Den, der graver en grav…!

Nu er det jo nok de færreste tænkende mennesker, der savner Morten Østergaard, men alligevel, ret skal jo være ret. En hånd på låret af en kollega for 10 år siden? For det er jo i bund og grund det, det drejer sig om, selv om man givet hans måske lidt klodsede håndtering af ”sagen” skylden. Og det er jo ikke den eneste ”sag” hos de Radikale, hører vi. Samme Østergaard er storforbryder, han har øjensynligt i 3 tilfælde i festligt lag (dvs. døddrukken) gjort tilnærmelser til flere forskellige kvinder (der næppe heller har været ganske appelsinfri) – og Martin Lidegaard, han har danset for tæt med en dame (det var i det mindste ikke en mand) også for år tilbage. Wow! Det er naturligvis særlig morsomt, når en sådan ”sag” rammer en hykler som Østergaard, men tag ikke fejl: Ingen vil kunne vide sig sikker. Sådanne sager vil der komme mange af. Og vi er alle skyldige – i hvert fald hvis vi er mænd.

Kære piger! Vi må begynde med lidt undervisning i det med bierne og blomsterne. Mænd og kvinder er faktisk meget forskellige – ikke blot i udstyr, men i væremåde, og det er, når de mødes, nyt liv opstår. Det er altså i og for sig noget meget positivt. Nu er naturen nok indrettet sådan, at mændene måske er mere udfarende end kvinderne i det lille psykologiske og erotiske spil, der altid vil blive spillet, hvor mænd og kvinder mødes. Dette spil er jo faktisk meget vigtigt – også selv om det måske ikke altid fører til formering, ægteskab eller parring. Det er det lille spil, der gør, at kvinder er så dejlige. Jeg holder selv meget af kvinder – mange ville måske nok medlidende sige: for meget! – og jeg har da kendt mange meget intelligente og vidende piger, med hvem det har været en fornøjelse også at tale om alvorlige ting. Men det, der gør piger så meget sjovere at være sammen med end mænd, der generelt er jævnt kedelige, er det lille undertiden helt usynlige spil, der spilles – fra begge sider. Uden det bliver piger bare reduceret til efterligninger af mænd, og det ville være trist.

Nu er det selvfølgelig ikke så godt, hvis mænd i den situation misbruger deres magt til at presse pigerne med løfte om forfremmelse, stillinger, roller eller andet, som vi har hørt om det fra især underholdningsbranchen. Men vær nu helt ærlige, piger! Hvor mange gange har I ikke aktivt brugt jeres kvindelig charme og jeres underliv til at skaffe jer sådanne fordele – især inden for samme branche, men også generelt. For hvis I skal være helt ærlige, så er I – gudskelov – ikke et hak bedre end mændene. Hænder, dådyrøjne, kropskontakt, mere eller mindre frække tilbud – det er I også mestre i, skulle jeg hilse og sige. Forskellen er bare, at vi mænd er voksne og tager det som komplimenter, og det burde I også gøre. Der er tale om deciderede personalegoder. Vær dog bare glade over, at vi ofrer jer den opmærksomhed, at vi synes, I ser dejlige ud, har en tiltalende bagdel og er så søde. Hvis det bliver for meget, kan I jo bare sige fra.

Men sagen er, at I ikke vil være piger. I vil også på dette punkt ophæve naturens orden og være mænd – og det er derfor danske mænd søger til udlandet efter ægtefæller, for hvem vil dog være sammen med kvinde, der vil være mand? Men selv om I forsøger det, kan I ikke sætte naturen ud af kraft. Hvis I vil deltage i mandens verden, så må I også selv tage følgerne. Det lille spil må spilles.

Alternativet er, at I bliver hjemme hos jeres børn, og sørger for, at jeres familier fungerer. Det er faktisk meget bedre for alle parter, selv om det nok vil være lidt kedeligt for mændene, men det vil højne arbejdseffektiviteten og stabilisere familierne. Og hvis I vil være helt sikre på, at ingen – som i absolut ingen – vil kommentere jeres udseende og give jer et uskyldigt klap bagi, så skal I købe jer en burka. Den garanterer imod alt det.

Og her er vi ved sagens kerne. Lige på dette punkt er muslimerne måske de klogeste. De ved, hvad kvindernes integrering i arbejdsmarkedet ville komme til at betyde: utroskab, brudte familier, splittede børn, børnebegrænsning, dårligere ernæring osv. Derfor arbejder muslimske kvinder i princippet kun for deres mænd!

Sådan var det jo også oprindelig her. De hjemmegående husmødre var nationens helte, der holdt styr på familien Det var dem, der stod for ”den sociale kontrol”, dvs. opdragelsen af børnene. De hjemmegående husmødre tjente livet. I andre tjener desværre folkets død, og det er ikke så godt.

Jeg er unægtelig noget træt af at høre den konstante kritik af de fremmedes og især muslimernes livsførelse, for i bund og grund er den på nogle måder bedre end vor – selv om jeg ærligt skal indrømme, at de går til rædselsfulde yderligheder, som vi aldrig har brugt her i Norden og naturligvis heller ikke ønsker praktiseret her. De er jo fremmede folk med mærkelige og for os barbariske og uciviliserede skikke og vaner og med en uhyggelig primitiv religion, men de vil vise sig at være stærkere, end vi er, simpelthen fordi de holder fast i nogle af de ting, der styrker et folk og gør det i stand til at overleve og underlægge sig andre folk, som ikke har sans for det, det drejer sig om her i livet, men hvor man tænker mere på sin egen personlige karriere og selviscenesættelse end på folkets overlevelse.

Men vi ville kunne lære meget af de fremmede, og hvis vi genindførte ”den sociale kontrol” med vort afkom, ville der være færre voldtægter, pigerne ville holde sig fra de fremmede, de ville (desværre for os andre) ikke løbe halvnøgne rundt, og de ville ikke drikke sig fra sans og samling og sælge deres krop for en burger i en port på Strøget, men koncentrere sig om deres skolegang – ligesom muslimernes piger. For det er hos muslimerne kun pigerne, der er genstand for den sociale kontrol, for det er pigerne, der er vigtigst for slægtens fortsatte liv. Desværre styrer de ikke deres drenge! En gang opdrog vi også vore børn og videregav folkets værdier til dem, hvor vi i dag overlader opdragelse til børnehavernes, skolernes og fjernsynets natmænd, der udgyder latrinernes indhold over dem, og enhver, der vil påstå, at verden er blevet bedre af den tøjlesløse frihed og den manglende sociale kontrol, lyver bevidst eller er totalt uvidende!

Det, der er i vejen med de fremmede – uanset om de er muslimer eller ej – er, at de ikke er danske, ikke kan blive danskere, og aldrig må forsøge at blive danskere. Misforstå mig ikke. Jeg bryder mig heller ikke specielt om de fremmede og mindst af alt om muslimerne, men det ændrer ikke ved en grundlæggende kendsgerning: Det, der tjener folkets liv og fortsatte eksistens, er pr. definition godt. Det, der nedbryder folket og gør det svagt, er ikke godt. Succeskriteriet for, om noget er godt, er, om folket overlever – ikke om den enkelte har det sjovt, kan få en karriere, drikke sig fuld og hore efter forgodtbefindende! Og det gælder sådan set både mænd og kvinder, men det er som sagt kvinderne, der fører slægten videre. Folket kan overleve med meget få mænd, men det kræver mange kvinder!

Kære piger, hold nu op med jeres krænkelsespjat. Lad os koncentrere os om de virkelige problemer i samfundet. Vi er ved at gå til grunde som folk, vi har en regering, der driver landet ud i statsbankerotten, vi er ved at blive solgt til EU…. Og I snakker om en hånd på et lår eller et frækt tilbud for 10 år siden. Bliv nu voksne, eller køb for pokker den burka!

Der er imidlertid et helt andet og langt mere alvorligt aspekt ved mange af disse krænkelsessager, og det er den umådeholdende indtagelse af alkohol ved fester blandt politikere og andre, der mener, at de tilhører eliten. Det er åbenbart helt almindeligt, at man drikker sig fra sans og samling, når man holder fest i de kredse. Lad os håbe, at der ikke indtræffer en eller andet begivenhed, som gør, at politikerne her og nu skal træffe en vigtig kvalificeret beslutning – for så vidt som de overhovedet kan det i ædru tilstand. Da jeg – på et meget beskedent plan – havde med politik at gøre, vidste jeg, at der når som helst kunne ske noget, som fik en journalist til at ringe og bede om min stillingtagen, dag eller nat. Jeg kunne simpelthen ikke tillade mig at drikke mig fuld, og som offentligt kendt person kunne jeg heller ikke tillade mig rave døddrukken rundt i gaderne eller noget andet offentligt sted. I dag synes noget sådant at være fuldt acceptabelt. Vi er virkelig på vej mod undergangen!

Nu kan man naturligvis nok sige, at en klam håndspålæggelse fra Morten Østergaards side under alle omstændigheder med al mulig rimelighed kan betragtes som en krænkelse. I forbindelse med sin selvransagelse, siger samme Østergaard, at han har fejlet på flere planer. Det må man nok sige, men hans største forbrydelse og fejl er ikke den formastelige hånd på en – lige så skør – partifælles formodentlig lækre lår, men det, at han har forrådt sit land! Det er det, han på dommens dag skal stilles til regnskab for, og det vil koste ham mere end hans liderlige pølsefingre!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvis statsminister?

Fornylig vedtog et flertal af den organiserede forbryderbande, også kaldet de folkevalgte, der i øjeblikket har besat Christiansborg, en helt igennem idiotisk såkaldt samtykkelov, der i praksis a piori gør alle mænd til voldtægtsforbrydere.

Begrundelsen for denne feminihysteriske idiotlov var “individets frie valg og kroppens ukrænkelighed”. Politikerne gjorde meget ud af at understrege disse princippers hellighed og uantastelighed, det var ikke noget der kunne diskuteres – sådan var det bare!

Imidlertid udbrød der kort tid efter en debat, som på glimrende, men helt unødvendig, vis illustrerer politikernes grænseløse hykleri. En meningsundersøgelse viste således, at ikke mindre end hele 86 % af den danske befolkning går ind for et forbud mod rituel lemlæstelse af raske babypenisser. Vi har tidligere fyldigt redegjort for de principielle betragtninger i denne forbindelse, men vi har imidlertid fundet et citat på DRs hjemmeside, som helt enkelt og kort udtrykker og sammenfatter sagens kerne:

”Kønsslagtning’: ’I er bimlende blæste. Hvis man kun kan være en god jøde ved som baby at få slagtet en del af sin penis er I ganske simpelt retarderede. I lever i en helt anden verden og tidsalder. Det er I naturligvis velkomne til at gøre, blot vil jeg foreslå, at I emigrerer til Israel i så fald. Den samme holdning har jeg til muslimer, der for min skyld gerne kan slagte løs i og på hinanden, såfremt det foregår i muslimistan. Jeres oldtidslevn og det gælder begge idiotreligiøse grupper – er bedst tjent med, at I holder jer for jer selv i jeres respektive lande. Hvor I frit kan halal- og kosherslagte samt skære løs i jeres børn. At I ikke er i stand til at tilpasse jer virkeligheden er sørgeligt. I er – sammen med muslimerne – en flok modbydelige menneskeslagtere.”

Med Samtykkenloven i mente kan ingen vel være i tvivl om, at vi lever i et terminalt sygt samfund, hvor sort er hvidt og hvidt er sort: således skal man i år 2020 have samtykke til at røre ved en penis, men ikke til at skære i een. Man skal have læst mange år på RUC for at forstå den logik.

I alt for langt tid har mellemøstlige befolkningselementer ustraffet haft lov til at skære i deres drengebørns kønsorganer for at tilfredsstille deres imaginære, sadistiske himmelnisser. Debatten om disse semitiske forbrydelser har med mellemrum vist sit ubelejlige ansigt, men den er altid hurtigt blevet stoppet igen. Det synes ikke at være en debat, som vores nuværende regime og dets propagandaorganer er glade for.

Denne gang slap ånden imidlertid helt ud af flasken, og det har i sandhed fået maskerne til at falde. Ellers nogenlunde fornuftige mennesker som f.eks. Morten Uhrskov Jensen, Aia Fog, Morten Messerschmidt og Marie Krarup har således gjort sig selv grundigt til grin ved at støtte jøders, og dermed også muslimers, ukrænkelige ret til at fortsætte deres perverse traditioner her i landet. I denne forbindelse er vi blevet opmærksomme på, at flere personer via de sociale medier direkte har spurgt nogle af de ovennævnte, om de også mener, at visse jøders rituelle afsutning af den lemlæstede babypenis også skal accepteres. Hidtil har ingen af dem svaret, men det vil imidlertid ikke undre os, om de i deres kroniske judofili også helhjertet vil gå ind for denne traditions praktisering her i landet. Man får kvalme, når man ser, hvordan disse “islamkritikere” er med til at bane vejen for konsolidering af islamisk kultur og yderligere islamisering, blot for at føje et andet mellemøstligt befolkningselement. Fremadrettet vil kritik af muslimer og islam fra denne kant klinge noget hult. Kan man være nationalsindet, men samtidig støtte islamiseringen af Danmark blot for at gøre jøderne glade? Vi vil også lige huske vore læsere på, at selvom Morten Uhrskov Jensen, Aia Fog, Morten Messerschmidt og Marie Krarup bekymre sig meget om jøderne, så bekymrer disse sig mest om muslimerne

Det mest interessante ved denne debat er imidlertid ikke hvad nogle inkonsekvente tågehoveder på den såkaldte højrefløj har sagt uden at rødme, men vores “allesammens statsminister” Mette Frederiksens udmeldinger i denne forbindelse. Tidligere har Mette Frederiksen udtalt, at hun naturligvis gik ind for et forbud mod rituel omskæring. Imidlertid udtaler hun nu i et interview i Weekendavisen, hvis chefredaktør som bekendt er den efter hans eget udsagn “Fucking jøde” Martin Krasnik, at hun nu er imod et forbud mod rituel omskæring. Hendes begrundelse for denne kovending, er en udfordring for alle ordentlige menneskers brækrefleks. Vi citerer fra DR:

”Spørgsmålet om et eventuelt forbud mod omskæring af jødiske drengebørn kan ikke stå alene.

Det skal ses i lyset af jødernes skæbne. En skæbne, der har været præget af forfølgelse og mistænkeliggørelse. Blandt andet under Anden Verdenskrig, hvor seks millioner jøder mistede livet som følge af nazisternes folkemord…

For spørgsmålet handler om meget mere end bare forhud, siger statsministeren.

Man kan ikke se det løsrevet fra Danmarks og Europas historie. Europas historie er en historie om jødeforfølgelse. Det har den været igennem mange hundrede år…

Det kulminerer i 1930’erne og 40’erne med den systematiske nedslagtning, med folkemordet, med Holocaust. Det er desværre Europas historie.

Derfor er hun imod et forbud.

For mange jøder vil det ikke være muligt at praktisere deres tro og blive i det danske samfund, hvis der gennemføres et forbud mod omskæring, siger hun.”

Magen til idiotisk nonsens skal man lede længe efter! Det siger sig selv, at hvad nogle tyskere gjorde ved nogle jøder for over et halvt århundrede siden aldrig kan retfærdiggøre, at man skære i raske småbørns kønsorganer i dag. Fordi tyskerne slog jøder ihjel, skal små jødiske – og muslimske! – drengebørn i al evighed undgælde ved at få et stykke skåret af deres tissemand! Hvad har de gjort, Mette?

Det hedder endvidere:

”Personligt er hun dog ikke tilhænger af omskæring, siger hun.

Når man ser på dette spørgsmål helt løsrevet fra historien og kun kigger på individet, er jeg heller ikke selv tilhænger af omskæring. Derfor anerkender jeg dilemmaerne. Jeg forstår til fulde, hvorfor mange danskere har det synspunkt, at omskæring af mindreårige ikke bør finde sted”

Hvordan dette hænger sammen skal man vist være kronisk socialdemokrat for at forstå. Mette Frederiksen bakkes i øvrigt op af Venstres formand, som også er imod et forbud, da han ligeledes mener, at vi “skylder” jøderne, at de frit kan fortsætte med at skære løs i deres børn. Læg i øvrigt mærke til, at hverken statsministeren eller Venstres formand nævner muslimerne med så meget som eet ord, hvilket er underligt, da disse ellers normalt er en fredet art. I denne sammenhæng må de øjensynligt vige førstepladsen. Først og fremmest skal den jødiske minoritet således i al evighed have carte blanche til at foretage sig de mest syge ting samt for evigt være hævet over enhver kritik. De er noget særligt, de er noget helligt, de er altid ofre, de er altid uskyldige.

Man må spørge sig selv, hvorfor landets statsminister samt formanden for Danmarks største oppositionsparti på helt udemokratisk vis går imod, hvad ikke mindre end 86% af befolkningen mener om denne sag. Disse politikere plejer ellers nok at kunne lefle for folkestemningen og de dertil hørende letkøbte stemmer. For vores helt igennem opportunistiske politikere er denne adfærd både atypisk og selvdestruktivt. Hvorfor gør de det?

Vi har et bud på årsagen; for to dage siden tweetede den indflydelsesrige amerikanske, jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League of B’nai B’rith (ADL), at denne var opmærksom på debatten i Danmark og var i tæt samarbejde med den danske regering for at finde en acceptabel løsning. Dette tweet er senere forsvundet fra ADLs hjemmeside, men det var en interessant tilståelse, og der er præcedens for, at ADL lægger pres på regeringer, der ikke danser tilstrækkeligt ivrigt efter den jødiske pibe. Yderligere skal det bemærkes, at debatten i Danmark heller ikke er gået Israels næse forbi.

Alt andet lige må det antages, at den acceptable løsning er den, som Mette Frederiksen nu har præsenteret. Det ser således ud som om, en udenlandske lobbyorganisation er i stand til at diktere, hvad Danmarks statsminister, i direkte modstrid med et befolkningsflertals ønske og hendes egen personlige holdning, skal mene! Dette rejser naturligvis spørgsmål om, hvor Danmark i grunden regeres fra? Hvem der har den reelle magt her i landet, og hvem tjener Mette Frederiksen i grunden? Hvis statsminister er hun egentligt? Svaret vil vi lade det være op til den oplyste læser selv at besvare, men en ting er sikkert, Mette Frederiksen er ikke danskernes og slet ikke “børnenes statsminister”!

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Vi river himlen ned på jorden

BOGANMELDELSE:
Erik Kulavig:
VI RIVER HIMLEN NED PÅ JORDEN
Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922
Lindhardt og Ringhof 2016

Der blev op til jubilæumsåret for den russiske revolution skrevet mange bøger om dette blodige fænomen. Hvordan kunne det tidligere så mægtige russiske kejserrige falde som offer for et statskup gennemført af nogle ganske få fantaster og skrivebordsteoretikere uden noget begreb om økonomi og administration af et samfund? Det var kun muligt på grund af de horrible sociale forhold som resultat af den første verdenskrig i forbindelse med en meget beskeden folkeoplysning og en større gruppe intellektuelle, der havde gødet jorden, og som nu ikke fattede, hvad der var ved at ske. Dertil kom en svag Zar og et noget nedslidt magtapparat. Men det grundlæggende for enhver revolution skal søges i social nød, som massemorderen Lenin så ganske rigtigt skriver.

Kulavig opridser kort forudsætningerne for revolutionen og fortsætter med en mere indgående beskrivelse af de nye magthaveres drømme: ”Befrielsen” af folket (dvs. pøbelen) og tilintetgørelsen af den tidligere overklasse af iværksættere, ingeniører, læger og teknikere osv., der enten blev slået ihjel, sendt i eksil eller reduceret til ”forhenværende mennesker” uden bolig, rationeringsmærker eller noget som helst andet, ville efter deres mening på magisk vist ændre underklassen og sætte den i stand til at styre og administrere en stats økonomiske forhold. Når arbejderen arbejdede for sig selv og ikke for ”kapitalisterne”, ville de automatisk øge deres indsats og dermed forøge produktionen. Kriminelle ville blive til ordentlige borgere fra den ene dag til den anden, og straffesystemet ville blive overflødigt. Anarkiet i kunsten blev prist som en befrielsen af folkets skabende evner, seksualiteten skulle sættes fri, ægteskabet afskaffes og al ”borgerlig moral” fornægtes. På ruinerne af ”borgerskabets dekadente samfund” skulle der opstå en ny proletarisk kultur. I den forbindelse iværksattes mange forskellige tiltag til uddannelse og udvikling af det nye samfund og den nye kultur – ikke mindst en kamp imod analfabetismen, for det nye mennesker skulle jo nu overtageopgaver, der krævede både en vis dannelse og beherskelse af læsningens kunst.

Nu var læsekunsten jo ikke det værste, man kunne bibringe folk, men det samlede resultat kan man jo uden vanskelighed forestille sig: kaos på alle felter, hungersnød og til sidst borgerkrig. Man tvinges med andre ord til at indstille nogle af sine eksperimenter, tage nogle af de forhenværende mennesker til nåde for at få dem til at drive fabrikkerne, selv om disse ikke mere tilhører dem selv, men ”folket”, og indstille de vildeste eksperimenter både inden for kunsten og den frie seksualitet, som ikke gavnede produktionen. Nu skulle man lære selvbeherskelse og koncentrere sig om produktionen. Freudomarxisten Wilhelm Reich, der er marxisternes foretrukne kilde til studiet af ”fascismen”, som efter hans mening netop skyldes ”indestængt seksualitet og neuroser”, blev således dybt skuffel, da han besøgte Sovjetunionen i begyndelsen af 30’erne. Reichs etnicitet skulle det være overflødigt at nævne.

Det, der udmærker Kulavigs bog særligt, er hans studie af dokumenter fra de russiske arkiver, der giver et billede af dagligdagen i den nye Sovjetunion. Det er artige sager. De viser et samfund, hvor repræsentanter for et utal af forskellige organer strides bravt med hinanden, beskylder hinanden for de værste forbrydelser og smider hinanden i fængsel, og det var ingen spøg i de tider – et samfund, hvor en juridisk uddannet dommerstand er erstatter af proletariske partipampere, der dømmer ud fra proletariske principper, og hvor der ikke findes nogen som helst retstilstand overhovedet. Når pamperne behøvede penge, udskrev de blot ekstraskatter eller idømte tilfældelige bøder, konfiskerede folks tøj, bohave, mad og vodka osv. På dette punkt mangledes der i sandhed ikke fantasi. De viser endvidere, hvordan Lenins personlige had mod bondestanden udmønter sig i den rene udplyndring, hvor bøndernes produktion ganske enkelt blev konfiskeret uden godtgørelse,
så bønderne blev efterladt uden nok fødevarer til at ernære sig selv og deres familier, hvilket naturligvis ikke øgede produktionen af landbrugsvarer – en politik, der af Stalin perfektioneredes til fuldkommenhed, således at han kom af med henimod 6 millioner ukrainske bønder, der simpelthen døde af sult! Bønder, der dør af sult, det er ellers en sjældenhed i historien, men for Lenin og hans forbryderbande var intet umuligt – altså lige bortset fra opbygningen af en levedygtig økonomi og et sundt og trygt samfund. Ligesom de store godser, der nu ikke mere producerede noget, forfaldt også alle andre dele af erhvervslivet. Tilværelsen for sovjetborgerne var ét langt helvede af sult, indespærring og henrettelse – hvis de da ikke lige tilhører partieliten, der mæskede sig på befolkningens bekostning – noget, der lyder sørgelig bekendt!

Dette afsnit er bogens væsentligste, og gengivelsen af dokumenterne er meget detaljerig –
måske en gang imellem for detaljerigt, men det er et forsøg på at formidle alle oplysninger til læseren, så denne får præsenteret alle synsvinkler på de forskellige sager, der behandles i bogen. Netop derfor, forekommer Kulavigs forsøg på at være dommer i sagerne og fremhæve, at den ene måske havde mere ret en den anden, eller at begge parter måske havde lidt ret, meget skoleopgaveagtige. Læseren skulle nok selv være i stand til at danne sig sin egen kvalificerede mening om tingede. Der er i hvert fald intet i Kulavigs konklusioner på de enkelte sager, der synes at vise, at forfatteren er mere kvalificeret på dette punkt end læseren.

Kulavig lægger ikke skjul på, at han selv er gammel kommunist, men han drog de nødvendige konklusioner af, hvad han så og oplevede i Sovjetunionen. Mindre velmenende stemmer ville måske påstå, at han blot var opportunist, men erfaringen viser jo desværre, at en kommunistisk indstilling ingenlunde har været karrierehindrende i Vesten – tværtimod – heller ikke efter murens fald, hvor skællene bure være faldet fra selv den dummestes øjne. Alligevel kan man en gang imellem måske føle en vis – måske ubevidst – tøven i holdningen til de afsløringer, han selv præsenterer. Det er ikke rart at se sin ungdoms illusioner briste så fuldstændigt. Det kan jeg godt selv tale med om.

Det, der er mest skræmmende, når man har læst Kulavigs bog, er, at der er mennesker i det danske folketing, der har våde drømme om dette system og ønsker at afprøve det på os. Det er den samme type mennesker, som faciliterede og gennemførte revolutionen i Rusland: intellektuelle fantaster, der aldrig har haft et rigt arbejde, og som ikke har nogen forankring i det virkelige liv. Endnu hersker der ingen social nød, der kunne danne grundlaget for en revolution, men bare rolig: Den skal nok komme, thi indvandrerbyden vil vokse og langsomt men sikkert underminere den danske befolknings eksistensgrundlag. Det er grunden til at disse kræfter fremmer indvandringen. Den vil være en garanti for kaos og nød – netop det stof, revolutioner er lavet af. Men spørgsmålet er, om den kommende revolution nødvendigvis behøver at være en bolsjevistisk revolution med Pernille Skipper og Rosa Lund i spidsen, eller om man ikke også kunne forestille sig en national revolution, der ville gøre begge de damer et hoved kortere! Kun fremtiden vil vise det!

Kulavigs bog er skrevet for dem, der allerede er godt inde i russisk og sovjetisk historie og især i revolutionshistorien. Han leverer flødeskummet til lagkagen. Mangler man disse
forudsætninger, bør man først læse Bent Jensens bog Ruslands undergang, Gyldendal 2017. For dem, der måtte være det hollandske sprog mægtige, kan det varmt anbefales at læse Peter Waterdrinkers stærkt selvbiografiske og reflekterende roman Tsjaikovskistraat 40 Nijgh & Van Ditmar 2017. Slutningen er måske ikke noget at skrive hjem om, men bogen giver et fantastisk godt billede af Rusland fra revolutionen i 1917 til og med Jeltsin-årene. Når man som denne anmeldelses forfatter har oplevet Jeltsin-tiden tæt på, er skildringen heraf det rene deja-vu. Sådan var det! Derfor er jeg – i modsætning til Waterdrinker – en stor tilhænger af Putin!

Udgivet i Historie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fablen om ænder & høns

Udgivet i Antisemitisme | Skriv en kommentar

Menneskenes fundamentale ulighed

Af dr.phil. Christian Lindtner

Det er kommet på mode at bekæmpe racisme, dvs. skelnen mellem racerne, ikke (endnu da) heste- og hunde- og andre racer, men blot menneskeracer. Mange genetikere står på, at en sådan skelnen mellem hvid, gul og sort blot er “sociale konstruktioner”, dvs. sludder og vrøvl. De fupper! Lighedshysteriet forvirrer, men ophæver ikke de naturlige forskelle.

For at udrydde en velbegrundet “racisme”, må man først udrydde racerne selv. Ved man mon, hvad man er ude på? Hvad mener man om en maler, for hvem de tre (eller alle) farver er de samme! Med i det absurde billede hører kampen mod kønsforskelle for ikke at tale om noget, der sjældent kommer på tale, forskelle mellem naturlige kaste- eller klassedannelser. Hvad er meningen med at skabe denne forvirring? Erfaringen, der bygger på naturiagttagelse, taler med den alm. kulturhistorie et tydeligt sprog om fundamentale forskelle mellem racer, køn og samfundsklasser og enkeltindivider.

At bekæmpe disse forskelle er som at bekæmpe eller benægte forskellen mellem sol og regn, mørkt og lyst, nat og dag. At benægte modsætningsforholdet er vanvid. De, der gør det, sejler under falsk flag eller er selv blevet bytte for deres egne gale konstruktioner. Al snak om at reducere naturlige forskelle og videnskabelige distinktioner til sociale konstruktioner må være udtrykt for virkelighedsflugt, der måske beror på en slags lighedssyge eller massehysteri, der ofte beror på pres fra den gruppe, man mener at høre til.

Det er både trist og latterligt at se, hvordan både biologer og teologer underkender de fundamentale naturlige forskelle. Lad blot at dyr og mennesker er jord og vand og luft eller ild og varme. Men også mere end som så. Vor tid er en af de mest kultur- og identitetsfattige. Bedre tider kunne tale om åndsvidenskaber, men de er nu reduceret til åndløs information og kommunikation. Genetikken har intet at melde om ånd, eller højere kultur og dannelse.

Selv sprogfolk lader sig rive med til at rense sproget for det forfærdelige krænke ord race, så tør man dårligt spørge, hvad puristerne mener om en sag, der førhen ansås for så vigtig, at den kom på frimærke: racerenhed. Som alle ved, og færre måske bryder sig om, så svælger massemedierne, især de vestlige, i at lovprise blandinger af de renere menneskelige racer. De sociale konstruktioners propagandister ser meget gerne, at tidlige idealer om racerenhed kriminaliseres og afløses af raceblanding og den samfundsmæssige
og almindelige forvirring, der erfaringsmæssigt følger deraf.

Reduktionen af naturlige forskelle til sociale konstruktioner er at gøre ulige lige, at ophæve forskellen mellem sandt og falsk. Reduktionisterne er snydepelse, og deres motiver er sjældent renfærdige. Vi kender det fra religiøse svindlere, der sælger en frelse, de ikke kan levere. Og med naturvidenskabelige sværmere nu åbenbart på samme vis. I sidste instans er socialkonstruktivismen vel også en kamp mod familiens dannelse og sammenhold. At ødelægge familien er en vældig effektiv måde, at undergrave et harmonisk samfund på. Den er altså skabt og fungerer som et våben i en kamp mod en gammel kultur, især den europæiske eller “hvide”.

Det kaotiske lighedshysteri er altså en virus rettet mod ganske normalt fungerende medmennesker.

***

For den som ønsker en lettilgængelig indføring i moderne raceforskning, kan vi stærkt anbefale ”Race, evolution og adfærd” af professor J. Philippe Rushton. Overstående indlæg er offentliggjort med forfatterens tilladelse.

Udgivet i Nationalisme, Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar