Videnskabens vildveje

Boganmeldelse:

Karin Margarita Frei:
Egtvedpigens rejse
Med forord af Rane Willerslev
Lindhardt og Ringhof 2018.

Karin Margarita Frei er argentiner, født af danske forældre, hvis forfædre var udvandret til det sydamerikanske land i begyndelsen af forrige århundrede. Efter nogen tid i Spanien besluttede hun sig for at tage til Danmark og slå sig ned her. Hun valgte sin identitet. Efter at have taget en dansk studentereksamen studerede hun geologi, men kombinerede det senere med arkæologi og blev Danmarks første professor i arkæometri. Hvad det nærmere går ud på, fremgår af hendes bog.

Karin Margarita Frei blev med ét slag verdensberømt, da hun efter en strontiumisotopanalyse af Egtvedpigens sparsomme rester kunne fastslå, at denne pige slet ikke var spor dansk. Hun stammede fra Sydtyskland og havde tilsyneladende nærmest pendlet frem og tilbage i sit ultrakorte liv – hun blev ca. 16-18 år gammel. Egtvedpigen levede i bronzealderen for ca. 3300 år siden, og er nærmest blevet et dansk ikon. På grundlag af Freis undersøgelser kunne man nu konkludere, at det danske slet ikke var dansk, og at Europa allerede i bronzealderen var stærkt globaliseret. Hvis nogen fornemmer, at dette alt sammen lynhurtigt får en politisk drejning, har vedkommende utvivlsomt ret.

Efter Egtvedpigen kom turen til Skrydstrupkvinden fra samme periode, og hun var sandelig heller ikke dansk – hun stammede formodentlig fra det, der i dag er Tjekkiet, Midttyskland, England eller et andet fjernt sted. Også hun var kun 17-18 år, da hun døde, og hun havde kun foretaget en enkelt rejse, nemlig da hun var en 13-14 år gammel… Under afsløringen af disse resultater var fjernsynet til stede med et kamera, og Karin Frei ses ligefrem hoppe af glæde over sin opdagelse – måske ikke lige den optræden, man forventer af en forsker. Globalismen havde imidlertid fejret nye triumfer.

Strontiumisotopanalysen bygger meget kort fortalt på, at man i f.eks. tænder, hår eller negle kan finde bestemt strontiumisotopværdier, der så kan sammenlignes med værdierne i naturen. Der, hvor der er overensstemmelse, har personen opholdt sig. Man kan også se, sådan ca. hvornår personen har opholdt sig de forskellige steder. Med samme metode havde Frei allerede tidligere undersøgt Egtvedpigens tøj, og havde fundet frem til, at det heller ikke var lokalt. Hun drømmer sig til, at pigens mand eller far måske havde været tekstilimportør(!) og havde hentet stoffet langt borte fra. Hun har omskrevet historien:

”Uanset vanskelighederne ved at finde frem til hendes [Egtvedpigens] nøjagtige herkomst … giver vores undersøgelse beviser [!!!] for langdistance- og periodisk (gentagende) hurtig mobilitet. Vores resultater tvinger os til at genoverveje den europæiske bronzealders mobilitet som meget dynamisk, hvor enkeltpersoner rejste hurtigt over lange afstande i relativt korte perioder.” (S. 168)

Da jeg første gang læste om hendes ”opdagelse” i forbindelse med Egtvedpigen, var min umiddelbare reaktion, at dette umuligt kunne passe. Det var rent instinkt. Jeg har ingen som helst forstand på strontiumisotopanalyser eller geologi, men derimod på historie. Fra Egtved til f.eks. Freiburg im Breisgau er der godt 1.000 km af den direkte motorvej, en strækning, der i dag kan tilbagelægges på godt 10 timer. Det kunne man imidlertid ikke i bronzealderen! Der var simpelthen ikke rigtig nogen veje. I Danmark kunne man gå langs vandskellet, hvor hærvejen opstod, men der var ganske enkelt ingen lange forbindelsesveje, og landskabet var præget af store skove med efterhånden udbredte rydninger indimellem, hvor der boede mennesker, som ernærede sig ved agerdyrkning. Der var heller ingen vejskilte, GPS eller kort. Man fandt vej ved hjælp af stjernerne og solen, men man skulle nok alligevel helst være stedkendt. Rejsen var farlig. Der var vilde dyr, og ikke alle mennesker var vel lige imødekommende over for et stort antal fremmede. En dagsrejse inden for militæret var for 100 år siden 20 km. Rejsen fra Aalborg til Hobro tog i begyndelsen af 1800-tallet en meget lang dag med hest og vogn, ca. 18 timer. På den tid var der veje, om end de ofte kun bestod af hjulspor. I bronzealderen har man ikke kunnet holde den fart, og det har været nødvendigt med lange hvil indimellem. Hvorvidt man har brugt heste til at trække vogne, fortaber sig lidt i det uvisse. Frei slutter fra den ceremonielle solvogn til, at der også var arbejdsvogne. Hvorvidt der er noget belæg for det,
skal jeg ikke på stående fod kunne sige, men jeg ved, at de første vogne, man har fundet, var meget primitive, og de havde bestemt ingen gummihjul, men træskiver uden metalringe, som næppe ville have holdt i lang tid, når man rejste ad uvejsomme stier med store trærødder, sten osv. Der ville være behov for hyppige hjulskift, og hjulene måtte man selv fremstille undervejs. En sådan rejse ville mindst tage 3 måneder hver vej uden alt for mange problemer, mere realistisk måske 4 måneder – dvs. at selve rejsen ville vare mindst et halvt år.

Det problem har Frei naturligvis set. Hun foreslår, at man nok har benyttet vandvejene – mest sandsynligt en kombination af begge dele. Nu var der væsentlig mere vand dengang, og det er derfor umiddelbart ikke lige til at sige, hvilken vej de kunne tage, men de har helt givet kunnet komme langt ad floderne. Så kommer bådene. Vi taler her ikke om vikingetidens fantastiske fartøjer, men om disses forgængere. De har efter alt at dømme skullet ros. Jeg kan ikke lige umiddelbart komme i tanker om nogle billeder af både med segl, men under alle omstændigheder har de skullet ros op ad floderne, og det var den vej, de skulle, imod strømmen den ene vej. Det har givetvis været hurtigere, men hvor hurtigt, det er svært at sige. Hvis man skulle kombinere sejladsen med strækninger over land, ville man være nødt til at medbringe sine transportmidler hele vejen, for der var næppe i bronzealderen noget fast transportsystem, man kunne benytte. Transportvirksomheder og færgeselskaber fandtes ikke. Altså skulle vognene fragtes på båd, og båden fragtes over land. Næppe praktisk muligt. Eller man måtte købe nyt, hver gang man skiftede transportmiddel, nok heller ikke så sandsynligt.

Endelig har Egtvedpigen jo – som Frei også skriver – ikke rejst alene. Der har skullet mange med! Rigtig mange. Og man må nok også have været forberedt på at skulle forsvare sig. Fremmede er, som vi ved, ikke altid en ven, du ikke har mødt! Dermed er vi fremme ved formålet med rejsen. Hvad skulle det være? Handelsrejse? Det er der vel ikke rigtig nogen belæg for, og under alle omstændigheder må man spørge sig, hvorfor man har slæbt en lille pige med. Det giver ikke rigtig nogen mening. Familiebesøg er ikke ganske troværdigt. Da min mor havde udsigt til at skulle udvandre til Argentina i 1950’erne, havde hun ingen som helst forhåbning om at se Europa igen, selv om den rejse nok var både lettere og billigere at foretage end en rejse fra Egtved til Sydtyskland i bronzealderen.

Der har i bronzealderen naturligvis været handel. Alene bronzen har man jo måttet skaffe sig andre steder fra, men man må gå ud fra, at denne handel er foregået mellem nabofolk, så tingene har været igennem mange led. Endelig kunne man jo også erhverve sig ting gennem krig. Frei vil sige, at hendes tekstiler beviser en udstrakt handel, men analysen af dem lider af samme mangel som analysen af Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens tænder, men det kommer vi til. Man har i bronzealderen næppe købt mange ting, man selv kunne lave.

Havde der været udstrakte forbindelser, hurtige og hyppige, som Frei beskriver dem, havde der jo sandsynligvis også været forbindelser den anden vej til højkulturerne i Ægypten og Mesopotamien, og vi ville have et vist antal fund af ting herfra. Ja, der havde man allerede opfundet skrivekunsten. Det var utvivlsomt noget, man umiddelbart kunne have set nytten af, og det havde ikke været så vanskeligt at kopiere i hvert fald hieroglyfferne. Og udviklingen ville jo ikke være gået i stå i bronzealderen. Der ville utvivlsomt så have været forbindelse med den græske kultur, da den senere opstod, og senere igen med Romerriget. Det er faktisk først med dette sidstes erobringer af Gallien og dele af Germanien, at der omkring begyndelsen af vor tidsregning kan dokumenteres en direkte kontakt til en højkultur, og rejsende fra syd kommer til Skandinavien og beskriver de mærkelige mennesker, de finder her. Skulle udviklingen have stået stille i 1300 år?Næppe.

Min umiddelbare indskydelse var, at der måtte være noget i vejen med strontiumisotopanalysen – måske ikke teknisk set, men at der måtte være noget, Frei havde overset. Er strontiumværdierne uforanderlige, eller kan de ændres i tidens løb? Da man offentliggjorde, at også Skrydstrupkvinden var ”af fremmed oprindelse”, var jeg temmelig sikker i min sag. Det var naturligvis ikke umuligt, men det var ganske enkelt meget usandsynligt.

Tilsyneladende var der noget i vejen. Lektor emeritus og forsker i ”geoscience” ved Aarhus Universitet og hans kollega Rasmus Andersen har åbenbart haft den samme tvivl, så de gik i gang med at undersøge strontiumværdierne nøjere (bl.a. de baselines, Frei benytter). Det viser sig, at kalk fuldstændig ændrer strontiumværdierne i danske vandløb, og det intensive landbrug tilføjer netop de dyrkede kalkfattige arealer store mængder kalk. Det, man måler i dag, svarer ganske enkelt ikke til de værdier, der var i bronzealderen. Erik Thomsen påpeger i Kristeligt Dagblad, at Egtvedpigen sandsynligvis har fået de forskellige værdier, der er målt i hende, inden for en radius på bare ti kilometer eller mindre. De to forskere formoder, at hun har levet i højlandet, men har tilbragt en periode i Vejle Ådal. Hun kunne populært udtryk have hentet disse værdier i sin egen baghave.

Nationalmuseet fastholder naturligvis Freis forskningsresultater. De har investeret en masse prestige i dem, og så er de politisk korrekte og ønskværdige. De passer lige til “Ranes Museum”, en forvandling af Nationalmuseet til en blanding mellem et cirkus og et absurd teater. Danmark har i denne ”elites” optik altid været globaliseret og ”multikulturelt”. Ja, Danmark har egentlig aldrig rigtigt eksisteret.

Når man læser Freis bog – og den er da bestemt ikke uinteressant – slår det en, hvor selvcentreret og jeg-besat hun er, og hvor stor en plads ”dobbeltidentiteten” spiller. Hun er ligesom besat af sin egen splittethed og vil projicere den ud på fortidens mennesker. Hun synes at have et ubevidst psykisk problem med sin manglende rodfasthed, selv om hendes dobbelte identitet objektivt set bestemt må betegnes som en berigelse for hende. Hun er virkelig multisproget og multikulturel på den umiddelbart set gode måde. Hun er en naturlig del af to (beslægtede) kulturer, men hun har måske mere svært ved at stå fast, end hun selv vil indse.

Frei betoner ofte bogen igennem betydningen af det tværfaglige samarbejde i grupper. Det synes imidlertid ikke at have fungeret særlig godt her. Det er utroligt, at der i en gruppe af højtkvalificerede fagfolk med forskellige videnskabelige discipliner ikke er en eneste, der har trukket i bremsen og sagt: ”Dette her må vi lige have undersøgt nøjere!” Tvivlen om rigtigheden af egne resultater er vigtig i en enhver forskning. Vi lærte, at dersom vi blev for begejstrede over vore egne opdagelser, skulle vi lige træde et par skridt tilbage og kontrollere, om der var noget, vi havde overset eller gjort forkert. Vi skulle helst ad anden vej kunne komme frem til de samme resultater. Dette gælder i endnu højere grad inden for naturvidenskaberne end inden for humaniora.

Dette har den unge forskergeneration tilsyneladende ikke lært – og det er egentlig det mest tragiske ved denne historie. De forskere, vi uddanner, kan være lige så teknisk dygtige, det skal være, men de synes at mangle netop de kvalifikationer, der gør dem til forskere. De kender tilsyneladende ikke tvivlen og den langsommelige kontrol af egne resultater. De er optaget af deres egen indbildte fortræffelighed – og så skal de helst have noget spektakulært på deres CV her og nu, så de kan komme videre i karrieren. Som universiteterne styres i dag, faciliterer de denne beklagelige holdning.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Gengældelsens time

Er vi begyndt at bide fra os…?

Langt senere, end man nok skulle have troet, er der tilsyneladende en hvid mand ved navn Brenton Tarrant, der har sagt:

”Nu er det fandeme nok!”

Som gengældelsesforanstaltninger i regelen gør, har den ramt tilfældige mennesker, men der er dog her tale om et ringe tal i forhold til alle dem, der er blevet dræbt gennem muslimsk terror. Det skulle man ellers ikke tro, når man læser de forskellige reaktioner, ja, selv dronning Margrethe har følt sig kaldet til at sende et kondolencetelegram til det fjerne New Zealand.

Kristeligt Dagblad skriver, at der er tale om et angreb på det multikulturelle samfund. Det må vi i sandhed håbe! Når der er tale om muslimske angreb, har magthaverne travlt med at forklare, at det sandelig ikke har noget med islam at gøre, og at det kun er nogle få stakkels radikaliserede galninge, der har forøvet den. Der gik ikke mange timer efter aktionen i Christchurch, før skylden var helt entydigt placeret: Det var højreradikale, nationalistiske, nynazistiske grupper, der var ansvarlige, og der blev straks stillet krav om voldsomme indskrænkninger af ytringsfriheden, for det er angiveligt disse gruppers hadske tale, der har udløst ”terroren”. Lignende krav er aldrig blevet stillet til muslimske medier og hadprædikanter, der fredag efter fredag hetzer til hellig krig imod de ”vantro”. Tværtimod beskytter man med alle midler disses ”religionsfrihed”. At der også er tale om at tage våbnene fra folk, er klart. Verdens få tilbageværende hvide befolkninger skal gøres helt forsvarsløse.

Er ofrene for denne aktion uskyldige? Det er jo et definitionsspørgsmål. De er en del af den
ubevæbnede hær, der er sendt ud imod europæisk og hvid kultur med det klare formål at
fortrænge os og indføre kalifatet. Det er tankevækkende, at denne bølge allerede er nået så langt som til New Zealand. For 20 år siden var der praktisk taget – bortset fra den indfødte
maoribefolkning – ingen ikkehvide i New Zealand syd for ”The Bombay Hills”, det vil i praksis sige syd for Auckland. I dag har muslimerne store, prangende moskeer så langt væk som Christchurch. Og lad os slå fast: Der er ikke tale om stakkels flygtninge! De er rejst så langt, som man overhovedet kan rejse på denne klode! Der er masser af ”sikre lande” meget nærmere deres udgangspunkt!

New Zealand har ikke selv været plaget af muslimsk terror, derfor kan denne reaktion overraske. Man skulle have forventet, at den havde fundet sted i Frankrig, England, Tyskland, Catalonien eller Sverige. Forklaringen på, at det netop sker i New Zealand, er muligvis den fart, udviklingen der har taget, hvor vi i Europa har været over 50 år om at komme til, hvor vi er i dag. Vi har i Europa i dag vænnet os til at være totalt åndeligt kastrerede.

En ting er imidlertid sikkert, hvis ikke verdens hvide befolkninger kollektivt lægger sig til at dø – hvilket desværre er en nærliggende mulighed – vil vi komme til at se mange lignende aktioner i fremtiden, og de vil blive stadig voldsommere, til det ender i en åben borgerkrig – en krig uden fronter, hvor hvide frihedskæmpere kæmper imod alle de andre, og hvor de hvide landsforrædere forhåbentlig vil blive det første mål. Det vil blive et totalt Ragnarok, ud af hvilket der gerne skulle opstå noget nyt og bedre, men det forudsætter, at den hvide befolkning sejrer, og det er ikke på forhånd givet. Det af Kristeligt Dagblad og hele eliten og alle magthaverne højt besungne ”multikulturelle samfund” er nemlig et samfund, ingen hvide folkeslag har ønsket eller sagt ja til. Det er en katastrofal, altødelæggende og ækel dystopi, der er tvunget ned over os af den hvide civilisations dødsfjender, og hvis vi til sidst giver os til at gøre modstand på den eneste mulige måde, så skal man vel ikke undre sig over det. Hvis det er den eneste måde, vi kan redde vore
forfædres arv til vore børn på, er det vor pligt at forsøge det! Det er imidlertid ikke opløftende at se, hvordan hvide mennesker strømmer til åstedet i Christchurch for at lægge blomster for ofrene. Et folk, der ikke kender ven fra fjende, vil gå til grunde!

Jyllands-Posten mener ikke, at der er forskel på terror, eller at man skal skelne mellem
motivationen for terror. Al ”terror” er ifølge bladet et angreb på vore ”værdier”. Som sædvanlig er disse ikke defineret, men vi kan oplyse Jyllands-Posten om, at vi helt klart ikke deler værdier med bladet. Man hylder på Jyllands-Posten det kaotiske multikulturelle og globaliserede samfund og de landsforrædere, der bærer det, mens vi her kræver nationalstaten tilbage med alt, hvad dette indebærer. Kun den kan sikre, at vi har et fælles værdisæt, og at den europæiske kultur overlever. Muslimsk terror udspringer af muhamedanernes ønsker om at bekæmpe denne kultur og denne nationalstat, men ret beset bekæmper den jo i lige så høj grad det multikulturelle samfund. Muhamedanerne ønsker om nogen en ufri monokultur, hvor islam er grundlaget for alt, og hvor både kunst og videnskab er dødsdømt. Den hvide mands modaktioner er en forsvarsmekanisme, et forsøg på at forsvare den europæiske kultur, en opgave, der egentlig burde påhvile myndighederne, men de svigter også her. Det er ikke et middel, den hvide mand gerne griber til, men når han alligevel gør det, skyldes det, at han oplever, at hele vor kultur bliver kørt over. Han bliver ikke hørt i medierne, får ikke taletid i fjernsynet, hans bøger kommer ikke ud, skolerne ignorerer hans standpunkter, og selv bliver han kørt ud på et socialt sidespor, fra hvilket han aldrig kan komme tilbage. Se herom indlægget ”Dissidenter” andetsteds på denne blog. Det er denne totale udelukkelse af et befolkningsflertal fra den offentlige diskurs, der skaber væbnede aktioner – ikke noget som helst andet! Når et forsvar inden for lovens rammer ikke mere er muligt eller meningsfyldt, vil det give sig udslag i væbnet opstand. Det ved magthaverne, og derfor er det vigtigt at få taget våbnene fra folk. Vi må dog konstatere, at der aldrig har været flere våben i omløb end i dag – de er desværre bare i de forkerte hænder!

Det vil givetvis blive betragtet som ulovligt, hvis nogen priser denne aktion, og vi ved naturligvis heller ikke nok om den til at kunne gøre det. Vi vil imidlertid ikke under nogen omstændigheder på nuværende tidspunkt tage afstand fra den. Vi skal blot endnu engang konstatere, at man har ramt symptomet og ikke årsagen til denne misere. De skyldige er de mediepaver og politikere, der har givet os dette problem på halsen. På dette punkt var Breivik kommet længere i sin analyse, men han overså, at man i vor kultur ikke kan røre børnene, heller ikke børn af de skyldige. Det er simpelthen et tabu, og at vi har dette tabu, skal vi ikke være kede af. På grund af det var Breiviks gerning kontraproduktiv, og hans senere flirten med nazismen og heilen i retssalen, har jo ikke gjort det bedre. Der er imidlertid næppe nogen som helst tvivl om, at aktioner som den i Christchurch vil skabe stor glæde i hjerterne rundt omkring – også selv om de færreste vil indrømme det. Jeg har flere gange fra komplet upolitiske mennesker hørt beklagelser over, at Breivik ikke i stedet var gået ind i en moske. Desværre vil sådanne fuldt forståelige aktioner som sagt ikke løse det grundlæggende problem: at vore lande regeres af landsforrædere, som tilstræber at tilintetgøre deres egne befolkninger. Det er nældens rod, og det er den, der i første række skal gribes om! Når den newzealandske premierminister således taler om, at New Zealand ”er en stolt nation af mere end 200 etniciteter og 160 sprog”, kan vi kun sige, at et sådant land ikke mere er en nation, men et oplagt arnested for evig krig og evigt kaos, for heller ikke de 199 andre etniciteter vil kunne enes. Der findes ikke noget fredeligt og frit multikulturelt og multietnisk samfund noget sted på kloden! Åbn dog øjnene, og drag konsekvenserne af det, I ser!

Politikerne ser imidlertid intet. De er enten totalt hjernedøde, eller de bliver betalt godt for deres landsforræderi. De har imidlertid muligheden for at benytte statskassen til at træffe alle mulige beskyttelsesforanstaltninger, så ingen lige kan komme til at stille dem til regnskab. Løkke Rasmussen fortæller befolkningen, at vi blot skal lære at leve med terroren, mens han selv på skatteydernes regning har ladet etablere sikkerhedsforanstaltninger omkring sin egen privatbolig, som overgår, hvad nogen tidligere statsminister har tilladt sig – på trods af at der egentlig ikke har været nogen anslag imod europæiske politikere i meget lang tid, selv om en og anden måske nok kunne synes, at de ville fortjene det! Samtidig er Christiansborg for et meget stort beløb blevet
omdannet til et uindtageligt fort. Vi andre har ingen beskyttelse, og man har frataget os midlerne til at beskytte os selv, for meningen er jo netop, at vi skal udryddes. Kun ”eliten” skal overleve. Den kan imidlertid godt regne med, at den heller ikke overlever en muslimsk magtovertagelse, så ligegyldig hvordan det går, vil dens dage være talte.

Nogenlunde samtidig med al den halløj blev 6.000 kristne nigerianere dræbt af muslimer. Bare forat sætte tingene i relief! Der var ingen blomster der, ingen protester, ingen telegrammer fra hendes majestæt, ingen udtalelser fra Lars Løkke Rasmussen…

***

Som et PS skal det anføres, at der allerede er spekulationer på internettet om, hvorvidt
aktionen i Christchurch var iscenesat med det formål at benytte den som grund til at forbyde alle indvandringskritiske røster og tage våbnene fra befolkningen. Vi skal gerne indrømme, at den offentliggjorte video – som påfaldende hurtigt blev fjernet fra nettet igen (med den indskrænkning, at intet jo kan fjernes helt fra internettet) – er ganske besynderlig. Ofrene ligger tilsyneladende fredfyldt i behagelige stillinger med armene under hovedet, og når der angivelig skydes ind i bunken, rør ligene (?) sig overhovedet ikke, ligesom der ikke er blod, og væggene synes fuldstændig uberørte. Det ligner noget fra en meget dårlig film. Men fra at betvivle ægtheden af filmen og til at stille spørgsmålstegn ved, om aktionen virkelig har fundet sted, er der et godt stykke, som vi her på redaktionen ikke er parate til at gå. Vi tror ganske enkelt ikke på, at det vil kunne lade sig gøre at opretholde en sådan løgn. Men vi får at se, hvad der sker.

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Folkekirkens eksistentielle krise

Man skal vel efterhånden være mere end almindelig blind og døv for at overse, at den danske folkekirke er i en dyb krise, der vel kun kan ende med exitus. Vi tænker i denne forbindelse ikke på hverken faldende medlemstal eller svigtende fremmøde i kirkerne. Det er højst symptomer. Ondets rod er, at folkekirken er kommet i alvorlig splid med sig selv.

Det har længe ulmet under overfladen, men sygdommen brød for alvor ud, da en – selvfølgelig kvindelig – præst luftede ideen om at indføre et nyt dåbsritual. Det er hendes erfaring, at forældre, der kommer til hende for at få deres børn døbt, ikke forstår ritualet, og selv når de får det udlagt af præsten, er det stadig galt. ”De formår slet ikke at få ordene til at klinge med i deres egen tilværelse,” som hun skrev i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Det er også galt med lovprisningen og korstegnelsen, og ord som ”enbårne”, ”åsyn” og ”nåde” forstår moderne mennesker heller ikke. Så vidt sognepræst Birgitte Kragh Engholm, Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København.

Hvis det er, som præsten siger – og det er det nok – så er det jo tegn på en katastrofal mangel på uddannelse og dannelse, som denne skulle være formidlet igennem skolegangen. Ikke alene lærer man i dag ikke det danske sprog – man lærer heller ikke det mest fundamentale om den religion, der på godt og ondt udgør en væsentlig del af grundlaget for vor kultur. Hvad spilder vi egentlig penge på skolen for? For at de kære unger kan lære om tandbørstning, perverteres af såkaldt seksualundervisning og blive rigtige demokrater og ”lykkelige mennesker”. Dette projekt synes imidlertid heller ikke at lykkes. Aldrig har børn været så ulykkelige, som de er i dag, fordi de ingen identitet har, ikke kan føle sig som en del af noget, der er større end dem selv, berøves deres kønsidentitet, deres nationale identitet og forståelsen af deres historie, herunder af den religion, der på afgørende vis har været med til at forme denne historie. Dette uddannelsessystem er i sandhed et overgreb på børn – det mest alvorlige overgreb man kan begå!

Diskussionen standsede imidlertid ikke der. En sproglig fornyelse og nogle moderne salmer løser ikke det grundlæggende problem. Det ligger nemlig ikke i selve ritualet, men i den teologi, der ligger til grund for det, som Lars Sandbeck, der er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, så ganske rigtigt fremhæver det.

Det er måske her en god ide kort at resumere, hvad denne teologi egentlig går ud på. Den bygger på den Augsburgske Bekendelse, der er hele den lutherske læres og dermed også den danske folkekirkes grundlag. Hvad dåben angår, forholder det sig nogenlunde således:

Mennesket er fra natur af i bund og grund syndigt. Dette skyldes Syndefaldet, hvor slangen forledte Eva til at spise af lige netop det træ, Gud havde fortalt hende, at hun ikke måtte røre. Derfor har der også altid i kristendommen hvilet en særlig forbandelse over kvinden, fordi det er hendes skyld, at vi alle fødes til evig fortabelse. Heldigvis sendte Gud imidlertid sin søn til jorden, for at give os mulighed for at slippe ud af denne synd og den dermed forbundne evige fortabelse ved at han tog alle vore nedarvede og selverhvervede synder på sine skuldre og lod sig korsfæste for vor skyld. For at få del i denne nåde, skal vi
imidlertid forsage det onde og sige ja til Jesus. Det forekommer at være en god handel. Hvordan denne overførsel af alverdens skyld til Jesu skuldre og forløsningen gennem hans korsfæstelse så skal hænge sammen – ja, hvordan man overhovedet blanco kan overtage andre menneskers synd, og hvordan denne så kan slettes gennem en korsfæstelse af en uskyldig, det er jo unægtelig et andet, men såre interessant spørgsmål, som teologer med god grund har det med at vige uden om. Det kan lige så lidt som arvesynden klares med fornuft og logik, kun med mystik.

Når et barn bliver født, er det altså skyldigt og ondt og hjemfaldet til Helvedes evige pinsler, dersom det skulle dø uden at have sagt ja til Jesus. Dette er baggrunden for dåben – og for hjemmedåben (i dag vel dåben på hospitalet), hvis barnet er sygt og i livsfare. Først ved dåben får barnet mulighed for at blive et Guds barn, thi først der fjernes den iboende ondskab fra det. Derefter vil det så livet igennem være op til barnet at gøre sig fortjent til frelsen, for denne følger desværre ikke automatisk af dåben, men dåben er en
forudsætning for frelsen. Får man foretaget en provokeret abort, slår man således ikke alene sit barn ihjel, man sender det direkte til Helvede til de evige pinsler, thi arvesynden kommer ikke med fødslen, men allerede ved undfangelsen…

Problemet ligger nok i, at det ”moderne” menneske vil sige nej tak til denne teologi og denne religion i sin helhed – og med god grund. Den er i bund og grund menneskefjendsk. Så måske er det alligevel bedre, at forældre til nyfødte ikke helt forstår, hvad det er, der foregår under dåbshandlingen.

I et yderligere indlæg i Kristeligt Dagblad, kridter sognepræst Claus Thomas Nielsen fra Stauning banen meget klart op:

”Det er jo ganske korrekt, at folkekirken ikke har et pædagogisk problem. Folkekirken har ikke et formidlingsproblem. Folkekirken har kun et indholdsproblem. Al tale om ny musik, nye salmer, nye bønner og så videre handler alene om, at man vil have en ny teologi, det vil sige en ny religion, ind i kirken. En religion uden en almægtig, enevældig Gud, uden arvesynd, uden Jesu offerdød, uden Guds vrede, uden dommedag.

Som det er i dag, bruger de fleste præster ritualer og bønner, som ganske åbenbart modsiger det, de i øvrigt forkynder og står for. Kun de nyeste salmer forkynder den postkristne religion, som tager udgangspunkt i mennesket i stedet for Gud.”

Pastor Nielsen rammer her præcist hovedet på sømmet. Den postkristne religion tager sit udgangspunkt i mennesket, ikke i Gud, for mennesket har jo afskaffet Gud og gjort sig selv til jordens omdrejningspunkt. Pastoren hylder Sandbeck for at påpege, at diskussionen i virkeligheden drejer sig om indhold og ikke form, men det er samtidig klart, at pastor Nielsen selv står fast på den traditionelle kristendoms grund. Han savner endog eksorcismen i forbindelse med dåben, af hvilken der kun er forsagelsen tilbage. For ham er
udøbte børn besat af det onde, og dette må uddrives af dem, inden de kan døbes. Dette er kristendom pur.

Over for denne holdning står de moderne præster – og i særlig grad et stort antal kvindelige præster, der tilsyneladende har meget svært ved logisk, filosofisk og teologisk tænkning. De er fortalere for de bløde værdier, candyfloss, Jesus med chokoladeovertræk, godhed, uendelig godhed – ja, de ønsker at gøre kristendommen i den danske folkekirkes klædedragt til en integreret del af den liberale, multikulturelle godhedsindustri. De har ingen forståelse af religionens væsen og ingen bevidsthed om dens historie eller om kirkens plads i nationen som bærer af traditionen.

Tendensen er naturligvis ikke ny. I K.G. Brøndsteds novelle ”Udnævnelsen” fra 1917 ser hovedpersonen i en drøm fremtiden for den danske folkekirke således:

”Kristus var nogle Steder den guddommelige Frelser, andre Steder kun et ædelt Menneske, andre Steder ikke andet end en Mythe, i nogle Kirker omtaltes han slet ikke. Helligaanden var afskaffet de fleste Steder. Selve Gudsbegrebet var nogle Steder kun en Abstraktion, et Navn på Menneskets eget Følelsesliv. Livet efter Døden var ude af Kurs, dog havde Belønning efter Døden mange Tilhængere, Straf efter Døden derimod ingen.”

Det er dertil vi i dag er kommet.

Men nu var slusen åbnet. Det næste ritual, der stod for skud, var nadveren. Også det er uforståeligt for kirkegængerne – og også her kan vi kun sige: Godt det samme!

Nadveren er – som alt andet i kristendommen – en sølle kopi. I dette tilfælde kommer den fra den hellenistiske Mithraskult, som var udbredt over hele Romerriget. Gennem præstens hokuspokus forvandles vinen og brødet til henholdsvis Jesu blod og Jesu legeme. Det er ikke symbolsk, det er i kristelig selvforståelse virkeligt, så det, vi taler om, er reelt et kannibalistiske måltid. Folkekirken forsøger at tale sig uden om denne kendsgerning, men Luther er helt klar i mælet: “Est!” Det er det, der står i Bibelen. Velbekomme! Mon ikke det er bedst, nadvergæsterne ikke rigtig fatter dybden af dette?

Ja, end ikke orglet er fredet. Det er efter modernisternes opfattelse gammeldags og kan ikke rigtig gengive den musik, publikum i dag efterspørger. Efter at have hørt organisten spille filmmusikken til Star Wars til glæde for et hold konfirmander, kan jeg garantere, at et orgel kan spille hvad som helst. Spørgsmålet er, om det bør bruges til at spille hvad som helst?

Ja, Høsterkøb Kirke har endda ændret liturgien og forkortet højmessen, så den i stedet for 5 kvarter kun varer 3 kvarter, så man undgår noget af alt det kedelige, og i stedet for de traditionelle salmer synges der så ”ny musik” som f.eks. Leonand Cohen og Bob Dylan, ja, der kan sikkert også blive plads til The Beatles, Kim Larsen eller ”Smilende Susie”. Den kvindelige præst fremhæver det stigende antal kirkegængere, men en anden præst hævder, at besøgsprocenten i Høsterkøb stadig kun er godt det halve af landsgennemsnittet, så måske er succesen ikke så stor endda. Præsten, Annemette Norsker, siger, at den nye gudstjeneste er resultatet af, at hun har spurgt folk i Høsterkøb, hvad der ville få dem til at gå i kirke, og har indrettet sig efter det… Stakkels Gud!

Kristendommen har sammen med de andre store bogreligioner altid udmærket sig ved at være en modstanden af videnskab og menneskelig nysgerrighed. At begære frugterne fra kundskabens træ har siden Eva været tabu og er helt bogstaveligt blevet forfulgt med bål og brand. Hele uerstattelige biblioteker er gået op i røg, og kristendommen har skønsmæssigt forsinket den samlede videnskabelige og tekniske udvikling i Europa med mindst 500 års dyb åndelig formørkelse. Vi regnede vel efterhånden med, at kirken havde opgivet denne position, men der var vi for optimistiske. Allerede nogle måneder inden
dåbsdiskussionen brød ud, havde sognepræsten ved Sankt Marie Kirke i Sønderborg, Mads Jakob Thorlund Jakobsen, på ny udfordret videnskaben i skikkelse af Darwins evolutionslære, som han gør ansvarlig for den manglende solidaritet i samfundet. Som sædvanlig har han ikke forstået Darwin, der ikke taler om den stærkestes overlevelse, men om den mest egnedes, dvs. at den overlever, som er bedst egnet til at tilpasse sig ændrede levevilkår. Dette kunne unægtelig tjene som et mene tekel til kirken! For pastor Jakobsen er Darwins lære vranglærdomme, skabelsen er der tilsyneladende gjort tilstrækkeligt rede for i Bibelens skabelsesberetning. Man må her igen spørge sig selv om, hvad der vel er gået galt i undervisningen, og om, hvorvidt samfundet skal betale for den forgæves uddannelse af sådanne formørkede individer. Evolutionslæren er ikke et spørgsmål om tro, men om sikret viden. Igennem mere end hundrede års forskningsresultater er den hele tiden blevet bekræftet, og der har intet kunnet fremføres til støtte for Bibelens skabelsesberetning eller et intelligent design – absolut intet!

Biskoppen kaldte ham forsigtigt til orden og forslog ham at læse lidt mere på Darwin, hvilket præsten afslog, medmindre han blev tvunget, og nu blev biskop Marianne Christiansen, om hvem der ellers ikke er så meget godt at sige, selv offer for et heftigt angreb fra en lang række præster, der vel i bund og grund støtter pastor Jakobsens syn på videnskaben. På denne liste fandtes der desværre en lang række navne på præster, som vi ellers kender som særdeles fornuftige mennesker. Det er faktisk til at græde over, for biskoppen har jo her inderlig ret. Hvis kirken vil fremprovokere en diskussion med videnskaben og benægter rigtigheden af evolutionen, vil den uundgåeligt tabe – og denne gang vil den tabe stort. Den forsynder sig imod Darwins idé om den mest egnedes overlevelse. Hvis ikke kirken forstår på afgørende punkter at tilpasse sig virkeligheden, så vil den forsvinde, for den har for længst mistet sin tidligere styrke, som i nogen grad tillod den at benægte fakta. Den vil da blive erstattet af islam, ikke fordi islam har nogen bedre forståelse for videnskaben, det være sig så langt fra, men fordi islam stadig igennem sine fanatiske menigheder har styrken til at ignorere fakta.

Vi havde gerne være kristendommen og alt dens væsen foruden, men vi anerkender den kendsgerning, at kristendommen i meget vid udstrækning har været bestemmende for vor kulturelle udvikling. Vi kan derfor ikke bare afskrive den eller erstatte den. Men hvis kristendommen vil overleve som kirke, må den besinde sig på, at dens lære er fuldstændig ude af trit med virkeligheden, og at dens trossætninger ville blive afvist massivt af befolkningen, hvis den kendte og forstod dem. Der er ingen som helst faktuel sandhed i kristendommen, der er kun tro, ja nærmere overtro, for der er tale om vrangforestiller, man inderst inde godt ved ikke er sande.

Det eneste, kristendommen har at tilbyde mennesket, er mystik. Mennesket har brug for ceremonier og højtidelighed, som man ikke nødvendigvis skal forstå, men som skal opleves, og som bærer en urgammel tradition videre og dermed giver kraft til den enkelte. Opgiver man denne mystik, dør man. Naturligvis skal kirken også styrke det folkelige fællesskab og drive den nødvendige sjælesorg over for mennesker i eksistentiel nød og eventuelt også bistå dem med ubureaukratisk økonomisk hjælp, hvis de har det behov, men det er der også andre, der kan.

Dette er naturligvis et vanskeligt, ja, måske umuligt skridt at tage for den lutherske kirke, thi det var alt det, Luther i sin naivitet brød med. Han gjorde hver mand til præst og opmuntrede menigheden til at læse Bibelen, hvilket hidtil af gode grunde havde været forbudt, for dersom man læser den, kan man jo ikke undgå at se dens selvmodsigelser og idioti, og hvis man gransker lidt i tilblivelseshistorien, vil den lærde hurtigt finde ud af, at den bygger på buddhistiske kilder, der er oversat i henhold til tidens oversættelsesforestillinger, der ikke ligner vore, således at oversættelserne måske ikke er umiddelbart genkendelige ved første øjekast.

Den katolske kirke har forstået dette bedre, i hvert fald indtil det 2. vatikankoncil, hvor latinen blev forvist til køkkenet og det hele gjort lidt mere folkeligt, og med det seneste pavevalg er den katolske kirke vel også sendt på dødsgangen, selv om dødskampen nok vil vare et godt stykke tid.

Den russisk ortodokse kirke, derimod, har bevaret sin liturgi stort set uændret igennem århundreder. Det meste af gudstjenesten er liturgi, og denne er på oldkirkeslavisk, som kun præster og slaviske filologer forstår. Alligevel kan den tryllebinde sin menighed igennem et par timer, og her står menigheden op! Kun prædikenen er umiddelbart forståelig for menigmand, og her magter man at slå bro mellem det teologiske dyb og den praktiske hverdag. Samtidig er de ortodokse klostre – og i nogen grad sikkert også de katolske – et betydeligt reservoir af viden og visdom, som den protestantiske kirke ikke gør sig nogen forestillinger om og ikke har nogen chance for at nå. Den ortodokse kirke vil ikke forstås – og når man prøver at forstå den, mødes man med skepsis, ja uvilje, for religionen skal ikke forstås, men føles. Den skal åbne et vindue ind til det, selv moderne mennesker måske har svært ved at sætte ord på, og give disse en vis tryghed i en til tider kaotisk verden.

Den danske folkekirke er i en vanskelig situation, men den gør det ikke lettere for sig selv. Den må give afkald på enhver forestilling om, at man skal forstå den – for hvis folk forstå teologien, vil de vende sig fra kirken. Man kan heller ikke modernisere sig, så man blive lige så ligegyldig som tidens andre underholdningstilbud, men man skal under ingen omstændigheder forsøge at konfrontere videnskaben og fastholde et uvirkeligt verdensbillede. Man må nøjes med at holde den nationale tradition på det religiøse område i hævd og levere den mystik, de fleste mennesker gerne vil opleve i livets største og livets tungeste stunder – og dette er et sted, hvor kirken stadig ikke har nogen seriøs konkurrence. Derudover bør sognene være kulturelle kraftcentre, således som de tidligere var det, og på den måde bidrage til at styrke både den enkelte og hele samfundet. Også dette vil imidlertid kræve en nyorientering, men det vil vi komme tilbage til ved en senere lejlighed.

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Ved bispens fødselsdag…

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, der de facto er kirkelig leder af den danske folkekirke (den første blandt ligemænd), fyldte fredag den 22. februar 60 år. Det giver os anledning til at minde lidt om, hvem denne biskop er.

Kristeligt Dagblad bruger en hel temmelig intetsigende side på ham, men får dog mindet
om, at Skov-Jakobsen mener, at muslimer og kristne tror på den samme gud! Det må i så fald være en gud, der lever med en alvorlig psykisk personlighedsspaltning, og en gud, vi her aldrig har hørt om. Det er faktisk ganske utroligt, at en teolog kan fremsætte en så forvrøvlet udtalelse. Bladet minder også om, at Skov- Jakobsen var med til at gennemføre, at kirken blev tvunget til at foretage homoseksuelle vielser – et teologisk svigt af rang, der vidner om svag bibellæsning – om nogen overhovedet.

Jyllands-Posten formår på godt den halve plads under overskriften ”Københavns kulturkristne biskop hylder mangfoldigheden” at sige flere væsentlig ting om hans hellighed. Vi tillader os at citere:

”For Københavns biskop er en af kerneværdierne mangfoldighed, og derfor lægger han stor vægt på – og arbejde i – samarbejdet mellem folkekirken og andre religiøse trossamfund, bl.a. jøder og muslimer.”

Hertil siger bispen selv: ”Vores samfund bliver mere og mere multikulturelt. Samtidig ser vi øgede tendenser til polarisering og en dem og os-retorik, hvor man peger fingre ad hinanden og tænker i konflikter. Vi lever under den samme himmel og skal ikke splittes op i isolerede enheder.”

Således den danske folkekirkes fornemmeste biskop, der samtidig kalder sig selv ”kulturkristen” og vedgår, at han ikke ”tolker Bibelen helt bogstaveligt”. Han mener, at han er kvalificeret til at ”fortolke” den.

Glemt er den Augsburgske Bekendelses bud om at bekæmpe muhamedanerne og alle andre, der ikke følger den rette lære, glemt er missionsbefalingen, glemt er kristendommen og kirken i sin helhed. Det kan godt være, vi lever under den samme himmel, men vi er ikke ens. Vi er folkeslag med vidt forskellige kulturer – og vidt forskellige religioner. Det er mangfoldighedens skønhed. Menneskeheden er splittet op i enheder, der burde være isolerede fra hinanden, så der ikke var lejlighed til nogen pegen fingre, og så der ikke ville opstå så mange konflikter – den er ikke den ensartede brune masse, biskoppen ønsker at forvandle den til.

Den danske folkekirke, som han ved menneskenes dumhed og Guds fravær er sat til at forvalte, er en sammenslutning af danske kristne mennesker, der følger den augsburgske bekendelse, som synes at være hans hellighed lige så ubekendt som Bibelen. Det er kirkens opgave at forvalte dette budskab. Det burde biskoppen lægge sig efter at gøre – måske i stedet for at være formand for Dansk Flygtningehjælp, hvis virke kun kan betegnes som landsforræderisk og imod kirkens interesser!

Lige så sølle ser det ud med præsteløftet, som tilsyneladende ikke gælder for biskopper. Her lover præsten:

”at beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger… (der er ikke nogen licens til frit at fortolke det!)

at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse… (der er ingen undtagelser!)

at stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede, og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel…”

Dette forbillede er naturligvis fraskilt. Alle bliver jo i dag skilt – men det er ikke alle, hvis embede påbyder dem at være forbilleder!

Når biskoppen har aflagt præsteløftet ”med regnskabsdagen for øje”, må man imødese, at han indkaldes til et alvorligt torskegilde hos Sankt Peter! Det håber vi at kunne referere fra, når vi kommer så vidt. Det vil være svært at forestille sig, at Skov-Jakobsen med sit generalieblad får lov til at gå igennem Perleporten. Der er selvfølgelig altid nåden, men den forudsætter, at man er sig sin skyld bevidst. En sådan bevidsthed synes hans velbehagelige hellighed ikke at besidde. Så måske skal han belave sig på sit møde med
tyngdekraften, når han sendes ”det andet sted” hen, hvor han utvivlsomt vil komme på sin rette hylde blandt mangfoldige kolleger.

Når folkekirken går sin død i møde som kristen kirke, er det ikke så meget, fordi menigheden svigter den, men fordi præstestanden med bisperne i spidsen leder den i fordærv.

Kristelig Dagblad minder også om Per Ramsdal, præsten, der fornægtede hele trosbekendelsen i et interview med Jyllands-Posten, hvilket af Københavns biskop blev udlagt som et ”fortolkningssvigt”, således at Ramsdal blev sendt på efteruddannelseskursus. Det er lykkedes os at komme i besiddelse af en optagelse
af denne kammeratlige samtale. Den findes afskrevet i bogen ”Utidssvarende betragtninger 2017” og kan også læses her.

Udgivet i Kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Retsstaten

De potentielle gerningsmænd til mord som disse og utallige andre forbrydelser vil danske politikere nu have “hjem” til Danmark.

De fleste af de overlevende danske konvertitter og fremmede med dansk statsborgerskab, der i deres islamistiske begejstring rejste til Irak og Syrien for at kæmpe for deres religiøse idealer i Islamisk Stat – alt imens de hævede sociale ydelser fra den danske stat – står nu i kø for at få lov til at komme ”hjem”, og de ”demokratiske” politikere vil til syvende og sidst give efter for dette pres, der understøttes af alle de intellektuelle landsforrædere og forbrydere imod det danske folk – ingen nævnt og ingen glemt!

Disse såkaldte mennesker forlod deres sikre opholdssteder i Europa, hvor de fremmede helt øjensynligt på falsk grundlag havde fået politisk asyl og statsborgerskab, for at kæmpe for vel den mest morderiske, modbydelige og forbryderiske gruppering, verdenshistorien har set siden den russiske revolution. Opregningen af dens grusomheder vil fylde hele biblioteker.

I denne forbindelse har Jyllands-Posten den 19.2.19 en rørende leder, hvori man fremhæver, at det netop er i en sådan situation, retsstaten skal stå sin prøve. I Jyllands-Postens elfenbenstårn mener man i fuldt alvor, at vi skal hente disse forbrydere til Danmark og stille dem for en dansk domstol, dømme dem efter dansk lov og indespærre dem nogle få år i et dansk luksusfængsel, hvorefter de igen i fuld frihed kan fortsætte deres terroristiske virksomhed nu direkte rettet imod det danske folk. Hvor totalt afskåret kan
man være fra virkeligheden?

De er for det første allerede hjemme, og de har begået deres forbrydelser i Irak og Syrien. Hvis man overhovedet vil spilde ressourcer på at retsforfølge dem, bør de derfor udleveres til de pågældende landes regeringer, der må stille dem for en domstol der og straffe dem efter gældende lov i disse lande. Dette er vel kun rimeligt. Det er i vid udstrækning disses borgere, der har lidt under Islamisk Stats terrorvælde og ofte betalt for det med en smertefuld død. At forestille sig, at vi her skulle kunne gøre dette arbejde, er komplet vanvid – af mange grunde – men frem for alt, fordi vor lovgivning overhovedet ikke er gearet til at straffe forbrydelser af denne art efter fortjeneste. Dernæst fordi bevisbyrden vil være meget vanskelig at løfte. Alle eventuelle beviser befinder sig i Irak og Syrien, hvis de i det hele taget kan findes. Snilde advokater som Bjørn Elmquist vil let få dem frikendt eller idømt latterlige, milde straffe. Endelig fordi sådanne retssager ville koste trecifrede millionbeløb, som den danske skatteborger ville skulle udrede i sager, som er Danmark fuldstændig uvedkommende. Det er ikke tilfældigt, at samme Elmquist og andre advokater slås for at få dem til Danmark. Der er store millionindtægter at hente på at forsvare dem – alt sammen betalt af den hårdtarbejdende dansker. Dertil kommer, at fængselspladser koster ca. 800.000 kr. pr. næse om året – langt mere, end der ofres på vore ældre medborgere.

Men hvad så med retsstaten? Den afskaffede man allerede i 1945, idet den ikke lod sig forene med den politiske og historiske situation, og man har ikke siden fået den genindført, men bortset fra det, forholder det sig jo sådan, at forudsætningen for en retsstat er en generel opbakning om dennes principper i samfundet, en fælles kultur, inden for hvilken et bestemt sæt retsregler er almindelig accepteret og anerkendt. I en sådan kultur lovgiver man om de forbrydelser, der erfaringsmæssigt vil blive begået i det pågældende samfund. Her har vi at gøre med menneskelignende skabninger, der helt klart lader hånt om ethvert civiliseret retsbegreb. De er simpelthen ikke en del af vor forestillingsverden. Vi har ganske enkelt i vort retssystem ikke taget højde for en sådan optræden og sådanne forbrydelser, og kulturelt er vi overhovedet ikke skikkede til at udføre retlige undersøgelser i så fremmedartede miljøer. Vi har fået en forsmag på dette i forbindelse med de sager, der har været ført om påstået tortur, hvor danske myndigheder uden videre tager alle ”dokumenter” fra Mellemøsten for gode varer, selv om de er købt og
betalt af de påståede ”torturofre”. En retsstat efter vort mønster kan kun opretholdes inden for vore kulturelle og samfundsmæssige rammer – inden for civilisationen. Men IS og dens støtter ligger langt, langt uden for alt, hvad man kan betegne som civilisation. Vi har ingen straffe, der svarer til deres forbrydelser. De skal behandles i henhold til deres egen retsorden, som de selv så grusomt har håndhævet, og som de vel derfor må stå inde for. Man skal jo som bekendt behandle andre, som man selv vil behandles!

Folk, der vil importere dette afskum til Europa, udsætter bevidst de europæiske folkeslag for terror. De skal ikke blive glemt. De må antages at anerkende IS’ retsorden, og de skal derfor på dommens dag behandles i overensstemmelse med denne.

I den nigerianske forfatter Chinua Achebes fortrinlige lille roman Things Fall Apart opstår der en situation, hvor kristne fantaster har dræbt stammens hellige slange. Alle var forfærdede, og ingen vidste rigtigt, hvad de skulle gøre, for der var i stammen ikke foreskrevet nogen straf for denne forfærdelige forbrydelse – simpelthen fordi ingen havde kunnet forestille sig, at nogen nogensinde ville kunne finde på noget sådant. Det er den situation vi befinder os i.

Det kan sammenlignes med de internationale konventioner om krigsførelse. De forudsætter, at begge parter har ratificeret dem. Ellers gælder de ikke. Det var en af grundene til, at krigen på Østfronten under den anden verdenskrig blev så grusom og blodig. Sovjetunionen havde ikke ratificeret konventionen om landkrigsførelse og havde heller ikke i sinde at overholde den. Ergo gjorde tyskerne det heller ikke. Vi er i krigen mod IS i samme situation, og den krig er ikke slut. Den vil fortsætte, til islam er udryddet fra jordens overflade, og de pt. forhenværende IS-krigere vil forblive IS-krigere, indtil nogen sender en kugle igennem hovedet på dem, hvilket er, hvad man uden omsvøb burde gøre der, hvor de nu befinder sig! Kun sådan mindsker man faren for terroristiske anslag i Europa fremover. Amerikanerne er eksperter i sådan noget, så se at få det gjort!

Det samme gælder krigernes brude og deres afkom. De vil være tikkende bomber under vore samfund og den retsstat, Jyllands-Posten i sin febervildelse fabler om. Skyd dem!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar