32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på

Boganmeldelse:
Johannes Krüger
32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på
– læs hvorfor, hvis du tør

Udgivet via Saxo Publish

Vi har her for nogle år siden anmeldt klimaprofessor Johannes Krügers tidligere bog Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik (1), der udkom på People’s Press i 2016 1 . Denne bog er for længst udsolgt, men selv om emnet stadig er højaktuelt, har forlaget af uransagelige grunde ikke følt sig foranlediget til at udsende et nyt oplag. Det kan man naturligvis godt undre sig over, og så måske alligevel ikke. Professor Krüger er Danmarks førende klimaekspert, og han argumenterer i sin bog på videnskabeligt grundlag overbevisende imod de uvidenskabelige teser, der fremsættes af FN’s klimapanel. Det kan naturligvis aldrig gå. I dag er videnskaben afløst af politisk bestemt pseudovidenskab. Det gælder ikke blot inden for klimaforskningen, men også, når det drejer sig om arvelighed, race, intelligens, køn, historie, arkæologi etc., etc.

Det er som sagt et temmelig videnskabeligt værk, der kræver en del forudsætninger – også hvis man vil imødegå det. Det undlader man så. Den politiske dagsorden skal ikke forstyrres af noget så kedeligt som kendsgerninger. Den nye bog er langt lettere læst. Den er udpræget for lægfolk, men det er jo betegnende, at Johannes Krüger ikke har kunnet finde en forlægger, der ville udgive den – heller ikke People’s Press, selv om de da har haft succes med den første. Det er ikke så tit, bøger bliver udsolgt så hurtigt, så det har næppe været en dårlig forretning.

Om baggrunden for at have skrevet denne bog, skriver professor Krüger:

”Det gjorde dybt indtryk på mig, da en lærer ikke ville læse min bog Klimamyten, et opgør med tidens CO2-panik, fordi vedkommende ikke ønskede at ændre sit syn på den såkaldte ”klimakrise”. Kan det skyldes berøringsangst for virkeligheden?”

Det var som nævnt en lærer – af alle folk. Af en lærer ville man jo nok med rette kunne forvente videbegærlighed, objektivitet og et ønske om at formidle sandheden til sine sagesløse elever, der altså i dette tilfælde er blevet overladt til en fusentast, en falskspiller, der bevidst udbreder løgne til sine elever, fordi han er ikke ønsker at kende sandheden, en person, der ikke blot burde fyres, men som burde rulles i tjære og fjer og udstilles i en gabestok på torvet. Dette fik Johannes Krüger til at skrive den nye bog, hvor han gennemgår 32 myter om klimaet, som næsten daglig og enslydende gentages i den samlede danske – og udenlandske – presse, direkte afskrevet efter FN’s Klimapanels retningslinjer. Man spørger sig uvægerlig, hvor man har fået det indtryk, at vi har en fri og objektiv presse.

Professoren gennemgår dem en for en, og det ville føre for vidt at referere dem enkeltvis, men han påpeger svindel med historiske data før 1979, som uden noget som helst belæg ”justeres”, således at de bliver lavere, mens nyere data ”justeres”, så de bliver højere, således at man kan ”dokumentere” en temperaturstigning, der bliver så meget større, fordi man samtidig har gjort de små huse, hvori termometrene er anbragt, mindre, således at temperaturen i husene stiger. Man nedlægger meteorologiske stationer på landet, i bjergene, i Arktis og Antarktis, og forlader sig på temperaturmålinger i byerne. Men byer genererer jo varme. Når man flytter målestationer fra bykernerne ud til lufthavnene, regulerer man ikke den temperatur, der blev målt i byerne, ned, men man regulerer den temperatur, der måles i lufthavnene op til byernes temperatur. Ingen bryder sig rigtigt om satellitmålingerne, der er mere retvisende. Vi kunne blive ved ud ad den sti i det uendelige. Måleresultaterne er svindel. Klimasvindlerne påstår også, at den såkaldte lille istid kun var et europæisk fænomen, men Krüger påviser let, at det var et globalt fænomen, og så videre. Alle 32 myter pilles metodisk fra hinanden ved hjælp af fakta, fra myten om, at 97 % af alle fagfolk mener, at klimaforandringerne er menneskeskabte, til alle de paniske meldinger om hedebølger, oversvømmelser osv., som altid har været der, men som vi bare ikke har hørt om før. Han påpeger også, at den mest betydningsfulde drivhusgas ikke er CO2, men – vanddamp! CO2-indholdet i atmosfæren bestemmes af temperaturen og ikke omvendt – det viser målingerne nemlig. Og her er vi jo ved en af videnskabens grundregler: en årsag skal komme før virkningen. Dertil kommer naturligvis, at CO2 er livets gas. Jo mere af den, der er, desto grønnere bliver planeten. I øvrigt bemærker han også, at den nedsatte CO2 udledning under diverse Corona-tiltag ikke medførte noget temperaturfald, ligesom han gør opmærksom på, at alle forudsigelser fra FN’s klimapanel har vist sig at være forkerte, hvilket han naturligvis dokumenterer.

Den nuværende – svage – temperaturstigning skyldes øget solaktivitet samt de langt mere indviklede mekanismer som følge af planeten Jordens afstand til solen, Jordens drejning, Jordens vinkel i forhold til solen, skiftende magnetfelter og andre himmellegemers tiltrækningskraft, når vi passerer igennem mælkevejen. Alt det er der gjort fyldigt rede for i den første bog.

Endelig påpeges det jo igen, at jordens klima altid har svinget. Det har også efter den sidste istid været varmere, end det er i dag. Enhver, der kender sin historie, ved det. Han advarer endvidere stærkt imod at blande klimadebat og miljødebat sammen. De to ting bør holdes skarpt adskilte. Menneskeskabte miljøproblemer kan vi gøre noget ved – klimaet kan vi ikke ændre, således at alle de penge, angivelige forsøg på at gøre dette koster, kunne gives langt bedre ud på bekæmpelse af menneskeskabte miljøproblemer.

Vi har her skrevet så meget om dette, at det forekommer trivielt. Den, der vil diskutere klima, må imidlertid nødvendigvis læse denne bog! Det er næppe tilfældigt, at jeg ikke har set den anmeldt eller omtalt i nogen avis. Krüger nævner selv et eksempel fra Kristeligt Dagblad, hvor en klimatosse påstår, at Linfjordsøen Egholm er ved at synke i fjorden, hvor ethvert skolebarn bør have lært, at det modsatte rent faktisk er tilfældet. Egholm hæver sig. Krüger sender et læserbrev til bladet om dette forhold, men man nægter at optage det. Bladet lyver bevidst, ligesom det lyver om corona, Rusland og en masse andet.

I stedet for ”klimaangst” skulle man glæde sig over, at det bliver varmere. Enhver, der har oplevet vintrene i 50’erne vil vide at værdsætte dette – også ud fra en økonomisk synsvinkel. Et tilsvarende vinterberedskab vil i dag være umådelig dyrt.

I klimadebatten er man imidlertid ikke interesseret i kendsgerninger – og ikke i stand til at glæde sig, det er ren politik med det formål at forarme os alle: ”Du vil intet eje, og du vil være lykkelig!”, som World Economic Forum forkynder. Dermed menes, at vi skal trælbindes i et nykommunistisk tyranni, mens herrefolket i den herskende elite skal besidde alle jordens værdier. Værktøjet er FN’s klimapanel, der er befolket af politisk bevidste nulliteter, som systematisk forvrænger og forfalsker data. Ærlige videnskabsmænd (og – kvinder) har ingen karrieremuligheder, får ingen forskningsmidler osv. De færreste såkaldte ”klimaeksperter” har nogen forstand på klima – de er biologer eller meteorologer el.lign. Der findes ikke mange virkelige fagfolk som f.eks. atmosfærefysikere med speciale i stråling, molekyler og proceskemi og astrofysikere. Sådanne er ikke repræsenteret i danske politikeres klimaråd. Kort sagt vi bliver fuppet som led i en politisk plan. Vi får at vide, at vi er ”konspirationsteoretikere”, men Klaus Schwab har jo selv skrevet det sådan. Det er ham og hans kreds, der konspirerer – og det er ikke nødvendigt at udsætte nogen præmie for svar på spørgsmålet om, hvem der står bag ham. Det ligger lige for.

Og så er det naturligvis en fantastisk ny skatteskrue. Man beskatter noget, der forekommer helt naturligt som et led i planetens økosystem. Samtidig kan man gøre kød dyrere for at gøre os alle til veganere. Alle politikere går med på denne galskab, for de ønsker alle at øge skatteindtægterne, så der bliver flere penge, de kan skalte og valte med efter forgodtbefindende – og stikke i deres egne lommer. Vi regeres ikke blot af tåber. Vi regeres af forbrydere.

Vi lever i et system, hvor en mand som professor Krüger, den fremmeste ekspert på klimaområdet herhjemme, ignoreres, ja, annulleres, mens en hjerneskadet svensk skolepige uden nogen som helst form for uddannelse kan få lov at tale om klimaet for alverdens politikere – som om hun havde noget som helst at bidrage med. Vi lever i sandhed i en klovneverden, som må og skal gå til grunde.

Dertil går Krüger naturligvis ikke. Han er en pæn mand, der næsten holder sig inden for diskursens rammer. Han nøjes med at forklare klimahysteriet med moderne menneskers manglende accept af, at der er noget, de ikke kan kontrollere. Og det er naturligvis også en af forklaringerne på galskaben. Når man har afskaffet Gud og fornægter naturlovene, må mennesket naturligvis være ansvarligt. Men det er udtryk for afgrundsdyb dumhed og hybris. Vi håber, at vi får lejlighed til at være disse menneskelignende skabningers nemesis.

Note

(1) Povl H. Riis-Knudsen: Utidssvarende betragtninger 2017, Ordsmeden, Aalborg 2017.

Udgivet i Klima | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Spionchefen

BOGANMELDELSE:
Lars Findsen:
SPIONCHEFEN –
Erindringer fra celle 18

Politikens Forlag 2022

Spionchefer er normalt ganske ukendte – og det har gode grunde. I dag kender alle Lars Findsen, og det burde de ikke. Ikke fordi der er noget lyssky over at være spionchef, men fordi det nu engang ikke er noget, der umiddelbart vedrører et altovervejende flertal i befolkningen. Når Findsen i dag er kendt, er det da heller ikke hans skyld, men han har ikke været sen til at kapitalisere på en amatøragtig regerings fejltagelser – ja, man kunne fristes til at sige forbrydelser, for det, der er overgået Lars Findsen, burde ikke kunne overgå nogen i en retsstat. Som offer for PET’s forbrydelser kan jeg dog sige, at det desværre ikke er noget enestående tilfælde. PET er en kriminel organisation rettet imod det danske folks frihed. Lars Findsen har også været chef for PET, men det er som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste han har fået fingrene i maskinen.

Desværre må jeg sige, at bogen som helhed er ret kedelig, og det er nok ikke, fordi Lars Findsen er specielt kedelig, men det, bogen burde dreje sig om, kan han jo ikke skrive om – det er nemlig hemmeligt, og det vil det vedblive at være. Offentligheden får aldrig noget officielt at vide om, hvad dette egentlig drejer sig om, men på baggrund af Findsens egne bemærkninger og Jacob Kaarsbos (1) sidste kapitel i bogen I statens hemmelig tjeneste kan man jo godt begynde at gætte.

Bogen skildrer en flot embedsmandskarriere. Findsen er den typiske embedsmand, åleglat, politisk hyperkorrekt, velbegavet, loyal over for ministrene. Han er på fornavn med verdenseliten. Det skinner tydeligt igennem, at det er embedsmændene, der styrer dette land – hvis ministrene ved noget om deres sagsområde, sker det i et frugtbart samarbejde, hvis de ikke ved noget, lader de embedsmændene køre løbet, hvis de er dybt åndssvage, blander de sig. Mette Frederiksens regering består af dybt åndssvage. Det skriver Findsen naturligvis ikke sådan, men han referer en politiafhøring af hans bror på baggrund af en rumaflytning, der er foretaget hos Findsen, hvor en lige så åndssvag politibetjent spørger, hvad de mener, når de siger, at Trine Bramsen er dum som en dør. Broderen svarer selvfølgelig: ”Ja, vi mener, at hun er dum som en dør!” Hvad ellers kunne man mene? Trine Bramsen er dog kun pars pro toto.

Det hele begynder med en stikker inden for FE. Det hedder i dag naturligvis ikke en stikker, men en ”whistleblower”. Denne stikker mener, at FE indsamler oplysninger om danske statsborgere ulovligt. Det fører til en tilsynssag, hjemsendelse af hele FE’s ledelse, de facto fyring etc. Så ruller rouletten. Der er naturligvis intet i denne tilsynssag, men nu sætter man totalovervågning på Lars Findsen, endog i hans soveværelse, anholder ham og beskylder ham for landsforræderi. Han skal have lækket oplysninger. Den sag er endnu ikke afgjort, og med mit kendskab til domstolene, kan man aldrig vide, hvad de beslutter. Dommerne er også produkter af et udueligt uddannelsessystem og den almindelige politiske korruption. Justitsministeren er medlem af folketinget (den lovgivende magt), minister (den udøvende magt) og chef for domstolene (den dømmende magt). Et mere råddent system skal man forhåbentlig til Afrika for at finde. Mange års erfaring med det væsen har lært mig, at domstolene blot er en del af hele den politiske mødding – af hvilken embedsværket og politiet naturligvis også er del. Men det gør dem ikke immune, hvis de træder ved siden af, og det gjorde Findsen. Ikke fagligt naturligvis, men hans ellers englelige tålmodighed med politikere strakte ikke langt nok. Han kom på kant med Barbara Bertelsen og Trine Bramsen – og dermed med chefen selv. Selv en garvet embedsmands tålmodighed med inkompetence, dumhed og uprofessionel optræden har åbenbart en grænse. I min bog Evigt ejes kun det tabte beskriver jeg, hvordan Trinepigen møder op til et interview om sin modstand mod ophævelsen af blasfemiparagraffen – uden dog at have noget som helst begreb om, hvad denne paragraf siger. Det er toppunktet af inkompetence. Paragraffen er så vidt jeg husker på 26 ord. Det er lige til at overkomme, selv om man skal stave sig igennem dem. Dum som en dør er virkelig en underdrivelse.

Sagen giver naturligvis anledning til en del overvejelser. Hvad skal vi med en stikkerordning i de hemmelige tjenester? Som Findsen siger et sted: ”Russerne kunne ikke have gjort det bedre!” Eller klarere udtrykt: selv den mest kompetente modstander kunne ikke have skadet tjenesten så meget som denne stikker, der jo til syvende og sidst ikke havde noget. Måske er det sådan, at stikkerordningen åbner døren for krigsførelse mod tjenesten. En hemmelig tjeneste skal være hemmelig, og en ordentlig ledelse sørger for, at den forbliver hemmelig – og at man holder sig ingen for anstændighedens vide rammer. Men hvis man i en sag diskret ønsker oplysninger om en person, der tilfældigvis har fået dansk statsborgerskab, ja, så indhenter man dem – i stedet for at slå på stortromme og inddrage PET og politiet og domstolene. Jo flere der bliver inddraget, desto større er risikoen både for tjenesten og den person, det måtte gå ud over. Det samme gælder det såkaldte tilsyn. Har vi virkelig brug for det? Er det virkelig kompetente folk, der helt har forstået, hvad en hemmelig tjeneste er?

Naturligvis er der grænser. Jeg har oplevet PET gå meget langt over lovens grænser – i det hele taget bør PET ikke have lov til at undersøge folks lovlige politiske virksomhed. Det er ikke foreneligt med et såkaldt demokrati. Men det kan man gøre ustraffet – bare det går ud over de rigtige. Min respekt for PET kan ligge på rumpen af en flue. Men når man virkelig går over grænsen, ser vi jo bare, at diverse tilsyn ingen virkning har. Det, det drejer sig om, er at have kompetente folk, der selv kan afveje, hvad man i den givne situation kan forsvare. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad der står på spil – og hvor stort ens indgreb er i en persons privatliv.

Dette kan Lars Findsen snakke med om. Også om hvordan detaljer om hans sexliv pludselig kan udbasuneres på avisernes forside. Hvordan er det muligt i en retsstat? Under en diskussion om overvågning, hvor Nick Hækkerup fra folketingets talerstol siger: ”Uden tryghed, ingen frihed….. med overvågning stiger friheden”. Ja, det sagde han faktisk. Findsens kommentar var, at dette jo ikke er en bananrepublik! Måske denne sag har fået ham til at genoverveje dette udsagn. På det retslige plan er dette land en bananrepublik!

Et er så, at dette er gået hårdt ud over Lars Findsen og andre, et andet – og langt mere alvorligt aspekt er, at det har skadet Danmark og de danske efterretningstjenester. Danmark har mistet de udenlandske partneres tillid. Først naturligvis, fordi sæt nu alt dette var rigtigt, og der var en læk. Men dernæst, fordi det afsløres, at man ikke kan samarbejde med en dansk tjeneste, fordi en fuldstændig inkompetent regering, der ikke har begreb om efterretningsarbejde – eller noget andet arbejde for den sags skyld – blander sig i noget, den ikke forstår. Det er alvorligt. For dette bør Mette Frederiksen og hendes regering anklages for landsforræderi.

Lars Findsen har desværre ikke selv skrevet bogen, men overladt dette til Mette Mayli Albæk, der ikke er tør bag ørene endnu. Hun betegner sig selv som prisvindende forfatter. Allerede der står jeg af. Det hedder på dansk ”prisbelønnet” – det andet er en unyttig amerikanisme, som siger alt om dem, der bruger den. Undersøgende journalist på Jyllands Posten? Det er gået min næse helt forbi, at de bruger undersøgende journalister: Det bærer avisen da ikke præg af. Så har hun angiveligt været retsanalytiker i DR Nyheder. Det tror jeg på. De bruger en skide journalist som retsanalytiker – i stedet for en jurist. Det siger alt om dem.

Det er meget populært at få andre til at skrive for sig. Derfor ligner alle bøger snart hinanden. De er skrevet af journalister med et sterilt, fladt og upersonligt sprog. Det er for ringe! Og Lars Findsen havde vel tid nok til at skrive i Celle 18 i Hillerød Arrest.

Men den er hurtigt læst.

Note

(1) Jacob Kaarsbo har selv været ansat i FE og kender til arbejdsgangen og miljøet.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Alt ved det gamle

“Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt.”
Mark Twain

“Den demokratiske styreform betyder i sin essens, at et land regeres af folket, at regeringen består af medlemmer af folket, og at der regeres for folkets bedste: Problemet er, at folket er retarderet.”
Rajneesh, indisk guru (1931-1990)

Valgfarcen er overstået, og alt er – som forventet – ved det gamle. Intet har ændret sig. Det er de samme svin, der flokkes om fodertruget for at tilkæmpe sig de bedste ben og de største goder. Det hele har bare kostet en masse penge. Vi kan regne med mere af det samme, enten i form af en socialdemokratisk kommunistisk junta – eller en junta af socialdemokrater med støtte fra den alkoholiserede Lars Løkke Rasmussen, der med sin underskrift i Marrakesh nok mere end nogen anden har fremmet den langsigtede befolkningsudskiftning. Det er ifølge enhver definition folkemord, og han gør sig dermed skyldig i forræderi imod det danske folk. Hvad man bør gøre ved den slags mennesker kan ikke udtrykkes i urbane vendinger, og i en retsstat ville han for længst være blevet draget til ansvar for sine ugerninger. Om det er den ene eller den anden konstellation er sådan set temmelig ligegyldigt. Det er som tidligere sagt højst et spørgsmål om den hastighed, vi rammer muren med.

Det er overflødigt at kommentere valget i detaljer. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er gået frem, og hvem der er gået tilbage. Det er naturligvis grundlæggende positivt, at Dansk Folkeparti under Messerschmidts ledelse har overlevet. Men han kan ikke bruge sine få mandater til ret meget. Endvidere er det lidt overraskende, at Nye Borgerlige ikke fik et bedre valg, end de gjorde. De kan heller ikke bruge deres mandater til ret meget. Væmmelse og kvalme får man af Inger Støjberg, hvis gode resultat klart viser, at det parlamentariske demokrati ikke duer til noget. Samme brækfornemmelser får man af afhopperne fra Dansk Folkeparti, som ikke blot har skiftet parti, men også har skiftet mening på helt afgørende punkter – fra den ene dag til den anden. Føj for pokker! En flok modbydelige taburetklæbende kakerlakker. Det er, hvad de er!

Vi kan konstatere, at kravet om folketingsmedlemmernes værdighed er ganske illusorisk, når næsten halvdelen af de mennesker, der har spildt deres tid på at gå hen at stemme, synes, at det er helt i orden at vælge en ubegavet, usympatisk og løgnagtig gimpe, der har skadet Danmark mere end nogen anden statsminister siden Poul Schlüter i 1983, til fortsat at lede landet. Hele bundtet er uværdige, men Mette Frederiksen er uværdig i sin helt egen klasse. Hun har skændet grundloven og trådt den private ejendomsret under fode. Hendes embedsførelse er ganske enkelt kriminel!

Man påstår, at parlamentets medlemmer er valgt af folket, men en del sidder i folketinget med et personligt stemmetal på et par hundrede stemmer. De er ikke valgt af folket, men af partiernes ledelse – lokalt eller på landsplan. De er blot stemmekvæg i folketingssalen. Vi har ikke noget folkestyre, men et partistyre – og det kan meget vel kaldes grundlovsstridigt. I hvert fald er det i strid med Grundlovens ånd.

Man glæder sig officielt over, at 44 % af folketingets medlemmer er kvinder. Jeg hørte altid tidligere, at alt ville blive bedre, hvis bare vi fik flere kvindelige politikere. Sandheden er, at alt blot er blevet værre. Vi fik også en gang at vide, at kvinder ville sikre freden – men aldrig har der i Europas parlamenter været større krigshetzere end kvinderne. Tag bare Mette Frederiksen, Sanna Marin og Annalena Baerbock for blot at nævne nogle få af uhumskhederne i den parlamentariske gylletank. Kvinder har generelt ikke noget at gøre i folketinget – ganske enkelt. Der kan være undtagelser, men som oftest reagerer de med følelser og ikke med forstand. Og det er helt naturligt. Der er nemlig forskel på mænd og kvinder – også ud over den åbenlyse forskel. De er mentalt forskellige. Det er der ikke noget galt i. Man må blot anerkende det. Hvis mænd og kvinder er ens – som feministerne påstår – er det jo unægtelig også underligt, at de selv samme mennesker mener, at det er så vigtigt, at man skal kunne skifte køn. Så er det jo egentlig lige meget.

Men de mænd, man har i parlamenterne, er naturligvis ikke meget bedre. De fleste er fra barnsben blevet konditioneret til ikke at være mænd, og de færreste har fået nogen opdragelse, kulter eller virkelig uddannelse. De er produkter af deres tid, og tiden er den usleste, verdenshistorien har kendt.

Vi hører også, at det er vigtigt, at de unge kommer i folketinget. Der er derfor glæde over valget af en 21-årig ungmø uden uddannelse, uden erhvervserfaring – uden noget som helst at kunne byde ind med (som det vist hedder i dag). Folketinget skal nemlig repræsentere hele folket. Dette er en meget farlig tankegang. Det var vel bedre, om man valgte folk ud fra deres viden og erfaringer og ud fra deres menneskelige karakter, når det drejer sig om noget så alvorligt som landets ledelse. En Mette Frederiksen falder igennem på alle disse punkter. Under alle omstændigheder skal både valgretsalder og valgbarhedsalder sættes betydeligt op. Folk skal ikke have nogen stemmeret, før de har bevist, at de kan noget og har ydet noget til samfundet. En valgretsalder på 30 ville være rimelig. Valgbarhedsalderen skal være så høj, at den sikrer, at medlemmer af et parlament har haft mulighed for både at få en uddannelse og have haft et arbejde – og det vel at mærke et produktivt arbejde, ikke en pamperstilling et parti eller en fagforening. 50 år ville være passende. Man skal ikke kunne gå direkte fra skolen ind i folketinget.

Vi er tilbage til det gamle spørgsmål om, hvorvidt de fleste nu også er de bedste – eller bare de fleste, som Niels Hausgaard formulerede det.

Vi kan endvidere ikke have et system, hvor man kan købe stemmer ved at love folk en masse af andre menneskers penge. Der skal gøres op med begrebet ”velfærdsstat”. De oprindelige intentioner var sikkert gode nok, og i min ungdom havde man faktisk velfærd – og en meget lavere skat. I dag er velfærdsstaten blevet til et bureaukratisk monster – og velfærden er forsvunden. Folk, der virkelig har brug for hjælp, ydmyges og jages rundt i manegen i årevis på eksistensminimum, men antallet af kontrollanter, sagsbehandlere og mellemledere stiger stødt år for år. Folk må lære at tage hånd om sig selv og deres familier, og der skal oprettes gensidige forsikringsselskaber og private pensionskasser, som på ubureaukratisk vis løfter de sociale opgaver. Så vil nogle siger: ”Jamen, det har kassedamen i Aldi jo slet ikke råd til at betale!” Jo, det har hun, for hun kommer ikke til at betale nær så meget i skat – og måske skal lønnen fastsættes på en anden måde, end i dag – måske. Statens opgaver skal simpelthen indskrænkes. Se herom mine ”Tanker om en ny Grundlov” i bogen Politisk ukorrekte betragtninger. Der er endvidere noget fundamentalt galt i, at over halvdelen af vælgerbefolkningen lever af udbetalinger fra staten – enten som løn eller som forskellige offentlige ydelser. Dette er en invitation til vælgerne til at stemme på de partier, der skaber flest offentlige stillinger og uddeler flest godteposer betalt med andres penge.

Jeg har i artiklen ”Demokrati” i bogen Revolutionære betragtninger understreget vigtigheden af, at folket kan blokere for en utålelig samfundsudvikling. Det er folkestyre. Havde vi haft det, havde vi ikke haft udlændingeloven af 1983, og vi havde ikke underskrevet de famøse konventioner, der fratager os vor selvstændighed. Dette opnås kun ved at afskaffe partierne og vælge lokale folk, som man har tillid til i de enkelte sogne. Der ville næppe blive valgt mange 20-årige, selv om man ikke hævede valgbarhedsalderen.

Et er imidlertid at kunne blokere regeringens tiltag – et andet er at styre landet. Store firmaer bruger mange økonomiske midler på at udsøge sig de mest kvalificerede ledere, af hvem man forlanger både uddannelse, viden, erfaringer og menneskelig integritet. Kun når det gælder landets ledelse, kan man vade lige ind fra gaden uden at besidde nogen som helst form for kvalifikationer. Og det er grunden til, at alt går så dårligt, som tilfældet er.

Men så er der jo embedsmændene, vil man sige. Sådan var det måske en gang. Men disse bliver i dag også udvalgt politisk. Den forfærdelige Barbara Bertelsen er et rigtig godt eksempel på det, og den udvikling vil kun blive forstærket. Men så omgiver politikerne sig jo med en hær af spindoktorer, rådgivere, pressemedarbejdere etc. Kan det ikke hjælpe? Nej, de er jo udvalgt efter samme metode. Pernille Vermund ville næppe ansætte en kommunist som rådgiver – selv om han var fagligt kompetent. Summen af dette er imidlertid, at politikerne er helt overflødige. Alt, hvad de siger og skriver, er der en anden, som har formuleret. Deres opgave er kun at pakke det pænt ind og sælge det til de stupide får, der stemmer på dem. Stillingen politiker skal ganske enkelt afskaffes. Landet skal ledes af kvalificerede folk. Hvordan skal disse udvælges? Ja, man kunne jo lade statsoverhovedet gøre dette. Man kunne også foruden et folketing, som beskrevet i ovennævnte artikel, etablere et landsting med større krav til valgbarhed og eventuelt også med en blanding af valgte og udpegede medlemmer.

Det vigtigste er ikke, at alle særinteresser repræsenteres, men at man samler den største indsigt og viden til at udføre den vigtigste opgave i samfundet.

Med partiernes forsvinden – og det kunne klares uden at ændre Grundloven, for den kender ingen partier – forsvinder også pressens indflydelse på den politiske proces. Der vil ikke være megen pressedækning af folketingsvalget, hvis det er et valg mellem enkeltpersoner uden partitilhørsforhold i landets cirka 2000 sogne. Og det er godt, for det er i dag pressen, der sætter den politiske dagsorden, og pressen er postkasserød, og de økonomiske bagmænd, der ejer pressen, har også deres politiske dagsorden. Det er således betegnende, at der ved dette valg kun er blevet talt om ret uvæsentlige ting og ikke om de to vigtigste emner for nationens beståen: 1. Lukning af grænserne og hjemsendelse af alle, der ikke hører til her, 2. Danmarks deltagelse i den krig, der truer med at udslette hele den europæiske civilisation.

Det er imidlertid typisk, at ingen nogensinde diskuterer, om tingene ikke kunne gøres på en bedre måde. Det ville man gøre i ethvert firma, hvor tingene går så dårligt, som de går i samfundet i dag. Det er imidlertid et tegn på, at vi ikke styres af folket, men af en ideologi, nemlig demokratismen, og som ethvert andet totalitært system, tåler den ikke en sådan diskussion. Vor styreform og nøjagtig lige så forstenet og håbløs som kommunismen under Brezhnev. Samfundet har ændret sig siden 1849, og de folk, der befolker parlamentet i dag, er af en ganske anden støbning end dem, der styrede landet dengang. Kvaliteten er ganske enkelt dalet og udfordringerne steget. Det er nødvendigt at udtænke en anden fremgangsmåde, end man måske kunne klare det med for over 150 år siden. Der er naturligvis sket ændringer, men disse har kun gjort et dårligt system værre.

Det er derfor, der ikke er nogen politiske løsninger på vore problemer inden for det nuværende systems rammer. Disse er pilrådne, og systemet skal skiftes ud. Dette lader sig desværre ikke gøre ad parlamentarisk vej.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Kan kampen vindes med åndelige midler?

BOGANMELDELSE:
Kasper Støvring og Mikael Jalving:
DANMARK under angreb
Kulturkritiske udvekslinger

Indblik 2018

Dette er ingen nyudgivelse – den har siddet i reolen længe – men da de forløbne 4 år jo ikke har medført nogen ændring af situationen, er den stadig aktuel – på den sørgelige måde.

Det er en såkaldt ”samtalebog”, hvor de to lærde herrer sidder og pludrer med hinanden om løst og fast. Den genre har sine fordele – men så sandelig også sine ulemper. Man kommer vidt omkring – men det kan også være vanskeligt at holde fokus – og at finde den røde tråd.

Jeg kender ikke de to personligt, men Mikael Jalvings far var min fortræffelige læge i Gamby på Nordfyn, så jeg ved, at han kommer af en ordentlig familie og er vokset op i et godt og kulturbevidst hjem. Både han og Støvring har vel flirtet lidt rigeligt med tidsånden i deres studietid, men der er jo større glæde i Himmelen over to syndere, der omvender sig, end over 20, der ikke behøver omvendelse.

Lad det være sagt med det samme: Det er stort set en glimrende bog – man kan kun være enig i det allermeste, måske i 95 % af det hele. Hvis man er en god national dansker, har man derfor ikke noget stort behov for at læse bogen – medmindre man ønsker at finde yderligere argumenter til støtte for sine synspunkter eller har brug for at vide, at man ikke er alene. Modstandere finder ikke på at læse den, men de kunne nu ellers have vældig godt af at gøre det!

Det er imidlertid ikke en bog for Maren i kæret – medmindre Maren er fortrolig med filosofihistorien og har læst de sidste nye samfundsteoretikere og kulturkritikere. Jeg har ifølge sagens natur ikke noget imod, at man læser meget og intellektuelt bearbejder, hvad man læser, men dette tenderer lidt til at løbe ud i en påvisning af, hvor belæste de to er. De er meget belæste. De har intellektuelt stort set forstået, hvad dette drejer sig om, men også kun stort set. Og de påpeger mange vigtige ting, som f.eks. den skæve politiske fordeling blandt journalister og akademikere. Den er vigtig, men den er også blot et symptom.

Mine forbehold begynder imidlertid på flappen, hvor Mikael Jalving siger:

”Hvis der er noget, jeg virkelig håber på, så er det, at du og jeg tager fejl. Det ville være det bedste, der kunne ske for vores lille land. Intet ville glæde mig mere, end at fremtiden modbeviser vores advarsel, og at mine børn kan vokse op i fred og fordragelighed med både Mohammed, Morten og Matilde.”

Ligesom han også taler om vore ”muslimske medborgere”.

De to udmærkede mennesker har altså ikke noget imod at leve i et multiracialt samfund – bare ”de andre” opfører sig ordentligt og accepterer vore normer og formodentlig tilegner sig vor kultur. De skal mere end integreres, de skal assimileres. De skal bare blive solbrændte danskere. Men de må åbenbart godt forblive muslimer… Det Mikael Jalving ønsker, er for mig det værst tænkelige rædselsscenarie, fordi den biologiske blanding er den endelige undergang. Idealsamfundet for Jalving er vel et, hvor assimilationen er så komplet, at Matilde gifter sig med Mohammed. Mohammed har imidlertid et hjemland, der er fuldt af Mohammeder. Matilde derimod er dansker, og dem er der ikke mange af. Når alle Matilder er blevet Fatimaer, er det sket med danskerne – og med Danmark. Lad os ikke glemme, at de fremmede er de stærkeste, fordi de har de værdier, der sætter gruppen over individet, og de har hjemlande, hvorfra de løbende kan hente inspiration og livskraft – og så sørger de for en stadig befolkningstilvækst, mens vi undlader at få børn, og på årsbasis slår vi endda ca. 15.000 af de børn, der produceres, ihjel, inden de bliver født. Vi har ingenting. Vi dør ud.

Med dette in mente kan man måske overraskes over, at en begavet mand som Kasper Støvring mener, vi lever i verdens bedste samfund – hvis det altså ikke lige var, fordi vi har disse assimilationsproblemer. Underligt er det imidlertid ikke, at et af de to herrers største problemer er, at jøderne forlader Europa. Men lad os igen slå fast, at netop den jødiske elite er den gruppe, der har gjort mest for at fremme indvandringen på alle områder. Politisk, idemæssigt, gennem af pervertering af antropologien, konditionering i medierne – og naturligvis rent praktisk. De har med Amerikas hjælp skabt utålelige tilstande i nogle af de lande, de fremmede kommer fra. Samtidig har de gennem deres uindskrænkede kontrol med medierne lagt alle modstandere af indvandringen for had.

Lige så ureflekteret er behandlingen af 11. september. Overfladisk er også Kasper Støvrings glæde over, at antallet af ”nationalstater” verden over stadig vokser. Nuvel, Øst-Timor, Eritrea – men flere kan jeg vel ikke umiddelbart komme i tanker om. Sagen er jo, at de fleste nye ”nationalstater” ikke er nationalstater. De fleste afrikanske statsdannelser huser utallige forskellige nationaliteter med forskellige sprog og kulturer. Deraf de mange konflikter. Men han har naturligvis ret i, at virkelige nationalstater er et ubetinget gode. Verdensviljen, som han med godt ord kalder det. Men vi modarbejder jo dagligt denne verdensvilje. For indvandring destruerer jo netop nationallstaterne.

Både Støvring og Jalving er sig fuldt bevidste, at snak er billig. Så hvad vil de nu gøre? Ja, det får vi jo ikke noget klart svar på. De antyder jo, at man kunne gå ind i politik, men jeg tror ærlig talt, de godt ved, at det ikke fører nogen steder hen. Ja, måske ved de i virkeligheden godt, hvad der skal til, men det kan man ikke skrive – og slet ikke, hvis man vil være respektabel, og det vil de.

Lad mig igen slå fast med syvtommersøm: Råddenskaben stikker dybt. De fremmede er også kun et symptom – et tegn på, at vi i Vesten har mistet livsviljen. Vi har skabt et både åndeligt og fysisk biologisk vakuum, og som altid fyldes et sådant vakuum automatisk op af tilstrømning andetsteds fra. Vi har vist os uværdige til vort territorium, som vi ikke orker at forsvare. Politikerne ævler om lappeløsninger. Ingen – ikke en gang de mest rabiate – går ind for den eneste holdbare løsning: at smide alle fremmede ikke-europæere ud af landet og lukke grænserne hermetisk for uønskede og uproduktive etnisk fremmede.

Vi kan imidlertid ikke standse der. Det system, som har muliggjort denne fortrængning af danskerne må nødvendigvis fjernes sammen med alle dem, der bærer og kultiverer dette system. Det er bedre en tid at leve i blod til hofterne end permanent at måtte gå rundt i natrenovation til halsen! Derefter kan man så begynde at styrke de tilbageblevne danskeres identitet gennem styrkelse af deres kultur og kulturbevidsthed. Kun derved kan folket styrkes indefra – og det er nødvendigt. En nation kan ikke i længden holdes i live med magt. Den skal ville leve. Det er denne kollektive livsvilje, det nuværende system har frataget folk (tænk bare på wokebevægelsen, Cancel Culture etc.).

Denne erkendelse er vigtigere end alverdens filosoffer og politiske tænkere. Men når man giver udtryk for denne erkendelse, har man ikke – som de to herrer – adgang til avisernes spalter og fjernsynets mikrofoner, ja, man har heller et noget job. Man er cancelled!

Jeg kan høre stemmer, der visker: ”Lidt er jo bedre end ingenting. Dæmp dig nu ned, og bliv en del af diskursen”. Det ønske kan jeg desværre ikke efterkomme. Støvring og Jalving er et par af de ventiler, systemet bruger til at lukke dampen af kedlen med, så denne ikke eksploderer. Sagen er imidlertid, at kedlen skal eksplodere, før det kan blive bedre.

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Det taler vi ikke om!

Endnu en nyhed, som de danske massemedier har glemt at fortælles os om! I weekenden blev en 12-årig pige fundet halshugget og lagt i en kuffert i Paris. Fire algeriere er nu varetægtsfængslet, mistænkt for drab.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar