När flaggstängerna blommade

Boganmeldelse:

Vera Oredsson:
När flaggstängerna blommade
Helsingborg: Logik Förlag 2016

Det er med en god portion nysgerrighed, man griber Vera Oredssons lille erindringsbog, for hun har det meste af sit lange liv været en central personlighed i svensk nationalsocialisme, men det er desværre ikke den tid, hendes erindringer handler om, men derimod om hendes barndom og ungdom i Det Tredje Rige, måske fordi en stor del af det andet er behandlet i hendes sidste ægtemand Göran Assar Oredssons erindringer Prisat vare allt som gjort mig hårdare fra 1980, i øvrigt en oplagt titel at genudgive, skulle man mene, selv om den nok er ret nedslående læsning, hvis man ikke er meget heroisk med hang til politisk selvmord.

Vera Oredsson, som i dag er 90 år gammel og stadig politisk aktiv, blev født Schimanski af en svensk mor og med en tysk far i 1928, og hun oplevede således alle de 12 år, Hitlers Tyskland eksisterede. Man kunne mene, at der måske er skrevet nok om dette, men på den anden side kan man næppe lade være med at blive grebet af Vera Oredssons historie, der jo på en måde er et stykke Tysklandshistorie fortalt i børnehøjde. Man skal ikke her forvente nogen kritiske refleksioner. Det er fortællingen om Det Tredje Rige, som Vera Schimanski oplevede og opfattede det dengang, og det er egentlig særdeles forfriskende. Der findes utallige levnedsskildringer fra den tid, der er fulde af efterrationaliseringer og ukritiske projektioner af efterkrigstidens historieskrivning på det, man dengang oplevede og glædede sig over. Alt andet ville i Tyskland være i strid med straffeloven. Det ville være Verharmlosung eller sågar Verherrlichung – og det er slemt i Tyskland, det er lige til
tugthuset. Disse indskrænkninger er Vera Oredsson ikke underlagt, og hendes historie er jo rent faktisk beretningen om, hvad de allerfleste tyskere oplevede og følte dengang. Hitler havde på rekordtid genopbygget Tyskland, og folk var i det store og hele glade og tilfredse, ja, de så op til Hitler, tilbad og forgudede ham. Det er denne begejstring, Vera Oredsson formidler ufiltreret, og det er måske ganske godt en gang imellem at blive mindet om, at det jo var sådan, det var. Selv da krigen kom og bomberne begyndte at falde, forblev de allerfleste Hitler tro. Havde de været til stede under hans monologer i førerhovedkvarteret eller ved hemmelige drøftelser inden for ledelsen, havde det nok ikke været sådan. Så havde de fleste tydeligt sagt fra, men de var netop ikke til stede, og hans tro følgesvende har stadig svært ved at tro på det meste af det, der efterhånden er kommet
frem – det er for dem fjendtlig propaganda, og det er klart, at mennesker som Vera Oredsson ikke vil kunne absorbere dette, for det strider jo så fuldkomment imod alt, hvad hun selv har oplevet og hørt og kæmpet for resten af livet. Dette må man blot notere og respektere.

Der vil aldrig blive skrevet en definitiv historie om Det Tredje Rige – det definitive er ganske enkelt imod historiens væsen. Der vil altid dukke nye ting frem og kunne anlægges nye synsvinkler. Og historie vil under ingen omstændigheder kunne skrives redeligt, hvis man skal tage juridiske hensyn, lige så lidt som domstole selv kan skrive historie. Men historien vil aldrig blive det glansbillede, nogle drømmer om, og der tænkes her ikke på grusomheder, koncentrationslejre og forsøg på folkedrab – på det punkt er der ingen, der har noget at lade Hitler høre! Alt dette er, som Le Pen har sagt, en fodnote i historien, der som bekendt er en lang beretning om blod og tårer – eller ”en fugleklat på Tysklands historie”, som man i dag siger fra AfD’s side.

Det, der var i vejen med Det Tredje Rige, og som førte til dets fald, var noget andet og langt mere dybtliggende: det var den absolutte og uanfægtelige magt i hænderne på én mand, der mente at repræsentere forsynet, og som slap ikke blot det nationalistiske grundlag for sin bevægelse, men forlod realiteternes verden i historiens største narkorus. Han mente til sidst, at det tyske folk ikke var ham værdigt, fordi det ikke havde mandskab og ressourcer til at føre krig imod hele verden – en krig, som han kunne have undgået. Derfor måtte det gå under – det var for svagt til at bestå. Der var intet, der var værd at redde. De bedste var allerede faldet – på hans bud! Det var ikke det tyske folk, der ikke var ham værdigt – det var omvendt. Det var heller ikke nationalsocialismen som sådan, det var galt med, det var dennes usalige formæling med gammeldags tysk chauvinisme i hjernen på en mand, der som livsmål tilsyneladende havde at genskabe slutscenen i Wagners ungdomsværk ”Rienzi” i virkelighedens verden.

Vera Oredsson ville nok hertil sige, at dette – bortset fra at være helligbrøde – er en kombination af historieforfalskning og efterrationalisering. Gid det var så vel. Hvis højrefløjens yderste grene – og det er ikke de ringeste grene – imidlertid ikke vil begynde at reflektere over fortiden, hægter den sig selv af historien. Hvad der er sket, må aldrig kunne gentage sig, thi herfra stammer alle de problemer, Europa i dag kæmper med, og som truer med at drive vor verdensdel til undergang! Mange vil hertil sige, at dette blot er et udslag af bagklogskab, men det er bedre at være bagklog end slet ikke at være klog. Vi er nødt til at lære af historien og for at kunne det, er vi nødt til at kende historien og lade vore romantiske forestillinger fare.

Jeg har kun truffet Vera Oredsson en enkelt gang, i familien Oredssons sommerhus nordøst for Göteborg. Det var i 1973. Hun var dengang ikke blot en meget smuk kvinde, hun var også en meget karismatisk og intelligent kvinde. Hun havde stort set alt det, hendes mand savnede. Da denne senere formelt gjorde Vera Oredsson til fører for Nordiska Rikspartiet, bemærkede en af mine venner meget tørt: ”Jamen, det har hun jo altid været!” Men heller ikke hun kunne gøre NRP til en succes, for efterligninger er uorganiske og ahistoriske. Enhver tid kræver en ny bevægelse, der beskæftiger sig med tidens og stedets problemer. Den skal være født af folkets kultur, skikke og traditioner. Den kan ikke importeres. Disciple af fortiden kan læse dette efter i Mein Kampf (en bog,
der altid er god at få forstand af). Hovedsagen er imidlertid, at en ny bevægelse bygger på naturens lov, som vi kender dem. Uden dette, vil den svæve frit i luften.

Det kan under alle omstændigheder anbefales at øve sine svenskkundskaber på denne bogs 146 sider. Den giver ikke overordnet set nye kundskaber, men gør opmærksom på detaljer, som man måske ikke lige har tænkt på – og den er på mange måder et frisk pust af ungdommelig begejstring i en historisk litteratur, der ikke levner megen plads til en sådan. Bogen kan fås hos Saxo.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ytringsfrihed?

Det fremhæves med rette, at ytringsfriheden – og med den informationsfriheden – er grundlæggende for demokratiet. Uden ytringsfrihed, intet demokrati.

Nu er det ikke nyt, at denne frihed trædes under fode, det har f.eks. Tyskland, Østrig og Frankrig gjort effektivt og systematisk igennem mange år, og også Danmark har med straffelovens §266b ydet sit bidrag til at undergrave demokratiet.

Nu har imidlertid selve Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol godkendt ophævelsen af ytringsfriheden. En østriger er blevet dømt for at kalde Muhammed pædofil, fordi ”profeten” ifølge overleveringen giftede sig med en seksårig pige og konsumerede ægteskabet, da pigen var 9 år gammel, og denne dom var ifølge menneskerettighedsdomstolen helt i orden, for ”man ikke må bruge sin ytringsfrihed, hvis det sårer andres religiøse følelser”.

Den lader vi lige stå et øjeblik. Det fører os jo tilbage til den mørkeste middelalder. Man godkender altså, at menneskers primitive overtro er vigtigere end den demokratiske
debat. Religionskritik er herefter umulig, idet den nødvendigvis vil såre nogles følelser. Dog vil vi nok betvivle, at kristnes følelser er omfattet af dette forbud. Dem må man sikkert gerne såre. Der er nemlig en anden grund til, at man ikke må såre muhamedanere. Hvis man kritiserer Muhammed, bringer man nemlig den religiøse fred i fare, dvs. man risikerer muslimske optøjer. Læren af dette er, at vold betaler sig. Det kan man jo umiddelbart lære noget af!

Man kan imidlertid også lære, at man kun kan have fred og frihed i et etnisk og kulturelt homogent samfund med et fælles værdigrundlag! Danmark skal naturligvis ganske omgående forlade den europæiske menneskerettighedskonvention og Europarådet, en fuldstændig overflødig organisation, der kun tjener til at fylde lommerne hos politiske pampere og embedsmænd.

Hvad angår dommerne i Menneskerettighedsdomstolen, der som oftest forhindrer Danmark i at skaffe sig af med kriminelle udlændinge, findes der på dommens dag ikke træer høje nok til at hænge dem i!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hvidvask

Danske Bank er blevet taget i omfattende hvidvask af midler, om hvilke vi ikke ved ret meget. Måske stammer de fra kriminalitet, måske blot fra omgåelse af de idiotiske sanktioner, man har påført den russiske befolkning. Meget tyder imidlertid på det første.

Det er ved hjælp af Danske Banks filial i Estland lykkedes kriminelle at stjæle store beløb fra det russiske samfund. Og det værste af det er, at Danske Bank blev gjort opmærksom på trafikken for mere end 10 år siden og må have haft absolut vished om den i mindst 5 år. Rapporter er blevet fejet under gulvtæppet eller forskønnet. Ledelsen må have vidst alt.

Alligevel fortsætter banken med at udføre de ulovlige transaktioner. The Wall Street Journal har foretaget en længere analyse af forløbet. Det er hårrejsende læsning. Den fremstiller hele Danske Banks ledelse og personale langt ned ad rangstigen som en bande velorganiserede forbrydere. Den øverste ledelse gik godt nok af efter afsløringen, men med et solidt gyldent håndtryk i stedet for med et reb, de kunne gå hjem og hænge sig i.

Nu kunne man naturligvis sige: ”Og hvad så?” Banken har jo tjent styrtende på det. Ja, men efter afsløringen mistede bankens intetanende og sagesløse aktionærer ca. halvdelen af deres formuer i Danske Bank-aktier, og disse trak hele aktieindekset med ned, så rigtig mange mennesker led økonomisk skade. Desuden er hele landets renomme blevet lidt flosset i kanten. Dette er landsskadelig virksomhed, og alle ansvarlige bør godtgøre aktionærerne deres tab ned til sidste øre! De bør kunne se frem til resten af deres
liv at skulle betale hver en krone, de tjener, til deres ofre. Hvor langt dette liv så skal være, er en anden side af sagen!

Hofnarren fra Græsted mener, at vi som følge af denne skandale bør tilslutte os Den Europæiske Bankunion. Hvad skulle det mon hjælpe? Hele Europa er ved bankernes hjælp blevet drænet for et trecifret milliardbeløb. Nej, forløbet viser derimod, at vi skal ud af EU. Det skal være slut med kapitalens fri bevægelighed, for netop denne bevægelighed har gjort forbrydelsen mulig! Danske virksomheder skal drive forretning i Danmark, ikke i Estland.

Vi har ikke for vane at citere Karl Marx, men vi skal her erindre om hans udsagn om, at det er en større forbrydelse at grundlægge en bank end at plyndre en bank. Det havde han så evig ret i!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Svindel

En ansat i socialministeriet har som bekendt taget et større beløb af kassen, 111 mio., og det er da også rigtig mange penge. De siges at stamme fra de såkaldte satspuljemidler, der påstås at skulle gå til ”de allersvageste i samfundet”. Det er en sandhed med modifikationer!

Politikerne har stjålet disse penge fra landets folkepensionister – og de er nu virkelig de allersvageste i samfundet. Der er jo derfor, man har turdet stjæle fra dem. Mindre svage grupper havde lavet vrøvl, der havde kunnet høres på valgdagen. Britta har med andre ord stjålet fra en tyv. Mon det er strafbart?

Det skal endvidere påpeges, at så godt som ingen af disse penge kommer ”de svage” til gode. De går til fupmagere og organisationer, som foranstalter alle mulige idiotiske projekter og arrangementer, der kun kommer dem selv til gode. På denne måde kan politikerne belønne venner og bekendte på den politiske scene. Det er usmageligt – ligesom alt andet, der kommer fra den kant! I gamle dage hængte man tyve. Det må vi nok til igen!

Man har været meget stærkt optaget af, hvordan man skal erstatte det stjålne beløb, så man kan holde liv i de mange nyttesløse projekter og på den måde fodre sine venner. Det skulle ikke være så svært at finde disse penge. Regeringen har lige bevilget 306 mio. kroner til bekæmpelse af korruption inden for politiet i Afghanistan! Det er nok en håbløs opgave, men også her er det naturligvis diverse mellemmænd, ngo’er og andre plattenslagere, der nyder godt af det. De penge kunne passende bruges på danskere. Politiet i Afghanistan er os fuldstændig uvedkommende.

Og apropos danskere: Så har partierne netop indgået forlig om fordeling af satspuljemidler på ”integrationsområdet” (130,6 mio. kr. De ville fint række til at dække de 111 mio.). Det er ikke penge til de ”svagest stillede”, men kun til en forkælet gruppe, der i forvejen får i
pose og sæk. En gruppe, der netop ikke skal integreres, men som skal smides ud!  Værd at bemærke er, at Dansk Folkeparti er en del af denne aftale – og at disse penge også går til projekter og fupmagere og ikke til eventuelle nødlidende.

Politikere er forbrydere, og de skal lide forbryderes straf! Satspuljen skal simpelthen afskaffes! Og det skal politikerne også.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Polen

Polen har under pres fra EU frafaldet sin helt igennem fornuftige retsreform. Domstolenes uafhængighed var truet, påstod man. Hvor er domstolene nu lige uafhængige? De er overalt mere eller mindre magthavernes redskab.

Hvis vi blot ser på Danmark, forholder det sig jo sådan, at justitsministeren både er medlem af den lovgivende forsamling, har den udøvende magt og i praksis udnævner dommerstanden. Denne ynder naturligvis at gøre sig selvstændig og at skabe ret uden om parlamentet gennem ideologisk bestemt juridisk aktivisme. Dette gælder i allerhøjeste grad EU’s egen domstol.

Dommere kan i Danmark ikke gøres ansvarlige for deres domme, dvs. de kan dømme fuldstændig uden hensyn til lovgivningen, præcedens eller almindelig ret og rimelighed. Dette er naturligvis en uting. Selvfølgelig skal regeringen kunne sikre, at de love, parlamentet vedtager, også i praksis håndhæves af domstolene.

Polakkerne faldt imidlertid omgående til patten. Landets problem er, at rigtig mange polakker arbejder uden for Polen, og at landet modtager store støttebeløb fra EU. Man kan ikke både blæse og have mel i munden!

Vi har stor sympati for både den polske og den ungarske regering i deres forsøg på at hævde sig over for EU. Det vil imidlertid hver gang ende med meget skrigeri og kun lidt uld, som Fanden sagde, da han klippede sin so.

Der er kun én vej: ud af EU, og det kan kun gå for langsomt! Ellers har man ingen selvstændighed. Følg England (hvis England altså virkelig forlader EU)! Man kan samarbejde uden om EU og derved kvæle dette unationale misfoster!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar