eller blot kunne komme til orde. Ved højreorienterede forstår man ifølge Wagenknecht normalt mennesker, som er for krig, mindre socialstat og større ulighed. Den definition vil jeg ikke uden videre underskrive, men hun har sikkert ret, når hun hævder, at det er sådan, mange mennesker tænker. Og hun har især ret, når hun derpå fastslår, at disse netop er synspunkter, som man i dag støder på hos mange grønne og venstreliberale socialdemokrater. Hun finder det derimod ikke højreradikalt at tale om misbrug af indvandrere som løntrykkere, umuligheden af at undervise en skoleklasse, hvor halvdelen af eleverne ikke kan tysk eller at påpege problemerne med radikal islamisme. Hvis man vil betegne det som højreorienteret, sender man jo netop folk over til de højreorienterede partier, for det er som bekendt disse ting, der bekymrer en stor del af befolkningen – og det med rette. Ved ikke at tage disse ting op, svigter venstrefløjen de almindelige mennesker, der har opbygget samfundet.

Et særlig godt øje har hun til den gruppe, hun betegner som ”Lifestyle-Linke”. Venstrefløjen er – i hvert fald i Sahra Wagenknechts optik – blevet sat i verden for at forbedre levevilkårene for arbejdere og andre grupper i bunden af samfundspyramiden. Denne opgave svigter man i dag. I stedet koncentrerer man sig om at være woke. Man vogter over indbildt racisme, som f.eks. i betegnelsen Zigeunersauce, en Knorr-klassiker, der måtte skifte navn til Paprikasauce Ungarische Art. Man havde hos Knorr gjort racisme ”harmløs” og bekymret sig for lidt om Diversitet. Samtidig havde udenlandske Unilever påtvunget de tilbageværende 550 medarbejdere i Knorr-fabrikken i Heilbronn en ny overenskomst med lavere løn og ringere arbejdsforhold. Mens sigøjnersovsen havde givet store overskrifter, gav den nye overenskomst ingen anledning til protester –heller ikke fra venstrepartiernes side. De er optaget af transpersoner, kønsskifte, anvendelsen af de rigtige pronominer og korrekt kønsneutral sprogbrug, kønskvoteringer, eventuelt krænkende sprogbrug og opgør med kolonihistorien og hele den europæiske kultur, som skal begraves, idet den blot er skabt af gamle hvide mænd. Kort sagt interesserer venstrefløjen sig i dag for imaginære problemer, der højst interesserer 1 % af befolkningen – og da slet ikke de mennesker, venstrepartierne burde repræsentere, arbejderne, manden på gulvet, der i dagens politikerskabte økonomiske krise har meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Sagen er nemlig, at venstrepartierne er blevet bedrevidende og verdensfjerne akademikerpartier – som i hovedsagen består af indspiste, bedrestillede grupper i samfundet, ofte med en universitetsuddannelse. De foragter almindelige mennesker, de foragter det arbejdede folk, ja, de foragter folket som helhed. De ser ikke deres opgave i at forbedre de lavestlønnedes økonomi, men i at få Maren i kæret til at forstå vigtigheden af deres forskruede ideer og forstyrrede virkelighedsopfattelse. Maren har imidlertid andre sorger! Hun vil gerne vide, hvordan kun kan betale sin elregning, som krigsgale klimaidioter har fået til at stige til uanede højder. Når en leder af et folkekøkken – på tysk eufemistisk betegnet som ”Tafel”, der på tysk slet og ret betyder et dækket spisebord, klager over, at unge arbejdsduelige ”indvandrere” fordriver pensionister, arbejdsløse og enlige mødre fra den nødløsning, der er skabt for dem, og som i sig selv er skamplet på en moderne stat, betegnes han som ”nazist”, og hans hus bliver udsat for hærværk.

I stedet for at bekymre sig om at løse de åbenlyse sociale problemer – der i Tyskland er langt større end her – beskæftiger livsstilsvenstre sig med at finde krænkende passager i ældre litteratur, som nu bliver omskrevet til at passe til det moderne idioti, ja, man foranstalter endog afbrænding af J.K. Rowlings bøger, fordi hun er så kættersk at påstå, at der kun er to køn. Folk, der mener noget andet end wokefolkene, bliver over en kam brændemærket som ”nazister”, de kan ikke mere leje lokaler, de bliver fyret fra deres arbejde etc. Netop i dag læste jeg, at Bertelsmann-koncernen, et mediehus, der frem for alle burde hylde ytrings- og meningsfriheden, opfordrer ansatte, der er medlemmer af Alternative für Deutschland, til at forlade koncernen, fordi de helt åbenlyst ikke deler dennes ”værdier”. Vi er nemlig i dag kommet dertil, hvor man kun kan have et arbejde og kun kan være en del af samfundet, hvis man deler dettes meget snævre ”værdisæt”, der udelukkende består af antiværdier. For at dele det skal man have fået det hvide snit! For nylig tilkaldte en gymnasierektor politiet, fordi en 16-årig pige havde sagt, at Tyskland ikke blot er et sted, det er ”Heimat”. Hun blev afhentet af 3 uniformerede betjente og eskorteret ud i politibilen som en anden forbryder og på stationen udsat for, hvad vi her ville kalde en ”bekymringssamtale” – hendes holdning var til fare for samfundet. Hendes lyst til at fortsætte sin gymnasieuddannelse er nok herefter begrænset, og det er også meningen. ”Nazister” skal ikke have uddannelse, de skal leve på samfundets absolutte bund, hvis de da overhovedet skal leve. Jeg må igen spørge, hvem det er, der er ”nazister” her? Demokrati forestiller jeg mig helt anderledes.

Jeg må for egen regning tilføje, at der efter den anden verdenskrig var diskussioner om, hvorvidt tyskerne vel havde et særligt autoritært gen – og måske burde udryddes. Svaret på det synes i dag at ligge lige for. Af alle Europas elendige folkeslag, rammer tyskerne vel bunden, selv om der er stor trængsel om pladsen. Jeg foretrækker en centralafrikansk negerstamme frem for dagens tyskere! Men tyskerne skal nok selv løse det problem – med deres folkevalgte politikeres hjælp. Tyske politikere – sjovt nok især de ”grønne” – vil have en atomkrig. Den vil rydde op – men det vil ikke være særlig grønt!

Sahra Wagenknecht finder, at flertallets meninger i dag er sat på indeks. Hvis folket mener, at regeringen er til for folkets skyld, er folket ”nazister”, og hvis man mener, at man ikke skal overdrage magt til EU’s hær af ikke-folkevalgte bureaukrater, er man anti-europæisk. Og pressen understøtter enstemmigt dette. Enhver demonstration af Antifa, alfabetfolket, klimaidioter, bedstemødre mod højrefløjen, dvs. det sædvanlige halvkommunistiske sammenrend, prises som udtryk for livsglæde, modernitet og mangfoldighed, mens De Gule Vestes demonstrationer i Frankrig enstemmigt blev fordømt. De var et udtryk for folkets utilfredshedshed med de herskende. Det samme ser man i dag med bondedemonstrationerne. Danmark var i øvrigt et af de meget få lande, hvor der ikke var nogen bondedemonstrationer. Det var beskæmmende, men bevares, der er jo heller ingen bønder tilbage.

Der hvor Sahra Wagenknecht hos mig scorer færrest point, er i indvandringsspørgsmålet, hvor hun imod sin sædvane taler med en del uld i munden. Hun ser indvandringsproblemet som et hovedsagelig socialt problem – selv om hun andetsteds ganske rigtigt pointerer, at samfundet er mere en det fælles socialkontor. Et samfund kræver fællesskab, og et fællesskab består af mennesker, som deler værdier, sprog, kultur, vaner, skikke etc. Hun springer over det etniske, det vi andre af gammel vane stadig kalder det racemæssige. Tingene hænger imidlertid sammen – selv om hun jo selv er et eksempel på, at man godt kan være tysk, selv om man bærer rundt på nogle fremmede gener. Iranske gener er dog bestemt ikke de værste!

Hun mener, at man endelig ikke må diskriminere de fremmede. Jeg finder såmænd heller ikke, at man skal diskriminere dem – de skal nemlig slet ikke være her. De skal ud! Hun er imidlertid samtidig ikke blind for, at minoriteter over en kam i dag ligefrem er privilegerede og udstyret med særlige rettigheder. Vi kender det så godt: kvinder og farvede foretrækkes, og hvis man kan finde en transperson, er det det allerbedste. Skønhed er blevet noget negativt. Hvor man før kunne gå ud fra, at modeller var pæne, høje, hvide piger, er de i dag af ubestemmelig race, små, fede og grimme. Hæslige transpersoner vælges rutinemæssigt som Miss et eller andet til skønhedskonkurrencer. Skønhed er nemlig diskriminerende!

Wagenknecht ser jo som gammel kommunist verden gennem økonomiske briller. Hun mener, at identitetspolitikken, der definerer folks identitet ud fra afstamning, hudfarve, køn eller seksuelle tilbøjeligheder spalter samfundet på et helt forkert grundlag. Den homoseksuelle lastbilchauffør og den homoseksuelle student fra et rigt hjem har jo reelt set ikke noget tilfælles. Den første bander over EU, som truer hans job, mens den anden måske netop har fået forældrene til at finansiere et studieophold i EU-systemet. Hun ser verden som en klassekamp. I min verden er mænd og kvinder ikke bare økonomiske brikker – de er del af en organisk helhed, et folk, hvor mænd og kvinder principielt har forskellige roller. Der er ingen klassekamp og naturligvis ingen farvede. De andre kunstige ”minoriteter” eksisterer ikke i det offentlige rum!

Hun har imidlertid ikke uret i, at tilvandringen – både af de såkaldte ”borgere med migrationsbaggrund”, som de i dag hedder på politisk korrekt tysk – og af tilrejsende fra mindre velstående EU-lande – virker løntrykkende. Selv bliver de fremmede også trængt ud i, hvad tyskerne kalder ”bullshitjobs” eller den magre socialhjælp (Hartz IV) – og de tager de tyske arbejdere med ned, især kvinderne. Men der er ansat utallige ligestillingskonsulenter og indført nye intetsigende stillingsbetegnelser, hvilket vi også kender her. En ”Putzfrau” er blevet til en ”Raumpflegerin” (ligesom en dansk vicevært er blevet til en ejendomsinspektør og en skraldemand gudhjælpemig til en renovatør). Det forekommer så frygtelig bekendt. Under stregen breder fattigdommen sig imidlertid for alle, ligegyldigt hvad man kalder folk og hvor mange konsulenter og sagsbehandlere der ansættes!

Mens almindelige mennesker bliver stadig fattigere, bliver de rige stadig rigere. Wagenknecht kan ikke lide rige mennesker, men jeg må dog indskyde, at rigdom jo ikke i sig selv er noget dårligt. Men når rigdom løsgøres fra det sociale ansvar over for folket og det samfund, der er forudsætningen for rigdommen, er det ikke så godt, og det er jo det, der sker i dag. Den rige er blevet globalist, rigdommen skabes ikke længere inden for rammerne af et givet samfund, den er anonymiseret, og den er kun hans – ikke noget, som i sidste instans tilhører samfundet, for han føler heller ikke mere, at han selv tilhører folket og samfundet – han er verdensborger. Arbejderne i den riges mange virksomheder er blot ligegyldige og udskiftelige brikker i spil. Det gælder bare om at få deres arbejdskraft så billigt som muligt.

”Senest her er det påfaldende, i hvor høj grad venstreliberalismens fortælling ligner den neoliberale. Mens der for de neoliberale kun findes individer og deres familier, som ikke er forbundet med hinanden af andet end markedet, findes der for de venstreliberale kun individer og identitetspolitisk definerede mindretal, som ligeledes ikke har noget tilfælles med hinanden, ja, som ikke mere kan gøre sig rationelt forståelige over for hinanden og som ikke har nogen indfølingsevne over for mennesker uden for deres egen gruppe. Hele deres identitet lever derimod netop af at være anderledes, af deres afgrænsning over for flertallet.” ¹

Det nuværende kapitalistiske samfund er et samfund i opløsning, et atomiseret samfund uden sammenhængskraft og dermed også med stadig mindre social sikkerhed. Det er for den venstreorienterede ”fremskridtets projekt til overvindelse af nationalisme og velstandschauvinisme” ². Det skal i den forbindelse siges, at den svindende sociale sikkerhed, som man også kender her, er langt mere udtalt i Tyskland. Jeg skal gerne medgive, at jeg er modstander af enhver form for velfærdsstat, men så længe vi lever i en stat, der angiveligt beskatter borgeren for at sikre den såkaldte velfærd, så skal der naturligvis også være den fornødne sociale sikkerhed. Det er ikke en gave. Det er noget, vi selv har betalt for!

Det nuværende samfund skaber en stadig større underklasse af ikke blot arbejdere, men også akademikere, mennesker, der aldrig får en fast stilling, men vandrer fra det ene tidsbegrænsede bullshitjob til det næste.

Alt dette forværres som nævnt af globaliseringen, der helt bryder båndet mellem samfundet og den enkelte. De store anonyme kapitalfonde interesserer sig ikke for de enkelte virksomheder og deres produkter. De ser kun på børskurserne, for deres eneste opgave er at tjene penge. De lukker fabrikkerne i Europa for at flytte produktionen til lavprislande, og de frasælger de mest givtige grene af en stor virksomhed og likviderer de dele af virksomheden, der ikke på kort sigt lover nogen
større gevinst. Det går ifølge sagens natur især ud over fremtidsrettet forskning og udvikling. I 30’erne havde man en gruppe folk, man betegnede som gårdslagtere. De købte gårdene for en slik, solgte alt af værdi og lod resten gå på tvangsauktion eller satte ild til det. De moderne kapitalfonde har udviklet dette system til nye højder.

Bagmændene til disse kapitalfonde er at søge i de samme kredse, som står bag wokekulturen, indvandringen og alle de andre samfundsonder, der truer vor kulturs beståen. Dem identificerer Sahra Wagenknecht ikke, men jeg skulle nok tro, at hun godt ved besked. Hun er helt klart ikke dum! Det kan man imidlertid ikke sige højt, for de samme kredse behersker også massemedierne og dermed hele det politiske og kulturelle liv.

På den ene side, mener Wagenknecht, at man skal bygge flere sociale boliger til indvandrere, så de blandes i befolkningen, og at man skal blande skolebørnene på amerikansk maner gennem busing. Man skal kort sagt transportere tyske unger i busser til skoler i indvandrertunge bydele og omvendt for at fremme ”integrationen”. Dette er en forbrydelse, men når man er raceblind, får man sådanne forrykte ideer. Hun indrømmer dog alligevel, at tyske familier mister livskvalitet, når deres kvarterer pludselig ændrer karakter og de fortrænges fra deres eget traditionelle miljø. Wagenknecht overser, at de tilvandrende ikke kommer for at blive integreret i vort problemfyldte og værdifrie univers, men for at overtage det og gøre det til deres univers med deres værdier, og denne overtagelse sker ikke gennem dialogkaffe – den er brutal.

Hun medgiver, at den ”tiltagende migration […] hverken på globalt plan eller i indvandringslandede fører til mindre ulighed og mere sammenhold, men til det helt modsatte”. Hun mener endvidere, at det er de fattige oprindelseslande, der taber mest – de mister talentmasse og arbejdskraft. Sandheden om denne smukke illusion kender vi. Det er ikke hjernekirurger og atomfysikere, der kommer her, og den gamle visdom om, at det er de bedste og mest initiativrige, der har kræfter til at flytte, når forholdene derhjemme bliver for ringe, gælder ikke rigtig mere. Det er blevet for let at rejse. Hvor udvandring for 150 år siden var noget uoverskueligt, dyrt og møjsommeligt, som afskar en fra familie og venner, låner man i dag bare til flybilletten af en menneskehandler, og mobiltelefonen sørger for, at man stadig mentalt lever i Afrika. De fremmede tager i mere end én forstand Afrika med til Europa. De forvandler et kulturland til en jungle. Det siger Wagenknecht ikke, men hun påpeger, at taberne ved indvandringen netop er folk på samfundets bund, således også børn og børnebørn af de oprindelige ”gæstearbejdere”, der glemte at rejse hjem. Det er helt rigtigt, og det er jo ikke tilfældigt, at der netop blandt efterkommerne af de tidligste indvandrere er en stigende modstand mod fortsat optagelse af fremmede. Wagenknecht kan med sin bedste vilje ikke se, at alt dette kan være et venstreorienteret projekt – og det har hun bestemt ret i. Men de velbjergede venstreorienterede lever i deres egne ghettoer uden indvandrerproblemer – langt væk fra virkeligheden og almindelige menneskers hverdag

Wagenknecht mener godt nok, at det er en civilisatorisk gevinst, at vi har dannet de nuværende samfund på grundlag af en række faktorer, der binder os sammen, men hun hævder, at disse bygger på territoriet og ikke på etniske eller religiøse identiteter. Dette kunne hun i nogen grad – men også kun i nogen grad – have ret i, indtil romantikken fra omkring 1800 skabte en øget national bevidsthed, som netop byggede på etniske principper og ikke mere på territoriale principper. Førhen defineres nationen af fyrsten, der kunne herske og mangfoldige forskellige folkeslag, der talte forskellige sprog og havde forskellige kulturer. Det tysk-romerske rige var ikke etnisk baseret. Det var det danske rige heller ikke, men danskerne har alligevel altid følt sig som netop danske. At kongen så også herskede over tyskere, frisere, jøder mv. ændrer ikke på, at det egentlige Danmark var etnisk defineret. Uanset årsagen har hun imidlertid helt ret, når hun skriver:

”For mennesker, der orienterer sig i forhold til fællesskaber, er deres familie ikke en hvilken som helst familie, deres hjemstavn ikke et hvilket for helst landstrøg, og deres land noget andet end andre lande!” ³

Wagenknecht behandler også fødevareproduktionen, for priserne i køledisken er jo netop af afgørende betydning for den fattigste del af befolkningen. De velstillede akademikere i regeringskontorerne – der selv skovler millionlønninger ind – vil forhøje priserne på kød af hensyn til dyrevelfærden, der angiveligt skulle blive bedre, hvis man betaler mere for slutproduktet. Wagenknecht ser – ganske rigtigt – problemet andetsteds, nemlig i forarbejdnings- og salgsleddet. I 1972 fik landmanden 4,80 DM, når man købte kød for 10 DM. I dag får landmanden 2,20 euro ud af 10 euro. Hvis man køber brød for 10 euro, får landmanden 40 cent!! Det rækker ganske enkelt ikke til at dække produktionsomkostningerne – og slet ikke til forbedring af dyrevelfærden. Pengene forsvinder undervejs fra stalden og marken til supermarkedet – og det er ikke lønningerne, der trykker budgettet. Arbejde i kødbranchen er blandt de lavest lønnede bullshitjobs, der findes, og ofte sendes dyrene til et endnu billigere udland for at blive slagtet og til et andet for at blive skåret op. Dertil kommer, at de 4 største tyske supermarkedskæder behersker 70 % af fødevaremarkedet, hvilket betyder, at de i praksis kan bestemme producentens priser. På samme måde beherskes hele forarbejdningsindustrien af et enkelt firma.

Sahra Wagenknecht tager endvidere fat på miljøhysteriet, flyskam, elbiler mv. I dag kommer vel dertil klimaidiotiet, som hun ikke går nærmere ind på – sandsynligvis fordi hun ved, at det er noget sludder. De samme mennesker, som vil begrænse vor brug af bilen og flyet, er nøjagtigt de samme mennesker, der har fremmet den globaliserede handel, hvor varer, der lige så godt kunne produceres lokalt, i dag transporteres fra den ene side af jorden til den anden med en flåde af fly og myriader af forurenende lastbiler, der kræver bygning af stadig flere motorveje. Svaret på miljø- og ressourceproblemerne ligger i at gennemtvinge en lokal produktion – og vel også en lokal distribution igennem små lokale forretninger, som vi kendte dem før i tiden. Det gælder også om at anvende mindre plastik til stadig mere voluminøse emballeringer. Samtidig bør man gennemføre regler om forbrugsgoders holdbarhed og muligheden for at reparere ting – uden at det skal koste en formue.

Dette er kun nogle få smagsprøver på Wagenknechts program. Det kan i den grad lønne sig at læse hele bogen – også selv om man må ryste på hovedet ad nogle af hendes ideer. Hun skriver et udmærket sprog – måske med lidt for mange engelske ord, men med færre end man oftest ser. Og frem for alt forkrøbler hun ikke sproget med * og anden politisk korrekt nonsens.

Det store spørgsmål er, om det lykkes hende at slå igennem politisk. Hun vil helt givet hente en del stemmer i det gamle DDR, hvor folk generelt er mere fornuftige end i det gamle Vesttyskland. Blandt andet også, fordi hun er modstander af at støtte krigen i Ukraine. Folk i Østtyskland har gennemgående en langt større forståelse for Rusland, blandt andet fordi man jo lærte russisk og dermed fik mulighed for at erhverve sig en helt anden tilgang til landet. Det skal tages med kilovis af salt, når man hører, hvordan russerne undertrykte DDR’s befolkning. De sidste opinionstal, jeg har set, gav Wagenknecht hhv. 8 og 10 % af stemmerne i hele Tyskland, og selv om nogle af stemmerne kom fra AfD, var det langt færre, end jeg havde frygtet. I mellemtiden er der så kommet endnu en spiller på markedet, Die WerteUnion, grundlagt af den tidligere leder af Bundesverfassungsschutz Hans Georg Maaßen, der kommer fra CDU. Hvis Wagenknecht, AfD og Maaßen vil gøre sig noget håb om at få afgørende politisk indflydelse, bliver de nødt til at finde sammen. Wagenknecht synes efter alt, hvad hun har sagt, at være parat til at samarbejde med AfD. Begge parter skal sluge nogle kameler, men jeg kan oplyse dem om, at kamelkød smager ganske fortræffeligt. Og så har Sahra Wagenknecht endnu en fordel i demokratisk politik: Hun er pæn som i rigtig, rigtig pæn! Den kvalitet skal ikke undervurderes!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Noter

1. side 124. ↩︎
2. side 132. ↩︎
3. side 220. ↩︎