Coronahysteri og andre massepsykoser

Endnu en gang må vi desværre beskæftige os med dette triste tema – trist ikke så meget pga. sygdommen selv, men fordi håndteringen af den viser en håbløs styreform, som er langt farligere end den kinesisk-amerikanske virus, det drejer sig om, og en fuldstændig statsstyret og totalt ukritisk presse, som ikke lader de eksperter komme til orde, der kan se det vanvittige i den førte politik. Disse henvises til de asociale medier, hvor det er let at affærdige dem og give dem sølvpapirshatten på.

Lad os imidlertid endnu en gang fastslå, at chancerne for at overleve denne virus er hele 99,6 % eller deromkring. At kalde denne sygdom samfundskritisk er ganske enkelt et forbryderisk bedrag – en kriminel misbrug af sproget og den menneskelige intelligens, som desværre er svagt repræsenteret i regering, folketing, statsadministration og i de forskellige styrelser. Havde det været ebola – men en dødelighed på 50 %, havde sagen naturligvis været en anden.

For et år siden fortalte man os, at vi bare skulle vaccineres – så blev alting godt igen. I dag, et år efter, er smittetallene fuldt på højde med sidste års – på trods af en vaccinationsprocent på omkring de 75, hvilket burde været fuldt tilstrækkeligt til at få en virus til at uddø. Det fornuftige svar på dette ville være at indstille vaccinationerne, hvis værdi synes forsvindende ringe. Men nej, svaret er: mere vaccination og et tredje stik – et fjerde, et femte osv. – en gang hvert halve år. Man forsøger kort sagt at overbevise de ikke-vaccinerede om, at vaccinerne er effektive, samtidig med at man vil overbevise de vaccinerede om, at vaccinerne ikke er effektive, så man må eftervaccineres ad infinitum. I et blot nogenlunde intelligent samfund, ville denne strategi hurtigt lide skibbrud. Udenlandske erfaringer viser imidlertid til fulde, at vaccinationer intet nytter. I Irland har man så høj en vaccinationsprocent, som man realistisk kan opnå – og alligevel eksploderer smitten. Det samme kan man se i Israel. Gibraltar har en vaccinationsprocent på 100 – højere kan man næppe komme – men alligevel har man der allerede aflyst julen. Disse vacciner er ganske enkelt af særdeles tvivlsom kvalitet, de er spild af penge – i bedste fald, for vi ved jo ret beset ikke noget om dem. Hvilken skade vil de påføre os på længere sigt? Betyder de i virkeligheden, at vi er mere udsatte for at blive smittet? Hvordan er deres virkning på fertiliteten? Vi ved intet om dem, for de er blevet hastet igennem uden om de normale procedurer for udvikling af medicin, der forudsætter dyreforsøg og lange forsøg med frivillige testpersoner. Eller er det bare den gode gammeldags slangeolie?

At der er mange, som tillægger politikerne ganske andre hensyn end folkesundheden, er ikke underligt, og det skulle bestemt heller ikke undre mig, om der glider store beløb ned i deres lommer fra medicinalindustrien, som virkelig har scoret kassen på denne situation. Disse gevinster burde naturligvis inddrages, men det vil betegnende nok ikke ske.

Man har hensat store dele af befolkningen i angst og hysteri over for denne ubehagelige, men temmelig harmløse sygdom – sammenlignet med så mange andre langt mere alvorlige sygdomme, man kunne have gjort noget meget mere effektivt imod med de samme uhyrlige summer, som denne psykose har kostet og vil koste fremtidige generationer. Når sygehusene mangler penge – og det gør de jævnligt – må de forhandle i månedsvis for at få et par hundrede millioner. Jeg vil tro, at dette vanvid snarere vil have kostet et par hundrede milliarder, som kunne have gjort stor nytte andre steder i sygehusvæsenet!

Læg hertil den socialdemokratiske og kommunistiske forbryderbandes forsøg på at skjule, hvad der egentlig er foregået i denne sag – og hvad de virkelige motiver til f.eks. aflivningen af den danske minkbranche var. Vi får her et glimrende indblik i såkaldt demokratisk politik – og dertil er der kun at sige, at vi ikke vil have mere af den. Vi vil have et ansvarligt styre, ledet af voksne mænd (!) med omfattende erhvervsfaring og en veludviklet sund fornuft – i stedet for af en flok forvoksede og uvidende teenagetøsers kvindagtige føleri.

Samtidig får vi en opvisning i, hvor let det er at forføre masserne. Opskriften er såmænd her: en ensrettet presse, et ensrettet akademisk liv, en politiseret embedsmandsstand, udelukkelse af eksperter med afvigende synspunkter og analyser og politikernes uhyre sparsommelige omgang med sandheden. Samtidig foregår der en fuldstændig uhørt og utilstedelig dæmonisering af de mennesker, der ikke vil have denne ukendte væske sprøjtet ind i deres krop. Vi hører i anden sammenhæng altid om, at kvinden selv bestemmer over sin krop – selv om den, hun bestemmer over, ikke er en del af hendes krop. Men her gælder det åbenbart ikke, selv om den såkaldte ”frie abort” koster langt flere menneskeliv end Corona.

Jyllands-Posten kan i dag berette, at folk automatisk er ved at ændre adfærd. Det fuldstændig latterlige og totalt virkningsløse mundbind er ved at blive en almindelig del af påklædningen, folk skyer hinanden, som om den sorte død var i landet, man undlader at give hinanden hånden osv., osv. Måske er dette en almindelig øvelse i, hvordan man kan splitte en befolkning, ødelægge samhørigheden og skabe mistillid imellem mennesker. Et splittet folk er som bekendt et svagt folk.

Massepsykose og massehysteri er magthavernes redskab til at styre en befolkning. Det er der ikke noget nyt i, men det er sjældent, vi ser så klare og tydelige eksempler som i dag. Det drejer sig foruden om Corona især om klimaet. Børn bliver sendt til psykolog, fordi de tror, at jorden står umiddelbart foran sin undergang. Igen er det en styret proces, fremmet af de statsstøttede medier. CO 2 har intet med klimaet at gøre, klimaet har altid ændret sig og vil altid ændre sig, det er i dag varmere end for 100 år siden, men koldere end for 1000 år siden (vikingetiden). Set i det lange perspektiv befinder vi os i en kuldeperiode. Det er et udtryk for rablende sindssyge, når uvidende politikere og prostituerede videnskabsfolk mener, at den ”rigtige” temperatur er f.eks. år 1980. Der er ingen rigtig temperatur, gletsjere er smukke, men de har heller ikke altid været der i den nuværende form. Det er ingen naturlov, at Grønland skal være dækket af is osv. Men det er karakteristisk for vor tid, at det ikke er fremtrædende videnskabsfolk som professor Johannes Krüger, der lyttes til, men en sindslidende efterhånden 18-årig svensk tøs uden uddannelse af nogen art og uden noget som helst kendskab til klima, hvad der påvirker klimaet, eller til klimaets udvikling igennem tiderne. Hun bliver inviteret til videnskabelige konferencer, kommer i audiens hos paven (der heller ikke ved noget om klima) og foreslås til Nobels såkaldte fredspris, som hun sandsynligvis ender med at få. Krüger derimod er blevet annulleret.

Når det nu efterhånden bliver koldere, for det gør det – vi går nemlig imod en ny istid – vil politikerne og tunfisken (der i dette tilfælde snarere er en torskefisk) naturligvis hævde, at det er deres fortjeneste – også når vi til sidst skal bruge en ishakke for at komme ud af vore boliger. Dette er en klovneverden, som ingen forfatter i sin vildeste fantasi kunne have beskrevet bedre. Jules Verne ville blegne af misundelse,

Kan du huske årtusindskiftet? Det kan jeg! Der var dengang en snedig computervidenskabsmand, der havde fundet ud af, at alle computersystemer ville bryde sammen nytårsaften ved overgangen fra 1999 til 2000. Det ville computerne simpelthen ikke kunne finde ud af. Fly ville falde ned, respiratorer gå i stå, CPR-registeret bryde sammen (en vidunderlig tanke) osv. Hysteriet lignede det, vi oplever i dag både i forbindelse med den kinesisk-amerikanske virus og klimaet. Aviserne var fulde af dommedagsprofetier. Selvudnævnte eksperter i skabelse af panik havde kronede dage. Flyselskaber indstillede driften nytårsnat. Staten og virksomhederne postede milliarder og atter milliarder af kroner i at ”millenniumsikre” deres systemer – og computerindustrien scorede kassen og varslede, at alle de, der ikke havde foretaget denne ”investering”, ville miste alle data i denne skæbnesvangre nat. Hvad skete? Ingenting. Computeren hoppede lige så let og elegant fra 1999 til 2000 – uden nogen som helst problemer overhovedet. Der blev pludselig meget stille omkring ”millenniumsikringen”. Den blev meget hurtigt glemt. Sådan skaber man panik.

Imens aflyses julen nu for andet år i træk (bare vent!) – og Europa oversvømmes hver dag af nye strømme af såkaldte ”migranter”, som vil erstatte os som folk og udrydde de europæiske nationer. Det burde man hellere tale om, men denne reelle trussel gemmes belejligt nok af vejen bag et slør af imaginære trusler som Corona og klima. Ja, selv Slette-Mette Minks rævekager går i glemmebogen, fordi vi skal gå rundt og være bange for at dø af en virus, der kun er til fare for meget, meget få mennesker, som for 99,99 % vedkommende i forvejen befinder sig i dødens venteværelse, måske uden at vide det. Ingen skal komme og fortælle mig, at dette ikke er en bevidst strategi. Det værste ved det hele er, at folk finder sig i det.

I dag har lægerne så krævet, at udrednings- og behandlingsgarantien suspenderes for at undgå overbelastning af hospitalerne! Det er selvfølgelige rettigheder, som ikke bare kan tilsidesættes efter forgodtbefindende. Gør man det, kommer det med garanti til at koste liv – og mange flere liv, end virussen vil koste, og vi taler i den forbindelse om kvalitetsliv. Det er jo her typisk nok mennesker i deres bedste alder, der vil blive ramt. Alene forslaget er skændigt, og endnu mere skændigt, fordi det kommer fra lægerne! Spar alle de uhyre summer, der anvendes på nyttesløse test og smitteopsporing og brug dem på hospitalerne i stedet! I Holland udsætter man allerede kræftbehandling og hjerteoperationer. De dødsfald, man vil opleve som følge af det, betyder intet – så længe folk bare ikke dør af Corona. De ”katastrofale” smittetal herhjemme er 69 ud af 100.000 indbyggere ….. De færreste kræver behandling.

For mit eget vedkommende hører jeg til risikogruppen – alene på grund af min høje alder. Så mig vil Mettepigen passe på – min død ville åbenbart være en national tragedie. Det svarer lidt til barnet, der krammer sin kattekilling ihjel. Mette – og hendes lige så stupide kolleger andre steder – har ikke ”reddet” mig. De har berøvet mig 2 år af mit liv, hvor jeg ikke har kunnet foretage mig noget af alt det, jeg havde tænkt mig at bruge min alderdom på – og det ser ud til at fortsatte i al fremtid. I min aldersklasse har man ikke så mange år at give væk af! Livet skal nødvendigvis have en vis kvalitet, for at det er værd at leve. Denne kvalitet har Mette Frederiksen og hendes kumpaner frataget mig og mange andre. Da der ikke er noget helvede efter dette liv, håber jeg, at Mette Frederiksen og alle de nulliteter og hofsnoge, der omgiver hende, vil komme til at opleve deres helvede her på jorden – og meget gerne i min levetid!

Udgivet i Demokrati, Klima | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Afghanistan

Vestens åbenlyse og ydmygende nederlag til en bande religiøse fanatikere og analfabeter i
Afghanistan har fremkaldt mange kommentarer og betragtninger. Det er tid til selvransagelse. Hvad lavede vi egentlig i dette fjerne og os uvedkommende land, der har lagt så mange imperier i graven?

Det begyndte med Al Qaeda, hvis rolle i attentatet imod World Trade Center i New York der er god grund til at diskutere, for de ubesvarede spørgsmål er mange. Det er mit gæt, at de reelt ansvarlige for det skal findes et helt andet sted på landkortet, men det er selvfølgelig i nogen grad spekulation. At det skulle tage flere år at finde og dræbe Usama bin Laden var i sig selv et dårligt tegn, og en sådan organisation – hvis den altså findes og har den styrke, det påstås – står og falder ikke med en enkelt mand. Amerikanerne har påstået, at de har tilintetgjort Al Qaeda. Hvis Al Qaeda virkelig findes, er det nok tvivlsomt. Men hvad så derefter?

Jo, Amerika og dermed hele Nato besluttede nu, at man skulle kolonisere Afghanistan og
berige befolkningen med vore syge “demokratiske” værdier og sikre kvindernes ”frihed”. Altså ganske som Sovjetunionen ville berige hele verden med sit samfundssystem. Der er ingen forskel. Ethvert nogenlunde begavet menneske kunne sige sig selv, at det ville være en dødssejler. Demokrati kræver en oplyst befolkning – det har vi nu heller ikke mere – og frem for alt et ønske om at overtage vore værdier sådan bare uden videre. Den vilje var ikke til stede. En frisk meningsmåling fra Afghanistan siger, at 99 % af befolkningen ønsker et islamistisk system byggende på sharia. Nu tilsiger demokratiske principper vel egentlig, at disse 99 % får deres vilje – eller? Men nej, de skulle bombes til at være ”demokrater”, det vil altså sige til at følge den ene % og undertrykke de 99 %. Et sådant projekt kan ikke lykkes. Det skændige er ikke så meget, at Amerika opgav det – men at man ikke spurgte de allierede om deres mening, og at man efterlod sine baser og alt det udstyr man havde givet ”regeringshæren”, der kun bestod på papiret. Taliban er derfor nu i besiddelse af et enormt våbenarsenal, med hvilket man vil kunne true og destabilisere hele regionen. Det er ikke for intet, at Rusland skyndsomst har sendt tropper til Tadsjikistan! Det er en forholdsvis svag stat, og mange afghanere er etniske tadsjiker og taler tadsjikisk….

Det danske folk har vel aldrig næret noget ønske om at føre krig i Afghanistan. Det var fra
begyndelsen Anders Fogh Rasmussens personlige projekt. Han ville tækkes USA, så han kunne blive generalsekretær for Nato – og så hans søn lettere kunne blive amerikansk statsborger, men pressen solgte det jo lydhørt til danskerne som en kamp for frihed og demokrati i Afghanistan – som om det i det hele taget kom os ved. Det har kostet mange unge danskere livet eller førligheden, og nu sidder de naturligvis med en lidt fad smag i munden, mens regeringen forsøger at bestyrke dem i, at det var det hele værd. Uden at den dog kan pege på så meget som et eneste positivt resultat, der kunne retfærdiggøre disse ofre. Og så taler vi slet ikke om de milliarder af kroner eventyret har kostet, og som kunne have forbedret livet for de svageste danskere, f.eks. pensionisterne.

Hvad der har rystet mig mest, er ikke politikernes løgne og Rasmussens misbrug af danske liv til at fremme sin karriere. Jeg har for længst indset, at politikere er latente forbrydere, der benytter enhver chance til at mele deres egen kage og styrke deres eget patologiske magtbegær. Der er intet nyt i det. De vil forhåbentlig komme til at skabe arbejde til en hel hær af bødler, når den tid kommer. Nej, det, der rystede mig mest, var ugens udvalgte artikel i Jyllands-Posten den 29. august 2021, skrevet af en Nicola Sandra Voss, journalist og presseansvarlig hos ngo’en Girltalk – endnu en snylteorganisation, som jeg er sikker på har snablen dybt nede i de offentlige kasser. Hun skildrer en samtale med en ven, der var udstationeret i Afghanistan. Han ringede til hende for med grådkvalt stemme efter lang tids tøven at fortælle hende, ”at han havde gjort det.” Hvad havde han dog gjort? Jo, såmænd, han havde skudt en fjende – død. Han var totalt opløst. Her var en ”trænet kampsoldat. Delingsfører og dedikeret i kampen for frihed”, der ikke kunne komme over, at han havde slået en modstander ihjel, som uden at blinke ville have blæst ham direkte op i skødet på Vorherre. Selvfølgelig endte han med at blive diagnosticeret med PTSD, selvfølgelig.

Vi må håbe, at vi aldrig får brug for vor hær til at forsvare dette land, for så er vi fortabt. Det er nu engang soldatens opgave at dræbe fjendens soldater – eller endnu bedre at lemlæste dem, for det koster fjenden langt mere, end hvis man blot slår dem ihjel. Jeg ved ikke, efter hvilke kriterier man udvælger udsendte soldater. Jeg må gå ud fra, at det er de bedste, man sender af sted. Så vidt er vi altså kommet i ødelæggelsen af vort folk. Det er ikke mere i stand til at kæmpe – og det ville næppe være anderledes, dersom kampene stod i Sønderjylland. Vi ser, hvordan hærgende indvandrerbander angriber sagesløse mennesker, uden at nogen går til modangreb – hverken ofrene selv eller folk ved siden af. De skynder sig bare væk. Alle dukker sig. Vi er dødsens.

Nicola synes, jo vi har svigtet soldaterne. Vi skulle nok have haft 2 udsendte psykologer for
hver soldat. Hun mener også, at vi svigtede afghanerne, som vi var kommet for at ”hjælpe”. Hjælpe? Vi så i slutspillet, hvordan det reelt forholdt sig. Alle skiftede side på en brøkdel af et sekund. Afghanerne ville ikke selv kæmpe for et andet samfund – ikke engang ”regeringshæren” og den såkaldte regering, der skyndsomst forføjede sig til Qatar. Så længe de kunne tjene en særdeles fyrstelig løn og tiltuske sig store pengebeløb gennem korruption ved at bistå koalitionen – i hver fald om dagen, mens de måske om natten var talibanere – så var de glade for ”hjælpen”. Derefter skiftede de blot side.

Jo, jeg tror såmænd gerne, at den slags udsendelser tærer på tropperne. De ser vel som de
første meningsløsheden i det hele. Vore politikere er simpelthen for dumme og drevet af en afskyelig herrefolksmentalitet. Vi alene vide, hvad der tjener afghanerne bedst! Afghanistan er et godt eksempel på et multietnisk samfund. Det er ingen kit til at binde det sammen. Hvad vi vil se i de kommende år, er en stadig tiltagende opløsning af landet, hvor hver etnicitet og hver klan slås for at tilkæmpe sig sit eget territorium. De mange efterladte amerikanske våben vil gøre det til en særdeles blodig affære.

Samtidig vil vi se en stadig stigende strøm af ”flygtninge”, der til dels kommer til Europa som en veltrænet partisanhær, hvis formål vil være at bistå med overtagelsen af vore lande. Vi har lige set, hvordan 45 tolke blev til over 1000 personer. Og så har vi endnu flere familiesammenføringer at se frem til. Lad os imidlertid i den forbindelse holde fast i én ting. Det var ikke afghanerne – tolke eller hvad de nu var – der hjalp Danmark – kæmpede for Danmark, har jeg endog set – det var Danmark, der hjalp dem. Vi skylder dem intet, tværtimod. I Østrig har man i forvejen mange afghanere. De topper kriminalitetsstatistikken, og der er vel ingen grund til at tro, at det samme ikke vil blive tilfældet her.

Hvis man vil løse ”det afghanske problem”, kan det kun gøres ved hjælp af en passende
størrelse atombomber. Det virkelige problem er imidlertid også i denne sammenhæng vore politikere. Der er ingen straf hård og grusom nok for dem!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Bent Melchior 1929-2021

Danmark er som bekendt netop blevet befriet for tidligere overrabbiner og overjøde Bent Melchior. Efter presseomtalen at dømme skulle man umiddelbart tro, at en kongelig var gået bort. Således har den samlede systempresse vartet op med et klage- og hyldestkor, der er grædemuren værdig.

Bent Melchior, billede fra blog.balder.org

Et gennemgående træk ved denne helt ukritiske og ulækre hyldest er betoningen af Melchiors ”store engagement for flygtninge og indvandrere”. Denne observation er vi sådan set enige i, blot med den forskel, at den viser Melchiors skadelige og samfundsnedbrydende karakter. Igennem de sidste 60 år har kun få andre i den grad forhånet og nedværdiget dansk kultur samt medvirket til at omdanne vort en gang så homogene og harmoniske land til en multietnisk og multikulturel kloak. Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt for et menneske at gøre så megen skade. Melchior havde fingrene dybt nede i den multietnisk dej og hans meritter omfatter blandt andet medlemskab af bestyrelsen for ”Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination”, af ”Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab”, af ”Flygtningehjælpens forretningsudvalg”, formandskab for ”Asyludvalget”, bestyrelsesmedlem for ”Centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier” og formandskabet for ”Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe”. Melchior var også i en årrække med i ledelsen af den indflydelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith, som har arbejdet for en stadig indskrænkning af ytringsfriheden og iværksat utallige antinationale initiativer, hvis betydning ikke kan overvurderes, når det gælder Vestens nuværende ødelæggelse. Hertil kommer en uendelig strøm af interviews, kronikker, læserbreve og fjernsynsoptrædener, hvor den multikulturelle tone blev slået an. Jo, Melchior var skam med helt i front, når det gjaldt om bane vejen for de fremmede invasionsstyrker, og allerede i 1998 forsikrede han os håneligt om, at ”de fremmede iblandt os snart vil bevise, at de har noget at yde til deres nye fædreland. Deres flid er uomtvistelig, og mange gymnasier fortæller om, at de største eksamener bliver taget af indvandrerbørn. Om ti år vil de være med til at præge forskning og kunst, som de allerede er med til at højne indsatsen på sportens område. Så vil der ikke mere være anledning til at diskutere, hvad de nye borgere koster, med hvad de bidrager med.” Reelt kan det eneste, de har bidraget med, aflæses af kriminalstatistikken.

Melchior har i denne forbindelse ofte understreget, at bortset fra lidt uenighed om et goldt stykke ørkenjord i Mellemøsten, så har jøder og muslimer i praksis alt til fælles, og de deler interesse i at bekæmpe deres hvide, kristne værtsfolk, der for Melchior altid var fjende nr. 1. Det kunne således ikke være mere passende, at den højst hylende grædekone var muslimske Özlem Cekic, der i mange år har gjort fællesfront med Melchior for netop at sikre fælles muslimske og jødiske interesser her i landet. Fru Cekic var ingenlunde Melchiors første muslimske allierede. I 2008 havde Melchior således travlt med at ”bygge bro mellem jøder og muslimer” sammen med Bashy Quraishy. I en artikel i Politiken fra den 17. marts 2008 hedder det ganske sigende ”Et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme gør det nødvendigt, at jøder og muslimer samarbejder i Europa… Med en tiltagende antisemitisme og islamofobi i Europa er det oplagt og nødvendigt at slutte sig sammen, ikke som opposition til nogen, men for at hjælpe hinanden… Derfor var 27. november en glædens og stolthedens dag for mange europæiske jødiske og muslimske organisationer og ildsjæle, som utrætteligt og loyalt har arbejdet for at etablere en jødisk-muslimsk samarbejdsplatform i Europa som bolværk mod dårlig behandling af både jøder og muslimer og for at række hinanden en hjælpende hånd…. Et hurtigt blik på et hvilket som helst europæisk samfund i dag burde være nok til at overbevise alle oplyste jødiske eller muslimske samfund eller individer om, at samarbejde er i deres egen interesse. Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.” Bedre kan det vist ikke siges, muslimerne har antallet, mens jøderne har organisationen og indflydelsen, som de med glæde stiller til rådighed for de senest ankomne indvandrere. Et andet sigende eksempel er Muslimernes Fællesråds og Mosaisk Trossamfunds fælles kampagne mod racisme i 2009, hvor de to immigrantgrupper atter slog pjalterne sammen for at bekæmpe deres værtsfolks naturlige forsvarsmekanisme. Så meget for jøders integration i og loyalitet over for det danske samfund!

Melchiors kærlighed til muslimer synes imidlertid at være noget selektiv, som f.eks. da den gode rabbiner på selveste Auschwitz-dagen i 2003 angiveligt skulle have spyttet på nogle muslimske piger, og kærligheden omfattede givetvis ikke muslimer i deres hjemlande. Melchior yndede at spille rollen som den tolerante, fredselskende ”danske” jøde, fortaler for menneskerettigheder, åbenhed, forståelse og næstekærlighed, men hvem var det, der i virkeligheden gemte sig bag Melchiors ofte lumske grin? Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var hr. Melchior i Palæstina som medlem af den berygtede Haganahterrororganisation, der sammen med Shamirs berygtede ”Sternbande” og Menachim Begins ”Irgun” blandt andet var ansvarlige for massakren på landsbyen Deir Yassin i 1948, hvor man koldblodigt myrdede mindst 107 mænd, kvinder, og børn og lod araberne vide, at dette blot var begyndelsen. På denne måde fordrev de jødiske terrorister ikke mindre end 750.000 arabere fra deres oprindelige hjemland for siden at forfølge dem i de flygtningelejre, hvor de i mange år levede en kummerlig tilværelse, inden Melchior og hans lige begyndte at agitere for deres import til Danmark og Europa.

Mange af de muslimer, som i dag hærger vore gader og stræder, er direkte efterkommere af de flygtninge, som hr. Melchior har været med til at skabe, og det har naturligvis været i hans interesse at lette trykket på Israel ved at få dem bragt til vore kyster. Det var ikke uden grund, at Melchior ofte grinede. Hans livserfaring må have bestyrket ham i sin tro, der som bekendt lærer, at kun jøder er mennesker, mens vi andre blot er dyr. At han ikke fik mere og bedre modspil, viser om noget danskernes miserable tilstand.

Ja, det er ikke uden grund, at hans bortgang får omtale, som var det dronningen selv, der var gået bort. Melchior havde langt større magt end dronningen. Danmark styres reelt ikke fra hverken Amalienborg eller Christiansborg, men fra synagogen i Skidenstræde – se blot hele diskussionen om omskæring, som næsten alle finder afskyelig, men som alligevel aldrig bliver forbudt.

Med Melchiors afrejse til Lucifers skød har Danmark mistet en af sine farligste og snedigste fjender, vi kan kun beklage, at afrejsen ikke fandt sted tidligere og under andre omstændigheder.

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , | Skriv en kommentar

De rigtige flygtninge

Systempressen gør ofte et stort nummer ud af, at visse landsforræderiske politikere en gang imellem får svar på tiltale i diverse sociale medier. Senest er det den radikale Kristian Hegaard, vi skal have ondt af, fordi man fremhæver hans åbenlyse handicap. Nuvel, det er naturligvis ikke særlig pænt, for det kan han ikke gøre for, men det er jo ikke så usædvanligt. Hans værste handicap er imidlertid ikke det, man kan se – det er det, man ikke kan se! Han må på et eller andet tidspunkt have fået det hvide snit, så han er blevet komplet ude af stand til at forstå selv de mest basale sammenhænge i samfundet. Det danske samfund bærer de betydelige udgifter, der er forbundet med Hegaards handicap ud fra et princip om national samhørighed og solidaritet, og sådan skal det også være, men det er netop denne samhørighed og solidaritet, Kristian Hegaard arbejder for at afskaffe. Når et lands beboere ikke mere har noget egentligt til fælles, forsvinder denne solidaritet som dug for solen, og Kristian Hegaard vil blive henvist til at klare sig selv, som han nu bedst kan, eller han vil blive smidt ud fra toppen af et højhus. At han tilsyneladende er svagt begavet, kan han måske nok hellere ikke selv gøre for, men så burde almindelig selverkendelse byde ham at holde mund – og i landets lovgivende forsamling har han bestemt intet at skaffe, men fjernede man alle de svagt begavede fra folketinget, ville salen naturligvis blive meget tom.

Når nationalistiske dissidenter udsættes for hadefulde kommentarer, er massemedierne imidlertid tavse som graven. Det siger jo en hel del om deres ”journalistiske objektivitet”. I tidens løb er nationalistiske talsmænd som bekendt blevet udsat for langt værre ting end et par ukærlige bemærkninger på Facebook. Før i tiden savnede man som offentligt kendt nationalist f.eks. aldrig post. Man fik læssevis af varer, man ikke havde bestilt, og daglige trusselsbreve, hvori man blev lovet død og ulykke – ikke blot for en selv, men også ens familie. Når det samme skete for unationale kræfter, der boltrede sig i denne sump, var medierne også den gang ved at overdøve hinanden i deres råben op om ”racistisk terror”. Når nationale danskere blev ramt, var der imidlertid kun tale om en ”naturlig demokratisk reaktion over for deres uhyrlige synspunkter”. Noget, der hyppigt gik igen i disse skriverier, var en utvetydig opfordring til at forlade dette land, hvis man ikke brød sig om de vinde, der blæste. Et synspunkt, som med stor sandsynlighed deles af Kristian Hegaard. ”Forsvind fra vores land!”, hed det igen og igen.

Nu føler vi imidlertid med særdeles god ret, at det rent faktisk er vort land. Igennem århundreder, ja lige så langt tilbage det kan forfølges, har mine forfædre pløjet de danske marker og besejlet de danske have. De har været håndværkere og handelsmænd, de har tjent dette land på Rigsdagen og i administrationen, og deres indsats har været med til at præge dansk kulturliv. Som søfolk og soldater har de sat deres liv på spil for at bevare Danmarks selvstændighed og værdighed. Sammen med utallige andre gode danske mænd og kvinder, med hvem de har delt deres forestillinger og idealer, har de skabt og sikret den nationale arv, som jeg selv har fået, og som det er mit ønske at vedligeholde og videregive til mine efterkommere. Jeg har intet højere ønske end at se dem vokse op som sunde, harmoniske og glade mennesker i et dansk Danmark, med hvilket de kan identificere sig, og i hvis nationale værdier de kan finde den eksistentielle tryghed, uden hvilken menneskets trivsel trues. Vore rødder er dybe i dette land, og i modsætning til dem, der som hr. Hegaard skænder det og vil skænke det bort til fremmede og os uvedkommende menneskemasser, er vi os også disse rødder bevidst. Vi er ikke kosmopolitiske verdensborgere, der kan føle sig hjemme overalt. At få rykket vor rødder op ville så afgjort være den straf, vore kære modstandere så inderligt ønsker for os. Det er ikke uden grund, at landsforvisning tidligere blev betragtet som lovens strengeste straf ved siden af dødsstraffen.

Alligevel ville vi den dag i dag påtages os den landflygtiges lod og lade vort fædreland bag os, hvis nogen altså ville anvise os et land, hvor vi kunne leve i pagt med vore idealer, og som kan garantere vore børn en sund opvækst iblandt mennesker fra deres egen kulturkreds. Et land, hvor selvbevidste hvide mennesker er herrer, og hvor man har viljen til at dæmme op for flodbølgen fra den tredje verden. Et land, hvor man trygt kan sende sine børn i skole i sikker forvisning om, at skolegangen kun vil styrke deres naturlige instinkter og deres historiske bevidsthed samt lære dem disciplin og ansvar. Et land, hvor forældrene sætter deres børn over alt andet, og hvor familien sættes i centrum. Et land uden legaliseret fosterdrab, uden narkotika, uden ungdomskriminalitet, uden kulturberigelse, uden politisk korrekthed, uden ”Pride Parades”, uden DR, uden Ekstra Bladet og uden Kristian Hegaard! Et land, hvor menneskene er stolte, selvbevidste og glade. Et land, hvor flid og arbejdsomhed belønnes, og hvor der ikke findes socialt nasseri, simpelthen fordi alle føler sig som en ansvarlig del af fællesskabet. Et land, hvor kriminelle straffes, medens ofrene beskyttes, og hvor man derfor kan færdes på gaden om aftenen uden frygt. Et land, hvor der hersker sand frihed i stedet for floskler, hvor pressen er forpligtet til at skrive sandheden, og hvor alle er lige for loven. Et land, der styres af kompetente og ansvarlige ledere, som anvender den beskedne skatteindtægt til gavn og glæde for landets egne borgere.

Vis os sådant et land, og vi skal nok rejse – ikke med glæde, men af nødvendighed, thi det land, som er vort hjem, og som vi elsker, er blevet forvandlet til en giftig sump, hvor vi ikke mere kan ånde. Vi vil gerne yde vort bidrag til at dræne denne sump, men råddenskaben synes at have så godt fat, at befolkningen som helhed er bedøvet og har mistet sin livsvilje. Derfor er vi i dag de udstødte og de hjemløse. Blot findes der intet sted på kloden, hvor vi kan finde asyl, ja, vi er vore dages virkelige flygtninge!

Povl H. Riis-Knudsen

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

En landsforræder er kreperet

Hvis nogen synes, at det har lugtet af brændt kød de sidste dage, skyldes det nok, at der er fest i Helvede, som netop nu fejrer hjemkomsten af en af stedets store sønner, den tidligere statsminister Poul Schlüter, der herved har undgået sit fortjente møde med skarpretteren. Hvis man skulle tro pressen – og sågar ellers forstandige folk på Facebook – var Schlüter den bedste statsminister, Danmark nogensinde har haft. Han var i hvert fald igennem sine fantasifulde regeringsdannelser den bedste taburetklæber igennem mange år. Han anså som bekendt ideologi for at være noget bras, og han var stolt over ikke at være så konservativ, at det gjorde noget. Altså den typiske politiker, en liberal-socialistisk-højresindet-radikal. Det eneste han ikke var, var national.

Han kom til magten på et gunstigt tidspunkt, hvor han kunne tjene nogle billige point på at forsøge at rette landets økonomi op efter det kaos, socialdemokraten Anker Jørgensen havde efterladt sig, og som altid vil være resultatet af en socialdemokratisk regerings utrættelige forsøg på at omsætte det kommunistiske tankegods til virkelighed. Forskellen fra i dag er, at det kaos, Mette Frederiksen vil efterlade sig, vil være af et omfang, der ikke mere kan genoprettes. Den delvise økonomiske genrejsning skete dengang som altid på bekostning af såvel de fattigste som af den produktive middelklasse. På det punkt var han konservativ nok.

Det var imidlertid Poul Schlüter, der stod for nogle af lavpunkterne i Danmarkshistorien. Da et flertal uden om regeringen i 1983 fik vedtaget den nye udlændingelovgivning, som åbnede Danmarks døre for en hidtil uset masseindvandring af uønskede befolkningsoverskud fra verdens latriner, lod Poul Schlüter det bare ske i stedet for at gøre det til et kabinetsspørgsmål. Han ville uden videre have kunnet vinde et valg stort på den sag, for folket var imod loven. Han afviste imidlertid på forhånd at udskrive valg på dette grundlag og gav dermed Hans Gammeltoft-Hansen, arkitekten bag loven, frie hænder – og det benyttede denne sig af til fulde. Schlüter bærer derfor hovedansvaret for den accelererende afskaffelse af Danmark, vi i dag er vidner til. Sammen med Gammeltoft-Hansen gravede han Danmarks grav! Håbet om, at Gammeltoft-Hansen når at komme på skafottet, lever stadig.

Det samme gentog sig i forbindelse med den såkaldte Tamil-sag, hvor en klog justitsminister forsøgte at forhindre, at Danmark blev overrendt af tamiler, men blev underløbet af Schlüters gamle ven, Gammeltoft-Hansen, der som belønning for sin aflivning af Danmark nu var blevet Folketingets Ombudsmand, og af en lige så misliebig, nu desværre afdød højesteretsdommer, Mogens Hornslet, der ved flere lejligheder også nåede at bevise, at han heller ikke tjente Danmark. Igen kunne Poul Schlüter have ladet vælgerne afgøre den sag – men han valgte atter uden kamp at overlade regeringsmagten til en anden uduelig socialdemokrat, der i sin regeringsperiode formåede at maksimere den skade, loven af 1983 havde givet mulighed for at påføre landet.

Schlüters tredje svigt var hans udsagn fra 1986 om, ”at Unionen er stendød” i forbindelse med netop den EU-afstemning, der cementerede frihandelsorganisationens omdannelse til en politisk union. Det var en bevidst løgn, men alligevel havde han i 1998 den uhyre frækhed at sige, at udviklingen jo havde vist, at han havde ret – på et tidspunkt, hvor Unionen allerede var blevet til virkelighed. Der er ingen forlydender om, at Poul Schlüter på noget tidspunkt var dement – ergo er der tale om et bevidst forsøg på at bedrage befolkningen. Belønningen var en plads i Europa-Parlamentet med tilhørende fyrstelig pension oven i alle de andre pensioner, han havde skrabet til sig.

I alle disse tilfælde er der tale om usselhed. Poul Schlüter var med Mogens Glistrups ord
”farligere end den pædofile Malene-morder”, med henvisning til en af tidens groveste forbrydelser. Intet af disse punkter nævnes i de utallige nekrologer, ugens aviser er fyldte af. For om de døde, taler man jo traditionelt kun godt. Vi skal i den forbindelse minde om følgende udsagn fra en tidligere konservativ folketingspolitiker og formand for folketingsgruppen, godsejer Johan Knudsen: ”Et Menneske udsletter ikke sin Brøde, fordi han dør!”

Udgivet i Demokrati | Tagget | Skriv en kommentar