Det er på en måde spændende at se et parti gå i total opløsning på få måneder. Det er en glimrende illustration af demokratiets elendighed. Vi har tidligere beskæftiget os med Nye Borgerliges selvmord for åben skærm. Man troede ikke, det kunne blive værre – men det kunne det. Aldrig så snart landsmødet har fået valgt en virkelig kompetent formand, afsættes han af partiets hovedbestyrelse, idet man ovenikøbet ekskluderer ham. Der må unægtelig være noget i vejen med lovene i det parti.
Jeg skal ikke blande mig i de forskellige økonomiske forhold, men Lars Boje Mathiesen er en sølle folkeskolelærer. De er ikke godt lønnet. Han har altså ikke som Pernille Vermund noget på kistebunden. Beslutningen bærer lidt præg af, at det er et velhaverparti, der ikke rigtig kan sætte sig ind i, at ikke alle er velhavende. Andre partiformænd får ministerløn – og der er mere arbejde ved at være formand i et lille parti, der vil frem.
Men det er nok slet ikke det, der er i vejen. Lars Boje Mathiesen er dygtig til det, han laver. Han har sans for detaljen og for det, der sælger. Hans små korte videoer er bare professionelle. Han er dygtigere end medlemmerne af hovedbestyrelsen – og derfor skal han – i H.C. Andersens fædreland – naturligvis kanøfles! Men selv om hans krav så havde været ublu, så må en sådan bestyrelse gøre op med sig selv, om partiet kan overleve en eksklusion af formanden. De havde allerede mistet en tredjedel af deres folketingsmedlemmer – nu er det så halvdelen. Det kan godt være, de kan få Pernille Vermund tilbage som formand – indtil hun igen ikke gider mere – men mit skøn er, at det ikke kan gøre det. Man kan ikke mere have tillid til det parti – og slet ikke til den hovedbestyrelse, der stikker en kniv i ryggen på formanden og de facto nedlægger partiet som folketingsparti. Det bliver altså svært at sælge det her til vælgerne. Men hovedbestyrelsen tænker ikke så langt: Den skal bare af med Lars Boje, fordi han er for dygtig – og også gerne vil have det til at hænge sammen økonomisk. Han var nok så rigelig den løn værd! Kvalitet koster som bekendt, og man havde fået valuta for pengene. Nu får man intet, og det bliver meget dyrere. Nye Borgerlige mister næsten 300.000 kroner om måneden i gruppestøtte, fordi de nu falder under gruppestørrelse. Og så taler vi slet ikke om medlemsfrafaldet: 500 på en uge. Det er bortset fra alt andet også penge.
Den hovedbestyrelse består af idioter – eller af folk, der har som mål at ødelægge partiet. Under alle omstændigheder er det den, der burde være sat fra bestillingen. Det er imidlertid typisk for demokratisk valgte politikere, at de aldrig kan se helheden, men kun forvilder sig i uvæsentlige detaljer. Hovedbestyrelsens snæversyn betyder Nye Borgerliges endelige død. Var deres oprør mod Lars Boje virkelig det værd?
Men måske er det lige meget. Måske har Nye Borgerlige aldrig været alvorligt ment. Men vi ser en klar demonstration af, at partistyret ikke duer. Man har – med god grund – travlt med at hakke på partihoppere, men hvad med dette? Et stort antal vælgere har valgt Boje Mathiesen på en partiliste, fordi de ville give ham muligvis for at fortsætte det solide arbejde, han har lagt for dagen. Som løsgænger har han ingen reelle muligheder for det. Skal et parti reelt kunne smide et medlem ud af virksomt politiske arbejde og henvise det til grebningen? Respekten for vælgerne må nødvendigvis gælde begge dele.
Men der er ingen respekt for vælgerne – og vælgerne kan heller ikke have noget respekt for partier og folketingsmedlemmer, der ikke respekterer vælgerne. Dette system skal afskaffes! For mig personligt er det ligegyldigt. Jeg er holdt op med at gå til valg. Det svindelforetagende vil jeg ikke spilde min tid på. Men jeg kommer til revolutionen – og jeg skal nok medbringe reb!
Den amerikanske journalist Seymour Hersh (1) har gode forbindelser overalt i det amerikanske samfund. Når han kommer frem til, at det var amerikanerne der, assisteret af nordmændene, sprængte de russiske gasledninger, kan man godt gå ud fra, at det er rigtigt. Få journalister nyder større troværdighed.
Det er imidlertid politisk temmelig ubelejligt, så pludselig opstod der en teori om en ”ukrainsk gruppe”. Det er mere politisk korrekt. Man har udelukket Rusland fra at deltage i de undersøgelser, man påstår at ville gennemføre – men opnår netop derved, at disse jo mistet enhver troværdighed. Det er jo som at lade forbryderne opklarer deres egne forbrydelser.
Vi har forhørt os hos en sprængningsekspert. Billeder viser, at rørene er sprængt, som var de skåret over med en sav. Der er anvendt 3 sprængladninger til hvert rør, 2 til at skære røret over og en til at sprænge det afskårne stykke væk. Der er i alt 3 rør, dvs. 9 sprængninger. Sprængningen er foretaget i 70 meters dybde. Der har skullet anvendes ca. 450 kg sprængstof. Det sprængstof, der kan anvendes til en så ren sprængning i denne dybde, er ikke noget, der kan købes i det lokale byggemarked. Det er ikke blot professionelt – det er hyperprofessionelt, og kun meget få kan få fingre i det.
En sådan sprængning kan ikke udføres af hobbydykkere. Vor hjemmelsmand siger, at det har krævet en moderne ubåd med trykdepressionskamre og et rimeligt stort antal dykkere. Evt. kunne et overfladeskib med relevant udstyr og dykkertank anvendes, men det skulle have ligget temmelig længe i området og ville vække opsigt. Rent faktisk lå der et amerikansk flådefartøj i området under en såkaldt ”Nato- øvelse”. En dykker kan kun arbejde ganske kort tid i denne dybde og skal derefter straks et par dage i en dykkertank. Monteringen af sprængstoffet tager tid, og dertil kommer så anbringelsen af en tids- eller radiostyret udløsningsmekanisme. Det hele er en kompliceret operation, der har taget lang tid – og det pågældende havområde er fuldt af lytteudstyr og under intens radarovervågning. Ukraine har simpelthen ikke teknik og midler til at gennemføre en sådan operation. Men det har USA – og både Danmark og Sverige har fået besked om at se den anden vej.
USA har også interesse i at ødelægge gasledningen. Man vil gerne selv sælge dyrere frackinggas til tyskerne, og nordmændene vil også gerne sælge deres gas til dem. Ja, Biden har jo selv tilstået for åbent kamera. Hvad der her er sket, er en forbrydelse – ikke en krigsforbrydelse, men en ganske almindelig forbrydelse – og den ville være grundlag nok for en krigserklæring til USA. At Rusland viger tilbage for et sådant skridt, er forståeligt. Rusland er nemlig en ansvarlig stat – og en krigserklæring mod USA ville eskalere situationen i en sådan grad, at det kun ville kunne ende i en atomkrig, som udelukkende ville efterlade tabere.
Men lur mig, om vi ikke kommer derhen alligevel. Ukraines tåbelige fastholden ved Artjomovsk (Bachmut) minder om Hitlers lige så tåbelige og endnu mere katastrofale fastholden ved Stalingrad. Ukraine mister i Artjomovsk mellem 30 og 40.000 soldater om måneden. Dem kan Zelenskij kun erstatte med Nato-tropper – og så er 3. verdenskrig for alvor i gang.
Når den ”internationale krigsforbryderdomstol” har udsendt en ”arrestordre” på Putin, må man uvilkårligt spørge sig selv, om vi befinder os i en børnehave. Denne domstol har været tavs om Ukraines overgreb i Donbas siden 2014, overgreb, der stadig finder sted på daglig basis. Og der ville være mange andre grunde til at udsende en arrestordre mod Zelenskij. Men hvad vil det nu gavne? Hverken USA eller Rusland anerkender denne ”domstol”. Hvad er formålet? Man har hidtil brugt den slags mod detroniserede præsidenter og generaler som Milošević, Karadžić, Mladić etc. Altid fra tabernes parti for at retfærdiggøre sine egne forbrydelser. Men imod lederen af verdens mægtigste atommagt? Hvad foregår der i hovedet på disse mennesker? Forestiller de sig, at det skal gøre indtryk på den russiske befolkning? Det vil det! Den i forvejen kraftige opslutning omkring præsidenten vil stige til hidtil usete højder. Sådan reagerer russerne nemlig! Og hvordan har man tænkt sig at komme videre efter afslutningen af denne væbnede konflikt – hvis den altså ikke ender med den alt tilintetgørende atomkrig? Der vil være meget tyk is imellem Rusland og Vesteuropa – og Vesteuropa vil gå sin sikre økonomiske undergang i møde uden råstoffer fra Rusland.
Jeg er sikker på, at Xi og Putin vil have meget at tale om i disse dage. Der vil efterhånden danne sig en akse imellem Moskva og Peking, og med støtte fra de øvrige sværvægtere som Indien, Brasilien, Sydafrika, Iran og andre vil det indvarsle USA’s fald, både økonomisk og politisk. Det vil så være tiden til at opdele USA i 25 stater, idet hver stat tilbagegives til de indianere, landet oprindelig blev røvet fra.
Man vil ”hjælpe” Ukraine, men opnår kun, at folket udryddes. De overlevende udvandrer, og kun meget få vil vende tilbage. Ukraine var allerede et fallitbo inden krigen. Befolkningstallet er i dag det halve af, hvad det officielle tal siger. Vestens støtte er i sandhed den støtte, rebet yder den hængte! Tilbage vil der være et øde område midt i Europa. Måske man skulle hegne det ind og internere Vestens politikere der for at lade dem dø af sult?
Ligesom Uwe Max betegner Ibi-pipi sig som kunstner. Den betegnelse kan man naturligvis diskutere. De er begge nok snarere provokatører – eller provokunstnere, om man vil – og de er som sådanne begge virkelig geniale. I forgangne uge var det nok Ibi-pippi, der tiltrak sig den største opmærksomhed, trods Uwe Max’ ihærdige anstrengelser med hammer og søm. Ibi-pippi fik nemlig en dom på siger og skriver 1½ års ubetinget fængsel for at have ødelagt et ”kunstværk” af klatmaleren og fidusmageren Asger Jorn. Det vender vi tilbage til.
Asger Jorns ”uerstattelige verdenskunst” bestod i, at Jorn øvede hærværk imod et pænt klassisk maleri, som måske nok ikke helt var af rembrandtsk kvalitet, ved at male sin nu berømte såkaldte ælling oven i det gamle maleri. På den baggrund mente Ibi-pippi, at hun kunne forbedre værket yderlige ved at klæbe et billede at sig selv på lærredet og skrive sit navn der. Ibi-pippi gjorde jo ikke noget, Jorn ikke selv havde gjort. Den såkaldte ret så det anderledes, og i tilgift til de halvandet års ubetingede fængsel idømte de hende en erstatning på ca. 2 mio. kroner, hvilket gør, at Ibi-pippi herefter aldrig vil kunne eje noget, og at det aldrig vil kunne betale sig for hende at tjene en skilling. Jeg har også haft billeder hos en konservator. Det er dyrt – men det er ikke så dyrt. Det vil jo være en konservators arbejde i flere år. Hvis museerne betaler disse priser, må deres bevillinger sættes ned.
Denne dom bør naturligvis sammenlignes med andre domme: En mand voldtager et mindreårigt plejebarn flere gange: 6 måneders fængsel. To p-personer begår gruppevoldtægt imod en 13-årig pige: 1½ års fængsel En kendt multikriminel sigøjner tæver en mand, så hans lunger punkterer: 1 års fængsel.
Men også inden for kunstens verden har vi et sammenligningsgrundlag: Lektor ved det såkaldte kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld smed en gipsafstøbning af en buste af Frederik V i kanalen, hvor den naturligvis gik i opløsning. Formålet var
”at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inden og uden for Kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar, ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder, hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.”
Hærværk som ”italesættelse”? Sådan en gang intetsigende, idiotisk bullshit, for at sige det rent ud!
På samme måde ville Ibi-pippi jo blot italesætte Jorns hærværk mod et andet kunstværk, problematisere Jorns handling og generelt fremme en diskussion om Jorns såkaldte kunst og kunst i almindelighed. Altså et vældig seriøst formål! Ibi-pippis handling er fuldstændig på linje med Katrine Dirckinck Holmfelds. Man vil naturligvis hævde, at busten i sig selv blot var en kopi – men at Jorns ”værk” er originalt. Men det er jo nu en sandhed med modifikationer – Jorn havde jo netop skændet et andet værk. Og hvor busten blev ødelagt, har man stadig Jorns makværk. Det har kostet lidt at restaurere det (men ikke 2 mio.).
Så lad os se, hvad der skete Katrine Dirckinck-Holmfeld, dette degenererede blad på en gammel adelsfamilie, som først stjal busten fra sin arbejdsplads (tyveri) og derefter smed den i kanalen (hærværk). Ja, læseren er spændt til bristepunktet. Og svaret er: absolut ingenting! Hun blev naturligvis fyret og bortvist fra sin arbejdsplads, hvor alle åbenbart deler hendes syn på sagen. Hun fik en støtteerklæring med over 1000 underskrifter – og en bevilling på 35.000 kr. fra Statens Kunstfond, så hun kunne lave udstillingen Rematerialisations på Destiny’s i Oslo, hvor hun havde til hensigt at udstille den “rematerialiserede” kongebuste. Hun blev altså ikke straffet, skulle ikke betale nogen erstatning, så der kunne fremstilles en ny buste – hun blev feteret og belønnet.
Loven er lige for alle? Det kan man vist ikke tale om! Hvad der burde ske med dette dommerkollegie, kan ikke skrives ned. Men det viser den omsiggribende råddenskab i det danske retsvæsen, hvor et snavset gammeldags lokum med top på fortjener større respekt end en retssal.
Altså: At ødelægge en ung piges liv ved gentagne voldtægter, ovenikøbet af et skrøbeligt barn, der er givet i ens varetægt, fordi man skal passe på det, er kun en tredjedel så slemt som at ”italesætte” Jorns hærværk imod et andet maleri – under alle omstændigheder et angreb på døde – og i dette tilfælde kulturelt set – værdiløse ting. Er disse såkaldte mennesker, der befolker vort retssystem, totalt fra sans og samling? Den jødiske sagfører C. B. Henriques sagde i anledning af retsopgøret i 1945, at vi lever i et juridisk galehus. Det har vi gjort lige siden, og det gør vi – som man ser – stadig. Systemet lod sig under politisk og fysisk pres korrumpere i 1945, og som det går, når man først lader kloakken løbe ind i dagligstuen: stanken bliver kun værre.
Men farcen er ikke slut her. Som man vel ved eller kan ane, er ”Ibi-pippi” i sig selv en provokation imod navneloven (eller mangel på samme). Og ikke nok med, at Ibi-pippi har skiftet navn. Han/hun har også skiftet køn – juridisk altså, for det kan man i dette ”frie”, dekadente og bundfordærvede land. Ingen har tænkt over, hvad det betyder for statistikker og videnskabelig forskning, hvor den biologiske forskel er afgørende – og den er ikke afhængig af CPR-nummeret, men af kromosomerne, som aldrig kan ændres, hverken juridisk, medicinsk eller kirurgisk. Denne forskel fremgik tidligere af CPR-nummeret, som var en anonymiseret måde at behandle disse data på, men det kan man ikke mere regne med. Ibi-pippi har med andre ord et kvindeligt personnummer (det ender på et lige tal). Det er naturligvis også en provokation imod systemet. Da Ibi-pippi nu havde fået sit nye CPR-bevis, vandrede han, undskyld hun, ind i kvindernes omklædningsrum til en svømmehal. Kvinderne protesterede, for Ibi-pippi ligner unægtelig en mand og er udstyret som en sådan, men Ibi-pippi kom tilbage med vagten. Det var hans/hendes ret som ”kvinde” at være i kvindernes omklædningsrum.
For at sætte trumf på, erklærer Ibi-pippi, at hun betragter sig selv som ”lesbisk kvinde”. Det skal man lige dreje i hovedet for ret at forstå, hvad implikationen af det er. Det er jo genialt. Ibi-pippi fortjener simpelthen en pris for at udstille sindssygen i dette samfund, der virkelig fortjener at gå til grunde.
Og nu har man så et nyt problem. Ibi-pippi skal i fængsel….. og hun vil – naturligvis – i et kvindefængsel. Det vil jeg også gerne, når de henter mig, men så skal jeg have et andet personnummerbevis, hvilket man naturligvis kan få uden videre. Værd at overveje. Imens lægger kriminalforsorgen deres kyllingehjerner i blød for at se, hvordan de grejer den. Det er hylende morsomt! Ibi-pippi tager ganske enkelt pis på dette bundrådne samfund i en grad, så man skulle tro, det ikke kunne lade sig gøre. Men det kan det!
Jeg har tidligere altid syntes, at Ibi-pippi er for meget – men nej, jeg bøjer mig: Hun er et geni!
Daglig får vi at vide, at det er livsvigtigt for os at forsvare vor frihed. Og det skal åbenbart fortrinsvis ske i Ukraine, hvis diktatoriske regime bygger på et amerikansk iscenesat statskup i 2014. På den baggrund var det måske nok værd at filosofere lidt over, hvad frihed egentlig generelt er for noget.
Den tyske propagandaminister dr. Joseph Goebbels, der bestemt ikke var nogen intellektuel tåbe, stillede en gang sig selv dette spørgsmål, og kom frem til følgende nedslående svar: ”Jeg kender kun frihed for lus!” Og noget er der jo desværre om det….
Som biologisk organisme har vi en meget begrænset frihed. Vi bestemmer ikke, om vi vil fødes, hvem vi ønsker som forældre, og heller ikke, om, hvornår og hvordan vi vil dø. Undervejs bestemmer vi heller ikke, om vi vil være åndssvage eller genier (men nok om, hvad vi vil bruge vore eventuelle åndsevner til, hvis vi får de materielle muligheder for det). Vi bestemmer heller ikke direkte, om vi vil være syge eller raske, pæne eller grimme eller lignende grundlæggende livsvilkår. Vi bestemmer således ikke de vigtigste ting i tilværelsen.
Vi bestemmer i begrænset omfang, hvor vi vil bo, hvor vi vil købe ind, eventuelt også, hvor vi vil arbejde, og hvad vi vil arbejde med – igen afhængigt af vore evner og de praktiske og materielle muligheder, vi har været i stand til at skabe os. Vi bestemmer nok, om vi vil køre i en Citroën eller en Peugeot – men jo normalt ikke, om vi vil køre i en Citroën eller en Porsche. Det er jo stort set alt sammen et spørgsmål om, hvad vi har fået i genetisk vuggegave – for også vor evne til at træffe fornuftige valg er jo i høj grad – men naturligvis ikke udelukkende – genetisk bestemt. Vi kan således heller ikke bestemme, om vi vil være drenge eller piger. Enhver, der påstår det modsatte, har sat sig uden for naturens orden og vil i en fornuftig stat gå direkte i forbrændingen!
Men det er nok ikke så meget denne grundlæggende frihed, politikerne taler om, når de bræger om frihed. De mener politisk frihed – og selve grundlaget for denne: ytrings- og informationsfriheden. Men hvor mange mennesker har nogen sinde benyttet sig af deres såkaldte ytringsfrihed? Hvis de havde, ville de jo netop have erfaret, at denne er endog meget begrænset – og dette samme gælder jo som konsekvens heraf andres informationsfrihed, thi man kan ikke informere sig om noget, der ikke har kunnet ytres offentligt.
Man kan jo i ethvert samfund mene, hvad man vil – men kan man også sige det højt? Og frem for alt: Kan man sige det, så nogen kan høre det eller læse det? Det er naturligvis overordnet set et spørgsmål om, hvad straffeloven siger, og med indførelse af den danske §266b blev vor ytringsfrihed kraftigt beskåret, idet den gav aktivistiske dommere mulighed for lidt efter lidt at indskrænke og afskaffe ytringsfriheden på netop de områder, der i dag er allervigtigst. De fleste dommere er nu til dags aktivistiske – det vil sige, at de ønsker at skabe ret i stedet for blot at administrere den givne ret. Det vil jo i praksis sige, at de tilraner sig en lovgivende magt, som ikke bør være deres – og de er oftest af nykommunistisk observans, thi kun tilhængere af dette evangelium udpeges til dommere – og kun tilhængere af denne trosretning orker at studere i dagens totalt åndløse og intellektuelt udslukte og fordummende såkaldte universiteter.
Men dette spørgsmål skal jo ikke kun ses i et rent juridisk perspektiv. Prøv at sige følgende på din arbejdsplads: ”Neger”, ”Der er kun 2 køn”, ”Kvinder bør blive hjemme og passe deres børn”, ”Størstedelen af den kriminalitet, vi ser i dag, skyldes indvandrere”, ”Det er da i orden at være stolt over at være hvid/dansker/europæer/arier”, ”Det var ikke de hvide, der indfangede slaver i Afrika”, ”Jøderne var selv skyld i holocaust”, ”Der har slet ikke været noget holocaust”, ”Putin er min helt”, osv. Du vil lynhurtigt befinde dig i arbejdsløshedskøen – uden anbefaling. Træder du offentligt frem med disse kætterske synspunkter, er du ganske enkelt sat uden for samfundet. Jeg talte netop i går på én og samme dag med to vidt forskellige mennesker med vidt forskelligt arbejde og vidt forskellig baggrund, der begge gav udtryk for, at de ikke turde sige deres mening offentligt. En sagde det således: ”Jeg har ikke råd til at have en mening!” Det gælder således ikke kun på arbejdspladsen. Det gælder også i kortklubben, i selskab med vennerne eller et hvilket som helst andet sted. Hvis du siger noget, der evt. med ond vilje kan opfattes som ”racistisk”, ”sexistisk”, ”anti-feministisk, homofobisk, anti-trans” eller på anden måde politisk ukorrekt, bliver du ganske enkelt annulleret. Har en sportsstjerne en sponsorkontrakt, bliver den opsagt, skaberen af tegneserien ”Dilbert” er netop blevet annulleret af amerikanske aviser, fordi han har sagt noget, som angiveligt er ”racistisk”. Der er kun én ting, der er værre. Det er at sige noget ”antisemitisk”. Og i dag bliver du også annulleret for, hvad du sagde for 20 år siden, for internettet husker det hele (1) . Meninger er blevet til et ”moralsk” spørgsmål. Hvis man ikke har de rigtige meninger, som er godkendt af pressen og fjernsynet, kan man ikke arbejde sammen med en, man eksisterer ikke mere. Man priser i ord mangfoldigheden, men ønsker i virkeligheden den totale ensretning.
Hvis du så endvidere er så formastelig, at du ønsker at udbrede dit budskab til en videre kreds, ja, så støder du virkelig på vanskeligheder. Ingen journalist er interesseret i dig, medmindre du da ligefrem laver en Rasmus Paludan – og så er de heller ikke reelt interesserede i dine synspunkter, men kun i at svine dig til. Fjernsynet er – naturligvis – lukket land for de rigtig politisk ukorrekte. Det kunne jo krænke nogle sarte sjæle hjemme i stuerne, som får ar på sjælen over at høre andres mening om tingene. Du kan stille dig på en ølkasse i Fælledparken og råbe dit budskab ud. Men pas på, at du ikke kommer til at overtræde politivedtægten. Har du penge, kan du forsøge at indrykke en annonce – men det er langtfra sikkert, at du kan få nogen til at optage annoncen. Hvis nogen minoritet – den være sig nok så lille – kan føle sig krænket, går det ikke. Hvis du hellere vil udgive en bog, ja, så kan du godt glemme de store ”anerkendte” forlag, der jo notorisk sælger flere bøger end de små og ukendte forlag, idet de har råd til at promovere dem og har gode forbindelser til pressen, så din bog bliver anmeldt og kommer på biblioteket. Det er imidlertid de små forlag. du bliver nødt til at henvende dig til – og sandsynligvis lander du hos et forlag, hvor du selv skal medfinansiere din udgivelse – hvis du altså har råd til det. Hvis din bog ikke anmeldes, og de røde medarbejdere på Bibliotekscentralen ikke forsyner den med en lektørudtalelse, ja, så kommer den ikke på biblioteket. Man kan selvfølgelig få den hjem fra Det Kongelige Bibliotek (tidligere Statsbiblioteket i Aarhus), men forfatteren får ingen bibliotekspenge, og de er en væsentlig del af økonomien i en bogudgivelse. Så hvad kan du egentlig bruge din såkaldte ytringsfrihed til? Ytringsfrihed har kun den, der har de ”rigtige” meninger – den, der siger det, de andre gerne vil høre. Men rigtig ytringsfrihed er jo netop – som George Orwell har formuleret det – retten til at sige det, andre ikke ønsker at høre! Eller sagt på en anden måde: Jo mere ligegyldig og intetsigende en bog er, desto større udbredelse får den, men det er ikke sådanne bøger, dissidenter forfatter!
Nå ja, men i hvert fald politisk har du da friheden til at vælge, hvem du vil. Men har du nu også det? Oprindelig havde man her i landet valg i enkeltmandskredse, men den, der stillede op, behøvede ikke at bo i kredsen. Han (for det var en han, og det bør være en han) blev opstillet af et parti. Således stillede Edvard Brandes op på Langeland. Brandes havde vel aldrig set en ko, og de færreste langelændere havde været i teatret. Allerede der gik det galt. Hvis demokrati skal have nogen mening, skal det være lokale folk, der opstilles i den enkelte kreds, og partier skal ganske enkelt forbydes. Som det er i dag, er det ganske få mennesker, der afgør, hvem du allernådigst kan få lov til at stemme på – og ved listeopstilling har disse mennesker i praksis allerede afgjort, hvem der bliver valgt, hvis partiet får stemmer nok. Valgkampen er en fjernsynsbegivenhed. Som vælger har man reelt ingen chance for at konfrontere de forskellige kandidater. Valgets temaer lægges omhyggeligt til rette sammen med pressen, der hele vejen igennem styrer slagets gang og påser, at diskussionen holdes inden for den etablerede, meget smalle ”meningskorridor”. Vi har aldrig haft et valg centreret om vort vigtigste problem: indvandringen. Forrige gang var der lagt op til det – men det blev i stedet til et ”klimavalg”, noget som ingen regering har nogen som helst indflydelse på, men som blot bliver brugt af politikerne til at udplyndre befolkningen. Sådan havde pressen og landsforræderpartierne bestemt det (2) .
Du har ingen – som i absolut ingen – reel indflydelse på, hvem der bliver valgt til folketinget. Og det er i grunden også ligegyldigt, for når først politikerne er kommet så langt, glemmer de alle valgløfter, ja, de skifter endog parti efter forgodtbefindende. Man kan altså være valgt på et partis listestemmer, men med meget få personlige stemmer, og så alligevel tage mandatet fra partiet og give det til et andet parti. Folketingsmedlemmet er kun bundet af sin samvittighed – og da der er tale om en bande fuldstændig samvittighedsløse forbrydere, er denne meget fleksibel. Ifølge fiktionen er det nemlig ikke partiet, men det enkelte medlem, der bliver valgt. Derfor kan medlemmet uden videre flytte mandatet, hvorhen det vil. F.eks. også fra Nye Borgerlige til Enhedslisten. Så meget indflydelse har du som vælger på dette! Dertil kommer så den systematiske valgsvindel, der synes at ramme misliebige partier som Stram Kurs, Danskernes Parti og sikkert også andre. Som Stalin sagde: ”Skidt med, hvad der stemmes på. Det er dem, der tæller stemmerne, det kommer an på!”
Dertil kommer politikernes systematiske udplyndring af statskassen til gavn for partierne, der påstås at være så vigtige for demokratiet. Grundloven nævner imidlertid ingen partier. Disse har møvet sig ind ad bagdøren, og indefra har de efterhånden ædt den sidste rest af folkestyre op som de snyltedyr, de nu engang er. Bændelormen er en ædel skabning sammenlignet med de politiske partier.
Valg er i dag fup! Intet vil blive ændret gennem valg. Det eneste, man som vælger kan gøre, er at boykotte farcen. Som Mark Twain formulerede det: ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt”.
Så meget for friheden.
Nu er det så, den oplyste demokrat vil sige: ”Det kan godt være, men vi lever da i hvert fald i en retsstat, hvor vi ikke kan udsættes for vilkårlige fængslinger på grund af vores overbevisning!” Sådan siger kun den, der aldrig har været i berøring med retssystemet. Dette er lige så fordærvet som det politiske liv som helhed. Det er præget af simpel uduelighed og politiserede afgørelser. Vi har en dommerstand, der ikke kan drages til ansvar for sine gerninger, og det benytter den sig af i fuldt mål. Det er mit håb, at der efter revolutionen kan oprettes en retsstat, hvor dommerne vil være de første til at ende på skafottet, såfremt de ikke følger såvel lovens bogstav som lovens ånd. Det værste ved det hele er imidlertid, at netop den oplyste demokrat er den, der ønsker at sætte folk med afvigende meninger i fængsel. Sagen er, at folk i virkeligheden ikke ønsker politisk frihed. De ønsker, at deres egne tåbelige synspunkter skal majorisere andres mere velbegrundede standpunkter, således at vi opnår det fuldendte kakokrati – der altid vil være den logiske følge af det såkaldte demokrati.
Men tilbage til udgangspunktet. Hvad skal vi forstå ved et lands frihed? Ja, det må jo betyde, at det pågældende land er uafhængigt af andre lande og af internationale organisationer og pengeinteresser. Det indskrænker vel antallet af frie selvstændige stater til Nordkorea, Turkmenistan og med lidt god vilje Iran og Rusland. Resten er i den grad afhængige – om ikke andet så af pengeinteresser. Intet medlem af EU kan kalde sig frit. EU er en udemokratisk, bureaukratisk kolos, der overtrumfer alle beslutninger, som måtte være truffet af de enkelte landes såkaldt demokratiske organer – ned til den mindste detalje. Og Ukraine er i dag blot et amerikansk-jødisk protektorat. Jeg vil til enhver tid være fortaler for, at nationalstater skal være fri og uafhængige, men vi skal jo lige have definitionen på plads. En stat er jo ikke blot et stykke jord – i Ukraines tilfælde et temmelig tilfældigt stykke jord. En stat består af mennesker, og hvor en stat kun består af en enkelt nationalitet, er det jo temmelig enkelt at fastslå, at det er denne nation, der udgør den frie selvstændige nationalstat. Men i en stat, der omfatter flere nationaliteter, er det straks vanskeligere. Man ser det f.eks. i Belgien og i Spanien – hvor henholdsvis flamlænderne og catalonierne, baskerne og galicerne tvinges til at være en del af en stat, de ikke ønsker at være en del af. På samme måde forsøger man i Ukraine, hvor der – historisk betinget – er mange mindretal, at holde disse sammen i en ukrainsk nationalstat ved at føre en meget blodig krig, der truer med at udrydde ukrainerne som folk. I Kosovo måtte den albanske befolkning imidlertid gerne løsrive sig fra Serbien og endda tage et serbisk befolket område med. Ja, amerikanerne bombede endog Serbien for at gennemtvinge Kosovos selvstændighed. Ligeledes mener man, at ukrainerne havde ret til at løsrive sig fra Sovjetunionen (der jo de facto ikke længere eksisterede) og leve i en nationalstat, men at den russiske befolkning i Ukraine ikke må have lov til at leve i Rusland (eller blot på russisk) – selv om de udgør et nogle steder endog overvældende flertal i de pågældende områder. De har altså ikke den frihed, ukrainerne gjorde krav på, da de løsrev sig fra Sovjetunionen (og lad mig skynde mig at sige: med rette, inden for de områder, der vitterlig bebos af ukrainere).
Multinationale nationalstater er jo i sagens natur noget absurd rod – og bedømmelsen af, hvem der har ret til hvad, er meget arbitrær. Sådanne situationer skyldes i høj grad unionsdannelser og i tidligere tider kongelige giftermål og indlemmelser af andre folkeslags territorier. Frihed må i denne forbindelse være friheden til at bryde ud af sådanne multinationale stater. Grænser er ikke så ukrænkelige, som det ofte hævdes. Bare se på Europakortene fra 1909, 1929, 1939, 1949, 1999 og 2019. Alternativet til at regulere grænserne er den schweiziske model, som blev aftalt i Minsk, men som Ukraine på amerikansk bud så alligevel ikke ville gennemføre.
Nationalitets- og mindretalsspørgsmål har nu ført til 3 verdenskrige, uden at man har lært noget af det. Multietniske stater fører til krig – både internt og eksternt. EU skal derfor straks opløses. Forhåbentlig vil det blive udfaldet af den nuværende 3. verdenskrig.
***
Noter
(1) Hvis man til fulde vil dykke ned i omfanget af denne form for begrænsning af ytringsfriheden, ja, sågar af forskningsfriheden og diskussionsfriheden inden for videnskaben, anbefales Douglas Murray: The Madness of Crowds, Gender, Race and Identity, Bloomsbury 2019 (er mærkværdigvis også oversat til dansk under den udmærkede titel Hordernes hærgen (Forlaget Ellekær) – nej, ikke Gyldendal, People’s Press, Gad, Politikens Forlag etc. Hvis du aldrig har hørt om Ellekær, skal det nok være dig tilgivet…. Og du kan jo prøve at tænke over, hvorfor ingen af de guldrandede forlag har ønsket at udgive denne ”kontroversielle” bog. – Det skal ærligt indrømmes, at det er anstrengende at læse sig igennem så meget intetsigende rablende nonsens, men Murray skildrer jo bare den virkelighed, vi desværre befinder os i – selv om vi prøver at ignorere den. Når man er færdig med at læse den, tænker man uvægerligt på destruktionsanstalter, forbrændingsanstalter og massegrave! Bødlen kan fint springes over!
(2) Jeg henviser i denne forbindelse til min artikel “Stemmeret og Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger, Forlaget Ordsmeden 2020.
“Hvor enkelt er det ikke at udtale sig skråsikkert om Rusland uden forudsætninger af nogen art godt hjulpet af en ensidig presse, der skriver enslydende og hepper på “russerhysteri på speed”. Men for Zelensky og hans ejeres interesser synes alt dette at være sammenfaldende med amerikansk politik”.
Det mener Povl Riis-Knudsen, som forfatter til bogen Mit russiske liv – Rusland, Ukraine og Vesten. Povl, der i flere år var underviser på VUC i Aalborg og senere underviser bl.a. på et universitet i Moskva, har om nogen stor indsigt i russisk historie og de ændringer, der er sket, fra han første gang besøgte landet i 1978.
Bogen er delt op i to hovedafsnit først med forfatterens tilbageblik på den første rejse i 1978 og igen rejsen i 1993. Dernæst med fokus på de krige, som har præget verden siden 2. verdenskrig. Besøget i 1993 med familie foregik i bil langs Østkysten og ind i Rusland med beskrivelser af de forhold, som mødte ham undervejs først gennem Polen, Baltikum og ind i den tidligere Sovjetunion. Det er en slags rejsebeskrivelse hæftet op på ret personlige oplevelser i mødet med fattigdom, elendige, snavsede hoteller, hvor døren ikke kunne lukkes, og ikke mindst mødet med diverse russiske toiletter (lokummer) undervejs med indgående beskrivelser, fordi de var så skræmmende uforglemmelige. Et pittoresk indslag, må man sige, som får smilet frem hos læseren. Jovist må det have givet følelsen af at være endt i den 27. kartoffelrække.
Mødet med Skt. Petersborg, dengang delvis gemt bag snavs og manglende vedligeholdelse, bød på oplevelsen af en sand arkitektonisk perle, ligesom Vinterpaladset og Eremitagen ved Neva-floden var af stor skønhed. Og så var der selvfølgelig den store vidunderlige kunstsamling. Skt. Petersborg blev gjort til Ruslands hovedstad af Peter den Store, som hentede inspiration specielt fra Italien, og hoffet snobbede for det franske og talte fransk og tysk bedre end russisk. Som bekendt forsøgte Hitler at nå frem til Leningrad (som byen dengang hed), og det er svært at tænke på, hvad der var gået tabt, hvis det var lykkedes.
Det kan vel siges, at Povl nærmest slog rødder i Rusland. Han har levet det halve af sit liv i Rusland, siger han, og her mødte han uforglemmelige russiske Ludmila. Ludmila var lærer ved et gymnasium i Moskva og søgte et samarbejde med Danmark med henblik på udveksling af elever. Dette skulle blive et næsten livslangt og nært venskab og samarbejde mellem de to – indtil Ludmilas død – hvor Povl i perioder kom til at undervise på Ludmilas skole og litteraturinstituttet i Moskva. Her var undervisningssystemet af høj standard, præget af “sovjetisk grundighed”, men det var kravene til eleverne også, og standarden hos dem blev derefter. Og så får vi ellers et humoristisk indslag om danske skolebørn, som læseren selv kan få lov til at finde frem og grine ad. Det blev til mange år for Povl i dette for os danske ret fremmedartede land (synes jeg, som også har været der), og en stor del af første afsnit handler om samarbejdet i Rusland med Ludmila.
Povl har nok ret, når han med det fremmedartede henviser til forskellen mellem den katolske kirke og den meget traditionsbundne ortodokse, hvor det guddommelige her ikke skal forstås, men føles og æres, og hvor kirken har en større indflydelse på russerne end Folkekirken har på os. Den anerkendes forresten slet ikke som kirke i Rusland.
Rusland var længe mærket af stor fattigdom ikke mindst pga. krigen. Men meget har ændret sig nu ikke mindst pga. Putin, som er en stilfærdig og begavet mand. Naturligvis er Rusland fulgt med tiden, og Moskva er i dag en moderne by med nyere arkitektur og med vestligt præg. Men gadenavnene står stadigvæk på kyrillisk (dog suppleret med “latinske translitteration”). Men bag det moderne liv, som dominerer bybilledet i de større byer, byder Rusland også på en fremmed kulturs mystik, og Povl beskriver den ortodokse gudstjeneste med dens slaviske liturgi og den sejrende Kristus. Jovist er det magisk.
Jeg synes, det er lykkedes Povl at tage læseren med langt ind i efterkrigstidens Rusland, men vi fornemmer samtidig et strejf af det, jeg vil kalde den russiske sjæl, sådan som den genkendes fra den klassiske russiske litteratur bagom de politiske omvæltninger, landet har været igennem. Første afsnit slutter ganske underholdende med, at Povl bliver døbt i et kar med tøj på før den kirkelige vielse med Valentina, som han er gift med i dag.
Det historiske Rusland blev til Sovjetunionen, som med en helt anden ideologisk imperialisme ændrede den samfundsudvikling, der havde været i gang. Og efter sovjets fald blev det oligarkernes tur bestående af de 10 rigeste mænd og deres “eksperter”.
I dag har alting igen ændret sig i Rusland og har fundet sin egen rytme. Og tro det eller ej, så har det frie ord langt bedre betingelser i Rusland end det har hos os ifølge forfatteren. Ingen bliver afvist eller straffet, fordi de har forkerte meninger. Og så skal det tilføjes, at Putin er populær. Jovist! Til gengæld bliver der set skævt til LGBT-bevægelsen med deres kønsskifteoperationer til “77 forskellige køn”, og homoægteskaber kan ikke indgås med juridisk gyldighed.
Med anden halvdel af bogen følger kommentarer til en række historiske kriser fra Cuba krisen til i dag dog med en sviptur omkring 2. verdenskrig, som selvfølgelig blev af afgørende betydning for eftertiden. Efter Sovjetunionens fald var Rusland blevet svagt, og balancen mellem Rusland og USA var derfor væk, så USA nu kunne gøre, hvad der passede dem også geopolitisk. Forfatteren henviser til USA’s indblanding i den arabiske verden, der før var velfungerende, men nu efter krigene producerer flygtninge og terrorister. Også Jugoslavien med Serbien og Kosovo bliver nævnt, Natos brudte løfter om ikke-udvidelse og meget mere.
Og igen og igen bliver vi mindet om den afgrundsdybe uvidenhed om Rusland, der hersker hos vestlige – her danske – politikere og embedsmænd. Begivenheder bliver gengivet forvrænget, og dobbeltmoralen har kronede dage, uden at det generer nogen. Og som forfatteren nævner, så er det embedsmændenes opgave at sætte sig ind i tingene, men alligevel er de “totalt blanke”. Så er det jo heller ikke mærkeligt, at journalisterne ikke gør det bedre.
Det gælder også krigen i Ukraine, i hvilken forbindelse mennesker, som takket være deres sproglige kvalifikationer er i stand til at undersøge forholdene fra flere forskellige kilder, bliver chokerede over mainstream pressens fremstilling af begivenhederne. Og så kan man jo smile ad Trine Bramsens vilje til at forsvare de “demokratiske værdier”, hvad hun så mener med det.
De sidste kapitler lægger hovedvægten på krigen i Ukraine, hvor det efterhånden er tydeligt, at konflikten ikke er mellem Ukraine og Rusland, men den europæiske civilisation og USA. En situation, der vil jage russerne i armene på kineserne, som det jo lige præcis sker i denne tid ifølge de daglige nyheder. Hvad der gør denne krig ekstra farlig, er, at den er endt som en eksistentiel krig for Rusland.
Hvad angår Zelenskys hovedproblem er det. at han ikke er populær hos ukrainerne. Så når han taler om at “befri”, er der ikke mange, som ønsker at blive “befriet” af ham og da slet ikke folk på Krim. Så hvad taler man om her? Territoriet i Donbas eller befolkningen? Vil han have mere jord uden befolkning, for han har dagligt bombarderet Donbas siden 2014, og folk er flygtet. I dag dræbes der videre i store områder med frygtelige tab på begge sider, og befolkningen flygter. Men nu er det Vesten der betaler.
Det er tydeligt, at Povl Riis-Knudsens syn på krigen i Ukraine og USA’s og Vestens rolle i denne krig ligger langt fra Vestens officielle synspunkter. Da meget er hændt, siden bogen er skrevet færdig, omend den er ganske ny, må min omtale af den i sagens natur stoppe her.
Lad mig slutte med at bemærke, at bogen er særdeles interessant ikke mindst for folk, som har besøgt Rusland. Og dens kapitler med det mere personlige indhold er både sjove og smukt fortalt.
Danmarks Frihedsraad 