Stemmeret og demokrati

Det er grundlæggende for et såkaldt demokrati, at borgene gennem deres stemmeret øver en afgørende indflydelse på landets styre. Det kan man sige mange ting om. Det er naturligvis en smuk og rigtig tanke, men den er også problematisk, idet det kræver stor indsigt i alverdens ting at træffe nogen kvalificeret beslutning med hensyn til den moderne stats styrelse. Denne indsigt er der kun få vælgere og endnu færre politikere, der har, således at valg har udviklet sig til en farce, hvor politikernes slips, hår, skæg eller medietræning har den afgørende indflydelse på, om den pågældende kan opnå valg. Det er uheldigt, at det er sådan, for det er som nævnt helt afgørende for ethvert land, at borgerne har en kontrollerende indflydelse på politikernes beslutninger, det vil især sige, at de skal have mulighed for at sige nej, f.eks. til spørgsmålet “Ønsker du et multikulturelt og multietnisk samfund, i hvilket det danske folk forsvinder?” Den mulighed har man aldrig givet nationen, og formuleringen af ovennævnte spørgsmål viser også det problematiske heri. Afhængigt af, hvem der ville stille spørgsmålet, kunne det jo også lyde: “Ønsker du et åbent multikulturelt og multietnisk samfund med den globaliserede verdens mange muligheder?” Resultatet af afstemningen ville afhænge helt af formuleringen og mediedækningen. Vi så det tydeligt ved EU-afstemningen i 1972, hvor frem for alt hensigten med hele foretagendet blev fortiet for vælgerne. På en forespørgsel fra en journalist mange år senere om, hvorvidt man ikke burde have oplyst vælgerne om dette, svarede Jens Otto Krag: “Nej, for så havde de jo bare stemt nej!” Denne linje fortsattes helt frem til Maastricht-traktaten, hvor Poul Schlüter frejdigt erklærede Unionen for stendød!” Det var en bevidst løgn, men løgnagtighed er ikke strafbar i politik. Hvis den var, ville Christiansborg genlyde af tomhed! Der findes ikke et mere uærligt system end det såkaldte parlamentariske demokrati, der i bund og grund ikke har meget med demokrati at gøre. Spørgsmålet er, hvad man skal erstatte det med, eller sagt på en anden måde, hvordan man kan sikre, at folket har en reel indflydelse på, hvor samfundet bevæger sig hen. Problemet er i den forbindelse, at demokratismen er så selvoptaget og overbevist om sin egen fortræffelighed, at den ikke åbner mulighed for at diskutere, om tingene alligevel ikke kunne gøres bedre.

Det er ikke noget nyt, men når vi bringer det frem nu, er det, fordi en lille gruppe “psykisk handicappede” (også kaldet ”alternativt begavede”) har ført sag ved højesteret for at få stemmeret ved valgene. En absolut forudsætning for, at et demokrati overhovedet kan fungere bare nogenlunde tåleligt, er et oplyst folk og en fri presse. Vi har ret beset ingen af delene. Folkeoplysningen er på det laveste niveau siden indførelsen af den almindelige undervisningspligt, og medierne er koncentreret og styret af den såkaldte “elite” i skøn forening med kapitalen. Der findes i dag ikke et kritisk medie, der repræsenterer et anderledes syn på samfundet. Mulighederne for at skabe et har igennem mange år været rent teoretiske. Alligevel kan man bevare illusionen om demokratiet. Den lever på historien og næres af inertiens lov. Men helt ærligt! Skal åndssvage, demente eller andre, der ikke kan træffe bestemmelse i deres egne personlige anliggende, have indflydelse på statens styrelse? Og hvordan skal denne udøves? Kort sagt, hvem skal bestemme, hvor krydses skal sættes? Højesteret mente det ikke for sagsøgernes vedkommende, men alene tanken er at gøre fuldstændig grin med det demokratiske system. Ej heller indsatte i fængslerne bør have nogen stemmeret. De har forbrudt sig imod samfundets grundlæggende regler gennem en asocial optræden, og denne bør naturligvis automatisk indebære et tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det er en del af straffen. Men man vil naturligvis kunne gå videre og spørge, om folk, der ligger systemet til byrde, bør have medbestemmelse over sociallove og skattelove – eller, endnu mere vidtgående, om offentligt ansatte skal være medbestemmende om den offentlige sektors størrelse, kort sagt om disse grupper skal have stemmeret. Vil de stemme ud fra et samfundsmæssigt helhedssynspunkt eller ud fra deres personlige privatøkonomiske interesser? Det er let at sige nej til deres stemmeret, men blandt offentligt ansatte har vi på den anden side samlet det meste af samfundets ekspertise, som man ikke kan udelukke fra medbestemmelse, ligesom kontanthjælpsmodtagere ofte er landet der, hvor de er, som følge af verdensfjerne politiske beslutninger og en bevidst spekulation i, at de svageste i samfundet er de letteste at tryne – hvis det ikke lige var, fordi de kunne svare igen med stemmesedlen. Det er imidlertid betænkeligt, når over halvdelen af vælgerne efterhånden lever direkte af de offentlige kasser på den ene eller den anden måde. Vælgerens fristelse til at sætte egne interesser over helhedens interesser er naturligvis stor, således at den enkelte politiker på sin side fristes til at købe sig til stemmer gennem uansvarlig leflen for denne tendens. Dette for blot yderligere at problematisere den styreform, der har udviklet sig i Vesten. Måske vi skulle give os til at tænke i nye baner? Om åndssvage eller demente har stemmeret, er måske helt ligegyldigt, for betyder valgene egentlig noget? ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt,” som Mark Twain sagde. Vi har i dette århundrede oplevet skiftende flertal, men den førte politik er stort set den samme.

Ordet demokrati kommer af græsk og betyder ”folkestyre”. Det lyder jo umiddelbart som en rigtig god ide. Hvis ikke folket skulle styre, hvem skulle så? Man siger i denne forbindelse, at det antikke Grækenland udviklede det første demokrati. Dette er en sandhed med modifikationer. De græske bystater var relativt små enheder, hvilket gjorde ”demokratiet” lettere at gennemføre, men man må samtidig huske, at det var en meget begrænset gruppe, der havde medbestemmelsesret, og at dette demokrati var langt mere direkte, end det man i dag kender. Man mødtes og traf vigtige beslutninger sammen. Man valgte ganske vist forskellige grupper til forskellige opgaver, men disse grupper var også ganske store. ”Man” var i den forbindelse frie, indfødte, voksne mænd, der havde aftjent deres værnepligt. I Athen udgjorde denne gruppe vel ca. 10 % af byens befolkning. Kvinder, slaver og fremmede var naturligvis udelukkede fra indflydelse. Grundlaget for dette styre var, at folkets og statens interesser faldt sammen. Borgerne blev personligt ramt, dersom de traf de forkerte politiske beslutninger. Alligevel blev græske bystater ramt af økonomiske katastrofer på stribe, ja, selve begrebet statsbankerot stammer herfra.

Et endnu mere direkte demokrati kendes fra de danske landsbyer, hvor man under fæstesystemet før udskiftningen var henvist til at dyrke jorden i fællesskab. Derfor krævede det enighed, og denne blev opnået på det lokale ting. Alle ville blive direkte berørt af forkerte beslutninger, og de mindre dygtige fulgte derfor villigt de mennesker, de vidste var dygtigere landmænd end de selv. Det ville være til gavn for alle parter. Den oprindelige andelsbevægelse er et andet eksempel på et direkte demokrati, der fungerede.

Ved overførelsen af demokrati til større moderne stater blev det nødvendigt at indføre et mere repræsentativt system. Danmarks Riges Grundlov nævner imidlertid ikke et ord om politiske partier! Alligevel har disse i dag opkastet sig til en statsbærende faktor, således at de har kunnet stikke deres ulækre snabler direkte ned i statskassen, så sagesløse borgere kommer til at betale en stor del af disse helt private foreningers udgifter, der i bund og grund er borgeren uvedkommende. Samtidig udbetales der stadig større beløb til spindoktorer, mediekonsulenter og andre uvedkommende snyltere på folkestyret.  Sandheden er imidlertid, at partierne er den største hindring for et virkeligt folkestyre. Et folkestyre forudsætter enhed, men partierne fostrer modsætninger i folket. De tænker ikke på helhedens vel, men kun på magt og ministertaburetter med tilhørende overdimensionerede lønninger og pensioner. For at opnå denne magt, skal de kunne samle 90 mandater. Da intet parti har udsigt til at få så mange pladser alene, begynder studehandlerne, således at de programmer, partierne gik til valg på, forsvinder ud i det blå. Tilbage bliver et udvandet kompromis, der kun kan betegnes som vælgerbedrag. Ved næste valg sender vælgerne så måske den modsatte blok ind i statsministerkontoret, og den samme komedie gentager sig, ofte med nogle af de samme deltagere. Statsministeren bliver således en anden, men den førte politik bliver ikke til at skelne fra forgængerens. Det resulterer med god grund i en udtalt politikerlede.

Landets virkelige problemer forbliver i den forbindelse uløste, for der vil ikke kunne samles det nødvendige flertal for at gøre det nødvendige. Over for vælgerne kan dette altid benyttes som undskyldning for systematisk at bryde sine valgløfter. Resultatet bliver et utal af lappeløsninger, overkomplicerede regler og et enormt bureaukrati til at administrere disse. Der opstår en politisk magtelite, hvis medlemmer i stigende omfang rekrutteres fra de samme familier, som i den grad synes at være blevet forelskede i astronomiske overførselsindkomster uden nævneværdig arbejdsindsats og uden noget reelt ansvar.

Partiernes magtblokke giver endvidere rige muligheder for de reelle magthavere: medierne, der er alt andet end frie, men talerør for økonomiske og ideologiske interesser i at nedbryde nationalstaten. Det er medierne, der sætter dagsordenen for politikerne, ofte gennem enkeltsager, der burde være politikerne uvedkommende. Medierne kan opbygge politikere og bringe dem til fald, og de forvandler den politiske proces til et uværdigt show.

Dette system duer ganske enkelt ikke, og det afspejler ikke folkets vilje. Indvandringen er et godt eksempel herpå. Et meget stort flertal i det danske folk ønsker en bevarelse eller genetablering af den danske nationalstat, men medierne og politikerne lader konsekvent hånt om denne folkevilje. Politikerne følger den ikke, og medierne bekæmper den. Det nuværende demokratiske system har bragt det danske folk til randen af dets kulturelle og biologiske udslettelse. Skulle det i sidste øjeblik lykkes at redde folket fra undergangen – hvilket for hver dag, der går, bliver mere og mere tvivlsomt – vil det ikke skyldes det demokratiske system, men ske på trods af dette, og det vil da skulle sikres, at noget sådan aldrig vil kunne ske igen. Derfor skal det system væk, der har bragt landet hertil. Derfor skal der konstrueres en styreform, der ikke giver mulighed for at forråde folket.

Svaret er ikke et diktatur. Den nuværende situation i Europa skyldes jo netop et sådant, hvor der ikke var nogen kontrolmekanisme, så folket kunne sige NEJ! Og netop muligheden for at sige: ”Nej, det vil vi ikke!” er som nævnt egentlig det væsentligste i en stat. Det kræver ikke nogen dybere indsigt i komplicerede forhold at sige nej, og man må hellere sige nej en gang for meget end en gang for lidt. Indvandringen er galmandsværk, et uhyrligt eksperiment med mennesker, der ikke kan gøres om. Almindelig menneskelig forsigtighed ville have sagt NEJ!

Svaret er derimod en total afskaffelse af partier eller partilignende sammenslutninger. Landet skal opdeles i et antal valgkredse svarende til det ønskede antal folketingsmedlemmer, f.eks. de nuværende 179, men gerne flere. I hver kreds vælges der et medlem af folketinget – nogenlunde som i det engelske system. Dette føles jo kun urimeligt, fordi man samtidig har partier, hvis samlede stemmetal ved et proportionalt valg ville have berettiget til langt flere mandater, end man har høstet ved valgene i enkeltmandskede. F.eks. fik det engelsk uafhængighedsparti, United Kingdom Independence Party, ved valget i 1915 12,6 % af stemmerne og blev stemmemæssigt landets tredjestørste part, men fik kun valgt et enkelt medlem af parlamentet i stedet for de ca. 80, partiets stemmetal ville have berettiget det til ved et proportionalvalg. Uden partier er dette ikke noget problem. Hver opstillet kandidat er sit eget ”parti”. For at kunne opstille til et valg, skal man bo i den pågældende kreds – og have boet der i f.eks. 10 eller 20 år. Vælgerne vælger altså imellem kandidater, de kender personligt, og de landsdækkende mediers interesse og indflydelse vil blive væsentlig mindre.

Et sådant folketing, gerne bestående af 500 eller flere medlemmer, skal bestå af almindelige mennesker med almindelige jobs. Medlemskab af folketinget skal være ulønnet, men medlemmer skal naturligvis have tabt arbejdsfortjeneste og udgifter betalt. At være folketingsmedlem må ikke blive et levebrød. Folketinget skal kun træde sammen et begrænset antal gange om året – måske en gang hver anden måned eller sjældnere. Det skal ikke diskutere ligegyldige detailspørgsmål, men derimod de overordnede linjer. Det skal kunne pålægge regeringen at gennemføre forskellige tiltag eller sige nej tak til regeringens forslag. Det skal have afgørende bestemmelse over forsvars- og udenrigspolitikken og kunne fastlægge principperne for skattelove, sociallovgivning, straffelov, undervisning osv.

Til varetagelse af det daglige parlamentariske arbejde skal der indføres et langt mindre landsting, hvis medlemmer f.eks. kan vælges af folketinget eller udpeges af statsoverhovedet, regeringen, militæret eller hvem man nu vil betro dette. Man kunne eventuelt tænke sig en kombination af valg og udpegelse. En styreform, der i høj grad har vist sin livsduelighed er den katolske kirkes, hvor kardinalerne udpeges af paven, og paven vælges af kardinalerne, men også her er det ved at gå galt. Den nuværende pave er en trussel mod den katolske kirkes overlevelse. Der skal med andre ord også på dette højere plan sikres en direkte folkelig forankring.

Kandidater til landstinget bør opfylde langt strengere krav end kandidater til folketinget med hensyn til alder og evt. også til almindelig uddannelse. Landstinget skal kunne beskæftige sig mere med detaljerne i de forskellige love. Her kan man muligvis ikke komme uden om at lønne repræsentanterne, men lønnen bør svare til, hvad disse ellers ville kunne oppebære i deres normale job + et vist ulempetillæg. Der må heller ikke her opstå levebrødspolitikere.

Det må være afgørende, at statsoverhovedet får reel magt. Statsoverhovedet kan være en monark eller en præsident. Det er i sig selv ikke så afgørende, men det er vigtigt, at statsoverhovedet anerkendes eller kåres af folketing og landsting og nyder almindelig respekt i befolkningen. Regeringen bør udpeges af statsoverhovedet og godkendes af landstinget – eventuelt også af folketinget.

Endelig bør militæret efter Kemal Atatürks oprindelige tyrkiske forbillede tildeles rollen som forfatningens vogter. Der bør være en instans, der kan sætte en regering fra bestillingen, hvis forfatningens bogstav og ånd trædes under fode. Statens opgave er at sikre en homogen menneskegruppes overlevelse og trivsel. Hvis dens styre imidlertid fører denne menneskegruppe imod afgrunden og udslettelsen, skal et sådant statsstyre med alle midler sættes fra bestillingen, stilles for retten og – i den udstrækning de anklagede findes skyldige – henrettes.

Alfa og omega er imidlertid, at demokrati i enhver form forudsætter et homogent samfund med veldefinerede grænser, hvis borgere udgør et fællesskab bestående af oplyste mennesker med de samme biologiske og kulturelle forudsætninger og de samme værdinormer. Et velfungerende samfund forudsætter en enhedskultur. Multikulturalisme fører uvægerligt til uendelige konflikter og fællesskabet går tabt. Den, der fremmer multikulturalisme, ødelægger således demokratiet og umuliggør friheden, thi friheden må nødvendigvis begrænses, hvis der skal tage hensyn til alle mulige forskellige gruppers primitive kulturer, religioner og sære ideer.

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Stemmeret og demokrati

  1. Alexander siger:

    Din ide til hvordan demokrati burde fungere er interessant og på mange punkter tiltalende, men den har desværre også fejl, jeg vil prøve at påpeje nogle få af dem her. Hvad du har beskrevet minder i høj grad om EU’s politiske opbygning, men med partier værende banlyst.
    Politikere vil stadig forme alliancer baseret på hvem de er enige og uenige med, og vil ikke kunne opnå løfterne de gav deres vælgere for det er nær umuligt at opnå flertal uden at gå kompromis med andre.
    Der er også spørgsmålet om den offentlige sektor og de arbejdspladser den medfører. Alle representanter vil jo gerne have flere arbejdspladser og tjenester til deres lokalområde, men mange offentlige institutioner fungerer bedst samlet under større tag. Dette gælder blandt andet skattevæsnet, bureaukratisk papir og registreringsarbejde, miljø- natur- og fødevarestyrelsen, for slet ikke at nævne militæret. Den demokratiske løsning, at give hver valgkreds deres andel af disse tjenester og arbejdspladser, vil føre til enorm ineffektivitet, men det er svært at se et folketing hvor politikere hårdnakket skal tjene kun deres lokalsamfund, blive enige om andet.
    Måske vigtigst af alt er der spørgsmålet om private firmaer og udlicitering af offentlige ydelser til disse. Ikke nok med at store firmaer vil give visse valgkredse enorm politisk magt og økonimisk overlegehed, der vil også være kamp mellem politikere om at få gjort deres valgkreds til den som huser sådanne firmaer, og at få dette gjort med tåbelig og restriktiv lovgivning som spænder ben for andre politikeres forsøg på at få eller holde på firmaer. Igen kan dette relateres til EU hvor at private firmaers placering, skatteforhold og ansatte ofte hører til en bestemt gruppe, på trods af at den samlede regering “gør hvad de kan” for at hjælpe de økonomisk svagere dele af unionen.

    Til sidst vil jeg have lov at pointere at dit system i nogen grad allerede eksisterer i form af valgkredse. En MF’ers job er at repræsentere de personer som har stemt på ham i hans valgkreds, og hvis de ønsker at han tager et emne op som vederør dem så skal de kontakte ham direkte, ganske muligt at gøre per e-mail, hvorefter han tager sagen op. Det kan dog godt tage lang tid for en politiker at tjekke sin mailboks og jeg er ikke sikker om han har pligt til at tage sagen op, eller om det er noget han “bør gøre”, ved at det er noget MF’ere har pligt til i F.eks. UK.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s