Le suicide français

Udgivet den juni 6, 2023 af Danmarks Frihedsraad

BOGANMELDELSE:
Éric Zemmour:
Le suicide français (Det franske selvmord)
Albin Michel 2014

Denne bog er så sandt ingen nyhed, men jeg har længe haft lyst til at skrive lidt om den og dens forfatter. Ofte har jeg efterlyst jøder, der går imod den strøm af nedbrydende propaganda, som med forkærlighed udspredes af netop den jødiske elite. Og med Zemmour har jeg fundet en selv blandt jøder usædvanlig begavet en af slagsen. Og hans verbale intelligens og hans fortælleevne er helt i top.

Det er imidlertid ikke opbyggelig sofalæsning. På 527 sider følger han den franske nations vej mod undergangen fra de Gaulles død og indtil bogens udgivelse. Alle aspekter af samfundet bliver taget op. Indvandring, bankvæsen, økonomi, kultur, medier, religion, EU osv. Og der lægges ikke fingre imellem. Men det er jo netop problemet. Zemmour beskriver undergangen, men hvad skal man gøre imod denne udvikling? Jah, det giver bogen jo ikke mange klare og konkrete svar på, for hvad kan man gøre? Det vil næppe være muligt at gå tilbage til de Gaulles tid og blot fortsætte ud ad dennes spor.

Zemmour er imidlertid ikke kun en skrivebordsfilosof. Han deltager i politik og opstillede end­og til det seneste præsidentvalg, hvor han dog blev slået allerede i første valgrunde. Og netop denne opstilling gør ham også til en omstridt figur på højrefløjen. Han skaber angiveligt splittelse, idet højrefløjen jo i forvejen føler sig repræsenteret af Marine le Pen og hendes Rassem­ble­ment National, mens Zemmour har slået sig sammen med Marine le Pens noget mere rabiate niece Marion Maréchal i partiet Reconquête (Generobring), hvis formand (og præsidentkandidat) han er. Éric Zemmour er en personlig ven af familien le Pen, men han siger – måske meget realistisk – at en le Pen aldrig vil være i stand til at vinde tilstrækkelig støtte til et præsidentvalg. Men Zemmour kunne altså heller ikke. Denne splittelse til et valg er imidlertid ikke så alvorlig i Frankrig, hvor man har 2 valgrunder, hvis ingen kandidat opnår 50 % af stemmerne i første runde.

Det skal tilføjes, at Zemmour er meget rabiat. Han siger tingene ligeud – og det er forfriskende – men åbenbart sælger det ikke billetter nok. Marine le Pen tog konsekvensen af sit første valgnederlag som præsidentkandidat ved netop at moderere sig så meget, at hun blev lettere irrelevant, et mønster vi kender så godt fra dansk politik. Et demokratisk valg kan kun vindes på en intetsigende konservativ liberal-socialistisk midterplatform, der aldrig vil kunne gennemføre virkelige ændringer – og som heller ikke har til hensigt at gøre det. Et sådant partis eneste eksistensberettigelse er at skabe forsørgelse til sine parlamentsmedlemmer og andre politiske snyltedyr. Inger Støjberg lader hilse.

Le suicide français er usædvanlig velskrevet, og sproget er endog særdeles rigt, men det forudsætter gode kundskaber ikke blot i fransk sprog, men også i fransk historie og franske samfundsforhold. Det er ikke en bog, man vinder masserne med! Men der skal naturligvis også være noget for de andre. Bestemt.

Jeg er naturligvis klar over, at denne bog ikke vil finde nogen større læserskare her i landet, hvor fransk for længst er forsvundet som fremmedsprog. Man tror i dag, at verden kan forstås på engelsk – men derved får man blot et engelsk (i realiteten amerikansk) perspektiv trukket ned over hovedet. Moderne danskere forstår kun amerikansk tankegang – om man da overhovedet kan tale om tanker i den sammenhæng. Jeg har imidlertid med denne korte anmeldelse blot villet åbne et vindue på klem til forståelse af fransk politik på højrefløjen. Frankrig er stadig et vigtigt land i Europa. Om den nuværende præsident kan absolut intet godt siges, men der kommer jo også en dag efter ham.

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

On Russia

Udgivet den maj 31, 2023 af Danmarks Frihedsraad

BOGANMELDELSE:
Vilis Vītols: On Russia. A Neighbours Experience
SIA UG1, Riga, 2022

Denne bog fandt jeg ved et tilfælde i en boghandel i Riga ved mit sidste besøg der. Lad det være sagt med det samme. Dette er den elendigste bog om Rusland, jeg nogensinde har læst. Vītols’ familie har lidt hård under kommunismen og været deporteret til Sibirien etc., og manden selv har levet 55 år af sit liv i udlandet, hovedsagelig i Venezuela. På grund af sin familiehistorie hader han Rusland, men har fuldstændig mistet sit overblik – både over verdenshistorien og over Letlands historie. Begge dele er skidt, og forsøget på at ville forklare historien som en lang serie af russiske forbrydelser er patetisk.

Vītols går langt tilbage i sin historie for at ”bevise”, at det russiske folk generelt består af voldelige, usympatiske, fordrukne og uciviliserede halvasiatiske horder, rigtige ”Untermenschen” for nu at ulejlige en titel på et hæfte fra Det Tredje Riges tid, et hæfte, der dog selv der hurtigt blev forbudt og trukket tilbage. Samme skæbne burde overgå Vītols makværk. Vi hører om, hvor forfærdeligt et menneske både Ivan den Grusomme og Peter den Store var – men hans historier om især Peter I er jo omstridte og betegnes af russiske historikere som opspind og myter. Det skal jeg ikke kunne afgøre, og det er også fuldstændig ligegyldigt. Tiden dengang var en anden og havde andre normer – ikke bare i Rusland, men også i resten af Europa. Og ligesom der i ”Det Vilde Vesten” herskede en egen retstilstand, har der givetvis også gjort det i Sibiriens øde egne, hvor folk generelt var anvist til selv at etablere ordnede forhold med de midler, de nu havde til rådighed. Store riger er desuden aldrig opstået gennem dialogkaffe, men på slagmarken. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor riger skal være store, men det er der både økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde til. Under alle omstændigheder er det imidlertid længe siden. Stalin får naturligvis også en tur i møllen – og det fortjener han også – men Stalin var jo ikke russer. Han var ligesom Berija georgier, og nogle af de værste bødler var jøder (1). Det folk, der har lidt mest under Stalin, var dog vel russerne (2).

Han nævner også Ruslands ”undertrykkelse” af de mange små folkeslag inden for de skiftende russiske grænser. Nuvel, mange af disse etniske grupper er uhyre små og spredte – de ville ikke have nogen eksistensmulighed alene. Og at deres sprog overhovedet har en skriftlig form, kan de takke russiske sprogforskere for. At disse sprog er trængte, er indlysende for enhver, der har besøgt autonome republikker eller regioner. I en union eller føderation er der fri bevægelighed, og det medfører uvilkårligt en befolkningsblanding. F.eks. er hele olie- og gasindustrien afhængig af russiske eksperter, og inden for erhvervslivet er sproget nu engang russisk. Som filolog finder jeg det begrædeligt, at det er sådan – men det er en udvikling, der er vanskelig at standse. Den russiske stat poster rent faktisk betydelige pengemidler i forsøg på at bevare truede lokale sprog og kulturer, men effekten er begrænset. Det er ”overflødige sprog” – folk vil også i Rusland hellere lære engelsk eller i fremtiden måske snarere kinesisk. Der skal tvang til for at bevare f.eks. tjuvasisk, der er et filologisk interessant sprog, som har status som officielt sprog i republikken Tjuvasien ved Volga med ca. 1 mio. indbyggere. Det er op ad bakke! Det kræver tvangsundervisning, og det er vanskeligt, for tilrejsende udefra ser ingen nytte i at lære tjuvasisk. Men hvordan er det med vore egne dialekter? De er forsvundet på 2 generationer. Den samme skæbne vil overgå dansk, men det vil måske tage 3 generationer. Også dansk er et ”unyttigt sprog”, når alle kan engelsk – og det er målet, at alle skal kunne det.

Der er nok reelt ingen autonome republikker i den Russiske Føderation, der har noget ønske om at opnå selvstændighed. Der er ikke rigtig noget grundlag for nogen ”befrielse”. Nu vil mange nævne Tjetjenien, men Tjetjenien havde jo de facto opnået selvstændighed, men amerikanernes forsøg på at etablere et kalifat i Kaukasus gjorde en ende på det. Der var grænsen nået! Ikke med et ord drages der i Vītols bog paralleller til andre lande eller til verdenshistorien som helhed. Det britiske imperium omfattede i begyndelsen af 19-hundredtallet 20 % af verdens areal, fordelt på samtlige kontinenter og 25 % af verdens befolkning. Det franske omfattede 10 % af verdens areal. Dertil kommer spanske, portugisiske og nederlandske koloniriger, belgisk Congo osv. Helt ærligt: De var heller ikke resultatet af dialogkaffe, og undertrykkelsen var brutal og komplet. Og så var der jo slavehandlen, udryddelsen af de amerikanske indianere og de australske aboriginals… listen er lang. Alt dette nævnes ikke. Og det gør jo bogen fuldstændig uvederhæftig. Den fremstiller det, som om Rusland var den eneste kolonialmagt og den eneste, der havde brugt militær magt til at sikre sit territorium.

Det allerværste er imidlertid, at Vītols heller ikke kender sit eget folks historie. Letland var en integreret del af det russiske zarrige – med alle de fordele dette også indebar med hensyn til økonomi og kultur. Og letterne tog jo selv del i administrationen af dette rige. Endnu værre er imidlertid, at landets befolkning selv sluttede massivt op om bolsjevikkerne efter den russiske revolution og aktivt modarbejdede en reel selvstændighed. Denne tilkæmpede man sig dog med udenlandske frivilliges hjælp, bl.a. tyskeres, esteres og danskeres (3). Faktisk opnåede lettiske bolsjevikker op til 70 % af stemmerne ved valg. Dette tal er naturligvis mindsket i den første selvstændighedsperiode, men der har bestemt været en solid tilhængerskare også i 1945, og når sovjetiske historikere vil hævde, at Letland selv tilsluttede sig Sovjetunionen, er det måske nok en tilsnigelse, men der var rent faktisk mange letter i den sovjetiske administration. Undertrykkelsen af letterne blev også gennemført af letter! Og det samme er også tilfældet i de andre baltiske lande. Når man besøger okkupationsmuseet i Vilnius i Litauen, er det også her ganske slående, hvor mange litauere, der deltog i undertrykkelsesmaskineriet – og der var også folk fra de øvrige sovjetrepublikker. Sovjetunionen var ikke bare Rusland!

Og når vi taler om ”russisk grusomhed”, finder man netop hos Mikkel Kirkebæk en beskrivelse af lettisk grusomhed under uafhængighedskrigen efter zarrigets fald:

”Kampene i De baltiske Lande var så vilde og forbitrede, som jeg aldrig har oplevet det, hverken i Den første Verdenskrig eller i alle mine slag som frikorpsmand. Der var ikke nogen egentlig front, fjenden var overalt. Og når det kom til sammenstød, blev det til blodbad og fuldkommen udslettelse. Letterne gjorde sig navnlig bemærket. Her så jeg for første gang den grusomhed, man udviste over for civilbefolkningen. Letterne tog frygtelig hævn på deres egne landsmænd, hvis de havde taget sig af eller hjulpet tyske soldater eller russere fra Den hvide Hær. De stak ild på deres huse og lod beboerne levende indebrænde. Utallige gange så jeg disse grusomme syn, nedbrændte hytter med forkullede og forbrændte kvinde- og børnelig. Første gang jeg så det, stod jeg som forstenet. Jeg mente dengang at være vidne til højdepunktet af menneskets afsindige ødelæggelse.” (4)

Og hvem har skrevet dette? Ingen ringere end Rudolf Höss, senere lejrkommandant i Auschwitz, en mand, for hvem grusomhed næppe har været helt fremmed. Citatet stammer fra hans erindringer, skrevet i fængslet, mens han ventede på at blive hængt, udgivet 1959. Danskere har en meget romantisk forestilling om de baltiske stater. De burde læse Kirkebæks bog for bedre at kunne bedømme disse lande.

At der findes tåber som Vilis Vītols er ikke overraskende. Han er en hadefuld gammel mand, der simpelthen har skabt sig sin egen virkelighed. Han er et monster og burde udstilles i en glaskolbe i Kunstkammeret i Sankt Petersborg ved siden af de andre monstre. Hans bog er kun relevant på grund af kendte letters rosende omtale af den på bagsiden af omslaget, og fordi man har ofret en oversættelse af den til engelsk og ladet det lettiske Europa-Parlamentsmedlem Sandra Kalniete skrive et langt russofobisk forord, sprudlende af had. Det båder ilde for fremtiden. 35 % af Letlands befolkning er russere, og bøger som denne forstærker undertrykkelsen af den russiske befolkning i Letland (og Estland, der har en næsten lige så stor andel af russisktalende). Russerne er fra Sovjetunionens dage vant til at leve blandt fremmede. Det har de ingen problemer med. De har heller ingen problemer med at bo i Estland, Letland eller Litauen – men de vil bare respekteres og have lov til at tale russisk (som alle i de lande forstår, i hvert fald de lidt ældre), se russisk fjernsyn og læse russiske aviser og bøger. Letterne bebrejder dem, at de ikke lærer lettisk. Ja, det kan jeg jo heller ikke forstå, at de ikke gør, men det er jo, fordi jeg er sprogmenneske. Russere har aldrig haft brug for at lære fremmede sprog, og når du er blevet ældre, er det ikke så nemt. Børnene lærer det jo i skolen. Men sagen er jo også, at de fleste russere (ikke alle) lever i områder, hvor livet i sin helhed foregår på russisk, områder, hvor også letterne taler russisk, simpelthen fordi det er sproget på arbejdspladsen, i forretningerne osv. I Letland er et stort område af den østlige del af Letgallen med Letlands næststørste by Daugapils rent russisk – og det andet sprog er der letgallisk, som i mellemkrigsårene var forvaltningssprog, men som i dag er forvist til de allerbageste rækker og ikke engang er skolefag. I den provins vil der nok være er russisk flertal. Skulle dette flertal ikke have lov til at stemme sig til Rusland, hvis det er det, de vil? Og tal her ikke om historiske grænser. Letland har kun været en selvstændig stat i mellemkrigsårene, og der var grænsen også temmelig arbitrær. Kunne man forestille sig en ”ukrainsk” situation her? Det kunne jeg godt, men Letland er et rigere og bedre samfund at leve i end Ukraine, Europas korrupte fattiggård. Der er ikke noget materielt incitament til at skifte land. Så længe man altså behandler sine russere ordentligt, vil der ikke være nogen problemer. Men det er det, man ikke gør mere. Og hvad der gælder for Letgallen, gælder også før det nordøstlige Estland. I Narvaområdet er 90-95 % af befolkningen russere. Har de ingen rettigheder? Og et Nato-medlemskab er en falsk hovedpude. Når Vesten må trække sig fra Ukraine, vil der i Washington ikke være stor appetit på et nyt eventyr i Baltikum. Biden vil næppe kunne finde Letland på et kort.

Men der er naturligvis også et andet perspektiv. Hvad hvis russerne beslutter at flytte til Rusland? Hvordan vil Estland og Letland kunne undvære 30-35 % af sin befolkning? Det er i forvejen befolkningsmæssigt små lande, og russerne er veluddannede fagkræfter. Vi lever i spændende tider og individer som Vilis Vītols er med til at gøre dem endnu mere ”spændende”. Jeg har såmænd stor sympati for de baltiske folk. Historien har ikke været dem venligtsindet, men ligesom polakkerne opfører de sig i øjeblikket højst uhensigtsmæssigt. Deres fremtid er betinget af et venskab med Rusland (som hverken er zartidens Rusland eller Sovjetunionen). Og det er Polens også. Polakkerne har ingen venner, for de hader alle omkring sig og begærer deres landområder. Vestgrænse ved Elben, østgrænse et godt stykke inde i Ukraine og Hviderusland med amputation af store dele af Litauen og anneksion af Kaliningradregionen. Der er en grund til, at naboerne har delt Polen imellem sig flere gange i historiens løb! Som sagt: Vi lever i spændende tider – nok lidt for spændende, men på den anden side trænger vi til at få ryddet op. Der er intet, der rydder så grundigt op som en atomkrig.

***

Noter

(1) Kevin MacDonald: “Stalin’s Willing Executioners Jews As a Hostile Elite in the USSR” i The Occidental Quarterly, Vol. 5, No. 3, 2005.

(2) Se f.eks. Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid, 2013.

(3) Se: Mikkel Kirkebæk: Den yderste grænse I-II, Lindhardt og Ringhof 2019.

(4) Kirkebæk II, s. 464.

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dødsstraf? – Ja, tak!

Udgivet den maj 25, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Den dømte barnemorder Naum Conevski – der overhovedet ikke burde have været her i landet under nogen omstændigheder – har nu siddet i spjældet i 39 år, og medieinteressen for hans person er sikkert præludiet til en prøveløsladelse, så han kan slå endnu flere børn ihjel. 39 år – det er Danmarksrekord.

En fængselsplads koster langt mere end en plejehjemsplads – og den er nok også mere komfortabel. Og så er den forbundet med fri advokat til at påse, at forbryderens såkaldte ”menneskerettigheder” ikke krænkes. De fleste offentlige plejehjem er en stor krænkelse af disse ”rettigheder”, men der har man ingen advokat. Prisen kan i dag nok sættes til 800.000 kroner om året, dvs. i alt godt 31 mio. kroner for 39 års ophold, langt mere end de fleste menneskers livsløn.

Adskillige menneskers skat hele livet igennem er gået til at holde dette udenlandske misfoster i live. Alene af økonomiske grunde skal dødsstraffen genindføres – og det gør ikke noget, hvis det gør ondt. Lad os bruge pengene på hospitaler og plejehjem i stedet for fængsler!!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , | 1 kommentar

Om tolerance

Udgivet den maj 24, 2023 af Danmarks Frihedsraad

”Tolerance og apati er et døende samfunds sidste dyder!”

Dette udsagn tilskrives Aristoteles, men det er ligegyldigt, hvem der har sagt det. Det rammer under alle omstændigheder plet. Det døende samfund er apatisk. Det orker ikke at yde modstand og tolererer derfor alt det, der tilintetgør det. Det samfund, der tolererer det, som slår det ihjel, fortjener at blive slået ihjel!

Husk, at champagnesocialisterne, der har overtaget uddannelsessystemet, vil skælde dig ud for at være racist, snæversynet og det, der er værre, med brug af alle deres fantasifulde ord. Disse kredse er intellektuelt middelmådige og perverterede mennesker, der vil gøre alt for at seksualisere selv de helligste relationer i det menneskelige samfund og alt, hvad dette samfund tror på, for at gøre det hele til en vare.

Tolerance er noget, man bør praktisere over for medmennesker og dyr. Men tolerance over for sådanne dæmoniske væsener er tåbelighed, idet de kun ønsker at skade dig. Hvis du tror, at det moderne samfund ikke er døende, har du sovet igennem længere tid!

Udgivet i Nationalmasochisme | Tagget , | 1 kommentar

En foruroligende dom

Udgivet den maj 16, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Der er ved retten i Holbæk afsagt en opsigtvækkende dom – eller rettere, en dom der burde have vakt opsigt. En ung knægt på kun 16 år er blevet idømt 5½ års fængsel for støtte til og et enkelt forsøg på at hverve en anden til en mærkværdig såkaldt ”nazistisk terrororganisation” med det besynderlige navn Feuerkrieg Divison, som sprogligt set hverken er fugl eller fisk. Det er hverken tysk eller engelsk.

Foreningen er i England optaget på den engelske terrorliste, men den har tilsyneladende aldrig begået nogen terror, ingen synes at kunne sige, hvem der står bag den, eller hvem der leder den. Grundlovens § 78 er temmelig entydig i forhold til forbud mod foreninger:

§ 78
Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

Stk. 2 er i ifølge kommentarerne tilføjet under indtryk af den tyske besættelse. Hippokorpset nævnes som eksempel. Der forekommer mig at være meget langt fra Hippokorpset til en flok unger, der sidder og gejler hinanden op på internettet. Man har også nævnt Islamisk Stat i denne sammenhæng. Har man helt mistet sansen for proportioner i denne sag?

Jeg kender ikke bemeldte såkaldte organisation – og jeg føler heller ingen trang til at forsøge at opspore den. Det havde imidlertid været anklagemyndighedens opgave at gøre nøje rede for, hvad FKD egentlig er. Hvem har forbudt den? Engelsk lov er vel endnu ikke gældende her. Hvor er den højesteretsdom, der gør organisationen forbudt i Danmark? Den findes ikke. Dertil vil man så kunne sige, at det jo ikke er en dansk organisation. Måske ikke – men hvordan kan det så uden videre være ulovligt at støtte den i Danmark? Den er hverken på EU’s eller FN’s liste over ”terrororganisationer”. Man støtter sig til PET, Europol og Center for Terroranalyse, alt sammen blot magthavernes amatøragtige snylteinstitutioner. Jo, men den unge mand havde jo tilsyneladende lavet en sammenstilling af ”ulovligt materiale” på internettet. Hvem har gjort det ulovligt? Jamen, der var angiveligt manualer til fremstilling af bomber og våben osv. – Det må da være ulovligt. Det ved jeg ikke, om det sådan uden videre er, men hvem har undersøgt disse angivelige manualer. Kan man nu virkelig fremstille bomber ud fra dem? Og kan en 16-årig gøre det hjemme ved sin mors køkkenbord? Og har han i det hele taget gjort noget som helst forsøg på det? Næh, det har han ikke.

Er der egentlig nogen forskel på at sidde og lege med dette og så at spille forskellige meget voldelige og meget livagtige spil på internettet? Er begge dele ikke bare umodne børns leg med noget, de ingen forstand har på og ikke kan gennemskue? Det kan umuligt være nok at have viljen til terror, hvis man savner enhver evne til og mulighed for at virkeliggøre terror. Hvis man siger: ”Jeg har lyst at slå Pedersen ihjel!” og også har studeret på internettet, hvordan man kan gøre det, men ikke har truffet nogen som helst anstalter til at købe hverken reb, gift eller skydevåben og i øvrigt ikke har de fornødne færdigheder eller den fornødne fysiske styrke, ja, så kan man vel knap dømmes for en forbrydelse mod Pedersen. Man plejer at sige, at tanker er toldfrie. Ellers kunne man meget hurtigt spærre det halve af befolkningen inde!

Jeg er bestemt ikke for, at der overhovedet findes nogen kriminel lavalder. Kan man begå forbrydelsen, kan man også straffes for den. Altså, mord, vold, tyveri og alt muligt andet, som ethvert normalt begavet barn umiddelbart ved er forkert. Men denne unge mand, han har jo ikke foretaget sig noget som helst. Han har – som tusindvis af andre unge mennesker i hans generation – sluppet håndtaget til realiteternes verden og har i stedet indlevet sig i et uvirkeligt internetunivers uden på noget tidspunkt at have forsøgt at udføre noget af alt dette i den virkelige verden. At der skulle være noget strafbart i at sidde og lege med disse ting, er vel ikke faldet ham ind. En 16-årig kan ikke køre bil, ikke gifte sig, ikke stemme til valg…. Men han kan åbenbart godt gennemskue, at hans leg på internettet lige pludselig er strafbar – og så med 5½ års fængsel. Det er væsentlig mere end de straffe, der undtagelsesvis uddeles til unge håbefulde kriminelle af ”anden etnisk herkomst”, som rent faktisk har bedrevet terror mod danskere i det virkelige liv!

Da jeg var 15, kunne jeg måske nok have fantaseret om noget lignende, men dengang fandtes der intet internet, så det var så nemt. Det kom ikke videre, og den slags fantasier skylles normalt ud, når der hældes viden ind. Den virkelige forbryder er internettet, der giver folk mulighed for at finde alt og viderebringe selv de største tåbeligheder. Det tjener dermed også til at pacificere folk. Tastaturkrigere kalder man dem. De kommer sjældent videre end netop til tastaturet. Denne unge mand ville nok efter nogle år have set tilbage på sine uoverlagtheder med ulyst, hvis han havde fået mulighed for at få viden og indsigt i tingene, så alle brikker var faldet på plads. I stedet bliver han vel nu spærret inde sammen med kriminelle i institutioner, hvor op mod 75 % er udlændinge. Gud ved, om det gør ham mere positivt indstillet over for dette samfund? Jeg tvivler! Så hvad er der egentlig opnået ved denne dom? Har han hadet samfundet før, vil dette had ikke være blevet mindre, når han kommer ud igen! Og så har han endda muligvis lært at gøre noget ved det. Cand.krim. bliver man i fængslet, og 5½ år rækker lige netop til en kandidatgrad!

Blandt ”bevismaterialerne” imod denne unge mand var bl.a. et hagekorsflag, et ”naziarmbind” og et tysk eksemplar af Hitlers ”Mein Kampf” (som han næppe har kunnet læse). Disse ting er jo ikke forbudt i Danmark. De kan næppe siges at have haft nogen forbindelse med ”forbrydelsen”. Alligevel konfiskerer man dem. Dette savner ethvert retligt grundlag.

Skulle man have været i tvivl, får man her endnu engang bekræftet, at Danmark ikke er nogen retsstat. Vi har en politisk justits, der er totalt ude af trit med lovgivningen, retsfølelsen og virkeligheden. Jeg gad nok vide, hvem der lægger navn til denne dom, og hvem der står bag.

Og hvad angår FKD, nager spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden kontrollerer dette påståede foretagende. Kunne man forstille sig noget bedre middel til at indfange og uskadeliggøre unge uvidende mennesker, der godt kan se, at der er noget helt galt i samfundet, men som blot ikke kan finde nogen vej til at ændre dette, og som derfor lader sig fange i en kynisk ruse af internetfantasier. Jeg kunne godt have et bud på, hvem der står bag sådan noget….

Hvis denne dom får lov til at stå ved magt – ja, hvis anken ikke fører til fuldstændig frifindelse af den unge mand, står vi tilbage med en kedelig præcedens, der rent faktisk kan gøre en hvilken som helst modstand mod dette rædselsregimente til en forbrydelse, hvis den går ud over fuldemandssnak ved stambordet, ja, selv den kunne gå hen at blive ulovlig.

Terrorlovgivningen – for det er den, man har brugt her – blev solgt som et værn imod islamistisk terror a la Islamisk Stat, og de fleste danskere kan jo nok være enige om, at vi ikke ønsker sådan noget her. Men vi ser nu, at den i praksis skal anvendes mod danskere, der har fået nok af Mette Frederiksens regime, men er i vildrede om, hvad de skal gøre ved det – ja, som i dette tilfælde endda imod børn, som ikke har forudsætninger for at gennemskue rækkevidden af, hvad de har med at gøre, og som ikke ville have nogen praktiske muligheder for at gennemføre nogen af deres fantasier.

Samtidig fratager et naturligvis enigt folketing små partier deres partistøtte. Førhen har alle, der har deltaget i valg fået en godtgørelse pr. stemme. Nu skal denne begrænses – i praksis til de partier, der sidder på Christiansborg allerede og i forvejen har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. Det gav mere mening at fratage dem støtten. De behøver den nemlig ikke, men de små partier er afhængige af den for overhovedet at kunne føre en valgkamp. Det tiltag gør det endnu vanskeligere at deltage i det, man med et misvisende udtryk kalder ”den demokratiske proces”. Derfor er det også så vigtigt at kunne stemple enhver opposition som terror. På den måde har kleptokraterne på Christiansborg sikkerhed for at kunne befæste deres diktatur. Denne dom synes at være et bestillingsarbejde til understregning af, at oppositionelle tanker i sig selv er ”terror”. I andre lande hedder sådan en fremgangsmåde diktatur. Dette er som i kommunismens DDR. Man havde 5 partier, som alle mente det samme.

I Tyskland, som jo altid har været et demokratisk foregangsland, er politikere begyndt at anmelde, folk, som ”fornærmer” dem. Det er nemlig i Tyskland det samme som tidligere ”majestætsfornærmelse”. Det er verboten, ligesom enhver anden form for virkelig opposition i vort sydlige naboland. Folk har fået store bøder for at ”fornærme” de folkevalgte. Således vil udenrigsminister Annelena Baerbock ikke kaldes ”dum”. Det er en fornærmelse. Måske ville det være en god ide, om hun ikke gav indtryk af at være dum, hver gang hun åbnede munden. Man kunne meget let få det indtryk, at hun virkelig er dum!

Der er altså i Danmark muligheder for yderligere stramninger, og danske patrioter skal fremover træde varsomt.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar