Dr. Hans Christian Krog Pedersen 1948-2021

Man har i min alder skrevet lidt for mange nekrologer, men denne er en af de vanskeligste at skrive, ikke fordi dette dødsfald berører mig så dybt, som det måske burde, men især fordi hovedpersonen var et vanskeligt og kompliceret menneske, om hvem man kunne skrive en hel bog – men det ville desværre være en af den slags bøger, der næppe ville tilføje menneskeheden nogen nævneværdig merværdi.

Jeg har kendt Hans Christian Krog Pedersen i det meste af mit liv. Han var min ven i ungdommen – og der er rigtig mange glade og positive minder i den forbindelse – vi har rejst sammen i Tyskland, Amerika og Sovjetunionen, han var min medkæmper, da vi overoptimistisk grundlagde Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom sammen i 1970, og han var min svoger igennem 30 år. Sidste gang jeg så Hans var vel for en næsten 10 år siden – og betegnende nok var det i retten i Husum, hvor Hans til sidst måtte fjernes af et par retsbetjente. Han var blevet et andet menneske end den unge mand, jeg lærte at kende i 1964.

Han var søn af nationalsocialistiske forældre, som intet fortrød, og som fastholdt deres tro på, at de havde ret. Hans far, Henry Krog Pedersen, havde været SS-Oberscharführer og var dekoreret med jernkorset. I det civile liv havde han været landmand, men han blev senere statsautoriseret ejendomsmægler og var fuldt fortjent et respekteret medlem af lokalsamfundet. Hans var den førstefødte af ægteparrets 3 børn, og som vuggegaver havde han fået en god begavelse, teknisk snilde og mange andre fortræffelige egenskaber – kun én gave havde han ikke fået: evnen til at administrere de øvrige gaver.

Hans blev opdraget efter, hvad forældrene anså for at være gode nationalsocialistiske principper. Han blev aldrig ladt i tvivl om sin egen fortræffelighed, og han betragtede sin omverden som bestående af mindreværdige og ubegavede skabninger, som man kun kunne foragte og behandle som det skidt, man træder på. I min optik fungerer nationalsocialismen ikke helt sådan. Her må man selv gennem sit eget eksempel vinde respekt fra andre mennesker – respekt er ikke noget man kan kræve, det er noget man livet igennem må forsøge at gøre sig fortjent til, og begavelse alene er ikke et tilstrækkeligt grundlag for respekt. Og disciplin og selvdisciplin er også en del af nationalsocialismen – og de begreber kendte Hans desværre ikke.

Hans far var ikke blind for svaghederne i sin søns karakter, men i stedet for at lade Hans møde realiteternes verden, gjorde han alt for at jævne hans vej. Det er jo det, forældre gør i den bedste mening, men i dette tilfælde havde det nok gjort godt at lade Hans blive konfronteret med virkeligheden på et tidligt tidspunkt. Henry sørgede for, at Hans slap for militærtjeneste, idet han frygtede, at en sådan grundet Hans’ karakter ville ende i den fuldendte katastrofe – og det var muligvis nok en helt rigtig bedømmelse, men en dygtig underofficer, der kunne se Hans’ mange kvaliteter, ville måske nok alligevel have kunnet gøre underværker.

Da opbragte naboer ville have en kammeratlig samtale med Hans om hans hasarderede kørsel på den stille og børnerige villavej, hvor de boede, forhindrede hans far det. En sådan samtale ville utvivlsomt have indbragt Hans nogle øretæver, som måske ville have lært ham noget, men egentlig burde Henry nok selv have taget disse pædagogiske redskaber i brug – eller i hvert fald have givet sin søn det ultimatum, at han måtte køre forsigtigt og hensynsfuldt eller finde et andet sted at bo. Dette skete ikke, og dermed cementeredes sønnens indtryk af, at man her i verden kan te sig fuldstændig efter forgodtbefindende. At familien herefter blev chikaneret af naboerne på alle tænkelige måder, så den som politisk forfølgelse, men der var vel snarere tale om simpel gengæld!

Hans valgte lægevidenskaben som sit studium og ønskede sig en karriere som læge, og hans karakterbrist til trods blev han en ganske fortrinlig læge, der var elsket af sine patienter, men vore fælles politiske anstrengelser – tåbelige, som de var – skabte ham mange fjender i eliten, og ligesom man som ”nazist” ikke kunne være universitetsansat adjunkt (1) , kunne man heller ikke være læge. Begge stillinger gav prestige, og den skulle vi ikke have. Det er imidlertid lettere at hedde Pedersen end Riis-Knudsen. Man kan bedre forsvinde i mængden, men Hans ønskede ikke at gå fra vikariat til vikariat, han ville købe en praksis – og det så han helt rigtigt, for han var ikke det fødte holdspiller, og samarbejde var måske nok ikke lige hans kernekompetence. Ingen ville imidlertid sælge ham en praksis.

Det havde i den forbindelse naturligvis heller ikke hjulpet, at myndighederne efter en anmodning fra den ”tyske” regering gennemførte en aktion imod DNSU’s Forlag, hvorunder betjente fra Aabenraa politi trængte ind på et sterilt område på Aabenraa Sygehus og anholdt Hans midt under en operation. Timet og tilrettelagt. På samme måde anholdt man mig 20 minutter, før jeg skulle møde på arbejde. Det er ikke karrierefremmende. Som plaster på såret fik vi senere hver 1.000 kr. i erstatning. Statsadvokaten mente, at den behandling, vi var blevet udsat for, var ”prisen for at leve i en retsstat” – i sandhed jura for viderekomne. Men, som vi længe havde vidst, er såvel politi som domstole i dette land bundkorrupte – man behøver ikke engang at bestikke dem, blot at blæse de rette politiske signaler. Der er reserveret en særlig afdeling i Helvede til en stor del af juristerne!

Til sidst opgav han at blive familielæge, ja, han lagde lægegerningen helt på hylden og ville til at konstruere og producere højtalere. Han havde en ide. Altså ansatte han 2 ingeniører, købte et hus i Skanderborg og blev udvikler. Alene en computerarbejdsplads kostede dengang 100.000 kr. i datidens mønt. Det var jo mange penge, og Hans havde aldrig haft et fast job og kunne vel ikke stille nogen sikkerked. Finansieringen af det hele forbliver en gåde, men da boblen brast, var hans mors særeje blevet ophævet, og forældrene blev revet med ned i dybet. Privatbanken i Skanderborg havde fået besked oppefra om, at man ikke ønskede disse kunder. Anledningen var en forside i Ekstra Bladet. Sagen var, at Hans var en indædt modstander af fartbegrænsninger, især af enhver form for generelle fartbegrænsninger. Det kan jeg sagtens følge. Vi lærte dengang at afpasse farten efter forholdene, vore bilers og vor egen formåen. Vi havde også nok lært vore egne begrænsninger at kende. Min kørelærer bragte mig i hvert fald helt bevidst ud i situationer, der viste mig, at der er en begrænsning, og at der findes forhold, som man ikke selv kan kontrollere. Dengang uddannede man folk til at køre. At Hans så undertiden glemte at tage sine omgivelser med i betragtning, er en anden sag. Nuvel, vi var begge unge og havde vel til en vis grad bly i sålerne, men når jeg anede en politipatrulje eller fartkontrol, satte jeg skyndsomst farten ned. Hans gav derimod bilen ekstra gas. Det skulle jo ende galt. Hans fik en bunke fartbøder, som han alle tog i retten for at give systemet så meget arbejde som muligt. Han overså, at systemet elsker arbejde. Det gør det nødvendigt med flere ansatte, og beskæftigelse er det ypperste formål for ethvert bureaukrati. Det var en af disse sager, der skaffede Hans den bemeldte forside, og naturligvis kædede pressen hans kørsel sammen med hans politiske ståsted. Se blot: Sådan opfører ”nazister” sig. De er jo uanvendelige i ethvert samfund. Og når jeg i dag tænker tilbage på den forside, kan jeg egentlig godt forstå bankens ledelse. Et er den politiske holdning. Det er slemt nok, men endnu værre var det, at Hans simpelthen nægtede at spille efter reglerne. Som bankmand ville jeg også sige: ”Ham vil jeg ikke have noget med at gøre. Når han opfører sig sådan i trafikken, hvordan vil hans så opføre sig i forretningsanliggender?” Ja, hvordan mon……?

Kulminationen kom, da Hans foretog en civil anholdelse af en færdselsbetjent, fordi denne efter Hans’ mening kørte for stærkt. Dette kunne systemet ikke tolerere, for sæt det dannede skole! Sagen blev derfor til en sag om hensynsløs kørsel, og Hans mistede kørekortet for at have bragt betjentens liv i fare ved at køre ind foran ham, og Hans måtte forlægge residensen til Tyskland, hvor han i nogle år virkede helt anonymt som læge ved forskellige hospitaler. I de år havde jeg ingen forbindelse med ham. Ja, jeg måtte end ikke få at vide, hvor han var.

Hans havde godt nok fralagt sig alle politiske hverv i bevægelsen, men han havde jo stadig taget sig af det tekniske arbejde, og dette ophørte derfor nu. Alt havde sådan set været spildt, men omkostningerne for os begge havde været store, uforholdsmæssigt store. Hans havde haft de bedste chancer for at redde skindet på næsen, men hans kamp mod fartgrænserne trak ham tilbage i mediernes søgelys. Det gælder altså virkelig her i livet om at vælge sine kampe med omhu. At kæmpe mod hastighedsgrænserne ved blot at overtræde dem ændrer jo nu virkelig ikke samfundet – det skaffer kun en selv besvær og udgifter. Det er en kamp, man ikke kan vinde. At kæmpe imod vindmøller er latterligt, men at udkæmpe en ret beset ligegyldig kamp imod noget så sekundært som fartgrænser er åndssvagt.

Efter nogle år fik Hans sig imidlertid en praksis i Sørup i Sydslesvig, men det var, som om familien havde svært ved at tilpasse sig de uskrevne regler for livet i en landsby – især når man hører til byens spidser. Det førte til ufred, politi og retssager. Som en venligtsindet dommer ved retten i Flensborg engang sagde til en fælles bekendt: ”Vi ville så gerne hjælpe ham, men hans optræden gør det umuligt for os!” Begyndelsen til enden på Hans’ praksis indtraf på en Volkstrauertag, hvor man oprindelig skulle mindes de faldne i krigene, men som efterhånden er blevet til en mindedag for ”fascismens ofre”. Glemt er de faldne, bombeofrene, de 2 mio. myrdede i forbindelse med fordrivelsen af tyskerne fra Østeuropa osv. På denne Volkstrauertag havde man hentet en modbydelig socialdemokratisk pamper fra regeringen i Kiel til Sørup for at tale om ”ofrene for grusomhederne i de forfærdelige tyske lejre” etc. Det var til at krumme tæer i skoene over. Pludselig gik Hans’ kone resolut hen til dette politiske misfoster og rev manuskriptet fra ham og spredte det på jorden, hvorpå hun gav sig til at holde en modtale. Hun kom jo naturligvis ikke så langt….. Jeg fandt hendes handling både modig og helt rimelig, og hun steg ved den lejlighed mange grader i min agtelse, men det var naturligvis som at hælde benzin på et ulmende bål. Den dag bestemte Sørups elite med præsterne i spidsen sig for at gøre en ende på Hans’ tilværelse som læge i byen.

Mindeværdige episoder fra denne kamp er, da Hans hælder en spand beskidt gulvvand ud over et fjernsynshold, eller da han anmelder et hold journalister fra Ekstra Bladet for at have fjernet narkotika fra hans praksis. Alt sammen ganske underholdende, men man kan jo nok næppe kalde det for propagandistisk positivt offentlighedsarbejde. Det solgte ingen billetter. Til sidste blev familien helt bogstaveligt fordrevet fra byen.

Det skal imidlertid i den forbindelse ikke glemmes, at Hans og hans kone også stiftede foreningen ”Schönes Sörup” og udgav bladet Söruper Rundschau med mange gode og mindeværdige artikler, der bestemt har fået præsterne til at bande stygt. Hans havde en særdeles glimrende pen, der i intelligent giftighed kun blev overgået af hans kones. Om giftighed så vinder nogen sympati i befolkningen som helhed, ja, det er jo så en anden sag. Da bladet ophørte at udkomme, blev det senere erstattet af Det Nye Revision, ofte spydigt betegnet som ”Familiejournalen”, fordi familiens lange og indviklede retssager mod alt og alle optog en uforholdsmæssig stor det af spaltepladsen.

Næste station blev en stilling som kredslæge i Nordnorge, indtil Hans, der var ansvarlig for sygeplejerskernes efteruddannelse, benyttede lejligheden til at holde foredrag om racehygiejne. Behovet herfor har sikkert været stort – men det blev også enden på Hans’ stilling. Et praksisfællesskab i Trondheim forliste, efter at Hans igen havde kørt for stærkt og ikke lod sig standse af politiet. Han parkerede blot roligt sin bil og gik op i sin praksis. Politifolkene havde vel set for mange krimier i fjernsynet og tolkede situationen som en gidseltagning. De fik forstærkning af antiterrorkorpset, som trængte ind i praksis og foretog en voldsom anholdelse, mens patienter halvt påklædte flygtede til alle sider. Hans åbnede en ny praksis – men myndighederne havde vel efterhånden fået nok, så man greb til et virksomt middel, truslen om at tvangsfjerne det yngste barn. Familien flygtede til Danmark, Hans indgik aftale om at købe en praksis i Skive efter en tid som amanuensis hos den afgående læge. Han blev genkendt af en journalist. Handlen gik i vasken. Hans fik kyndig advokatbistand, men kunne ikke afholde sig fra at diskutere Holocaust med advokatens personale…. Tja.

En af Hans’ svagheder – men også et sympatisk træk – var, at han ofte solidariserede sig med samfundets udstødte – med dem, der var blevet stemplet som kværulanter og sindssyge. Dem hjalp ham ofte med lægeerklæringer og juridisk vejledning. Han overså imidlertid, at mange af de mennesker, der stemples som skøre af samfundet, rent faktisk også er skøre.

Tyskerne havde gerne inddraget Hans’ autorisation, men kunne ikke, fordi det var en dansk autorisation, der jo automatisk også havde gyldighed i Tyskland. Nordmændene slettede den bare. Sundhedsstyrelsen forsøgte at få den frakendt ham og lod udarbejde en psykologisk bedømmelse, der ifølge pressen fastslog, at Hans led af en ”permanent og uhelbredelig personlighedsforstyrrelse”, men det var ikke tilstrækkeligt, til at Vestre Landsret vil følge kravet. Da man gjorde stillingen som familielæge til en speciallægestilling, mistede Hans muligheden for at åbne en praksis, og han lod sig vel besnakke til at indgå en ordning, hvor han skulle være amanuensis en kort tid, hvorefter han kunne kalde sig speciallæge i almen praksis. Han kunne naturligvis ikke få en sådan stilling.

I forbindelse med Thies Christophersens og Meinolf Schönborns flytning af deres virksomhed til Danmark, fik Hans en central rolle. Han hjalp Schönborn med at købe hus i Kværs, hvilket ikke var en god beslutning. En øde bondegård havde været bedre egnet end et hus midt i en landsby. Også her brillierede Hans ved for åben skærm at smide en journalist og hans udstyr ud fra grunden. Resultatet var de største optøjer, Sønderjylland har set i nyere tid, hvor terrorister fra hele verden samledes for at smide ”nazisterne” ud. Det københavnske politi ville gøre sin pligt og forsvare bygningen mod angreb, men politimesteren i Gråsten, en gammel partisan, trak dem væk og gav ejerne af huset påbud om at forlade det – af hensyn til deres egen sikkerhed. Huset blev herefter plyndret af pøblen, kreditforeningen opsagde lånet, fordi pantet var blevet beskadiget, og vupti havde man løst det problem. Desværre har de ansvarlige fået lov til at dø en naturlig død – et skammeligt bevis på højrefløjens fredsommelighed og manglende kampkraft. Dette førte også til, at Thies Christophersen blev fordrevet og måtte leve resten af sit liv som landflygtig, jaget fra land til land, selv om han allerede på det tidspunkt var dødsmærket.

Da Hans efterhånden ikke havde nogen platform tilbage til sin kamp mod systemet, vendte han desværre sin kampiver imod familien. Da hans mor døde i en alder af 94, plaget af fremskreden knogleskørhed og begyndende demens, beskyldte han sin søster for at have myrdet sin mor. Det var takken for, at hun i årevis med stor kærlighed havde plejet sine forældre på trods af stadige konflikter med Hans, der var forældrenes værge. Statsadvokaten beslaglagde liget og lod moderen obducere. Hun var – selvfølgelig – død en naturlig død. Det var på det tidspunkt, jeg afbrød enhver forbindelse med Hans.

Nu vil de fleste læsere vel blot sige: ”Godt, vi er af med ham!” Og Hans var da også efterhånden blevet en belastning – mest for familien. Men jeg kan ikke sige det så kategorisk. Jeg anser det for dybt tragisk, at en mand med så rige evner skulle ende sådan. Hvad kunne han ikke have udrettet? Engang vi sad og snakkede sammen om løst og fast, sagde Hans: ”Den næste revolution vil ske med en computer!” Det var i computerens barndom, og Hans havde sat sig grundigt ind i dette moderne vidunders muligheder. Hvor kunne hans liv dog have haft stor mening, hvis han havde forfulgt det spor – i stedet for at slås med vindmøller og gøre livet surt for sine nærmeste og i stedet for at spilde sin tid på holocaust og militærhistorie.

Jeg vælger med vemod at mindes den Hans, jeg kendte i mine unge dage – men han afgik desværre ved døden for mange år siden.

Povl H. Riis-Knudsen

(1) Se herom min bog: I hagekorsets lange skygge, Forlaget mellemgaard, 2021.

Udgivet i Historie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

I hagekorsets lange skygge

Uddrag af bogen:

“Enhver, der måtte tro, at man i dag kan redde den europæiske kultur og civilisation med ”åndelige midler”, tager grundigt fejl. Den nuværende kurs kan ikke ændres gennem argumentation og dialogkaffe. Den, der ønsker det Danmark tilbage, vi kender, må forberede sig ikke blot på en revolution, men på en efterfølgende blodig borgerkrig. Det er rigelig naivt at forestille sig, at de mennesker, der hele deres liv målrettet har arbejdet på at nedbryde alt det, over hundrede generationer af danskere har opbygget, pludselig vil forvandle sig til nyttige og fædrelandskærlige folkefæller. Der vil ikke være nogen som helst plads til dem i et eventuelt kommende sundt samfund.”

***

I hagekorsets lange skygge er andet bind i den tidligere landsleder for de danske nazister Povl H. Riis-Knudsens erindringsværk. Tidligere udkom Evigt ejes kun det tabte – Barndoms- og ungdomserindringer i krigens skygge 1949-1970.

Forfatteren tager læserne med på sin udviklingsrejse gennem årene 1970-1977, krydret med de betragtninger, der trænger sig på efter ca. 50 år. Han møder på denne rejse talrige betydningsfulde personligheder fra Det Tredje Rige og mange af efterkrigstidens nationalsocialister, iblandt dem amerikaneren Matt Koehl.

Han skildrer forsøgene på at organisere en nationalsocialistisk ungdomsbevægelse og grundene til, at dette var dømt til at mislykkes. Ligeledes forsøger han at analysere personen Adolf Hitler og giver sin bedømmelse af den nationalsocialistiske bevægelse, krigen, holocaust og efterkrigstiden. Han beskriver sine rejser gennem Europa og sit første møde med USA, ligesom han redegør for sit forhold til litteratur og undervisning og med stor sarkasme og righoldig dokumentation vier et længere afsnit til sit møde med det danske Berufsverbot.

Vi møder endvidere Sven Salicath, Poul Sommer, Erik Haaest, Jørgen Sømod, Gittan Jäderberg, Frede Farmand, Thies Christophersen, Manfred Roeder, David Irving, Gaston-Armand Amaudruz og mange andre.

Bogen indeholder viden og erkendelser, som ingen dansk patriot kan være foruden!

Køb bogen her.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Coronahysteri og andre massepsykoser

Endnu en gang må vi desværre beskæftige os med dette triste tema – trist ikke så meget pga. sygdommen selv, men fordi håndteringen af den viser en håbløs styreform, som er langt farligere end den kinesisk-amerikanske virus, det drejer sig om, og en fuldstændig statsstyret og totalt ukritisk presse, som ikke lader de eksperter komme til orde, der kan se det vanvittige i den førte politik. Disse henvises til de asociale medier, hvor det er let at affærdige dem og give dem sølvpapirshatten på.

Lad os imidlertid endnu en gang fastslå, at chancerne for at overleve denne virus er hele 99,6 % eller deromkring. At kalde denne sygdom samfundskritisk er ganske enkelt et forbryderisk bedrag – en kriminel misbrug af sproget og den menneskelige intelligens, som desværre er svagt repræsenteret i regering, folketing, statsadministration og i de forskellige styrelser. Havde det været ebola – men en dødelighed på 50 %, havde sagen naturligvis været en anden.

For et år siden fortalte man os, at vi bare skulle vaccineres – så blev alting godt igen. I dag, et år efter, er smittetallene fuldt på højde med sidste års – på trods af en vaccinationsprocent på omkring de 75, hvilket burde været fuldt tilstrækkeligt til at få en virus til at uddø. Det fornuftige svar på dette ville være at indstille vaccinationerne, hvis værdi synes forsvindende ringe. Men nej, svaret er: mere vaccination og et tredje stik – et fjerde, et femte osv. – en gang hvert halve år. Man forsøger kort sagt at overbevise de ikke-vaccinerede om, at vaccinerne er effektive, samtidig med at man vil overbevise de vaccinerede om, at vaccinerne ikke er effektive, så man må eftervaccineres ad infinitum. I et blot nogenlunde intelligent samfund, ville denne strategi hurtigt lide skibbrud. Udenlandske erfaringer viser imidlertid til fulde, at vaccinationer intet nytter. I Irland har man så høj en vaccinationsprocent, som man realistisk kan opnå – og alligevel eksploderer smitten. Det samme kan man se i Israel. Gibraltar har en vaccinationsprocent på 100 – højere kan man næppe komme – men alligevel har man der allerede aflyst julen. Disse vacciner er ganske enkelt af særdeles tvivlsom kvalitet, de er spild af penge – i bedste fald, for vi ved jo ret beset ikke noget om dem. Hvilken skade vil de påføre os på længere sigt? Betyder de i virkeligheden, at vi er mere udsatte for at blive smittet? Hvordan er deres virkning på fertiliteten? Vi ved intet om dem, for de er blevet hastet igennem uden om de normale procedurer for udvikling af medicin, der forudsætter dyreforsøg og lange forsøg med frivillige testpersoner. Eller er det bare den gode gammeldags slangeolie?

At der er mange, som tillægger politikerne ganske andre hensyn end folkesundheden, er ikke underligt, og det skulle bestemt heller ikke undre mig, om der glider store beløb ned i deres lommer fra medicinalindustrien, som virkelig har scoret kassen på denne situation. Disse gevinster burde naturligvis inddrages, men det vil betegnende nok ikke ske.

Man har hensat store dele af befolkningen i angst og hysteri over for denne ubehagelige, men temmelig harmløse sygdom – sammenlignet med så mange andre langt mere alvorlige sygdomme, man kunne have gjort noget meget mere effektivt imod med de samme uhyrlige summer, som denne psykose har kostet og vil koste fremtidige generationer. Når sygehusene mangler penge – og det gør de jævnligt – må de forhandle i månedsvis for at få et par hundrede millioner. Jeg vil tro, at dette vanvid snarere vil have kostet et par hundrede milliarder, som kunne have gjort stor nytte andre steder i sygehusvæsenet!

Læg hertil den socialdemokratiske og kommunistiske forbryderbandes forsøg på at skjule, hvad der egentlig er foregået i denne sag – og hvad de virkelige motiver til f.eks. aflivningen af den danske minkbranche var. Vi får her et glimrende indblik i såkaldt demokratisk politik – og dertil er der kun at sige, at vi ikke vil have mere af den. Vi vil have et ansvarligt styre, ledet af voksne mænd (!) med omfattende erhvervsfaring og en veludviklet sund fornuft – i stedet for af en flok forvoksede og uvidende teenagetøsers kvindagtige føleri.

Samtidig får vi en opvisning i, hvor let det er at forføre masserne. Opskriften er såmænd her: en ensrettet presse, et ensrettet akademisk liv, en politiseret embedsmandsstand, udelukkelse af eksperter med afvigende synspunkter og analyser og politikernes uhyre sparsommelige omgang med sandheden. Samtidig foregår der en fuldstændig uhørt og utilstedelig dæmonisering af de mennesker, der ikke vil have denne ukendte væske sprøjtet ind i deres krop. Vi hører i anden sammenhæng altid om, at kvinden selv bestemmer over sin krop – selv om den, hun bestemmer over, ikke er en del af hendes krop. Men her gælder det åbenbart ikke, selv om den såkaldte ”frie abort” koster langt flere menneskeliv end Corona.

Jyllands-Posten kan i dag berette, at folk automatisk er ved at ændre adfærd. Det fuldstændig latterlige og totalt virkningsløse mundbind er ved at blive en almindelig del af påklædningen, folk skyer hinanden, som om den sorte død var i landet, man undlader at give hinanden hånden osv., osv. Måske er dette en almindelig øvelse i, hvordan man kan splitte en befolkning, ødelægge samhørigheden og skabe mistillid imellem mennesker. Et splittet folk er som bekendt et svagt folk.

Massepsykose og massehysteri er magthavernes redskab til at styre en befolkning. Det er der ikke noget nyt i, men det er sjældent, vi ser så klare og tydelige eksempler som i dag. Det drejer sig foruden om Corona især om klimaet. Børn bliver sendt til psykolog, fordi de tror, at jorden står umiddelbart foran sin undergang. Igen er det en styret proces, fremmet af de statsstøttede medier. CO 2 har intet med klimaet at gøre, klimaet har altid ændret sig og vil altid ændre sig, det er i dag varmere end for 100 år siden, men koldere end for 1000 år siden (vikingetiden). Set i det lange perspektiv befinder vi os i en kuldeperiode. Det er et udtryk for rablende sindssyge, når uvidende politikere og prostituerede videnskabsfolk mener, at den ”rigtige” temperatur er f.eks. år 1980. Der er ingen rigtig temperatur, gletsjere er smukke, men de har heller ikke altid været der i den nuværende form. Det er ingen naturlov, at Grønland skal være dækket af is osv. Men det er karakteristisk for vor tid, at det ikke er fremtrædende videnskabsfolk som professor Johannes Krüger, der lyttes til, men en sindslidende efterhånden 18-årig svensk tøs uden uddannelse af nogen art og uden noget som helst kendskab til klima, hvad der påvirker klimaet, eller til klimaets udvikling igennem tiderne. Hun bliver inviteret til videnskabelige konferencer, kommer i audiens hos paven (der heller ikke ved noget om klima) og foreslås til Nobels såkaldte fredspris, som hun sandsynligvis ender med at få. Krüger derimod er blevet annulleret.

Når det nu efterhånden bliver koldere, for det gør det – vi går nemlig imod en ny istid – vil politikerne og tunfisken (der i dette tilfælde snarere er en torskefisk) naturligvis hævde, at det er deres fortjeneste – også når vi til sidst skal bruge en ishakke for at komme ud af vore boliger. Dette er en klovneverden, som ingen forfatter i sin vildeste fantasi kunne have beskrevet bedre. Jules Verne ville blegne af misundelse,

Kan du huske årtusindskiftet? Det kan jeg! Der var dengang en snedig computervidenskabsmand, der havde fundet ud af, at alle computersystemer ville bryde sammen nytårsaften ved overgangen fra 1999 til 2000. Det ville computerne simpelthen ikke kunne finde ud af. Fly ville falde ned, respiratorer gå i stå, CPR-registeret bryde sammen (en vidunderlig tanke) osv. Hysteriet lignede det, vi oplever i dag både i forbindelse med den kinesisk-amerikanske virus og klimaet. Aviserne var fulde af dommedagsprofetier. Selvudnævnte eksperter i skabelse af panik havde kronede dage. Flyselskaber indstillede driften nytårsnat. Staten og virksomhederne postede milliarder og atter milliarder af kroner i at ”millenniumsikre” deres systemer – og computerindustrien scorede kassen og varslede, at alle de, der ikke havde foretaget denne ”investering”, ville miste alle data i denne skæbnesvangre nat. Hvad skete? Ingenting. Computeren hoppede lige så let og elegant fra 1999 til 2000 – uden nogen som helst problemer overhovedet. Der blev pludselig meget stille omkring ”millenniumsikringen”. Den blev meget hurtigt glemt. Sådan skaber man panik.

Imens aflyses julen nu for andet år i træk (bare vent!) – og Europa oversvømmes hver dag af nye strømme af såkaldte ”migranter”, som vil erstatte os som folk og udrydde de europæiske nationer. Det burde man hellere tale om, men denne reelle trussel gemmes belejligt nok af vejen bag et slør af imaginære trusler som Corona og klima. Ja, selv Slette-Mette Minks rævekager går i glemmebogen, fordi vi skal gå rundt og være bange for at dø af en virus, der kun er til fare for meget, meget få mennesker, som for 99,99 % vedkommende i forvejen befinder sig i dødens venteværelse, måske uden at vide det. Ingen skal komme og fortælle mig, at dette ikke er en bevidst strategi. Det værste ved det hele er, at folk finder sig i det.

I dag har lægerne så krævet, at udrednings- og behandlingsgarantien suspenderes for at undgå overbelastning af hospitalerne! Det er selvfølgelige rettigheder, som ikke bare kan tilsidesættes efter forgodtbefindende. Gør man det, kommer det med garanti til at koste liv – og mange flere liv, end virussen vil koste, og vi taler i den forbindelse om kvalitetsliv. Det er jo her typisk nok mennesker i deres bedste alder, der vil blive ramt. Alene forslaget er skændigt, og endnu mere skændigt, fordi det kommer fra lægerne! Spar alle de uhyre summer, der anvendes på nyttesløse test og smitteopsporing og brug dem på hospitalerne i stedet! I Holland udsætter man allerede kræftbehandling og hjerteoperationer. De dødsfald, man vil opleve som følge af det, betyder intet – så længe folk bare ikke dør af Corona. De ”katastrofale” smittetal herhjemme er 69 ud af 100.000 indbyggere ….. De færreste kræver behandling.

For mit eget vedkommende hører jeg til risikogruppen – alene på grund af min høje alder. Så mig vil Mettepigen passe på – min død ville åbenbart være en national tragedie. Det svarer lidt til barnet, der krammer sin kattekilling ihjel. Mette – og hendes lige så stupide kolleger andre steder – har ikke ”reddet” mig. De har berøvet mig 2 år af mit liv, hvor jeg ikke har kunnet foretage mig noget af alt det, jeg havde tænkt mig at bruge min alderdom på – og det ser ud til at fortsatte i al fremtid. I min aldersklasse har man ikke så mange år at give væk af! Livet skal nødvendigvis have en vis kvalitet, for at det er værd at leve. Denne kvalitet har Mette Frederiksen og hendes kumpaner frataget mig og mange andre. Da der ikke er noget helvede efter dette liv, håber jeg, at Mette Frederiksen og alle de nulliteter og hofsnoge, der omgiver hende, vil komme til at opleve deres helvede her på jorden – og meget gerne i min levetid!

Udgivet i Demokrati, Klima | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Afghanistan

Vestens åbenlyse og ydmygende nederlag til en bande religiøse fanatikere og analfabeter i
Afghanistan har fremkaldt mange kommentarer og betragtninger. Det er tid til selvransagelse. Hvad lavede vi egentlig i dette fjerne og os uvedkommende land, der har lagt så mange imperier i graven?

Det begyndte med Al Qaeda, hvis rolle i attentatet imod World Trade Center i New York der er god grund til at diskutere, for de ubesvarede spørgsmål er mange. Det er mit gæt, at de reelt ansvarlige for det skal findes et helt andet sted på landkortet, men det er selvfølgelig i nogen grad spekulation. At det skulle tage flere år at finde og dræbe Usama bin Laden var i sig selv et dårligt tegn, og en sådan organisation – hvis den altså findes og har den styrke, det påstås – står og falder ikke med en enkelt mand. Amerikanerne har påstået, at de har tilintetgjort Al Qaeda. Hvis Al Qaeda virkelig findes, er det nok tvivlsomt. Men hvad så derefter?

Jo, Amerika og dermed hele Nato besluttede nu, at man skulle kolonisere Afghanistan og
berige befolkningen med vore syge “demokratiske” værdier og sikre kvindernes ”frihed”. Altså ganske som Sovjetunionen ville berige hele verden med sit samfundssystem. Der er ingen forskel. Ethvert nogenlunde begavet menneske kunne sige sig selv, at det ville være en dødssejler. Demokrati kræver en oplyst befolkning – det har vi nu heller ikke mere – og frem for alt et ønske om at overtage vore værdier sådan bare uden videre. Den vilje var ikke til stede. En frisk meningsmåling fra Afghanistan siger, at 99 % af befolkningen ønsker et islamistisk system byggende på sharia. Nu tilsiger demokratiske principper vel egentlig, at disse 99 % får deres vilje – eller? Men nej, de skulle bombes til at være ”demokrater”, det vil altså sige til at følge den ene % og undertrykke de 99 %. Et sådant projekt kan ikke lykkes. Det skændige er ikke så meget, at Amerika opgav det – men at man ikke spurgte de allierede om deres mening, og at man efterlod sine baser og alt det udstyr man havde givet ”regeringshæren”, der kun bestod på papiret. Taliban er derfor nu i besiddelse af et enormt våbenarsenal, med hvilket man vil kunne true og destabilisere hele regionen. Det er ikke for intet, at Rusland skyndsomst har sendt tropper til Tadsjikistan! Det er en forholdsvis svag stat, og mange afghanere er etniske tadsjiker og taler tadsjikisk….

Det danske folk har vel aldrig næret noget ønske om at føre krig i Afghanistan. Det var fra
begyndelsen Anders Fogh Rasmussens personlige projekt. Han ville tækkes USA, så han kunne blive generalsekretær for Nato – og så hans søn lettere kunne blive amerikansk statsborger, men pressen solgte det jo lydhørt til danskerne som en kamp for frihed og demokrati i Afghanistan – som om det i det hele taget kom os ved. Det har kostet mange unge danskere livet eller førligheden, og nu sidder de naturligvis med en lidt fad smag i munden, mens regeringen forsøger at bestyrke dem i, at det var det hele værd. Uden at den dog kan pege på så meget som et eneste positivt resultat, der kunne retfærdiggøre disse ofre. Og så taler vi slet ikke om de milliarder af kroner eventyret har kostet, og som kunne have forbedret livet for de svageste danskere, f.eks. pensionisterne.

Hvad der har rystet mig mest, er ikke politikernes løgne og Rasmussens misbrug af danske liv til at fremme sin karriere. Jeg har for længst indset, at politikere er latente forbrydere, der benytter enhver chance til at mele deres egen kage og styrke deres eget patologiske magtbegær. Der er intet nyt i det. De vil forhåbentlig komme til at skabe arbejde til en hel hær af bødler, når den tid kommer. Nej, det, der rystede mig mest, var ugens udvalgte artikel i Jyllands-Posten den 29. august 2021, skrevet af en Nicola Sandra Voss, journalist og presseansvarlig hos ngo’en Girltalk – endnu en snylteorganisation, som jeg er sikker på har snablen dybt nede i de offentlige kasser. Hun skildrer en samtale med en ven, der var udstationeret i Afghanistan. Han ringede til hende for med grådkvalt stemme efter lang tids tøven at fortælle hende, ”at han havde gjort det.” Hvad havde han dog gjort? Jo, såmænd, han havde skudt en fjende – død. Han var totalt opløst. Her var en ”trænet kampsoldat. Delingsfører og dedikeret i kampen for frihed”, der ikke kunne komme over, at han havde slået en modstander ihjel, som uden at blinke ville have blæst ham direkte op i skødet på Vorherre. Selvfølgelig endte han med at blive diagnosticeret med PTSD, selvfølgelig.

Vi må håbe, at vi aldrig får brug for vor hær til at forsvare dette land, for så er vi fortabt. Det er nu engang soldatens opgave at dræbe fjendens soldater – eller endnu bedre at lemlæste dem, for det koster fjenden langt mere, end hvis man blot slår dem ihjel. Jeg ved ikke, efter hvilke kriterier man udvælger udsendte soldater. Jeg må gå ud fra, at det er de bedste, man sender af sted. Så vidt er vi altså kommet i ødelæggelsen af vort folk. Det er ikke mere i stand til at kæmpe – og det ville næppe være anderledes, dersom kampene stod i Sønderjylland. Vi ser, hvordan hærgende indvandrerbander angriber sagesløse mennesker, uden at nogen går til modangreb – hverken ofrene selv eller folk ved siden af. De skynder sig bare væk. Alle dukker sig. Vi er dødsens.

Nicola synes, jo vi har svigtet soldaterne. Vi skulle nok have haft 2 udsendte psykologer for
hver soldat. Hun mener også, at vi svigtede afghanerne, som vi var kommet for at ”hjælpe”. Hjælpe? Vi så i slutspillet, hvordan det reelt forholdt sig. Alle skiftede side på en brøkdel af et sekund. Afghanerne ville ikke selv kæmpe for et andet samfund – ikke engang ”regeringshæren” og den såkaldte regering, der skyndsomst forføjede sig til Qatar. Så længe de kunne tjene en særdeles fyrstelig løn og tiltuske sig store pengebeløb gennem korruption ved at bistå koalitionen – i hver fald om dagen, mens de måske om natten var talibanere – så var de glade for ”hjælpen”. Derefter skiftede de blot side.

Jo, jeg tror såmænd gerne, at den slags udsendelser tærer på tropperne. De ser vel som de
første meningsløsheden i det hele. Vore politikere er simpelthen for dumme og drevet af en afskyelig herrefolksmentalitet. Vi alene vide, hvad der tjener afghanerne bedst! Afghanistan er et godt eksempel på et multietnisk samfund. Det er ingen kit til at binde det sammen. Hvad vi vil se i de kommende år, er en stadig tiltagende opløsning af landet, hvor hver etnicitet og hver klan slås for at tilkæmpe sig sit eget territorium. De mange efterladte amerikanske våben vil gøre det til en særdeles blodig affære.

Samtidig vil vi se en stadig stigende strøm af ”flygtninge”, der til dels kommer til Europa som en veltrænet partisanhær, hvis formål vil være at bistå med overtagelsen af vore lande. Vi har lige set, hvordan 45 tolke blev til over 1000 personer. Og så har vi endnu flere familiesammenføringer at se frem til. Lad os imidlertid i den forbindelse holde fast i én ting. Det var ikke afghanerne – tolke eller hvad de nu var – der hjalp Danmark – kæmpede for Danmark, har jeg endog set – det var Danmark, der hjalp dem. Vi skylder dem intet, tværtimod. I Østrig har man i forvejen mange afghanere. De topper kriminalitetsstatistikken, og der er vel ingen grund til at tro, at det samme ikke vil blive tilfældet her.

Hvis man vil løse ”det afghanske problem”, kan det kun gøres ved hjælp af en passende
størrelse atombomber. Det virkelige problem er imidlertid også i denne sammenhæng vore politikere. Der er ingen straf hård og grusom nok for dem!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

Bent Melchior 1929-2021

Danmark er som bekendt netop blevet befriet for tidligere overrabbiner og overjøde Bent Melchior. Efter presseomtalen at dømme skulle man umiddelbart tro, at en kongelig var gået bort. Således har den samlede systempresse vartet op med et klage- og hyldestkor, der er grædemuren værdig.

Bent Melchior, billede fra blog.balder.org

Et gennemgående træk ved denne helt ukritiske og ulækre hyldest er betoningen af Melchiors ”store engagement for flygtninge og indvandrere”. Denne observation er vi sådan set enige i, blot med den forskel, at den viser Melchiors skadelige og samfundsnedbrydende karakter. Igennem de sidste 60 år har kun få andre i den grad forhånet og nedværdiget dansk kultur samt medvirket til at omdanne vort en gang så homogene og harmoniske land til en multietnisk og multikulturel kloak. Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt for et menneske at gøre så megen skade. Melchior havde fingrene dybt nede i den multietnisk dej og hans meritter omfatter blandt andet medlemskab af bestyrelsen for ”Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination”, af ”Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab”, af ”Flygtningehjælpens forretningsudvalg”, formandskab for ”Asyludvalget”, bestyrelsesmedlem for ”Centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier” og formandskabet for ”Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe”. Melchior var også i en årrække med i ledelsen af den indflydelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith, som har arbejdet for en stadig indskrænkning af ytringsfriheden og iværksat utallige antinationale initiativer, hvis betydning ikke kan overvurderes, når det gælder Vestens nuværende ødelæggelse. Hertil kommer en uendelig strøm af interviews, kronikker, læserbreve og fjernsynsoptrædener, hvor den multikulturelle tone blev slået an. Jo, Melchior var skam med helt i front, når det gjaldt om bane vejen for de fremmede invasionsstyrker, og allerede i 1998 forsikrede han os håneligt om, at ”de fremmede iblandt os snart vil bevise, at de har noget at yde til deres nye fædreland. Deres flid er uomtvistelig, og mange gymnasier fortæller om, at de største eksamener bliver taget af indvandrerbørn. Om ti år vil de være med til at præge forskning og kunst, som de allerede er med til at højne indsatsen på sportens område. Så vil der ikke mere være anledning til at diskutere, hvad de nye borgere koster, med hvad de bidrager med.” Reelt kan det eneste, de har bidraget med, aflæses af kriminalstatistikken.

Melchior har i denne forbindelse ofte understreget, at bortset fra lidt uenighed om et goldt stykke ørkenjord i Mellemøsten, så har jøder og muslimer i praksis alt til fælles, og de deler interesse i at bekæmpe deres hvide, kristne værtsfolk, der for Melchior altid var fjende nr. 1. Det kunne således ikke være mere passende, at den højst hylende grædekone var muslimske Özlem Cekic, der i mange år har gjort fællesfront med Melchior for netop at sikre fælles muslimske og jødiske interesser her i landet. Fru Cekic var ingenlunde Melchiors første muslimske allierede. I 2008 havde Melchior således travlt med at ”bygge bro mellem jøder og muslimer” sammen med Bashy Quraishy. I en artikel i Politiken fra den 17. marts 2008 hedder det ganske sigende ”Et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme gør det nødvendigt, at jøder og muslimer samarbejder i Europa… Med en tiltagende antisemitisme og islamofobi i Europa er det oplagt og nødvendigt at slutte sig sammen, ikke som opposition til nogen, men for at hjælpe hinanden… Derfor var 27. november en glædens og stolthedens dag for mange europæiske jødiske og muslimske organisationer og ildsjæle, som utrætteligt og loyalt har arbejdet for at etablere en jødisk-muslimsk samarbejdsplatform i Europa som bolværk mod dårlig behandling af både jøder og muslimer og for at række hinanden en hjælpende hånd…. Et hurtigt blik på et hvilket som helst europæisk samfund i dag burde være nok til at overbevise alle oplyste jødiske eller muslimske samfund eller individer om, at samarbejde er i deres egen interesse. Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.” Bedre kan det vist ikke siges, muslimerne har antallet, mens jøderne har organisationen og indflydelsen, som de med glæde stiller til rådighed for de senest ankomne indvandrere. Et andet sigende eksempel er Muslimernes Fællesråds og Mosaisk Trossamfunds fælles kampagne mod racisme i 2009, hvor de to immigrantgrupper atter slog pjalterne sammen for at bekæmpe deres værtsfolks naturlige forsvarsmekanisme. Så meget for jøders integration i og loyalitet over for det danske samfund!

Melchiors kærlighed til muslimer synes imidlertid at være noget selektiv, som f.eks. da den gode rabbiner på selveste Auschwitz-dagen i 2003 angiveligt skulle have spyttet på nogle muslimske piger, og kærligheden omfattede givetvis ikke muslimer i deres hjemlande. Melchior yndede at spille rollen som den tolerante, fredselskende ”danske” jøde, fortaler for menneskerettigheder, åbenhed, forståelse og næstekærlighed, men hvem var det, der i virkeligheden gemte sig bag Melchiors ofte lumske grin? Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var hr. Melchior i Palæstina som medlem af den berygtede Haganahterrororganisation, der sammen med Shamirs berygtede ”Sternbande” og Menachim Begins ”Irgun” blandt andet var ansvarlige for massakren på landsbyen Deir Yassin i 1948, hvor man koldblodigt myrdede mindst 107 mænd, kvinder, og børn og lod araberne vide, at dette blot var begyndelsen. På denne måde fordrev de jødiske terrorister ikke mindre end 750.000 arabere fra deres oprindelige hjemland for siden at forfølge dem i de flygtningelejre, hvor de i mange år levede en kummerlig tilværelse, inden Melchior og hans lige begyndte at agitere for deres import til Danmark og Europa.

Mange af de muslimer, som i dag hærger vore gader og stræder, er direkte efterkommere af de flygtninge, som hr. Melchior har været med til at skabe, og det har naturligvis været i hans interesse at lette trykket på Israel ved at få dem bragt til vore kyster. Det var ikke uden grund, at Melchior ofte grinede. Hans livserfaring må have bestyrket ham i sin tro, der som bekendt lærer, at kun jøder er mennesker, mens vi andre blot er dyr. At han ikke fik mere og bedre modspil, viser om noget danskernes miserable tilstand.

Ja, det er ikke uden grund, at hans bortgang får omtale, som var det dronningen selv, der var gået bort. Melchior havde langt større magt end dronningen. Danmark styres reelt ikke fra hverken Amalienborg eller Christiansborg, men fra synagogen i Skidenstræde – se blot hele diskussionen om omskæring, som næsten alle finder afskyelig, men som alligevel aldrig bliver forbudt.

Med Melchiors afrejse til Lucifers skød har Danmark mistet en af sine farligste og snedigste fjender, vi kan kun beklage, at afrejsen ikke fandt sted tidligere og under andre omstændigheder.

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , | Skriv en kommentar