Catalonien igen

Så viste Spanien endnu engang sit sande ansigt. 100 års fængsel for at ville spørge borgerne om deres mening. Så vidt rækker respekten for ”demokratiet” i Madrid. Og den rækker ikke længere i Bryssel, som blot affærdiger sagen med, at det hele er et indre spansk anliggende. Glemt er alle de dyre ord i den europæiske menneskerettighedskonvention og alle de påstående grundlæggende rettigheder. Politikerne i Madrid er ganske vist blevet skiftet ud, men parolen er den samme som under Rayoj-regimet. Man respekterer ”domstolenes uafhængighed”. Domstolene er alt andet end uafhængige. Det gælder her, og det gælder i endnu højere grad i Spanien, hvor de blot til enhver tid er systemets dikkende halehæng.

Det er ikke uforståeligt, at Catalonien er ved at koge over. Det må vel efterhånden stå alle cataloniere klart, at man ikke kommer til uafhængigheden af den hidtidige vej. Der er kun den hårde vej, som man tidligere har betrådt, og som man vil blive nødt til at betræde igen, dersom man vil frem til målet. Og det ville klæde de andre undertrykte spanske kolonier på den iberiske halvø at støtte aktivt op om dette krav og erklære sig villige til at gøre det nødvendige. Ellers kommer det til at gå i Catalonien, som det er ved at gå i Galicien, hvor alle de dyre ord om at bevare den galiciske kultur og det galiciske sprog, ikke har ført til noget som helst andet end symbolpolitik som tosprogede vejskilte. Den politiske vilje fra Madrid har så godt som kvalt begge dele. De tilrejsende spansktalende forældre protesterer mod, at deres børn er tvunget til at lære galicisk, og vupti fører disse ”krænkelser” af de spansktalende til lempelser og omgåelser. Følgen er, at unge mennesker i stigende grad kun benytter sig af koloniherrens sprog spansk. Galicisk vil dermed forsvinde i løbet af få generationer. Det samme er tilfældet på Balearerne, som ikke er en del af Catalonien, men hvor sproget er catalansk. Det bliver altid fremstillet, som om spansk er truet af mindretalssprogene, men hvis spansk er truet af noget, er det af engelsk – ligesom alle andre gamle kultursprog. I forholdet til mindretalssprogene er det disse, der er truet, og som er nødt til at forsvare sig. Hvis man vil bo i Catalonien, er det vel ikke urimeligt, at man taler catalansk og modtager undervisning på dette sprog. Ellers kan man jo slå sig ned i et område, hvor der ikke findes andre sprog end spansk.

Store lande har det svært med sproglige minoriteter, for sproget er en markør for forskellighed, og forskellighed er ikke ønsket, for det kan blive til selvstændighedstrang. Problemet er her yderligere, at Catalonien er rigt og med stor fordel kan klare sig selv. Selvfølgelig er folk i Andalusien imod catalonsk uafhængighed. Det er jo den arbejdende befolkning i Catalonien, der gennem deres skatter til centralregeringen betaler for den uduelighed, der hersker i Andalusien, hvor der ellers nok skulle være basis for en sund økonomi. Denne økonomiske og praktiske mulighed for at klare sig selv har de færreste minoritetsområder i Europa. Dertil kommer, at catalansk også tales i Valencia-regionen og i dele af Aragonien. En vellykket catalonsk stat kunne med andre ord smitte til disse områder, ligesom der i Spanien foruden baskisk i Baskerlandet findes romanske minoritetssprog som aragonsk og asturisk i diverse dialektale varianter, der i dag befinder sig i forskellige stadier af dødskampen. Disse kunne også finde inspiration i Catalonien. Spanien frygter ganske enkelt, at den unaturlige statsdannelse kunne gå hen og
falde helt fra hinanden, hvis man lukker op for Pandoras æske.

”Hvad kommer det os ved?” kunne man naturligvis spørge. En hel del, også bortset fra det rent principielle i folkenes ret til selvbestemmelse. Der venter nemlig os den selvsamme skæbne inden for den såkaldte Europæiske Union, hvor vor selvstændighed er godt på vej til at blive udhulet til kun at gælde placeringen af bænkene i parkerne, og hvor engelsk i praksis er indført som sideordnet officielt sprog bag om ryggen på danskerne, så dansk efterhånden vil befinde sig i samme situation som catalansk. Dertil kommer EU’s fri bevægelighed, som vil ende med at gøre alle nationale folk til mindretal i deres egne lande. Og i den forbindelse har jeg slet ikke engang taget indvandringen i betragtning. Den vil af sig selv gøre resten. Vi må støtte Catalonien – også selv om man der fører en håbløs socialistisk politik, der er svær at få til at rime på nationalisme eller patriotisme. Det har historiske årsager.

Det er naturligvis rigtigt, at et samlet Spanien ville stå stærkere i verden, men når styrken kun benyttes til at undertrykke nationalfølelsen hos alle spaniere og til inden for rammerne af EU at styrke indvandringen fra de arabiske og afrikanske lande og bekæmpelsen af de europæiske folkeslags modstand imod denne, er det svært at se noget gode i en sådan styrke. Tværtimod. Lad os få alle disse multikulturelle stater opløst i deres enkelte bestanddele, så de bliver svagere, og så det bliver lettere at rejse en folkelig modstand i de forskellige områder! Vi ønsker fædrelandenes og folkeslagenes Europa –ikke storkapitalens!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kurdistan

Præsident Trump erklærede allerede under valgkampen, at det var hans agt at sætte amerikanske interesser øverst på dagsordenen – det vil dog i parentes bemærket sige efter israelske interesser. Det har han stort set holdt, og det at sætte sit eget land over andre er en helt fornuftig politik, som vi kun kan have stor forståelse for, selv om den engang imellem ikke kan undgå at have uheldige konsekvenser for andre. Præsident Trump havde arvet Syrien-problemet fra sin forgænger, og fra dag 1 har han stræbt efter at frigøre Amerika fra dette problem. USA havde fra begyndelsen intet at skaffe i Syrien – men det havde Israel – og USA’s indgriben til fordel for oprørerne – på trods af at USA anerkender Assads regering som landets lovlige styre – kastede først rigtig Syrien ud i kaos og banede vejen for IS’ rædselsherredømme i store dele af lande. Kun takket være de kurdiske styrker og Rusland blev IS i Syrien knust.

Hele dette forløb burde medføre en vis forpligtelse for USA til at feje ordentlig op efter sig og til ikke at svigte løfterne til kurderne som tak for deres indsats, men det har man ikke tænkt sig at gøre. I stedet trækker man tropperne i den kurdiske del af Syrien ud og overlader området til Erdogans hærgende horder, der har til opgave en gang for alle at knuse kurderne og give dem samme behandling, som tyrkerne gav armenierne under den 1. verdenskrig. Det kostede 1,5 mio. armeniere livet, og de fik ingen behagelig død. Det anbefales i den forbindelse meget at lægge vejen omkring Jerevan, Armenien hovedstad, hvor der er et mindesmærke og et museum for disse begivenheder, som vesterlændinge ville have godt af at studere. Måske kunne vi så komme til at høre om andet end jødernes holocaust. Det er naturligvis skæbnes ironi, at de muslimske kurdere var tyrkernes villige redskab i folkemordet på de kristne armeniere. Nu er turen så kommet til kurderne selv. Kurderne er et indoeuropæisk folk, der taler et indoeuropæisk sprog, og som etnisk står tyrkerne fjernt. De udgør et flertal i store dele af Tyrkiet, og derfor er en kurdisk statsdannelse farlig for det tyrkiske herredømme i Anatolien, hvor tyrkerne ikke har nogen naturlig plads. Det tyrkiske problem løses bedst ved at dele den tyrkiske stats område i 3 dele, som tilbagegives til de oprindelige retmæssige ejere: armenierne, kurderne og grækerne. Tyrkerne kan så nok selv finde vejen tilbage til Centralasien, hvor de kommer fra.

Dette kommer naturligvis ikke til at ske sådan lige med det samme, men det er en af de helt store skændsler i verdenshistorien, at kurderne ikke efter den 1. verdenskrig, hvor kortet over det dødsmærkede osmanniske imperium blev tegnet om, fik deres egen stat. Det er et talmæssigt stort og stolt folk, der bor i et nogenlunde samlet område, hvor de udgør et overvældende flertal. Hvorfor skulle de ikke have deres egen stat? Denne ville komme til at omfatte dele af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, men disse landes grænser har jo hverken nogen etnisk eller nogen historisk legitimitet. At skabe en sådan kurdisk stat må være en af tidens store opgaver, og den bør løses snarest, så der kan blive fred i det område – og denne fred kan ikke skabes politisk, men kun militært. Desværre er der imidlertid ingen af stormagterne, der har nogen politisk interesse i en kurdisk stat. Såvel Rusland som USA er afhængige af Tyrkiet, som ovenikøbet er medlem af Nato, hvilket i praksis betyder, at den ”demokratiske” verden leverer de våben, tyrkerne har tænkt sig at
udrydde kurderne med. Adgang til Sortehavet og muligheden for at blokere denne adgang er for både USA og Rusland vigtigere end kurdernes liv og rettigheder. Der er ingen moralske overvejelser i politik! Enhver, der tror det modsatte, er en historieløs tåbe.

Erdogan truer nu Europa med at slippe 3,5 mio. syrere løs og sende dem mod Europa. Nuvel, sæt flåden og hæren ind for at forhindre det. Det skulle ikke være så vanskeligt – og send så som modtræk alle de millioner af tyrkere, der befinder sig i Europa, den modsatte vej: heim ins Reich! Derefter ville det så være passende at udslette landet ved hjælp af luftvåbenet – men det kommer nok heller ikke til at ske. Og nu vi er ved det, kan vi jo nok umiddelbart undre os over, at de ligeledes millioner af kurdere, der lever som flygtninge i Europa, ikke står i kø for at rejse hjem og kæmpe for deres land. Hvis vi skal hjælpe dem med det, skal de alligevel den vej, når sejren er vundet. Özlem Cekic først!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Obduktion

Dansk Folkeparti havde som bekendt et rigtig skidt valg, og de kan ikke forstå, hvorfor. Der er simpelthen ingen selvransagelse i det parti, men kun forsøg på bortforklaringer. En af disse er den latterlige sag om ”misbrug” af EU-midler, der fældede Morten Messerschmidt. Alle misbruger den uudtømmelige kilde af skatteudskrevne midler fra borgerne, men kun EU-kritiske partier og politikere bliver anklaget for det. Og helt ærligt, de fleste af partiets vælgere vil kun kunne bifalde, at et beskedent beløb for en gang skyld er blevet brugt til noget fornuftigt. Det eneste, man i den forbindelse kan klandre DF for, er at de opstiller en dum lille pige fra Arden, som ikke forstod sin rolle. Hun skulle være loyal over for sit parti og sine vælgere, ikke over for EU-maskinen.

En anden bortforklaring er, at man ikke havde skærpet sin ”klimaprofil”. Mon ikke flertallet af DF’s vælgere er fløjtende ligeglade med ”klimaprofilen”, fordi de har gennemskuet og forstået klimatossernes svindel. Klimaændringer har der altid været, og de er naturskabte, ikke menneskeskabte. Det er hybris, når mennesket tror, at det er herre over naturen.

Man forstår i Dansk Folkeparti ikke, at vælgerne er dybt skuffede over, at partiet ikke har benyttet sin afgørende magt til at tvinge Lars Løkke Rasmussen til at lukke for strømmen af fremmede. Der er i hans regeringstid – med støtte fra Dansk Folkeparti – kommet over 100.000 flere fremmede til landet, som – med Pia Kjærsgaards ord – kun bidrager med børn og problemer. Man har givet køb på det eneste, der ikke kan og ikke må gives køb på: det danske folks beståen. Alt andet er i dette lys hamrende ligegyldigt. At man måske har fået nogle indrømmelser i forbindelse med krav, der kun kan betegnes som socialdemokratiske, er i denne sammenhæng uden betydning, ja, de har ofte været direkte skadelige, sådan som socialdemokratiske krav som regel er det. DF har glemt, at dets største vælgermasse er borgerlige, der vil have ført national, borgerlig politik. I den forbindelse står sænkning af skatterne og fjernelse af offentligt bureaukrati og formynderi helt centralt. DF har i stedet forhindret nedsættelsen af skatten!

Med sit frieri til Mette Frederiksen ledte Kristian Thulesen Dahl endegyldigt sit parti mod afgrundens rand. De borgerlige vælgere afskyr med god grund socialdemokraterne som pesten, og de vælgere, DF havde lånt fra Socialdemokratiet, kunne så lige så godt vende hjem og stemme rigtig socialdemokratisk. Thulesen Dahl er er en politisk tåbe og et menneske uden nogen som helst forankring i vælgermassen, et menneske, der aldrig nogensinde har sat sin ben på en rigtig arbejdsplads. Det er nu på tide, at han tager konsekvensen og går af. Når man har ledt sit parti til et så katastrofalt valgresultat, er det det, man gør, hvis man ejer nogen anstændighed, og han kan kun være glad for, at han ikke er japaner, for så havde han måttet begå harakiri, og det er næppe rart. Thulesen Dahl har haft sin chance, nu må han vige sædet og gøre plads for Morten Messerschmidt, den eneste, der måske vil kunne redde stumperne af partiet og føre det til en valgsejr. Men det skal være nu, for hvis Morten Messerschmidt forbliver i Dansk Folkeparti ret meget længere, vil også han miste sin troværdighed. Ellers må vi stærkt anbefale Morten Messerschmidt at skifte parti. Det ville være godt for både Messerschmidt og Nye Borgerlige.

Panikken i partiet er forståelig, men lattervækkende. Lige før valget slog Thulesen Dahl til lyd for, at unge mellem 18 og 24 fortsat skulle have gratis tandpleje. Hallo! De har haft gratis tandpleje hele livet, nu må de selv tage over. Det er ikke samfundets opgave – det er den enkeltes! Pensionisterne, derimod, som aldrig har haft gratis tandpleje, men som har betalt for den forkælede unge generations tandlægeordninger, de fortjener gratis tandpleje – men de skal bare betale ved kasse 1. Tulle har ganske enkelt intet forstået. Det er resultatet af den overdrevne velfærdsstat, der får verdensfjerne politikere til at tro, at alt er gratis – dvs. betalt af det arbejdende folk!

DF har intet lært. Man slutter nu op om socialdemokraternes ”klimamål”, og Thulesen Dahl finder, at alle børn bør komme på moskebesøg (hvor Marie Krarup i ”respekt” for Allah vil bære tørklæde…). Der er ingen forslag om, at muslimerne skal på besøg i en kirke. Tulle aner åbenbart ikke, hvilket parti han er formand for, og hvad hans vælgere egentlig mener om verden. Han er en skændsel for Dansk Folkeparti!

Blandt andre komiske tiltag efter valget er kampen imod ulven. Bortset fra at Canis lupus er en del af den danske natur og derfor skal være velkommen, er det ikke ulven, der truer det danske samfund. Det gjorde derimod de skarer af uønskede individer, der tilbage i 2015 uhindret vandrede ind ad den danske motorvej fra Tyskland, beskyttet af det ellers overbelastede politi. Dansk Folkeparti gjorde intet for at hindre det, selv om man kunne have væltet Løkke Rasmussens landsforræderiske regering, der undlod at sætte militæret ind til at beskytte grænsen med de midler, militæret nu engang har. På det tidspunkt mistede Dansk Folkeparti sine mest trofaste vælgere – og det er nok tvivlsomt, om disse nogensinde vil komme tilbage. Der er i dag alternativer til taburetklæberne i DF.

Men uanset hvilke alternativer der stiller op til næste folketingsvalg, vil det ikke være ad den vej, nationen skal reddes. Det er for længst for sent, og borgerkrigen er allerede i gang. Det er kun et spørgsmål om, hvornår danske patrioter begynder at forsvare sig selv og fædrelandet. Det kan ikke ske hurtigt nok! For hver dag, der går, vil det blive mere og mere blodigt!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | 5 kommentarer

EU’s vinduesudsmykning

Den nye overkommissær, den fallerede forhenværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, et komplet ukvalificeret kvindemenneske, der på få år har tvunget det tyske forsvar i knæ, så det ikke mere kan løfte sine opgaver, har indført nye titler for kommissærerne.

En af dem er ”kommissær for beskyttelse af vor europæiske levevis”. Det lyder jo umiddelbart meget positivt. Man bliver imidlertid straks halet ned på jorden igen, når man hører, at en af hans hovedopgaver bliver ansvaret for migrationsområdet. De to ting kan kun forenes, hvis al ”migration” standses, og de ”migranter”, der befinder sig i Europa, straks sendes hjem eller på anden vis uigenkaldeligt fjernes fra Europa. Det er imidlertid ikke en del af hans kommissorium. Det er nu som før at fremme befolkningsudskiftningen.

Det mest uheldsvarslende er imidlertid reaktionerne fra det såkaldte EU-parlament. Det lyder jo, som om man vil beskytte Europa mod noget. ”Det er grotest at sige, at der er brug for at beskytte europæerne mod udefrakommende kulturer. Den fortælling skal afvises!” siger den hollandske europaparlamentariker Sophia in ’t Veld, der hermed viser, at hun er fuldkommen afskåret fra realiteternes verden. Det, der kommer ind over grænsen, har intet med fremmede kulturer at gøre. Det er hærgende horder, som vi kender dem fra hunnerne og Djengis Kahn, som blandt andet er citeret for følgende “Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.” Det er sådan cirka, hvad der foregår i Europa i dag. Den afgående overkommissær, alkoholikeren Jean-Claude Juncker, mener, at ”det er en del af den europæiske måde at leve på, at vi accepterer dem, der kommer langvejs fra”. Det er imidlertid ikke en del af deres levemåde at acceptere os, og under alle omstændigheder har multietniske samfund altid kun ført til ulykke og ruin. Også Amnesty International finder titlen bekymrende. Og så videre… Altså de sædvanlige skyldige.

Der er med andre ord ikke noget reelt i den titel. Det er ”business as usual”. EU og EU’s bagmænd er de europæiske folkeslags fjende nr. 1. Denne fjende kan ikke nås ad demokratisk vej. Det er der sørget for. EU-systemet indeholder ikke skygge af demokrati. De europæiske folk må rejse sig og gøre en ende på dette monstrum, inden det får rådighed over en hær, for dennes formål vil ikke være at forsvare Europa imod fjender udefra. De strømmer jo uhindret ind over grænserne. Dens formål bliver at knuse enhver modstand imod EU-systemet.

Hvis de europæiske folkeslag endelig rejser sig, vil deres vrede være grænseløs, og embedsmænd og politikere i EU-systemet vil gøre klogt i på forhånd at søge asyl et meget fjernt sted, for de vil blive jaget til verdens ende og uden videre klynget op i det højeste forhåndenværende træ!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Et kig i DNSAP’s maskinrum

Boganmeldelse

Henrik Asferg
Der var gode folk iblandt
DNSAP’s sysler og sysselledere 1936-45 – og derefter
Bind 1: Jylland og Fyn

Mellemgaard 2018

Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke en bog, man lige læser på en aften. Det er et digert værk på 871 sider, men det er en guldgrube af informationer om DNSAP’s partiorganisation og det næstøverste lag af personer inden for Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti. Man kunne mene, at der er sagt og skrevet mere end nok om dansk nationalsocialisme før og under krigen, når man tager dennes absolutte mangel på betydning i betragtning, men et kig på boghandlernes hylder afslører, at dette tilsyneladende ikke er tilfældet, for der synes stadig at være et rimeligt marked for en lind strøm af publikationer om dette emne, der umiddelbart synes at være blevet endevendt på alle ender, leder og kanter.

Vi har hørt om førerne, om soldaterne ved fronten, om de forskellige korps, om retsopgøret, om de likviderede, om de dødsdømte og henrettede, om de benådede, om straffelejrene osv. Henrik Asferg har imidlertid brugt 10 års intense arkivstudier på at grave et spadestik eller to dybere ned i historien for at give os et indblik i, hvad det var for folk, der efter bedste evne forsøgte at virkeliggøre hovedkvarterets direktiver, hvad der motiverede dem, og hvordan det gik dem i deres bestræbelser. Dermed giver han os
også indsigt i hele medlemsskaren, for mange af disse sysselledere (i dag ville man vel kalde dem regionsledere) udgik fra det jævne folk og var måske ikke alle lige godt skikkede til deres forholdsvis høje post.

Historien er godt fortalt. Man kunne måske frygte at blive præsenteret for et vandfald af ligegyldige opremsninger, men det er der ikke tale om. Henrik Asferg forsøger at trænge om bag ved personerne og at finde ud af, hvordan disse var som mennesker. Han benytter politirapporter, domme, fængselsjournaler, breve, avisartikler, bøger og finder frem til pårørende, som vil berette om de pågældende. Fortællingen er derfor spændende som en roman – selv for en garvet rotte, der som denne anmelder selv er vokset op i det såkaldte landssvigermiljø.

Hvad fik folk til at slutte op om nationalsocialismen i 30’erne? Kun meget få nævner jødespørgsmålet. Der er derimod tre ting, der går igen: socialpolitikken, landbruget og frygten for kommunismen. Alt det andet er stort set ligegyldigt. Ingen af disse tre ting møder forståelse i dag, hvor den velfærdsstat, der oprindelig blev kopieret fra nationalsocialismen, tages som en selvfølgelighed, hvor meget få mennesker er beskæftiget
ved landbruget, og hvor frygten for sovjetkommunismen er forsvundet – selv om det danske samfund er langt mere kommunistisk, end Sovjetunionen nogensinde har været. Når folk i dag taler om fattigdom, har de intet begreb om, hvad dette indebærer. Det havde man i 30’erne, hvor det for fattigfolk, syge og arbejdsløse drejede sig om den nøgne overlevelse – i bogstaveligste forstand om brød på bordet – og ikke om, hvorvidt man kunne sende sine børn til fodbold, gå i biografen eller tage på ferie til Mallorca.

Antikommunismen betød, at nationalsocialistiske intellektuelle (det fandtes der rent faktisk dengang) opponerede kraftigt mod hele den venstreintellektuelle ”elite”, der drev propaganda for Danmarks de facto indlemmelse i sovjetparadiset (1) – og det er i det store og hele den samme selvbestaltede ”elites” arvtagere, der i dag plæderer for nationalstatens afskaffelse og erstatningen af den europæiske befolkning med en broget masse af alverdens folkeslag! Der er i disse tider kun få, der ser sammenhængen, og meget få, der gør modstand!

Det er også antikommunismen, der er baggrunden for DNSAP’s deltagelse i hvervningen af frivillige til kamp på østfronten. Nogle af disse havde allerede kæmpet i Finlandskrigene, andre i de frikorps, der befriede de baltiske stater fra bolsjevismens uhyrligheder, og enkelte var, som Frikorps Danmarks chef C.F. von Schalburg, selv født i Rusland og havde i deres tidligste år oplevet bolsjevismen i praksis. Det var ikke russerhadere, det var i mange tilfælde folk, der elskede Rusland og ønskede at befri det. Havde de på det tidspunkt hørt nærmere om Hitlers fremtidsplaner for russerne, havde de næppe meldt sig. Man skal i denne forbindelse også huske på, at Danmark havde et meget aktivt kommunistparti, betalt af Sovjetunionen, samt kommunistiske celler overalt i landet, som blot ventede på Stalins befaling (og penge) for at iværksætte en opstand eller for at bane vejen for en sovjetisk besættelse. Hvervningen var imidlertid ikke uproblematisk for syssellederne. På den ene side vil de gerne støtte kampen mod Stalin, på den anden side kommer de til at mangle alle deres aktivister, hvis disse drager til østfronten. Da partiet trues af opløsning og Tyskland svækkes, melder mange sysselledere sig selv til tysk krigstjeneste, mens andre får forbud af partiledelsen, fordi de var vigtigere i Danmark.

Endvidere må man naturligvis ikke glemme nationalfølelsen – men fædrelandskærlighed var dengang for de fleste mennesker en selvfølge – og den var også drivkraften for den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Derfor var den tyske besættelse af Danmark en katastrofe for dansk nationalsocialisme – og det afspejler sig også i reaktionerne blandt partimedlemmer og førere. Der herskede en del rådvildhed. Efter valget i 1943 spaltedes bevægelsen i atomer og gik langsomt til grunde.

For folk med sympati og forståelse for nationalsocialismen 1930-45 er læsning af bogen en sørgelig beretning om en håbløs og kostbar overbureaukratisering (efter tysk forbillede) og om endeløs intern kiv og splid inden for partiet. Der var mange store egoer og mange små mennesker – men der var også en del dygtige idealister, der brændte sig selv op i processen eller blev ofre for modstandsbevægelsens vilkårlige likvideringer. Således blev syssellederen for Himmersyssel med hovedsæde i Aalborg, myrdet i februar 1945. Når forfatteren fortæller om dagligdagen i DNSAP, kan man ikke lade være med at tænke på, at disse interne fortrædeligheder på mange måder minder om forholdene på den nationale fløj i dag. Det er de samme faktorer, som ødelægger muligheden for at danne en folkelig bevægelse, der eventuelt kunne redde Danmark, hvis man kunne stå sammen – men det kan man ikke.

Én ingrediens findes dog ikke i dagens nationale kredse: Der var i DNSAP en god portion lykkeriddere. Dem er man af indlysende grunde fri for i dag. En politisk beskæftigelse på den front fører i demokratismens Danmark kun til udgrænsning og arbejdsløshed. Den, der ønsker at høste sejrens palmer, men ikke at trodse modvinden undervejs, går andetsteds hen.

Henrik Asferg forsøger også at finde ud af, hvad der skete med syssellederne efter kapitulationen og retsopgøret. Det er karakteristisk, at så godt som ingen af dem fortsat beskæftigede sig med politik – og absolut ingen af dem med nationalsocialisme. En del kæmpede for rehabilitering, hvilket på forhånd var en tabt kamp. Ingen sluttede op om efterkrigstidens nationalsocialistiske organisationer. Mange holdt imidlertid forbindelse med deres tidligere kammerater, og nogle støttede oprettelsen af et mindested for de faldne, men det var også alt, og efterhånden som de tidligere nationalsocialister blev reintegreret i samfundet, forsvandt de private netværk også. Var det, fordi lykkeridderne var i overtal, eller var det, fordi de ud fra en realistisk betragtning anså slaget for uigenkaldeligt tabt? Under alle omstændigheder ville det have talt til deres fordel, hvis de havde delagtiggjort de yngre generationer i deres erfaringer og grundlaget for deres beslutning. Det gjorde de stort set ikke, hvorfor de af de yngre blev henregnet til den første
kategori – lykkeriddernes – hvilket måske nok ikke var helt retfærdigt.

Efter denne anmelders erfaring var der to typiske reaktioner på alle de ting, der kom frem efter krigen, og som man ikke havde været vidende om: Nogle fortrød deres engagement og forsøgte at glemme alt om det, andre affærdigede de nye oplysning som propaganda. Ingen havde dengang overblik nok til at sige: ”Nationalsocialisme har ikke noget med krigen at gøre!”

Henrik Asfergs bog vil blive et standardværk og en opslagsbog, som ingen, der beskæftiger sig med dansk nationalsocialisme og besættelsestidens historie, vil kunne komme uden om, og den bør stå i reolen hos alle, der interesserer sig for denne epoke! Vi ser med spænding frem til bind 2, der kommer til at omhandle resten af landet.

Bogen fås hos din sædvanlige bogleverandør eller direkte fra mellemgaard.dk.

Note

(1) Se Bent Jensen: Ruslands undergang, Revolutioner og sammenbrud 1917-1921, Gyldendal 2017.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar