Grundloven

Systemets mænd og kvinder af alle 57 køn bliver aldrig trætte af at fortælle dig om vore grundlovssikrede frihedsrettigheder. Måske var det på sin plads at se lidt på, hvad vi egentlig har for rettigheder. Det Danske Riges Grundlov er en gammel sag. Den stammer i princippet helt tilbage fra 1849, og den er holdt i meget generelle vendinger. Den er blevet revideret nogle gange, senest i 1953, men det har ikke ændret noget ved grundsubstansen. Omfanget er 4327 ord, og det er ikke ret meget. Denne artikel er på 4.076 ord.

Det går så gruelig galt allerede fra begyndelsen, hvor det drejer sig om statens ombygning. Der tales idelig om Kongen (eller pt. Dronningen), men som vi ved, har majestæten absolut ingen reel magt, ja, moderne jurister går så vidt som til at sige, at det er ligegyldigt, om dronningen nægter at underskrive en lov. Den bliver lov alligevel. Hele det arrangement er blot en formalitet, en tradition uden betydning. Således læres det på Københavns såkaldte universitet.

Dette rejser naturligvis nogle spørgsmål, om hvorvidt vi så overhovedet behøver dette formelle statsoverhoved, som får sine taler skrevet af statsministeriet, og hvis eneste reelle funktion er at klippe snore over. Dronningen har pr. definition ingen virkelig mening om noget politisk. Hun er ikke engang en stopklods for det værste nonsens – eller for direkte landsforræderi. Hun bare smiler og skriver under. Denne symbolske institution koster op imod 400.000.000 om året. Nogle af udgifterne skulle naturligvis afholdes alligevel. Vi ville heller ikke uden et kongehus lade vore slotte forfalde. Skulle vi i stedet have en præsident, ville han også koste penge, men ikke tilnærmelsesvis i den størrelsesorden. Men en præsident uden reel magt er jo i bund og grund lige så overflødig som en monark uden magt. Jeg skal ikke her tage stilling til, om vi skal have et arvekongedømme, et valgkongedømme eller en republik. Principielt er jeg meget glad for traditioner, så rent instinktivt ville jeg jo vælge et arvekongedømme. Men monarken skal i så fald have afgørende magtbeføjelser. Dette så meget mere, som vi ønsker et demokrati uden de udemokratiske partier, som jo i parentes bemærket slet ikke er nævnt i grundloven og derfor ikke burde have nogen som helst plads i vort system (se artiklen Demokrati andetsteds på denne blog.) – og ikke burde kunne stikke deres klæbrige fangarme dybt ned i statskassen, der i dag finansierer hele dette i bund og grund private uvæsen. Vi vil ved en senere lejlighed diskutere problemerne omkring kongehuset nærmere.

Det næste problem er magtens tredeling, som anses for at være en af demokratiets grundpiller. Vi skulle gerne have tre adskilte magtsøjler: den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Monarken er en del af såvel den lovgivende som den udøvende, men da monarken kun er symbolsk, er det uden praktisk betydning. Den lovgivende magt er folketinget, den udøvende regeringen og den dømmende domstolene – men hov! De allerfleste ministre er samtidig folketingsmedlemmer, og de få, der ikke er det, får alligevel løn for at sidde i folketinget – dog uden stemmeret. Hvor folketinget skulle være den instans, der kontrollerer regeringen, er de to faktisk ikke til at adskille. Dette er jo indirekte også en naturlig følge af det parlamentariske partidiktatur. Vi har med andre ord absolut ingen reel adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Hvad så med den dømmende? Jo, justitsministeren er domstolenes øverste chef. Han har naturligvis ikke nogen direkte indflydelse på de enkelte domme, men da der er svingdøre imellem domstolenes personale og justitsministeriets personale (de fleste dommere er tidligere
embedsmænd i justitsministeriet), er hans reelle indflydelse stor. Regeringen kan også frit ændre domstolenes struktur og funktionsmåde. Højesteret har naturligvis en teoretisk mulighed for at underkende regeringens love, men jeg husker kun, at det er sket én gang, hvor regeringen lovgav imod Tvindimperiet. Den lov gik imod de røde venner – det vejede tungere. Ellers gummistempler højesteret alt, hvad der kommer fra regeringen – ligegyldig hvor grundlovsstridigt det er. Et eksempel er Lissabontraktaten, som ikke blev sendt til folkeafstemningen, selv om der er tale om betydelig suverænitetsafgivelse (vælgerne ville have sagt nej tak!). Eller krigsførelsen i Irak, som danske borgere fik at vide, at de ingen retlig interesse havde i. De skulle kun betale for den og stille deres børn til rådighed som kanonføde.

Domstolenes uafhængighed af politikerne er en smuk myte, og magtens tredeling en illusion.

Men hvad så med frihedsrettighederne? Dem har vi da – eller har vi?

§67 garanterer religionsfrihed, ”dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden”. Dette er unægtelig lidt vagt formuleret. Reelt ville såvel islam som jødedommen være at forbyde i henhold til denne tilføjelse. Alene lemlæstelsen af drengebørn er en klokkeklar overtrædelse af straffeloven, men denne forfølges ikke, og islams totale foragt for det danske system og danske love f.eks. når det gælder kvinders rettigheder, tvangsægteskaber osv. har ingen konsekvenser. I dette tilfælde benytter man ikke den naturlige indskrænkning, Grundlovens fædre foretog i religionsfriheden. Her er der jo nemlig tale om fremmede folk, og disse skal nyde den største frihed. Vi kan således se frem til både diverse afrikanske manddomsprøver, menneskeofringer, og hvad der ellers kan komme til os fra fremmede kulturer.

Vi har heller ingen pligt til at yde personlige bidrag til en gudsdyrkelse, som ikke er vor egen – men alligevel skal vi betale halalafgifter til muslimerne, hver gang vi køber halalcertificerede varer, og det er i dag rigtig mange varer. Det er jo imidlertid ingen direkte skat, og man nægter at gøre det forhold ulovligt. Grundlovens fædre forudså simpelthen ikke denne muslimske konstruktion (som muslimerne har overtaget fra jøderne i Amerika).

§71 forkynder: Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Det er da frihed, men Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i lovgivningen begrænser den unægtelig. Dette er også en ganske vag formulering. Vi ser således i dag en stigende grad af kriminalisering af politiske holdninger. Så længe disse forbliver en overbevisning, er der naturligvis ingen problemer. Din overbevisning er i sig selv ufarlig og tolereres af enhver diktaturstat, så længe du holder den for dig selv. Problemerne opstår, i samme øjeblik du begynder at give udtryk for den. Så vil ethvert kneb blive brugt for at bringe dig til tavshed, hvis din overbevisning går på tværs af magthavernes interesser. Det kan godt være, at du ikke i første omgang kastes i fængsel, men der er så mange andre måder at gøre dig munddød på. Læg i øvrigt mærke til, at denne bestemmelse ikke gælder udenlandske borgere. Disse kan med andre ord uden videre spærres inde på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning. Denne undtagelse kunne man meget passende gøre brug af for at beskytte Danmark og danskerne, men det gør man betegnende nok ikke. Det er ikke danskerne, men de fremmede, der skal nyde beskyttelse.

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Fra denne smukke paragraf er der i dag ca. 240 undtagelser med hjemmel i en lov. Arbejdstilsynet, skattevæsenet, de sociale myndigheder, sundhedsmyndighederne, politiet, ja, stort set alle offentlige instanser har i praksis fuldstændig fri adgang til din bolig – og til dine telefonsamtaler, din post, din e-mail, din økonomi og din færden på internettet og de sociale medier. Hvad der manglede, er blevet udfyldt af de nye bestemmelser om bekæmpelse af radikalisering og ekstremisme. Med dem i hånden kan politiet (PET) nu fuldt legalt gøre alt det, de tidligere uden blusel gjorde illegalt. Behovet for at indhente en retskendelse er efterhånden ganske beskedent, men den mulighed udfylder de sidste eventuelle huller. Bestemmelserne mod radikalisering og ekstremisme blev solgt til befolkningen som et skridt i kampen mod islamisk ekstremisme og terror, men ofrene for dem er i stedet blevet danske patrioter. De fremmedes kriminelle netværk forbliver lukket land for myndighederne – alene af sproglige og kulturelle grunde. Man regner med at få adgang gennem overløbere fra de udenlandske miljøer, men det kan meget vel vise sig, at der i den sidste ende i mange tilfælde blot er tale om trojanske heste. I hvert fald er det ikke medarbejdere, man bare uden videre kan stole på. Undersøgelser fra Holland spredte panik i politiet. En uhyggelig stor del af de fremmede, der var blevet ansat i politiet, var
dybest set blot kriminelle. Tyskland har gjort lignende erfaringer. Men det er også lige meget. Formålet med hele øvelsen er jo netop at ramme de danskere, der gør oprør mod den store udskiftning. Det er dem politikerne frygter. De udenlandske ekstremister rammer jo foreløbig kun almindelige danske borgere – politikerne har sørget for at beskytte sig selv. Og danskerne skal jo alligevel udryddes.

Boligens ukrænkelighed er således en total illusion. Den garanteres på ingen måde af grundloven! Dit hjem er til enhver tid tilgængeligt for myndighederne – og det samme gælder din kommunikation og din brug af internettet.

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

I denne paragraf ligger finten i, hvad almenvellet kræver. Det er endog særdeles fleksibelt. Vi kan nok alle blive enige om, at det er nødvendigt at ekspropriere jord og ejendom i forbindelse med gennemførelsen af infrastrukturprojekter som veje, jernbaner, havne osv. Men det er desværre ikke der, vi standser. Golfbaner, indkøbscentre, parker, sociale boliger kræves i dag tilsyneladende også af almenvellet. Din ejendomsret er ingenlunde ukrænkelig. Det øvrige sørger boligskatterne for, og disse skal nu delvis indefryses i din ejendom, som herefter med usvigelig sikkerhed gradvis overtages af det offentlige. I det hele taget kan man jo spørge sig selv, hvilken ejendomsret det er, der er ukrænkelig, når ca. 50 % af ens indtjening skal betales i skat – ikke blot for at dække statens udgifter, men også som et led i en omfordelingspolitik, der skal overføre dine surt tjente penge til folk, der intet har ydet til systemet, og som heller ikke ønsker at arbejde. Dette er ren kommunisme: den dygtige og flittige skal betale til den udygtige og dovne – for nu at stille det på spidsen. Nøjagtig det samme sker i forbindelse med udligningen imellem kommunerne.

Grundloven forudser, at det er staten, der skal ekspropriere ejendom. Det skal ske ved lov. Dette fremgår endvidere også af stk. 2:

Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af
folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Jeg kan ikke erindre, at denne bestemmelse nogensinde er blevet taget i brug, men den
understreger, at en ekspropriation er en alvorlig sag, der skal behandles med den fornødne
grundighed.

I dag giver bl.a. planloven lokale myndigheder, ja, sågar institutioner og private firmaer mulighed for at ekspropriere din ejendom. Du skal have ”fuld erstatning”, men hvad det er, bestemmer domstolene, evt. en særlig nedsat særdomstol!

I øvrigt bestemmer kommunerne i henhold til planloven også, hvad du må bruge din ejendom til og hvordan.

Nogle restriktioner kan naturligvis være meget fornuftige, f.eks. i henseende til naturfredning, indflyvning til lufthavne, æstetiske hensyn, larm osv. Men det betyder altså, at ejendomsretten ikke er ukrænkelig, og når ejendomsretten ikke er ukrænkelig, er det fup og bedrag at påstå, at den er det. Din ejendom har du i dag kun til låns, så længe det passer det offentlige.

§ 74.  Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

Bestemmelsen sigter i første række imod ophævelsen af særlige privilegier og særrettigheder. Den betyder imidlertid ikke i sig selv, at alle i praksis har fri og lige adgang til erhverv. Fortolkningen af vendingen ”som ikke er begrundet i det almene vel” er jo i sig selv meget fleksibel. Den lige adgang skulle imidlertid være sikret af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.:

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Enhver dissident ved af smertelig erfaring, at denne lov ikke gælder for ham eller hende. Jeg skal i anden sammenhæng på et senere tidspunkt illustrere dette ganske tydeligt. Der er tale om en paradeparagraf uden egentlig betydning for alle andre end de særlig beskyttede arter i vort samfund: udlændinge, kvinder, vanføre og bøsser mv. Den politiske forskelsbehandling finder sted på alle niveauer af samfundet fra de højeste til de laveste stillinger og job. (Se herom bl.a. artiklen Dissidenter på denne blog eller i bogen Utidssvarende betragtninger 2017. Det er den væsentligste danske bogudgivelse i 2018. Netop derfor har du sandsynligvis aldrig hørt om den!.) Det er en paragraf af samme værdi som de bestemmelser i DDR’s forfatning, der sikrede borgerne politisk frihed, rejsefrihed, trykkefrihed mm.

Men lad os gå videre gennem denne urskov af tomme ord.

§ 75. Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

”Bør tilstræbes” – både bør og tilstræbes er fuldstændig tomme ord i denne sammenhæng. Ingen af dem er forpligtende, og ingen kan stilles til regnskab for ikke at følge denne kærlige opfordring. Lag også mærke til, at man skal have mulighed for at arbejde – ikke at man har pligt til at arbejde. Løfterne om offentlig forsørgelse og det regelvildnis, man skal underkaste sig, er heller ikke defineret nøjere. Derfor har man løbende kunnet sætte hjælp og pension ned – hvilket er, hvad man reelt har gjort – og indføre en sand labyrint af regler og idiotiske forpligtelser, som det koster en formue at forvalte. Det seneste er, at man betaler medarbejdere en bonus for at snyde kontanthjælpsmodtagere og andre, der har krav på hjælp. Medmindre man er udlænding, naturligvis, og stiller op med 10 bredskuldrede fætre til møder med sagsbehandleren. Så er førtidspensionen hurtigt i hus! Andre jages igennem manegen, til de er fuldstændig slidt op. Formålet er, at de dør af stress og bekymringer – så sparer kommunen de penge. Det er ikke kun folketingspolitikere, men alle hjul i dette maskineri, der har fortjent et fremskyndet møde med deres skaber!

§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

I hvilken udstrækning og i hvilken kvalitet? Der er ingen garantier i denne paragraf heller.

Vigtigere er den næste paragraf.

§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Her gives der en rettighed – nemlig ytringsfriheden. I den følgende sætning tages den fra os igen. Under ansvar for domstolene. Hvad vil det nu sige? Ja, der er klart, at man ikke bare kan kalde sin nabo for en pædofil voldtægtsforbryder, medmindre man har håndfaste beviser. Så ja, der er en naturlig grænse for, hvad man kan sige, men paragraffen er en gummiparagraf, der muliggjorde indførelsen af straffelovens §266b, som er blevet udvidet et par gange, for det er jo netop sådan, man gør. Salamitaktikken.

Stk. 1. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Vi lægger her mærke til, at politisk anskuelse ikke er nævnt. Der skal jo være plads til at kalde folk et beskidt nazisvin. Praksis viser også, at den ikke kan anvendes af danskere. Muslimernes konstante trusler, forhånelser og nedværdigelser af den danske befolkning kan åbenbart ikke straffes. Jeg tror aldrig, der er en muslim, som er blevet tiltalt for en hadforbrydelse mod en dansker. Trues, forhånes og nedværdiges er naturligvis lige som propagandavirksomhed meget vage begreber. Selvfølgelig findes der bemærkninger til loven, som forsøger at indkredse det lidt, men vi ser i praksis, hvordan domstolene udvider anvendelsen af denne paragraf, der i dag benyttes langt tiere og med langt højere straffe end for 30 år siden. Og vi har ikke set det sidste endnu. Jeg så netop en satiretegning, hvor Tyrkiet er blevet til en skraldebil, der aflæsser sit indhold i Europa. Den ville nok ikke overleve §266b uskadt. ”Migranter” betegnes her som affald –
og det er nedværdigende….

Der har endvidere været forslag om også at anvende denne paragraf til beskyttelse imod
religionskritik, idet en kritik, forhånelse eller nedværdigelse af en religion automatisk må opfattes som en kritik, forhånelse eller nedværdigelse af de mennesker, der tror på denne religion. Hvis man f.eks. kalder islam for åndssvag afgudsdyrkelse for mindre begavede tabere, siger man jo ikke kun noget om islam, man forhåner tilhængerne af islam, og siger man, at islam skal udryddes, er dette ensbetydende med en opfordring til at udrydde alle, der tror på islam. Denne juridiske tolkning kommer – måske ikke overraskende – fra ”menneskerettighedsadvokaten” Tyge Trier, nærmere præsentation er næppe nødvendig. Det er kun et spørgsmål om føje tid, før retspraksis ændres i denne retning. Trier mener ifølge pressen, at en lovændring er unødvendig. Dommerne behøver blot at ændre kursen. At Berlingske Tidende kalder Tyge Trier for ytringsfrihedens frontkæmper, er i sandhed både til at le og græde over!

Grundloven giver ingen reel beskyttelse af ytringsfriheden. Den proklamerer, at censur ingensinde på ny kan indføres. Det er meget ambitiøst at ville fastlægge en bestemmelse med gyldighed til evig tid. Selvfølgelig kan censur indføres igen – og egentlig er censur langt at foretrække frem for den nuværende tilstand, hvor censur er afløst af selvcensur, der er en langt skrappere form for censur. Skribenter frygter simpelthen at få fingrene i maskinen og dæmper sig ofte mere ned, end det er nødvendigt, bare for at være på den sikre side. En forhåndscensur – hvis afgørelser naturligvis skulle kunne indklages for domstolene – ville være til stor gavn for ytringsfriheden! Så kan man risikofrit gå lige til stregen. I dag forsøger man at holde en sikkerhedsmargin på flere meter.

§ 78. Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Hvad der er et ”lovligt øjemed” bestemmer naturligvis det til enhver tid siddende folketing. Grundloven tager kun stilling til én type foreninger, der per se er forbudte: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende. Det er naturligvis ikke nogen urimelig indskrænkning, men det er ikke viljen til at benytte denne bestemmelse imod dissidenter, der har manglet, men muligheden for at løfte beviset i den noget komplicerede proces, det vil være at føre en sådan sag igennem til Højesteret.

Man har i det hele taget været meget tilbageholdende med at bruge denne bestemmelse. Politiske foreninger får lov til at eksistere, så længe de er betydningsløse, og det er PET’s opgave at sørge for, at de vedbliver at være betydningsløse. Skulle de imod forventning få nogen betydning, er der mange andre redskaber til rådighed end et direkte forbud, se Rasmus Paludan. Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at man ville skride til et forbud, hvis alt andet mislykkes. At en national bevægelse skulle kunne nå frem til en demokratisk overtagelse af magten i dette samfund, er – desværre – en utopi.

§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Man kan i teorien samles frit indendørs, men det er kun i teorien. Kommunistiske ballademagere vil straks bekendtgøre, at de vil komme for at forstyrre mødet (og ødelægge lokalerne), hvorpå politiet rutinemæssigt meddeler værten, at man ikke kan garantere sikkerheden. Hvis værten ikke allerede har opsagt aftalen, gør han det nu. Man kan kun samles indendørs, hvis man selv råder over lokaliteterne og selv er i stand til at forsvare dem. Offentlige forsamlinger er dermed helt umulige – og private forsamlinger kræver stor snilde og en god portion held. Disse ballademagere kunne naturligvis i teorien rammes af forbuddet mod foreninger, der virker ved vold, men røde advokater sørger for, at man organiserer sig, så det er svært at vide, hvem eller hvad man skal forbyde. Under alle omstændigheder er der ingen som helst vilje til at forsøge et sådant forbud. Disse kræfter er systemets SA-tropper – hverken mere eller mindre. De gør det, lovgivningen
forhindrer politikerne i at lade politiet gøre.

Med udendørsforsamlinger går det naturligvis på samme måde. Blot kommunisternes og udlændingenes forkyndelse af, at de vil forstyrre mødet, er nok til et forbud. Ingen skal komme og sige, at vold ikke betaler sig. Vold er det eneste, der betaler sig!

Det er i denne forbindelse ydermere interessant, at den netop vedtagne epidemilov helt forbyder forsamlinger både inde og ude. Alt efter hvordan man ser på den sag, kan der naturligvis være fornuft i det, men det er klart grundlovsstridigt. Grundlovens §79 er absolut. Den kender ingen undtagelser. Det skræmmende er i mindre grad loven i sig selv, men den lethed, med hvilken man har kunnet få den gennemført uden nogen form for diskussion eller protest fra et eneste af folketingets partier. Denne præcedens båder ilde for fremtiden, for den vil kunne benyttes i mange andre sammenhænge, hvor politikerne erklærer, at landet er truet – måske af vrede borgere! Det viser blot, at Grundloven ikke er de par ark papir værd, den er trykt på. Men løber du tør for toiletpapir, kan den selvfølgelig være praktisk at have ved hånden.

Hermed er vi kommet igennem de interessante paragraffer i grundloven, og det er nu naturligt at spørge, om vi så ikke hellere skulle se at få revideret grundloven, så den kunne blive mere præcis. Det ville naturligvis være en rigtig god ide. Der findes mere moderne og detaljerede grundlove, men detaljerigdommen gør også, at det kan være nødvendigt at ændre dem løbende for at tilpasse dem tidens krav. Sådanne ændringer er i f.eks. Tyskland meget lette at gennemføre, og det er jo heller ikke ubetinget et gode. Den danske grundlov er endog meget vanskelig at ændre, og det skal vi nok være særdeles glade for. Der har været mange forslag om at ændre grundloven, og hvis de var blevet gennemført, ville vi i dag have haft en grundlov, som vi bestemt slet ikke ville have brudt os om. Den ville have taget udgangspunkt i menneskerettighedserklæringen, have ophøjet konventionerne til en del af grundloven og have indskrevet NATO- og EU-medlemskabet i denne, så det var blevet endnu sværere at komme ud af de foreninger, ligesom den ville have fastsat meget lempeligere bestemmelser for tildeling af statsborgerskab.

Men vi har brug for en ny grundlov, ja, for en fuldstændig ny grundlov, for vi har brug for et helt nyt samfundssystem. En sådan ville man naturligvis aldrig kunne få igennem den nuværende ændringsprocedure, men da jeg anser det for indlysende, at et nyt og bedre samfund kun kan opstå igennem revolution og borgerkrig, skal det måske ikke bekymre os så meget. Hvis de nuværende politikere får lov til at fortsætte deres nedbrydende arbejde, vil det være helt andre, der kommer til at skrive en ny grundlov, nemlig de muslimske imamer, som blot vil indføre sharia i stedet for. Der er ikke så forfærdelig mange andre muligheder.

Men det skal ikke afholde os fra at lege lidt med tanken om en ny grundlov. Hvordan kunne den komme til at se ud? Det vil vi vende tilbage til en anden gang.

Hvis du nu er forarget over, at du bliver holdt for nar, og får lyst til at slibe høtyven og stille politikerne til ansvar, er det en ganske naturlig reaktion. Det er tegn på, at du ikke er et omvandrende lig!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Coronavanvid

Det kan godt være, at jeg er en sur gammel mand – men netop i min egenskab af at være en gammel mand og dermed være i risikogruppen for at dø af denne kinesisk virus, som man med åbne øje har importeret i den sidste måneds tid uden at foretage sig noget som helst, vil jeg tillade mig på dette sted at hudflette den fuldstændig intelligensforladte Mette Frederiksen og de øvrige galninge, der omgiver hende.

Vi har hvert år influenzaepidemier – nogle med en influenza af en værre type en andre. Vi har set Hongkong-influenza, svineinfluenza, fugleinfluenza, SARS, og hvad ved jeg, uden at det skabte nogen videre panik. Det samme gjaldt såmænd også under polioepidemien i begyndelsen af 50’erne. Min mor var da nervøs, og vi holdt os vel også nok hjemme i vor afsides beliggende landsby, men landet var ikke lukket ned af den grund, og polio er en alvorlig sag, skulle jeg hilse og sige. Influenzaepidemier brænder ud ved en infektionsrate på ca. 60 % af befolkningen, der herefter er mere eller mindre immun over for den influenzatype.

I 2018 døde der i Danmark ifølge Danmarks statistik 2.103 personer af lungebetændelse og influenza, 3.789 af brochitis og astma imod 6.627 af hjertesygdomme – ud af i alt 55.232 dødsfald, bare for at have noget konkret at forholde os til. Sundhedsstyrelsen regner med, at coronavirussen vil slå mellem 1.600 og 5.600 ihjel, af hvilke den altovervejende del vil være ældre mennesker, der i forvejen har alvorlige sygdomme, og hvis resterende levetid er kort og måske ikke særlig behagelig. Det kan selvfølgelig godt lyde kynisk, men det er altså set med mine øjne ikke nogen national katastrofe, der truer landets eksistens!

Det gør Mette Frederiksens kur derimod! Nedlukningen af landet vil totalt ødelægge økonomien i lang tid fremover. Dette gælder både den nationale økonomi og den enkeltes økonomi, og som sædvanlig vil det især være pensionisterne, der bliver ofre. De mennesker, der er henvist til at leve af deres pensionsopsparing nu, vil få det meget svært og vil sandsynligvis ikke leve længe nok til at se økonomien komme sig. Mange virksomheder vil ganske enkelt lukke. Hoteller, restauranter, cafeer, SAS – listen vil blive lang, og den vil også komme til at omfatte produktionsvirksomheder, hvis dette cirkus kommer til at vare alt for længe. Nu er det så, jeg spørger, hvor meget et menneskeliv må koste? Det er ikke, fordi jeg mener, at vi bør fastsætte en pris på menneskeliv, men det gør sundhedsvæsenet jo i forvejen i stor stil. Mennesker får afslag på livsvigtig medicin, hvis den er for dyr. For nylig kunne pressen berette om et par piger, der ville blive blinde – og
dermed i risiko for at blive en byrde for samfundet – hvis de ikke fik en temmelig dyr medicin. Det fik de ikke. Den var for dyr – og skidt med de udgifter, blinde ofte forårsager. Det er en anden kasse, der ikke kommer sundhedsvæsenet ved!

Dertil kommer også, at sundhedsvæsenet nu kan udskyde kontroller, behandling og diagnosticering af mennesker, der vitterlig er syge, og som vi , hvis ikke deres behandling iværksættes her og nu og følges op af kontroller. Hvor mange kræftpatienter og hjertepatienter slår Mette Frederiksen mon ihjel med denne lovgivning – der samtidig fratager os grundlæggende frihedsrettigheder og ”menneskerettigheder”? Mit gæt er, at hun vil dræbe flere end hun vil redde! Og lur mig, om denne præcedens ikke vil blive brugt ved anden lejlighed. Grænsen for, hvad en national nødstilstand er, er flyttet betænkelig langt ned!

Mette Frederiksens famlende regering har et akut behov for at vise ”handlekraft” – specielt da man hidtil ikke har vist en sådan over for denne epidemi, der jo ikke er kommet snigende som en tyv om natten. På et tidspunkt, hvor andre lande for længst havde indført en – ganske vist overfladisk – helbredskontrol ved grænsen, kunne man frit og uhindret flyve ind til Københavns lufthavn fra både Kina og Italien, selv om begge lande var fareområder. Havde man gjort noget dengang, havde man måske kunne standse eller hæmme epidemien. Men da valgte man at gøre ingenting. Nu breder panikken sig, men nu er det under alle omstændigheder for sent. I dag vil man kun høste de katastrofale ulemper.

Hvad har man tænkt sig efter de første 2 uger? Ingen har tænkt noget. Man håber at kunne trække epidemien ud, så hospitalerne måske bedre kan klare et stort antal syge, fordi de har mindre at lave, når det bliver varmere i vejret. 2 uger vil dog nok næppe spille den store rolle i den forbindelse. Efterhånden som det bliver varmere, vil virussen imidlertid spredes langsommere og muligvis gå i sig selv eller nok snarere i dvale, indtil det bliver efterår, hvor cirkusset så vil kunne begynde forfra. Laurbærrene for, at virussen måske går i sig selv af naturlige årsager, vil Mette Frederiksen tage, men hun vil vaske sine hænder, hvis den kommer igen til efteråret. Politisk spiller hun et gammelkendt socialdemokratisk spil.

Enhver fornuft vil sige, at det gælder om at få denne influenza overstået hurtigst muligt, så vi kan komme tilbage til normale tilstande og forhåbentlig få genoprettet vor økonomi. Hvis man lod sygdomme rase ud nu, fik vi skabt en immunitet i befolkningen og kunne sætte os ned i ro og mag og vente på den næste kinesiske virus, for den kommer bestemt, medmindre vi gør op med globaliseringen. Der vil være nogle dødsfald men det vil der jo være alligevel, selv om man trækker pinen i langdrag. Omkostningerne ved dette langdrag vil imidlertid blive astronomiske og lamme os i lang tid fremover. Man kunne nøjes med at iværksætte tiltag til beskyttelse af de særlig udsatte.

Jeg er opdraget efter princippet ”Helhedens vel går forud for den enkeltes vel!” Det synes jeg fortsat er et særdeles sundt princip!

Mette Frederiksen vil naturligvis til sit forsvar sige, at selve sygdommen og andres tiltag i forvejen har ødelagt verdensøkonomien, og det har hun naturligvis ikke uret i. Hun er jo ikke den eneste uduelige leder i verden. Uduelighed er en forudsætning for at stige op i det politiske system, for de kræfter, der køber og ejer politikerne, har ikke brug for marionetter, der forsøger at tænke selv. De har brug for nulliteter. Den kvalitet opfylder Mette Frederiksen til fulde. Hele det nuværende system er råddent – og pressens rolle er overalt den samme. Panik sælger godt, ergo må vi lave mere panik. Ryddet sendeflade for at fortælle, at nu – endelig – havde Danmark fået sin første coronapatient, og igen, da vi havde oplevet det første coronadødsfald, en patient, der sandsynligvis ville være død alligevel, og som – mirabile dictu – var blevet smittet på det hospital, der skulle forsøge at gøre ham rask – sandsynligvis af personalet! Sundhedsvæsenet synes i sandhed godt at kunne have brugt nogle af de penge, der nu nyttesløst smides ud, på forbedringer til gavn for alle.

Den såkaldt ”frie presse” er en pest. I dette tilfælde råber den ”Brand!” i en fuld biograf og fremprovokerer både folks fuldstændig vanvittige optræden i butikkerne og regeringens forsøg på at vise ”handlekraft”. Den har kostet os dyrt!

Man filosoferer i disse dage over, hvorvidt coronavirussen vil ændre vor verdensorden. Det er jo et godt spørgsmål, som det blot er lidt tidligt at svare på. Desværre vil det næppe være tilfældet i det lange løb, medmindre folket rejser sig imod den regering, der truer med at føre det ud over fallittens rand.

Man kunne imidlertid, hvis man var fornuftig, i hvert fald lære 3 ting af denne selvskabte krise. For det første er det evident, at globalisering er et onde. En kinesisk virus burde være et lokalt kinesisk anliggende, som vi ikke engang burde have behov for at høre om. Kinesere æder alt, hvad der kan flyve, svømme, krybe eller gå, og deres fødevarehygiejne er – når man kommer uden for de store internationalt orienterede hoteller og restauranter – ofte under al kritik. En kinesisk delikatesse er flagermus, fra hvilke denne virus formodes at stamme. Altså ikke noget, civiliserede mennesker normalt ville blive udsat for. Kina er i dag udelukkende en både økonomisk og militær stormagt, fordi vesten har nedlagt sine egne fabrikker og flyttet sin produktion til Kina for at udnytte de lave slavelønninger, den kinesiske arbejder får. Uden dette ville Kina i dag stadig have været et
tilbagestående land uden stor betydning. Det forbliver imidlertid et kleptokratisk diktatur til gavn for de relativt få, og det udgør i dag ikke blot en konstant fare for sine naboer, men for hele verden. Vesten ofrer imidlertid gerne alle sine påståede idealer, når det gælder om at spare lidt håndører. Hongkong, Macau og Taiwan er alle blevet svigtet, og Afrika er i færd med at blive koloniseret. Når det er fuldbragt, vil man der længes efter den europæiske kolonisation.

For det andet kan et moderne samfund ikke lægge an på en økonomi, der tilsyneladende dirigeres af en flok skræmte høns. Værdierne er der jo stadigvæk. Der kommer tab inden for visse brancher, men det meste vil blive indhentet. Værdierne tilhører imidlertid pludselig andre, fordi det, man handler på børsen, ret beset ikke er værdier, men derimod blot varm luft i form af håb og frygt, det man lidt misvisende kalder tillid. Nogle mennesker og kapitalfonde vil blive meget rige, fordi de har opkøbt værdier for en slik, som folk, der i denne situation har behov for at hæve deres penge, har været tvunget til at sælge i panik. Også her hælder pressen benzin på bålet ved daglig at komme med økonomiske dommedagsprofetier i stedet for at vente og se, hvad der sker. Den slags profetier har det med at blive selvopfyldende. Hvis man var til konspirationsteorier, ville det ikke være svært at se en direkte forbindelse mellem pressen og de kredse, der profiterer af panikken. Vi er nødt til at etablere et økonomisk system, som for det første ikke er globaliseret, og som for det andet er stabilt. Jeg er en indædt modstander af børskapitalismen, men aktier er i dag den eneste måde, man måske kan inflationssikre sine værdier på. Derfor vil dette ramme hårdt. Alle, der har en pensionsordning, er småkapitalister – de ved det måske bare ikke. Vi må have en nationalt baseret økonomi hvilende på faste værdier som jord og arbejdsskabte goder. Børserne skal ganske enkelt gå over i historiebogen, og dansk kapital skal forblive i Danmark og udenlandsk kapital skal blive ude. Kun sådan kan vi igen blive et selvstændigt land, som er immunt over for panik. Vort økonomiske system vil jeg senere beskæftige mig med, hvis jeg da overlever.

For det tredje skal vi nødvendigvis gentænke vor styreform. Vi skal have eksperter på banen, og beslutningerne skal ikke have noget med næste valg at gøre. Rusland (147 mio. indbyggere) har i skrivende stund 59 tilfælde af Corona – på trods af en lang ukontrollabel grænse til Kina. Rusland lukkede i går sin grænse helt. Denne virus har været på dagsordenen i Rusland, lige siden den brød ud, med meget stor mediedækning og daglige fjernsynsudsendelser, der mere gik ud på at oplyse end på at skabe økonomisk panik. Måske gør russerne noget rigtigt, som man her ikke har forstået.

Man kunne jo godt få den tanke, at coronapanikken er blevet skabt eller fremmet, for at vi ikke skal tænke på andre langt vigtigere og farligere ting, som f.eks. de millioner, der står ved den græske grænse og vil ind i Europa (af hvilke mange sikkert også har virussen, der som bekendt ligeledes florerer i Tyrkiet). Når vi er vågnet af vort selvpåførte mareridt, vil de sikkert alle være på vej hertil. Og så er der jo de varslede ”klimaskatter”, som vi helst ikke skal snakke for meget om – men som man vel nu under alle omstændigheder kan glemme alt om af hensyn til den økonomiske situation. Noget som måske egentlig passer Socialdemokratiet rigtig godt, for gennemførelsen af drakoniske afgifter ville komme til at koste dyrt for økonomien – og også i stemmetal, når det går op for folk, hvad de betyder. Men netop nedlukningen af landet giver os en forsmag på den økonomi, vi vil få, hvis man gennemfører Greta Thunbergs og det såkaldte klimaråds drømme. Ja, ret beset er det Thunbergs idealsamfund, vi prøvekører: ingen flyvning, intet forbrug, intet arbejde, ingen transport, ingen produktion. Det stenaldermarxistiske idealsamfund.

Under alle omstændigheder er disse virussygdomme en del af naturens orden, selv om vi ikke burde have importeret denne kinesiske specialitet hertil. Vi skal ikke undre os over dem og heller ikke gå i panik over dem. Denne virus er forholdsvis uskyldig. Vi taler ikke om ebola (dødsrate 50-70 %) eller den sorte død (dødsrate tæt på de 100 %) og heller ikke om den såkaldte spanske syge, der egentlig ikke havde noget med Spanien at gøre, og som kostede 15.000 danskere livet i 1918-19. Naturligvis vil vi få udviklet en vaccine for det tilfælde, at coronavirussen skulle komme igen, og det er da godt – men selv uden vaccine er verden ikke ved at gå under, hvilket man ellers skulle tro, når man læser avisen. De yngre generationer lever så langt fra naturen og er i den grad blevet pakket ind i vat og bomuld, at de tror, de behersker naturen. Det gør de, som vi ser, ikke – og det kommer de næppe heller nogensinde til. Og det er godt det samme.

En af mine yndlingsforfattere inden for kriminalgenren er Domingo Villar, der skriver sine romaner på både galicisk og spansk. I hans seneste bog, El Último Barco, forsøger politimanden at overtale sin far til at sætte gitre for vinduerne som beskyttelse mod kriminelle. Faderen svarer: ”Jeg kan leve med frygten for at dø, men jeg vil ikke også være bange for at leve.” Måske værd at tænke over!

Udgivet i Demokrati | Tagget , | Skriv en kommentar

”Verdenshistoriens største forbrydelse”

Sådan lød Kristeligt Dagblads overskrift til en af de utallige intetsigende, idiotiske artikler om jødernes såkaldte ”holocaust” i anledning af 75-årsjubilæet for russernes besættelse af Auschwitz. Jeg ved ikke, hvordan læserne har det, men jeg føler mig stopfodret med nonsens i den anledning.

Hvor mange folkemord, grusomheder og bestialiteter kan historien ikke udvise? Og vi behøver såmænd ikke gå tilbage til Djengis Kahn eller jødernes utallige bibelske folkedrab. Den nyere historie giver rigelige eksempler. Udryddelsen af de amerikanske indianere, folkedrabet på armenierne og de grækere, der levede i det Osmanniske Rige, hvor mere end 1,5 mio. mennesker blev slagtet på den mest brutale og modbydelige måde, kvinder blev voldtaget og korsfæstet nøgne, børn hakket i stykker for øjnene af deres forældre, før disse selv blev ekspederet. Muslimer skal aldrig nogensinde beklage sig over ”folkedrab” mod dem. De har trukket et meget bredt blodspor af usigelige grusomheder igennem hele historien og vil kun komme til at høste, som de har sået! Bedre kendt er Stalins grusomheder, vilkårlige nedskydninger af dissidenter i tusindvis i hver en by, deportationer til GULAG, hvor fangerne nu virkelig blev arbejdet ihjel, den påførte sult, der havde henved 6 mio. ukrainske og et ukendt antal millioner russiske ofre. Massemorderen Stalin er vel god for 30 mio. ofre, hans kollega Lenin for yderligere 15-17 mio. Når denne ikke nåede flere, var det kun, fordi han blev syg og døde. Så er der bombekrigen imod Europa og Japan, hvor man ikke nøjedes med at dræbe de levende, men tog de ufødte med – ja, dem, der end ikke var undfanget endnu – bombningerne af flygtningekolonner og torpederingen af flygtningeskibe, for ikke at forglemme fordrivelse af 12 mio. tyskere fra deres hjemstavn med mindst 2 mio. dødsofre til følge….

Listen er lang, og alle disse uhyrligheder har det tilfælles, at de højst bliver mindet lokalt for de armenske og ukrainske ofres vedkommende. Resten glemmes. Ja, det moderne
nationalmasochistiske Tyskland fejrer vel nærmest disse massemord på tyskere. Der er ellers masser af fint filmstof i alle disse begivenheder. Hvordan mon dette føles for en mor at se sine små børn blive brændt levende af amerikanske fosforbomber, inden hun selv bliver smeltet væk? Hvordan mon det er at blive bagt i et beskyttelsesrum? Hvad mon ofrene for de usigelige sovjetiske krigsforbrydelser i det østlige Tyskland følte, når de blev voldtaget af 100 døddrukne soldater, fik skåret brysterne af og en bajonet solidt plantet i underlivet, når festlighederne var ovre? Der er virkelig godt filmstof i dette – stof, der rigtig bearbejdet ikke ville lade et øje tørt i biograferne og de små hjem.

Disse film er imidlertid aldrig blevet lavet. Kun en himmelråbende elendig tysk serie om fordrivelsen fra Østeuropa, hvor det hele nærmest bare bliver reduceret til, at det var ”nazisternes” skyld det hele. Filmverdenen beherskes af jøder (1) , og det er i meget vid udstrækning jøder, der gennem deres beherskelse af medieverdenen sætter dagsordenen for, hvad der diskuteres, og hvad der må menes. Derfor er de andre film ikke lavet. Der må ikke være andre ofre at begræde end de jødiske! For hele denne jødiske følelsesporno har nemlig først og fremmest et politisk sigte. Det skal gøre nutidens jøder og staten Israel immune over for enhver kritik, thi en kritik af jøderne vil automatisk føre til et nyt Auschwitz, hævder man. På samme måde bruges Auschwitz som våben imod enhver national og fædrelandskærlig strømning. Den må nødvendigvis føre til Auschwitz, mener man. Det, der imidlertid uundgåeligt vil føre til et nyt Auschwitz, er den jødiske intellektuelle elites konstante nedbrydelse af den vestlige verdens værdier og de vestlige
nationalstater. Dette må før eller siden føre til en modreaktion, hvor Auschwitz meget vel kan blive forvandlet til et arbejdende museum.

Nej, det, der gør Auschwitz til noget enestående, påstås det, er den industrielle udryddelse af mennesker på baggrund af deres religion. Jeg ved egentlig ikke, om det er værre at bruge religionen til udvælgelse af ofrene end at bruge partibogen eller nationaliteten – eller måske blot tilfældighedens princip. Endelig var tyrkernes udryddelse af armenierne og grækerne så sandelig også baseret på deres religion. De er kristne. Hvad det industrielle angår, er det egentlig vanskeligt at se noget særlig industrielt over holocaust. En væsentlig del af ofrene blev simpelthen stillet op og skudt – ganske som hos Roosevelts ”Uncle Joe” i Sovjetunionen. Brugen af gaskamre er, som den fremstilles, nærmest amatøragtig, famlende og eksperimentel. Under alle omstændigheder ville jeg meget foretrække at ende mine dage i et gaskammer frem for på et kors eller i en kælder under det brændende Dresden. Helt ærligt!

Hvis nogle af mine læsere skulle mene, at jeg har sagt alt dette før, så kan jeg kun sige, at gentagelse vel fremmer forståelsen. Under ingen omstændigheder har jeg gentaget det så tit, som holocausthistorien er blevet genfortalt og bearbejdet kreativt. Nu er vi kommet helt frem til ”Tatovøren i Auschwitz”, en roman af sandsynligvis tvivlsom kvalitet.

Men når alt dette er sagt, så må jeg imidlertid konstatere, at intet af dette er ”verdenshistoriens største forbrydelse”. Verdenshistoriens største forbrydelse foregår i dette øjeblik for øjnene af os alle. Udryddelsen af europæerne og erstatningen af velordnede nationalstater med et globalistisk kaos, der nedbryder vestens sociale og økonomiske systemer, uddannelsessystemet, retsstaten, borgernes sikkerhed – ja kort sagt hele civilisationens fundament. Vi ser med vore egne øjne, hvordan verdens eneste virkelige højkultur på ganske få år er blevet forvandlet til et multikulturelt eksperimentarium – hvordan vore forfædres arv til vore efterkommere formøbles og gives væk til fremmede, således at vore børn og børnebørn ikke mere vil have noget sted på jorden, de kan kalde deres. Dette er i sandhed verdenshistoriens største forbrydelse!

Men måske skal vi netop høre så meget om ”holocaust”, fordi vi skal glemme verdens mest
brændende problem, mens vi stadigvæk kan nå at gøre noget ved det, hvis vi handler her og nu? Glem alt om ”holocaust”, og gå til modstand mod alt det og alle dem, der truer dine børns fremtid!

Note

(1) Se: Neal Gabler: An Empire of Their Own: How the Jews Invented Hollywood, Anchor Books 1988. Og nej! Det er ikke en ”antisemitisk” bog – tværtimod!

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Heil Merkel!

Denne lille artikel er et resultat af ydre pres. Jeg havde bestemt, at jeg ikke ville skrive om hændelsen i  Hanau, fordi jeg ikke kan sige meget mere om den, end jeg allerede har sagt om aktionen i Christchurch: Hvide mennesker er overalt på jorden drevet op mod væggen. De ser deres kultur gå til grunde, deres skattekroner blive givet ud til uvedkommende fremmede, mens deres landes sundhedsvæsener, sociale systemer og basale infrastruktur forfalder. De er vidner til en bevidst udslettelse af den hvide race, af den eneste virkelige højkultur, der nogensinde har eksisteret. De ser ingen fremtid for deres børn, for slet ikke at tale om deres børnebørn. Vi er for længst kommet til den kritiske fase – det er nu eller aldrig.

I denne situation er det vel kun naturligt, hvis folket rejser sig og gør modstand imod regimernes folkemord og som reaktion på den daglige terror, der udøves overalt – også i Danmark. Folk bliver skubbet ud foran tog og biler, ned ad trapper, ind imod vinduer osv. Piger – og sommetider også drenge – bliver voldtaget og mishandlet og frastjålet deres ting. Systematiserede butikstyverier er dagens uorden, og tabene er allerede på forhånd indregnet i priserne. Politiet gør intet i alle disse sager. De har travlt med at efterforske ”hadforbrydelser” og ”krænkelser” og med at lægge sten i vejen for danske patrioter. Bliver enkelte perler en sjælden gang stillet for retten, bliver de frikendt eller idømt latterlig milde straffe af politisk korrupte domstole. Visse dele af vore storbyer er kampzoner, hvor hvide mennesker ikke kan vise sig.

Alt dette bliver i systempressen beskrevet som ”bandekriminalitet” – men det er jo ikke det, det er. Det er terror. Det er de fremmedes måde at vise deres foragt for os på, deres måde at kue os på. Det overraskende er ikke, at der kommer modreaktioner, men at der ikke kommer flere modreaktioner. Vi er imidlertid igennem årtier blevet opfordret til aldrig at bruge vold, vende den kind til osv. Når man ser videoer af disse overfald, må man skamme sig. Ofrene gør ingen modstand, og de omkringstående ser den anden vej. Et sådant folk har intet krav på at overleve.

Det er derfor også her forstemmende at se højrefløjen stå i kø for at tage afstand. Det, der er sket, er en naturlig ting, det er resultatet af magthavernes kamp imod deres eget folk. Jeg kan nu som før konstatere, at sådanne aktioner er ren symptombehandling, der rammer helt tilfældige mennesker. Men det gør de fremmedes små daglige terroraktioner her også. Det er ikke noget, man kan råbe hurra for, thi isolerede, desperate handlinger som den i Hanau, fører ikke til noget – i hvert fald ikke til noget godt. Men den er et udtryk for en forståelig, opgivende håbløshed i befolkningen. Det vil vi komme til at se meget mere af i fremtiden, og angrebene vil med tiden blive mere omfattende, mere målrettede og bedre organiseret. Skulle det ikke udvikle sig sådan, dør Europa – og døden vil være fortjent – men dybt tragisk!

Hvor man om den specielt muslimske terror altid hævder, at den ”ikke har noget med islam at gøre”, og fuldstændig undlader at gribe ind over for de muslimske miljøer og moskeer, der åbenlyst prædiker foragt, had og terror i Allahs navn, har piben her pludselig fået en anden lyd! Nu er det entydigt de nationale gruppers skyld. Det er dem, der gøder jorden for ”had og terror”, og systempressen kræver højlydt indgriben fra myndighedernes side – specielt naturligvis imod AfD, som i øjeblikket står stærkt i befolkningen. Gerningsmanden havde imidlertid intet med Alternative für Deutschland at gøre. Hvis han er blevet ”radikaliseret” af nogen, er det af sin far, forhenværende byrådskandidat for partiet De Grønne, der i bund og grund bare er et stenaldermarxistisk kommunistparti, der vil føre os tilbage til at leve i huler.

Terror, revolution og borgerkrig vil blive det uundgåelige resultat af politikernes politik. Det er ikke noget, nationale kredse ønsker. Vi ville ønske, at man kunne debattere indvandringen, islam og globaliseringens konsekvenser roligt og sagligt. Vi har de bedste argumenter, og vi ville kunne sætte enhver af systemets politikere til vægs i en diskussion og debat på lige vilkår. Det ville være den demokratiske måde at gøre det på, og problemet ville blive løst, hvis man fulgte fornuftens vej. Sådan foregår det imidlertid ikke i den virkelige verden, jf. artiklen Dissidenter andetsteds på denne blog. Den nationale fløj har ingen reel adgang til det offentlige rum, og selv hvor enkelte er blevet taget til nåde og får lov til at skrive en blog eller give et interview, går magthavernes diskurs roligt videre, som om intet var blevet sagt. I folketinget er det ikke anderledes. Nationale politikeres forslag bliver bare afvist. De bliver reelt ikke debatteret. Det er, som om de aldrig var blevet fremsat.

Og imens ændrer Europa sig til at blive et muslimsk kalifat.

Situationen i Tyskland er naturligvis endnu mere grotesk end i Danmark – men bare rolig, vi skal nok få tyske tilstande her. I Tyskland er den politiske undertrykkelse af alt, hvad der ligger til højre for CDU, total. Den rammer sågar undertiden også CDU’s bayerske søsterparti CSU. Forbundsrepublikken står i den henseende på intet punkt tilbage for DDR. Der er intet af det, DDR’s hemmelige politi STASI med rette beskyldes for, som Bundesverfassungsschutz ikke gør meget bedre og meget mere effektivt og grundigt. STASI var de rene amatører i sammenligning med dem, men bevares, den tekniske udvikling har naturligvis også givet Verfassungsschutz overvågningsværktøjer, som STASI ikke engang kunne drømme om.

Hvor grotesk den såkaldte ”politiske kultur” er i Tyskland, fremgår af balladen om regeringsdannelsen i Thüringen, hvor AfD stillede mandater til rådighed for en borgerlig regering – uden at stille specifikke krav om noget som helst. Der blev straks nedlagt veto fra Frau Merkel, som krævede omvalg i Thüringen. Omvalg? Man havde jo lige haft valg! Men kender vi ikke systemet fra folkeafstemningerne om EU? Man stemmer om, indtil vælgerne stemmer ”rigtigt”. Det samme forestiller man sig altså til landdagen i Erfurt. Det skal man bare gøre. AfD vil øge sin tilslutning betydeligt, og når den næste horde såkaldte ”flygtninge” kommer vandrende ind ad Tysklands motorveje, vil tilslutningen yderligere øges. Man rapporterer, at Merkel allerede har lovet Erdogan at modtage 250.000. AfD jubler sikkert – men AfD vil desværre intet ændre. Det vil højst blive forbudt, hvis det kommer til virkelig at true de eksisterende magtstrukturer. Redningen af Europa vil ikke ske så let. Der kræves ”hands on”, som man vist siger i dag.

Vi kender det lidt fra Rasmus Paludan og Stram Kurs. Paludan kan have sine fejl, og han kan somme tider være sin egen værste fjende, men han er den eneste, der tør sige det til politikerne, der skal siges: ”I er en bande landsforrædere!” Og han udviser et kolossalt personligt mod, som man normalt ikke ser hos politikere. Derfor havde jeg stemt på ham, hvis den danske valglov ikke i praksis havde frataget mig min stemmeret. Men de fleste mennesker, jeg kender, stemte på ham – også mange, om hvem jeg ikke ville have troet det. Han lå godt i meningsmålingerne, og erfaringen siger, at disse for kontroversielle partier viser et lavere stemmetal, end partiet opnår ved valget. Hvordan er det vel så muligt, at han pludselig mangler 8.000 stemmer? Jeg kan kun finde én forklaring. Massiv valgsvindel. Stram Kurs havde ikke mandskab på ret mange valgsteder om på nogen overhovedet. Intet er lettere end at gøre stemmesedler ugyldige – bare man er enige om det, og den enighed har næppe været vanskelig at skabe. Indenrigsministeriet vil ikke fortælle, hvor mange stemmesedler, der var ugyldige. Det er vel meget sigende. Dette valg var en farce. Nu har man så også i hvert fald midlertidig udelukket Stram Kurs fra at samle underskrifter – angivelig fordi der var kommet dubletter af vælgererklæringer ind. Intet er lettere end at svindle med statens digitale systemer, der altid har kostet en jetjager, men ikke duer. Det er lidt ligesom de ”fakturaer”, der er lagt frem i forbindelse med beskyldningerne mod Morten Messerschmidt. Fakturaer, ingen kender noget til, som ikke er blevet betalt, ikke er blevet bogført – ja, som ikke eksisterer i den virkelige verden.

Der er ingen demokratisk vej ud af et sådant system. Enhver der prøver det, konfronteres på et eller andet tidspunkt med virkeligheden. Systemet er konstrueret sådan, at det ikke kan væltes med stemmesedlen.

Man har naturligvis stemplet modstandsmanden som psykisk stærkt afvigende, ja, helt forrykt. Jeg har ikke læst hans manifest i detaljer, men selv en kursorisk læsning viser, at han vel lider lidt af forfølgelsesvanvid, men han har jo også fat i rigtige ting. Problemet med ensomme ulve er jo netop, at de er ensomme – men desværre rækker det problem langt ind i højrefløjen. Som følge af den manglende offentlige debat og den vanskelige adgang til godt læsestof, forfalder mange til selv at tømre sig et verdensbillede sammen ud fra alt det bras, de kan finde på internettet. Det er noget skidt, og derfor skal vi fremme læsningen af gode bøger.

Hans fremfærd mod Tysklands gæster – der er jo ikke så mange andre, der går på vandpibecafé – har naturligvis fået også den ”danske” rendestenspresse op af lænestolene. Der skal mere fokus på ”højreekstremistisk terror”. Ja, når man ser avisernes forsider, kunne man let få det indtryk, at nationale kræfter stod umiddelbart over for en magtovertagelse. Gid det var så vel! Vi andre ved bedre. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, der eventuelt har fundet en fortjent eller ufortjent død som følge af det, de kalder ”højreekstremistisk terror” – med andre ord den nationale modstandskamp. Kan det blive til et par hundrede stykker, når vi regnet det hele med?

Over for det står den muslimske terror, der i højeste grad har noget med islam at gøre! Den er sværere at gøre op. Jeg har fundet en liste omfattende angreb fra 2001 til 2018: 36.496 angreb med 296.126 sårede og 233.566 dræbte. Værsgo at skylle! De senere års massive kristenforfølgelser er tilsyneladende ikke med. Det er således, som man vel kan forstå, meget vigtigt at bruge politiets og efterretningstjenestens knappe ressourcer på den højreekstremistiske ”terror”. Det er klart.

Hvad Tyskland og Frau Merkel angår, kan man blot konstatere, at ingen i tysk historie – en vis østriger iberegnet – har voldt så stor skade på Tyskland som Angela Merkel! Selv i de mørkeste stunder efter den anden verdenskrig var det tyske folk stadig intakt. På trods af enorme tab af land og menneskeliv og en total ødelæggelse af infrastrukturen kunne Tyskland stadig rejse sig. Efter 15 år med Merkel som fører, ligger det for døden! Heil Merkel!

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , | 2 kommentarer

Brexit

Det var en smuk sommermorgen. Soveværelset var lyst, og der lød stemmer nede fra stuen. Jeg halvsov og kunne ikke rigtig stedfæste de stemmer. Jeg vendte mig om, og så, at min elskede sov de retfærdiges søvn, og at hendes processor sad i laderen. Hun kunne ikke høre en lyd. Langsomt begyndte jeg at vågne op. Det var fjernsynet, der havde tændt sig selv. Det gjorde det tit, men nu, midt om natten? Så begyndte jeg at lytte efter, hvad der blev sagt – og så kan det nok være jeg kom ud af sengen og ned ad trappen. England havde stemt sig ud af EU, premierministeren gik af, og alt var kaos. Jeg havde ganske enkelt ikke anset det for muligt, at dette kunne ske, men England er trods alt mindre ensrettet end Danmark. Men jeg var overbevist om, at denne udtræden aldrig ville finde sted – i hvert fald ville det højst blive en udtræden af navn. Nu har denne officielle udtræden fundet sted – hvor reel den bliver, vil fremtiden vise.

Det har imidlertid været ganske morsomt at følge processen igennem de sidste 3 år og 2 engelske parlamentsvalg. Det var åbenlyst, at de siddende regeringer og de fleste parlamentsmedlemmer ikke havde nogen som helst intention om at føre folkets vilje igennem. Theresa May gjorde ikke engang et halvhjertet forsøg. Parlamentsmedlemmerne tvang skiftende regeringer ud i en umulig forhandlingsposition over for EU ved at pålægge regeringen ikke at udtræde uden en aftale. Dermed lammede man dens forhandlingsmuligheder. Britiske politikere stak hovederne sammen med EU’s bureaukrater for i fællesskab at kortslutte og umuliggøre processen, og de understøttedes i dette af parlamentets jødiske formand og det uvalgte overhus, der i dag ikke længere er adelens talerør, men hovedsagelig består af afdankede politikere og andre samfundssnyltere. Dette spil var ikke mindre end landsforræderi. Det var om noget ”eliten” mod folket! Landsforræderiet blev bakket op af store dele af pressen, bl.a. af BBC, men også på dette punkt er Storbritannien mindre ensrettet end Danmark. Alligevel var der ingen ende på dommedagsprofetierne: Finanssektoren ville flytte, fabrikkerne lukke, pundet rasle ned, man ville ikke kunne købe medicin, etc., etc. Vi kender det selv fra vor afstemning om euroen. Der ville ikke være nogen ende på de ulykker, der ville komme ind over os, hvis vi stemte nej. Det gjorde vi, og selv om en landsforræderisk radikal minister imod folkets ønske bandt kronen til euroen – sådan at vi i praksis har euro, men den hedder bare krone – har Danmark klaret sig bedre uden for euroen, end vi ville have gjort inden for euroen. Det samme billede tegner sig i Storbritannien. Landet vil gå styrket ud af EU – og EU vil blive svækket, forhåbentlig dødeligt.

Det var først, da Boris Johnson meget mod de øvrige partiers vilje fik gennemført et parlamentsvalg, at der aftegnede sig en løsning, idet han nu havde parlamentarisk opbakning til at kunne true EU med at gå uden at indgå en aftale. Nu går Storbritannien, men handelsaftalen er endnu ikke indgået, og EU vil med alle midler forhale den. Det er at håbe, at Johnson står fast. Det er vanskeligt at se, hvorfor man har brug for en handelsaftale. Man kan sagtens handle uden. Her drejer det sig bl.a. om, at EU vil have Storbritannien til at følge EU’s tekniske standarder, hvilket England ikke umiddelbart ønsker, og om den fri bevægelighed, som briterne absolut ikke vil bevare. Dertil kommer fiskeriet i de engelske farvande, som britiske fiskere ikke har lyst til at dele med andre. Det er således vanskeligt at se en stor handelsaftale for sig, og enden kan derfor meget vel blive, at Storbritannien ved årets udgang står uden en sådan aftale. Det vil man stå sig vel ved. Man kunne imidlertid i så fald lige så godt være gået uden aftale fra begyndelsen. Så
havde man været et frit land i 3 år allerede.

Af dette forløb kan vi lære, at en udmeldelse af EU ikke er et forhandlingsspørgsmål. Det er ligesom en udmeldelse af folkekirken. Det meddeles EU pr. SMS, at medlemskabet ophører ved midnat. Derefter er medlemskabet ophørt og pengekassen smækket i. EU-statsborgere må forlade landet, hvis der ikke er brug for dem – eventuelt med en overgangsperiode. Det er alt sammen meget simpelt. Vi har sådan set ikke noget ønske om at pålægge nødvendige varer told, men vi har et absolut ønske om at forbyde import af varer, som vi selv fremstiller i tilstrækkelig mængde og tilfredsstillende kvalitet. Vi skal hverken importere mælk eller smør til Danmark. Det vigtigste er imidlertid, at EU’s lovgivning og domsafgørelser herefter ikke mere er gyldige i Danmark.

Når EU har gjort forløbet så mudret og også i de kommende forhandlinger vil gøre alt for at stille Storbritannien så dårligt som mulig, er det naturligvis, fordi man frygter, at eksemplet skal brede sig. Der er i dag mange lande, hvor modviljen mod diktaturet i Bryssel er hurtigt voksende, og man vil af al magt vise, at det er ødelæggende for økonomien at udtræde af EU. Hvis det går England godt, vil andre følge efter. Man kan kun håbe, at England vil slå igen. Et land af Danmarks størrelse ville ikke alene kunne stille meget op imod det, men England er en af verdens førende økonomier. Man vil her uden videre kunne føre en handelskrig og evt. trække andre lande med sig. Det er det,
der giver bureaukraterne og papirnusserne i Bryssel mareridt. Spørgsmålet er, om man i England har viljen til at udfordre Merkel og Macron. Det er nok tvivlsomt i betragtning af, at det ikke er den menige englænder, der styrer, men storkapitalen, og den vil med al sandsynlighed vinde sidste halvleg. Ligesom her i landet vil man have lært ikke at sende love til folkeafstemning, da den demokratiske meningstilkendegivelse er farlig for magthaverne.

Vi blev i 1972 stillet i udsigt, at vi også ville følge England, hvis landet forlod De Europæiske Fællesskaber. Det er altså nu tid til at følge op på dette halve løfte fra Jens Otto Krag. Vi må have en grundig debat – og en folkeafstemning om dette spørgsmål snarest muligt. Og der skal ikke være nogen forhandlinger med EU om det spørgsmål!

Der er naturligvis grund til at ønske englænderne tillykke, men det vil være naivt at tro, at landets altafgørende og mest ødelæggende problem med dette skridt vil komme nærmere sin løsning. England er i dag ikke mere en hvid nation. Et stadig stigende antal store byer med London i spidsen har et ikke-hvidt flertal, og moskeerne afløser med frygtindgydende hast kirkerne. Vold, terror og voldtægter – også af mindreårige – breder sig hurtigere end en australsk steppebrand. Denne udvikling var i fuld gang, inden England blev medlem af De Europæiske Fællesskaber, og den vil også fortsætte, efter at England har forladt EU. Det er jo ikke indvandringen fra andre EU-lande, der giver de store problemer – det er folkevandringen fra Caribien, Afrika og det indiske subkontinent. Den vil Boris Johnson heller ikke gøre noget ved. Dermed bliver det hele jo temmelig ligegyldigt.

Jeg var i London og England (det er to forskellige ting!) første gang i 1974. Dengang var det naturligvis slemt i forhold til Danmark, men det var stadig et europæisk land, og det var stadig britisk, som vi forstår det. Det er det ikke mere, og det bliver det aldrig igen, medmindre man tager meget skrappe midler i brug. Det vil jeg stærkt anbefale, at man gør – også herhjemme. Jo før man gør det, desto mindre blod skal der udgydes! Det er det vigtigste problem, hele den vestlige verden står over for!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar