Når tyranni bliver lov, bliver modstand pligt!

1500 sortklædte demonstranter har i København demonstreret imod Mette Frederiksens diktatur og gentagne grundlovsbrud. I den forbindelse brændte de en dukke af, der lignede diktatoren, med en seddel på, som forkyndte, at denne ”må og skal aflives!” At hele hendes bande af klakører er forfærdede, det forstår jeg nok. Turen kunne også komme til dem. Det er imidlertid ikke det, der ryster mig! Jeg vil tro, at mange snarere kunne fristes til at sige, at det eneste problem med denne aktion var, at det kun var en dukke, de brændte! Nej, det, der ryster mig, er, at ellers bundfornuftige folk på Facebook udtrykker forargelse over det passerede. Mange mener virkelig for alvor, at man ikke kan gøre sådan noget. Det er ”uværdigt i et demokrati”. Det kan der naturligvis være noget om, men sagens kerne er jo netop, at vi ikke mere lever i et sådant! Ja, også ideen om en fjendtlig provokation dukker som sædvanlig op fra dem, der intet har gjort for at styrte diktaturet.

Og at vi lever i et diktatur, understreges af myndighedernes reaktion. Ifølge Ekstrabladet er de formastelige blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 113, der har en strafferamme på op til 16 års fængsel samt § 266, som omhandler trusler. Dette er en naturlig reaktion i et diktatur. Bur folk inde, og hvis det ikke lader sig gøre, så skræm dem! Det begynder med, at man varetægtsfængsler dem, så de mister deres arbejde, forhindres i at passe deres børn osv. Det er effektivt. Så lad os lige foretage en lille udflugt til juraens verden. Det er naturligvis som at vise folk rundt på en mødding, men alligevel.

§ 113 lyder:
Den, som antaster Folketingets sikkerhed eller frihed eller i øvrigt foretager nogen handling, der sigter til ved magtanvendelse eller trussel derom at aftvinge Folketinget nogen beslutning eller hindre det i frit at udøve sin virksomhed, straffes med fængsel indtil 16 år eller under særligt skærpende omstændigheder på livstid.

Stk. 2. 
Samme straf kommer til anvendelse på den, der på tilsvarende måde angriber eller øver tvang mod kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen fører regeringen, eller mod ministrene, Rigsretten eller Højesteret.

Det lyder jo drabeligt, så lad os se lidt på kommentarerne til denne paragraf i Kommenteret straffelov, Speciel del. Kommenteret af Vagn Greve, Bent Unmack Larsen og Per Lindegaard, 4. omarbejdede udgave. Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1988. Jeg beklager, at jeg ikke besidder en nyere udgave. Deri hedder det:

Bestemmelsen beskriver en kvalificeret fremtrædelsesform for angreb på myndigheder. … Som angrebsmiddel nævnes ligesom i §§ 98 og 111 magtanvendelse eller trussel derom. Formålet skal være at antaste, gøre indgreb i Folketingets sikkerhed og frihed. … Det er således Folketingets sikkerhed og ydre bestemmelsesfrihed, der værnes. … Sædvanlige demonstrationer falder således klart udenfor.

Det turde vel være temmelig klart, at denne paragraf ikke kan komme til anvendelse. Der
tilsigtes jo ikke nogen påvirkning af hendes embedsførelse. Man drager snarere en logisk
konsekvens af hendes hidtidige embedsførelse og fremsætter et synspunkt. Lad os derfor se på § 266:

Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Om denne paragraf hedder det:

Den [truslen] skal være ”egnet” til at forstyrre den fred, som truslen er rettet imod; derimod kræves det ikke, at adressaten faktisk bliver bange. (Dette krav om en vis objektiv baggrund synes taget temmelig håndfast i U 167.167 V) [en tidligere afsagt dom]. Ikke alle skræmmende trusler vil være egnede til at fremkalde ”alvorlig” frygt…. Der kræves … forståelse af, at den [truslen] er egnet til at fremkalde den nævnte frygt.

Det er næppe tilfældet. Afbrænding af dukker er et særdeles almindeligt demonstrationsmiddel – med eller uden skrevne meddelelser. Jeg synes at mindes, at der her også er blevet afbrændt dukker af Trump og andre, uden at det har ført til nogen form for straffesager. Udenlandske statsoverhoveder nyder samme beskyttelse i henhold til loven.

Disse overvejelser forudsætter naturligvis, at vi lever i en retsstat. Da dette ikke er tilfældet, men retshåndhævelsen efterhånden udelukkende bygger på magt og vilkårlighed, kan man selvfølgelig ikke vide, hvad der sker. En domfældelse af de pågældende vil imidlertid være et klart tegn på, at diktaturet er indført.

Men hvorom alting er: Kære venner, hvis I synes, at det er for meget at afbrænde en dukke, hvordan vil I så stille jer til revolutionen? Nå, nej. I tror stadig på, at man kan lege sig frem til en ændring af tingenes tilstand gennem en form for bogstavleg. Drøm videre, men indstil jeg med det samme på et liv i det multikulturelle helvede. Sig farvel til jeres forhud, eller køb en burka – alt efter jeres køn. Hvis I skulle tilhøre et af de utallige andre køn, der er blevet opfundet, behøver I ikke at gøre jer nogen tanker. I vil blive smidt ud fra det nærmeste højhus eller hængt i en byggekran. Det, vi oplever i dag, er kun forstudier!

Lad os opsummere:

Mette Frederiksen har – utallige gange – brudt grundloven, og hun har uden blusel erklæret, at hun vil gøre det igen – ”for folkesundheden”. Hun har igennem hele denne såkaldte krise – som ikke er nogen rigtig krise – regeret pr. dekret baseret på udelukkende politiske overvejelser – uden nogen skygge af videnskabelig evidens. Hun har uden nogen som helst grund udryddet et helt erhverv, der beskæftigede 6.000 mennesker + et ukendt antal i de erhverv, der leverede til minkavlerne, og som i dag er brændt inde med deres varelagre, og hvis virksomheder er gået konkurs. Det har siden vist sig, at der overhovedet ikke var nogen grund til dette. Minkmutationen var temmelig uskadelig, havde et mildt forløb, smittede mindre end den normale udgave af den kinesiske virus – og var i øvrigt uddød, netop fordi den ikke var god til at smitte. I stedet for grundlovens krav om fuld erstatning, blev minkavlerne tilbudt en ”kompensation”, som de i øvrigt ikke har fået endnu, fordi noget sådant skal godkendes af EU! Det var Mette Frederiksen øjensynligt ikke klar over. I stedet for at lade minavlerne pelse de raske dyr og sælge skindene, beordrede hun dem destrueret – igen uden basis i nogen form for evidens og uden lovgrundlag. Det var blot et spild af milliarder af kroner. Desuden lod hun de døde mink begrave, hvor de kan forurene grundvandet, således at de skal graves op og destrueres. Alt sammen naturligvis på din og min regning, imens hun bevilger sig selv lønforhøjelse.

Og hele denne aktion var ulovlig! Uden lovgrundlag satte hun både politiet og hæren ind imod minkavlerne. Derpå destruerede kun al korrespondance og alle papirer. Sådan gør man nemlig i et rigtigt diktatur! Og hun slipper godt fra det, fordi folketinget er degenereret til en kopi af det østtyske folkekammer, hvor der godt nok var 5 partier – som imidlertid alle bakkede op om regeringen.

På et tidspunkt blev hun nødt til at foretage et bondeoffer. Fødevareministeren, der ikke har nogen uddannelse af nogen art, og aldrig har arbejdet en dag i sit liv, måtte gå, fordi han blindt udførte diktatorens ordrer. Som belønning fik han straks en bestyrelsespost i et teater – noget han naturligvis heller ikke har en gnist forstand på. Det eneste teater, han har oplevet, er det, der dagligt giver forestillinger på Christiansborg.

På samme måde anbringer hun alle sine veninder og venners koner i højtlønnede poster i ministerierne eller som hendes personlige spindoktorer eller taleskrivere. 20 ekstra embedskvinder (og måske undtagelsesvis -mænd) i statsministeriet skal sikre Socialdemokratiet magt over dette i lang tid efter et eventuelt regeringsskifte.

Hun lukker landet ned og tager livet af alle små virksomheder. ”Støttepakker” er så bureaukratiske og eventuelle støttemidler udbetales så sent, at de reelt ikke nytter noget. Landet forarmes. Storkapitalen overtager virksomhederne. Naturligvis sendes offentligt ansatte hjem med fuld løn, selv om de sagtens kunne sidde og sove videre på deres kontorer. Dette benyttes som en undskyldning for at udsætte behandlingen af pensionsansøgninger og andet, der er af vigtighed for de svageste og fattigste i samfundet, der som sædvanlig er dem, der kommer til at betale for pampernes og papirnussernes overflod. Hun har i denne forbindelse også pantsat landet til EU med garantier om at betale andre landes gæld foruden vor egen.

Hun krænker hver evige eneste dag vor personlige frihed.

Vi får ingen reelle tal at tage stilling ud fra. Hvor mange, der er smittede, er irrelevant. Det interessante er, hvor mange der bliver syge, hvor mange der skal indlægges, og hvor mange, der dør af Corona, ikke med Corona. Det kan godt være, at Corona er det, der umiddelbart udløser dødsfaldet, men hvis der er tale om en underliggende sygdom, er det jo den, der er den virkelige dødsårsag.

Vi bliver fyldt med tal fra fremmede lande, hvis situation vi ikke har baggrund for at forstå. Det synes således veldokumenteret, at sygdommen rammer forskellige etniske befolkningsgrupper forskelligt. Dette er ikke et spørgsmål om sociale forhold, som kommunisterne gerne vil gøre det til. De fremmedes livsmønstre kan naturligvis fremme smitten, men ikke dødeligheden. Årsagen kan dels være svagere immunsystemer på grund af vitaminmangel, men også genetiske forhold. Nogle gener tiltrækker sygdommen, og det er oftest uønskede gener. 24 % af indbyggerne i Bangladesh (og sikkert også i resten af Bengalen) har et gen, der fremmer dødeligheden voldsomt. Hos os har langt under 1 % det samme gen. Se så på de engelske dødstal. I England har man store befolkningsgrupper fra Bengalen. Disse forhold er dårligt undersøgte – i hvert fald taler man ikke gerne om dem. Disse tal må også bordet. Vi hører kun om ”Københavns vestegn” som et problemområde. Lad os få en nøjere undersøgelse af, hvorfor det er et problemområde!

Vi påtvinges brug af masker, som er komplet virkningsløse. Når sundhedsministeren påstår, at vi jo ved fra brugen på hospitalerne, at de virker, demonstrerer han kun sin afgrundsdybe uvidenhed – eller han lever op til sit nye øgenavn: Leunike. Når kirurger bruger mundbind, er det groft sagt for ikke at komme til at spytte i operationssåret – ikke for at standse virus. Virus er så små, at de problemløst smutter igennem disse mundbind – begge veje. Det er som at ville fange myg med hønsenet. Brugen af mundbind bygger ganske enkelt ikke på evidens – tværtimod – det er blot et symbol på underkastelse, og endnu en udgift, der pålægges befolkningen.

Når dette cirkus til sidst må indstilles, vil Mette Frederiksen have brugt et helt års
bruttonationalprodukt på at udskyde gamle og syge menneskers død nogle uger eller måneder. Der vil i de næste mange år ikke være penge til vort sygehusvæsen, således at mange flere vil dø af de virkelig store dræbere som kræft og hjertesygdomme.

For sagen er jo nemlig, at vi aldrig vil blive fri for denne sygdom. Hvis alle lande fra starten
havde ladet den smitte alle, ville vi måske have opnået en global immunitet, der muligvis kunne have udryddet dette virus. Nu kommer vi i stedet til at opleve mutation på mutation, som vi ikke vil kunne vaccinere os ud af, fordi vaccinerne ikke vil virke på nogle mutationer. Vi får denne sygdom, og nogle af os vil dø af den – så enkelt er det. Men det vil ikke være en national katastrofe. I stedet for investeringer i tvivlsomme vacciner, skulle man have satset på midler til helbredelse af sygdommen. Italienerne hævder at have fundet sådanne midler, men det hører vi ikke noget om her. Det kunne mindske lysten til at lade sig vaccinere med stoffer, hvor listen over bivirkningerne fylder 34 sider, og hvis virkelige formål, vi ikke kender. Men vi kender Bill Gates’ mantra om ”affolkning gennem vaccination!” Mere behøver jeg egentlig ikke at vide!

Samtidig har hun i ly af Coronaen gennemført en uhyre kostbar og totalt nyttesløs ”klimapolitik”, som kun vil gøre os fattigere, og kineserne rigere.

Og når hun bliver spurgt om, hvem der skal betale dette gilde, svarer hun, Gud hjælpe mig, at det er en ”gammeldags og borgerlig måde at tænke på”. Ja, det sagde hun virkelig! Nu er dumhed selvfølgelig ikke strafbar, men man burde på dette grundlag overføre hende til psykiatrien, hvor man har afdelinger for folk, der lever i totalt uvirkelige parallelverdener.

Vi har et demokratisk problem. Vi styres af folk, som er fuldstændig afskåret fra
virkelighedens verden, og som reagerer meget kvindeligt. De lader sig styre af mavefornemmelser og ikke af fakta. Dertil kommer, at de er dårligt uddannede, fordi vort uddannelsessystem i dag er udueligt. Meget få af dem har haft et rigtigt arbejde, endnu færre et produktivt arbejde i det private erhvervsliv. De har studeret til politikere. Og det skal ikke være muligt! Politik skal ikke under nogen omstændigheder være en levevej! Det skal være et borgerligt ombud. Hvordan sikrer man det? Ja, jeg henviser først og fremmest til min artikel ”Demokrati” i bogen Revolutionære betragtninger. Gennemførelsen af det system, forudsætter imidlertid en større ændring af styreformen. I første omgang kan mindre gøre det.

Man kunne uden videre sætter valgbarhedsalderen op til 40 år og bestemme, at ingen måtte sidde mere end 2 valgperioder i folketinget. De ville tvinge folk til at have et rigtigt arbejde, inden de blev politikere, og det kunne indføres uden at ændre grundloven. Det ville imidlertid ikke garantere, at de har haft et produktivt arbejde. Men det ville man naturligvis også kunne stille krav om: Mindst 10 års beskæftigelse i det private erhvervsliv. Det ville i hvert fald være et skridt på vejen. Men der er også meget uproduktivt arbejde i det private erhvervsliv, ligesom arbejdspladser i det offentlige også godt kan være særdeles produktive. Jeg tænker på læger, sygeplejersker og lærere – blandt andre.

For ministre kunne man passende vende tilbage til tidligere tider, hvor justitsministeren var jurist, landbrugsministeren landmand, fiskeriministeren fisker, undervisningsministeren lærer, kirkeministeren præst og så fremdeles.

Jeg har altid været skeptisk over for begrebet arbejdstjeneste, men jeg kan efterhånden godt se meningen. Alle skal tvinges til at udføre noget produktivt, legemligt arbejde – og de skal tvinges til at være sammen med folk, der kommer fra andre samfundslag. For det er jo ikke blot politikerne, der er verdensfjerne, men også embedsmændene og dommerne m.fl. Tidligere havde mange flere erfaringer fra det praktiske liv, idet de fleste børn kom fra arbejder- og landbohjem, hvor både praktisk arbejde og et begreb om, hvor værdierne kommer fra, var en selvfølge. Det er ikke mere tilfældet. Der er i dag alt for mange uproduktive og nyttesløse job, som bare skal forsvinde.

Men summen af det hele er, at intet af disse forslag vil blive gennemført under det nuværende system, og at dette ikke vil kunne ændres gennem bogstavleg. Som en af mine afdøde venner engang sagde: ”Vi styres af forbrydere, valgt af idioter!” Det er på tide at ændre det!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , | 1 kommentar

Trump

Det har i de seneste 4 år ikke skortet på opfordringer til at skrive om fænomenet Trump, men jeg tror, dette er det rette tidspunkt til at gøre det. Trump er bestemt som person ikke som folk er flest. Måske er han en gang imellem lidt for impulsiv og hurtigere på aftrækkeren, end godt er, men han er bestemt den bedste præsident USA har haft i hvert fald siden Ronald Reagan. Han satte Amerika først, han begrænsede ulykkerne efter Obamas såkaldte sundhedsreform, han sikrede en stærk økonomi, der kun blev forstyrret af den kinesiske virus, og han trak USA ud af håbløse militære forehavender, som skiftende præsidenter havde indviklet landet i. Det er sandt, at han også var Israels præsident, og i den forbindelse scorede han mange politiske sejre i med det mål at bringe de arabiske stater nærmere Israel. Det skete naturligvis på palæstinensernes bekostning, men sympatien for dem kan efterhånden ligge på et beskedent sted blandt Vestens hårdt plagede befolkninger.

Det er typisk, at danskerne fra første dag har taget afstand fra Donald Trump – og de har anset det for selvfølgeligt, at alle gør det. Lige efter hans valgsejr gik jeg igennem sikkerhedskontrollen i Kastrup med min mappe fra Det Hvide Hus. Det gav anledning en et væld af anti-Trump- kommentarer, som man med stor selvfølgelighed mente, at jeg ville dele. Danskerne tror generelt, at de ved alt om USA, men reelt aner de intet. De læser i medierne og hører i fjernsynet kun, hvad uduelige journalister skriver af efter CNN, der her i landet fremstilles som det eneste amerikanske medie, der findes. Det er det ikke! I sommeren op til valget i 2016 kørte jeg nogle tusind kilometer igennem Trumps USA, og helt naturligt havde jeg bilradioen tændt på CNN. Den bragte hele dagen små løsrevne klip af Trumps taler iblandet hadske kommentarer fra Clinton-netværkets rapportere. De gav indtryk af en mand, der var lettere sindsforvirret, og hvis udtalelser ikke forekom at give
megen mening. Til sidst skruede jeg om på Fox News. Her bragte man Trumps taler i sin helhed, og se, det var en helt anden sag. Nu forekom manden jo særdeles sammenhængende og fornuftig. Det blev den endelige skilsmisse mellem CNN og mig! Og det blev begyndelsen til en omvurdering af Trump, som jeg allerede havde hørt i CNN-regi op til valget i 2012, hvor han overvejede at opstille, og hvor jeg heller ikke blev imponeret af ham.

Når såkaldte danske statsbetalte medier hele tiden taler om Trumps ”udokumenterede”
påstande om valgsvindel, glider dette uhindret ned hos danskerne som noget selvfølgeligt. USA er et ”demokratisk” samfund. Der svindler man ikke med valg – det gør man kun i Hviderusland, Rusland og andre steder, man heller ikke ved noget om – og hvor der virkelig aldrig er blevet dokumenteret nogen valgsvindel. Det er bare noget, man påstår.

Danskere opfatter USA som et land nogenlunde ligesom Danmark – bare meget bedre. Og de tror, at valg foregår ligesom hos os, hvilket heller ikke ganske er tilfældet. USA er ikke ét land – det består af 50 stater (+ et antal territorier mv.) med hver sine love – herunder også med hver sit valgsystem. USA er landet uden et folkeregister og uden egentlige personnumre. Hvis man vil stemme til valgene, skal man registrere sig som vælger, og det må man naturligvis kun gøre i den stat, hvor man bor. Allerede her halter systemet, men det er naturligvis begrænset, hvor mange stater, man fysisk kan nå at stemme i. Der hvor det gik helt galt, var imidlertid, da man åbnede for brevstemmer. Disse er ganske enkelt ikke til at kontrollere, og det var derfor Demokraterne var så ivrige efter at få folk til at brevstemme ved dette valg – og igennem medierne skabte man en fortælling om, at det kun var Demokraterne, der stemte pr. brev. Nu er det at brevstemme i USA også lidt anderledes end at brevstemme her. Vi møder op på ”Borgerservice” – ækelt ord – eller på
det lokale bibliotek, legitimerer os og afgiver vor stemme, hvorefter vi ikke kan stemme igen til selve valget. Det sørger CPR-registeret for. Den eneste svindelmulighed, der reelt findes, er, at man lader stemmesedler forsvinde – og det gør man da – men virkningen heraf er normalt begrænset. I USA kan man bede om at få en stemmeseddel tilsendt, eller man får den tilsendt automatisk, alt efter hvilken stat man bor i. Den udfylder man – dvs. hvem, der gør det, ved man naturligvis ikke – putter i en konvolut, som man underskriver og sender med postvæsenet, hvis datostempel er bevis for rettidig indsendelse. Underskriften skal naturligvis helst svare til den underskrift, man afgav, da man blev registreret som vælger, men vi ved jo, hvordan det er med underskrifter… Nu er alle
muligheder for svindel åben – inklusive muligheden for at stemme i flere stater, blot man er registreret i dem. Men det er ikke det værste. Visse stater gav også mulighed for, at man blot kunne putte stemmesedlerne i bokse, der var opstillet rundt omkring. I det tilfælde var der intet datostempel, dvs. intet bevis for, at de var afgivet rettidigt. De skulle dog stadig foldes og lægges i konvolutten. Hvis alt går ærligt til, er muligheden for svindel stadigvæk begrænset, men alligevel betydelig. Resultatet var imidlertid, at folk, der ikke havde stemt, mødte frem på valgstedet og fik at vide, at de skam havde stemt. Det var der en anden, der havde gjort for dem. Også de døde stemte. Som en vittig hund sagde: ”Min far har ved dette valg stemt Demokratisk for første gang. Det ville aldrig være sket, hvis han havde været i live!”

Der fandt efter beskyldningerne om uregelmæssigheder en høring sted i et senatsudvalg i
Georgia, en af de omstridte stater. Her udtalte folk sig under edsansvar om, hvad de havde oplevet på valgdagen og under optællingen, der naturligvis foregår maskinelt ved indscanning og ikke med hånden. Disse afstemningsmaskiner er berygtede for at give mulighed for omfattende svindel, idet man i en håndevending kan overføre stemmer fra en kandidat til en anden. Valgkontrollører fra Republikanerne blev udelukket fra optællingsstederne eller skulle stå så langt væk, at de intet kunne se, tilforordnede blev sendt hjem eller flyttet, hvis de rapporterede om mistænkelige forhold, der var stakke af brevstemmer uden fold (dvs. de har aldrig været i en konvolut), stakke af brevstemmer,
hvor 99% var for Biden, hvilket ifølge eksperter er statisk umuligt – og så endda fra en militærbase. Bundter af stemmesedler med stort set samme underskrift. Værst af alt var nok, at man efter lukning af optællingen, hvor alle kontrollanter var sendt hjem, trak kasser med brevstemmer frem fra skjulesteder i lokalet og kørte dem igennem scannerne gang efter gang efter gang – indtil man havde Biden-stemmer nok. Endvidere har der været rapporter om ”stemmer” lagret på tilfældige løse diske, fund af bortkastede postsække fulde af stemmer på Trump og meget, meget mere. Allerværst er nok, at man ikke vil lade tingene undersøge. F.eks. vil man ikke udlevere de omstridte stemmesedler. En ekspert sagde under høringen, at han meget hurtigt ville kunne identificere papir,
tryksværte, blæk osv. bare han måtte få lov. Men det måtte han ikke. Hvor der er
hemmelighedskræmmeri, er der sædvanligvis noget at skjule. En langt mere indgående gennemgang af svindlen findes her.

Men hvorfor er der så ingen retsinstans, der vil skride ind over for dette valg? Ja, her må man forstille sig, hvad der ville ske, hvis man erklærede valget (evt. blot i de omstridte stater) for ugyldigt. Hele BLM-segmentet og alt krapylet i USA ville brænde byerne ned og sætte landet på den anden ende. Og så er der det internationale, storpolitiske hensyn at tage. USA skulle jo gerne fremstå som et forbillede og ikke som det tredjeverdensland, det har udviklet sig til at være.

USA er ikke en nation, og som land er det dybt spaltet og splittet. Groft sagt kan man inddele det i det produktive og skabende Amerika, som arealmæssigt udgør langt den største del af landet, og så snyltedyrenes Amerika, der udgøres af kystområderne på begge sider med knopskydninger i form af en del af de større byer i resten af landet med deres børsspekulanter, regeringsembedsmænd, konsulenter, skuespillere, kommentatorer og socialhjælpsmodtagere. Denne splittelse er ikke skabt af Trump, den er af gammel dato og er forstærket af stort set alle regeringer, Demokratiske såvel som Republikanske, der alle har udvist en sand foragt for det skabende Amerika og kun har tjent kapitalens, indvandringens og dekadences sag. Trump var den første præsident i mange år, der repræsenterede det skabende folk – ”the big fly-over”, som snyltedyrene foragteligt kalder landet mellem Østkysten og Vestkysten – det egentlige Amerika, der ernærer latriner som New York, Washington, Los Angeles og San Francisco. ”Dræn sumpen”, var Trumps
slogan, men desværre lykkedes det ham ikke. Han blev i alt, hvad han foretog sig, modarbejdet fra dag 1. Der var ingen 100 dages fredningstid, som der normalt er, men en konstant krig, både politisk og personligt. Trump fik simpelthen ikke tid og lejlighed til at gennemføre sit program, fordi han blev tvunget til at beskæftige sig med uvæsentlige ting. Han skulle forsvare sig imod anklager om ”russisk indblanding” i valget – en anklage, der viste sig at savne enhver evidens, men som stadig føres i felten imod Trump. Selv om det imidlertid havde været sådan, hvad så? Ethvert land forsøger at influere andre landes interne politik, hvis de finder interesse i det. Vi skal således ikke glemme Obamas indblanding i valgkampen i England op til Brexitafstemningen. Rent faktisk har intet andet land forsøgt at påvirke politikken i andre lande i højere grad end USA. Så var der
sager om hans personlige økonomi, anklager mod hans medarbejdere, administrations
modarbejdelse af hans mur mod Mexico, en rigsretssag og meget andet. Forsvar optog ganske enkelt en alt for stor del af hans tid og energi. Det var naturligvis en bevidst strategi.

Pelosi-folkene taler om nødvendigheden af heling, samarbejde osv., men de har selv i den grad bidraget til at grave kløften bredere igennem de sidste 4 år, og det eneste logiske og fornuftige svar til dem må være krig. Demokraterne har startet en hadkampagne, ikke blot imod Trump, men imod alle, der har støttet ham. Nu kræves der hævn. Der udarbejdes lister over Trump-støtter. Disse skal elimineres, brændes og i hvert fald aldrig kunne få et job eller kunne udgive en bog. De skal fjernes fra samfundet, se i denne forbindelse ubetinget denne video! Så meget for Demokraternes ”bipartisan spirit”. Hvad de disker op med, er ringeagt, had og opfordring til vold, ja, til mord eller bedre til massemord. Der var ikke mindre end 74 mio., der stemte på Trump. Det er jo ikke, som den danske rendestenspresse påstår, Trump, der har indledt den hadefulde retorik. Den brugte Hilary Clinton allerede under valgkampen op til det forrige præsidentvalg, hvor hun bl.a. betegnede Trumps støtter som ”a basket of deplorables” (en samling ynkelige figurer). Det var folket, hun talte om, men ”eliten” har aldrig haft megen respekt for netop folket, der højst er blevet set som hindring for, at den kan udøve den absolutte magt til egen fordel.

Man er vant til, at man kan byde den skabende hvide befolkning hvad som helst. Måske så vi forleden, at der er en grænse – men det, der egentlig burde have været startskuddet til en borgerkrig, forblev en tom demonstration. Igen er der konservative kræfter, som påstår, at det var folk fra BLM, der blandede sig i demonstrationen og gjorde den voldelig. Atter engang anser nationale kræfter det for udelukket, at den hvide befolkning skulle slå igen. Det er deprimerende. Jeg håber ikke, at det er sådan. Det er nemlig ved at være sidste udkald også i USA. Når først Nancy Pelosis marxistiske diktatur er blevet indført, vil der nemlig ikke være nogen vej tilbage. Der vil ikke igen kunne vælges en Republikansk præsident – og slet ikke en Republikansk kongres.

Det russiske fjernsyn gav som sædvanlig den bedste kommentar til begivenhederne på
Capitol. Man fortalte, som rigtigt er, at valgsystemet i USA ikke er pålideligt og ikke et demokrati værdigt, ligesom man mindede om Maidan-oprøret i Kiev i 2014, hvor folket rejste sig mod den lovligt valgte regering. Det fandt USA helt i orden, ja, man understøttede det ligefrem. Hvorfor er det så så forfærdeligt, når det samme sker i Washington?

Jeg har ofte diskuteret Trump med mine bekendte på den yderste amerikanske højrefløj. Deres udgangspunkt har været, at Trump jo ikke gjorde nogen virkelig forskel, at også han jo var ”jødelakaj” – ja, at hans økonomiske forbedringer og bedre levevilkår for alle i bund og grund var dårlige ”for den revolutionære sag”. Det er i bund og grund noget sludder. Trump ville gøre en forskel. Og al snak om, hvor gavnligt det ville være for den revolutionære stemning, hvis USA synker hen i økonomisk uføre, er noget sludder, for denne fløj ville ikke under nogen omstændigheder være i stand til at udnytte en eventuel revolutionær situation – ja, hvis man tilbød den magtens nøgler på et sølvfad, ville den ikke kunne tage imod dem, for man har simpelthen ikke de folk og den viden, der skal til. Det er fuldstændig urealistiske drømmerier i et ekkokammer for højst nogle få hundrede mennesker, der for længst har mistet jordforbindelsen totalt. Den fløj har udspillet sin rolle, hvis den da nogen sinde har haft en. Der skal mange millioner mennesker til at
reformere USA, og reformerne kommer ikke til at se ud, som disse kredse drømmer om – og det er nok godt det samme!

Hvor stor en forskel Trump ville have gjort, vil man få at se i de kommende år. Her er et lille udpluk af, hvad Nancy Pelosi sysler med. Og jeg skriver Nancy Pelosi, for det er hende, der kommer til at regere, ikke den demente Biden og heller ikke Harris, der er blevet udpeget som vicepræsidentkandidat – og dermed snart præsident – på grund af sin race og sit køn. Hun er rørt sammen af stort set alt, hvad der findes i USA, men når hun skal sælges til de hvide vælgere, fjernes farven på billederne og hun fremstår som hvid.

  1. Udvidelse af antallet af højesteretsdommere, så der er liberalt-marxistisk flertal. Derved mister Trumps dommerudnævnelser deres betydning. Det er let at gennemføre.
  2. Optagelse af Puerto Rico og Washington D.C. som stater i unionen, hvilket vil give
    Demokraterne 4 senatorer mere, idet disse områder har ”født” demokratisk flertal. Der findes yderligere områder, der kunne komme på tale. Muligvis skal man ændre lidt på kriterierne for at opnå status som stat, men det kan også lade sig gøre.
  3. Uddeling af statsborgerskab til flere indvandrere fra den 3. verden og en generel forøgelse af indvandringen, frem for alt fra Latinamerika. Derved kommer de hvide meget hurtigt i mindretal.
  4. Ophævelse af det 2. tillæg til forfatningen – det, der giver amerikanerne ret til at eje og
    bære våben. Hvis det bliver for vanskeligt, kan det udvandes gennem lovgivning og gennem en nyfortolkning, der stadfæstes af den nye højesteret. Dette vil medføre total afvæbning af landets hvide befolkning, der traditionelt finder sig i alt. De andre skal nok beholde deres våben.
  5. Stramning af lovene mod ”hate speech”, så de kommer til at omfatte stort set alt, hvad der strider imod det Demokratiske partis interesser. Det vil sige de facto afskaffelse af
    ytringsfriheden svarende til, hvad vi kender fra gummiparagraffen 266b i den danske
    straffelov, forbud imod ikke blot hagekorsflag, men også imod sydstatsflaget og paroler som ”It’s Okay to White!” eller ”White Lives Matter!” ”Black Lives Matter” vil naturligvis ikke være omfattet – det er jo udtryk for kærlighed. Ligesom Demokraternes egen ”hate speech” om hævn over Trumps støtter og deres udslettelse. Det er også kærlighed.
  6. Enorme social- og sundhedsudgifter efter skandinavisk mønster, der vil skulle betales af landets skabende befolkning, dvs. hovedsagelig de hvide, hvis indkomster er meget lette at beskatte.
  7. En ”klimapolitik”, der vil forarme landet og forlægge al produktion til Kina.
  8. Flere militære eventyr i fjerne dele af verden – men naturligvis ikke, hvor de kan genere Kina, hvor Biden-familien i dag synes at have investeret sine interesser i stedet for i Ukraine. Det vil sige opgivelse af Taiwan og yderligere styrkelse af Kinas rolle i Afrika. Øget konfrontation med Rusland. Øget oprustning til gavn for storkapitalen.

Der ville være vældig god grund for den hvide befolkning og Trumps andre støtter til at indlede borgerkrigen nu. Venter de, vil de ikke få lejlighed til det, og de vil ende på samme måde som de hvide i Sydafrika og Zimbabwe. Efter 4 år med Pelosis marxistiske diktatur vil der aldrig igen blive valgt en Republikansk præsident. USA vil være forvandlet til et tredje verdens “shit hole”.

Det interessante ved Trump er ikke så meget personen, men fænomenet Trump, der kunne
rejse så mange mennesker til modstand imod den selvudnævnte elite i Washingtons gylletank. Det giver et svagt håb for fremtiden. Hvad personen Trump angår, kan man blot sige, at et menneske, der hades så intenst af den herskende klasse, ikke kan være så ringe en person endda. Sig mig, hvem der hader dig, så skal jeg sige dig, hvem du er!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Red Famine

BOGANMELDELSE:
Anne Applebaum:
RED FAMINE
Stalin’s War On Ukraine

Doubleday, 2017

Anne Applebaum er en af de fremmeste kendere af Sovjetunionens historie, og læsningen af ”Rød Sult”, som bogen hedder på dansk, er bestemt ikke for sarte sjæle – og endnu mindre for folk med våde drømme om det socialistiske paradis.

I modsætning til, hvad de fleste uoplyste europæere tror, er Ukraine ikke Rusland. Ukrainerne er en nation med egen historie, eget sprog, egen kultur og egne samfundsmønstre, og da revolutionen brød ud i Sankt Petersborg i 1917, øjnede man en chance for selvstændighed. Det forblev ved drømmen, for Ukraine havde noget, som heller ikke de nye herrer i Rusland ville give afkald på: korn!

Revolutionen styrtede hele det gamle russiske rige ud i et hidtil uset kaos af borgerkrig, økonomisk sammenbrud og sult. Lenins korte rædselsherredømme skønnes at have kostet 17 mio. mennesker livet, men det blev ikke bedre under Stalin, der som georgier var totalt ligeglad med både russerne og ukrainerne – ja, med menneskeliv i det hele taget. Afskaffelsen af den private ejendomsret indebar også kollektiviseringen af landbruget. Hvor de russiske bønder historisk set var vant til at drive deres jord i fællesskab og først med revolutionen havde fået deres egen jord, som de til dels tog fra godsejerne, havde man i Ukraine altid haft en selvstændig bondestand, og hverken de russiske eller de ukrainske bønder var villige til at opgive deres ejendom. Dertil kom også ukrainernes forsøg på at genoplive deres sprog, institutioner og kultur. Selv om Ukraine officielt var en selvstændig sovjetrepublik i union med Rusland, havde man imidlertid ingen reel selvstændighed, hvilket man hurtigt og meget tydeligt fik at føle.

Kollektiviseringen af landbruget var naturligvis fra begyndelsen et politisk projekt. Stalin var ligesom Lenin og Karl Marx skrivebordsteoretiker, og ligesom alle de andre mislykkede eksistenser, som stod bag kommunismen og den russiske revolution, anede heller ikke han noget om landbrug eller om, hvordan mennesker reagerer og fungerer. For ham var kollektiviseringen teoretisk rigtig – ja, ”videnskabeligt” rigtig – som et nødvendigt skridt for at proletarisere bønderne og effektivisere landbrugsproduktionen, for med kornet kunne han ikke blot føde byernes arbejderbefolkning – han kunne også eksportere det til vesten for hård valuta, som kunne bruges til indkøb af maskiner og andet godt fra den kapitalistiske fjende.

Som sagt, så gjort – men bønderne ville ikke være med, og kollektivbrugene blev langtfra nogen succes, for de blev ofte ledet og styret af folk fra byerne, der intet anede om landbrug. Det mest velstående bønder, der ifølge sagens natur også var de dygtigste, blev likvideret eller deporteret til Stalins tilintetgørelseslejre. Produktionen faldt katastrofalt, men Stalin forlangte nu endnu større mængder korn fra Ukraine – korn, der ganske enkelt blev taget fra bønderne og kollektivbrugene uden betaling eller anden kompensation. Kollektivbønderne fik blot småpenge og lov til at beholde en ko og dyrke en have med produkter til eget brug. De fik med andre ord intet ud af at producere mere – ergo mistede de interessen. Når der ikke var mere korn, blev også sædekornet beslaglagt, og bønderne mistede dermed muligheden for at så næste forår. Det første til sult – og næste år, øgedes sulten yderligere, fordi der blev produceret mindre. Når kollektiverne ikke opnået de fuldstændig urealistiske normer, der blev fastlagt på et kontor i Moskva af folk, som anede lige så lidt om landbrug som Stalin, blev de pålagt store bøder, og når de ikke kunne betale, fratog man dem maskiner og trækdyr – og forventede stadig, at de kunne producere mere.

Et rimeligt begavet menneske ville nu have sat sig til at tænke over, hvordan det vel kunne være, at Europas kornkammer pludselig sultede – og ville være kommet frem til, at det måske kunne være de såkaldte reformers skyld. Men Stalin var ikke intelligent – han var kun snu – og i stedet for selvransagelse forklarede han den manglende produktion med sabotage, udenlandsk indblanding, nationalister, kulakker (1) etc., etc. Stalin var nemlig ikke interesseret i at standse sultkatastrofen. Han så den i stedet som en mulighed for at tæmme Ukraine. Sulten var blevet et våben, der blev sat ind
for én gang for alle at udrydde de oprørske ukrainere.

Så mens folk sultede, spærrede Stalin disse landområder af for omverdenen, forhindrede folk i at søge ind til byerne, oprettede sorte lister over folk og landsbyer, som ikke måtte handle eller købe på markederne, mens han samtidig sendte ungkommunister fra byerne ud for at konfiskere, hvad de kunne finde af spiseligt fra de i forvejen sultende bønder, ja, hvis de så røg fra en skorsten, skyndte de sig hen for at se, hvad man vel der havde fundet at spise, for at konfiskere det og hælde suppen ud på jorden. Folk spiste deres heste, hunde og katte. Det øgede antallet af mus og rotter, som de også spiste. De spiste lig – der var nok at tage af – og ja, de spiste deres egne børn. De slog sågar deres egne børn ihjel for at spise dem. De ville jo være døde alligevel. Samtidig eksporterede Sovjetunionen store mængder korn til udlandet!

Dette var planlagt sult – det var massemord! Det var staten, der myrdede sine egne borgere – og staten, det var Josef Stalin, på daværende tidspunkt på vej til at overgå Lenin som historiens største massemorder – senere dog overgået af sin kollega og trosfælle Mao Zedong. Ofrenes antal er naturligvis ukendt, men Anne Applebaum holder sig til 4 – 4,5 mio. mennesker i Ukraine alene. Så vidt jeg kan se, tæller hun ikke dødsfaldene blandt de deporterede ukrainere med, men de tæller i sig selv sandsynligvis et par millioner, idet chancerne for at overleve Gulag-systemet var ganske beskedne. Nogle taler om 10 mio., selv holder jeg meget af tallet 6 mio. Sagen er jo, at det er umuligt at finde det eksakte tal. Sovjetmagten destruerede alle registre over nyfødte og døde, og da den næste folketælling naturligvis blev en katastrofe, forfalskede man den og myrdede de statistikere, der havde lavet den, så der ingen diskussion kunne blive om det. Der havde officielt aldrig været sult i Ukraine eller noget andet sted i Stalins rige.

Sulten ramte ganske vist hårdest i selve Ukraine, men der var også andre områder, det gik ud over – og de fleste af dem var netop de mest frugtbare jorder, hvor der også var en stor ikkerussisk befolkning. Kubanregionen i Nordkaukasus, der dengang havde et ukrainsk befolkningsflertal, og Volgaregionen med den tyskbefolkede Volgarepublik. Dertil kommer Kasakhstan, hvor 1,5 mio. kasakhiske nomader og bønder blev sultet ihjel, en sult som næsten ikke berørte Kasakhstans slaviske befolkning. Endelig døde der naturligvis også et meget stort antal russere, men de var spredt mere ud over det store land og er derfor endnu vanskeligere at tælle. Efter sulten fulgte så de store udrensninger, der også gik hårdt ud over Ukraine, ja, når vi tæller det hele med, kommer vi let op på over 30 millioner, inden Vestens darling lægger sig til at dø i 1953.

Vi taler altså om et tal, der i allerede i 1941 var langt over mit favorittal på 6 mio. – nok nærmere de 20 eller 30. Og morderen var det kommunistiske system, personificeret ved Josef Stalin – Churchills og Roosevelts allierede i kampen mod ”barbariet”. Og det var ikke sådan, at man i Vesten ikke kendte til de faktiske forhold. Man vidste meget god besked, selv om Stalins beundrere, der i rigeligt mål fandtes blandt de intellektuelle snyltedyr, gjorde deres bedste for at bortforklare dette eller direkte bifaldt det. Stalin var for dem ”et menneske, hvis dimensioner overgår, hvad vi ellers beundrer af storhed… et forbilledligt menneske … en stor humanistisk skikkelse”, som kommunisten Gelius Lund udtrykte det i et hyldestskrift i anledning af Stalins 70 –
årsdag (2) . Den jødiske digter og stalinkritiker Nadezjda Mandelstam udtrykker sig lidt anderledes: ”Jeg kalder ham for et geni, fordi han i et landbrugsland formåede at tilintetgøre hele bondestanden på to år!” (3) Nadezjda Mandelstam var gift med digteren Osip Mandelstam. Begge kom senere selv i Stalins søgelys.

Jeg ville så gerne have, at nogen ville være så venlig at forklare mig, hvordan den 2. verdenskrig kan beskrives som et korstog imod umenneskeligheden. Selv om vi er meget konservative i vore udregninger, vil vi komme frem til, at Stalin havde slået mange flere mennesker ihjel allerede inden 1941 end Hitler, der på daværende tidspunkt faktisk havde meget få på samvittigheden. Og inden Stalin var færdig, blev tallet som nævnt endnu større!

Når man taler om jødernes holocaust som ”verdenshistoriens største forbrydelse”, så er det, jeg gerne vil vide, hvordan sølle 6 mio. jøder kan være en meget større forbrydelse end 20-30 mio. russere, ukrainere, kasakher mv. – eller er det sådan, at 1 jøde er mere værd end 4-5 andre mennesker? Jeg skal blot have det forklaret, for jeg er jo nok bare lidt dum. Og kom nu ikke med den der med, at det er det industrielle massemord, der gør det til noget særligt, for de beretninger, man sådan kan læse, fremstiller tyskernes massemord som meget lidt industrielle og under alle omstændigheder langt mere humane end den sultedød, Stalin påførte 10 mio. af sine egne borgere. For de døde spiller etiketteringen under alle omstændigheder nok en underordnet rolle!

Samtidig må jeg så også have at vide, hvorfor folk, der synes Hitler på mange punkter var en ret fornuftig fyr, er absolutte pariaer, der ikke kan have stillinger nogen steder eller bare simple jobs, mens tilhængere af massemorderne Mao, Lenin, Stalin og hele den kommunistiske pest, tilsyneladende er fine fyre, som kan besætte poster i hele vort undervisningssystem fra vuggestuen til universitetet, hvor de overalt kan udbrede deres bolsjevistiske fækalier uforstyrret. Hvad er det, der gør Hitlers følgere værre end Stalins, Lenins og Mao Zedongs halehæng? Er det igen, fordi jøder er så meget mere værd end andre mennesker? Kom nu med en god forklaring!

Begge parter har det jo med at underspille regimernes skyggesider, men da kommunisten og maleren Wilhelm Lundstrøm blev konfronteret med Stalins massedrab på bønderne, erklærede han åbent og ærligt:: ”Jamen, det er ideen, ideen det kommer an på!” (4) Jeg glæder mig til at se det argument anvendt om holocaust. Den, der gør det, vil blive henrettet offentligt på Rådhuspladsen – om ikke andet så i overført betydning!

Det var det Ukraine, Anne Applebaum beskriver, Hitler besatte i 1941 – et land, der var dybt præget af den netop overstående sultkatastrofe og den sovjetiske undertrykkelse. Det kunne have være en forgyldt mulighed, et modent æble, der blot ventede på at blive plukket. Ukrainerne modtog tyskerne som befriere, men Hitler havde ganske andre planer. Ukraine skulle ernære hans tropper og være kolonisationsområde for en voksende tysk befolkning – og på kort sigt var det, det drejede sig om at nå frem til olien i Kaukasus, uden hvilken Hitler vidste, at hans krigsmaskine ville gå i stå. Ukrainerne var skuffede, men tyskerne nød stadig stor sympati i befolkningen, og da krigslykken vendte, åbnede Hitler også for et samarbejde og modtag frivillige soldater fra både Ukraine og Rusland. Da var det imidlertid for sent, og dette samarbejde blev siden vendt imod ukrainerne – og det bliver det stadig den dag i dag, hvor landets nationalister beskyldes for at være ”nynazister” i forklædning.

Da Hitler gik i gang med at rense Ukraine for jøder, mødte han imidlertid også stor forståelse fra den lokale befolknings side, idet jøderne på daværende tidspunkt ikke blot stort set havde undgået Stalins vrede, men alt for ofte direkte havde medvirket som dennes villige bødler og i øvrigt havde præget den sovjetiske ledelse lige fra dag 1. Yagoda og Kaganowich var navne, ukrainerne ikke glemte i hast! Dette er et forhold, Anne Applebaum af naturlige årsager forsøger at forbigå i tavshed, og hun er ikke alene om det. Den jødiske indflydelse i den bolsjevistiske bevægelse er dog så veldokumenteret, at kun den jødiske beherskelse af medieverdenen formår at undertrykke denne viden i dag. I stedet bombarderes internettet med falske og forløjede oplysninger. Jødernes magt voksede imidlertid i en sådan grad, at Stalin begyndte at frygte dem, hvorfor de blev et af hovedmålene for hans sidste store skueprocesser – og netop disse processer bar betegnende nok kimen i sig til Stalins posthume fald og forvisning fra mausoleet på Den Røde Plads til Kremlmuren. Blandt hans ”fejl og mangler” var imidlertid typisk nok ikke hans omfattende massemord på Ukraines bønder og alle hans andre bloddryppende ugerninger – kun dem, der var begået internt, og var gået ud over andre kommunister. Det var nærmest ideologiske – ja, måske endda ”videnskabelige” fejl.

Når man læser Anne Appelbaums bog er det imidlertid meget nærliggende at drage visse paralleller til vore dages Europa. Jævnsides med den fysiske udryddelse af store dele af befolkningen, gennemførte Stalin således også en ”af-ukrainisering” af landet, der skulle afskaffe vigtige nationale institutioner, og erstatte sproget af russisk. I Ukraines kulturelle hovedstad Kiev (5) indledte man nedrivningen af alle gamle og historisk betydningsfulde bygninger, der kunne minde ukrainerne om deres egen kultur og historie, for at erstatte dem med sovjetisk arkitektur, således at Kiev i dag er en jævnt kedelig by, en by uden sjæl. Også historiske kirker forsvandt. Det er et helt under, at Sofia Katedralen endnu står, og at huleklosteret ikke er blevet jævnet med jorden. Højere læreanstalter blev nedlagt. Specielt ikketekniske og humanistiske studier forsvandt. Også sproget undergik bevidste forandringer. Man fjernede ord, der smagte af bourgeoisiet, klassefjenden, som var nationalistiske eller i videste forstand anti-sovjetiske. Den ukrainske ordbog blev afskaffet. I stedet blev der decideret udarbejdet lister over ord, der nu ikke mere måtte bruges (som i dag f.eks. neger og kønsbestemte betegnelser), og ord, der skulle bruges (i morgen f.eks. ”hen”). Det særlige ukrainske bogstav for lyden ”g” blev afskaffet (6) . Den ukrainske identitet og historie skulle i sin
helhed forsvinde.

Er der imidlertid ikke noget af dette, der minder os om i dag? Alle humanistiske og klassiske studier er afskaffet eller erstattet af snak og pjat, byerne skifter karakter – blot se på de rædselsfulde kasser, der opføres i København til erstatning for smukke klassiske bygningsværker – for slet ikke at tale om Aarhus eller Aalborg. Kirker lukkes. ”Cancel culture!” er blevet et begreb, et mål. Bøger bliver renset for uønskede ord. Navne og oplysningstavler på museer ændres etc. etc. Statuer fjernes, hvis de da ikke bare stjæles og smides i havnen af de mennesker, der egentlig er ansat til at passe på dem. Sproget udskiftes langsomt med sikkert med engelsk. Der undervises ikke mere i dansk – det skulle man i hvert fald ikke tro! Sproget får lov til at løbe løbsk.

Vi sultes ikke ihjel, men gennem P-piller og fosterdrab (40 hver dag) decimeres vor befolkning systematisk. Vore fødevarer er fulde af kemikalier, der nedsætter vor fertilitet. Kvindens ”ligestilling” betyder, at hun får børn sent, hvis hun overhovedet får nogen, hvilket igen vil sige, at der bliver mindst 30-35 år imellem generationerne i stedet for som før 20, samtidig med at vort land åbnes for fremmede folk, der får lov til at tage det i besiddelse. Vi udryddes planmæssigt. Og bondestanden – ja, den er også for længst forsvundet.

Kampen imod bønderne er noget, vi her har oplevet siden 1960’erne. Bønderne var garantien for nationens beståen, ikke blot fordi de leverer maden, men især fordi de er forbundne med naturen, jorden, hjemstavnen og nationen. Prøv at forklare en bonde, at der er 57 køn, at børn frit kan vælge, om de vil være drenge eller piger eller skifte deres køn. Eller at alle mennesker er lige, at racer er en social konstruktion, osv. Det vil være op ad bakke! For Stalin gjaldt det om at gøre dem til proletarer ligesom arbejderne, til rodløse robotter – ja, til statens livegne uden fri bevægelighed, en status, russiske bønder ellers var sluppet af med i 1861. Og helt det samme gjaldt det om i sidste halvdel af forrige århundrede. Bonden er ganske vist ikke gjort til statens livegne, han er er i stedet blevet bankens livegne – og antallet af bønder er i dag meget lavt, ja, de er ikke mere bønder – de er ”fødevareproducenter”. En stadig større del af jorden drives i selskabsform, ofte ejet af uigennemskuelige konstruktioner. Landbruget er blevet til en industri – ganske som Stalin ville have det. Hvor bonden før var forbundet med sin ejendom, ofte igennem mange generationer, er det nu blot et sted, han arbejder. I stedet for at beskæftige mennesker, investeres der i store milliondyre maskiner, som gør det nødvendigt at pantsætte sig selv til banken. Bondestanden eksisterer ikke mere. Stalins drøm er på det punkt omsider gået i opfyldelsen.

Andre gode eksempler på ”Cancel culture!” finder vi i Kina under den såkaldte ”kulturrevolution”, blandt ivrige muslimer, der er i fuld gang med at ødelægge de mange oldtidsminder i Mellemøsten, og talebanerne, der sprængte de store Buddhastatuer i Bamiyan-dalen i Afghanistan i luften. Alle disse kræfter stammer fra den samme mødding, og deres mål er dybest set det samme: at destruere alt, hvad der er godt og smukt, fordi de selv – som de undermennesker, de er – ikke er i stand til at skabe noget af blivende værdi.

Alt dette ville blot være akademiske betragtninger, hvis det ikke var for den sørgelig kendsgerning, at næsten hele Vesten i dag kontrolleres og regeres af Stalins efterfølgere – revolutionsheltene fra 1968 og de generationer, disse har kunnet opdrage siden da – i ly af al snakken om politisk og akademisk frihed. Vi kan her i sandhed tale om ”Nationens lort!” Vort Folketing beherskes i dag i vid udstrækning af menneskelignende skabninger, hvis hedeste ønske er at virkeliggøre Stalins kommunistiske samfundsmodel, hvor vi alle blot er statens slaver. Med et skatteniveau, der nærmer sig 50 % af økonomien, er man allerede kommet langt hen imod dette mål. Og den politiske og hele åndelige ensretning er kommet meget længere end i den hedengangne Sovjetunion, hvor der dog var en mere eller mindre skjult opposition. Alle vidste, at den officielle propaganda var løgn. Her er der faktisk ingen nævneværdig modstand, for i modsætning til Lenins, Stalins og Bresjnevs Sovjetunion er det lykkedes Velfærdsdanmark at bedøve masserne med materiel velstand i bytte for deres selvstændige tænkning. Velfærden vil imidlertid forsvinde brat, når den sidste rest af privat initiativ er forsvundet, og der ikke mere kommer penge i kassen (f.eks. også fra olieindvindingen i Nordsøen!) til at forsørge det stadig stigende antal fremmede droner i landet. Men så er det for sent. Politistaten er – som vi netop ser det i denne tid – allerede på plads.

En af dem, der tilsyneladende stadig drømmer om kommunismens velsignelser er dagbladet Informations anmelder Joachim Lund, der nok anerkender Anne Applebaums viden, indsigt og evner som forfatter, men som ikke sætter pris på hendes vurderinger. Men vurderinger er jo netop det, der gerne skulle komme ud af studiet af historien – ellers er det jo vanskeligt at se, hvorfor man overhovedet skulle studere den. Han kan slet ikke lide, at Anne Applebaum ikke er fuld af næsegrus beundring for den bolsjevistiske revolutions helte:

Lenin er »en heftig, paranoid, konspiratorisk og fundamentalt udemokratisk leder«; hans bolsjevikker benyttede sig af »terror, vold og ondsindede propagandakampagner«, osv. Men heri ligger netop hendes problem. For mens man ret hurtigt kan blive enig om, at kz-lejre og hungersnød måske ikke hører til verdens mest opmuntrende forskningsemner, må man også med denne bog konstatere, at personlige be- og fordømmelser simpelthen står i vejen for en dybere analyse og formidling af emnet; et problem, vi genfinder hos en hjemlig sovjetkender som professor Bent Jensen.

Hr. Lund finder det således ikke i orden at fordømme Stalins og kommunismens ugerninger – eller at prøve at sætte sig ind i de revolutionæres forudsætninger:

Hvor interessant er det egentlig, at en amerikansk journalist ved navn Anne Applebaum finder bolsjevikkernes politik forkert? En langt senere tids neoliberale nordamerikanske værdier ligefrem vælter ned over en formulering som denne – tag en dyb indånding: »For alle i kommunistpartiet var borgerkrigen et vendepunkt, både i personlig og politisk henseende. I begyndelsen af 1917 havde ikke mange af dem udrettet ret meget i deres liv. De var tågede ideologer, der ikke på nogen måde havde oplevet succes. Hvis de tjente penge, var det ved at skrive for illegale aviser. De var røget ind og ud af fængsler, på det personlige plan var deres liv kompliceret, og de havde hverken nogen regerings- eller ledelseserfaring.«

Det er vanskeligt at se noget forkert i Anne Applebaums bedømmelse af ”heltene” fra 1917, og at bolsjevikkernes politik så åbenlyst var forkert, har historien vel dokumenteret til overflod. Det synes under alle omstændigheder vanskeligt at mene andet om en politik, der medførte den myriade af katastrofer, der fulgte i kølvandet på revolutionen, med mere end 50 mio. sovjetborgeres død til følge – ikke i forbindelse med krigshandlinger imod udenvælts fjender, men netop som ofre for ”tågede ideologers” idiotier. Når folk uden evner og uden viden kommer til magten, går det nødvendigvis sådan …

Der er typisk, at små ånder som Joachim Lund forsøger at nedgøre Anne Applebaum som
”journalist”, selv om hun har en grad i historie og er flere hestelængder forud for Joachim Lund som historiker og i henseende til forskning. Vi bemærker i den forbindelse også lige hans spark til Bent Jensen, der som historiker også er lysår foran Lund. Joachim Lund mener, at både Bent Jensen og Anne Applebaum savner ”objektivitetskriterier” – og så fremhæver han ved Gud i den forbindelse litteraturen om Det Tredje Rige og Holocaust som ”eksemplarisk”. Man behøver blot at betragte titlerne for at se absurditeten i denne påstand: ”Djævelens Dagbog”, ”En skole i vold”, ”Kryssing. Manden der valgte forkert”, ”Håndlangerne” osv. Helt ærligt: Det er vanskeligt – men i Danmark ikke helt umuligt – at finde bøger om det emne, der ikke indeholder massive fordømmelser, men går man til tysk litteratur om emnet, bliver det faktisk helt umuligt. Der skal sådanne bøger forsynes med at lang række besværgelsesformularer for ikke at være strafbare – eller de skal fortie halvdelen af historien.

Ej heller synes Lunds objektivitetskriterium at stå i vejen for hans egne skråsikre og absurde vurderinger. Der viser han i sin anmeldelse af Peter Langwithz Smiths seneste bog om Auschwitz-Birkenau, Dødens bolig, fra People’s Press. Jeg har ikke læst den, og Lunds anmeldelse giver mig heller ingen lyst til at gøre det – den forekommer at være et opkog af mere af det samme, som vi har hørt tusind gange før uden nogen form for historisk kritisk stillingtagen til f.eks. de mange øjenvidneskildringer. I betragtning af, at der angiveligt kun var nogle få hundrede, der slap derfra, må det have været en lejr for lutter skrivende folk. Men lad det nu være. Smith har fundet en emnekreds, der sikrer ham ros og gode penge – bare man holder sig til den foreskrevne dagsorden – og det gør han. Det skal være ham velundt. Det er bedre end at være gymnasielærer i tysk. Emnet er jo bestemt heller ikke videre opbyggeligt eller opmuntrende. Det vil være mere end vanskeligt at finde noget positivt at sige om disse lejre. Men når Lund f.eks. taler om, ”Dødens bolig” som et mikrohistorisk studie i ondskab, menneskelig fornedrelse og sadistisk vold, ja, så spørger jeg mig, om han ikke her er langt ude over den historiske objektivitet. Ondskab er jo defineret ved at bunde i et ønske om at tilføje andre smerte, og sadisme er jo decideret en form for sindssygdom. Disse lejre havde et eller – i tilfældet Auschwitz – flere ikke specielt laudable formål, men set ud fra styrets synsvinkel indgik ondskab og sadisme sådan set ikke i deres formålsbeskrivelse. Det var her nok netop ”ideen, det kom an på”. Jeg har aldrig hørt om nogen, der gjorde tjeneste i Auschwitz af lyst – tværtimod. Men jeg kan da godt forestille mig, at dette arbejde har medført et højt mål af forråelse. Der er faktisk mange tilfælde af folk, der forståeligt nok gik psykisk i stykker på den arbejdsplads.
Lunds personlige opfattelse er her sådan set ligegyldig. Men der er for Lund naturligvis forskel på, om det er Stalins ugerninger eller Hitlers, der beskrives.

Dette forstås helt klart, når man læser Joachim Lunds anmeldelse af Paul Villaumes bog om Den Kolde Krig, ’Frygtens logik’. ”Man kunne sagtens tåle 100 sider mere…” udbryder han begejstret om, hvad han kalder ”den første autoritative, danske historiske fremstilling af Den Kolde Krig i et globalt perspektiv”. Hvem er det nu, denne Paul Villaume er? Såmænd et tidligere ledende medlem af Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), hvis udgivelser han redigerede. Vi taler her med Bent Jensens ord om en ”stalinistisk sekt”. Villaume forlod Kommunistisk Arbejderforbund i 1980, hvor dette efterhånden havde taget afstand fra alt og alle i sin søgen efter ”den rene lære”. Han forblev imidlertid hyperaktiv på venstrefløjen og var medstifter af ”Nej til Atomvåben” sammen med vennen Jørgen Dragsdahl, som han også kraftigt understøttede under dennes retsopgør mod Bent Jensen, hvor han lod al objektiv videnskabelighed fare. Paul Villaume afsvor sig Stalin – omkring 25 år efter alle andre – men han er stadig postkasserød. Alligevel har han trods sin fortid og sine åbenlyse venstrefløjssympatier opnået status som koldkrigshistorikeren over alle. Ingen har betvivlet hans objektivitet. Og forlagene står tilsyneladende i kø for at udgive hans værker. Jeg har ikke læst hans bog og skal ikke kunne bedømme den. Men jeg har meget svært ved at fatte lid til den mands objektivitet. Specielt efter at have læst Joachims Lunds lovord om den i Information, der som bekendt på det nærmeste fungerede som distributionskontor for Sovjets desinformationskampagner under Den Kolde Krig.

Anne Applebaums bog er under alle omstændigheder særdeles læseværdig, og den formidler også en hel del baggrundsviden til forståelse af dagens konflikter omkring Ukraine, hvor det synes, som om Ukraines lidelseshistorie endnu engang skal drages i tvivl. Ukraine er heller ikke i dag i nogen styrkeposition, og hvis Ukraine vil have fred, må man 1) anerkende, at Krim ikke er og aldrig reelt har været ukrainsk, 2) sikre den russisktalende befolknings rettigheder i det østlige Ukraine eller – måske endnu bedre – regulere grænsen, 3) afholde sig fra ethvert kæresteri med EU og NATO. Gør man ikke det, bliver den ukrainske selvstændighed kun en kort parentes i historien. Som en af mine
meget gode russiske venner, der var ganske provestlig og havde opholdt sig længere tid i USA, engang sagde: ”Vi vil som russere aldrig nogensinde kunne acceptere, at Ukraine er udland, og at Baltikum er selvstændigt! Det er for os en absurd tanke.”

***

Noter

(1) Egentlig storbønderne, men da disse som nævnt for længst var blevet slået ihjel eller sendt til Gulag, blev begrebet nu anvendt meget vagt om alle dem, man ikke kunne lide – og det var ganske mange!

(2) Se herom Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, Lindhardt og Ringhof, 1984, s. 162. Lenin betegnede ikke for ingenting intellektuelle som ”Nationens lort!”

(3) Stalinismens fascination, s. 79.

(4) Stalinismens fascination side 218.

(5) Den politiske hovedstad var på det tidspunkt af samme grund forlagt til Kharkiv, som i sandhed er en sovjetisk by.

(6) Det bogstav, der grafisk er et ”g” udtales ”ch” på ukrainsk.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Jesus har aldrig levet

BOGANMELDELSE:
Geoff Roberts:
JESUS HAR ALDRIG LEVET
Oversat fra engelsk af Niels Jørgen Lindtner.
Originaltitel: JESUS 888
Indblik 2020

Titlens nøgtern konstatering vil nok ikke være nogen stor overraskelse for de fleste. Jomfrufødsler, opstandelser, undere, spadsereture på vandet etc. er svære at sælge i dag – og de fleste er nok for længst kommet til det resultat, at disse ting blot er en myte, men mange tror desværre nok stadigvæk et eller andet sted, at manden måske, muligvis, nok har levet. Også det er – naturligvis – en myte. Det har været sagt mange gange før, men Geoff Roberts har brugt mange år af sit liv til at dykke dybere ned i sagen, og det er ikke småting han har gravet frem.

Han begynder med at opridse nogle klare kendsgerninger, som kirken ikke gerne taler om, men som ingen rigtig kan bestride. Vi er vant til at læse Det Nye Testamente (NT) forfra: først evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), så Apostlenes Gerninger og derefter brevene. Det hele er ordnet som en pæn fortløbende fortælling. Men netop ordnet! De ældste dele af Det Nye Testamente er Pauli breve, af hvilke en del er anerkendt som forfalskninger i den forstand, at de i hvert fald ikke er skrevet af Paulus. Hvorfor er denne rækkefølge vigtig? Det er den, fordi Paulus tilsyneladende ikke aner noget som helst om Jesu angivelige fødsel af en jomfru eller om hans mirakler. Ja, selv korsfæstelsen mangler enhver detalje. Det er jo mærkeligt – og endnu mere mærkeligt er det, at Paulus angiveligt har truffet både Peter og Jakob i Jerusalem, men disse Jesu disciple har åbenbart heller ikke fortalt ham noget – og de nævner heller ikke noget om disse ting i deres egne breve. Nu vil bibellæseren naturligvis sige, at det var noget, der allerede var skrevet om, noget som alle i øvrigt vidste, således at Paulus ikke behøvede at skrive om det. Men det er jo ikke rigtigt. Evangelierne var endnu ikke skrevet. Markusevangeliet er tidligst nedskrevet omkring år 70. Johannesevangeliet måske først efter år 140 – altså 2-6 generationer, efter at begivenheder skulle have fundet sted, og det oprindelige manuskript er naturligvis for længst gået tabt. De afskrifter vi har er mindst et par hundrede år yngre. Og husk, at det var kirken selv, der afskrev og opbevarede manuskripterne. Og selv om vi i sandhed taler om spektakulære begivenheder, der fandt sted i en meget skrivende tid, er der ingen andre, der nævner dem. Nu vil apologeterne komme trækkendende med Testamonium Flavianum, fra Antiquitates Judaicae af historikeren Josefus, hvor hele Jesushistorien står i et enkelt afsnit, der nøjagtig følger kirkens officielle lære, og som tydeligvis ikke har nogen forbindelse med den tekst, det står i. Det er en klar og tydelig interpolation. Josefus var jøde – han ville ikke betegne Jesus som Kristus. Det er ganske udelukket. Hos Josefus findes også en lille passage om Jacob, Jesu bror (eller halvbror, må man vel sige). Den er lige så overbevisende som den anden passage. Interpolationer i håndskrifter er ganske almindelige – de foretages tit blot for at ”forbedre” teksten, og dem finder man også i litterære værker fra oldtiden og middelalderen. Der er heller ingen, der påberåber sig disse passager for at bevise evangeliernes sandhed før flere århundreder senere, for de fandtes ikke tidligere. Der er ingen anden historiker – og der var mange på den tid – der har skrevet om Jesus eller om de 500 døde, der stod op af graven og gik tilbage til deres familier i Jerusalem i forbindelse med korsfæstelsen, som også ledsagedes af et mægtigt jordskælv. Dette ville nok have været værd at skrive om – men ingen har gjort det, og der er heller ingen arkæologiske beviser. Det havde sammen med selve opstandelsen, som den malerisk beskrives hos Matthæus, været udpræget ”forsidestof”.

Sandheden om NT er jo den prækære, at det er sammensat på kirkemødet i Nikæa i 325, hvor man diskuterede en lang række kristne skrifter, der var lige så (lidt) autentiske som dem, vi kender i dag, og hvor man sluttelig ved håndsoprækning og som et resultat af politiske studehandler udvalgte de skrifter, der skulle kanoniseres. De andre skulle helst glemmes, for der var alt for mange meninger om, hvad kristendom var. Roberts har gravet i disse ”glemte” skrifter, ligesom han gennemgår hele det religiøse landskab på den tid, hvor antallet af mysteriereligioner, frugtbarhedsreligioner og soldyrkere var ved at eksplodere, og hvor de gamle klassiske religioner stadig var i live. Han gør bl.a. læseren bekendt med både gnostikerne, essæerne, som Paulus er stærkt præget af, og Mithraskulten, som har mange lighedspunkter med kristendommen.

Resultatet er naturligvis, at der intet særligt er ved denne Jesus. Jomfrufødsler, korsfæstelser, mirakler, indtagelse af gudens legeme og blod ved hellige måltider – det er alt sammen set før, og tit er lighederne så slående, at konklusionen ligger lige for: Jesus er intet andet end et kopiprodukt.

Kristne henter beviser for kristendommen i Det Gamle Testamente (GT) – i alle forudsigelserne, der gik i opfyldelse. Men ingen af beretningerne i GT kan bekræftes af arkæologer eller historikere. Der foreligger ingen skriftlige kilder – og f.eks. ægypterne skrev meget. GT er lige så frit opfundet som NT. De fleste af forfatterne til NT var formodentlig jøder. I hvert fald har de anbragt Jesusfiguren inden for jødiske rammer og var fuldt fortrolige med forudsigelserne i GT, som de uden besvær fik til at gå i opfyldelse..

På vor rejse gennem alle disse andre religioner påpeger og forklarer Roberts også de slående ligheder i myter og symbolik. Ligeledes giver han os et kursus i soldyrkelsen og den dermed forbundne astronomi, som også har direkte nedslag i kristendommen. Det samme gælder frugtbarhedskulterne. Der er rent faktisk intet i kristendommen, der ikke kan føres tilbage til en kendt kilde.

Helt galt går det imidlertid, når vi begynder at sammenligne Det Nye Testamente med buddhistiske skrifter på sanskrit og pâli. Her ser vi nemlig umiddelbart en meget nøje overensstemmelse med historierne i NT, helt ned på det sproglige plan. Ja, man kan næsten tale om en piratkopi. Oversættelse var imidlertid dengang noget andet end i dag. Man oversatte i vid udstrækning lyd til tilsvarende lyd på målsproget uden tanke for indholdet. Det var langt vigtigere at bevare ordenes talværdi – og nu studser læseren naturligvis. I oldtiden havde bogstaver nemlig også en talværdi, idet man ikke havde nogen tal. Vi genkender lidt af det i romertallene, men på oldgræsk har hvert
bogstav en talværdi, og når bogstavernes talværdi lægges sammen, har man ordets talværdi. Og centrale ord har ofte en hellig talværdi, som man også kan finde udtrykt i arkitekturen. Disse principper bruges i allerhøjeste grad i NT – helt svarende til de buddhistiske skrifter. Dette ses naturligvis kun, hvis man læser den oprindelige græske tekst – og hvor mange gør det? Selv præster er ofte ikke alt for velbevandrede i dette sprog.

I et efterskrift forklarer den nylig afdøde og stærkt savnede førende danske sanskritist Dr.phil. Christian Lindtner dette oversættelsesprincip og viser eksempler på dets anvendelse i NT. Herefter må den historiske Jesus erklæres død – helt død. Samtidig udgør efterskriftet et heftigt opgør med teologerne. De teologiske fakulteter betegner Lindtner som ”svindelfirmaer”, der ”driver propaganda og ikke videnskab”.

Igennem flere år har Christian Lindtner forsøgt at få de teologiske fakulteter til at studere disse buddhistiske kilder, men interessen har – af måske forståelige – grunde været begrænset, og jeg syntes bestemt, jeg kunne høre fløjlsmaverne drage et lettelsens suk ved Lindtners alt for tidlige bortgang. I det lange løb vil der imidlertid ikke være nogen vej uden om at lære sanskrit, hvilket vel heller ikke skulle være nogen uoverkommelig opgave for akademikere. Det vil være et nyt og meget givtigt forskningsområde, men det vil uundgåeligt føre til aflivelsen af krammedyret Jesus. Spørgsmålet er imidlertid: ”Hvad så?” For de allerfleste mennesker vil det som nævnt næppe spille den store rolle. De ved det godt i forvejen. For Jehovas Vidner og forstokkede gammelkristne vil der blot være tale om snubletråde udlagt af Satan selv for at forvirre os. For teologerne vil opgaven imidlertid komme til at bestå i at udtænke, hvordan man kan redde resterne af kristendommen – og dermed kirken – over i den nye tid. Hvis teologerne fortsat ikke vil lære sanskrit og studere NT’s kilder, giver de Lindtner ret. De driver ikke videnskab og har intet at gøre på landets såkaldte universiteter. De er jo meget velkomne til at gendrive Roberts’ bog og Lindtners forskningsresultater, hvis de kan, men mit gæt er, at de blot ignorer begge dele. Når man lukker øjnene, eksisterer virkeligheden jo ikke, og man kan fortsætte i den gamle skure og leve et bekvemt og beskyttet liv på skatteydernes regning.

Selv om selve historien er lige så frit opfundet som de nordiske gudesagn, forbliver både GT og NT imidlertid fantastisk litteratur i absolut verdensklasse. Nogle vil også finde behag i kristendommens åndelige budskab – og nogle vil se NT som et forstudie til Det Kommunistiske Manifest, en udlægning, vi gerne vil være foruden, og som der i et sundt samfund ikke vil være plads til.

Dertil kommer imidlertid også, at et folk uden religion er i yderste dødsfare, som Vilhelm Grønbech udtrykte det. Et rent materialistisk samfund vil være en sand rædsel, og mennesket har også brug for ritualer og ceremonier – et sted, hvor den protestantiske kirke lader meget tilbage at ønske. Spørgsmålet er, om teologerne kunne genopfinde biskop Absalons form for kristendom, som nok er den eneste, vi vil kunne overleve med.

Allerhelst ville jeg personligt se enten den nordiske gudelære eller måske mere realistisk den græsk- romerske mytologi og filosofi som et grundlag for en europæisk åndelig genrejsning, for historisk set har kristendommen igennem de sidste 200-300 år været med til med sin misforståede humanisme at styre Europa mod afgrunden. Der er som bekendt ”en tid til at hade” – og også ”en tid til at slå ihjel”, således som det fremgår af Prædikerens bog. Og den tid er NU!

Vi trues i dag af en ny fremmedartet religion, der ingen borgerret har i dette land og aldrig nogensinde må få det. Den er os lige så fremmed som kristendommen var i sin oprindelse, men kristendommen er i dag i den grad sammenvævet med europæisk kultur, at den ikke vil kunne fjernes. Det er lige så vigtigt at kende Biblens eventyr som at være hjemme i de nordiske myter for at kunne forstå vort samfund og vor litteratur, musik og malerkunst. Islam er i den grad kulturfjendsk og i endnu højere grad end kristendommen fokuseret på et imaginært paradis efter døden, at den aldrig vil kunne blive en del af Europa. Skal vi vælge mellem kristendommen og islam, kan vi kun vælge kristendommen – men det må i så fald blive en ganske anden form for kristendom – en kristendom, der ikke bygger på den løgn, alle godt inderst inde ved, der er tale om, og som styrker folkets selvopholdelsesdrift og ikke nedbryder den.

Geoff Roberts bog er en guldgrube for religionshistorisk interesserede. Den er skrevet i et letforståeligt sprog. Oversættelsen er letlæselig og måske ligefrem lidt friskfyragtig, men det svarer nok meget godt til originalen. Jeg kan begræde en vis sproglig løssluppenhed og en udstrakt brug af anglicismer, i enkelte tilfælde også helt malplacerede anglicismer, men det er vel blot et af tidens sørgelige tegn, og det har ingen betydning for forståelsen af bogens indhold. Jeg vil ikke gå på jagt efter trykfejl – for jeg ved af bitter erfaring, at de ikke kan undgås, og at tidligere tiders altseende korrekturlæsere enten er uddøde eller sparet væk. En vil jeg dog gerne anholde. Midt på side 143 er der angivet en latinsk bogtitel Quod Omnis Probus Fiber Sit. Det skal naturligvis være: Quod Omnis Probus Liber Sit. Jeg er heller ikke vild med oversættelsen i fodnoten, men jeg skal da indrømme, at det kan være kluntet at få konjunktiven udtrykt rigtigt, men jeg ville foreslå Om den retskafnes frihed. Det løser det problem – og så har vi også fået ”quod” med. Generelt synes jeg endvidere, det er problematisk at anvende udtrykket ”ortodokse kristne” om ”de rigtige kristne” i oldkirken i modsætning til afvigerne. For den moderne læser er ortodokse kristne tilhængerne af de ortodokse kirker i Østeuropa, Armenien og Mellemøsten. Det kan man imidlertid næppe bebrejde oversætteren.

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Vi har en forfatningskrise

Det er almindeligt accepteret, at den demokratiske retsstat bygger på magtens tredeling. Det er nødvendigt at have en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der er uafhængige af hinanden. Derom kan du læse i Revolutionære betragtninger. Vi har imidlertid fået denne nødvendighed bekræftet med al ønskelig tydelighed under den nuværende ”krise”, en krise, der udelukkende er skabt af politikerne. Det er ikke blot Mette Frederiksens minkholocaust, der savner ethvert retligt grundlag. Det er hele hendes håndtering af den krise, hun selv er årsag til.

Da man i foråret skyndte sig at lave en epidemilov, ophævede man samtidig uden videre retten til erstatning ved ekspropriation. I stedet indførte man en række bureaukratiske ”støtteordninger”, som på ingen måde kunne give fuld erstatning for de tab, erhvervslivet – og alle andre – blev påført. Men det kan man jo ikke! Retten til fuld erstatning er fastslået i Grundloven, og Grundloven står i lovhierarkiet langt over epidemiloven. Ingen protesterede. Men dette alene ville være nok til en rigsretstiltale.

Dertil kommer, at både Grundloven og diverse internationale konventioner, Danmark har tiltrådt, og som ikke fra fraviges, når det gælder de fremmede i landet, skulle sikre landets borgere nogle rettigheder, og disse rettigheder er jo umistelige, får vi altid at vide. Og alligevel har vi mistet dem. Den personlige frihed er ukrænkelig, retten til frit at samles under åben himmel kan heller ikke fraviges – og der står i Grundloven intet om, at denne kun gælder politiske forsamlinger. Vi så imidlertid hele det røde slæng og deres vedhæng af uønskede eksistenser fylde byen – midt under nedlukningen af landet – fordi en amerikansk neger var død i politiets varetægt. Det var tvivlsomt, om det var en politisk manifestation – i hvert fald havde den intet med Danmark at gøre. Det var imidlertid i høj grad en politisk manifestation, da en desværre langt mindre gruppe borgere samledes foran Christiansborg for at protestere over disse ”coronatiltag”. De fik at vide, at de fik en bøde, hvis de ikke spredte sig. Politiets opgave er at opretholde loven, men i det virkelige liv, medvirker politiet tilsyneladende ved enhver lejlighed til at knægte loven – således også i forbindelse med minkene. Vi kan ikke mere have nogen som helst tillid til dette politi, og den enkelte politimand må nok snart til at gøre op med sig selv, på hvis side han står!

Den personlige frihed gør også, at man ikke kan påbyde folk at gå med muleklud – en
foranstaltning, som ikke er til nogen som helst gavn, hvilket enhver med blot en lille smule indblik i mikrobiologi kan sige sig selv. Dette er yderligere bekræftet af en dansk undersøgelse. Den personlige frihed er også retten til at modtage besøg af hvem, man vil, og hvor mange, man vil, i sin private bolig. Den ret kan ikke indskrænkes.

Er man så uheldig at bo på et plejehjem, kan man være udsat for et direkte besøgsforbud, selv om man altså også der bor i sit eget hjem. Det er ikke at passe på de gamle og sårbare. Det er at slå dem langsomt ihjel – men helt ærligt: Hvis jeg boede på et dansk plejehjem, ville jeg også hellere dø! Sagen er jo, at man ikke har så megen tid tilbage, når man kommer lidt op i årene, og kvaliteten af den tid frastjæler Mette Frederiksen os nu – for ”folkesundhedens” skyld. Men sagen er jo, at denne virus nok er ubehagelig, men at dødeligheden er overordentlig lav. Den er ikke en virkelig trussel imod folkesundheden. En undtagelsestilstand kræver ganske andre forudsætninger!

Og så var der udryddelsen af minkavlen i Danmark, fordi Mette Frederiksen havde hørt, at der måske var en muteret coronavirus i mink, og at denne måske kunne gøre det vanskeligt at lave en vaccine. Der kunne ikke findes nogen sådan virus, og vaccineproducenterne har samstemmende erklæret, at dette ikke ville have været et problem. Virus muterer hele tiden. Der har været mutationer i Spanien, men man har dog ikke fundet det betimeligt at holocauste hele den spanske befolkning af den grund. Men et af Danmarks helt store eksporterhverv er blevet udryddet fra den ene dag til den anden – med politiets – ulovlige – hjælp. Problemet var nemlig, at der ingen lovhjemmel var for det – og at den lovhjemmel man skabte bagefter, strider imod Grundloven – og at hele forholdet, som alle andre forhold i forbindelsen med den kinesiske virus, savner evidens og grundlag i virkelighedens verden. Endnu værre er det imidlertid, at Mette Frederiksen frejdigt erklærer, at hun ville bryde Grundloven igen – i ”folkesundhedens navn!” Regeringens leder erklærer, at hun vil bryde Grundloven! Og ingen reagerer – måske er det det allerværste. Afskaffelsen af minkavl i Danmark er i øvrigt et af Enhedslistens programpunkter – måske er det blot betalingen for kommunisternes støtte til Mette Frederiksens regering?

Ved ”krisens” begyndelse krævede Mette Frederiksen, at domstolene lukkede ned. Men det kan hun jo overhovedet ikke. Hun har ingen som helst mulighed for at påvirke domstolene – burde hun i hvert fald ikke have, men hendes kontor ligger jo dør om dør med Højesteret, så det har nok kunnet klares over en kop kaffe. Men det er stangulovligt!

Ved både den foreløbige og udkastet til den permanente epidemilov lægges al magt om ikke i himmelen så da på jorden i hænderne på sundhedsministeren, der også selv afgør, hvornår der er en sådan tilstand, at han ”er nødt til at” gribe roret. Helt ærligt, end ikke Adolf Hitler kunnet have ønsket sig et bedre lovgrundlag end det.

Samtidig må man så høre på de socialdemokratiske ministre i de efterhånden utallige samråd, hvor de blot intet siger, intet kan huske og i øvrigt benægter fakta, samtidig med at deres embedsmænd ringer rundt til pressen for at få denne til kun at rapporter om, hvad der passer socialdemokratiet bedst, ligesom embedsmændene i sundhedsvæsenet får besked om at parkere deres faglighed til fordel for den politiske dagsorden, mens e-mails slettes og papirer makuleres. Måske er det derfor, både Søren Brostrøm og Kaare Mølbak ser ud, som om de har gjort i bukserne, når de optræder som lydige skødehunde ved regeringens pressemøder. Rent faktisk havde sundhedsmyndighederne jo netop ikke anbefalet en total nedlukning af samfundet. Det var alene en socialdemokratisk politisk beslutning truffet af Mette Frederiksen, der ingen anelse har om sundhed, sygdom og samfundsøkonomi. Regeringen er naturligvis fløjtende ligeglad med alle disse indvendinger og samråd. Den har et flertal bag sig, så den kan i ro og mag blæse enhver modstand en hat fuld – for nu ikke at bruge et mere passende, men ikke ganske stuerent udtryk. Det gør sammenligningen med forholdene i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse særdeles relevant! Men hvor Hitler i det mindste havde en vision, handler Mette Frederiksen blot ud fra et tilsyneladende uforklarligt personligt magtbegær. Den lille dumme pige fra Byplanvejens Skole i Aalborg skal vise, at hun er noget, at hun kan få alle til at danse efter sin fløjte, som hun spiller uden noder og uden melodi. Sådan ser det i hvert fald ud. For jeg kan godt forstå, at mange mener, at der ligger en skjult dagsorden bag alt dette, en dagsorden som vi ikke kender noget til. Konspirationsteorierne har kronede dage, og jeg kan virkelig godt forstå det! På overfladen giver intet at dette nemlig nogen umiddelbar mening….

Men hvor er samfundets bremse mod denne Machtergreifung fra regeringens side? Jah, det er jo det, der er det principielle spørgsmål. Egentlig er det jo Folketinget, der har opsynet med regeringen – men den udøvende magt (altså regeringen) kontrollerer jo Folketinget, ikke blot fordi de fleste regeringsmedlemmer også har plads i Folketinget – hvilket ikke burde være muligt i et såkaldt demokrati – men også fordi det i praksis er partierne, der kontrollerer folketingsmedlemmerne. Disse er jo ikke i nogen som helst forstand uafhængige og kun bundet af deres samvittighed – de er ligegyldige pladsholdere til sikring af, at regeringen kan regere uden om Folketinget – og kan administrere lige så ulovligt, den vil, uden nogen som helst reel kontrol. Det er derfor Mette Frederiksen og hendes slæng af uduelige ministre kan tage det hele så roligt og kan tillade sig at svare i vest, når der spørges i øst – og at lyve stærkere, end ti vilde heste kan rende. Der er ingen kontrolinstans, der kan gribe ind.

Grundlovsovertrædelser burde altid kunne påtales af et fuldstændig uafhængigt organ, der ud fra klare juridiske principper skulle kunne stille en regering til ansvar og sætte den for rigsretten, hvor dens medlemmer skal kunne idømmes virkelige straffe, for grundlovsovertrædelser bør befinde sig i den svære ende af straffeskalaen. Tvangsarbejde på Grønland for livstid og sådan noget. En sådan anklagemyndighed mangler, og den bør indføres. En institution lidt på linje med den amerikanske højesteret, men med en udtrykkelig pligt til selv at tage sager op efter eget skøn.

Men den eneste helt rigtige løsning på problemet er at forbyde politiske partier og opbygge demokratiet på grundlag af lokale folkevalgte mennesker, der kender virkeligheden, og som er fuldstændig uafhængige af økonomiske interesser. Derved ville Folketinget kunne varetage sin opgave som den instans, der kontrollerer regeringen. Se herom artiklen “Demokrati” i Revolutionære betragtninger.

Som det er nu, regeres vi af en forbryderbande, der i praksis ikke kan stilles til ansvar for sine handlinger. Dens plads er på skafottet! Det er frie borgeres opgave at sørge for, at den kommer til at indtage den!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | 2 kommentarer