En landsforræder er kreperet

Hvis nogen synes, at det har lugtet af brændt kød de sidste dage, skyldes det nok, at der er fest i Helvede, som netop nu fejrer hjemkomsten af en af stedets store sønner, den tidligere statsminister Poul Schlüter, der herved har undgået sit fortjente møde med skarpretteren. Hvis man skulle tro pressen – og sågar ellers forstandige folk på Facebook – var Schlüter den bedste statsminister, Danmark nogensinde har haft. Han var i hvert fald igennem sine fantasifulde regeringsdannelser den bedste taburetklæber igennem mange år. Han anså som bekendt ideologi for at være noget bras, og han var stolt over ikke at være så konservativ, at det gjorde noget. Altså den typiske politiker, en liberal-socialistisk-højresindet-radikal. Det eneste han ikke var, var national.

Han kom til magten på et gunstigt tidspunkt, hvor han kunne tjene nogle billige point på at forsøge at rette landets økonomi op efter det kaos, socialdemokraten Anker Jørgensen havde efterladt sig, og som altid vil være resultatet af en socialdemokratisk regerings utrættelige forsøg på at omsætte det kommunistiske tankegods til virkelighed. Forskellen fra i dag er, at det kaos, Mette Frederiksen vil efterlade sig, vil være af et omfang, der ikke mere kan genoprettes. Den delvise økonomiske genrejsning skete dengang som altid på bekostning af såvel de fattigste som af den produktive middelklasse. På det punkt var han konservativ nok.

Det var imidlertid Poul Schlüter, der stod for nogle af lavpunkterne i Danmarkshistorien. Da et flertal uden om regeringen i 1983 fik vedtaget den nye udlændingelovgivning, som åbnede Danmarks døre for en hidtil uset masseindvandring af uønskede befolkningsoverskud fra verdens latriner, lod Poul Schlüter det bare ske i stedet for at gøre det til et kabinetsspørgsmål. Han ville uden videre have kunnet vinde et valg stort på den sag, for folket var imod loven. Han afviste imidlertid på forhånd at udskrive valg på dette grundlag og gav dermed Hans Gammeltoft-Hansen, arkitekten bag loven, frie hænder – og det benyttede denne sig af til fulde. Schlüter bærer derfor hovedansvaret for den accelererende afskaffelse af Danmark, vi i dag er vidner til. Sammen med Gammeltoft-Hansen gravede han Danmarks grav! Håbet om, at Gammeltoft-Hansen når at komme på skafottet, lever stadig.

Det samme gentog sig i forbindelse med den såkaldte Tamil-sag, hvor en klog justitsminister forsøgte at forhindre, at Danmark blev overrendt af tamiler, men blev underløbet af Schlüters gamle ven, Gammeltoft-Hansen, der som belønning for sin aflivning af Danmark nu var blevet Folketingets Ombudsmand, og af en lige så misliebig, nu desværre afdød højesteretsdommer, Mogens Hornslet, der ved flere lejligheder også nåede at bevise, at han heller ikke tjente Danmark. Igen kunne Poul Schlüter have ladet vælgerne afgøre den sag – men han valgte atter uden kamp at overlade regeringsmagten til en anden uduelig socialdemokrat, der i sin regeringsperiode formåede at maksimere den skade, loven af 1983 havde givet mulighed for at påføre landet.

Schlüters tredje svigt var hans udsagn fra 1986 om, ”at Unionen er stendød” i forbindelse med netop den EU-afstemning, der cementerede frihandelsorganisationens omdannelse til en politisk union. Det var en bevidst løgn, men alligevel havde han i 1998 den uhyre frækhed at sige, at udviklingen jo havde vist, at han havde ret – på et tidspunkt, hvor Unionen allerede var blevet til virkelighed. Der er ingen forlydender om, at Poul Schlüter på noget tidspunkt var dement – ergo er der tale om et bevidst forsøg på at bedrage befolkningen. Belønningen var en plads i Europa-Parlamentet med tilhørende fyrstelig pension oven i alle de andre pensioner, han havde skrabet til sig.

I alle disse tilfælde er der tale om usselhed. Poul Schlüter var med Mogens Glistrups ord
”farligere end den pædofile Malene-morder”, med henvisning til en af tidens groveste forbrydelser. Intet af disse punkter nævnes i de utallige nekrologer, ugens aviser er fyldte af. For om de døde, taler man jo traditionelt kun godt. Vi skal i den forbindelse minde om følgende udsagn fra en tidligere konservativ folketingspolitiker og formand for folketingsgruppen, godsejer Johan Knudsen: ”Et Menneske udsletter ikke sin Brøde, fordi han dør!”

Udgivet i Demokrati | Tagget | Skriv en kommentar

Skal danske nationalister støtte Israel?

I forbindelse med den seneste optrapning af konflikten i Mellemøsten er mange danske nationalister næsten faldet over hinanden i deres iver efter at støtte Israel. Med det store antal muslimer, som pt. forpester vort land, er denne reaktion forståelig. Rationalet synes at være, at da vi ikke kan lide muslimer og Israel er krig med muslimer, så fortjener landet vor ubetingede støtte. Spørgsmålet er imidlertid om denne holdning holder vand, når man går den efter i sømmene. Er det virkeligt i danskernes og Danmarks interesse at støtte Israel?

Lad det være sagt med det samme: Vi ønsker som udgangspunkt alle muslimer ud af Danmark og Europa! Der er tale om en generelt fjendtlig indstillet ikke-europæisk befolkningsgruppe, hvis religion/ideologi pålægger dem at udbrede Islam til hele jorden og enten at omvende eller dræbe de vantro. De skal ud, heller i dag end i morgen, det kan kun gå for langsomt! Yderligere er det vigtigt at understrege, at vi sådan set er fløjtende ligeglade med, hvor mange muslimer der bliver dræbt af israelerne. Der er alt for mange muslimer på jorden, så at der bliver luget lidt ud i det bed, gør ikke noget. Men ubetinget støtte til Israel ikke er en nødvendig konsekvens af overstående grundsynspunkter. Man må ikke glemme, at der også blandt jøder findes en ikke uvæsentlig andel, som betragter os andre som dyr, der kun eksisterer for at servicere guds (selv)udvalgte folk (1). Så helt ærligt rager det os en høstblomst, hvad der sker i Mellemøsten, lad dem endeligt slås, så længe de nøjes med at dræbe hinanden og det ikke har konsekvenser for os. Vor første prioritet er at holde Danmark dansk og Europa europæisk, alt andet er sekundært.

På grund af den stadig omsiggribende islamisering og konkrete ”kulturberigelse”, som folk oplever i deres hverdag, er det kun naturligt, at mange danske nationalister stirre sig blinde på muslimer. Det kan man ikke bebrejde dem for, det er kun naturligt at rette sin opmærksomhed på det, der umiddelbart gør mest ondt. Det ville dog være i Danmarks interesse, hvis folk bare en gang imellem prøvede at holde hovedet koldt og at se udover deres egen næsetip. Måske er det for meget forlangt, men det ville nu være godt, hvis folk i det mindste gjorde forsøget. Som vi tidligere har sagt, så er muslimernes tilstedeværelse her i landet blot et symptom på langt dybereliggende sygdom. Muslimerne lever af vores svaghed, uden den ville de aldrig have været her! Og denne svaghed skyldes ikke muslimer, men biologisk og kulturel degenerering, som er blevet hjulpet godt på vej af andre langt mere sofistikerede nedbrydende elementer, heriblandt et uforholdsmæssigt stort antal jøder (2), som kontinuerligt har ført åndelig krig imod vor sammenhængskraft og traditionelle værdier og kultur. Vi er udhulet indefra, vi er blevet til en flok identitetsløse, magelige skvat uden livs- eller modstandskraft. Vort grundlæggende problem er således i første række ikke muslimerne, men os selv!

En anden mere konkret årsag til, at Europa flyder med muslimer er USAs utallige krige i Mellemøsten. Disse krige er alt andet lige blevet udkæmpet for at sikre Israels interesser i regionen. Her til vil mange uvilkårligt udbryde, at det er en ”antisemitisk konspirationsteori”. Er det nu også tilfældet? Lad os prøve at kigge lidt tilbage i tiden. Ideen om en ”krig mod terror” stammer fra en konference (3) afholdt i Jerusalem i 1979, hvor Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu præsenterede sit ønske om, at Vesten med USA i spidsen skulle gennemfører forebyggende interventionskrige i en lang række arabiske lande for at sikre Israels sikkerhed. Netanyahu uddybede senere sine tanker i flere bøger (4). Det bør i denne forbindelse påpeges, at allerede før statens Israels grundlæggelse i 1948 bekymrede zionisternes planer i Mellemøsten den amerikanske militærledelse; ”Zionistisk strategi vil forsøge at involverer (USA) i en kontinuerlig voksende og dybere række af aktioner for at sikre flest mulige jødiske mål” (5). I 1982 offentliggjorde den tidligere højtstående israelske embedsmand Oded Yinon artiklen ”A Strategy for Israel in the 1980s” (6), der kort fortalt gik ud på at opløse de eksisterende arabiske stater og deres militærkapacitet, samt at omdanne dem til etniske og religiøse enklaver, der er i vedvarende konflikt med hinanden, for herved at sikre Israels sikkerhed og dominans i regionen. Som det fremgår, er der tale om en velgennemtænkt balkaniseringsplan ud fra den gamle devise ”del & hersk”, split dine fjender, så står du selv stærkere. En anden vigtig aktør i denne forbindelse var den stærkt jødiske og zionistiske(7) neokonservative tænketank Project for the New American Century (PNAC), der i september 2000 udgav et dokument med titlen ”Rebuilding America’s Defenses: Strategies, Forces, and Resources For a New Century”. Dette dokument opstillede en plan for, hvorledes USA, for at sikre Israel, skulle foretage militær indgriben og installerede nye regeringer i en lang række arabiske lande heriblandt Irak, Libyen, Syrien og Libanon (8). Da dokumentet blev skrevet i år 2000, var man imidlertid klar over, at det ville kræve en ”katastrofal og katalyserende begivenhed – som et nyt Pearl Harbor” (9) for at omsætte det til virkelighed. Denne begivenhed indtraf som bekendt den 11. september 2001, og siden da har USA haft travlt i Mellemøsten. Hvis nogle stadig skulle være i tvivl om USAs motivation, så skar daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton den ud i pap, da hun i en email i år 2012 skrev, at ”den bedste måde at hjælpe Israel på, er at anvende militærmagt” for at styrte regeringen i Syrien (10). Amerikas ”krig mod terror” er i virkeligheden en krig for Israel, og det er ikke urimeligt at antage, at den vil fortsætte indtil alle de arabiske stater, som er blevet udset af zionisterne, ligger i ruiner.

Ingen kan bebrejde jøderne og Israel for at ville sikre deres egne interesser, det er både rationelt og godt – for dem. Dog ville det være ønskeligt, om de selv udkæmpede deres krige og holdt os andre udenfor! Prisen er simpelthen for høj! Siden USA indledte sin ”krig mod terror” er over 10,008 amerikanere omkommet (11), og den har kostet ikke mindre end 5,6 trillioner dollars (12), som skiftende amerikanske regeringer har lånt (13), hvilket betyder, at landet i al overskuelig fremtid vil være dybt forgældet og afhængig af dem, som de har lånt pengene af. Hertil kommer yderligere en stigning i antallet af kulturberigende flygtninge fra Mellemøsten. Det eneste USA reelt har fået ud af sin ”krig mod terror” er således gæld, lig og flygtninge! Det er resultatet af at støtte Israel.

Det samme gør sig gældende i relation til Europa og Danmark. Disse krige, som beviselig er krige for Israel, har heller ikke bragt os andet end udgifter, døde og lemlæstede danskere og en tilsyneladende endeløs strøm af flygtninge, som vore ”internationale forpligtelser”, der ikke er opfundet af muslimer, tvinger os til at tage imod. Det er, hvad vi har fået ud af at ”støtte Israel”! Dermed burde det være soleklart for selv de blinde og døve, at en støtte til Israel er en støtte til Europas og Danmarks undergang.

Noter

(1) https://www.youtube.com/watch?v=ck5LPh1ORVA,
Den jødiske racismes rødder,
Kristendom, Islam og jødedom

(2) The Culture Of Critique

(3) Benjamin Netanyahu (ed.), International Terrorism: Challenge and Response: Proceedings of the Jerusalem Conference on International Terrorism, Jerusalem 1979 (Transaction Books, 1981).

(4) Benjamin Netanyahu, Terrorism: How the West Can Win (Farrar, Straus, and Giroux, 1986) & Benjamin Netanyahu, Fighting Terrorism: How Democracies can Defeat the International Terrorist Network (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2001 edition).

(5) https://foreignpolicy.com/2010/04/02/petraeus-wasnt-the-first

(6) https://en.wikipedia.org/wiki/Yinon_Plan

(7) https://archive.org/details/UnderstandingJewishInfluence_355/mode/2up

(8) “Rebuilding America’s Defenses: Strategies, Forces, and Resources For a New Century

(9) https://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century

(10) https://bollyn.com/the-fraudulent-war-on-terror/#article_16228

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/War_on_terror#Casualties

(12) https://en.wikipedia.org/wiki/War_on_terror#Costs

(13) https://watson.brown.edu/costsofwar/files/cow/imce/papers/2020/Peltier%202020%20-%20The%20Cost%20of%20Debt-financed%20War.pdf

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Politisk ukorrekte betragtninger

Så tager de danske nazisters tidligere landsleder Povl H. Riis-Knudsen atter ordet imod vor tids politisk korrekte meningstyranni. I denne artikelsamling slagtes alle hellige køer, og der gives ingen nåde til det danske folks fjender! Bogen er ikke for sarte sjæle, men den er uundværlig for de danskere, som har indset situationens alvor og som har modet til at høre, hvad der skal til for at dræne den politisk korrekte sump, så Danmark igen kan blive dansk!

“Vi hvide mennesker har absolut ingen grund til at skamme os – tværtimod: Vi har opbygget verdens mest avancerede højkultur – som alle andre i øvrigt synes at være interesserede i at komme og nasse på. Hvis de får traumer over at leve iblandt os, så har jeg alletiders forslag: Skrid hjem til jer selv! Der er ingen, der holder på jer – tværtimod. Vi vil ikke savne jer! Vi bekender gerne, at vi er racister – og vi er stolte over det, vor race har skabt, faktisk meget stolte. Historisk set må vi blot konstatere: Black Lives Don’t Matter!”

Køb bogen her inden den bliver forbudt!

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

”Den, der har rent mel i posen, har jo intet at skjule”

Af princip ser jeg jo ikke fjernsyn – i hvert fald ikke dansk fjernsyn, medmindre der skulle være en eller anden film, jeg ubetinget må se. Danske produktioner ser jeg ikke. De er mig for primitive, og det sprog, der tales, har jeg ikke lyst til at lukke ind i min stue. Jeg kan imidlertid godt et par gange om året finde på at se en tysk krimi, hvor niveauet er noget mere ambitiøst, hvor man taler pænt, og hvor moralen er mange etager højere. Blandt disse foretrækker jeg serier med en vis ironisk indgang til tilværelsen. ”Wilsberg” er en af disse serier.

Aftenens episode af ”Wilsberg” var tilmed tankevækkende. Et meget anonymt, men
verdensomspændende og åbenlyst meget velhavende foretagende havde i Münster – og mange andre byer verden over – etableret et system til belønning af god social opførsel – ”Social Credits”, som det hedder på tysk. Man havde i den forbindelse fået lov til at etablere et omfattende netværk af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse, og nu kunne borgerne så – naturligvis ”frivilligt” – tilmelde sig dette netværk og modtage bonus for god social opførsel. Hjælpsomhed over for andre, opsamling af skrald fra gaden, sortering af affald osv. Alt blev registreret af de allestedsnærværende kameraer, og på ens mobiltelefon kunne man straks se sine bonuspoint. Disse gav ret til rabatter, fortrin til f.eks. teaterbilletter, den bedste ferietid, boliger osv. Borgerne var begejstrede. Hvem kunne vel have noget imod god opførsel? Byen blev renere og sikrere om natten, der var færre indbrud, ingen gadevold etc. – Sådan noget gav nemlig negative point, for sådanne indeholdt systemet også, men dem kunne man jo bare undgå at få. Altså ikke drikke alkohol, ikke tage med fly, men med toget, ikke være uvenlig, ikke smide bananskræller på gaden…. Gjorde man det, blev man ikke forfremmet, blev opsagt fra sin bolig osv. Man skulle gå rundt og være et forbillede på heltid….

Det minder mig jo en hel del om debatterne om overvågningskameraer og ansigtsgenkendelse herhjemme – for ikke at tale om i England, hvor man er ”på” konstant. Og om afskaffelsen af kontanterne, myndighedernes tilsidesættelse af grundlovens mest basale frihedsrettigheder for at imødegå spredning af det kinesiske virus osv. Alt sammen tilsyneladende med de mest laudable intentioner. Som Pia Kjærsgaard sagde – citeret efter hukommelsen: ”Hvis man ikke gør noget galt, har man jo intet at frygte!” En meget naiv tilgang til denne problematik, må man sige.

Men tilbage til ”Wilsberg”. Vi har nemlig alle noget at skjule. Hvis billetautomaten ikke fungerer og vi har travlt, hopper vi alligevel på S-toget og håber, at det går godt. Vi taber mundbindet ud af lommen, når vi tager noget andet op osv. Småting, men jo højere op i systemet, vi kommer, desto mere er der at skjule, for desto værre bliver konsekvenserne. På denne måde kom stort set alle beslutningstagere, politifolk osv. i fedtefadet og kunne afpresses – måske i første omgang ikke med penge, men med byggetilladelser, hvor der ikke skulle bygges, billigere byggegrunde osv. Og politifolk på listen sørgede for at dække over lyssky forehavender helt op til mord på folk, der ikke syntes, ”Social Credits” var nogen god ide. For nogle skulle jo betale for hele dette system – og der skulle jo også helst være penge til de anonyme bagmænd, for hvem penge imidlertid slet ikke var alt. Det drejede sig dybest set om global magt! For viden er magt! Og når man så kan kombinere sin viden om forskellige ting ved hjælp af moderne computerteknologi, ja så får man den totale magt. Tænk bare på, hvordan Facebook og andre handler med dine data og tjener milliarder på dem… Og tænk på, hvem det er, der får den globale magt – i den udstrækning, de ikke har den allerede.

Der er god grund til at være på vagt! I dag er man i gang med at opbygge et magtapparat, der bygger på en irrationel frygt for et ikke særlig farligt virus. For at ”redde” folk skræller man det ene lag af vore frihedsrettigheder af efter det andet. Den nye epidemilov er et rigtig godt eksempel. Med den i hånden kan man tvangsbehandle, tvangsvaccinere, tvangsisolere osv. Man har fri adgang til din bolig, og man vil forpligte luftfartsselskaberne til at give alle oplysninger om passagererne til myndighederne. Og tro mig: De væsentlige oplysninger vil ikke blive slettet. Og hvis de forskellige restriktioner nogensinde lempes, vil fårene ovenikøbet blive taknemmelige. Mette har reddet os – og nu får vi endda lidt af vor frihed tilbage. Hvor storslået! Og hvem tør sige, at det er dårligt at have ”reddet” os? Den tilgang til problematikken er imidlertid et udtryk for et meget snævert tunnelsyn – hvis det altså ikke lige var, fordi det drejer sig om så meget andet og mere end et forholdsvis uskyldigt virus. Hos os hedder det ikke endnu ”Social Credits” – det hedder et
vaccinationspas, der giver visse fordele, som andre altså går glip af – kombineret med et
fuldstændig uansvarligt og kostbart testtyranni uden noget fornuftigt formål. Skolebørn, der ikke vil testes to gange om ugen, kan udelukkes fra undervisningen og få fravær, hvilket i praksis betyder, at de ikke kan komme til eksamen på normale vilkår. Og hvis du ikke vil vaccineres, er verden lukket for dig. Men absolut ingen ved, hvad denne vaccine indeholder – rent bortset fra, at den ødelægger vort naturlige immunsystem – på samme måde som afspritning af hænder og alle de andre tåbelige tiltag, vi præsenteres for. Hvad hvis vi nu om 5 år opdager, at vi har en hel generation af sterile piger? Eller om 20 år, at kræftdødeligheden pludselig skyder i vejret.

Men eliten har øget sin magt – og sin finansielle styrke. Kontanterne vil være forsvundet, ligesom minkene – det samme vil alle de små forretninger. Tilbage blive de store globale koncerner. Inflationen vil udhule folks opsparede midler og ikke mindst deres pensioner. Renteforhøjelser vil tvinge folk fra hus og hjem. Samfundsøkonomien vil ligge i ruiner, sundhedsvæsenet forfalde. Læg til det den fremmede invasion, klimaidiotiet og ideen om, at vi skal betale kompensation til den 3. verden for koloniseringen – uden hvilket beboerne i dag ikke ville have haft hverken veje eller bygninger.

Man ønsker jo undertiden, at man ikke får ret, men tro mig: Vi går udfordrende tider i møde! Den, der sover i demokratiet, vågner som bekendt op i diktaturet! Vi har sovet alt for længe!

Udgivet i Demokrati, Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fri os fra det onde!

Jeg ser af princip ikke fjernsyn, men der har, efter hvad jeg kan læse mig til, været en fjernsynsudsendelse med et ungt par, der måtte opleve den store sorg at miste et spædbarn ved en ulykke i hjemmet. Det er naturligvis dybt tragisk. Behjertede mennesker samlede på et par dage 60.000 underskrifter til støtte for et borgerforslag til folketinget om at sikre hjælp til par i denne situation….

Det er her, kæden springer af!

Livet er ikke retfærdigt, børn dør eller omkommer ved meningsløse ulykker. Det er, som sagt, en tragedie for de pårørende – ja, større personlig tragedie kunne jeg ikke forestille mig. Det er alle forældres mareridt. Men hvad kommer det staten ved? De pågældende har hinanden, de har formodentlig familie, de har naboer og har vel omgang med andre mennesker i mange forskellige sammenhænge. Endelig er der kirken, og den kan meget andet end at hælde vand ud af ørerne. Blandt andet er den – eller burde den i hvert fald være – ekspert i at hjælpe mennesker i eksistentiel nød – også uden at skulle blande Vorherre og det statslige bureaukrati ind i det.

Hvad har staten at gøre her? Selv om Mette Frederiksen af al magt prøver at afskaffe døden, vil det ikke lykkes for hende. Forestiller man sig, at staten skal sende en hær af psykologer, der ikke kan gøre mere for de stakkels forældre end deres nærmeste omgangskreds – tværtimod – med al den statslige administration, der ville følge af noget sådant – for staten kan ikke handle uden et administrativt apparat i overstørrelse, med råd og kommissioner, bemandet af højtlønnede eksperter og skrankepaver. Det eneste, der virkelig kunne hjælpe disse forældre, ville være opvækkelse fra de døde, men den foregår ikke i statslig regi, og ham med sandalerne har været ret fraværende i et par tusind år…

Ønsker vi virkelig at leve i en barnepigestat, hvor staten skal klare alle problemer for os? Ja, det er jeg oprigtig bange for, at rigtig mange mennesker gør. De drømmer inderst inde om det kommunistiske samfund, hvor de ikke får løn og intet ejer, og hvor staten gør alt for dem og giver dem en meningsløs tilværelse uden kamp og uden udfordringer. Hvordan det eksperiment forløber, viser historien.

Jeg må i den forbindelse tænke på vore forfædre. De fik mange børn, og mange børn døde. Det var ikke mindre tragisk for dem at miste et barn – men det var mere naturligt. Mine tip-tip-oldeforældre fik, så vidt jeg husker, 7 børn, af hvilke 2 overlevede. Men de levede i et homogent, naturligt samfund, hvor man kom hinanden ved og vidste at hjælpe hinanden. Kirken var den eneste myndighed, der bekymrede sig om den slags ting, men det allervigtigste var folkefællesskabet i landsbyen. Har vi totalt mistet evnen til at hjælpe og støtte hinanden? Hvis det er tilfældet, vil jeg foreslå at vi vender tilbage til tidligere tiders samfundsstruktur og lærer at acceptere naturen på godt og ondt. Livet kan være rigtig væmmeligt – men det kan vi ikke ændre på ved at kræve mere statslig indblanding. Vi må i stedet forsøge at lære at bære livets byrder – selv de tungeste. Kun det stærke menneske er et frit menneske, og hvis vi virkelig kommer ud for en samfundskrise, kommer der med bestemthed ingen stat og hjælper os!

Staten skal ikke ind i vore liv – den skal ud af vore liv, helt ud!

Det ville være ideelt at leve i et land, hvor staten var folkets ven, men det gør vi desværre ikke. Staten er vor fjende. En molok, der tilraner sig al magt og alle midler – og som planlægger vor udslettelse. Dette uhyre skal vi så vidt muligt undgå!

Udgivet i Kultur | Tagget | 2 kommentarer