En bestialsk og pervers praksis

Med risiko for at blive beskyldt for at vise pornografiske billeder, præsenterer vi hermed vore læsere for det smukke ortodokse jødiske omskæringsritual, hvor rabbineren efter skamferingen suger blod af den lemlæstede babypenis. Denne praksis har betydet, at flere jødiske spædbørn er blevet inficeret med herpes.

Et borgerforslag vil efter alt at dømme endelig tvinge politikerne på Christiansborg til at tage stilling til en pervers og bestialsk form for børnemishandling, hvis eneste begrundelse bunder i primitiv religiøs overtro. Det drejer sig om omskæring, hvor man skærer i små drengebørns kønsdele for at behage en ikkeeksisterende guddom – eller i tilfældet med jøderne som et tegn på deres udvalgthed frem for andre folkeslag – en identitetsmarkør, lidt på linje med jødestjernen, som dog er komplet uskadelig. At det netop er kønsdelene – og ikke f.eks. øreflippen – det går ud over, siger i øvrigt meget om den perversitet, der hersker i disse kulturer med deres primitive fiksering på seksuallivet. I øvrigt er det set ud fra et teologisk synspunkt absurd. Gud har vel skabt mennesket, som han synes det skal være. Med hvilken ret mener menneskene, at de kan forbedre dette skaberværk? Mere nøgternt betragtet, er menneskekroppen et resultat af evolutionen – der er en mening med forhuden. Den har haft et evolutionsmæssigt fortrin – ellers havde den ikke været der.

At denne skamfering af kønsorganerne overhovedet diskuteres, er en skandale – og diskussionen er helt overflødig. Grundlovens § 67 giver rammerne for religionsfriheden: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

At skære i børns kønsdele af rituelle grunde strider imod både sædeligheden og den offentlige orden, jf. straffeloven, som fastslår:

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

I henhold til disse paragraffer straffes forældre, som under opdragelsen af deres poder finder det nødvendigt at give disse en endefuld – noget, de absolut ingen skade tager af, tværtimod – men ikke de forældre, rabbinere og imamer, der uden bedøvelse mishandler små børn ved at fjerne et stykke af deres penis og således gør dem til seksuelle invalider resten af deres liv. Dette må høre op – uden videre diskussion. Der behøves ingen særlig lov om dette forhold, det er kun et spørgsmål om at anvende den lov, der allerede findes.

Desuden har Danmark ved tiltrædelse af den internationale børnekonvention forpligtet sig til at standse dette religiøse vanvid, men mærkeligt nok skal den bestemmelse ikke følges. Konventionerne skal imidlertid altid slavisk opfyldes, når det gælder bestemmelser til skade for det danske folk.

Omskæring benyttes af jøder og muslimer. Havde det kun været muslimer, der havde udøvet denne primitive og barbariske mellemøstlige ritus, havde diskussionen for længst været overstået og omskæring forbudt. Omskæring af pigebørn – som jøderne ikke foretager – blev forbudt uden videre, uanset at den er en lige så fast bestanddel af den religiøse ritus hos primitive folkeslag i Afrika som jødernes omskæring af drengebørn. Men nu er det sådan, at der omskæres 15 jødiske drengebørn om året, og så bryder Helvede løs, ja, jøderne truer ligefrem med at forlade Danmark – hvilket vel kun kunne betragtes som en ekstra bonus.

Jøderne – og muslimerne – må ganske enkelt se at komme ind i det 21. århundrede. Hvad voksne gør ved sig selv i religionens navn, er vel i vid udstrækning deres egen sag, men ikke hvad de gør ved andre og slet ikke ved børn. Hvorfor skal omskæring af drengebørn beskyttes under religionens kåbe, men ikke omskæring af pigebørn? I den globaliserede verden må vi endvidere regne med, at andre barbariske skikke finder vej til Europa. Hvor går grænsen for, hvad man kan gøre, blot man kalder det et religiøst bud? Hvad med menneskeofringer, heksebrændinger, steninger og alle de manddomsritualer, der foretages i religionens navn?

Det er beskæmmende at se politikerne vride sig i denne sag. Denne karakterløse hobs totale mangel på rygrad gør deres øvelser helt akrobatiske. Man ser tydeligt det jødiske herrefolks marionetter i arbejde – og især på højrefløjen, hvor det ligefrem er pligt at slikke dette herrefolks anus. Læserbrevsskribenter, der tillader sig at være imod omskæring, smides rutinemæssigt ud af både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der hermed klart viser, hvis interesser det er, de varetager. Det er ikke det danske folks!

Skal en lille højtråbende, anmassende minoritet ved at påkalde sig holocaust i hver anden sætning endnu engang have held til at kvæle stemmer, der forsvarer de små børns rettighed til ikke at blive lemlæstet og i mange tilfælde påført varige psykiske traumer? Ja, det kan vi anse for helt sikkert. Denne lille minoritet har uforholdsmæssig stor indflydelse på såvel økonomien som medierne og ejer sådan set politikerne med hud og hår. Resultatet af diskussionen er givet på forhånd. Omskæring bliver ikke forbudt, men højst på et tidspunkt henlagt til hospitalerne, som man dog skulle mene har mere alvorlige opgaver at tage sig af, for slet ikke at tale om regningen, som også vil blive tørret af på danske skatteborgere. Vent og se!

Vil man have standset omskæringen af drengebørn, vil det kræve, at nogle af ofrene anlægger en sag imod deres forældre, rabbineren eller imamen og imod den danske stat for ikke at have beskyttet dem i henhold til loven. En sådan sag ville vi gerne støtte, men udfaldet er naturligvis heller ikke her givet på forhånd. Minoriteten er bestemt heller ikke uden indflydelse i den juridiske verden, men juraen har mange hensyn at tage – bl.a. fordi retsafgørelser danner præcedens. Sagen ville under alle omstændigheder være yderst interessant.

Hvad vi er vidner til, er udslag af indvandringens og multikulturalismens velsignelser. Hvad har denne diskussion at gøre i danske medier og i den danske offentlighed? Det er skikke, der hører en anden del af verden til, og som de må have lov at beholde for sig selv hjemme hos sig selv – men ikke her! Disse fremmede folkeslag skal derfor ud! Det er tankevækkende, at jøder altid står i første række, når det gælder fremme af indvandringen og dermed nedbrydelsen af det danske folk. ”Vi har alt til fælles med muslimerne!” siger Bent Melchior i et interview. Det er jo i så fald tankevækkende, at den danske skatteborger skal betale uanede beløb for at prøve at beskytte jødiske institutioner imod netop muslimer. Og havde her ingen muslimer været, ville omskæringen af 15 stakkels små jøder om året kunne have fortsat uden nogen som helst offentlig interesse – men nu snakker vi om tusindvis af ofre, og så stiller sagen sig anderledes. Jøderne høster, som de har sået.

Et mere radikalt synspunkt ville naturligvis være, at jøder og muslimer må have lov til at skære så meget de vil i hinanden – det vedkommer os ganske enkelt ikke, så længe de ikke skærer i os, men hvis vi vil opretholde retsstaten i dens nuværende form, er det ikke en holdbar vej at gå.

Hvad angår de mandlige politikere, vil vi gerne foreslå en grundig omskæring efter ortodokst jødisk ritual, så de ved, hvad de taler om! Og kvinderne skal tvinges til at se på!

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Stemmeret og demokrati

Det er grundlæggende for et såkaldt demokrati, at borgene gennem deres stemmeret øver en afgørende indflydelse på landets styre. Det kan man sige mange ting om. Det er naturligvis en smuk og rigtig tanke, men den er også problematisk, idet det kræver stor indsigt i alverdens ting at træffe nogen kvalificeret beslutning med hensyn til den moderne stats styrelse. Denne indsigt er der kun få vælgere og endnu færre politikere, der har, således at valg har udviklet sig til en farce, hvor politikernes slips, hår, skæg eller medietræning har den afgørende indflydelse på, om den pågældende kan opnå valg. Det er uheldigt, at det er sådan, for det er som nævnt helt afgørende for ethvert land, at borgerne har en kontrollerende indflydelse på politikernes beslutninger, det vil især sige, at de skal have mulighed for at sige nej, f.eks. til spørgsmålet “Ønsker du et multikulturelt og multietnisk samfund, i hvilket det danske folk forsvinder?” Den mulighed har man aldrig givet nationen, og formuleringen af ovennævnte spørgsmål viser også det problematiske heri. Afhængigt af, hvem der ville stille spørgsmålet, kunne det jo også lyde: “Ønsker du et åbent multikulturelt og multietnisk samfund med den globaliserede verdens mange muligheder?” Resultatet af afstemningen ville afhænge helt af formuleringen og mediedækningen. Vi så det tydeligt ved EU-afstemningen i 1972, hvor frem for alt hensigten med hele foretagendet blev fortiet for vælgerne. På en forespørgsel fra en journalist mange år senere om, hvorvidt man ikke burde have oplyst vælgerne om dette, svarede Jens Otto Krag: “Nej, for så havde de jo bare stemt nej!” Denne linje fortsattes helt frem til Maastricht-traktaten, hvor Poul Schlüter frejdigt erklærede Unionen for stendød!” Det var en bevidst løgn, men løgnagtighed er ikke strafbar i politik. Hvis den var, ville Christiansborg genlyde af tomhed! Der findes ikke et mere uærligt system end det såkaldte parlamentariske demokrati, der i bund og grund ikke har meget med demokrati at gøre. Spørgsmålet er, hvad man skal erstatte det med, eller sagt på en anden måde, hvordan man kan sikre, at folket har en reel indflydelse på, hvor samfundet bevæger sig hen. Problemet er i den forbindelse, at demokratismen er så selvoptaget og overbevist om sin egen fortræffelighed, at den ikke åbner mulighed for at diskutere, om tingene alligevel ikke kunne gøres bedre.

Det er ikke noget nyt, men når vi bringer det frem nu, er det, fordi en lille gruppe “psykisk handicappede” (også kaldet ”alternativt begavede”) har ført sag ved højesteret for at få stemmeret ved valgene. En absolut forudsætning for, at et demokrati overhovedet kan fungere bare nogenlunde tåleligt, er et oplyst folk og en fri presse. Vi har ret beset ingen af delene. Folkeoplysningen er på det laveste niveau siden indførelsen af den almindelige undervisningspligt, og medierne er koncentreret og styret af den såkaldte “elite” i skøn forening med kapitalen. Der findes i dag ikke et kritisk medie, der repræsenterer et anderledes syn på samfundet. Mulighederne for at skabe et har igennem mange år været rent teoretiske. Alligevel kan man bevare illusionen om demokratiet. Den lever på historien og næres af inertiens lov. Men helt ærligt! Skal åndssvage, demente eller andre, der ikke kan træffe bestemmelse i deres egne personlige anliggende, have indflydelse på statens styrelse? Og hvordan skal denne udøves? Kort sagt, hvem skal bestemme, hvor krydses skal sættes? Højesteret mente det ikke for sagsøgernes vedkommende, men alene tanken er at gøre fuldstændig grin med det demokratiske system. Ej heller indsatte i fængslerne bør have nogen stemmeret. De har forbrudt sig imod samfundets grundlæggende regler gennem en asocial optræden, og denne bør naturligvis automatisk indebære et tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det er en del af straffen. Men man vil naturligvis kunne gå videre og spørge, om folk, der ligger systemet til byrde, bør have medbestemmelse over sociallove og skattelove – eller, endnu mere vidtgående, om offentligt ansatte skal være medbestemmende om den offentlige sektors størrelse, kort sagt om disse grupper skal have stemmeret. Vil de stemme ud fra et samfundsmæssigt helhedssynspunkt eller ud fra deres personlige privatøkonomiske interesser? Det er let at sige nej til deres stemmeret, men blandt offentligt ansatte har vi på den anden side samlet det meste af samfundets ekspertise, som man ikke kan udelukke fra medbestemmelse, ligesom kontanthjælpsmodtagere ofte er landet der, hvor de er, som følge af verdensfjerne politiske beslutninger og en bevidst spekulation i, at de svageste i samfundet er de letteste at tryne – hvis det ikke lige var, fordi de kunne svare igen med stemmesedlen. Det er imidlertid betænkeligt, når over halvdelen af vælgerne efterhånden lever direkte af de offentlige kasser på den ene eller den anden måde. Vælgerens fristelse til at sætte egne interesser over helhedens interesser er naturligvis stor, således at den enkelte politiker på sin side fristes til at købe sig til stemmer gennem uansvarlig leflen for denne tendens. Dette for blot yderligere at problematisere den styreform, der har udviklet sig i Vesten. Måske vi skulle give os til at tænke i nye baner? Om åndssvage eller demente har stemmeret, er måske helt ligegyldigt, for betyder valgene egentlig noget? ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt,” som Mark Twain sagde. Vi har i dette århundrede oplevet skiftende flertal, men den førte politik er stort set den samme.

Ordet demokrati kommer af græsk og betyder ”folkestyre”. Det lyder jo umiddelbart som en rigtig god ide. Hvis ikke folket skulle styre, hvem skulle så? Man siger i denne forbindelse, at det antikke Grækenland udviklede det første demokrati. Dette er en sandhed med modifikationer. De græske bystater var relativt små enheder, hvilket gjorde ”demokratiet” lettere at gennemføre, men man må samtidig huske, at det var en meget begrænset gruppe, der havde medbestemmelsesret, og at dette demokrati var langt mere direkte, end det man i dag kender. Man mødtes og traf vigtige beslutninger sammen. Man valgte ganske vist forskellige grupper til forskellige opgaver, men disse grupper var også ganske store. ”Man” var i den forbindelse frie, indfødte, voksne mænd, der havde aftjent deres værnepligt. I Athen udgjorde denne gruppe vel ca. 10 % af byens befolkning. Kvinder, slaver og fremmede var naturligvis udelukkede fra indflydelse. Grundlaget for dette styre var, at folkets og statens interesser faldt sammen. Borgerne blev personligt ramt, dersom de traf de forkerte politiske beslutninger. Alligevel blev græske bystater ramt af økonomiske katastrofer på stribe, ja, selve begrebet statsbankerot stammer herfra.

Et endnu mere direkte demokrati kendes fra de danske landsbyer, hvor man under fæstesystemet før udskiftningen var henvist til at dyrke jorden i fællesskab. Derfor krævede det enighed, og denne blev opnået på det lokale ting. Alle ville blive direkte berørt af forkerte beslutninger, og de mindre dygtige fulgte derfor villigt de mennesker, de vidste var dygtigere landmænd end de selv. Det ville være til gavn for alle parter. Den oprindelige andelsbevægelse er et andet eksempel på et direkte demokrati, der fungerede.

Ved overførelsen af demokrati til større moderne stater blev det nødvendigt at indføre et mere repræsentativt system. Danmarks Riges Grundlov nævner imidlertid ikke et ord om politiske partier! Alligevel har disse i dag opkastet sig til en statsbærende faktor, således at de har kunnet stikke deres ulækre snabler direkte ned i statskassen, så sagesløse borgere kommer til at betale en stor del af disse helt private foreningers udgifter, der i bund og grund er borgeren uvedkommende. Samtidig udbetales der stadig større beløb til spindoktorer, mediekonsulenter og andre uvedkommende snyltere på folkestyret.  Sandheden er imidlertid, at partierne er den største hindring for et virkeligt folkestyre. Et folkestyre forudsætter enhed, men partierne fostrer modsætninger i folket. De tænker ikke på helhedens vel, men kun på magt og ministertaburetter med tilhørende overdimensionerede lønninger og pensioner. For at opnå denne magt, skal de kunne samle 90 mandater. Da intet parti har udsigt til at få så mange pladser alene, begynder studehandlerne, således at de programmer, partierne gik til valg på, forsvinder ud i det blå. Tilbage bliver et udvandet kompromis, der kun kan betegnes som vælgerbedrag. Ved næste valg sender vælgerne så måske den modsatte blok ind i statsministerkontoret, og den samme komedie gentager sig, ofte med nogle af de samme deltagere. Statsministeren bliver således en anden, men den førte politik bliver ikke til at skelne fra forgængerens. Det resulterer med god grund i en udtalt politikerlede.

Landets virkelige problemer forbliver i den forbindelse uløste, for der vil ikke kunne samles det nødvendige flertal for at gøre det nødvendige. Over for vælgerne kan dette altid benyttes som undskyldning for systematisk at bryde sine valgløfter. Resultatet bliver et utal af lappeløsninger, overkomplicerede regler og et enormt bureaukrati til at administrere disse. Der opstår en politisk magtelite, hvis medlemmer i stigende omfang rekrutteres fra de samme familier, som i den grad synes at være blevet forelskede i astronomiske overførselsindkomster uden nævneværdig arbejdsindsats og uden noget reelt ansvar.

Partiernes magtblokke giver endvidere rige muligheder for de reelle magthavere: medierne, der er alt andet end frie, men talerør for økonomiske og ideologiske interesser i at nedbryde nationalstaten. Det er medierne, der sætter dagsordenen for politikerne, ofte gennem enkeltsager, der burde være politikerne uvedkommende. Medierne kan opbygge politikere og bringe dem til fald, og de forvandler den politiske proces til et uværdigt show.

Dette system duer ganske enkelt ikke, og det afspejler ikke folkets vilje. Indvandringen er et godt eksempel herpå. Et meget stort flertal i det danske folk ønsker en bevarelse eller genetablering af den danske nationalstat, men medierne og politikerne lader konsekvent hånt om denne folkevilje. Politikerne følger den ikke, og medierne bekæmper den. Det nuværende demokratiske system har bragt det danske folk til randen af dets kulturelle og biologiske udslettelse. Skulle det i sidste øjeblik lykkes at redde folket fra undergangen – hvilket for hver dag, der går, bliver mere og mere tvivlsomt – vil det ikke skyldes det demokratiske system, men ske på trods af dette, og det vil da skulle sikres, at noget sådan aldrig vil kunne ske igen. Derfor skal det system væk, der har bragt landet hertil. Derfor skal der konstrueres en styreform, der ikke giver mulighed for at forråde folket.

Svaret er ikke et diktatur. Den nuværende situation i Europa skyldes jo netop et sådant, hvor der ikke var nogen kontrolmekanisme, så folket kunne sige NEJ! Og netop muligheden for at sige: ”Nej, det vil vi ikke!” er som nævnt egentlig det væsentligste i en stat. Det kræver ikke nogen dybere indsigt i komplicerede forhold at sige nej, og man må hellere sige nej en gang for meget end en gang for lidt. Indvandringen er galmandsværk, et uhyrligt eksperiment med mennesker, der ikke kan gøres om. Almindelig menneskelig forsigtighed ville have sagt NEJ!

Svaret er derimod en total afskaffelse af partier eller partilignende sammenslutninger. Landet skal opdeles i et antal valgkredse svarende til det ønskede antal folketingsmedlemmer, f.eks. de nuværende 179, men gerne flere. I hver kreds vælges der et medlem af folketinget – nogenlunde som i det engelske system. Dette føles jo kun urimeligt, fordi man samtidig har partier, hvis samlede stemmetal ved et proportionalt valg ville have berettiget til langt flere mandater, end man har høstet ved valgene i enkeltmandskede. F.eks. fik det engelsk uafhængighedsparti, United Kingdom Independence Party, ved valget i 1915 12,6 % af stemmerne og blev stemmemæssigt landets tredjestørste part, men fik kun valgt et enkelt medlem af parlamentet i stedet for de ca. 80, partiets stemmetal ville have berettiget det til ved et proportionalvalg. Uden partier er dette ikke noget problem. Hver opstillet kandidat er sit eget ”parti”. For at kunne opstille til et valg, skal man bo i den pågældende kreds – og have boet der i f.eks. 10 eller 20 år. Vælgerne vælger altså imellem kandidater, de kender personligt, og de landsdækkende mediers interesse og indflydelse vil blive væsentlig mindre.

Et sådant folketing, gerne bestående af 500 eller flere medlemmer, skal bestå af almindelige mennesker med almindelige jobs. Medlemskab af folketinget skal være ulønnet, men medlemmer skal naturligvis have tabt arbejdsfortjeneste og udgifter betalt. At være folketingsmedlem må ikke blive et levebrød. Folketinget skal kun træde sammen et begrænset antal gange om året – måske en gang hver anden måned eller sjældnere. Det skal ikke diskutere ligegyldige detailspørgsmål, men derimod de overordnede linjer. Det skal kunne pålægge regeringen at gennemføre forskellige tiltag eller sige nej tak til regeringens forslag. Det skal have afgørende bestemmelse over forsvars- og udenrigspolitikken og kunne fastlægge principperne for skattelove, sociallovgivning, straffelov, undervisning osv.

Til varetagelse af det daglige parlamentariske arbejde skal der indføres et langt mindre landsting, hvis medlemmer f.eks. kan vælges af folketinget eller udpeges af statsoverhovedet, regeringen, militæret eller hvem man nu vil betro dette. Man kunne eventuelt tænke sig en kombination af valg og udpegelse. En styreform, der i høj grad har vist sin livsduelighed er den katolske kirkes, hvor kardinalerne udpeges af paven, og paven vælges af kardinalerne, men også her er det ved at gå galt. Den nuværende pave er en trussel mod den katolske kirkes overlevelse. Der skal med andre ord også på dette højere plan sikres en direkte folkelig forankring.

Kandidater til landstinget bør opfylde langt strengere krav end kandidater til folketinget med hensyn til alder og evt. også til almindelig uddannelse. Landstinget skal kunne beskæftige sig mere med detaljerne i de forskellige love. Her kan man muligvis ikke komme uden om at lønne repræsentanterne, men lønnen bør svare til, hvad disse ellers ville kunne oppebære i deres normale job + et vist ulempetillæg. Der må heller ikke her opstå levebrødspolitikere.

Det må være afgørende, at statsoverhovedet får reel magt. Statsoverhovedet kan være en monark eller en præsident. Det er i sig selv ikke så afgørende, men det er vigtigt, at statsoverhovedet anerkendes eller kåres af folketing og landsting og nyder almindelig respekt i befolkningen. Regeringen bør udpeges af statsoverhovedet og godkendes af landstinget – eventuelt også af folketinget.

Endelig bør militæret efter Kemal Atatürks oprindelige tyrkiske forbillede tildeles rollen som forfatningens vogter. Der bør være en instans, der kan sætte en regering fra bestillingen, hvis forfatningens bogstav og ånd trædes under fode. Statens opgave er at sikre en homogen menneskegruppes overlevelse og trivsel. Hvis dens styre imidlertid fører denne menneskegruppe imod afgrunden og udslettelsen, skal et sådant statsstyre med alle midler sættes fra bestillingen, stilles for retten og – i den udstrækning de anklagede findes skyldige – henrettes.

Alfa og omega er imidlertid, at demokrati i enhver form forudsætter et homogent samfund med veldefinerede grænser, hvis borgere udgør et fællesskab bestående af oplyste mennesker med de samme biologiske og kulturelle forudsætninger og de samme værdinormer. Et velfungerende samfund forudsætter en enhedskultur. Multikulturalisme fører uvægerligt til uendelige konflikter og fællesskabet går tabt. Den, der fremmer multikulturalisme, ødelægger således demokratiet og umuliggør friheden, thi friheden må nødvendigvis begrænses, hvis der skal tage hensyn til alle mulige forskellige gruppers primitive kulturer, religioner og sære ideer.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | 1 kommentar

Dødsdrift

IS-krigere henretter irakiske tilfangetagne

Undertiden tror man, at man har en grim drøm, men som oftest viser det sig desværre, at det er den rene skære virkelighed. Der er politikere i dette land, som i ramme alvor mener, at vi på USA’s bud skal hente ”danske” IS-terrorister hjem for at stille dem for retten – i stedet for blot at lade dem skyde eller hænge på stedet. Disse politikere er bekymrede for de stakkels unge menneskers ”retssikkerhed”.

Nu er det imidlertid et ganske sundt retsprincip, at forbrydelser straffes i det land, hvor de er blevet begået. Der er bevisførelsen nu engang lettest, og det er i det pågældende land, skaden er sket. Narkosmuglere, der fanges i Singapore eller Thailand, får jo også lov til at nyde konsekvenserne af deres handlinger der – også selv om retssikkerheden i de pågældende lande måske nok en gang imellem lader noget tilbage at ønske.

Vi taler ikke her om små drenge, der har rapset slik i en butik. Vi taler om fremmede, der har vist sig at være de mest brutale mordere og voldtægtsmænd, historien har set siden Djenkis Khan, om muslimske monstre i menneskeskikkelse, der oprettede et rædselsregime af hidtil uset grusomhed, der trodser enhver beskrivelse.

Hvad vil de realistisk set kunne straffes for her i landet? Ulovlig udrejse – det ville vel blive det hele, for det vil være meget vanskeligt at forbinde dem personligt til noget konkret mord eller nogen konkret voldtægt eller andet. Ja, meget af det, de søde unge mennesker har begået, er af en sådan art, at den danske straffelov ikke kender nogen paragraf for det. Og retssagerne ville koste tocifrede millionbeløb og ville løbe ud i sandet. De fleste vidner er enten medskyldige eller blevet myrdet. Vidneudsagn i den del af verden vil i øvrigt typisk være så floromvundne og tvivlsomme, at de næppe vil overleve en dansk (?) forsvarsadvokats krydsforhør.

Resultatet vil blive, at disse terrorister vil få en forholdsvis kort fængselsdom, som de kan betragte som et rekreationsophold i et luksusfængsel, inden de igen vil blive sluppet ud i det danske samfund for fortsat at blive forsørget af skatteyderne i resten af deres dage, og de vil nu frit kunne drive deres spil – overvåget af et udueligt PET for andre millionbeløb. Dette vil uvægerligt føre til bølger af terroranslag med tusindvis af danske og europæiske ofre, hvis retssikkerhed man ikke bekymrer sig synderligt om. Det udgydte blod vil klæbe til de pågældende verdensfjerne politikere, som naturligvis ikke vil blive holdt ansvarlige under det nuværende antidanske regime. Glemt vil de dog forhåbentlig ikke blive. De har tilsyneladende henlevet deres liv i en osteklokke uden nogen som helst jordforbindelse, og deres totale mangel på realitetssans og dybe foragt for deres landsmænd og det samfund, de lever i, kan kun henføres til svigtende begavelse og manglende moralsk kompas, men asocial adfærd skal ikke være nogen undskyldning for deres uendelige landsforræderi!

Det er typisk, at Dansk Folkeparti først udsender en fornuftig stillingtagen til problematikken, der kun kunne tolkes som ”Skyd dem på stedet!”, for senere hen at trække den tilbage bag en burka af søforklaringer. Det er virkelig et sølle parti, der ikke fortjener nationale vælgeres opbakning!

Hele diskussionen afspejler imidlertid de europæiske folkeslags tilsyneladende dødsdrift. Vi har etableret en retsorden byggende på nogle fælles principper og en fælles kultur, der i det store og hele deles af alle. Hvis nogen træder ved siden af, accepterer de i regelen også konsekvenserne – selv om vort retssystemet bestemt ikke er fejlfrit. Når det gælder det store flertal af de fremmede i landet, er situationen imidlertid en anden. De ser vore retsprincipper som svaghed og de anerkender ikke de bagvedliggende værdier og normer. De ønsker Sharia – og det er noget ganske andet! De ved imidlertid at udnytte vort system til egen fordel. Hjemmefra er de vant til ganske anderledes kontante konsekvenser af deres misgerninger. Og vor kultur er en svaghed, når dens principper anvendes universelt i forholdet til folk, der ikke respekterer deres grundlag. Der findes ikke universelle menneskerettigheder – kun rettigheder, der er defineres af et homogent fællesskab! Hvis vi ikke i tide erkender det, vil vore egne principper dræbe os! Vi vil dø af vores moral!

Disse IS-krigere skal forblive i Irak, hvor de vil blive retsforfulgt, dømt og henrettet efter deres egne regler. Det vil bekomme dem vel, og vi kan ikke ønske os noget bedre!

Udgivet i Vestligt selvhad | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ordbog over vigtige begreber

Sproget har til alle tider været et vigtigt redskab for magthaverne. Med det har de til enhver tid forsøgt at påvirke folkets opfattelse af tingene – thi sproget former bevidstheden. Man anvender således positive begreber som tosproget og nationalisme om noget meget negativt og negativt ladede begreber som had eller fremmedfjendsk for noget meget naturligt og positivt. På den måde påvirker man folks tænkemåde og diskursen i samfundet. Det er på tide at forsøge at sætte nogle at disse begreber på plads. For en nærmere beskrivelse af mekanismen henvises man til George Orwells roman 1984, der indgående beskriver newspeak.

bande: Egentlig en gruppe kriminelle. På newspeak en gruppe kriminelle perkere, der spreder død og ødelæggelse omkring sig, evt. med et par alibidanskere tilknyttet.

dansker: Egentlig en, der etnisk (racemæssigt og kulturelt) tilhører det danske folk. På newspeak er det imidlertid også en udlænding, der af folketinget tilfældigvis er udstyret med et dansk pas. Det er ikke det samme, et dansk pas gør ingen til dansker.

diskrimination: At diskriminere betyder egentlig at kunne skelne godt fra dårligt. På newspeak betyder det at forskelsbehandle urimeligt. Det er urimeligt! Hvem siger, at det gode skal behandles på samme måde som det slette? Det skal det ikke! Derfor kræver vi retten til at diskriminere!

etnisk: Betyder egentlig racemæssig. På newspeak betyder det udenlandsk. Der tales om etniske butikker (hvordan det så skal forstås), etniske medborgere (=udlændinge af fremmed race), sågar etniske danskere i betydningen herboende udlændinge af fremmed race. De etniske danskere, det er OS! De andre er slet og ret uønskede udlændinge, der skal UD!

fremmedfjendsk: Fremmedfjendsk betyder fjendtlig over for fremmede. Hvem kunne nu finde på at være det? Det ville være bizart. Vi har bestemt ikke noget imod fremmede – men vi vil ikke løbes over ende af dem eller fortrænges fra vort eget land af dem eller forsørge dem. Vi er ikke fjendtlige over for fremmede, men over for fremmede invasionsstyrker, der nasser på vort samfund og stjæler vore børns fremtid. Men det er ikke at være fremmedfjendsk – det er selvforsvar.

had: Had fremstilles i dag som noget forfærdeligt, dadelværdigt og strafbart. I virkeligheden er had en naturlig ting. Uden had kan der heller ikke være nogen kærlighed. De to ting er uløseligt forbundne med hinanden. Hvis man elsker noget eller nogen, er det naturligt, at man hader alt, hvad der måtte true det eller den, man elsker. Gør man ikke det, er der ikke tale om kærlighed! Vi elsker vort land, vort folk og vor kultur, og vi hader alt, hvad der truer landet, folket og kulturen. Ja, vi vil slå ihjel for at bevare det, der er givet os til låns af svundne generationer, men som tilhører vore børn og børnebørn. Det er kærlighed! Er det så vanskeligt at forstå?

ligeberettigelse: Ophævelse af ethvert skel imellem rigtigt og forkert, mellem naturligt og unaturligt, mellem godt og ondt. Det er ikke noget at stræbe efter.

mangfoldighed: Betyder egentlig talrighed (med mange folder), forskelligartethed, lig med diversitet. Tidligere var verden mangfoldig. Når man rejste til Kina, var menneskene anderledes, de talte et andet sprog, de spiste en anden mad, havde andre forretninger med andre varer, som man ikke kunne få her, de opførte sig anderledes, nød andre ting, gik anderledes klædt, havde andre vaner. Rejste man til Afrika, var det igen alt sammen anderledes. Summen af alle disse forskellige kulturer var verdens mangfoldighed.

I dag er der ingen stor forskel, ligegyldig hvor man rejser hen. Menneskene er stort set de samme (stadigvæk med en forskellig statistisk fordeling, men forskellen bliver stadig mindre), de taler alle mere eller mindre godt engelsk, de ser de samme fjernsynsudsendelser og amerikanske D-film, de spiser den samme junkfood, restauranterne (hvis man da kan kalde McDonalds, Burger King, KFC, Starbucks etc. sådan) er ens og serverer overalt de samme uspiselige substanser. Det er de samme store kæder med de samme mærkevarer, der fylder gaderne, uanset om man er i København, New York, Buenos Aires, Sydney, Johannesburg, Singapore eller Chongqing.

Mangfoldighed betyder altså på newspeak ensartethed. Folk rejser som aldrig før, men egentlig er der ingen grund til at rejse. Det er det samme alle steder. Og det er kulturløst og kedeligt.

nationalisme: Et synonym for fædrelandskærlighed. Det har ikke noget med chauvinisme at gøre, således som det i dag fremstilles. Chauvinisme er en aggressiv nationalisme, der bekæmper andres ret til et fædreland. Det er nationalisme ikke. Det er kærlighed til fædrelandet, folket, kulturen og sproget – og en dyb respekt for andres fædrelandskærlighed. Nationalisten vil ikke være herre over andre, men vil være herre i eget hus.

nydansker: En absurditet. Der findes kun én slags danskere, der er knyttet sammen af en fælles genpøl (race), et fælles sprog, en fælles kultur og en fælles historie. En ”nydansker” er ganske enkelt blot en uønsket udlænding, der er udstyret med et udansk rødbedefarvet pas fra den såkaldte Europæiske Union. Dettes gyldighed vil blive begrænset til en enkelt udrejse uden mulighed for at vende tilbage.

race: På newspeak et absolut fyord, for det angiver, at mennesket er en integreret del af naturen – ja, et dyr med tøj på. For folk, der føler sig hævet over naturen og dens love, er det naturligvis helt uacceptabelt. I virkelighedens verden er en race ganske enkelt en inddeling af en art i forskellige grupper, ligesom man gør med andre dyr. Hudfarven er her det mindste af det. Forskellene rækker langt dybere end som så. Det er et spørgsmål om fysisk styrke, armenes længde, hovedskallens form, læber, øjne, intelligens, hormonbalance, reaktionsmønstre etc., etc., etc. Forskellen kan defineres helt ned på genniveau. Tilfældig blanding af racerne har uoverskuelige konsekvenser, som man kan se det af historien og ved det fra dyrene. Frem for alt kan den ikke gøres om! Derfor skal man lade være!! At benægte racernes eksistens er det samme som at benægte Darwin og tyngdekraften – det vidner om kritisk nedsat intelligens eller en gennemgribende åndelig råddenskab.

racisme: Racisme er blevet gjort til noget frygteligt, men det er blot naturligt. Enhver biologisk gruppe foretrækker sine egne og ønsker at leve samme med sine egne. Der ligger heri ikke noget nedsættende om andre grupper, således som det i dag påstås. Vi vil bare gerne være os selv, leve sammen med folk, der er, som vi, og som deler vore idealer, vor kultur, vort sprog og vore overordnede forestillinger om verden, og som har ydet noget til fællesskabet. Overlegen er den, der overlever. Lige i øjeblikket ser det ikke ud til at være os, men det skulle vi da gerne se at få ændret på. Stræben efter at overleve er en naturlig mekanisme, der er indbygget i enhver art. Hos os er den forsvundet under en dyne af skyld, ansvar og falsk godgørenhed over for hele verden, blot ikke over for vore nærmeste. Alt dette er påført os udefra, og det er en sygdom til døden, hvis der ikke sættes ind med bekæmpelse i tide. Ellers går det os som dinosaurerne, og hvis vi forsvinder, forsvinder ikke blot vor socialstat, men alt, hvad der er godt, smukt og sandt. Verden bliver i bedste fald, som den i dag er i Nordafrika. Racisme er kærlighed til Danmark!

seksuel orientering: Et meningsløst udtryk. Seksualitet er ikke en orientering – hvad det så egentlig betyder i denne sammenhæng – det er noget, naturen har givet en i et stort lotteri. Skulle man være i tvivl, om man er mand eller kvinde, smider man bukserne og ser efter. Forskellen kan selv det lavest udviklede dyr finde ud af. Og også hvad den skal bruges til. Man vælger ikke sit køn, man er udstyret med et, og det er ens naturgivne ret at blive opdraget i overensstemmelse med det køn, man nu engang har. Alt andet er børnemishandling. Drengebørn skal opdrages til at være mænd, pigebørn til at være kvinder. Forskellen er hyggelig, men den tjener frem for alt forplantningen, og den er forudsætningen for, at vi ikke uddør – og det er enhver arts hovedopgave ikke at uddø.

Nu har der altid været nogen, hvis systemer af den ene eller den anden grund har været skruet forkert sammen, så de ikke har kunnet finde ud af den forskel. Det er et handicap. Det er ikke noget at være stolt over, men heller ikke noget at skamme sig over. Det er noget at være ked af – ligesom hvis man havde manglet en arm. Det er ikke noget, man vælger – man er født sådan. Der er ingen grund til at drive klapjagt på folk i gaderne af den grund – eller til at spærre dem inde i fængsler eller lejre fulde af personer med samme køn, men der er altså heller ingen grund til særbehandling eller til optog gennem byen. Det er noget, man holder for sig selv, idet det på grund af handicappets natur er stærkt stødende for andre – normale – mennesker. Det er heller ikke noget, der berettiger til ægteskab eller adoption af børn – også det er børnemishandling i svær grad. Den, der vælger at være handicappet, er syg, et tegn på et perverteret og pornoficeret samfund, der totalt har mistet, ja, orienteringen!

spændende: Oprindelig noget positivt, noget interessant. På newspeak benyttes det om et multikulturelt samfund, hvor kuglerne flyver om ørene på en, volds- og gadekriminaliteten eksploderer, og hvor man kun kan færdes med liv og ejendele som indsats. Der er spændende, om man overlever dagen!

tosproget: Egentlig en, der taler to sprog. Dette er en gave og ikke noget problem, sådan som man skulle tro, når man læser systempressen. Problemet er, at tosproget på newspeak ikke betyder en, der taler to sprog, men derimod en, der burde tale to sprog, men som kun taler et, og dette ene er ikke dansk. Se det er et problem. Vedkommende er fremmedsproget – ikke tosproget.

unge: Egentlig blot det modsatte af gamle. På newspeak det samme som voldsmænd på venstrefløjen med en glidende overgang til at betyde en flok perkere på krigsstien.

Udgivet i Kultur | Tagget , , | Skriv en kommentar

Catalonien

Diskussionen om Cataloniens frihed udstiller med al ønskelig tydelighed EU’s og det såkaldte “internationale samfunds” grænseløse hykleri. Den spanske forfatning blev vedtaget i en ganske særlig situation efter Francos død, hvor risikoen for en intern væbnet konflikt var overhængende. Tiderne har ændret sig, og dagens behov er anderledes. Det er på tide, at Spanien opgiver sine europæiske kolonier! Udviklingen er imidlertid gået i den modsatte retning. Igennem mange år har centralmagten i Madrid gennem undervisningssystemet ført en krig imod de mange ikkespanske regioner med tilintetgørelse af disses sprog og kultur som første mål. Nu var turen åbenbart kommet til Catalonien, hvis selvstyrestatut blev annulleret af den spanske højesteret som forfatningsstridig. Den spanske højesteret er styret af Rajoy-regimet i en grad, der ikke kan forekomme i en retsstat. Denne reviderede selvstyrestatut var forudsætningen for freden i det spanske hus, og det var Spanien og ikke Catalonien, der brød freden. Under sådanne forhold er det et folks umistelige ret at løsrive sig for at undgå det indirekte folkedrab, det er at få frataget sin identitet som folk. Rajoy-juntaen har vist med al ønskelig tydelighed, at man ikke vil have en løsning i fred og ro. Havde man ladet den famøse folkeafstemning løbe af stablen i god ro og orden, havde Madrid haft gode chancer for at vinde den. I dag er der ingen vej tilbage. Hvis der ikke sker en total udskiftning af den bundkorrupte magtstruktur i Madrid, herunder en afskaffelse af det nuværende rædselsfulde kongehus, der netop under krisens højdepunkt viste sig ikke at være Cataloniens kongehus, er det meget svært at se en løsning. Der er så kun et valg mellem undertrykkelse og en bevæbnet befrielseskamp, der vil være vanskelig at vinde og vanskelig at samle støtte til.

Og det catalonske folk er netop det: et folk med egen historie, eget gammelt litteratursprog, der ikke har mere tilfælles med spansk, end portugisisk har, og med egen kultur, historie og identitet. Det er dette, der legitimerer et folk. Når lederskribenten i f. eks. Jyllands-Posten sammenligner Catalonien med Fyn eller Jylland, åbenbares der an afgrundsdyb uvidenhed om forholdene i Spanien eller Danmark for den sags skyld. Catalonien kan snarere sammenlignes med Grønland og Færøerne, hvem man næppe ville nægte selvstændighed. Der er blot den forskel, at Catalonien, nok i modsætning til Grønland og Færøerne, også har den økonomiske styrke til at klare sig selv. Og det er netop sagens kerne: Catalonien er det uduelige Spaniens malkeko. Da den EU-liderlige Malene Wind under den catalonske præsident Puigdemonts besøg blev spurgt om, hvordan man så stillede sig til Færøernes og Grønlands selvstændighed, svarede hun frejdigt: ”De er fattige. De interesserer os ikke!” Det er, hunden ligger begravet! Og nu vi er ved sammenligningerne: Hvad med Kosovo? Kosovo blev med vestlig hjælp og amerikanske bomber fravristet Serbien – meget mod Serbiens vilje. Vil modstanderne af Cataloniens selvstændighed være venlige at forklare, hvad forskellen er? Jyllands-Posten ville helt klart ikke. En anden analogi ligger i hele opløsningen af Jugoslavien og Sovjetunionen. Hvorfor må Estland, Letland og Litauen være selvstændige, når Catalonien ikke må? Eller hvad med USA for den sags skyld? Det var ikke med Englands gode vilje, at USA opnåede selvstændighed.

Hvilken merværdi den halvkommunistiske catalonske regering så i længden mener at kunne sikre den catalonske befolkning med fortsat indvandring og EU-medlemskab, ja, det er så en helt anden historie. Men den har ikke noget med den første historie at gøre. Dette ægteskab mellem catalonsk nationalisme og marxisme er en arv fra Borgerkrigen, og det får antimarxister til automatisk at tage Spaniens parti. Ellers havde der været en endnu større tilslutning til catalonsk selvstændighed. En moderne nationalisme må glædes over opløsningen af statsdannelser, der trælbinder andre mindre europæiske folkeslag (Catalonien har i øvrigt flere indbyggere end Danmark). Det er ægte nationalisme. Det er naturligvis ud fra en overfladisk betragtning ulogisk, at en nationalistisk bevægelse er marxistisk, men i Catalonien og Baskerlandet er sammenhængen som nævnt historisk. Man ser det imidlertid også andre steder, som f.eks. i Nordirland. Dette skyldes imidlertid netop den nationalistiske højrefløjs afvisning af nationalistiske selvstændighedsbevægelser ud fra en misforstået chauvinistisk støtte til de bestående stater, der alle lader hånt om deres historiske nationale mindretal, som i dag er truet af udslettelse.

EU-systemets modstand skyldes naturligvis dels, at både Frankrig og Italien har oprørske regioner, hvor Frankrig klart har demonstreret, hvad der sker, når undertrykte folk ikke løsriver sig. I Bretagne var der efter 1. verdenskrig ca. 1,5 mio bretonsktalende – i dag er der højst nogle få tusind tilbage. Det kan vejskilte på bretonsk ikke dække over. Samme skæbne er tiltænkt Korsika, der ønsker større selvstændighed inden for Frankrig, herunder officiel status for det korsikanske sprog og de facto begrænsning af indvandringen fra Frankrig.

Det er imidlertid også et tegn på, hvad der venter os, hvis vi ikke i tide bryder ud af den europæiske forbundsstat. Lad os følge England! Lad os vælge selvstændigheden og fædrelandenes Europa!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar