Det kan godt være, at jeg er en sur gammel mand – men netop i min egenskab af at være en gammel mand og dermed være i risikogruppen for at dø af denne kinesisk virus, som man med åbne øje har importeret i den sidste måneds tid uden at foretage sig noget som helst, vil jeg tillade mig på dette sted at hudflette den fuldstændig intelligensforladte Mette Frederiksen og de øvrige galninge, der omgiver hende.

Vi har hvert år influenzaepidemier – nogle med en influenza af en værre type en andre. Vi har set Hongkong-influenza, svineinfluenza, fugleinfluenza, SARS, og hvad ved jeg, uden at det skabte nogen videre panik. Det samme gjaldt såmænd også under polioepidemien i begyndelsen af 50’erne. Min mor var da nervøs, og vi holdt os vel også nok hjemme i vor afsides beliggende landsby, men landet var ikke lukket ned af den grund, og polio er en alvorlig sag, skulle jeg hilse og sige. Influenzaepidemier brænder ud ved en infektionsrate på ca. 60 % af befolkningen, der herefter er mere eller mindre immun over for den influenzatype.

I 2018 døde der i Danmark ifølge Danmarks statistik 2.103 personer af lungebetændelse og influenza, 3.789 af brochitis og astma imod 6.627 af hjertesygdomme – ud af i alt 55.232 dødsfald, bare for at have noget konkret at forholde os til. Sundhedsstyrelsen regner med, at coronavirussen vil slå mellem 1.600 og 5.600 ihjel, af hvilke den altovervejende del vil være ældre mennesker, der i forvejen har alvorlige sygdomme, og hvis resterende levetid er kort og måske ikke særlig behagelig. Det kan selvfølgelig godt lyde kynisk, men det er altså set med mine øjne ikke nogen national katastrofe, der truer landets eksistens!

Det gør Mette Frederiksens kur derimod! Nedlukningen af landet vil totalt ødelægge økonomien i lang tid fremover. Dette gælder både den nationale økonomi og den enkeltes økonomi, og som sædvanlig vil det især være pensionisterne, der bliver ofre. De mennesker, der er henvist til at leve af deres pensionsopsparing nu, vil få det meget svært og vil sandsynligvis ikke leve længe nok til at se økonomien komme sig. Mange virksomheder vil ganske enkelt lukke. Hoteller, restauranter, cafeer, SAS – listen vil blive lang, og den vil også komme til at omfatte produktionsvirksomheder, hvis dette cirkus kommer til at vare alt for længe. Nu er det så, jeg spørger, hvor meget et menneskeliv må koste? Det er ikke, fordi jeg mener, at vi bør fastsætte en pris på menneskeliv, men det gør sundhedsvæsenet jo i forvejen i stor stil. Mennesker får afslag på livsvigtig medicin, hvis den er for dyr. For nylig kunne pressen berette om et par piger, der ville blive blinde – og
dermed i risiko for at blive en byrde for samfundet – hvis de ikke fik en temmelig dyr medicin. Det fik de ikke. Den var for dyr – og skidt med de udgifter, blinde ofte forårsager. Det er en anden kasse, der ikke kommer sundhedsvæsenet ved!

Dertil kommer også, at sundhedsvæsenet nu kan udskyde kontroller, behandling og diagnosticering af mennesker, der vitterlig er syge, og som vi dø, hvis ikke deres behandling iværksættes her og nu og følges op af kontroller. Hvor mange kræftpatienter og hjertepatienter slår Mette Frederiksen mon ihjel med denne lovgivning – der samtidig fratager os grundlæggende frihedsrettigheder og ”menneskerettigheder”? Mit gæt er, at hun vil dræbe flere end hun vil redde! Og lur mig, om denne præcedens ikke vil blive brugt ved anden lejlighed. Grænsen for, hvad en national nødstilstand er, er flyttet betænkelig langt ned!

Mette Frederiksens famlende regering har et akut behov for at vise ”handlekraft” – specielt da man hidtil ikke har vist en sådan over for denne epidemi, der jo ikke er kommet snigende som en tyv om natten. På et tidspunkt, hvor andre lande for længst havde indført en – ganske vist overfladisk – helbredskontrol ved grænsen, kunne man frit og uhindret flyve ind til Københavns lufthavn fra både Kina og Italien, selv om begge lande var fareområder. Havde man gjort noget dengang, havde man måske kunne standse eller hæmme epidemien. Men da valgte man at gøre ingenting. Nu breder panikken sig, men nu er det under alle omstændigheder for sent. I dag vil man kun høste de katastrofale ulemper.

Hvad har man tænkt sig efter de første 2 uger? Ingen har tænkt noget. Man håber at kunne trække epidemien ud, så hospitalerne måske bedre kan klare et stort antal syge, fordi de har mindre at lave, når det bliver varmere i vejret. 2 uger vil dog nok næppe spille den store rolle i den forbindelse. Efterhånden som det bliver varmere, vil virussen imidlertid spredes langsommere og muligvis gå i sig selv eller nok snarere i dvale, indtil det bliver efterår, hvor cirkusset så vil kunne begynde forfra. Laurbærrene for, at virussen måske går i sig selv af naturlige årsager, vil Mette Frederiksen tage, men hun vil vaske sine hænder, hvis den kommer igen til efteråret. Politisk spiller hun et gammelkendt socialdemokratisk spil.

Enhver fornuft vil sige, at det gælder om at få denne influenza overstået hurtigst muligt, så vi kan komme tilbage til normale tilstande og forhåbentlig få genoprettet vor økonomi. Hvis man lod sygdomme rase ud nu, fik vi skabt en immunitet i befolkningen og kunne sætte os ned i ro og mag og vente på den næste kinesiske virus, for den kommer bestemt, medmindre vi gør op med globaliseringen. Der vil være nogle dødsfald – men det vil der jo være alligevel, selv om man trækker pinen i langdrag. Omkostningerne ved dette langdrag vil imidlertid blive astronomiske og lamme os i lang tid fremover. Man kunne nøjes med at iværksætte tiltag til beskyttelse af de særlig udsatte.

Jeg er opdraget efter princippet ”Helhedens vel går forud for den enkeltes vel!” Det synes jeg fortsat er et særdeles sundt princip!

Mette Frederiksen vil naturligvis til sit forsvar sige, at selve sygdommen og andres tiltag i forvejen har ødelagt verdensøkonomien, og det har hun naturligvis ikke uret i. Hun er jo ikke den eneste uduelige leder i verden. Uduelighed er en forudsætning for at stige op i det politiske system, for de kræfter, der køber og ejer politikerne, har ikke brug for marionetter, der forsøger at tænke selv. De har brug for nulliteter. Den kvalitet opfylder Mette Frederiksen til fulde. Hele det nuværende system er råddent – og pressens rolle er overalt den samme. Panik sælger godt, ergo må vi lave mere panik. Ryddet sendeflade for at fortælle, at nu – endelig – havde Danmark fået sin første coronapatient, og igen, da vi havde oplevet det første coronadødsfald, en patient, der sandsynligvis ville være død alligevel, og som – mirabile dictu – var blevet smittet på det hospital, der skulle forsøge at gøre ham rask – sandsynligvis af personalet! Sundhedsvæsenet synes i sandhed godt at kunne have brugt nogle af de penge, der nu nyttesløst smides ud, på forbedringer til gavn for alle.

Den såkaldt ”frie presse” er en pest. I dette tilfælde råber den ”Brand!” i en fuld biograf og fremprovokerer både folks fuldstændig vanvittige optræden i butikkerne og regeringens forsøg på at vise ”handlekraft”. Den har kostet os dyrt!

Man filosoferer i disse dage over, hvorvidt coronavirussen vil ændre vor verdensorden. Det er jo et godt spørgsmål, som det blot er lidt tidligt at svare på. Desværre vil det næppe være tilfældet i det lange løb, medmindre folket rejser sig imod den regering, der truer med at føre det ud over fallittens rand.

Man kunne imidlertid, hvis man var fornuftig, i hvert fald lære 3 ting af denne selvskabte krise. For det første er det evident, at globalisering er et onde. En kinesisk virus burde være et lokalt kinesisk anliggende, som vi ikke engang burde have behov for at høre om. Kinesere æder alt, hvad der kan flyve, svømme, krybe eller gå, og deres fødevarehygiejne er – når man kommer uden for de store internationalt orienterede hoteller og restauranter – ofte under al kritik. En kinesisk delikatesse er flagermus, fra hvilke denne virus formodes at stamme. Altså ikke noget, civiliserede mennesker normalt ville blive udsat for. Kina er i dag udelukkende en både økonomisk og militær stormagt, fordi vesten har nedlagt sine egne fabrikker og flyttet sin produktion til Kina for at udnytte de lave slavelønninger, den kinesiske arbejder får. Uden dette ville Kina i dag stadig have været et
tilbagestående land uden stor betydning. Det forbliver imidlertid et kleptokratisk diktatur til gavn for de relativt få, og det udgør i dag ikke blot en konstant fare for sine naboer, men for hele verden. Vesten ofrer imidlertid gerne alle sine påståede idealer, når det gælder om at spare lidt håndører. Hongkong, Macau og Taiwan er alle blevet svigtet, og Afrika er i færd med at blive koloniseret. Når det er fuldbragt, vil man der længes efter den europæiske kolonisation.

For det andet kan et moderne samfund ikke lægge an på en økonomi, der tilsyneladende dirigeres af en flok skræmte høns. Værdierne er der jo stadigvæk. Der kommer tab inden for visse brancher, men det meste vil blive indhentet. Værdierne tilhører imidlertid pludselig andre, fordi det, man handler på børsen, ret beset ikke er værdier, men derimod blot varm luft i form af håb og frygt, det man lidt misvisende kalder tillid. Nogle mennesker og kapitalfonde vil blive meget rige, fordi de har opkøbt værdier for en slik, som folk, der i denne situation har behov for at hæve deres penge, har været tvunget til at sælge i panik. Også her hælder pressen benzin på bålet ved daglig at komme med økonomiske dommedagsprofetier i stedet for at vente og se, hvad der sker. Den slags profetier har det med at blive selvopfyldende. Hvis man var til konspirationsteorier, ville det ikke være svært at se en direkte forbindelse mellem pressen og de kredse, der profiterer af panikken. Vi er nødt til at etablere et økonomisk system, som for det første ikke er globaliseret, og som for det andet er stabilt. Jeg er en indædt modstander af børskapitalismen, men aktier er i dag den eneste måde, man måske kan inflationssikre sine værdier på. Derfor vil dette ramme hårdt. Alle, der har en pensionsordning, er småkapitalister – de ved det måske bare ikke. Vi må have en nationalt baseret økonomi hvilende på faste værdier som jord og arbejdsskabte goder. Børserne skal ganske enkelt gå over i historiebogen, og dansk kapital skal forblive i Danmark og udenlandsk kapital skal blive ude. Kun sådan kan vi igen blive et selvstændigt land, som er immunt over for panik. Vort økonomiske system vil jeg senere beskæftige mig med, hvis jeg da overlever.

For det tredje skal vi nødvendigvis gentænke vor styreform. Vi skal have eksperter på banen, og beslutningerne skal ikke have noget med næste valg at gøre. Rusland (147 mio. indbyggere) har i skrivende stund 59 tilfælde af Corona – på trods af en lang ukontrollabel grænse til Kina. Rusland lukkede i går sin grænse helt. Denne virus har været på dagsordenen i Rusland, lige siden den brød ud, med meget stor mediedækning og daglige fjernsynsudsendelser, der mere gik ud på at oplyse end på at skabe økonomisk panik. Måske gør russerne noget rigtigt, som man her ikke har forstået.

Man kunne jo godt få den tanke, at coronapanikken er blevet skabt eller fremmet, for at vi ikke skal tænke på andre langt vigtigere og farligere ting, som f.eks. de millioner, der står ved den græske grænse og vil ind i Europa (af hvilke mange sikkert også har virussen, der som bekendt ligeledes florerer i Tyrkiet). Når vi er vågnet af vort selvpåførte mareridt, vil de sikkert alle være på vej hertil. Og så er der jo de varslede ”klimaskatter”, som vi helst ikke skal snakke for meget om – men som man vel nu under alle omstændigheder kan glemme alt om af hensyn til den økonomiske situation. Noget som måske egentlig passer Socialdemokratiet rigtig godt, for gennemførelsen af drakoniske afgifter ville komme til at koste dyrt for økonomien – og også i stemmetal, når det går op for folk, hvad de betyder. Men netop nedlukningen af landet giver os en forsmag på den økonomi, vi vil få, hvis man gennemfører Greta Thunbergs og det såkaldte klimaråds drømme. Ja, ret beset er det Thunbergs idealsamfund, vi prøvekører: ingen flyvning, intet forbrug, intet arbejde, ingen transport, ingen produktion. Det stenaldermarxistiske idealsamfund.

Under alle omstændigheder er disse virussygdomme en del af naturens orden, selv om vi ikke burde have importeret denne kinesiske specialitet hertil. Vi skal ikke undre os over dem og heller ikke gå i panik over dem. Denne virus er forholdsvis uskyldig. Vi taler ikke om ebola (dødsrate 50-70 %) eller den sorte død (dødsrate tæt på de 100 %) og heller ikke om den såkaldte spanske syge, der egentlig ikke havde noget med Spanien at gøre, og som kostede 15.000 danskere livet i 1918-19. Naturligvis vil vi få udviklet en vaccine for det tilfælde, at coronavirussen skulle komme igen, og det er da godt – men selv uden vaccine er verden ikke ved at gå under, hvilket man ellers skulle tro, når man læser avisen. De yngre generationer lever så langt fra naturen og er i den grad blevet pakket ind i vat og bomuld, at de tror, de behersker naturen. Det gør de, som vi ser, ikke – og det kommer de næppe heller nogensinde til. Og det er godt det samme.

En af mine yndlingsforfattere inden for kriminalgenren er Domingo Villar, der skriver sine romaner på både galicisk og spansk. I hans seneste bog, El Último Barco, forsøger politimanden at overtale sin far til at sætte gitre for vinduerne som beskyttelse mod kriminelle. Faderen svarer: ”Jeg kan leve med frygten for at dø, men jeg vil ikke også være bange for at leve.” Måske værd at tænke over!