Adorno som kritiker: Fejringen af musiks destruktive kraft

Theodor Adorno ved sit skrivebord

Af Elizabeth Whitcombe

Frankfurtskolen var en gruppe af altovervejende jødiske intellektuelle, som var tilknyttet Instituttet for Social Forskning. Instituttet opstod under Weimarrepublikken i Tyskland, og det blev en kulturel bastion for venstrefløjen. Ved nationalsocialismens magtovertagelse blev Frankfurtskolen lukket af regeringen, og mange af dens medlemmer udvandrede til Amerika.

Theodor Adorno var Frankfurtskolens musikkritiker og forfatter til Den autoritære personlighed, der vel nok er det mest kendte af Frankfurtskolens værker. Han så på musik som en lydtekniker. Men det vigtigste er, at Adorno brugte musik som et psykologisk revolutionært redskab.

Adorno forstod , hvilke kvaliteter, der gør musik intellektuelt udfordrende,  og hvilke kvaliteter, der gør musik ”populær” eller ikke-intellektuelt. Han hævede, at intellektuel musik var bedst egnet til at frembringe revolution. Hvorfor det? Fordi han troede, at revolutionen ville begynde blandt samfundets elite og derefter arbejde sig ned til masserne – den ville blive en top-down begivenhed. Som en konsekvens heraf mente han, at det var vigtigt, at eliten inden for klassisk musik vendte ryggen til Vestens traditionelle højkultur. Som det fremgår af nedenstående, så tog han fejl, for tiden skulle vise, at populær musik rent faktisk havde et større revolutionært potentiale.

Theodor Adorno

Adornos synspunkter blev formet af hans egen  samtid. I 1920erne og 1930erne omfavnede den intellektuelle elite dens evne til at omforme samfundet. Edward Bernays, som var nevø til Sigmund Freud, skrev sit berømte forsvar af offentlig manipulation Propaganda i 1928. To år før anvendte Charles Diserens den samme filosofi på musik:

”Vort formål er således at studere musikkens indflydelse på organismen. Vi nærmer os musikken ud fra et praktisk snarere  end et æstetisk synspunkt, vi opfatter den mere som en nødvendighed, som et muligt middel til genopdragelse og universel menneskelig rekonstruktion, mere end blot et middel til uproduktiv nydelse eller et objekt, der skal gøres til genstand for nogle få lærdes kritik.” (The Influence of Music on Behavior, Diserens 1926.)

Adorno delte uden tvivl Diserens og Bernays indsigt. Han følte, at samfundet skulle genskabes, og musik var et glimrende middel at gøre det med.

Adornos standard for at bedømme musik med var dens revolutionære potentiale. Igennem 1920erne aspirerede Frankfurtskolen til at blive den intellektuelle fortrop for Marxismen i Tyskland. Ifølge deres teori skulle den første verdenskrig have banet vejen for en europæisk socialistisk revolution; men dette skete ikke. Den tyske middelklasse afviste kollektivt international socialisme efter første verdenskrig. Dette var en intellektuel smutter for Adorno og dennes kollegaer.

Teoretikerne fra Frankfurtskolen bebrejdede den Vestlige kultur for at have hjernevasket folk mod teoretikernes form for socialisme. Vestlig kultur måtte væk. Kritisk teori blev Frankfurtskolens teoretikernes bidrag til krigen mod Vestens middelklasse, og Adorno blev dens bannerfører.

Adornos strategi var at rive en side ud af Platons Staten: Innovationer inden for musik forvarsler innovationer i kultur. Han ville finde en type af musik, der ville forstyrre den borgerlige livsstil og omforme Vesten i sit eget billede. (Se “Why is the New Art so Difficult to Understand?“)

Hvilke komponister fandt Adorno revolutionære nok? De afdøde –  Beethoven, Mahler og Schoenberg. På den anden side var Wagner både elsket og hadet.

Adorno kunne godt  lide Beethoven fordi dennes senere værker brød musikalske normer – de undgik ”harmoniske synteser” og havde en destruktiv vold, som tidligere værker manglede (“Late Style in Beethoven,” 1937). Imidlertid blev værker som Missa Solemnis — et værk med korsang, der fejre Kristus – ”neutraliseret” ved at være socialt acceptabelt (“Alienated Masterpiece: The Missa Solemnis,” 1959). Denne negative holdning til et kristent religiøst værk er uden tvivl en afspejling af Frankfurtskolens fjendtlighed mod kristendommen, som de betragtede som en konserverende samlende kraft i samfundet.

Ifølge Adorno tilbød Beethovens senere værker, der var komponeret mens han var døv, betagende glimt af de revolutionære ændringer, der måtte komme. For at få en bedre forståelse af, hvad der var anderledes ved denne musik, lad os se på en anden kritiker.

What is Art? giver Leo Tolstoy en sønderlemmende kritik af Beethovens senere værker. Ifølge Tolstoy er Beethovens senere værker fremmedgørende, og de taler ikke længere til almindelige mennesker. De er ”totalt konstruerede, ufærdige og derfor ofte meningsløse, musikalsk uforståelige værker.”

Tolstoy hævder, at Beethovens senere musik manifesterer den manglende forbindelse mellem overklassen og de folk, som arbejder på landet. (Husk på at Tolstoy var russer.) Efter Tolstoys opfattelse var Beethovens senere værker amoralsk kunst, fordi de mennesker, som i sidste ende betalte for dem (arbejderklassen), ikke kunne nyde dem. Ved at kultivere en smag for den senere Beethoven afskar aristokratiet sig fra almindelige mennesker. En sådan kunst flår samfundets stof i stykker. For Tolstoy opretholder god kunst kristne værdier, og den kan også tale til de mennesker, som bringer ofre for den. Den samler på en forædlende måde samfundet.

For Frankfurtskolen lugtede opfattelsen af samfundet som et organisk, harmonisk hele med samarbejde mellem de sociale klasser af nationalsocialisme, og dermed af højdepunktet af menneskelig ondskab. Det er derfor ikke overraskende, at Adorno beundrede Beethovens senere værker.

Gustav Mahler var det næste led i Adornos revolutionære kæde. Som en af Adornos jødiske artsfæller var han berømt for at bruge lyden af piske og hamre i sine værker. I Mahlers kompositioner siger Adorno ”bliver musikkens underverden mobiliseret mod den stjerneklare himmels forsvindende verden, for at sidstnævnte kan blive bevæget og blive til en kropslig tilstedeværelse blandt menneskeheden. (”Mahler Today, 1930). Den “stjerneklare himmel” repræsenterer det ”forstokkede” musikestablishment i Wien, som Adorno mente skulle bringes tilbage på jorden i den revolutionære sags tjeneste.

“Mahlers ecclesia militans er en frelsens hær, men bedre end den rigtige – ikke moderat på nogen småborgerlig måde, ikke retrospektivt paralyserende, men klar og villig til at tilkalde de undertrykte til en rigtig kamp om de ting, som de er blevet bestjålet for, og som de alene stadig er i stand til at opnå.” (”Mahler Today”, 1930)

For Adorno “er desertøren helten” i Mahlers symfonier. (”Marginalia on Mahler, 1936).

Adorno påstod, at den borgerlige musikverden undertrykkede Mahlers værker, fordi Mahler afskyede ”moderat fredfyldthed.” Med Adornos ord ” så ligger den ægte betydning, der kan opdages i dag, af Mahler i netop den vold med hvilken han brød ud af det samme musikalske rum, som i dag ønsker at glemme ham” (”Mahler Today”, 1930).

Adorno sammenligner Mahlers og Schoenbergs værker – begge blev de afvist af de herskende konservative kræfter i deres samtid: “Hele formularer er almindelige i kampen mod Schoenberg og Mahler – Den jødiske intellektuelle, hvis rodløse intellekt ødelægger den ellers så velgørende natur; fordærveren af ærværdige traditionelle musikalske goder.” Når alt kommer til alt, fortolker Adorno Mahler som stræbte han efter ”afslutningen på den orden, der frembragte sonaten” – afslutningen på traditionel europæisk højkultur.

Selvfølgeligt er dette en anti-jødisk stereotyp, der var almindelige i Europa i det 19. århundrede; hvad enten de var konverteret til kristendommen eller ej, blev jødiske intellektuelle opfattet som undergravere af europæisk kultur, ødelæggere af samfundets sociale sammenhængskraft og som personer, der forhånede og tilsmudsede de sociale konventioner. (Se kapitel 2 af professor Kevin MacDonalds Separation and Its Discontents, p. 51ff). Aderno er selv jødisk intellektuel (skønt langt fra fjernet fra sine rødder) og sympatiserer naturligvis med denne holdning. Ja, rent faktisk betragtes Frankfurtskolen generelt som en del af denne anti-vestlige tradition – hvilket præcist var grunden til at Frankfurtskolen blev smidt ud af det nationalsocialistiske Tyskland.

Adornos opfattelse af Richard Wagner er stærkt påvirket af den kendsgerning, at Wagner blev idealiseret i Tyskland under nationalsocialismen. For Adorno er Wagner den vordende revolutionære komponist, som forsøgte men mislykkedes. I et forsøg på at bryde ud af den tematiske melodi ender ham simpelthen med at gentage fragmenter.

Richard Wagner

Men hvad der virkeligt generede Adorno ved Wagner var forbindelsen til nationalsocialismen. Selvom Wagner var død længe før Hitler dukkede frem på verdensscenen, mente Adorno, at man ikke kunne have Wagner uden også at have nationalsocialisme. I ethvert publikum, som klapper af et af Wagners værker, lurer der ”den gamle virulente ondskab” som Adorno kalder for ”demagogi” (”Wagner’s Relevance for Today”, 1963).

Adorno mente, at Wagners værker er ”proselytistiske” og ”kollektivt narcissistiske” – helt klart ment i en nedsættende forstand. Adornos klage over den ”kollektivt narcissistiske” kvalitet ved Wagners musik er reelt en klage over, at Wagners musik appellerer til dybe følelser af gruppesamhørighed. Ligesom de germanske myter, som hans musik ofte var baseret på, vækker Wagners musik den etniske kollektivismes og den etniske stoltheds dybeste lidenskaber. Efter Adornos opfattelse er sådanne følelser ikke andet end kollektiv narcissisme, ikke mindst fordi en stærk følelse af tysk etnisk stolthed har tendens til at opfatte jøder som fremmede – som ”den anden”.

Det er ikke overraskende, at Wagner var den langt mest populære komponist i den nationalsocialistiske periode. Det er heller ikke overraskende, at Adorno, en etnisk selvbevidst jødisk intellektuel, ville finde en sådan musik afskyelig. Man kunne overveje, om han ville have betragtet den israelske nationalsang som et udtryk for kollektiv narcissisme.

Adorno kunne aldrig rigtig forene sig med Wagners storhed. Han fandt Wagners musik erotisk fri, så han mente, at der måtte være noget ”højreorienteret småborgerligt” ved at vende sig mod komponisten. I psykoanalysens tidsalder ønskede ingen jødisk intellektuel at fremstå anti-erotisk. Adornos løsning var at hævde, at Wagners største værker var dem, som offentligheden ikke kunne lide (”Wagner’s Relevance for Today”, 1963). Dette var et klart forsøg på at puste med mel i munden: Hvis offentligheden var dybt berørt af Wagner, så var det et tegn på, at Wagner appellerede til følelser af etnisk samhørighed. De eneste sikre blandt Wagners værker var dem, der ikke vakte disse følelser.

Når alt kommer til alt hører Adorno til blandt dem, som ikke kan lide Wagner, fordi Wagners musik understøtter status quo. Og hvor Wagners musik fremmer etnisk nationalisme må de herskende kræfter selvfølgeligt gribe ind.

Arnold Schoenberg, hvis “intellektualisme er legendarisk”, var Adornos ideelle revolutionære komponist (”Toward and Understanding of Schoenberg” 1955/1967). Adorno rangerer Schoenberg på linje med Shakespeare og Michelangelo: Han er en gud inden for kunstverdenen. Schoenberg havde en stærk jødisk identitet og var Zionist (Klara Moricz; Jewish Identities: Nationalism, Racism and Utopianism in Twentieth Century Music).

Schoenberg skrev atonal musik, hvilket betød, at den var designet til at trodse traditionelle musikalske former og hermeneutiske forventninger. Det kræver en musikalsk trænet person for at værdsætte præcist, hvor veldesignet uharmonien er, men selv for musikanter er det hårdt arbejde at lytte til Schoenberg. Schoenbergs musik er en kuriositet for komponister, meget som et usædvanligt afdødt organ i formaldehyd er en kuriositet for professorer i medicin. Et resultat af dette var, at Schoenbergs musik aldrig blev populær, hvilket Adorno var bitter over.

Musik, der imødekommer vores ørers forventninger har tendens til at være behagelig. Adorno anerkendte, at smuk musik har en fredfyldt effekt, hvilket stod i modsætning til hans politiske mål – i hvert faldt de mål,  han havde i førkrigstidens Tyskland. Det er derfor, at Adorno havde gode ting at sige om Schoenberg.

Det fællestræk, som disse fire komponister delte, var, at de skrev musik, der i varierende grader, udfordrede lytterens forventninger.Varierende grader er i denne sammenhæng den afgørende distinktion. 

Noget af den smukkeste musik er den, som pirrer vores forventninger. Professior David Huron fra Ohio State University skrev i 2006 en fænomenal bog med titlen Sweet Anticipation: Music and the Psychology of ExpectationHuron kommer med en forklaring på, hvorfor disharmoni, der går over i harmoni, er smukt og giver os en behagelig følelse.

Men når uforudsigelighed strækkes for langt, bliver musikken uharmonisk og grim. Den efterlader lytteren med en følelse af utilfredshed og forvirring. Adorno mente, at disse følelser var nødvendige for at få folk til at tænke revolutionært, og naturligvis også for at få dem til at tilslutte sig revolutionen.

Adorno anvendte også sin revolutionære afsky for forudsigelighed på teknologi. Han kunne ikke lide radio og visse optageteknikker, fordi han mente, at de fik musikken til at lyder jævnere – mere som pop eller jazz (“The Radio Symphony“, 1941). Adorno hadede orkesterjazz fordi, at han følte, at den ikke var tilstrækkelig destruktiv til vestlig kultur: Den tilfredsstillede erotiske drifter på en socialt acceptabel måde. Ægte revolutionær musik ville ikke spilde energi som jazz gjorde.

Schoenberg — med sin ubehagelige og uappellerende musik – skulle oplyse vores vej til fremtiden. Det gjorde han ikke. Adorno havde sammenblandet intellektualisme med Frankfurtskolens politik – de to gik ikke hånd i hånd. For at nå masserne var det, Frankfurtskolen havde brug for ikke intellektualisme, men reklamekraft. Adornos indledende fejlbedømmelse af effektiv revolutionær musik ville blive en lærestreg for andre propagandister.

Bortset fra nogle for få æstetikere (som Schoenbergs lille skare af hengivne tilhængere) virker effektiv revolutionær musik inden for rammerne af vores forventninger til skønhed – ikke imod dem. Effektive revolutionære melodier skal være lette at følge med i og have stærke slag – ligesom det meste af den populære musik. I sit essay “On Popular Music” afslører Adorno den åbne hemmelighed om, hvad der skaber et “hit”: Standardisering. Hvad han beskriver, er toner, der appellerer til vores mest basale musikalske forventninger og fortolkninger, mens de vildfarer sig på simpelhedens side.

Musikken er meget forudsigelig og opfordrer til, at man lytter helt hjernedødt: ” Hitsangenes former er så stramt standardiserede, helt ned til antallet af mål og præcis tidslængde, at ingen specifik form optræder i noget enkelt stykke” (”On the Fetish-Character in Music,” 1938). Adorno brugte denne sætning til at beskrive orkesterjazz, men han kunne ligeså godt have brugt den til at beskrive popmusik i dag: The Beatles, The Spice Girls, The Jackson Five — listen er lang.

Adorno forstod, hvordan man skabte effektiv reklamemusik eller “populær musik”. Han forstod det sikkert bedre end nogen anden i sin samtid. Men Adornos smag var elitær. Han ville være pinligt  berørt og skamme sig over at skabe musik, som han følte var ligeså hjernedød som orkesterjazz. Adorno ville indånde de ”ultra-dannede” musikskaberes ophøjede luft.

Adorno brød sig ikke om popmusiks simpelhed; han ville tro på, at hans revolution på en eller anden måde var mere intellektuel end det. Tanken om at Frankfurtskolens ideer ville blive promoveret af popsange – i en musikalsk forstand svarende til en pige i en bikini i en øl- eller sportsvognsreklame – ville være afskyelig for ham.

Afskyeligt eller ej, så virker reklame. Komponister som Beethoven og Wagner forstod, hvordan man legede med vores musikalske forventninger og på samme tid at skabe noget meningsfyldt. De var sande mesterkomponister. Mahlers chokværdi eller Schoenbergs konstruerede intellektualisme blegner i sammenligning – hvilket også afspejles af Beethovens og Wagners udbredte popularitet i dag.

Adorno kom aldrig over sin afsky for populær musik. Han troede altid på, at revolutionært indstillede mennesker på en eller anden måde ville overvinde deres evolutionært bestemte musikpræferencer. Men naturen vinder altid i sidste ende.

Og hvis Adorno ville have haft en succesfuld Frankfurtskole revolution, så burde han have arbejdet med de værktøjer, som naturen stillede til rådighed.
 

Om forfatteren

Elizabeth Whitcombe (email ) er uddannet i økonomi fra MIT med speciale i international økonomi. Hun er finansanalytiker og freelance skribent. Hun bor i New York.

Kilde

Denne tekst er oversat fra den engelske original Adorno as Critic: Celebrating the Socially Destructive Force of Music, der blev publiceretden 28. august 2009 i The Occidental Observer.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Kan folkekirken overleve de kvindelige præster?

Det er efterhånden blevet et kvindejob at være præst. Det synes ganske enkelt ikke mere at være attraktivt for mænd, hvilket man måske nok kan undres lidt over. At kvinder elsker det, er ikke så svært at forstå. Rollen som den søde, uendelige gode og alt forstående sjælesørger passer fint til kvindens kernekompetencer. Der er imidlertid mere i et præstekald end det – og det at være præst er et kald, ikke et job. Det er vigtigt at gøre sig den forskel klar.

Præstens opgave er ikke blot at kunne trøste, men også at kunne levere en teologisk og filosofisk holdbar udlægning af de skrifter, kirken nu engang bygger på. Sidst der var bispevalg, var det interessant at sammenligne valgudtalelserne fra de forskellige kandidater: kvinderne slog på alle de bløde værdier, mens mændene forsøgte sig med en mere teologisk begrundet tilgang. Mændene tabte – naturligvis. Den danske folkekirkes udgangspunkt er ikke mere Bibelen og Gud, men mennesket. Det har jeg tidligere været inde på. En sådan tilgang er som skabt til kvinderne.

Indvendingerne imod kvindelige præster er vel efterhånden forstummet, undtagen hvor Indre Mission stadig har magten over sjælene. Det teologiske grundlag for indvendingerne er, at Eva er ophavet til den arvesynd, som vi alle slæber rundt på, og at Paulus i øvrigt mener, at kvinder af den grund skal tie i forsamlinger. Det kan præsten jo ikke så godt gøre. Andre kristne trossamfund slår 10 kors for sig, når de hører om kvindelige præster – for slet ikke at tale om homoseksuelle præster og vielser af homoseksuelle. Den russisk-ortodokse kirke anerkender ikke mere den danske folkekirkes sakramenter. Det er der en god grund til. Den danske folkekirke anses ikke længere for at være kristen.

Der er imidlertid en langt mere jordnær og praktisk grund til, at ideen med kvindelige præster måske slet ikke er så god – og den er blottet for enhver teologi.

Dengang verden endnu ikke var gået af lave, var hele det kirkelige og kulturelle liv i sognene centreret omkring præstegården, hvor der boede en præst, som havde en præstekone – og en flok børn. De fungerede som et eksempel. Præsten tog sig af den teologiske side af sagen – han sørgede for udlægningen af teksten, han sad i skolekommissionen, deltog i foreningslivet, holdt foredrag, afholdt – eventuelt sammen med nogle af skolens lærere – litteraturkredse osv. I baggrunden stod præstekonen, men hun var ikke mindre vigtig, for hun stod for alt det organisatoriske. Hun passede telefonen, sørgede for kaffen og bollerne, sikrede evt., at der var lokaler osv. Hendes indsats i sognene må aldrig glemmes. Og sjælesorgen, den deltes præsteparret i regelen om. Der var mange situationer, hvor præstekonen kunne udrette langt mere end præsten – det afhang af forholdene. Både præsten og hans kone var centrale personer i sognet, de hjalp med at holde det sammen, og præsten blev ofte konsulteret om alt muligt mellem himmel og jord, som måske ikke helt lå inden for hans område, men han og lægen var de personer i sognet, der havde den højeste uddannelse, og ”dovtoren” kunne man jo ikke ulejlige med den slags. I alt dette understøttede præstekonen ham, gav ham gode råd – og sørgede for, at han kunne koncentrere sig om det, han skulle gøre. Og præsten kunne stort set altid træffes.

I dag er præsten en kvinde. Hun er måske gift med præsten i et nabosogn eller et sogn længere væk, måske med en tømrer eller gymnasielærer. Hun har i praksis to jobs, præstens og præstekonens, og hun kan ikke forvente nogen støtte i sit arbejde af ægtefællen – hvis hun da har en – for han har sit eget liv, sin egen karriere og sine egne interesser. Hun skal selv klare både det teologiske og det praktiske. En af delene kommer til at lide under det, og det er ofte det teologiske, både fordi det måske ikke er præstens hovedinteresse, og fordi det er det mindst umiddelbart synlige. Hendes rolle i sognet bliver mindre. Midt i det hele skal hun så have et års barselsorlov. I den tid har sognet ikke mere noget kirkeligt centrum. Så kommer hun tilbage i et år, før hun skal have barselsorlov igen. Forstå mig ret: Det er glædeligt, at der fødes børn – også i vore præstegårde, men det er skidt, at det er præsten, der skal føde dem!

Sagde jeg præstegård? Det er det næste problem. Tømreren eller gymnasielæreren gider egentlig ikke bo i en stor præstegård, hvor der er et evigt rend af folk, han vil hellere bo i et almindeligt parcelhus. Hvis præstens mand også er præst (og det er jo nok ikke så sjældent), ja, så er der måske 2 præstegårde, hvoraf den ene kommer til at stå tom og vil blive solgt af menighedsrådet, også selv om den har historisk værdi. Thyregod sogn har således solgt den præstegård, hvor N.F.S. Grundtvig er vokset op. Den var for dyr at holde, sagde man. Med den form for tænkning vil jeg kunne frygte, at de også sælger kirken, for det må bestemt være billigere at leje et lokale på kroen i de par timer om ugen, der er brug for det. Og det lille lokale kan jo nok gøre det, selv i Thyregod…

På denne måde dør præstegårdskulturen – og dens død er med til at slå, hvad der måtte være tilbage af landsbyens liv, ihjel. Det hele hænger sammen.

Præsten skal nu findes i et eller andet tilfældigt hus. Der er ingen åbne døre. Henvendelse kan ske på kirkekontoret i åbningstiden. Privaten er privat! Ferierne er mere hellige end sakramenterne. Telefonen afbrydes uden for arbejdstiden. Der er ingen steder, den åndeligt nødstedte kan henvende sig, hvis han eller hun har brug for hjælp.

I regelen er der i dag flere præster i sognet, så kirken kommer til at fungere ligesom ”sundhedsklinikkerne”. ”Nej, din præst er ikke på arbejde i dag. Vil du tale med en anden?” Den, der er i dyb krise og søger hjælp af det menneske, han kender, henvises til at gå ud og hænge sig. Men måske er der slet ikke hjælp at få. I dag går præsten selv til psykolog. Så sørgeligt ser det ud for kirken.

Denne udvikling er i høj grad med til at gøre kirken irrelevant. Præstens kald er blevet til et 9-16-job. Det er udviklingen, vil man sige, men ”udviklingen” er jo skabt af mennesker gennem deres handlinger eller mangel på handlinger. Vort samfund er inde i en dødsspiral, og kirken er hoppet med på vognen mod afgrunden.

En anden indvending vil – bortset fra det evige lirumlarum om ligestilling – være, at man uden kvinderne jo nærmest slet ingen præster ville have. Det er en reel indvending, men måske burde kirken spørge sig selv, hvorfor det tilsyneladende er blevet så lidet attraktivt at være præst. Er lønnen for ringe? Eller er det, fordi samfundet er blevet gennemsekulariseret, så der ingen interesse er for åndelige anliggender? Måske skyldes det endda, at ingen i dag kan tro på de kristne myter? Svaret er nok, at det er en kombination af det alt sammen. Måske man skulle gå i tænkeboksen og fremkomme med nogle generelle løsninger på kirkens problemer, i steder for at benægte dem – eller måske skal man bare lukke butikken.

Under alle omstændigheder skal politikernes råderet over kirkens indre anliggender fjernes gennem indførelse af den kirkeforfatning, der blev lovet i grundloven, og måske var det sundest for kirken – men ikke ubetinget for samfundet – hvis båndet mellem stat og kirke blev ophævet. Så måtte kirken også økonomisk stå på egne ben, og det ville i høj grad tvinge den til at finde løsninger, der igen vil gøre kirken relevant.

Dog vil det næppe løse problemet med de kvindelige præster – eller måske bedre de kvindelige præsters problem – for kvinderne flokkes om præsteembederne som fluer om et ådsel.

Stakkels Gud!

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , | Skriv en kommentar

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede”

Vil disse immigranter mon frivilligt vende om, når man blot pænt beder dem om det?

Fra en læser har vi modtaget følgende kommentar til et tidligere indlæg her på bloggen:

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede, der kommer til grænsen, men foregriber, at det overhovedet kommer dertil. Den anonyme forfatter ønsker vel heller ikke selv at blive beskudt af fremmede. Mod er en af de fire værdier, som en anonym forfatter synes at savne. Hvordan kan han så være en rigtig dansker?”

Dertil er der følgende at sige:

Vi kan herfra ikke foregribe, at fremmede uciviliserede horder trænger frem igennem Afrika for at banke på Europas dør. Der er tale om Afrikas uønskede befolkningsoverskud. Vel kunne vi nok have mindsket dette ved ikke at sende ulandshjælp, medicin og læger til Afrika igennem de sidste 70 år, men det har uansvarlige politikere alligevel gjort, og det kan vi ikke ændre på nu.

Vi kunne naturligvis også have organiseret en revolution her for at udrydde de hjemlige skadelige landsforræderiske elementer, der ser det som deres opgave at få danskerne erstattet af fremmede folk. Også dette er blevet forsømt.

Tilbage er der kun at forsvare vore grænser med de midler, der står i en stats magt. Det er ikke fredelige fremmede turister, der kommer her, det er horder, der angriber grænsen og forsøger at forcere den. Deres mål er at blive forsørget på vor regning for til sidst at fortrænge os. Det er i denne situation, man skyder for at dræbe. Det er tale om etnisk og kulturelt selvforsvar! Naturligvis kunne man også tæppebombe de store afrikanske byer, men det vil kræve lidt mere og nok heller ikke falde i læserens smag, selv om det ville være at gøre verden en stor tjeneste.

Der er vel ingen, der ønsker at blive beskudt af fremmede. Netop derfor ønsker vi ikke at have dem i vort land. Til de ”ordentlige mennesker”, der læser dette, vil vi blot sige: Hvis man ikke vil forsvare sig, fordi man vil være ”pæn og ordentlig”, så fortjener man det, der kommer. I den virkelig verden er det nemlig sådan, at den, som ikke forsvarer sig imod angreb, vil dø. Det er den barske kendsgerning, som alle europæere i dag gør klogt i at tage til efterretning. Danmark og Europa reddes ikke ved at læse Platon, men ved at gå til skydning!

Dermed være ikke sagt, at man ikke skal læse Platon. Han kan være nyttig nok, når det gælder grundlaget for opbygningen af et nyt og bedre samfund. Men hvis man ikke lærer at skyde og glemmer sine forestillinger om at være pæn og ordentlig, får vi ikke brug for denne viden, for verden, som vi kender den, vil gå under i et kæmpe ragnarok. Der vil næppe i en afrikansk-muslimsk verden være den store interesse for Platon eller noget som helst andet, bortset fra at æde og kopulere.

Når disse indlæg ikke er signerede, skyldes det ikke mangel på mod. Vi tror, at den pågældende forfatter for længst har bevist et sådant, mens andre har passet deres liv og karriere. Vi ønsker imidlertid, at der skal fokuseres på artiklernes indhold og ikke på forfatterens navn. Det vil erfaringsmæssigt kun virke afledende. Det er budskabet, det kommer an på.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , | Skriv en kommentar

Frihedens Stemme

Her på bloggen er vi ikke ukritiske over for Rasmus Paludan, men hans store personlige mod aftvinger respekt. Ingen anden dansk nationalist er bedre til at vække det muslimske hvepsebo og få besættelsestropperne til at kaste masken. Det er med stor glæde, at vi har konstateret, at denne opfattelse også deles af en dansk sanger ved navn Martin Skriver, hvis glimrende hymne til ”Frihedens Stemme” fortjener udbredelse. Lyt, nyd og del!

Udgivet i Kultur | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Videnskabens vildveje

Boganmeldelse:

Karin Margarita Frei:
Egtvedpigens rejse
Med forord af Rane Willerslev
Lindhardt og Ringhof 2018.

Karin Margarita Frei er argentiner, født af danske forældre, hvis forfædre var udvandret til det sydamerikanske land i begyndelsen af forrige århundrede. Efter nogen tid i Spanien besluttede hun sig for at tage til Danmark og slå sig ned her. Hun valgte sin identitet. Efter at have taget en dansk studentereksamen studerede hun geologi, men kombinerede det senere med arkæologi og blev Danmarks første professor i arkæometri. Hvad det nærmere går ud på, fremgår af hendes bog.

Karin Margarita Frei blev med ét slag verdensberømt, da hun efter en strontiumisotopanalyse af Egtvedpigens sparsomme rester kunne fastslå, at denne pige slet ikke var spor dansk. Hun stammede fra Sydtyskland og havde tilsyneladende nærmest pendlet frem og tilbage i sit ultrakorte liv – hun blev ca. 16-18 år gammel. Egtvedpigen levede i bronzealderen for ca. 3300 år siden, og er nærmest blevet et dansk ikon. På grundlag af Freis undersøgelser kunne man nu konkludere, at det danske slet ikke var dansk, og at Europa allerede i bronzealderen var stærkt globaliseret. Hvis nogen fornemmer, at dette alt sammen lynhurtigt får en politisk drejning, har vedkommende utvivlsomt ret.

Efter Egtvedpigen kom turen til Skrydstrupkvinden fra samme periode, og hun var sandelig heller ikke dansk – hun stammede formodentlig fra det, der i dag er Tjekkiet, Midttyskland, England eller et andet fjernt sted. Også hun var kun 17-18 år, da hun døde, og hun havde kun foretaget en enkelt rejse, nemlig da hun var en 13-14 år gammel… Under afsløringen af disse resultater var fjernsynet til stede med et kamera, og Karin Frei ses ligefrem hoppe af glæde over sin opdagelse – måske ikke lige den optræden, man forventer af en forsker. Globalismen havde imidlertid fejret nye triumfer.

Strontiumisotopanalysen bygger meget kort fortalt på, at man i f.eks. tænder, hår eller negle kan finde bestemt strontiumisotopværdier, der så kan sammenlignes med værdierne i naturen. Der, hvor der er overensstemmelse, har personen opholdt sig. Man kan også se, sådan ca. hvornår personen har opholdt sig de forskellige steder. Med samme metode havde Frei allerede tidligere undersøgt Egtvedpigens tøj, og havde fundet frem til, at det heller ikke var lokalt. Hun drømmer sig til, at pigens mand eller far måske havde været tekstilimportør(!) og havde hentet stoffet langt borte fra. Hun har omskrevet historien:

”Uanset vanskelighederne ved at finde frem til hendes [Egtvedpigens] nøjagtige herkomst … giver vores undersøgelse beviser [!!!] for langdistance- og periodisk (gentagende) hurtig mobilitet. Vores resultater tvinger os til at genoverveje den europæiske bronzealders mobilitet som meget dynamisk, hvor enkeltpersoner rejste hurtigt over lange afstande i relativt korte perioder.” (S. 168)

Da jeg første gang læste om hendes ”opdagelse” i forbindelse med Egtvedpigen, var min umiddelbare reaktion, at dette umuligt kunne passe. Det var rent instinkt. Jeg har ingen som helst forstand på strontiumisotopanalyser eller geologi, men derimod på historie. Fra Egtved til f.eks. Freiburg im Breisgau er der godt 1.000 km af den direkte motorvej, en strækning, der i dag kan tilbagelægges på godt 10 timer. Det kunne man imidlertid ikke i bronzealderen! Der var simpelthen ikke rigtig nogen veje. I Danmark kunne man gå langs vandskellet, hvor hærvejen opstod, men der var ganske enkelt ingen lange forbindelsesveje, og landskabet var præget af store skove med efterhånden udbredte rydninger indimellem, hvor der boede mennesker, som ernærede sig ved agerdyrkning. Der var heller ingen vejskilte, GPS eller kort. Man fandt vej ved hjælp af stjernerne og solen, men man skulle nok alligevel helst være stedkendt. Rejsen var farlig. Der var vilde dyr, og ikke alle mennesker var vel lige imødekommende over for et stort antal fremmede. En dagsrejse inden for militæret var for 100 år siden 20 km. Rejsen fra Aalborg til Hobro tog i begyndelsen af 1800-tallet en meget lang dag med hest og vogn, ca. 18 timer. På den tid var der veje, om end de ofte kun bestod af hjulspor. I bronzealderen har man ikke kunnet holde den fart, og det har været nødvendigt med lange hvil indimellem. Hvorvidt man har brugt heste til at trække vogne, fortaber sig lidt i det uvisse. Frei slutter fra den ceremonielle solvogn til, at der også var arbejdsvogne. Hvorvidt der er noget belæg for det,
skal jeg ikke på stående fod kunne sige, men jeg ved, at de første vogne, man har fundet, var meget primitive, og de havde bestemt ingen gummihjul, men træskiver uden metalringe, som næppe ville have holdt i lang tid, når man rejste ad uvejsomme stier med store trærødder, sten osv. Der ville være behov for hyppige hjulskift, og hjulene måtte man selv fremstille undervejs. En sådan rejse ville mindst tage 3 måneder hver vej uden alt for mange problemer, mere realistisk måske 4 måneder – dvs. at selve rejsen ville vare mindst et halvt år.

Det problem har Frei naturligvis set. Hun foreslår, at man nok har benyttet vandvejene – mest sandsynligt en kombination af begge dele. Nu var der væsentlig mere vand dengang, og det er derfor umiddelbart ikke lige til at sige, hvilken vej de kunne tage, men de har helt givet kunnet komme langt ad floderne. Så kommer bådene. Vi taler her ikke om vikingetidens fantastiske fartøjer, men om disses forgængere. De har efter alt at dømme skullet ros. Jeg kan ikke lige umiddelbart komme i tanker om nogle billeder af både med segl, men under alle omstændigheder har de skullet ros op ad floderne, og det var den vej, de skulle, imod strømmen den ene vej. Det har givetvis været hurtigere, men hvor hurtigt, det er svært at sige. Hvis man skulle kombinere sejladsen med strækninger over land, ville man være nødt til at medbringe sine transportmidler hele vejen, for der var næppe i bronzealderen noget fast transportsystem, man kunne benytte. Transportvirksomheder og færgeselskaber fandtes ikke. Altså skulle vognene fragtes på båd, og båden fragtes over land. Næppe praktisk muligt. Eller man måtte købe nyt, hver gang man skiftede transportmiddel, nok heller ikke så sandsynligt.

Endelig har Egtvedpigen jo – som Frei også skriver – ikke rejst alene. Der har skullet mange med! Rigtig mange. Og man må nok også have været forberedt på at skulle forsvare sig. Fremmede er, som vi ved, ikke altid en ven, du ikke har mødt! Dermed er vi fremme ved formålet med rejsen. Hvad skulle det være? Handelsrejse? Det er der vel ikke rigtig nogen belæg for, og under alle omstændigheder må man spørge sig, hvorfor man har slæbt en lille pige med. Det giver ikke rigtig nogen mening. Familiebesøg er ikke ganske troværdigt. Da min mor havde udsigt til at skulle udvandre til Argentina i 1950’erne, havde hun ingen som helst forhåbning om at se Europa igen, selv om den rejse nok var både lettere og billigere at foretage end en rejse fra Egtved til Sydtyskland i bronzealderen.

Der har i bronzealderen naturligvis været handel. Alene bronzen har man jo måttet skaffe sig andre steder fra, men man må gå ud fra, at denne handel er foregået mellem nabofolk, så tingene har været igennem mange led. Endelig kunne man jo også erhverve sig ting gennem krig. Frei vil sige, at hendes tekstiler beviser en udstrakt handel, men analysen af dem lider af samme mangel som analysen af Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens tænder, men det kommer vi til. Man har i bronzealderen næppe købt mange ting, man selv kunne lave.

Havde der været udstrakte forbindelser, hurtige og hyppige, som Frei beskriver dem, havde der jo sandsynligvis også været forbindelser den anden vej til højkulturerne i Ægypten og Mesopotamien, og vi ville have et vist antal fund af ting herfra. Ja, der havde man allerede opfundet skrivekunsten. Det var utvivlsomt noget, man umiddelbart kunne have set nytten af, og det havde ikke været så vanskeligt at kopiere i hvert fald hieroglyfferne. Og udviklingen ville jo ikke være gået i stå i bronzealderen. Der ville utvivlsomt så have været forbindelse med den græske kultur, da den senere opstod, og senere igen med Romerriget. Det er faktisk først med dette sidstes erobringer af Gallien og dele af Germanien, at der omkring begyndelsen af vor tidsregning kan dokumenteres en direkte kontakt til en højkultur, og rejsende fra syd kommer til Skandinavien og beskriver de mærkelige mennesker, de finder her. Skulle udviklingen have stået stille i 1300 år?Næppe.

Min umiddelbare indskydelse var, at der måtte være noget i vejen med strontiumisotopanalysen – måske ikke teknisk set, men at der måtte være noget, Frei havde overset. Er strontiumværdierne uforanderlige, eller kan de ændres i tidens løb? Da man offentliggjorde, at også Skrydstrupkvinden var ”af fremmed oprindelse”, var jeg temmelig sikker i min sag. Det var naturligvis ikke umuligt, men det var ganske enkelt meget usandsynligt.

Tilsyneladende var der noget i vejen. Lektor emeritus og forsker i ”geoscience” ved Aarhus Universitet og hans kollega Rasmus Andersen har åbenbart haft den samme tvivl, så de gik i gang med at undersøge strontiumværdierne nøjere (bl.a. de baselines, Frei benytter). Det viser sig, at kalk fuldstændig ændrer strontiumværdierne i danske vandløb, og det intensive landbrug tilføjer netop de dyrkede kalkfattige arealer store mængder kalk. Det, man måler i dag, svarer ganske enkelt ikke til de værdier, der var i bronzealderen. Erik Thomsen påpeger i Kristeligt Dagblad, at Egtvedpigen sandsynligvis har fået de forskellige værdier, der er målt i hende, inden for en radius på bare ti kilometer eller mindre. De to forskere formoder, at hun har levet i højlandet, men har tilbragt en periode i Vejle Ådal. Hun kunne populært udtryk have hentet disse værdier i sin egen baghave.

Nationalmuseet fastholder naturligvis Freis forskningsresultater. De har investeret en masse prestige i dem, og så er de politisk korrekte og ønskværdige. De passer lige til “Ranes Museum”, en forvandling af Nationalmuseet til en blanding mellem et cirkus og et absurd teater. Danmark har i denne ”elites” optik altid været globaliseret og ”multikulturelt”. Ja, Danmark har egentlig aldrig rigtigt eksisteret.

Når man læser Freis bog – og den er da bestemt ikke uinteressant – slår det en, hvor selvcentreret og jeg-besat hun er, og hvor stor en plads ”dobbeltidentiteten” spiller. Hun er ligesom besat af sin egen splittethed og vil projicere den ud på fortidens mennesker. Hun synes at have et ubevidst psykisk problem med sin manglende rodfasthed, selv om hendes dobbelte identitet objektivt set bestemt må betegnes som en berigelse for hende. Hun er virkelig multisproget og multikulturel på den umiddelbart set gode måde. Hun er en naturlig del af to (beslægtede) kulturer, men hun har måske mere svært ved at stå fast, end hun selv vil indse.

Frei betoner ofte bogen igennem betydningen af det tværfaglige samarbejde i grupper. Det synes imidlertid ikke at have fungeret særlig godt her. Det er utroligt, at der i en gruppe af højtkvalificerede fagfolk med forskellige videnskabelige discipliner ikke er en eneste, der har trukket i bremsen og sagt: ”Dette her må vi lige have undersøgt nøjere!” Tvivlen om rigtigheden af egne resultater er vigtig i en enhver forskning. Vi lærte, at dersom vi blev for begejstrede over vore egne opdagelser, skulle vi lige træde et par skridt tilbage og kontrollere, om der var noget, vi havde overset eller gjort forkert. Vi skulle helst ad anden vej kunne komme frem til de samme resultater. Dette gælder i endnu højere grad inden for naturvidenskaberne end inden for humaniora.

Dette har den unge forskergeneration tilsyneladende ikke lært – og det er egentlig det mest tragiske ved denne historie. De forskere, vi uddanner, kan være lige så teknisk dygtige, det skal være, men de synes at mangle netop de kvalifikationer, der gør dem til forskere. De kender tilsyneladende ikke tvivlen og den langsommelige kontrol af egne resultater. De er optaget af deres egen indbildte fortræffelighed – og så skal de helst have noget spektakulært på deres CV her og nu, så de kan komme videre i karrieren. Som universiteterne styres i dag, faciliterer de denne beklagelige holdning.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar