Afghanistan

Vestens åbenlyse og ydmygende nederlag til en bande religiøse fanatikere og analfabeter i
Afghanistan har fremkaldt mange kommentarer og betragtninger. Det er tid til selvransagelse. Hvad lavede vi egentlig i dette fjerne og os uvedkommende land, der har lagt så mange imperier i graven?

Det begyndte med Al Qaeda, hvis rolle i attentatet imod World Trade Center i New York der er god grund til at diskutere, for de ubesvarede spørgsmål er mange. Det er mit gæt, at de reelt ansvarlige for det skal findes et helt andet sted på landkortet, men det er selvfølgelig i nogen grad spekulation. At det skulle tage flere år at finde og dræbe Usama bin Laden var i sig selv et dårligt tegn, og en sådan organisation – hvis den altså findes og har den styrke, det påstås – står og falder ikke med en enkelt mand. Amerikanerne har påstået, at de har tilintetgjort Al Qaeda. Hvis Al Qaeda virkelig findes, er det nok tvivlsomt. Men hvad så derefter?

Jo, Amerika og dermed hele Nato besluttede nu, at man skulle kolonisere Afghanistan og
berige befolkningen med vore syge “demokratiske” værdier og sikre kvindernes ”frihed”. Altså ganske som Sovjetunionen ville berige hele verden med sit samfundssystem. Der er ingen forskel. Ethvert nogenlunde begavet menneske kunne sige sig selv, at det ville være en dødssejler. Demokrati kræver en oplyst befolkning – det har vi nu heller ikke mere – og frem for alt et ønske om at overtage vore værdier sådan bare uden videre. Den vilje var ikke til stede. En frisk meningsmåling fra Afghanistan siger, at 99 % af befolkningen ønsker et islamistisk system byggende på sharia. Nu tilsiger demokratiske principper vel egentlig, at disse 99 % får deres vilje – eller? Men nej, de skulle bombes til at være ”demokrater”, det vil altså sige til at følge den ene % og undertrykke de 99 %. Et sådant projekt kan ikke lykkes. Det skændige er ikke så meget, at Amerika opgav det – men at man ikke spurgte de allierede om deres mening, og at man efterlod sine baser og alt det udstyr man havde givet ”regeringshæren”, der kun bestod på papiret. Taliban er derfor nu i besiddelse af et enormt våbenarsenal, med hvilket man vil kunne true og destabilisere hele regionen. Det er ikke for intet, at Rusland skyndsomst har sendt tropper til Tadsjikistan! Det er en forholdsvis svag stat, og mange afghanere er etniske tadsjiker og taler tadsjikisk….

Det danske folk har vel aldrig næret noget ønske om at føre krig i Afghanistan. Det var fra
begyndelsen Anders Fogh Rasmussens personlige projekt. Han ville tækkes USA, så han kunne blive generalsekretær for Nato – og så hans søn lettere kunne blive amerikansk statsborger, men pressen solgte det jo lydhørt til danskerne som en kamp for frihed og demokrati i Afghanistan – som om det i det hele taget kom os ved. Det har kostet mange unge danskere livet eller førligheden, og nu sidder de naturligvis med en lidt fad smag i munden, mens regeringen forsøger at bestyrke dem i, at det var det hele værd. Uden at den dog kan pege på så meget som et eneste positivt resultat, der kunne retfærdiggøre disse ofre. Og så taler vi slet ikke om de milliarder af kroner eventyret har kostet, og som kunne have forbedret livet for de svageste danskere, f.eks. pensionisterne.

Hvad der har rystet mig mest, er ikke politikernes løgne og Rasmussens misbrug af danske liv til at fremme sin karriere. Jeg har for længst indset, at politikere er latente forbrydere, der benytter enhver chance til at mele deres egen kage og styrke deres eget patologiske magtbegær. Der er intet nyt i det. De vil forhåbentlig komme til at skabe arbejde til en hel hær af bødler, når den tid kommer. Nej, det, der rystede mig mest, var ugens udvalgte artikel i Jyllands-Posten den 29. august 2021, skrevet af en Nicola Sandra Voss, journalist og presseansvarlig hos ngo’en Girltalk – endnu en snylteorganisation, som jeg er sikker på har snablen dybt nede i de offentlige kasser. Hun skildrer en samtale med en ven, der var udstationeret i Afghanistan. Han ringede til hende for med grådkvalt stemme efter lang tids tøven at fortælle hende, ”at han havde gjort det.” Hvad havde han dog gjort? Jo, såmænd, han havde skudt en fjende – død. Han var totalt opløst. Her var en ”trænet kampsoldat. Delingsfører og dedikeret i kampen for frihed”, der ikke kunne komme over, at han havde slået en modstander ihjel, som uden at blinke ville have blæst ham direkte op i skødet på Vorherre. Selvfølgelig endte han med at blive diagnosticeret med PTSD, selvfølgelig.

Vi må håbe, at vi aldrig får brug for vor hær til at forsvare dette land, for så er vi fortabt. Det er nu engang soldatens opgave at dræbe fjendens soldater – eller endnu bedre at lemlæste dem, for det koster fjenden langt mere, end hvis man blot slår dem ihjel. Jeg ved ikke, efter hvilke kriterier man udvælger udsendte soldater. Jeg må gå ud fra, at det er de bedste, man sender af sted. Så vidt er vi altså kommet i ødelæggelsen af vort folk. Det er ikke mere i stand til at kæmpe – og det ville næppe være anderledes, dersom kampene stod i Sønderjylland. Vi ser, hvordan hærgende indvandrerbander angriber sagesløse mennesker, uden at nogen går til modangreb – hverken ofrene selv eller folk ved siden af. De skynder sig bare væk. Alle dukker sig. Vi er dødsens.

Nicola synes, jo vi har svigtet soldaterne. Vi skulle nok have haft 2 udsendte psykologer for
hver soldat. Hun mener også, at vi svigtede afghanerne, som vi var kommet for at ”hjælpe”. Hjælpe? Vi så i slutspillet, hvordan det reelt forholdt sig. Alle skiftede side på en brøkdel af et sekund. Afghanerne ville ikke selv kæmpe for et andet samfund – ikke engang ”regeringshæren” og den såkaldte regering, der skyndsomst forføjede sig til Qatar. Så længe de kunne tjene en særdeles fyrstelig løn og tiltuske sig store pengebeløb gennem korruption ved at bistå koalitionen – i hver fald om dagen, mens de måske om natten var talibanere – så var de glade for ”hjælpen”. Derefter skiftede de blot side.

Jo, jeg tror såmænd gerne, at den slags udsendelser tærer på tropperne. De ser vel som de
første meningsløsheden i det hele. Vore politikere er simpelthen for dumme og drevet af en afskyelig herrefolksmentalitet. Vi alene vide, hvad der tjener afghanerne bedst! Afghanistan er et godt eksempel på et multietnisk samfund. Det er ingen kit til at binde det sammen. Hvad vi vil se i de kommende år, er en stadig tiltagende opløsning af landet, hvor hver etnicitet og hver klan slås for at tilkæmpe sig sit eget territorium. De mange efterladte amerikanske våben vil gøre det til en særdeles blodig affære.

Samtidig vil vi se en stadig stigende strøm af ”flygtninge”, der til dels kommer til Europa som en veltrænet partisanhær, hvis formål vil være at bistå med overtagelsen af vore lande. Vi har lige set, hvordan 45 tolke blev til over 1000 personer. Og så har vi endnu flere familiesammenføringer at se frem til. Lad os imidlertid i den forbindelse holde fast i én ting. Det var ikke afghanerne – tolke eller hvad de nu var – der hjalp Danmark – kæmpede for Danmark, har jeg endog set – det var Danmark, der hjalp dem. Vi skylder dem intet, tværtimod. I Østrig har man i forvejen mange afghanere. De topper kriminalitetsstatistikken, og der er vel ingen grund til at tro, at det samme ikke vil blive tilfældet her.

Hvis man vil løse ”det afghanske problem”, kan det kun gøres ved hjælp af en passende
størrelse atombomber. Det virkelige problem er imidlertid også i denne sammenhæng vore politikere. Der er ingen straf hård og grusom nok for dem!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Bent Melchior 1929-2021

Danmark er som bekendt netop blevet befriet for tidligere overrabbiner og overjøde Bent Melchior. Efter presseomtalen at dømme skulle man umiddelbart tro, at en kongelig var gået bort. Således har den samlede systempresse vartet op med et klage- og hyldestkor, der er grædemuren værdig.

Bent Melchior, billede fra blog.balder.org

Et gennemgående træk ved denne helt ukritiske og ulækre hyldest er betoningen af Melchiors ”store engagement for flygtninge og indvandrere”. Denne observation er vi sådan set enige i, blot med den forskel, at den viser Melchiors skadelige og samfundsnedbrydende karakter. Igennem de sidste 60 år har kun få andre i den grad forhånet og nedværdiget dansk kultur samt medvirket til at omdanne vort en gang så homogene og harmoniske land til en multietnisk og multikulturel kloak. Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt for et menneske at gøre så megen skade. Melchior havde fingrene dybt nede i den multietnisk dej og hans meritter omfatter blandt andet medlemskab af bestyrelsen for ”Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination”, af ”Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab”, af ”Flygtningehjælpens forretningsudvalg”, formandskab for ”Asyludvalget”, bestyrelsesmedlem for ”Centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier” og formandskabet for ”Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe”. Melchior var også i en årrække med i ledelsen af den indflydelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith, som har arbejdet for en stadig indskrænkning af ytringsfriheden og iværksat utallige antinationale initiativer, hvis betydning ikke kan overvurderes, når det gælder Vestens nuværende ødelæggelse. Hertil kommer en uendelig strøm af interviews, kronikker, læserbreve og fjernsynsoptrædener, hvor den multikulturelle tone blev slået an. Jo, Melchior var skam med helt i front, når det gjaldt om bane vejen for de fremmede invasionsstyrker, og allerede i 1998 forsikrede han os håneligt om, at ”de fremmede iblandt os snart vil bevise, at de har noget at yde til deres nye fædreland. Deres flid er uomtvistelig, og mange gymnasier fortæller om, at de største eksamener bliver taget af indvandrerbørn. Om ti år vil de være med til at præge forskning og kunst, som de allerede er med til at højne indsatsen på sportens område. Så vil der ikke mere være anledning til at diskutere, hvad de nye borgere koster, med hvad de bidrager med.” Reelt kan det eneste, de har bidraget med, aflæses af kriminalstatistikken.

Melchior har i denne forbindelse ofte understreget, at bortset fra lidt uenighed om et goldt stykke ørkenjord i Mellemøsten, så har jøder og muslimer i praksis alt til fælles, og de deler interesse i at bekæmpe deres hvide, kristne værtsfolk, der for Melchior altid var fjende nr. 1. Det kunne således ikke være mere passende, at den højst hylende grædekone var muslimske Özlem Cekic, der i mange år har gjort fællesfront med Melchior for netop at sikre fælles muslimske og jødiske interesser her i landet. Fru Cekic var ingenlunde Melchiors første muslimske allierede. I 2008 havde Melchior således travlt med at ”bygge bro mellem jøder og muslimer” sammen med Bashy Quraishy. I en artikel i Politiken fra den 17. marts 2008 hedder det ganske sigende ”Et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme gør det nødvendigt, at jøder og muslimer samarbejder i Europa… Med en tiltagende antisemitisme og islamofobi i Europa er det oplagt og nødvendigt at slutte sig sammen, ikke som opposition til nogen, men for at hjælpe hinanden… Derfor var 27. november en glædens og stolthedens dag for mange europæiske jødiske og muslimske organisationer og ildsjæle, som utrætteligt og loyalt har arbejdet for at etablere en jødisk-muslimsk samarbejdsplatform i Europa som bolværk mod dårlig behandling af både jøder og muslimer og for at række hinanden en hjælpende hånd…. Et hurtigt blik på et hvilket som helst europæisk samfund i dag burde være nok til at overbevise alle oplyste jødiske eller muslimske samfund eller individer om, at samarbejde er i deres egen interesse. Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.” Bedre kan det vist ikke siges, muslimerne har antallet, mens jøderne har organisationen og indflydelsen, som de med glæde stiller til rådighed for de senest ankomne indvandrere. Et andet sigende eksempel er Muslimernes Fællesråds og Mosaisk Trossamfunds fælles kampagne mod racisme i 2009, hvor de to immigrantgrupper atter slog pjalterne sammen for at bekæmpe deres værtsfolks naturlige forsvarsmekanisme. Så meget for jøders integration i og loyalitet over for det danske samfund!

Melchiors kærlighed til muslimer synes imidlertid at være noget selektiv, som f.eks. da den gode rabbiner på selveste Auschwitz-dagen i 2003 angiveligt skulle have spyttet på nogle muslimske piger, og kærligheden omfattede givetvis ikke muslimer i deres hjemlande. Melchior yndede at spille rollen som den tolerante, fredselskende ”danske” jøde, fortaler for menneskerettigheder, åbenhed, forståelse og næstekærlighed, men hvem var det, der i virkeligheden gemte sig bag Melchiors ofte lumske grin? Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var hr. Melchior i Palæstina som medlem af den berygtede Haganahterrororganisation, der sammen med Shamirs berygtede ”Sternbande” og Menachim Begins ”Irgun” blandt andet var ansvarlige for massakren på landsbyen Deir Yassin i 1948, hvor man koldblodigt myrdede mindst 107 mænd, kvinder, og børn og lod araberne vide, at dette blot var begyndelsen. På denne måde fordrev de jødiske terrorister ikke mindre end 750.000 arabere fra deres oprindelige hjemland for siden at forfølge dem i de flygtningelejre, hvor de i mange år levede en kummerlig tilværelse, inden Melchior og hans lige begyndte at agitere for deres import til Danmark og Europa.

Mange af de muslimer, som i dag hærger vore gader og stræder, er direkte efterkommere af de flygtninge, som hr. Melchior har været med til at skabe, og det har naturligvis været i hans interesse at lette trykket på Israel ved at få dem bragt til vore kyster. Det var ikke uden grund, at Melchior ofte grinede. Hans livserfaring må have bestyrket ham i sin tro, der som bekendt lærer, at kun jøder er mennesker, mens vi andre blot er dyr. At han ikke fik mere og bedre modspil, viser om noget danskernes miserable tilstand.

Ja, det er ikke uden grund, at hans bortgang får omtale, som var det dronningen selv, der var gået bort. Melchior havde langt større magt end dronningen. Danmark styres reelt ikke fra hverken Amalienborg eller Christiansborg, men fra synagogen i Skidenstræde – se blot hele diskussionen om omskæring, som næsten alle finder afskyelig, men som alligevel aldrig bliver forbudt.

Med Melchiors afrejse til Lucifers skød har Danmark mistet en af sine farligste og snedigste fjender, vi kan kun beklage, at afrejsen ikke fandt sted tidligere og under andre omstændigheder.

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , | Skriv en kommentar

De rigtige flygtninge

Systempressen gør ofte et stort nummer ud af, at visse landsforræderiske politikere en gang imellem får svar på tiltale i diverse sociale medier. Senest er det den radikale Kristian Hegaard, vi skal have ondt af, fordi man fremhæver hans åbenlyse handicap. Nuvel, det er naturligvis ikke særlig pænt, for det kan han ikke gøre for, men det er jo ikke så usædvanligt. Hans værste handicap er imidlertid ikke det, man kan se – det er det, man ikke kan se! Han må på et eller andet tidspunkt have fået det hvide snit, så han er blevet komplet ude af stand til at forstå selv de mest basale sammenhænge i samfundet. Det danske samfund bærer de betydelige udgifter, der er forbundet med Hegaards handicap ud fra et princip om national samhørighed og solidaritet, og sådan skal det også være, men det er netop denne samhørighed og solidaritet, Kristian Hegaard arbejder for at afskaffe. Når et lands beboere ikke mere har noget egentligt til fælles, forsvinder denne solidaritet som dug for solen, og Kristian Hegaard vil blive henvist til at klare sig selv, som han nu bedst kan, eller han vil blive smidt ud fra toppen af et højhus. At han tilsyneladende er svagt begavet, kan han måske nok hellere ikke selv gøre for, men så burde almindelig selverkendelse byde ham at holde mund – og i landets lovgivende forsamling har han bestemt intet at skaffe, men fjernede man alle de svagt begavede fra folketinget, ville salen naturligvis blive meget tom.

Når nationalistiske dissidenter udsættes for hadefulde kommentarer, er massemedierne imidlertid tavse som graven. Det siger jo en hel del om deres ”journalistiske objektivitet”. I tidens løb er nationalistiske talsmænd som bekendt blevet udsat for langt værre ting end et par ukærlige bemærkninger på Facebook. Før i tiden savnede man som offentligt kendt nationalist f.eks. aldrig post. Man fik læssevis af varer, man ikke havde bestilt, og daglige trusselsbreve, hvori man blev lovet død og ulykke – ikke blot for en selv, men også ens familie. Når det samme skete for unationale kræfter, der boltrede sig i denne sump, var medierne også den gang ved at overdøve hinanden i deres råben op om ”racistisk terror”. Når nationale danskere blev ramt, var der imidlertid kun tale om en ”naturlig demokratisk reaktion over for deres uhyrlige synspunkter”. Noget, der hyppigt gik igen i disse skriverier, var en utvetydig opfordring til at forlade dette land, hvis man ikke brød sig om de vinde, der blæste. Et synspunkt, som med stor sandsynlighed deles af Kristian Hegaard. ”Forsvind fra vores land!”, hed det igen og igen.

Nu føler vi imidlertid med særdeles god ret, at det rent faktisk er vort land. Igennem århundreder, ja lige så langt tilbage det kan forfølges, har mine forfædre pløjet de danske marker og besejlet de danske have. De har været håndværkere og handelsmænd, de har tjent dette land på Rigsdagen og i administrationen, og deres indsats har været med til at præge dansk kulturliv. Som søfolk og soldater har de sat deres liv på spil for at bevare Danmarks selvstændighed og værdighed. Sammen med utallige andre gode danske mænd og kvinder, med hvem de har delt deres forestillinger og idealer, har de skabt og sikret den nationale arv, som jeg selv har fået, og som det er mit ønske at vedligeholde og videregive til mine efterkommere. Jeg har intet højere ønske end at se dem vokse op som sunde, harmoniske og glade mennesker i et dansk Danmark, med hvilket de kan identificere sig, og i hvis nationale værdier de kan finde den eksistentielle tryghed, uden hvilken menneskets trivsel trues. Vore rødder er dybe i dette land, og i modsætning til dem, der som hr. Hegaard skænder det og vil skænke det bort til fremmede og os uvedkommende menneskemasser, er vi os også disse rødder bevidst. Vi er ikke kosmopolitiske verdensborgere, der kan føle sig hjemme overalt. At få rykket vor rødder op ville så afgjort være den straf, vore kære modstandere så inderligt ønsker for os. Det er ikke uden grund, at landsforvisning tidligere blev betragtet som lovens strengeste straf ved siden af dødsstraffen.

Alligevel ville vi den dag i dag påtages os den landflygtiges lod og lade vort fædreland bag os, hvis nogen altså ville anvise os et land, hvor vi kunne leve i pagt med vore idealer, og som kan garantere vore børn en sund opvækst iblandt mennesker fra deres egen kulturkreds. Et land, hvor selvbevidste hvide mennesker er herrer, og hvor man har viljen til at dæmme op for flodbølgen fra den tredje verden. Et land, hvor man trygt kan sende sine børn i skole i sikker forvisning om, at skolegangen kun vil styrke deres naturlige instinkter og deres historiske bevidsthed samt lære dem disciplin og ansvar. Et land, hvor forældrene sætter deres børn over alt andet, og hvor familien sættes i centrum. Et land uden legaliseret fosterdrab, uden narkotika, uden ungdomskriminalitet, uden kulturberigelse, uden politisk korrekthed, uden ”Pride Parades”, uden DR, uden Ekstra Bladet og uden Kristian Hegaard! Et land, hvor menneskene er stolte, selvbevidste og glade. Et land, hvor flid og arbejdsomhed belønnes, og hvor der ikke findes socialt nasseri, simpelthen fordi alle føler sig som en ansvarlig del af fællesskabet. Et land, hvor kriminelle straffes, medens ofrene beskyttes, og hvor man derfor kan færdes på gaden om aftenen uden frygt. Et land, hvor der hersker sand frihed i stedet for floskler, hvor pressen er forpligtet til at skrive sandheden, og hvor alle er lige for loven. Et land, der styres af kompetente og ansvarlige ledere, som anvender den beskedne skatteindtægt til gavn og glæde for landets egne borgere.

Vis os sådant et land, og vi skal nok rejse – ikke med glæde, men af nødvendighed, thi det land, som er vort hjem, og som vi elsker, er blevet forvandlet til en giftig sump, hvor vi ikke mere kan ånde. Vi vil gerne yde vort bidrag til at dræne denne sump, men råddenskaben synes at have så godt fat, at befolkningen som helhed er bedøvet og har mistet sin livsvilje. Derfor er vi i dag de udstødte og de hjemløse. Blot findes der intet sted på kloden, hvor vi kan finde asyl, ja, vi er vore dages virkelige flygtninge!

Povl H. Riis-Knudsen

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

En landsforræder er kreperet

Hvis nogen synes, at det har lugtet af brændt kød de sidste dage, skyldes det nok, at der er fest i Helvede, som netop nu fejrer hjemkomsten af en af stedets store sønner, den tidligere statsminister Poul Schlüter, der herved har undgået sit fortjente møde med skarpretteren. Hvis man skulle tro pressen – og sågar ellers forstandige folk på Facebook – var Schlüter den bedste statsminister, Danmark nogensinde har haft. Han var i hvert fald igennem sine fantasifulde regeringsdannelser den bedste taburetklæber igennem mange år. Han anså som bekendt ideologi for at være noget bras, og han var stolt over ikke at være så konservativ, at det gjorde noget. Altså den typiske politiker, en liberal-socialistisk-højresindet-radikal. Det eneste han ikke var, var national.

Han kom til magten på et gunstigt tidspunkt, hvor han kunne tjene nogle billige point på at forsøge at rette landets økonomi op efter det kaos, socialdemokraten Anker Jørgensen havde efterladt sig, og som altid vil være resultatet af en socialdemokratisk regerings utrættelige forsøg på at omsætte det kommunistiske tankegods til virkelighed. Forskellen fra i dag er, at det kaos, Mette Frederiksen vil efterlade sig, vil være af et omfang, der ikke mere kan genoprettes. Den delvise økonomiske genrejsning skete dengang som altid på bekostning af såvel de fattigste som af den produktive middelklasse. På det punkt var han konservativ nok.

Det var imidlertid Poul Schlüter, der stod for nogle af lavpunkterne i Danmarkshistorien. Da et flertal uden om regeringen i 1983 fik vedtaget den nye udlændingelovgivning, som åbnede Danmarks døre for en hidtil uset masseindvandring af uønskede befolkningsoverskud fra verdens latriner, lod Poul Schlüter det bare ske i stedet for at gøre det til et kabinetsspørgsmål. Han ville uden videre have kunnet vinde et valg stort på den sag, for folket var imod loven. Han afviste imidlertid på forhånd at udskrive valg på dette grundlag og gav dermed Hans Gammeltoft-Hansen, arkitekten bag loven, frie hænder – og det benyttede denne sig af til fulde. Schlüter bærer derfor hovedansvaret for den accelererende afskaffelse af Danmark, vi i dag er vidner til. Sammen med Gammeltoft-Hansen gravede han Danmarks grav! Håbet om, at Gammeltoft-Hansen når at komme på skafottet, lever stadig.

Det samme gentog sig i forbindelse med den såkaldte Tamil-sag, hvor en klog justitsminister forsøgte at forhindre, at Danmark blev overrendt af tamiler, men blev underløbet af Schlüters gamle ven, Gammeltoft-Hansen, der som belønning for sin aflivning af Danmark nu var blevet Folketingets Ombudsmand, og af en lige så misliebig, nu desværre afdød højesteretsdommer, Mogens Hornslet, der ved flere lejligheder også nåede at bevise, at han heller ikke tjente Danmark. Igen kunne Poul Schlüter have ladet vælgerne afgøre den sag – men han valgte atter uden kamp at overlade regeringsmagten til en anden uduelig socialdemokrat, der i sin regeringsperiode formåede at maksimere den skade, loven af 1983 havde givet mulighed for at påføre landet.

Schlüters tredje svigt var hans udsagn fra 1986 om, ”at Unionen er stendød” i forbindelse med netop den EU-afstemning, der cementerede frihandelsorganisationens omdannelse til en politisk union. Det var en bevidst løgn, men alligevel havde han i 1998 den uhyre frækhed at sige, at udviklingen jo havde vist, at han havde ret – på et tidspunkt, hvor Unionen allerede var blevet til virkelighed. Der er ingen forlydender om, at Poul Schlüter på noget tidspunkt var dement – ergo er der tale om et bevidst forsøg på at bedrage befolkningen. Belønningen var en plads i Europa-Parlamentet med tilhørende fyrstelig pension oven i alle de andre pensioner, han havde skrabet til sig.

I alle disse tilfælde er der tale om usselhed. Poul Schlüter var med Mogens Glistrups ord
”farligere end den pædofile Malene-morder”, med henvisning til en af tidens groveste forbrydelser. Intet af disse punkter nævnes i de utallige nekrologer, ugens aviser er fyldte af. For om de døde, taler man jo traditionelt kun godt. Vi skal i den forbindelse minde om følgende udsagn fra en tidligere konservativ folketingspolitiker og formand for folketingsgruppen, godsejer Johan Knudsen: ”Et Menneske udsletter ikke sin Brøde, fordi han dør!”

Udgivet i Demokrati | Tagget | Skriv en kommentar

Skal danske nationalister støtte Israel?

I forbindelse med den seneste optrapning af konflikten i Mellemøsten er mange danske nationalister næsten faldet over hinanden i deres iver efter at støtte Israel. Med det store antal muslimer, som pt. forpester vort land, er denne reaktion forståelig. Rationalet synes at være, at da vi ikke kan lide muslimer og Israel er krig med muslimer, så fortjener landet vor ubetingede støtte. Spørgsmålet er imidlertid om denne holdning holder vand, når man går den efter i sømmene. Er det virkeligt i danskernes og Danmarks interesse at støtte Israel?

Lad det være sagt med det samme: Vi ønsker som udgangspunkt alle muslimer ud af Danmark og Europa! Der er tale om en generelt fjendtlig indstillet ikke-europæisk befolkningsgruppe, hvis religion/ideologi pålægger dem at udbrede Islam til hele jorden og enten at omvende eller dræbe de vantro. De skal ud, heller i dag end i morgen, det kan kun gå for langsomt! Yderligere er det vigtigt at understrege, at vi sådan set er fløjtende ligeglade med, hvor mange muslimer der bliver dræbt af israelerne. Der er alt for mange muslimer på jorden, så at der bliver luget lidt ud i det bed, gør ikke noget. Men ubetinget støtte til Israel ikke er en nødvendig konsekvens af overstående grundsynspunkter. Man må ikke glemme, at der også blandt jøder findes en ikke uvæsentlig andel, som betragter os andre som dyr, der kun eksisterer for at servicere guds (selv)udvalgte folk (1). Så helt ærligt rager det os en høstblomst, hvad der sker i Mellemøsten, lad dem endeligt slås, så længe de nøjes med at dræbe hinanden og det ikke har konsekvenser for os. Vor første prioritet er at holde Danmark dansk og Europa europæisk, alt andet er sekundært.

På grund af den stadig omsiggribende islamisering og konkrete ”kulturberigelse”, som folk oplever i deres hverdag, er det kun naturligt, at mange danske nationalister stirrer sig blinde på muslimer. Det kan man ikke bebrejde dem for, det er kun naturligt at rette sin opmærksomhed på det, der umiddelbart gør mest ondt. Det ville dog være i Danmarks interesse, hvis folk bare en gang imellem prøvede at holde hovedet koldt og at se udover deres egen næsetip. Måske er det for meget forlangt, men det ville nu være godt, hvis folk i det mindste gjorde forsøget. Som vi tidligere har sagt, så er muslimernes tilstedeværelse her i landet blot et symptom på langt dybereliggende sygdom. Muslimerne lever af vores svaghed, uden den ville de aldrig have været her! Og denne svaghed skyldes ikke muslimer, men biologisk og kulturel degenerering, som er blevet hjulpet godt på vej af andre langt mere sofistikerede nedbrydende elementer, heriblandt et uforholdsmæssigt stort antal jøder (2), som kontinuerligt har ført åndelig krig imod vor sammenhængskraft og traditionelle værdier og kultur. Vi er udhulet indefra, vi er blevet til en flok identitetsløse, magelige skvat uden livs- eller modstandskraft. Vort grundlæggende problem er således i første række ikke muslimerne, men os selv!

En anden mere konkret årsag til, at Europa flyder med muslimer er USAs utallige krige i Mellemøsten. Disse krige er alt andet lige blevet udkæmpet for at sikre Israels interesser i regionen. Her til vil mange uvilkårligt udbryde, at det er en ”antisemitisk konspirationsteori”. Er det nu også tilfældet? Lad os prøve at kigge lidt tilbage i tiden. Ideen om en ”krig mod terror” stammer fra en konference (3) afholdt i Jerusalem i 1979, hvor Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu præsenterede sit ønske om, at Vesten med USA i spidsen skulle gennemfører forebyggende interventionskrige i en lang række arabiske lande for at sikre Israels sikkerhed. Netanyahu uddybede senere sine tanker i flere bøger (4). Det bør i denne forbindelse påpeges, at allerede før statens Israels grundlæggelse i 1948 bekymrede zionisternes planer i Mellemøsten den amerikanske militærledelse; ”Zionistisk strategi vil forsøge at involverer (USA) i en kontinuerlig voksende og dybere række af aktioner for at sikre flest mulige jødiske mål” (5). I 1982 offentliggjorde den tidligere højtstående israelske embedsmand Oded Yinon artiklen ”A Strategy for Israel in the 1980s” (6), der kort fortalt gik ud på at opløse de eksisterende arabiske stater og deres militærkapacitet, samt at omdanne dem til etniske og religiøse enklaver, der er i vedvarende konflikt med hinanden, for herved at sikre Israels sikkerhed og dominans i regionen. Som det fremgår, er der tale om en velgennemtænkt balkaniseringsplan ud fra den gamle devise ”del & hersk”, split dine fjender, så står du selv stærkere. En anden vigtig aktør i denne forbindelse var den stærkt jødiske og zionistiske(7) neokonservative tænketank Project for the New American Century (PNAC), der i september 2000 udgav et dokument med titlen ”Rebuilding America’s Defenses: Strategies, Forces, and Resources For a New Century”. Dette dokument opstillede en plan for, hvorledes USA, for at sikre Israel, skulle foretage militær indgriben og installerede nye regeringer i en lang række arabiske lande heriblandt Irak, Libyen, Syrien og Libanon (8). Da dokumentet blev skrevet i år 2000, var man imidlertid klar over, at det ville kræve en ”katastrofal og katalyserende begivenhed – som et nyt Pearl Harbor” (9) for at omsætte det til virkelighed. Denne begivenhed indtraf som bekendt den 11. september 2001, og siden da har USA haft travlt i Mellemøsten. Hvis nogle stadig skulle være i tvivl om USAs motivation, så skar daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton den ud i pap, da hun i en email i år 2012 skrev, at ”den bedste måde at hjælpe Israel på, er at anvende militærmagt” for at styrte regeringen i Syrien (10). Amerikas ”krig mod terror” er i virkeligheden en krig for Israel, og det er ikke urimeligt at antage, at den vil fortsætte indtil alle de arabiske stater, som er blevet udset af zionisterne, ligger i ruiner.

Ingen kan bebrejde jøderne og Israel for at ville sikre deres egne interesser, det er både rationelt og godt – for dem. Dog ville det være ønskeligt, om de selv udkæmpede deres krige og holdt os andre udenfor! Prisen er simpelthen for høj! Siden USA indledte sin ”krig mod terror” er over 10,008 amerikanere omkommet (11), og den har kostet ikke mindre end 5,6 trillioner dollars (12), som skiftende amerikanske regeringer har lånt (13), hvilket betyder, at landet i al overskuelig fremtid vil være dybt forgældet og afhængig af dem, som de har lånt pengene af. Hertil kommer yderligere en stigning i antallet af kulturberigende flygtninge fra Mellemøsten. Det eneste USA reelt har fået ud af sin ”krig mod terror” er således gæld, lig og flygtninge! Det er resultatet af at støtte Israel.

Det samme gør sig gældende i relation til Europa og Danmark. Disse krige, som beviselig er krige for Israel, har heller ikke bragt os andet end udgifter, døde og lemlæstede danskere og en tilsyneladende endeløs strøm af flygtninge, som vore ”internationale forpligtelser”, der ikke er opfundet af muslimer, tvinger os til at tage imod. Det er, hvad vi har fået ud af at ”støtte Israel”! Dermed burde det være soleklart for selv de blinde og døve, at en støtte til Israel er en støtte til Europas og Danmarks undergang.

Noter

(1) https://www.youtube.com/watch?v=ck5LPh1ORVA,
Den jødiske racismes rødder,
Kristendom, Islam og jødedom

(2) The Culture Of Critique

(3) Benjamin Netanyahu (ed.), International Terrorism: Challenge and Response: Proceedings of the Jerusalem Conference on International Terrorism, Jerusalem 1979 (Transaction Books, 1981).

(4) Benjamin Netanyahu, Terrorism: How the West Can Win (Farrar, Straus, and Giroux, 1986) & Benjamin Netanyahu, Fighting Terrorism: How Democracies can Defeat the International Terrorist Network (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2001 edition).

(5) https://foreignpolicy.com/2010/04/02/petraeus-wasnt-the-first

(6) https://en.wikipedia.org/wiki/Yinon_Plan

(7) https://archive.org/details/UnderstandingJewishInfluence_355/mode/2up

(8) “Rebuilding America’s Defenses: Strategies, Forces, and Resources For a New Century

(9) https://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century

(10) https://bollyn.com/the-fraudulent-war-on-terror/#article_16228

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/War_on_terror#Casualties

(12) https://en.wikipedia.org/wiki/War_on_terror#Costs

(13) https://watson.brown.edu/costsofwar/files/cow/imce/papers/2020/Peltier%202020%20-%20The%20Cost%20of%20Debt-financed%20War.pdf

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | 2 kommentarer