USA’s kommende borgerkrig

Endnu en gang er USA eksploderet i raceoptøjer – og endnu en gang skal de hvide gøres til syndebukke for primitive skabningers primitive vold. En sort kriminel er død under en anholdelse. For det første, skal man ikke forsøge sig med falske penge, og for det andet skal man bare makke ret, når man bliver fanget. Amerikanske betjente er ikke indstillet på faddersladder – og det skyldes jo, at et meget stort antal politibetjente mister livet i tjeneste, ikke ved færdselsulykker, men ved drab, og at det desværre kun alt for ofte er sorte, hvis voldsparathed skaber problemer. Kriminalitetsstatistikken siger alt! Det hører imidlertid i dette tilfælde med til historien, at denne neger ikke blev kvalt, men døde af ”underliggende årsager”, men fakta har aldrig betydet noget, når det drejer sig om race.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er uskyldige hvide, der bliver dræbt af politiet – det forekommer også hyppigt, men det fører ikke til borgerkrigslignende tilstande eller plyndringerne af forretninger – hvilket altid har været sorte raceoptøjers egentlige formål. I netop Minneapolis dræbte en sort, muslimsk politibetjent med oprindelse i Somalia en hvid australsk kvinde, der troede hun kunne søge beskyttelse hos politiet. Begrundelsen for det koldblodige skuddrab var, at hun var hvid. Betjenten er behørigt blevet dømt – men der var mærkværdigvis ingen demonstrationer, ingen optøjer og ingen plyndringer. Og det har der heller ikke været alle de andre gange, hvor sorte betjente har dræbt hvide ud fra rent racistiske motiver.

USA befinder sig snart i en permanent borgerkrig. En sådan er et naturligt resultat at de
multietniske samfund, og der er efterhånden tegn på, at den hvide amerikanske befolkning har fået nok! Så bliver optøjerne til en rigtig borgerkrig, hvor der skydes fra begge sider! De hvide har hidtil fundet sig i alt for meget. Der har, så længe jeg kan huske, været områder både i byerne og på landet, hvor hvide mennesker ikke kan færdes uden fare for deres liv – eller uden solid bevæbning. Stupide nordeuropæere, der ikke har holdt sig fra sådanne områder, har ofte måttet betale en høj pris for deres raceblindhed.

Danskere har endnu ikke får øjnene op for disse forhold. De sluger råt, hvad der serveres for dem af CNN – ofte gennem dette netværks socialdemokratiske danske relæstationer, og det er nedslående at se hvide danske piger marchere med i Bwadr Sørensens demonstration i København, hvor man fik et førstehåndsindtryk af racesituationen her i landet. Vi er sandelig godt på vej mod amerikanske tilstande, og de hvide piger bliver erfaringsmæssigt de første ofre.

”Black Lives Matter,” bræger Bwadr Sørensen, idet hun vel hermed udtømmer sin sproglige formåen, når det da ikke drejer sig om at udøse sprogets værste gloser og selvopfundne skældsord over nationale danskere, der tilsyneladende finder sig i alt. Hun har imidlertid fuldstændig ret i sit udsagn: Sorte liv betyder alt! Overalt har de formået at skabe kaos og opløsning omkring sig lige fra Brasilien over USA og Haiti til England og hele det afrikanske kontinent, hvor de har formået at forvandle velordnede samfund til stinkende latriner – med Trumps ord ”shitholes” – inden for få årtier. Hvor der er for mange Bwadr Sørensener dør enhver form for civilisation og kultur!

I USA sidder den sorte befolkning i alt for vid udstrækning blot og venter på, at de hvide skal føde på dem. De mener, at der er nogen, der skylder dem noget. Siden borgerkrigen har dette ikke ændret sig for de brede sorte lag i den amerikanske befolkning. Og det har intet med racisme at gøre. Begavede og civiliserede sorte, der har villet Amerika, er steget op i samfundet, hvor de er blevet behandlet på lige fod med hvide – ja, ofte har de endda nydt en fortrinsbehandling, f.eks. desværre inden for den akademiske verden, hvor enhver forskelsbehandling, der ikke er begrundet i særlige evner, betyder, at den akademiske verden mister troværdighed.

En sådan begavet sort amerikaner er Washington Post-journalisten Keith Richburg, hvis bog ”Out of America – A Black Man Confronts Africa” fra 1997 er en glimrende indføring i den raceproblematik, der plager USA – og som har spor tilbage til Afrika. Richburg blev ikke populær blandt USA’s sorte og hvide liberale. Han har for sit blad blandt andet dækket Afrika og Sydøstasien, og han takker sin gud for at hans forfædre blev solgt som slaver til USA og overlevede rejsen. Naturligvis ikke sådan at forstå, at han priser slaveriet – hvem kunne vel finde på det? Nej, men han finder intet i Afrika og den der herskende mentalitet, han kan identificere sig med. Hvor det er et modefænomen blandt sorte amerikanere at betone, at de er afrikanere – selv om de aldrig har set Afrika – at fejre fester, de tror er afrikanske og at drømme om en afrikansk storkultur, der aldrig har eksisteret, bekender Richburg sig entydigt til USA. Hans skildringer af, hvad han har set
og oplevet i Afrika, er horrible – og ingen hvid mand ville have vovet at bringe dem på papir.

Derfor ses han blandt en del sorte i USA som en ”raceforræder”. Det betragtes alle sorte, der har sagt ja til Amerika, som, en Onkel Tom, en Oreo (sort udenpå, men hvid indeni). Keith Richburg stiller blandt andet følgende interessante og intelligente spørgsmål:

“Hvordan kan det være, at vietnamesere og koreanere, der stiger i land i Amerika uden andet end det tøj, de står og går i, og uden at kunne sproget, i løbet af kort tid har etableret deres egen forretning og forsørger sig selv og deres familier, mens sorte amerikanere stadig sidder på deres siddeflade og venter på, at nogen skal gøre noget for dem 150 år efter borgerkrigen og slaveriets ophør?”

Alle dem, der vil henføre Afrikas ulykkelige situation til kolonialismen, spørger han, hvordan det kan være, at Sydøstasien – der også var koloniseret af europæerne – på få år kunne svinge sig op til at være økonomiske stormagter – på trods af overbefolkning og selv om de råder over færre råstoffer end Afrika, mens det sorte kontinent henligger i et kaos, der synes kun at blive værre? – På en eller anden måde, er det altid europæernes skyld, aldrig negrenes, disse er altid bare ofre, og hvis det ikke er for kolonialisme er der for racisme, tsetsefluer, malaria, tørke eller noget andet udefrakommende! Som ved magi undgik det sydlige Afrika alle disse plager, så længe de var under hvidt herredømme ….

Keith Richburgs bog er væsentlig til forståelse af de billeder, man ser på fjernsynet i disse
dage – og til verden i det hele taget. Den kan varmt anbefales! Vil man have en dybere forståelse af USA, må man ubetinget læse David Dukes erindringer My Awakening. Da bogen er bandlyst på både Amazon og Barnes & Noble, er der så meget mere grund til at læse den! Den kan fås fra davidduke.com. Bogen er oversat til svensk. Det er
væsentlig lettere, hurtigere og billigere at få den fra Sverige – men det er en oversættelse…..

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Frihed er det bedste guld

Solen er blændende skarp efter 30 dage i Sukkerdrengens mørke, jødiske fangehul. Min ”forseelse” var at fastslå en kendsgerning. Det må man ikke på Facebook – kun falske informationer. Det værste er nok, at jeg mistænker en FB-ven, der ellers har meget sunde synspunkter, men på hvis ligtorn jeg trådte, for at anmelde mig til FB-politiet. Jeg synes ikke, vi skal stikke hinanden til fjenden – det gavner ikke diskussionen. Den tager jeg gerne på sober vis. Man kan jo nøjes med at slette mig af vennelisten, hvis man bare vil have lov til at være uforstyrret i sit eget ekkokammer. Jeg sletter heller ikke nogen, fordi jeg er uenige med dem om dette eller hint. Hvis vi alle var enige om alt, behøvede vi jo ikke at diskutere noget.

30 dage viser imidlertid, hvor afhængig man er blevet af skidtet. Jeg har ikke kunnet svare på messenger-beskeder, f.eks. Det er generende. Jeg vil endvidere også hermed ønske alle tillykke, som har haft fødselsdag, og sige ”God bedring” til alle, der er eller har været syge. Jeg har heller ikke kunnet komme af med mine frustrationer. Det er også generende.

På den anden side er det måske meget godt at opleve, at man faktisk kan leve videre uden FB, ja, man sparer endda en pokkers masse tid, som man kan bruge til noget bedre. Det bør Zuckerberg & Co. huske – for når alt kommer til alt, så lever han jo af, at vi benytter hans service! Hvis vi bliver trætte af det, mister han indtægt, og tro mig: Zuckerberg er ganske bevidst om det. Han anser os vel imidlertid som en betydningsløs gruppe, han godt kan undvære.

Jeg er naturligvis blevet tilrådet at have en reserveprofil, men man rammer jo alligevel sjældent de samme mennesker. Jeg har oprettet en profil på MeWe, men den kan jeg pludselig ikke logge på – og helt ærligt: Interessen for MeWe er ikke overvældende – det er Facebook, man bruger. Facebook har et de-facto-monopol. Dette giver mig anledning til nogle principielle overvejelser:

Jeg læser tit indlæg fra tidligere FB-fanger, der midlertidig er på fri fod, at deres ytringsfrihed bliver krænket, ja, Grundloven overtrådt. Det er jo desværre ikke helt rigtigt. Vi har ret til at ytre os, alt det vi vil, så længe vi styrer uden om straffeloven! Men FB og alle andre medier er private firmaer, der selv bestemmer, hvad de ønsker at bringe. Enhver, der forsøger at få såkaldte kontroversielle læserbreve eller kronikker optaget i aviserne, har den erfaring, at disse ikke har plads, eller at de ændrer teksten, så den mister sin brod. Ytringsfrihed betyder ikke andet, end at vi kan tage en sæbekasse og stille os op et afsides sted i en park og tale til de fire verdenshjørner. Gør vi det på et befærdet sted, vil det være en overtrædelse af politivedtægten eller forstyrrelse af den offentlige orden. Tidligere var der flere aviser, ofte fire i hver provinsby samt et antal landsdækkende blade fra Land og Folk til Berlingske Tidende. Det var således lettere at finde et sted at komme af med sine meninger. I dag er der kun få aviser, og deres eksistensberettigelse er ikke at understøtte bestemte politiske holdninger eller at skabe debat, men udelukkende at tjene penge til ofte internationale koncerner, der – besynderligt nok – heller ikke ønsker at bidrage til udbredelsen af alternative synspunkter. De styres af de selvsamme kræfter, der ejer politikerne. Endelig kommer, at alle aviser understøttes kraftigt af staten med momsfritagelse og kontante bidrag. Staten understøtter kun systemets rygklappere. Fjernsynet er lukket land, hvis man ikke er rød, og så er der nettet, som vi engang i vor naivitet troede var det store demokratiske medie, hvor alle havde en chance. Det er, som vi har kunnet konstatere, selvfølgelig ikke tilfældet. Regeringerne kæmper for at regulere det, og resten besørges af de-facto-monopolerne som f.eks. Facebook, YouTube, Amazon etc.

Det vil lovgivningsmæssigt være vanskeligt at påbyde private virksomheder at optage alt, hvad de får tilsendt. Det er der jo ingen, der kan i praksis. Der må altså ske en redigering, og den foretages af aviserne. De bestemmer, hvad folk må læse. Anderledes er det selvfølgelige med Facebook. Der redigerer man ikke indlæggene, men har til gengæld nogle meget vagt formulerede og politisk korrekte ”fællesskabsregler”. Håndhævelsen af disse er imidlertid overordentlig ensidig. Kommunister, feminister og islamister kan stort set skrive, hvad de vil, og lige så racistisk og sexistisk, de vil – blot det er rettet imod hvide mænd. For nationale gælder helt andre regler. Der findes som nævnt flere konkurrenter til Facebook, men deres ”fællesskabsregler” er stort set magen til Facebooks, og når de måske nok ikke administreres så stramt, skyldes det udelukkende, at disse konkurrenter er opsat på af få så mange brugere som overhovedet muligt af hensyn til annonceindtægterne.

Vi må fastholde, at Facebook er et de-facto-monopol, og at der ikke er nogen seriøs konkurrence på området. Det er i den situation, det er nødvendigt at indføre en lovgivning, især når det gælder den frie debat, for denne påstås jo at være demokratiets livsnerve. Derfor må den sikres. Der må opstilles nøjere klart formulerede alsidighedskrav til disse ”fællesskabsregler” og etableres mekanismer, der sikrer en ensartet håndhævelse, og til hvilke man kan appellere computerens afgørelser – en art domstolsmekanisme, og krænkelse af denne ensartede håndhævelse må straffes med så betydelige pengebøder, at selv Zuckerberg kan mærke det. Kun sådan kan man forsøge at sikre den frie debat. Det skal understreges, at Facebooks nye 40-mandskollegium til kontrol med håndteringen af kontroversielle ytringer ikke giver en sådan appelmulighed og derfor er temmelig værdiløst, selv om det vil koste over 53 mio. kroner om året! Så vidt jeg kan se består det af 40 personer udvalgt blandt eliten og de særligt beskyttede arter – det vil højst have en alibifunktion og i sidste ende blot forværre situationen, fordi det vil legitimere den.

Der er imidlertid en anden form for ytringsbegrænsning, der er endnu farligere: Det er den, der finder sted på arbejdsmarkedet og overalt i den offentlige sektor, som naturligvis til enhver tid vil hævde, at denne begrænsning ikke findes. Denne form for begrænsning bygger på, at visse synspunkter af venstrefløjen og feministerne betragtes som moralsk forkastelige. Mennesker, der har sådanne synspunkter, kan man ikke have ”tillid” til, og man kan ikke ”samarbejde” med dem. Nogen rationel begrundelse herfor gives ikke – det er ikke nødvendigt. Jeg kan samarbejde med enhver, uanset om han mener, at jorden er flad. Det kommer ikke mig ved. Men sådan spiller andre ikke klaveret.

Hvis en sådan holdning skulle ramme folk, der hylder kommunismen og dennes bødler med omkring 200 mio. ofrer på samvittigheden, ville det naturligvis være forkasteligt og udemokratisk – for slet ikke at tale, hvis det gik ud over klimatosser, coronatosser, kønsforvirrede tosser eller feminister. Det ville man kunne læse om i Information og Politiken i dagevis. Men når den rammer nationale, ”nazister”, ”fascister” eller folk, der bare elsker deres fædreland og vil have det tilbage, så er det helt på plads at bringe disse mekanismer i spil.

Jeg kender rigtig mange mennesker, der nok har fået et job i det private erhvervsliv, men som samtidig har fået at vide, at virksomheden ikke kan bære dem, hvis de lander på avisernes forsider. Det er en meget effektiv ytringsbegrænsning. Jeg husker også min gode ven Jørgen Skovgaard Nielsen, der i den grad var udelukket af det ”gode selskab”, men som til sidst fik et job på en tømmerplads i Svenstrup J, hvor han var helt alene og blot skulle sørge for at læsse de lastbiler, der kom efter varer, og at læsse de varer af, som blev bragt af andre lastbiler. Det var ikke noget højtprofileret job, og det var et meget upolitisk job, troede vi. Men en dag blev han fyret på stedet. En chauffør havde ringet til sin fagforening og sagt, at han ”fandeme ikke ville betjenes af sådan et “nazisvin”. Fagforeningen viderebragte den besked til virksomheden, og så var Nielsen arbejdsløs og
måtte ganske enkelt flytte til en anden del af landet. Sådan gør man det på demokratisk vis.

Det går imidlertid endnu videre end det. Selv er jeg blevet smidt ud af slagter Knudsen i Aabybro, der ikke ville sælge noget til mig, medmindre jeg ændrede mening, af Sørwi i Aalborg, der gerne ville sælge kød engros til alle andre end lige netop mig, af barberen på Vejgaard Torv og af et nu hedengangent emballagefirma i Aalborg. Calamus i Aulum ville ikke levere mig en stol, jeg havde købt på en messe – og da jeg endelig satte trumf på, fik jeg et defekt eksemplar. Dissidenter skal simpelthen ikke have mulighed for at eksistere!

Efter at Aarhus Universitet havde udtalt, at man ikke ”havde tillid til mine forskningsintentioner (hvad så dette end måtte betyde) og ansatte et udueligt kvindemenneske med sproglige udfordringer, som ikke formåede at forske noget som helst, selv om hun blev betalt for det, måtte jeg søge nedad i systemet og formåede rent faktisk at holde hele 23 år på én arbejdsplads på trods af forespørgsler i Folketinget, ministerklager, massivt pres fra fagforeningerne og en pressehetz af uhyrlige dimensioner. Det var kun muligt, fordi jeg havde været så heldig at få en chef, der mente det der med demokrati og frihed helt bogstaveligt. Det kostede ham dyrt, bl.a. en opstilling til Folketinget, hvor han ellers kunne have gjort god fyldest! Detaljerne vil fremgå af andet bind af mine erindringer, som foreløbig kun er på planlægningsstadiet, men jeg kan garantere, at der kommer guf på bordet! Min brug af ytringsfriheden gav naturligvis også problemer internt på arbejdspladsen, men ad den vej kom man heller ingen vegne. Eksterne samarbejdspartnere opsagde indgåede aftaler. Man kunne jo ikke have tillid – hverken til mig eller til en arbejdsplads, hvor jeg arbejdede. Det skulle gøres besværligt at have mig ansat. Tal om mobning! Men jeg er af den hårdhudede type, så bestræbelserne på at komme af med mig kronedes først med held, da amtet sendte sine egne folk ind i administrationen, hvor man nu, stærkt hjulpet af sprogfagenes deroute, gik uden om forstanderen. Så var der lige pludselig ikke timer nok – men der var timer nok til gennem fiksfakserier også her at holde på et udueligt kvindemenneske, der netop var dumpet til pædagogikum på grund af manglende sprogkundskaber. Uduelig har i min tid aldrig været en hindring for ansættelse i undervisningssektoren – bare man havde de rigtige meninger, og de rigtige meninger lå altid et stykke til venstre for Socialdemokratiet.

Så var der kun selvstændig erhvervsdrivende tilbage. Min eneste danske kunde mistede jeg efter at have vidnet til fordel for Søren Espersen, da en notorisk giftspreder havde beskyldt denne for at have været medlem af ”nazipartiet”. Det vidneudsagn fortryder jeg imidlertid ikke! Jeg er bestemt ikke altid enig med Søren Espersen, men det har ikke noget med ret og rimelighed at gøre! Retfærdigheden bør ske fyldest for alle, også for Søren Espersen, som i forholdet til mig altid har været en kompetent og hæderlig journalist – ikke noget, man møder hver dag! Men selv også en uhæderlig journalist har krav på retfærdighed!

Nogle af disse ting kunne man naturligvis imødegå ved at tage lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i brug, idet den specifikt omtaler forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse. En kraftig straf ville muligvis hjælpe, men ak – i modsætning til straffelovens § 266b sker der her ingen offentlig påtale, man kan klage til et nævn eller anlægge en sag ved domstolene…… Hvem har tid og lyst til at føre 50 klagesager for et sådant nævn. Uden offentlig påtale er loven værdiløs.

Vejledningen til loven er tyk. Alle andre beskyttelser er penslet nøje ud til gavn for udlændinge og muslimer. Om politisk holdning hedder det i den 78 sider lange vejledning kun:

4.3 Politisk anskuelse

Ligesom kriterierne race og hudfarve, indgik kriteriet politisk anskuelse i den oprindelige forskelsbehand­lingslov fra 1996 (99).  Kriteriet indebærer beskyttelse af en politisk holdning, også hvor denne ikke nødvendigvis manifesterer sig gennem medlemskab af et politisk parti.

En arbejdsgiver må ikke i nogen ansættelsesmæssig sammenhæng lægge vægt på, hvilken politisk anskuelse en ansøger eller medarbejder har. Begrebets grænser er dog ikke blevet udfordret i retspraksis (endnu).

Nej, hvorfor mon? Alle andre har interesseorganisationer, der sørger for at indbringe sager for domstolene. Den politisk forfulgte har det ikke, og de færreste orker det. Hvis de er blevet fyret og har en familie at forsøge, har de nok at se til. Bestemmelsen er virkningsløs. Og arbejdsgiveren, mod hvem disse bestemmelser er rettet, ville blot kunne henvise til, at de øvrige medarbejdere ville gå i strejke, hvis han ikke fyrede den pågældende.

Hvad der virkelig ville hjælpe, ville være en holdningsmæssig ændring i befolkningen, en virkelig demokratisering, hvor man ved enhver lejlighed i presse, fjernsyn og undervisning betonede den lige ret til at have og udtrykke enhver overbevisning, og hvor det er folk, der ikke accepterer denne ret, som udelukkes fra arbejdsmarkedet. Så kunne vi måske tale om demokrati og ytringsfrihed, som jo netop (som George Orwell udtrykker det) er retten til at sige det, andre ikke bryder sig om at høre. Det ville kræve et opgør med den selvfede, selvbehagelige og selvhøjtidelige farisæisme, hvis bærere mener sig berettigede til moralsk at udskamme og udelukke folk, der har en lidt anden opfattelse af tingene, end de selv har, ja, til at betragte dem som ringere mennesker. Det er absolutisme i demokratisk forklædning – ja, demokratisme, når den er værst, hvor selv en Hal Koch ville stå af. Jeg skal i den forbindelse blot erindre om sagen i det selvbestaltede Danske Akademi, hvor flere medlemmer er trådt ud i protest mod akademimedlemmet Marianne Stidsens syn på #metoo-bevægelsen. Det Danske Akademi skulle ellers være et sted, hvor man kunne diskutere alle kulturelle spørgsmål – men nej, ikke når meninger måtte gå på tværs af den herskende mening! Så skal man bare holde kæft eller forlade bygningen!

Sagen er imidlertid desværre nok den, at samfundet som sådant ikke er interesseret i nogen fri debat. Man ønsker ikke noget virkeligt demokrati. Begrebet er kun beregnet til brug i skåltaler ved højtidelige lejligheder. Man er interesseret i at kvæle enhver ytring, der ikke understøtter elitens bestræbelser for tilintetgørelsen af Europas nationalstater, skabelsen af det multikulturelle helvede og storkapitalismens uindskrænkede herredømme. Der vil således ikke blive nogen fri debat. Tværtimod må vi regne med en yderligere indskrænkning i vore ytringsmuligheder – og dermed i befolkningens informationsfrihed, dvs. dens muligheder for at søge informationer. Dette er en farlig vej! Hvor debatten ophører, begynder volden – for der er da ingen anden mulighed for at ændre samfundets kurs imod afgrunden! Vi er for længst kommet ud over det punkt!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Er Mette Frederiksen Gud?

Man ved efterhånden ikke, om man skal le eller græde over denne klovneverden af idioter. DR meddeler, at eksperterne, dvs. epidemiloger og læger, er forfærdede over, at en stikprøve med 50.000 personer (og det er en stor stikprøve) viser, at kun 1,1 % af befolkningen har udviklet im-munitet mod Covid-19. Vi skal op på 60 %. Men hvordan skulle vi komme der, for vi kan jo ikke få lov til at blive smittet, for pokker! Nu ville det logiske næste skridt være, at Mettepigen gik på fjern-synet og sagde: “Undskyld! Vi har ødelagt økonomien, drevet jer i konkurs og frataget jer jeres fri-hed til ingen verdens nytte, ja tværtimod har vi berøvet jer muligheden for at blive immune. Vi annullerer alle indskrænkninger i dag – og jeg træder tilbage!” Men nej! Man bliver ved at fratage os vore fundamentale grundrettigheder som EU-borgere, for det er vi, hvad enten vi kan lide det eller ej, vort forbehold vedrørende unionsborgerskabet forsvandt sang- og klangløst i svinget uden af-stemning – et andet grundlovsbrud. Disse grundlæggende rettigheder kan ikke kan annulleres af en lov i Folketinget. Og så har det modbydelige, opblæste, snotdumme kvindemenneske ovenikøbet den frækhed at udtale: “Jeg lader mig ikke presse. Jeg har ansvaret for dem, der så vil dø af Corona!” Sig mig engang, tror hun, at hun er Gud? (Når skidt kommer til ære….., som man siger).

Der er ingen dokumentation for noget dødsfald af Corona, i hvert fald ikke, som er offentlig-gjort. Der er nogle, der er døde med Corona (under 600!), men hvor mange af dem ville ikke være døde alligevel – måske en måned senere? Vi får simpelthen ingen konkret viden om disse forhold – for viden vil blotlægge politikernes grænseløse stupiditet. Udsættelse af operationer og annullering af udrednings- og behandlingsgarantier vil med garanti slå langt flere ihjel – og så taler vi slet ikke om de nødvendige besparelser på sundhedsområdet, der vil blive et resultat at dette, eller de sociale katastrofer, det vil medføre! Til oplysning for tåben i statsministerkontoret dør der mellem 50.000 og 55.000 mennesker om året i dette land. Må de gerne have lov til at dø? Eller vil hun også tage ansvaret for dem – eller i det mindste da for de 3.000, der dør som følge af “utilsigtede hændelser”, dvs. fejl og sjusk – for det er hendes ansvar, idet fejl og sjusk i meget vid udstrækning skyldes påtvunget overadministration og mangel på bevillinger til det nødvendige mandskab på vore hospitaler? Eller hvad med alle dem, der dræbes, voldtages eller slås til lirekassemænd af udlændinge, som udelukkende er her som følge af politiske beslutninger, som Mette Frederiksen nægter at ændre. Hvad med at begynde med at tage ansvar der, hvor man har en mulighed for at ændre situationen? Det er for billigt at ville tage ansvar for noget, man ingen virkelig indflydelse har på!

Til oplysning for Mette Frederiksen, dør vi alle – ja, selv guddommelige tosser som Mette Frederiksen dør en dag, og en hel del mennesker ville nok ønske, at dette skete før hellere end siden! Ingen overlever livet! Det har Mette Frederiksen tilsyneladende ikke lært noget om i skolen. I skolen lærer man i dag virkelig intet, der er til nogen gavn. Døden er et af livets grundvilkår, en del af naturens orden – til nogle kommer døden alt for tidligt – og til en hel del kommer den alt for sent! Dette virus er også en del af naturen – og vi kan ikke slippe bort fra det. Hvorfor skal dette kinesiske virus have så megen mere opmærksomhed end kræft, hjerte- karsygdomme, diabetes eller andre af de virkelig store dræbere? Mange dødsfald som følge af disse skyldes nemlig noget, vi gør, og som vi kunne lade være med at gøre. Hele vor moderne livsstil med fabriksfremstillet mad med konserveringsmidler, sprøjtning af vore marker med kræftfremkaldende kemikalier etc. er dødbringende. Den er et ideologisk valg, som Mette Frederiksens forgængere har truffet af hensyn til storkapitalen og ”kvindens ligestilling”…. Det kan imidlertid stadig gøres om!

Sagen med Covid-19 er meget enkel: Vi skal smittes for at blive immune! Jo før, det sker desto bedre. Som regering og folketing agerer nu, vil undtagelsestilstanden komme til at vare for altid, for der er ikke er blevet udviklet nogen virkelig pålidelige vacciner mod nogen anden Corona-virus, og denne vil næppe blive en undtagelse. Der tales allerede om mutationer, hvilket vil gøre udviklingen af en vaccine meget vanskelig.

Man har spildt hundredvis af milliarder af kroner for at ”redde”, hvad der svarer til måske 1000 leveår, svarende til 12-13 hele liv, for det har jo ikke kun kostet staten penge, men også de enkelte mennesker, virksomheder og pensionskasser – og udgifterne vil forfølge os og øges i de kommende år. Selv om vi fordobler antallet af reddede liv, så det måske kommer til at svare nogenlunde til sundhedsmyndighedernes prognoser for det værst tænkelige scenarie, er det jo ikke imponerende. Vi skal i den forbindelse huske, at der også uden Corona hvert år dør mellem 1000 – 3000 mennesker af influenza og luftvejsproblemer. Vi mangler ganske enkelt vigtige oplysninger, som man bevidst forholder os. Disse oplysninger kunne nemlig udløse en revolution. Hvad er Corona-ofrene i virkeligheden døde af, og hvor længe ville de have levet uden Corona? Hvad nu hvis det viser sig, at der måske er reddet leveår svarende til 100 eller 200 liv til en pris af 2-5 mia. kroner pr. liv? Hvis vi skal følge i det spor, må vi – til usigelig glæde for Greta Thunberg – forbyde biler af enhver slags. Dermed ville vi så have reddet en 200-300 mennesker om året. På samme måde kunne man redde ofre for flystyrt ved at forbyde flyvning. Ja, man kan undgå alle dødsfald ved at forbyde livet!

Men kriser – også politikerfremkaldte kriser – er som skabt til at tage friheden fra folk Man har med et snuptag fjernet erstatningsretten ved ekspropriation (det kan man ikke ifølge Grundlo-ven), forsamlingsfriheden (det kan man heller ikke, derfor har man undtaget forsamlinger i “politisk og meningsbefordrende” øjemed, men det har man glemt at fortælle befolkningen), rejsefriheden (det er en grundlæggende rettighed). Og husk: Det er et samlet Folketing, der har dette på samvit-tigheden! Fra Nye Borgerlige til Alternativet! Der er ikke en, der har sagt: ”Hov, det går ikke!” De har klappet hælene sammen og sagt: ”Jawohl, mein Führer!”

I stedet for den økonomiske tilstand taget i betragtning at annullere al udgiftskrævende, nyttesløs, ja, direkte skadelig såkaldt ”klimalovgivning” fortsætter man i ly af denne undtagelsestilstand med at vælte kolossale økonomiske byrder ud over kommende generationer. Mette Frederiksen er er køn ”børnenes statsminister”. På samme måde vil man påtvinge os tvivlsomme – ja, måske skadelige – vaccinationer, tests (indsamling af DNA) og en app på vore telefoner, så myndighederne kan følge med i, om vi er “i nærheden af smittede”, for så skal vi åbenbart spærres inde. En sådan app har vide perspektiver! I Tyskland er undtagelseslovene permanente, indtil de bliver ophævet, hvis de bliver ophævet. Der forbyder man så lige samtidig, mens borgerne ikke må forsamles og protestere, kritik af EU (3 års fængsel), i Frankrig kritik af religioner (gælder nok ikke kristendommen). Vore samfund antager mere og mere karakter af totalitære partidiktaturer. Og vi har reelt ikke noget at vælge imellem. Når der viser sig er mulig alternativ, klares problemet med massiv valgsvindel og bureaukratiske forhindringer.

Samtidig vil storkapitalen – og Kina – få frit slag til at opkøbe sunde virksomheder, der af korrupte eller blot uduelige politikere bevidst er drevet til konkursens rand, ligesom producenter af værnemidler har fået kronede dage. Også vaccineproducenter vil blive forgyldt. Soros og Gates lader hilse!

Hvis ikke vi NU går på gaden og tager vores frihedsrettigheder tilbage, mister vi dem for altid!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , | Skriv en kommentar

Livet mod døden

”Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.” (Matt. 5,44-45)

Dette ligner overskriften over vor kommunistiske regerings udlændingepolitik – og den religion, der ligger til grund for dette nonsens, og som samme marxister jo ellers tager skarp afstand fra, er den helt basale grund til, at vi ligger på dødslejet. Naturen er en kamp om artens habitat og beståen – hvis nogen truer os, er det vor opgave at tilintetgøre dem, ja, hvis nogen truer vore kære og det, vi elsker, så er det vor klare pligt at slå vedkommende ihjel. Vore modstandere har i deres religion ikke noget bud om kærlighed til fjenden, tværtimod: Det er deres religiøse pligt at slå os ihjel, hvis vi da ikke konverterer. I den situation er vi dømt til at tabe – dømt til undergang!

Det er et af de mange bibelsteder, der gør, at ethvert fornuftigt menneske må tage afstand fra kristendommen. Kristendommen er en dødekult, sådan at forstå at den tilbeder døden og ikke livet. Jordelivet er blot noget, der skal overstås. Materien er det onde, der skal bekæmpes. Det virkelige mål er ”at vorde jeres himmelske Faders børn”, dvs. det evige liv i Ånden i Abrahams skød – eller hvor det nu er. Det er man ikke rigtig i stand til at gøre rede for – af gode grunde, for livet det er her og nu! Alt andet er et fatamorgana, et bedrag, et udtryk for uvidenhed og manglende tænkeevne – eller for svaghed. Kristendommen er en sutteklud for dem, der ikke kan acceptere naturens orden og den kendsgerning, at døden er en del af denne. Da kristendommen var ung og ny, regnede man med, at Jesu genkomst var umiddelbart forestående – inden for en menneskealder allerede. Med et så kort perspektiv for blev alt andet end evigheden jo naturligvis uvæsentligt. I dag ved vi bedre. Kristendommen appellerede bevidst til den laveste socialklasse – de helt udstødte, slaverne og de besiddelsesløse – og det gjorde man med det kommunistiske budskab, at de første skal blive de sidste og de sidste skal blive de første. Modtagerne af budskabet var uoplyste og ubegavede. Selve budskabet havde naturligvis først og fremmest et politisk formål: Undergravelsen af Romerriget. Det projekt lykkedes til fulde!

Vi er et lille hjul i den store naturlige evolution. Vor opgave er at udfylde denne plads bedst muligt og efterlade jorden som et bedre sted end den var, da vi kom. Det gør vi kun ved at formere os, forsvare os og hade vore fjender – herunder især de indvortes fjender, som har slået sig sammen med vore ydre fjender for at tilintetgøre os! Hadet mod dem skal ingen grænser kende! Der er intet værre end et dårligt immunforsvar. Vi skal sætte hele vor velstand over styr for at bekæmpe Corona-virusset, der sikkert er modbydeligt, men som i sig selv ikke vil betyde nationens undergang. Det langt farligere koranvirus skal vi imidlertid omfavne, elske og acceptere – og det betyder med garanti vor undergang.

Vor religion er livet. Alt, hvad der gavner livet, er godt – alt hvad der skader livet er ondt det er døden. Kristendommen er døden, for den anerkender ikke naturens grundlæggende principper, men henlægger tilværelsens mening til en imaginær verden befolket af himmelnisser, som ikke eksisterer, aldrig har eksisteret og aldrig vil komme til at eksistere.

Man vil herimod indvende, at kristendommen jo har tjent os godt i mange år. Det var imidlertid i den periode, hvor den ikke var særlig kristen, og hvor det var forbudt menigmand at læse Bibelen. Man må naturligvis heller ikke glemme, at livet jo også var gået videre uden kristendommen, og det liv ville nok på længere sigt have tjent os endnu bedre. Da vikingerne blev kristne, var dette begyndelsen til enden for dem. De mistede det langsigtede perspektiv. Af samme grund skete der i kristendommens første 700 år ved magten ingen nævneværdig teknisk udvikling. Kun inden for bygningskunsten videreudviklede man Romerrigets kunnen – for det var til bygning af katedraler til Guds ære. Man kan udtrykke det på en anden måde: Kirken stjal europæerens geni. Kun inden for kirken havde man mulighed for at få de nødvendige pengemidler til skabelsen af kunst. Førte ens geni ud over kirkens snævre grænser, blev man i stedet brændt på bålet.

Kristendommen er samfundsskadelig, idet den kun beskæftiger sig med den enkeltes lille, betydningsløse liv – ikke med artens, racens eller folkets liv. Det drejer sig for den kristne om at redde sin egen ikkeeksisterende sjæl fra et ikkeeksisterende helvedes pinsler, ikke om at kæmpe for artens overlevelse. I himmelnisseuniverset, hvor alle er lige, er arten uden betydning, og for den kristne eksisterer evolutionen jo slet ikke. Skaberværket er for ham forklaret fyldestgørende i 1. Mosebog. Alt er sat på jorden, således som det er i dag. Alle beviser på det modsatte er blot SATANS forsøg på at forvirre menneskene.

Kristendommen er imidlertid på godt og ondt (mest ondt) en del af vor kultur, som ikke kan tænkes væk. Derfor skal den indgå i den almindelige undervisning og behandles på linje med vor nordiske mytologi. Hvis folkekirken fortsat insisterer på at fungere som en lokalafdeling af Enhedslisten, må den adskilles fra staten og sejle sin egen sø. Ellers må den besinde sig på en form for kristendom, der er nogenlunde forenelig med sund fornuft eller blot nøjes med at være leveringsdygtig i de ceremonier, samfundet har brug for. Gå en tur i den russisk-ortodokse kirke for at lære, hvordan man kan gøre det.

Udgivet i Kristendom | Tagget , , | Skriv en kommentar

Yes!!

Danske hospitaler har længe gjort opmærksom på, at der procentvis er langt flere ikkevestlige fremmede her i landet, der får Covid-19, end der er danskere. Det er der ikke noget mærkeligt i. Disse grupper bor langt flere sammen og har et mere intenst socialt liv end danskerne. Og så blæser de på alle de vantros regler, for virusset er jo netop kun Allahs straf mod de vantro!

Under de forhold er det ikke så mærkeligt, at smitte breder sig hurtigere og voldsommere. MEN nu fortæller engelske læger ifølge Ritzau, at der ikke alene er flere af de fremmede, der får sygdommen – der er også procentuelt flere, der DØR af den Det er virkelig svært at få armene ned! Der er som bekendt intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Man har længe vidst, at visse DNA-profiler var mere udsatte end andre, men ingen har tidligere turdet forbinde højere dødelighed med race. Men det er altså ikke ulogisk, at England, Frankrig, Spanien, Italien og New York har en højere procentuel dødelighed end Færøerne! Hvad Norditalien angår, er det jo ikke lige der, der er flest afrikanere og folk fra Mellemøsten – men historisk har italienerne været udsat for stor blanding – og alene heri kan der ligge en risiko. Medicinalindustrien har længe vidst, at medicin skal tilpasses de forskellige racer, og at blandinger udgør en udfordring, fordi det ikke er muligt at målrette medicinen. Det er bare ikke noget, man taler om. Man kan altså også udmærket i Italien have en højere incidens af bestemte dna-profiler, der angribes hårdere af Corona. Dette kan forstærkes af en tendens til at gifte sig inden for landsbyen, så der sker en ophobning af bestemte gener. Vi ved det ikke, og man vil næppe fortælle os det. Når det anføres her, sker det blot for at påpege, at man skal være forsigtig med at drage sammenligninger imellem landene, og at man måske skulle interessere sig lidt mere for dette forhold.

Man har imidlertid bevidst benytte billeder af kolonner af militærlastbiler, der påstodes at
transportere kister ud af Bergamo – men som egentlig kunne have transporteret hvad som helst – til at oppiske europæernes frygt. Længe leve den frie og ukritiske presse! Denne har også benyttet billeder af kister fra Lampedusa i 2015, hvor en velsignet mængde af fjendens invaderende horder heldigvis blev kaldt hjem til Allah, inden de nåede Europa, og forsynet disse billeder med nye tekster, ifølge hvilke de skulle stamme fra Bergamo og indeholde Corona-ofre.

Samtidig synes rygterne om, at dette virus skulle stamme fra et laboratorium at forstærkes og have hævet sig op over konspirationsteoriniveauet. Spørgsmålet er så, hvorfor et laboratorium eventuelt har beskæftiget sig med dette virus. Nogle mener, at man har forsøgt at fremstille en vaccine mod AIDS. Men hvis dette virus specifikt rammer bestemte dna-profiler, der i hvert fald i nogen udstrækning synes at være racebestemte, åbnes der jo nye perspektiver. Det er velkendt, at det hvide sydafrikanske styre samarbejdede med israelske forskere om at lave en sygdom, der kun angreb en bestemt racetype. Sydafrika havde et akut behov for at decimere den sorte befolkning, og Israel havde for mange arabere. Der findes med andre ord forskning på dette område. Kina har for mange muslimske uighurer i den vestlige del af landet. Dette er naturligvis ren spekulation, men tanken er jo på én gang forjættende og skræmmende – alt efter hvem der lancerer dette virus først…

Udgivet i Indvandring | Tagget , | Skriv en kommentar