Danske værdier?

fællesskab gør stærk

I forbindelse med den afrikanske invasionshærs angreb på de spanske enklaver i Nordafrika kom et medlem af Dansk Folkeparti for skade at skrive på Facebook, at militær og politi burde bruge deres våben og skyde de indtrængende, vistnok endda med henblik på at dræbe dem. Det er en ganske rigtig betragtning, som vi kun helhjertet kan bifalde. Hvad har man ellers en strengt bevogtet grænse for. Hvis man ikke vil forsvare den, kan man jo med det samme nedlægge nationalstaterne og bare lade alle vandre ind og benytte sig af vor velfærd.

Noget så indlysende fornuftigt kan man imidlertid ikke sige i Dansk Folkeparti. Søren Espersen var straks ude med en erklæring om, at dette var imod de ”vestlige værdier”, altså også imod de danske værdier, man i øjeblikket taler så meget om. Det skal i parentes bemærkes, at Søren Espersen tilsyneladende finder det helt i orden, når israelsk militær og politi skyder på ubevæbnede teenagere og undertiden også dræber dem. Deres forbrydelse er, at de forsvarer deres land imod en blodig undertrykkelse. Det er utroligt, som værdierne er fleksible i Søren Espersens mund.

Det er imidlertid en god lejlighed til at se lidt nærmere på de så højt besungne ”danske værdier”. Under skændselsparaden i København for såkaldt mangfoldighed og frihed for alle mulige perversioner, som gik under den falske amerikanske varebetegnelse ”Pride Parade”, og som med skilte som ”Fordriv den hvide kernefamilie” og påbud til hvide om at gå bagest i optog klart demonstrerede, at den blot var en del af den konstante ideologiske krig imod den hvide race og alle de virkelige værdier, vort samfund er bygget op på, og at denne bevægelse er meget langt fra at fremme frihed og tolerance. Deres mangfoldighed omfatter helt klart ikke os, og vi vil også meget have os betakket for at være en del af den. Derfor kan det nok undre noget, at Rasmus Paludan fra Stram Kurs, om hvem så uendelig meget godt kan siges, følte sig kaldet til at lave sin egen alternative bøsseparade igennem Nørrebro. De fremmede i landet skulle nu åbenbart konfronteres med ”de danske værdier”. De skal tilsyneladende tvinges til at omfavne alt det, som truer med at tilintetgøre dette land, og som i bund og grund er udansk.

Hvis vi skal prøve at sammenfatte noget af det, man efterhånden fejlagtigt kalder ”de danske værdier”, bliver det noget i retning af følgende: demokrati, ubegrænset individuel frihed, mangfoldighed og blind åbenhed, feminisme, fri opdragelse, værdirelativisme, fri abort, frit valg af køn etc. – kort sagt de tåbelige floskler, man kan høre overalt i den del af verden, hvor opløsningen hersker. Mere specifikt kan dette oversættes til en uhæmmet
dyrkelse af tøjlesløs individualisme inden for alle livets områder. Man kan gøre nøjagtig, som man har lyst til, uden hensyn til andre. Der er ingen normer og standarder, der binder samfundet sammen, og netop derfor falder det fra hinanden. Disse “danske værdier” er således reelt fravær af enhver værdi, og det er dødeligt for et folk. Et samfund og en kultur kan kun holdes sammen af et fælles værdisæt og af faste normer, som alle overholder, og som man ikke sætter spørgsmålstegn ved. Gør man det alligevel, melder man sig ud af fællesskabet. Det centrale er, at disse “danske værdier” er en nødvendig forudsætning for masseindvandringen har kunne finde sted. Hvis det danske folk stadig havde haft ægte, stærke værdier, ville Muhammed og Mustafa aldrig have været her!

Ikke alene er der tale om falske ”værdier”, der er tale om hykleri. Man taler om demokrati, men det mener man slet ikke. Danskerne er ikke blevet spurgt, om de ønsker den største samfundsomvæltning i historien: afskaffelsen af nationalstaten Danmark og udryddelsen af det danske folk gennem biologisk krigsførelse, eller om tiltrædelsen til alle de konventioner, der sætter grundloven ud af kraft, således at udsagnet om, at der ikke er noget over eller ved siden af folketinget får latterlighedens skær. Vi har ganske enkelt ikke
demokrati her i landet. Det er ikke folket, der styrer. Vi har et kleptokratisk pampervælde, som efterhånden også går i arv fra generation til generation ligesom i Nordkorea.

Danskerne er heller ikke blevet spurgt, om de ønsker den voksende pervertering af deres samfund og traditionelle levemåde. Det sker bare. Det samme gælder de øvrige platheder. Frihederne gælder kun visse udvalgte. Der er ikke individuel frihed til at være national og forsvare sit folk, det er ikke omfattet af åbenheden eller ytringsfriheden. Selv ikke i annonceform kan ”nationalistiske” ytringer finde vej til spalterne i blade udgivet af JP/Politikens Hus, dvs. sige Politiken, Ekstrabladet og Jyllands-Posten. Oppositionelle læserbreve offentliggøres højst i beskåret form, så de mister deres kant, oppositionelle bøger ignoreres, hvorimod modbydelige landsforræderes ulækre opkast anmeldes, diskuteres og tildeles priser. Heltidsbeskæftigede landssvigere registrerer og forfølger oppositionelle og får deres opslag fjernet fra sociale medier. Der er ingen frihed for den slags ytringer.

Alle værdier er naturligvis heller ikke lige gode. Sunde, naturlige og fornuftige ideer byggende på naturens orden og kærlighed til nationen duer som bekendt ikke. Dem er der ikke plads til i mangfoldighedens regnbuepalads.

Vi vil meget frabede os at blive identificeret ved disse udanske værdier, og vi kan sådan set godt forstå vore ubudne gæster, når de heller ikke ved kendes ved dem. De vil ikke integreres ind i den kloak, der fejlagtigt betegnes som ”danske værdier”, og det er særdeles fornuftigt af dem! De vil bevare deres værdier intakte. Derved bliver de stærkere end os og vil fortrænge os, hvis vi ikke besinder os på vort samfunds virkelige værdier, og de er et stykke hen ad vejen de samme som de fremmedes værdier, som f.eks. familie, moral og etnocentricitet. Det er de naturgivne værdier, og dem har vi tilfælles – men formen og genstanden for dem er naturligvis meget forskellig, og vi kan en gang imellem undres såre over, hvordan vore uønskede gæster udmønter dem i brutal og primitiv praksis, men det er deres sag, bare det ikke sker her!  Dertil kommer de kulturelle værdier, og de adskiller sig alene af religiøse grunde fra vore uvelkomne gæsters, og bl.a. derfor skal disse ud! Vi kan ikke have flere forskellige kulturer og religioner i ét samfund, og vi kan heller ikke tillade den genetiske blanding, der på længere sigt vil lægge det danske folk i graven for evigt.

Hvad vil vi da kalde de ægte danske værdier? Den vigtigste værdi er livet. Alt hvad der fremmer livet og det danske folks overlevelse og videre udvikling, er godt. Alt andet er døden. Ægte værdier er således afledt af evolutionslæren, og de bør være øverste værdi for danskere – og som nævnt også for alle andre. Dertil hører respekt for livet, som det nu engang er. Mennesker har to forskellige køn, og dette tjener, som vi måske stadig alle ved, forplantningen, og det er for at forplante os, at vi er her på jorden. Af samme grund er fosterdrab en forbrydelse. Mennesket er ikke undtaget naturlovene. Det er ret beset kun et dyr med tøj på. Værdier er endvidere det, der holder et samfund sammen, det, som styrker fællesskabet og sammenholdet i nationen, det, vi alle er fælles om: vor kultur, vor historie, vor sangskat, vor litteratur, vore traditioner og vore gener – og viljen til at forsvare disse værdier med livet som indsats. Disse ting er specielt danske i deres udformning – men som overbegreber er det disse værdier, der styrker og bevarer alle nationer. Alt det, der splitter og individualiserer samfundet, er det modsatte af værdier – det indvarsler samfundets undergang.

Når man endvidere som Søren Espersen sætter lighedstegn mellem ”vestlige værdier” og manglende vilje til at forsvare sig selv – og dermed jo implicit også disse såkaldte ”vestlige værdier” selv – får det hele et komisk skær, og det viser med al ønskelig tydelighed, hvilken begrebsforvirring der hersker i Dansk Folkeparti, hvis ledelse totalt mangler rygrad til at forsvare dette land. Deres politiske motivation er taburetkløe, og det er på tide, at de sættes fra bestillingen. Man skal dog imidlertid ikke forfalde til at tro, at andre partier vil gøre det bedre, når de først er blevet en del af systemet. Skal dette land reddes, kan det ikke ske fra Christiansborg, men kun fra gaden. Gå til modstand, mens I stadig kan!

Udgivet i Dansk nationalisme | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Identitetspolitik

Det har vakt berettiget opsigt, at en underviser på ”Copenhagen Business School”, der ikke ligger i England, men på Frederiksberg, og som rettelig hedder Handelshøjskolen i København, følte sig krænket over afsyngelsen af ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi den pågældende netop ikke var en ung, blond pige, men ”brun”, og at CBS derefter gav hende en undskyldning og fjernede sangen fra repertoiret. Hun følte sig ”ekskluderet”.

Ikke uventet står store dele af kultureliten klar som klakører i kulissen. Der er krav om en revision af Højskolesangbogen, så de 100 ”værste” sange fjernes og erstattes af sange fra negrenes ”frihedskamp” i USA og lignende. Den danske sangskat er ikke mere ”tidssvarende”.

En af bannerførerne for krænkelseskulturen hedder Tara Skadegaard Thorsen – og Skadegaard hedder hun med rette. Hun er en af ledelsesfigurerne i gruppen Front, som netop har sat sig for at opsøge imaginære krænkelser. Kvindemennesket er cand.mag. i filosofi, og dette siger meget om både studiet og faget. Hun synes ifølge Kristeligt Dagblad, at der er alt for mange hvide mænd i filosofien, og at disse bør erstattes af kvinder, nok helst kvindelige negre. Hun kan dog kun lige på stående fod nævne jødinden Hannah Arendt, som der skal meget god vilje til at kalde filosof, men skidt med det. Det faglige indhold er for åndforvirrede tågehorn som Tara uden betydning. Om den foreliggende sag siger hun uden blusel, at hun ikke selv kender den pågældende sang, men finder det godt, at der blev klaget over den. Det må forblive ethvert blot nogenlunde dannet menneske en gåde, hvordan man kan have gået mindst 12 år i skole uden at have stiftet bekendtskab med ”Den danske sang er en ung blond pige”, men det siger uendelig meget om hele uddannelsesniveauet og om den plads, vor kultur netop ikke længere indtager.

Det interessante er jo, at sangen ikke i første række handler om en ung blond pige, men om den danske sang. I 100 år har alle kunnet synge med på denne smukke tekst, både mænd i alle aldre og gamle sorthårede koner, og ingen har følt sig ”ekskluderet”, tværtimod har sangen bidraget til at svejse folk sammen og styrke nationen, således som alle fædrelandssanges formål er. Men det er jo netop sagen: Det er fædrelandstanken og fædrelandskærligheden, man vil til livs. Man vil skabe et tilfældigt rodløst sammenrend af individer uden historie, der i fuld frihed kreerer deres egen identitet. De vælger unikke,
intetsigende navne til deres børn i stedet for at opkalde dem efter deres bedsteforældre, dropper gamle slægtsnavne, vælger selv deres køn, måske også deres alder og identificerer sig med tidens modefænomener og falske idoler, lader sig tatovere over hele kroppen, laver huller i kinderne og horn i panden. Et sådant samfund er netop ikke et samfund. Der er ingen cement, der binder det sammen, og man vil intet kunne sige, uden at nogle vil føle sig krænkede – der skal, som vi ser, i dag ikke meget til – så der bliver kun tavsheden og historieløsheden tilbage. Det eneste, vi eventuelt vil kunne have tilfælles, vil være konsumrusen for de efterhånden få, der får de økonomiske midler til at deltage i den. En grim, kulturløs verden vil blive resultatet. Det vil være sket med stort set hele den nationale sangskat fra ”I Danmark er jeg født” til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der ender med strofen

“Pigernes latter og lyse hår,
leg som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.”

Dette kan naturligvis slet ikke gå, og en krænkelsesekspert (ja, det findes!) spår da også, at alle disse sange vil være ude af Højskolesangbogen om 20 år. Sket er det naturligvis også med Molbohistorierne, som allerede på børnestadiet har været en del af den fælles kulturarv igennem generationer, og de senere Århushistorier. De kunne jo støde henholdsvis molboerne og århusianerne. Store dele af litteraturen må væk, og balletter som Svanesøen har heller ikke langt igen. I USA, Sverige og andre døende stater er man
begyndt at redigere forfatteres værker, så det ”anstødelige” fjernes. Samme skæbne er overgået Biblen. Fortiden forvanskes til ukendelighed. Historien skrives om, og kulturen ødelægges.

Et samfund er et fællesskab, hvor man opgiver noget af sin egen frihed til fordel for helheden. Vi har lært at tage hensyn til minoriteter af forskellig art, og det har vel siden 1945 været lettere anstødeligt at fortælle jødevittigheder, men ellers er beskyttelsen mere af juridisk karakter – og den omfatter naturligvis ikke afvigende politiske opfattelser. De må gerne krænkes, og bliver det konstant. Nu lærer vi imidlertid, at vi skal tage hensyn til forstyrrede enkeltindivider, som ikke må krænkes – og denne krænkelse er ikke noget objektivt, den er noget subjektivt. Hvis en person føler sig krænket, er vedkommende – og det er i regelen en hun – pr. definition krænket. Det er i denne diskussion ikke faldet nogen ind, at man skal tage noget hensyn til det kulturfællesskab, man befinder sig i, og som den krænkede i dette tilfælde vel af egen fri vilje har opsøgt. Ifølge Skadegaard, kan en majoritet ikke krænkes – kun minoriteter og altså enkeltindivider. Det er vanskeligt at forstille sig, hvordan dette kvindemenneske kan have fået en akademisk uddannelse, men
kvaliteten af disse titler er ikke, hvad den var engang. Jeg bliver krænket hver dag, jeg læser avisen – og i tilfældet med ”Den danske sang er en ung blond pige” er hundredtusindvis af mennesker blevet krænket. Men det gør intet. Det er vigtigere, at et tilfældigt dumt pigebarn, som ikke har forstået en pind af det samfund, hun har valgt at opsøge, ikke føler sig ”ekskluderet”. Dette er en pervertering af demokratiet og en total opløsning af ethvert menneskeligt fællesskab, som netop bygger på noget, man er fælles om – og som andre ikke nødvendigvis er en del af. Der er af meget gode grunde ikke skrevet fædrelandssange om negre i Danmark. Hvis man ikke føler sig som en del af fællesskabet, må man enten affinde sig med den kultur, man befinder sig i, eller finde sig et andet fællesskab. Man kan ikke forlange, at andre skal opgive deres fællesskab af den grund.

Denne hele krænkelskultur er et naturligt resultatet af samfundsopløsningen, hvor mennesker ikke længere har en naturlig identitet, der bunder i det historiske, religiøse og kulturelle fællesskab, som støtter dem igennem de vanskeligheder, livet nu engang medfører. I dag betoner man individualiteten, og den enkelte bliver centrum for sit eget usikre univers. Fællesskabets styrke forsvinder, og den enkelte bliver neurotisk og tyndhudet – som vi ser det her. Antallet af psykiske sygdomme og selvmord stiger. Disse
individualiserede organismer er ganske enkelt ikke levedygtige, når de bliver udsat for virkeligheden. Menneskeheden har kun overlevet, fordi man har dannet samfund.

Overordnet set er dette naturligvis et led i den generelle kamp imod det hvide menneskes kultur og civilisation. Hvem finder på sådan noget sludder? Ja, hvem er det, der systematisk undergraver den hvide races livsgrundlag, fremmer indvandring, nedbryder kønsidentiteten osv.?

Netop, de sædvanlige skyldige!

Statsministeren var efter eget udsagn rystet over episoden på Handelshøjskolen. Også andre politikere gav udtryk for, at de var chokerede. Ingen har imidlertid gjort noget. Ingen har taget skridt til at forhindre, at noget sådant sker igen. Det skal indrømmes, at det er vanskeligt at lovgive imod stupiditet. På højere læreanstalter burde dette heller ikke være nødvendigt, og man kan næppe lovgive om, hvilke sange der skal synges hvor og hvornår. Sund fornuft burde her råde.

Vi kunne forestille os følgende tiltag, som man naturligvis umuligt kan gennemføre under de herskende forhold:

Den pågældende krænkede lærer overrækkes en fyreseddel og en besked om at være ude af landet inden for 24 timer.

Hr. Mads Mordhorst, der gav hende en undskyldning, fyres og fratages sin akademiske grad. Han forekommer at være et totalt fremmedlegeme i et akademisk miljø.

Tara Skadegaard sendes på telttur til Marokko. En enkeltbillet turde være tilstrækkelig.

Gymnasieordningen og samtlige studieordninger revideres, så det sikres, at alle elever er solidt funderede i dansk kultur og den danske sangskat. Alle ordninger føres tilbage til senest 1968, før den kommunistiske revolte. Akademiske grader skal måles ud fra disse ordninger og annulleres, hvis de ikke lever op til de dermed forbundne kvalitetskrav. Rektor for højere uddannelsesinstitutioner udpeges blandt professorerne for et begrænset tidsrum. De studerende har ingen medbestemmelse over studieordninger eller andre akademiske anliggender.

Rektor for CBS er den øverste ansvarlige. Han fyres.

CBS lukkes, men kan genoprettes som Handelshøjskolen i København, der som tidligere skal fungere som en læreanstalt, der ikke i første række driver videnskab, men formidler faglige kundskaber. Forskellen mellem et universitet, der bygger på kærlighed til viden (det platoniske princip), og en højere læreanstalt, hvor den nytte, der kan drages af viden, står som det centrale (det baconiske princip), er mesterligt formuleret af afdøde professor i filosofi ved Aarhus Universitet Justus Hartnack:

”Forskellen er en forskel mellem universitetets idé og de øvrige højere læreanstalters idé. Forskellen kan udtrykkes ved hjælp af forskellen mellem den platoniske og den baconiske opfattelse. Ingen af disse opfattelser er enerådende nogle af stederne. Det baconiske findes i forskellige grader indenfor et universitets forskellige fakulteter, og det platoniske findes i forskellige grader indenfor de forskellige højere læreanstalter. Forskellen ligger imidlertid i dette: Et universitet ville ikke være et universitet hvis det ikke, foruden i større eller mindre grad at være baconisk, tillige var platonisk. De øvrige højere læreanstalter ville derimod ikke nødvendigvis miste deres karakter af at være højere læreanstalt dersom de udelukkende var baconiske – de ville formentlig være ringere læreanstalter, men ikke nødvendigvis miste deres karakter af at være læreanstalt.” (s. 13) (1) .

Desværre er der i Danmark ingen universiteter tilbage og heller ingen højere læreanstalter. Alt dette sker naturligvis ikke, men det er glædeligt at se, at store dele af det danske folk har været forargede, og at der blev arrangeret alsang foran CBS. Dette har dog alt sammen næppe haft nogen som helst virkning på den herskende klasse bag murerne. Skal den folkelige forargelse have nogen virkning, skal alsangen finde sted daglig, adgangen til CBS blokeres af demonstranter, og de ansvarlige såvel som klakørerne skal have sangkor, fakkeltog og optøjer foran ikke blot CBS, men også deres private boliger, til de bliver nødt til at flytte. Sådan behandlede man højrefløjen i 90’erne. Et eksempel til efterfølgelse. Dog
skal man nok denne gang ikke regne med myndighedernes aktive medvirken, således som det var tilfældet dengang.

Konklusionen på det hele er imidlertid, at episoden på CBS tydeligt beviser, at man ikke kan opretholde et samfund, uden at alle har samme grundlæggende værdisæt og samme historiske, etniske, kulturelle og religiøse forudsætninger. Et multikulturelt samfund kan ikke hænge sammen og fører uundgåeligt til civilisationens opløsning og konstante krigslignende tilstande. Man behøver blot se sig om i verden for at få dette bekræftet. Vi behøver ikke selv at gennemspille scenariet.

Vi vil have Danmark tilbage, som vi kender det!

Note

(1) Justus Hartnack: Filosofikum. Hvorfor og hvordan. Gyldendal 1966.

Udgivet i Kultur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Blondiner i farezonen

Af Christian Lindtner, Mag.art. & dr.phil.

Postyret om “en ung blond Pige” på CBS fik mig til at tænke på Thøger Larsens mange piger med det lyse hår og de blå øjne, der spår om et evigt Danmark. En mørkhudet medarbejder på universitetet følte sig krænket og fik medhold i sin klage, eftersom det p.t. er på højeste mode at bekæmpe enhver form for skelnen baseret på race, køn, religion osv. Jo mere ligestilling, jo bedre. Eurocentrisme er i miskredit.

Fordømmelse af diskrimination – det vil sige naturlig skelnen – på basis af køn og race og religion og så videre har imidlertid intet med solid videnskab at gøre. Ikke alle videnskabsfolk lader sig intimidere – se blot en fin publikation, der netop er landet på mit bord. “Race, Evolution & Adfærd”, hedder den. Den er udgivet af Grundlovsforeningen Dansk Kultur; forfatteren er den canadiske professor i psykologi, J. Philippe Rushton. Den er forsynet med et personligt forord af prof. em. Helmuth Nyborg – først forhånet og berygtet, siden rost for sin egen forskning i eugenik og intelligens.

Rushtons bog handler om et emne, selv de fleste universitetsfolk nok troede slet ikke eksisterede; faget findes slet ikke på vore universiteter – antropologisk racevidenskab, som oversætteren betegner det. Når man fordyber sig i bogen, der er en forkortet udgave af et af forfatterens videnskabelige hovedværker – ser man snart, at der er god grund til at forkaste den ligestillingsfeber, der længe har hærget på vore læreanstalter og ført udviklingen i en meget farlig retning. Skrot fordomme. Tiden er inde til at bryde med lighedsgalskaben, forældede fordomme må skrottes af både videnskabelige og politiske grunde.

Som enhver dyreven, der kender til heste, hunde og fugle, jo ved, så er der meget store forskelle på de forskellige racer og arter med hensyn til udseende, adfærd, gemyt, og så videre. Og med mennesker er det erfaringsvis på samme måde. Der skal skelnes ganske nøgternt, uden at der hades. Jo mere den antropologiske racevidenskab får frirum til at udvikle sig uden modstand fra modpropaganda, jo mere vil man, hvis viljen er god, kunne bidrage til et harmonisk og fredeligt samfund for alle.

Det er et dårligt råd ikke at diskriminere i henseende til køn og race og religion og så videre. De naturlige forskelle bør ikke benægtes, men fremhæves og påskønnes. Over nultolerances diskriminationsforbud kan vi more os, men er man på Thøgers hold, så ser prognoserne for lyshårede danske piger med blå øjne i et evigt Danmark ikke spor morsomme ud.

***

Offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis, torsdag den 27.12.2018.

Udgivet i Historie | Tagget , , , | 1 kommentar

Glædelig jul

“Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.”

Der findes ingen jul magen til den danske!

Lad os derfor fejre den behørigt med alle vore sange, store mængder svinekød, ledsaget af vin, øl og snaps, som det altid har været nordboernes skik, og lad os glædes over, at vore ubudne gæster fra Mellemøsten ikke kan deltage. Julen er så dejlig diskriminerende, og den er vores!

Alle danske patrioter ønskes en glædelig jul og et godt nyt kampår!

Udgivet i Kultur, Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Jødernes evindelige selvskabte problemer

Man har for guderne må vide hvilken gang undersøgt forholdene for jøderne i Europa, som om det var noget vigtigt. Herrens udvalgte er stærkt bekymrede over den voksende antisemitisme – uden at det falder dem ind at spørge sig selv, hvorfor der ikke rigtig er nogen, der virkelig kan lide dem – bortset fra dem, der spiser af deres hånd og disses medløbere. Selvkritik synes ikke at være en jødisk spidskompetance.

Nu er det jo imidlertid desværre sådan, at den voksende antisemitisme ikke så meget skyldes, at den indfødte europæiske befolkning er ved at vågne op, men derimod har sit
udspring i den muslimske indvandring – som man fra jødisk side selv har støttet og fremmet. Man kunne kalde det poetisk retfærdighed.

De danske jøder har imidlertid et endnu større problem: De er bekymrede over den voksende intolerance over for islam. Det gentager vi lige: Jødernes største bekymring er den voksende intolerance over for de mennesker, der øger antisemitismen i Europa. Skal vi le eller græde? Denne mærkværdige adfærd er desværre ikke atypisk for de organiserede jødiske samfund i Vesten.

Nu ved vi jo allerede, at jøderne og muslimerne ifølge overrabbiner Bent Melchior har alt til fælles, så det er vel på tide, at bede om en forklaring på, hvorfor dansk politi har brugt 750.000 mandetimer på bevogtning af jødisk ejendom for at forhindre muslimske angreb. Det må jo være helt overflødigt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke blot er bevogtning af jødiske liv, men af jødiske bygninger. F.eks. er der konstant vagt foran synagogen i Krystalgade, uanset om der foregår noget i den eller ej. Den slags
bevogtning kan vi andre kun drømme om. Vi vil blive henvist til et privat vagtværn.

Man skal derfor ikke undre sig over, at politiet ikke har tid til at opklare forbrydelser begået imod danskerne – og disse forbrydelser er der mange af. De bliver som regel bare henlagt. I øvrigt skyldes en stor del af dem også de udlændinge, jødiske organisationer og enkeltpersoner er så bekymrede for. Men jødisk ejendom er naturligvis vigtigere end dansk ejendom og danske liv. Vi må så bare håbe, at man husker at bogføre de store millionbeløb, der benyttes på bevogtningsopgaver som følge af indvandringen, på den rette udgiftskonto: Andre udgifter vedrørende indvandring.

Hvad jøderne angår, vil de altid se sig selv som uskyldige ofre for alting, og ingen skal forlange nogen logik af dem. Antisemitisme skyldes aldrig på nogen måde jøderne selv, den er en sygdom, som ikkejøder lider af, men som jøder dør af, hulk, hulk.

Hvis jøderne synes, vi ikke er tolerante nok over for muslimerne, skulle de jo få disse til at rejse til Israel, som så vil lære os, hvordan man er mere tolerant over for Allahs følgesvende. Israel er tæt på ”flygtningenes” oprindelseslande. Det vil være et ideelt sted for dem at flygte hen, og Israel kan sagtens tage nogle millioner og vil sikkert indrette sig efter de fremmedes krav på alle områder. Eller hvordan er det nu, det i virkeligheden er med Israels tolerance over for islam? Måske herboende jøder skulle bekymre sig lidt om det, og måske vi her kunne lære noget af den jødiske stat, som fører en helt igennem sund racistisk politik.

Hvorom alting er, så ser vi inderligt frem til den dag, hvor jøder og muslimer forbrødres – og rejser til Mellemøsten! 

Udgivet i Indvandring | Tagget , , | Skriv en kommentar