Om & kontakt

“Det Folk, som tør dø, skal leve, og det Folk, som ikke tør leve, skal dø!”
Valdemar Rørdam

Aldrig før i vort lands historie har Danmark været så truet, som det er i dag. Der er ikke tale om at miste nogle landområder eller at måtte tåle pantsættelser og fremmede besættelser med et beskedent antal tropper. Der er i dag tale om, at vi som folk og nation står over for den fuldstændige udslettelse.

elsker_danmark

Angrebet sker over en bred front med to stødpunkter: vort medlemskab af den såkaldte Europæiske Union, hvis erklærede mål det er at udslette Europas nationalstater, og igennem masseindvandringen fra den tredje Verden, der ingen ende tager, og som i løbet af den næste generations levetid vil gøre os til en minoritet i vort eget land og dermed udslette os som folk. Til disse to ydre fronter kommer så hjemmefronten, den indre front, hvor vi ser vort folk udsat for en systematisk nedbrydning af alle de elementer, der netop gør os til et folk.

Vort folks styrke har altid været dets homogenitet. Vi har delt værdier, religion, kultur og sprog – vi har været et fællesskab med gensidig respekt og tolerance over for hinanden. Vi har været et nært samfund, hvor alle i landsbyen kendte alle, og hvor man tog sig af hinanden. Naturligvis har der også været modsætninger og uenighed om detaljer, men sammenlignet med de fleste andre lande har vor historie været forholdsvis fredelig indadtil. Man vil i dag fortælle os, at vi altid har været et multikulturelt samfund – således at de seneste fyrretyve års masseindvandring slet ikke har betydet nogen ændring. Dette er naturligvis historieforfalskning af dimensioner – og alle ved det, men ingen tør sige det, for frygten er blevet en del af danskerens hverdag – frygten for at sige de herskende imod, frygten for at blive stemplet som racister, nazister og bagstræberiske landsbytosser med alle de følger dette i dag får for den enkeltes liv. Og det er det skammelige: der er ingen, der mere tør forsvare dette land.

Det er naturligvis sandt, at vi har haft en beskeden og kontrolleret indvandring i tidernes løb. Vi har indkaldt hollandske gartnere, fordi de kunne noget, vi ikke kunne, og vi har åbnet vort land vor en lille gruppe tyskere, der havde erfaringer i opdyrkning af heden. Vi var i en usalig personalunion med det tyske Holsten, hvilket betød, at en del af Kongens lande regeredes på tysk – og at der var en indflydelsesrig tysk befolkningsgruppe i København. Vi fik et meget begrænset antal “roepolakker” til det sydøstlige Danmark. Og kongerne lånte penge af jøderne, som fik opholdstilladelse og for nogles vedkommen blev hævet ind i adelsstanden. I dette sidste tilfælde kan man tale en fremmed religion og kultur, men jøderne holdt sig for sig selv og kom ikke til at spille nogen rolle for samfundets udvikling før i slutningen af 1800-tallet – og deres tal var meget begrænset. Så hvor er nu det multikulturelle? Tyskerne, hollænderne og i vid udstrækning også de få polakker delte jo stort set den samme kultur – og når de kom til Danmark, assimilerede de sig lynhurtigt med befolkningen, og de få forskelle der måtte have været i detaljen, forsvandt i løbet af en generation. Og det samlede antal “fremmede” var uhyre beskedent. Sidst, men ikke mindst, var de alle genetisk tæt beslægtede med danskerne, og deres indgiften i det danske folk medførte ingen ændring af den fælles genpøl, vi alle har del i.

Den næste angrebslinje er, at der jo ikke er nogen dansk kultur – kun en europæisk, til nød. Dansk kultur bliver systematisk til et spørgsmål om frikadeller, leverpostej og brun sovs. Disse angreb leveres af “intellektuelle”, der burde vide bedre, men som bevidst har valgt side imod deres folk – for kun sådan får de status, magt og indflydelse. Den selv samme klasse af halvstuderede røvere har gjort deres til, at den danske kultur og tradition i løbet af de sidste årtier rent faktisk er kommet på dødsgangen. Hånd i hånd med affolkningen af landområderne, der for alvor begyndte i slutningen af 1800 tallet, og som stadig fortsætter i dag, døde den danske bondekultur med de flotte nationaldragter og de smukke danse. Men det var ikke nok. Drevet af den marxistiske march igennem institutionerne efter 1968 forsvandt sangen ud af skolerne, det samme gjorde litteraturen, historien og religionen. Naturhistorien gik med – og skønhed og velopdragenhed fulgte efter. Fællesskabet blev erstattet af individualisme, det smukke af det hæslige, det danske af det udenlandske. Og frem for alt blev børnene fjernet fra forældrene og sat i offentlige institutioner, hvor den sidste smule danskhed blev suget ud af dem. Samtidig blev familierne opløst og kvinden sendt ud på arbejdsmarkedet for at virkeliggøre sig selv i de ringest betalte job. Og sproget bliver med velberåd hu nedbrudt, således at de færreste mennesker i dag er i stand til at læse ældre tekster, hvilket er forudsætningen for at bevare den kulturelle sammenhæng generationerne imellem, ligesom de fleste ikke selv evner at tale eller skrive et varieret og udtryksfuldt sprog. Dette sidste er jo imidlertid naturligt. De har ikke mere noget at udtrykke – deres horisont går ikke længere end til at tale om, hvad der vistes i fjernsynet aftenen forinden – eller for ungdommens vedkommende om de sidste rædsler fra Amerika. Og da kvinden skal være så fri, så fri, giver man hende først P-pillen, og derefter den fri bort, som har kostet over en million danskere livet siden den blev indført – en sand etnisk udrensning, ja, et holocaust af format. På den baggrund kan man så tale om den kommende ældrebyrde, om manglen på hænder og behovet for “indvandring”.

Dette har alt sammen nedbrudt folket, thi et stærkt og selvbevidst folk lader sig ikke byde hvad som helst, og et sådant folk kan de virkelige magthavere ikke bruge. Derfor må det væk som en forudsætning for, at det også biologisk kan tilintetgøres.

Denne blog er tænkt som en opposition til den dødsspiral, vi er inde i, og som en inspiration og opfordring til at gå til modstand mod udslettelsen, mens du stadig kan! Det var ikke det nuværende samfund, multikulturalismen, den uhæmmede indvandring, det moralske forfald og tilintetgørelsen af nationalstaten til fordel for EU’s Neuropa, Modstandsbevægelsen under krigen kæmpede for! Stafetten må rækkes videre.

Redaktør Anders B. Nielsen

GÅ TIL MODSTAND!

Kontakt redaktionen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s