EU’s vinduesudsmykning

Den nye overkommissær, den fallerede forhenværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, et komplet ukvalificeret kvindemenneske, der på få år har tvunget det tyske forsvar i knæ, så det ikke mere kan løfte sine opgaver, har indført nye titler for kommissærerne.

En af dem er ”kommissær for beskyttelse af vor europæiske levevis”. Det lyder jo umiddelbart meget positivt. Man bliver imidlertid straks halet ned på jorden igen, når man hører, at en af hans hovedopgaver bliver ansvaret for migrationsområdet. De to ting kan kun forenes, hvis al ”migration” standses, og de ”migranter”, der befinder sig i Europa, straks sendes hjem eller på anden vis uigenkaldeligt fjernes fra Europa. Det er imidlertid ikke en del af hans kommissorium. Det er nu som før at fremme befolkningsudskiftningen.

Det mest uheldsvarslende er imidlertid reaktionerne fra det såkaldte EU-parlament. Det lyder jo, som om man vil beskytte Europa mod noget. ”Det er grotest at sige, at der er brug for at beskytte europæerne mod udefrakommende kulturer. Den fortælling skal afvises!” siger den hollandske europaparlamentariker Sophia in ’t Veld, der hermed viser, at hun er fuldkommen afskåret fra realiteternes verden. Det, der kommer ind over grænsen, har intet med fremmede kulturer at gøre. Det er hærgende horder, som vi kender dem fra hunnerne og Djengis Kahn, som blandt andet er citeret for følgende “Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.” Det er sådan cirka, hvad der foregår i Europa i dag. Den afgående overkommissær, alkoholikeren Jean-Claude Juncker, mener, at ”det er en del af den europæiske måde at leve på, at vi accepterer dem, der kommer langvejs fra”. Det er imidlertid ikke en del af deres levemåde at acceptere os, og under alle omstændigheder har multietniske samfund altid kun ført til ulykke og ruin. Også Amnesty International finder titlen bekymrende. Og så videre… Altså de sædvanlige skyldige.

Der er med andre ord ikke noget reelt i den titel. Det er ”business as usual”. EU og EU’s bagmænd er de europæiske folkeslags fjende nr. 1. Denne fjende kan ikke nås ad demokratisk vej. Det er der sørget for. EU-systemet indeholder ikke skygge af demokrati. De europæiske folk må rejse sig og gøre en ende på dette monstrum, inden det får rådighed over en hær, for dennes formål vil ikke være at forsvare Europa imod fjender udefra. De strømmer jo uhindret ind over grænserne. Dens formål bliver at knuse enhver modstand imod EU-systemet.

Hvis de europæiske folkeslag endelig rejser sig, vil deres vrede være grænseløs, og embedsmænd og politikere i EU-systemet vil gøre klogt i på forhånd at søge asyl et meget fjernt sted, for de vil blive jaget til verdens ende og uden videre klynget op i det højeste forhåndenværende træ!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Et kig i DNSAP’s maskinrum

Boganmeldelse
Henrik Asferg
Der var gode folk iblandt
DNSAP’s sysler og sysselledere 1936-45 – og derefter
Bind 1: Jylland og Fyn
Mellemgaard 2018

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en bog, man lige læser på en aften. Det er et digert værk på 871 sider, men det er en guldgrube af informationer om DNSAP’s partiorganisation og det næstøverste lag af personer inden for Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti. Man kunne mene, at der er sagt og skrevet mere end nok om dansk nationalsocialisme før og under krigen, når man tager dennes absolutte mangel på betydning i betragtning, men et kig på boghandlernes hylder afslører, at dette tilsyneladende ikke er tilfældet, for der synes stadig at være et rimeligt marked for en lind strøm af publikationer om dette emne, der umiddelbart synes at være blevet endevendt på alle ender, leder og kanter.

Vi har hørt om førerne, om soldaterne ved fronten, om de forskellige korps, om de likviderede, om de dødsdømte og henrettede, om retsopgøret, om straffelejrene osv. Henrik Asferg har imidlertid brugt 10 års intense arkivstudier på at grave et spadestik eller to dybere ned i historien for at give os et indblik i, hvad det var for folk, der efter bedste evne forsøgte at virkeliggøre hovedkvarterets direktiver, hvad der motiverede dem, og hvordan det gik dem i deres bestræbelser. Dermed giver han os også indsigt i hele medlemsskaren, for mange af disse sysselledere (i dag ville man vel kalde dem regionsledere) udgik fra det jævne folk og var måske ikke alle lige godt skikkede til deres forholdsvis høje post.

Historien er godt fortalt. Man kunne måske frygte at blive præsenteret for et vandfald af ligegyldige opremsninger, men det er der ikke tale om. Asferg forsøger at trænge om bag ved personerne og at finde ud af, hvordan disse var som mennesker. Han benytter politirapporter, domme, fængselsjournaler, breve, avisartikler, bøger og finder frem til pårørende, som vil berette om de pågældende. Fortællingen er derfor spændende som en roman – selv for en garvet rotte, der som denne anmelder selv er vokset op i det såkaldte landssvigermiljø.

Hvad fik folk til at slutte op om nationalsocialismen i 30’erne? Kun meget få nævner jødespørgsmålet. Der er derimod to ting, der går igen: socialpolitikken og frygten for kommunismen. Alt det andet er stort set ligegyldigt. Ingen af disse to ting møder forståelse i dag, hvor den velfærdsstat, der oprindelig blev kopieret fra nationalsocialismen, tages som en selvfølgelighed, og hvor frygten for sovjetkommunismen er forsvundet – selv om det danske samfund er langt mere kommunistisk, end Sovjetunionen nogensinde har været. Når folk i dag taler om fattigdom, har de intet begreb om, hvad dette indebærer. Det havde man i 30’erne, hvor det for fattigfolk, syge og arbejdsløse drejede sig om den nøgne overlevelse – i bogstaveligste forstand om brød på bordet – og ikke om, hvorvidt man kunne sende sine børn til fodbold, gå i biografen eller tage på ferie til Mallorca.

Antikommunismen betød, at nationalsocialistiske intellektuelle (det fandtes der rent faktisk dengang) opponerede kraftigt mod hele den venstreintellektuelle ”elite”, der drev propaganda for Danmarks de facto indlemmelse i sovjetparadiset (1) – og det er i det store og hele den samme selvbestaltede ”elite”, der i dag plæderer for nationalstatens afskaffelse og erstatningen af den europæiske befolkning med en broget masse af alverdens folkeslag! Der er i dag ingen, der ser sammenhængen, og meget få, der gør modstand!

Endvidere må man naturligvis ikke glemme nationalfølelsen – men fædrelandskærlighed var dengang for de fleste mennesker en selvfølge. Derfor var den tyske besættelse af Danmark en katastrofe for dansk nationalsocialisme – og det afspejler sig også i reaktionerne blandt partimedlemmer og førere. Der herskede en del rådvildhed. Efter valget i 1943 spaltedes bevægelsen i atomer og gik langsomt til grunde.

For folk med sympati og forståelse for nationalsocialismen 1930-45 er læsning af bogen en sørgelig beretning om en håbløs og kostbar overbureaukratisering (efter tysk forbillede) og om endeløs intern kiv og splid inden for partiet. Der var mange store egoer og mange små mennesker – men der var også en del dygtige idealister, der brændte sig selv op i processen eller blev ofre for modstandsbevægelsens vilkårlige likvideringer. Når forfatteren fortæller om dagligdagen i DNSAP, kan man ikke lade være med at tænke på,
at disse interne fortrædeligheder på mange måder minder om forholdene på den nationale fløj i dag. Det er de samme faktorer, som ødelægger muligheden for at danne en folkelig bevægelse, der eventuelt kunne redde Danmark, hvis man kunne stå sammen – men det kan man ikke.

Én ingrediens findes dog ikke i dagens nationale kredse: Der var i DNSAP en god portion lykkeriddere. Dem er man af indlysende grunde fri for i dag. En politisk beskæftigelse på den front fører i demokratismens Danmark kun til udgrænsning og arbejdsløshed. Den, der ønsker at høste sejrens palmer, men ikke at trodse modvinden undervejs, går andetsteds hen.

Asferg forsøger også at finde ud af, hvad der skete med syssellederne efter kapitulationen og retsopgøret. Det er karakteristisk, at så godt som ingen af dem fortsat beskæftigede sig med politik – og absolut ingen af dem med nationalsocialisme. En del kæmpede for rehabilitering, hvilket på forhånd var en tabt kamp. Ingen sluttede op om efterkrigstidens nationalsocialistiske organisationer. Mange holdt imidlertid forbindelse med deres tidligere kammerater, og nogle støttede oprettelsen af et mindested for de faldne, men det var også alt, og efterhånden som de tidligere nationalsocialister blev reintegreret i samfundet, forsvandt de private netværk også. Var det, fordi lykkeridderne var i overtal, eller var det, fordi de ud fra en realistisk betragtning anså slaget for uigenkaldeligt tabt? Under alle omstændigheder ville det have talt til deres fordel, hvis de havde delagtiggjort de yngre generationer i deres erfaringer og grundlaget for deres beslutning. Det gjorde de stort set ikke, hvorfor de af de yngre blev henregnet til den første kategori – lykkeriddernes – hvilket måske nok ikke var helt retfærdigt.

Efter denne anmelders erfaring var der to typiske reaktioner på alle de ting, der kom frem efter krigen, og som man ikke havde været vidende om: Nogle fortrød deres engagement og forsøgte at glemme alt om det, andre affærdigede de nye oplysning som propaganda. Ingen havde dengang overblik nok til at sige: ”Nationalsocialisme har ikke noget med krigen at gøre!”

Henrik Asfergs bog vil blive et standardværk, som ingen, der beskæftiger sig med dansk nationalsocialisme og besættelsestidens historie, vil kunne komme uden om, og den bør stå i reolen hos alle, der interesserer sig for denne epoke! Vi ser med spænding frem til bind 2, der kommer til at omhandle resten af landet.

Bogen fås hos din sædvanlige bogleverandør eller direkte fra mellemgaard.dk.

Note

(1) Se Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, Gyldendal 1984; Bent Jensen: Ruslands undergang, Revolutioner og sammenbrud 1917-1921, Gyldendal 2017.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Kommentarer fra Absurdistan

Falske nyheder

Emmanuel Macron, Frankrigs diktator, vil – ligesom tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen – have bekæmpet falske nyheder. Det er naturligvis vigtigt, for falske nyheder er noget rigtig skidt. Må vi foreslå, at man begynder med at få lukket DR, TV2 og samtlige dagblade – og de tilsvarende franske. Så vil vi være kommet et langt stykke af vejen. Men måske er der håb: BT standser udgivelsen på hverdage. Forhåbentlig følger flere efter.

Mikroplast i mennesker

Østrigske forskere har fundet mikroplast i menneskers afføring. Man ved, at mikroplast forårsager alvorlige skader hos dyr. Alligevel mener man at skulle bruge årtier på forskning i, hvordan det påvirker mennesker. Så længe får industrien lov til fortsat at forgifte os. Så forbyd det dog, indtil industrien selv kan fremlægge uomstødelige beviser for, at skidtet er uskadeligt. Hvor svært kan det være? Det er samfundets opgave at beskytte menneskene – ikke industriens profitbegær!

Mere politisk korrekt idioti

Salling har tilbagekaldt et parti hjemmesko, fordi de havde en kvast af kaninpels. Ifølge Sallings ”etiske kodeks” (!) må man ikke sælge pels…. Mon man stadig kan købe en læderpung i Salling? Kan Salling redegøre for forskellen? Og hvad er i det hele taget forskellen på at holde dyr for at bruge deres kød og for at bruge deres skind? Men naturligvis vil vi også snart her i landet opleve angreb på svinefarme og slagterbutikker (hvis der stadig findes sådanne). Så Salling må hellere med det samme fjerne kødet fra frysedisken. Idioti af værste skuffe!

Onde kræfter

”Vi skal passe godt på hinanden og tage det meget alvorligt, at der findes onde kræfter derude,” siger Lars Løkke Rasmussen. Han må vide det, han er selv en af de værste onde kræfter. Så hvis han vil bekæmpe dem, kan han begynde med at begå selvmord!

Schlüter ved håndvasken

”Vi troede jo ikke, at det ville udvikle sig sådan”, udtaler den forhenværende statsminister til BT om indvandringen. Igen kan vi bare sige: Vi var mange, der vidste, det ville gå sådan, og som sagde det højt, men vi blev bare lagt for had og bekæmpet med alle midler, mens Schlüter lod oppositionen vedtage udlændingeloven af 1983, der gav hele verden retskrav i Danmark, ligesom han forærede Socialdemokratiet regeringsmagten uden valg efter Tamilrapporten, selv om han uden besvær ville have vundet et valg på det spørgsmål. Hans regering havde nemlig gjort det eneste rigtige – for en enkelt gangs skyld. Schlüter er i dag 90. Vi ønsker ham et meget langt liv, så han kan komme til at stå til regnskab for sine ugerninger over for det danske folk.

Forfærdelse

Helt ærligt, jeg brækker mig over nationale danskere, der sidder med hænderne i skødet hjemme i deres egen sikre og hyggelige kakkelovnskrog og overgår hinanden i fordømmelse af likvideringen af muslimer i New Zealand. Man kan med god ret sige, at det alt sammen ikke er de dræbtes skyld, men det samme kan man sige om andre soldater, der drager i krig. Det er ikke deres skyld. De gør kun, hvad der forlanges af dem. Muslimer i New Zealand er rejst den halve jord rundt frivilligt og er med den tyrkiske præsident Tayyib Erdogans ord at betragte som Allahs soldater og moskeerne som hans kaserner. Deres mere eller mindre bevidste mål er på langt sigt at tage New Zealand fra newzealænderne – efter at disse har forsørget dem i nogle generationer. At de virkelige skyldige er de politikere, der har gjort det muligt for dem, og at det er disse, der burde undgælde, det er en anden sag. Det burde der ikke kunne herske uenighed om. Det korte af det lange er imidlertid: Kære nationale danskere: Hvordan har I tænk jer at forsvare Danmarks og den europæiske kulturs fortsatte beståen?? Ved at stemme på Pernille Vermund? LOL!

Utrecht

Det er utroligt, så lang tid man skal bruge for at afgøre, om angrebet i Utrecht var terror.
Muhamedaneren fyrer løs på passagererne i en sporvogn. Men det er vigtigt, om han kender en af dem, for så er det åbenbart ikke ”terror”. Der er mange måder at forfalske statistikker på! Var det ikke Churchill der sagde: ”Jeg stoler kun på de statistikker, jeg selv har forfalsket!”? Men terrorangrebet i Utrecht er allerede glemt – ligesom alle de andre små daglige terrorangreb på Europas befolkninger: voldtægter, vanvidskørsel, mord, bomber, overfald mv… Vågn op, for pokker!

Dansker dømt som Syrienskriger

En rigtig ægte dansk mand er blevet idømt 6 måneders fængsel for at tage til Syrien og kæmpe imod Islamisk Stat. Ingen af de utallige, der har kæmpet for IS, er blevet dømt. Det overstiger politis og anklagemyndigheds formåen. Det var ellers det, der angiveligt var formålet med den lov, der på kriminel vis begrænser danskeres frihed til at færdes, hvor de vil – således som det står i vort pas: ”Dette pas er gyldigt for rejser til alle lande og tilbage”. Også vor bevægelsesfrihed kan politikerne tilsyneladende uden videre tage fra os – ligesom vor ytringsfrihed, boligens ukrænkelighed osv. En fornuftig lov ville have forbudt deltagelse i kampene for IS – ikke rejser til bestemte områder i Syrien. Men formålet var tilsyneladende slet ikke at bekæmpe IS, men at straffe dem, der bekæmpede IS. Den dømte burde i stedet have en fortjenstmedalje – sammen med endnu en dansker, der nu også kan se frem til at blive dømt! Man kunne jo også have ændret loven med tilbagevirkende kraft – for det var jo angiveligt slet ikke meningen med den. Men det har man ikke gjort. Anklagemyndigheden kunne også bare have undladt at rejse sagen. Man skulle tro, den hårdt belastede anklagemyndighed havde andre og vigtigere ting at tage sig til i en tid,
hvor tyverier og overfald får lov til at ligge ubehandlede hen. Det store antal herboende
udlændinge, der har kæmpet for IS, vil derimod medsamt deres koner og afkom blive hentet hjem og sat på evig forsørgelse på den danske skatteborgers regning. Der konstateres ikke uventet et fald i gennemsnitsintelligensen i Danmark. Vi må konstatere, at dette fald fuldt ud er slået igennem i Folketinget!

Banksy går i banken

Banksy er en anonym såkaldt ”graffitikunstner”. Graffiti er blot et pænere navn for hærværk. Det burde straffes med offentlig kagstrygning på Rådhuspladsen og efterfølgende afrensning af bemalingen med en tandbørste. Banksy er imidlertid også en udspekuleret forretningsmand. Han afholder ikke selv auktioner, fordi han betragter dem som ”forherliget grådighed”, men han lader alligevel gerne sine ”værker” sælge på auktion. Et af dem, det absolut intetsigende ”Balloon Girl”, indbragte således en rekordsum på 1,4 mio. dollars, men så snart hammeren var faldet, gik der en mekanisme, som var skjult i rammen, i gang, så billedet langsomt makuleredes, hvilket af kritikerne i sig selv blev udlagt som et kunstværk. Først var der bestyrtelse. Banksy ødelagde køberens ejendom. Senere viste det sig, at det halvt makulerede billede nu var mere værd end før makuleringen. Banksy mistænkes for at have iscenesat det hele. Dum er han ikke, men lige så dobbeltmoralsk som alle andre venstresnoede misfostre. Dumme er imidlertid de mennesker, der køber dette møg og lader sig imponere og narre af en sådan fusentast. Kunst er unægtelig noget helt andet!

En U-Løkke kommer sjældent alene

De interne ledelsesproblemer i Venstre har været god underholdning her i sensommeren, og Facebook har været fuld af diskussioner om partiets interne forhold. Frygtelig uinteressant. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der leder den forening. Vestre har altid været en fjende af Danmark og har lige siden Systemskiftet gået i spidsen for ødelæggelsen af kultur, undervisning og nationalstolthed. Nu kommer der en ny Ellemann-Jensen til roret. Pæren falder sjældent langt fra hesten! Og det samme gælder svins efterladenskaber. Forvent jer ikke noget godt fra den kant, kun mere landsforræderi, flere udlændinge og mere EU. Velbekomme. Jeg støtter Kalashnikovs parti. Det er det eneste, der vil rydde op i denne mødding, så det batter!

Mere terror

I Frankrig har man oplevet et nyt terrorangreb. 1 dræbt og 9 såret ved angreb med kniv og grillspyd. En afghaner er anholdt. Motivet kendes ikke, skriver DR. Mon ikke vi kan gætte det?

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Fedt party hos røde festaber

De færreste uden for de røde cirkler i København kendte vel Ninna Hedeager Olsen, Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i hovedstaden og en fuldstændig ubetydelig person. Det gør de nu – med en detaljerigdom hun næppe synes om – og det er ikke på grund af hendes politiske indsats. Det er fordi hun er et ubegavet fjols af dimensioner.

En søndag aften – der er i de kredse tilsyneladende ingen, der skal op på arbejde mandag morgen – havde borgmesteren inviteret en 20-30 mennesker til et ægte rødt drukgilde i sin lejlighed. Efter middagen begav gæsterne sig til et værtshus, hvor der også synes at være blevet drukket tæt og måske også røget stærk tobak, for da den hårde kerne til sidst fandt vej tilbage til borgmesterens lejlighed på Nørrebro, hvor hun bor med en ”roommate” (køn ukendt), efter at hendes ægtemand forståeligt nok er flyttet ud, var selskabet efter alt at dømme fuldstændig uden bevidsthed, og deltagerne i det dionysiske symposium endte til sidst i temmelig afklædt tilstand i borgmesterens dobbeltseng.

Det drejede sig om fire personer: teknik- og miljøborgmesteren selv, hendes bolleven igennem længere tid, Tue Hammer Lerche, bestyrelsesmedlem i Enhedslistens københavnske afdeling, medlem af partiets forretningsudvalg og meget aktiv i gruppen ”Aldrig din skyld”, som stræber efter potentielt at gøre enhver seksuel kontakt til voldtægt, teknik- og miljøborgmesterens angiveligt lesbiske veninde (skam få den, der tænker ilde derom!) og en uidentificeret person. I aftenens løb var der blevet kysset og krammet og truffet aftaler om sex – bl.a. imellem bollevennen Tue og borgmesteren. Da de nu lå der klemt sammen i dobbeltsengen, fandt Tue det imidlertid mere tiltrækkende at bedække den lesbiske veninde, mens han holdt om borgmesterens hofter og berørte hendes bryster. Veninden var tilsyneladende gået helt ud og bemærkede overhovedet ikke, hvad der foregik – hvis  der altså foregik noget – i hvert fald gjorde hun ingen modstand. Borgmesteren selv lagde sig til at sove, og først næste dag kommer hun i sin omtågede og i forvejen intelligensmæssigt udfordrede såkaldte hjerne til at tænke på, om dette mon ikke var voldtægt. På en eller anden måde skulle hun jo hævne sig på bollevennen – det klassiske jalousidrama. Hun får derefter veninden til at gå til politiet og Tue til selv at melde sig og bekende sin ”brøde”. Han bliver derefter yderligere anklaget for blufærdighedskrænkelse over for borgmesteren på grund af de angiveligt uønskede berøringer. Efter dramaet kommer teknik- og miljøborgmesteren under psykologbehandling og melder sig syg på ubestemt tid, for det kan politikere gøre uden lægeerklæring. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunne være servitrice på en venindes restaurant på Tunø – i øvrigt en restaurant uden overenskomst og på fagforeningens observationsliste. Det skulle almindelige mennesker prøve, mens de er sygemeldt med løn! Men her er der ikke tale om almindelige mennesker, men om det kommunistiske herrefolk, der altid har nydt privilegier, som ikke tilkom hvermand. Det ligger i ideologien. De tænker ikke engang over det. Det er selvfølgeligt.

Sagen er endnu ikke afsluttet, men der kan vel næsten ikke komme flere afsløringer af dyrenes liv. Det er virkelig en skam, at man ikke bliver inviteret med til deres abefester. Tænk at kunne komme til at ligge i sandwich med Pernille og Johanne – ikke ilde! Men hvis man skal anklages for voldtægt bagefter, kan det jo selvfølgelig være det samme.

Der er mange interessante aspekter i denne sag.

For det første får man et godt indblik i kommunisternes perverse og dekadente verden, hvor man kun kender sex, men ikke kærlighed eller familie, men det er jo ingen overraskelse. Det interessante her er, at vi har at gøre med ledende politikere, som man burde kunne se op til. Dette er selv under de bedste omstændigheder vanskeligt, men med denne sag i baghovedet bliver det bestemt ikke lettere. Dertil kommer naturligvis det økonomiske aspekt. Hun hæver stadig sin fyrstelige gage på ca. 100.000 kr. om måneden, samtidig med at der naturligvis er indsat en vikar, der ligeledes får 100.000 kr. om måneden. Sammenlign dette med, hvad f.eks. en sygeplejerske tjener! Dertil kommer så yderligere den finte, at Enhedslisten nu kan opkræve dobbelt ”partiskat”, så længe det arrangement varer ved! Vi lever virkelig i et kleptokrati!

For det andet demonstreres der her en afgrundsdyb tåbelighed. Ethvert blot nogenlunde normalt begavet menneske ville instinktivt have holdt sin mund om det passerede. Det siger jo sig selv, at denne sag er ”gefundenes Fressen” for boulevardpressen, og at den form for publicity næppe vil være gavnlig eller flatterende for nogen af de involverede, ja, ingen af dem har noget at vinde ved det. Tue Hammer Lerche er måske nok en drukmås og et sølle individ, men han er jo ingen voldtægtsforbryder og udgør ikke på det plan nogen som helst trussel mod nogen. Den forsmåede borgmester vil måske nok nyde at se sin bolleven i fængsel for sin utroskab, men dette vil bestemt ikke gavne ”sagen” eller partiet. Det hele er simpelthen for åndsvagt. Den konservative Rasmus Jarlov mener i fuldt alvor, at retten skulle have lukket dørene, da disse (og mange flere) slibrige enkeltheder om Ninna Hedeager Olsens perverterede sexliv vil ødelægge hendes fremtidige muligheder i livet! Desværre må man, samfundets tilstand taget i betragtning, betvivle dette, men under alle omstændigheder har vi her i landet principielt offentlig retspleje, selv om der i alt for
mange tilfælde lades hånt om dette. Her har vi imidlertid ydermere at gøre med offentlige
personer, der deltager i det politiske liv, og som i hvert fald for Ninna Hedeager Olsens
vedkommende stiller op til valg. Må jeg minde om den behandling, der blev Rasmus Paludan til del før sidste folketingsvalg? Han havde åbenbart ingen ret til beskyttelse af sit privatliv, og han var endda ikke involveret i en stærkt profileret retssag! Hvorom alting er, har Ninna Hedeager Olsen imidlertid selv bestilt musikken, så nu må hun også pænt danse til den! Hun kunne bare have holdt sin mund!

For det tredje må man uvægerlig spørge sig selv, hvorfor borgmesteren ikke satte en stopper for den påståede voldtægt, så snart hun angiveligt mærkede, at den var i gang. Det skulle have været meget let. Mænd har et meget ømfindtligt punkt, som under disse omstændigheder vil være ganske blottet. Men Ninna Hedeager Olsen gjorde intet! Hun vendte sig bare om og sov videre, idet hun dog bemærkede, at Tue angiveligt greb fat i hendes hofter og berørte hendes bryster! Gør det hende egentlig ikke medskyldig? Under alle omstændigheder er det vanskeligt at se, hvorledes hun er blevet krænket – bortset fra at hendes forfængelighed måske har lidt et knæk over at blive vraget. Det er bestemt ikke første gang, Tue har haft fat i hendes hofter eller har berørt hendes bryster. I det hele taget er det for normale mennesker vanskeligt at se, hvad der dog har berørt hende så voldsomt, at hun har måttet til psykolog for 15.000 kr., som hun nu mener, Tue skal betale. Hvilken skade har hun overhovedet lidt? Det er jo under ingen omstændigheder hende, der angiveligt skal være blevet voldtaget. Sagen er, at Ninna Hedeager Olsen ikke alene er et ubegavet fjols, hun er også et pjok, et typisk eksempel på det moderne, livsuduelige, venstresnoede, rodløse menneske, der føler sig ”krænket”, blot der blæser en vind på
hende. Krænkelsen er for disse mennesker det, der giver deres liv mening, det, der gør dem til noget specielt i modsætning til alle de andre værdiløse dusinmennesker. Først krænkelsen giver dem en indbildt identitet og værdi. Individer af denne støbning bør under ingen omstændigheder sættes på poster, der undertiden måtte kræve handlekraft, målbevidsthed og en vis hårdhudethed i modvind. Hvordan en sådan usling er blevet borgmester, forbliver en gåde, men det er nok bare sådan, demokratiet er. Det kan imidlertid godt være, hun er en udmærket servitrice – blot der ikke kommer besværlige gæster, for så må hun sygemeldes.

For det fjerde er det jo komplet vanvittigt, at politi, anklagemyndighed og retsvæsen overhovedet skal bekymre sig om dette latterlige anliggende! Man klager jo de steder ellers altid over at være overbebyrdede. Vi har at gøre med en bunke fulderikker, der er så beduggede, at de ikke aner, hvad de selv gør – de er simpelthen utilregnelige. Når man drikker, kysser, krammer og træffer sexaftaler for derefter halvnøgne at krybe i den samme overfyldte dobbeltseng, ja, så må man regne med, at naturen måske kræver sit. I de gode gamle dage, før verden gik af lave og feministerne overtog roret i samfundet og retsvæsenet, så man ved anmeldelser af påstået voldtægt nøje på omstændighederne. Voldtægt indeholder to elementer: vold og tægt, man tager noget med vold. Det er naturligvis en alvorlig forbrydelse og skal straffes strengt. Men det, der måske foreligger her, indeholder ikke spor af vold. Der er tale om en flok dekadente alkoholikere, der alle har en særdeles løssluppen seksualmoral. Tilforn så man kritisk på det påståede offer for
en voldtægt uden påviselig vold. Har kvinden selv været ude om det? Er hun gået halvnøgen omkring, har hun udfordret mændene, har hun drukket med dem og taget dem med hjem for dagen efter at fortryde og anmelde det som voldtægt? En kvinde med en notorisk dårlig seksualmoral og 5 børn med 5 forskellige, ukendte fædre på 5 år kom ikke langt med en anklage for voldtægt uden vold, og gadens lette kavaleri heller ikke. Her var der tale om en erhvervsrisiko, en slags butikstyveri – hvis der altså ikke forelå påviselig vold. Sådan bør retstilstanden være. I dag er mænd totalt retsløse, hvis de ikke på forhånd har indhentet en skriftlig erklæring om indvilligelse i seksuelt samvær, bekræftet af en notar og to vitterlighedsvidner. Hvis ikke Tue var kommunist, kunne man godt få ondt af han. Er det det samfund, vi vil have?

Tidligere passede kvinderne bedre på sig selv – de var mere ærbare, og det var måske ikke så ringe endda. Den frie, løsslupne seksualmoral har intet godt gjort for samfundet. Den har været med til at opløse det, ødelægge familien og gøre børnene rodløse. Det er kvinderne, der bærer fremtiden, og de skal behandles med den yderste respekt – men de skal også vise sig værdige til denne. Vi har altid kunnet finde den rette balance imellem kønnene her i Norden – i hvert fald før kristendommen kom med sin mellemøstlige opfattelse af kvinden som bærer af arvesynden, der for en tid prægede synet på hende, og som i dag kommer tilbage igen med forstærket kraft i islams skikkelse med burka, niqab, pisk og steninger. Det vil vi heller ikke have!

Sluttelig giver denne sag et lysende klart indblik i den afgrundsdybe dobbeltmoral, der præger det politiske liv, og det pampervælde, vi er tvunget til at leve under. Politikerne giver sig selv og hinanden rettigheder, de ikke kunne drømme om at udstrække til hele befolkningen. De anser sig selv for bedre end andre, mere værdifulde. De sidder oppe i træet og forretter deres nødtørft på det arbejdende folk nedenunder og de svageste i samfundet – netop de grupper, politikerne i deres valgtaler hævder at ville beskytte – og dette gælder ikke mindst for Enhedslisten! De kan melde sig syge uden lægeerklæring i 9 måneder – og åbenbart arbejde under ”sygdommen”, pensionere sig selv som 60-årige med en fyrstelig apanage, mens de mennesker, der har opbygget samfundet, kan se frem til en pensionsalder på 75, hvorefter de måske kan få et par år på en almisse, der ikke engang rækker til det mest fornødne, indtil de til slut henvises til leve af en vakuumpakket substans, der leveres en gang hver 14. dag, og som end ikke et dyr vil æde.

Politikere er moralløse forbrydere, der stjæler fra det arbejde folk for at fylde deres egne og deres venners lommer, mens de lader vort socialvæsen, vort undervisningsvæsen og vort
sundhedsvæsen forfalde og bruger mere end 10 % af statsbudgettet på os uvedkommende
udlændinge, som uden modstand får lov til at overtage vort land. Der er virkelig ikke noget at feste for – men det politiske herrefolk ter sig som kejserne i Roms forfaldstid. Det er mit inderlige håb, at jeg vil leve længe nok til at kunne høre deres afpillede skeletter rasle i lygtepælene!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

En bedre styreform

Fra en læser har vi modtaget nedenstående interessante kommentar til vores artikel om Stemmeret og Demokrati

“Din ide til, hvordan demokrati burde fungere, er interessant og på mange punkter tiltalende, men den har desværre også fejl, jeg vil prøve at påpege nogle få af dem her. Hvad du har beskrevet minder i høj grad om EU’s politiske opbygning, men med partier værende bandlyst. Politikere vil stadig forme alliancer, baseret på hvem de er enige og uenige med, og vil ikke kunne opnå løfterne, de gav deres vælgere, for det er nær umuligt at opnå flertal uden at gå kompromis med andre. Der er også spørgsmålet om den offentlige sektor og de arbejdspladser, den medfører. Alle repræsentanter vil jo gerne have flere arbejdspladser og tjenester til deres lokalområde, men mange offentlige institutioner fungerer bedst samlet under større tag. Dette gælder blandt andet skattevæsnet, bureaukratisk papir og registreringsarbejde, miljø- natur- og
fødevarestyrelsen, for slet ikke at nævne militæret. Den demokratiske løsning, at give hver valgkreds deres andel af disse tjenester og arbejdspladser, vil føre til enorm ineffektivitet, men det er svært at se et folketing hvor politikere hårdnakket skal tjene kun deres lokalsamfund, blive enige om andet. Måske vigtigst af alt er der spørgsmålet om private firmaer og udlicitering af offentlige ydelser til disse. Ikke nok med at store firmaer vil give visse valgkredse enorm politisk magt og økonomisk overlegenhed, der vil også være kamp mellem politikere om at få gjort deres valgkreds til den som huser sådanne firmaer, og at få dette gjort med tåbelig og restriktiv lovgivning som spænder ben for andre politikeres forsøg på at få eller holde på firmaer. Igen kan dette relateres til EU hvor at private firmaers placering, skatteforhold og ansatte ofte hører til en bestemt gruppe, på trods af at den samlede regering “gør hvad de kan” for at hjælpe de økonomisk svagere dele af unionen.

Til sidst vil jeg have lov at pointere at dit system i nogen grad allerede eksisterer i form af valgkredse. En MF’ers job er at repræsentere de personer som har stemt på ham i hans valgkreds, og hvis de ønsker at han tager et emne op som vedrører dem, så skal de kontakte ham direkte, ganske muligt at gøre per e-mail, hvorefter han tager sagen op. Det kan dog godt tage lang tid for en politiker at tjekke sin mailboks og jeg er ikke sikker om han har pligt til at tage sagen op, eller om det er noget han “bør gøre”, ved at det er noget MF’ere har pligt til i F.eks. UK.”

Vi takker for interessen og kommentaren. Kommentarer er altid velkomne, og vi vil besvare dem, hvis de har almen interesse. Det har denne i høj grad, idet den giver os anledning til at formulere vore videre ideer på dette område, hvilket vi vil gøre i senere indlæg. Ovenstående kommentarer synes i nogen grad at bygge på en noget traditionel opfattelse af staten og dennes opgaver. Vi ønsker ikke blot en anden regering og et andet demokratisk system – vi ønsker en fundamentalt anderledes stat, der giver borgerne deres frihed og deres ansvar tilbage. Vi ønsker i sandhed en minimalstat – ikke det bureaukratiske monster, der har fået lov til at vokse frem og kvæle befolkningen i love og paragraffer, der ikke har andet formål end at fodre en stadig voksende skare af uduelige og unyttige papirnussere.

Det er naturligvis rigtigt, at vor ide om opbygningen af et beslutningssystem kan minde om EU’s. Det er meget effektivt. Det er derfor, EU er så farlig. Kommissionen kan uden nogen som helst folkelig forankring afskaffe Europa, uden at nogen reelt kan gøre ret meget ved det. Europa- Parlamentet er ikke nogen sådan folkelig forankring. Den danske befolkning er repræsenteret af 13 medlemmer, enten afdankede politikere eller yngre ditto, der skal belønnes for at have hængt plakater op for deres parti. Det består desværre hovedsagelig af meget, meget små mennesker, hvilket nok enhver, der har haft lejlighed til at kigge grundigt ind i maskinrummet, vil kunne bekræfte. Europa-Parlamentet har lige så stor relevans som parlamentet i Nordkorea eller Kina.

Vi ønsker en ægte folkelig forankring, baseret på de mindste enheder i landet, sognene, som bør være sammenfaldende med kommunerne. Dem er der et par tusind af, så måske skal valgkredsene omfatte 2 eller 3 sogne. Dette har absolut intet med de nuværende valgkredse at gør. De er en pervertering af hele ideen med valgkredse, idet de opstillede jo ikke har noget som helst tilhørsforhold til deres valgkredse og kun viser sig der, når de skal stilles op. Repræsentanter for valgkredsene skal selvfølgelig ikke blot bo i valgkredsene, men også have boet der i længere tid. Disse repræsentanter skal ikke fremkomme med nogen som helst valgløfter, for det er klart, at sådanne ikke vil kunne gennemføres ad den vej. De skal vælges på deres personlighed. Det skal være folk, som vælgerne i lokalsamfundet kender som fornuftige folk, og som de har tillid til. Deres opgave er ikke at skulle gennemføre lovgivning, men at frembringe forslag, diskutere principper og
at godkende eller forkaste lovgivning.

Vi finder det en nedslående tanke, at folk vil tragte efter at danne partier i strid med lovgivningen. Retsstaten bygger på, at man overholder ikke blot lovens bogstav, men også lovens ånd. Men der er en anden grund til ikke at danne partier: Der er ingen økonomisk eller anden fordel ved det. Selvfølgelig vil folk, der har samme problemer og måske samme løsningsforslag finde sammen. Det er naturligt og helt fint, men det bliver det ikke et parti af.

Når der tales om problemerne med den offentlige sektor og de offentlige arbejdspladser, vil disse løse sig selv, for der vil blive langt færre af dem, og de, der bliver tilbage, skal naturligvis i al væsentlighed ligge i hovedstaden, medmindre der er en god grund til, at de skal ligge et andet sted. Der nævnes skattevæsenet, som vel nærmest er et skoleeksempel på, at koncentration og stordrift langt fra altid er et gode. Hvis skatteinddrivelsen stadig havde ligget i kommunerne, havde vi ikke haft diverse skandaler, der skyldes et manglende overblik, en elendig ledelse, en hovedløs digitalisering, og den naturlige mangel på lokalkendskab. Centraliseringen af skattevæsenet har kostet milliarder af kroner i tabte skatteindtægter som følge af uduelighed og sløseri. Jo større enhederne bliver, desto mindre effektive er de, og omkostningerne ved at drive dem er omvendt proportionale med effektiviteten. På samme måde er udflytningen af statsinstitutioner bare for at flytte dem ud meningsløs og et enormt spild af ressourcer. Det er svært at se nogen saglig begrundelse for, at Dansk Sprognævn med meget få medarbejdere skal flyttes til Bogense, eller at Kystinspektoratet skal ligge i Lemvig. Det er ren politik. Løkke Rasmussens regime har gennem ”reformer” af kommunerne, politikredsene, domstolene, sundhedsvæsenet etc. været med til systematisk at nedbryde lokalområderne, idet man har fjernet de institutioner og tjenester, der havde relevans for lokalområdet. Som kompensation flytter man nu med meget store omkostninger institutioner, styrelser osv. ud i lokalområderne, hvor de intet har at gøre, fordi de ikke har nogen relevans for lokalsamfundet som sådan og kun tilfører et beskedent antal medarbejdere som erstatning for de kommunale administrationer, skoler, domstole, politistationer og sygehuse med tilhørende læger, lærere, dommere, advokater osv., der er forsvundet, og som opførte et virkeligt lokalt behov og gav samfundene en merværdi. Bogense havde således det hele: sygehus, politi,
domstol. Ad flere gange er alt dette blevet fjernet. I stedet har man fået Dansk Sprognævn…

Hvad angår licitationer og offentlige arbejder, er det vanskeligt at se, hvilke fordele EU-
licitationssystemet har bragt Danmark. Førhen modvirkede man arbejdsløshed ved at iværksætte fornuftige offentlige arbejder. Den mulighed har man ikke mere, idet disse arbejder i vidt omfang udføres af udlændinge. Vi mister således ikke blot valuta, men også ekspertise. Dansk arbejde skal udføres af danskere. Nødvendig ekspertise kan naturligvis indkøbes udefra, men det bør være undtagelsen, og manden med skovlen skal være dansk. Dette fører os ind på hele den økonomiske politik, som vi også hen ad vejen vil behandle i særskilte artikler.

Hvad militæret angår, vil vi lige minde om, at stort set alle byer tidligere havde deres egen kaserne, således at militæret også fik en folkelig forankring. I dag er også det koncentreret nogle få steder i landet, og ikke mere i byerne, men ude på åbne marker – langt væk fra befolkningen. Der kan naturligvis i dette tilfælde godt være gode, saglige begrundelser for denne udvikling, men som et led i en reform af hele militæret bør man nok også se på denne problematik, men det er igen et emne for sig selv.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar