BOGANMELDELSE:
Vilis Vītols: On Russia. A Neighbours Experience
SIA UG1, Riga, 2022
Denne bog fandt jeg ved et tilfælde i en boghandel i Riga ved mit sidste besøg der. Lad det være sagt med det samme. Dette er den elendigste bog om Rusland, jeg nogensinde har læst. Vītols’ familie har lidt hård under kommunismen og været deporteret til Sibirien etc., og manden selv har levet 55 år af sit liv i udlandet, hovedsagelig i Venezuela. På grund af sin familiehistorie hader han Rusland, men har fuldstændig mistet sit overblik – både over verdenshistorien og over Letlands historie. Begge dele er skidt, og forsøget på at ville forklare historien som en lang serie af russiske forbrydelser er patetisk.
Vītols går langt tilbage i sin historie for at ”bevise”, at det russiske folk generelt består af voldelige, usympatiske, fordrukne og uciviliserede halvasiatiske horder, rigtige ”Untermenschen” for nu at ulejlige en titel på et hæfte fra Det Tredje Riges tid, et hæfte, der dog selv der hurtigt blev forbudt og trukket tilbage. Samme skæbne burde overgå Vītols makværk. Vi hører om, hvor forfærdeligt et menneske både Ivan den Grusomme og Peter den Store var – men hans historier om især Peter I er jo omstridte og betegnes af russiske historikere som opspind og myter. Det skal jeg ikke kunne afgøre, og det er også fuldstændig ligegyldigt. Tiden dengang var en anden og havde andre normer – ikke bare i Rusland, men også i resten af Europa. Og ligesom der i ”Det Vilde Vesten” herskede en egen retstilstand, har der givetvis også gjort det i Sibiriens øde egne, hvor folk generelt var anvist til selv at etablere ordnede forhold med de midler, de nu havde til rådighed. Store riger er desuden aldrig opstået gennem dialogkaffe, men på slagmarken. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor riger skal være store, men det er der både økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde til. Under alle omstændigheder er det imidlertid længe siden. Stalin får naturligvis også en tur i møllen – og det fortjener han også – men Stalin var jo ikke russer. Han var ligesom Berija georgier, og nogle af de værste bødler var jøder (1). Det folk, der har lidt mest under Stalin, var dog vel russerne (2).
Han nævner også Ruslands ”undertrykkelse” af de mange små folkeslag inden for de skiftende russiske grænser. Nuvel, mange af disse etniske grupper er uhyre små og spredte – de ville ikke have nogen eksistensmulighed alene. Og at deres sprog overhovedet har en skriftlig form, kan de takke russiske sprogforskere for. At disse sprog er trængte, er indlysende for enhver, der har besøgt autonome republikker eller regioner. I en union eller føderation er der fri bevægelighed, og det medfører uvilkårligt en befolkningsblanding. F.eks. er hele olie- og gasindustrien afhængig af russiske eksperter, og inden for erhvervslivet er sproget nu engang russisk. Som filolog finder jeg det begrædeligt, at det er sådan – men det er en udvikling, der er vanskelig at standse. Den russiske stat poster rent faktisk betydelige pengemidler i forsøg på at bevare truede lokale sprog og kulturer, men effekten er begrænset. Det er ”overflødige sprog” – folk vil også i Rusland hellere lære engelsk eller i fremtiden måske snarere kinesisk. Der skal tvang til for at bevare f.eks. tjuvasisk, der er et filologisk interessant sprog, som har status som officielt sprog i republikken Tjuvasien ved Volga med ca. 1 mio. indbyggere. Det er op ad bakke! Det kræver tvangsundervisning, og det er vanskeligt, for tilrejsende udefra ser ingen nytte i at lære tjuvasisk. Men hvordan er det med vore egne dialekter? De er forsvundet på 2 generationer. Den samme skæbne vil overgå dansk, men det vil måske tage 3 generationer. Også dansk er et ”unyttigt sprog”, når alle kan engelsk – og det er målet, at alle skal kunne det.
Der er nok reelt ingen autonome republikker i den Russiske Føderation, der har noget ønske om at opnå selvstændighed. Der er ikke rigtig noget grundlag for nogen ”befrielse”. Nu vil mange nævne Tjetjenien, men Tjetjenien havde jo de facto opnået selvstændighed, men amerikanernes forsøg på at etablere et kalifat i Kaukasus gjorde en ende på det. Der var grænsen nået! Ikke med et ord drages der i Vītols bog paralleller til andre lande eller til verdenshistorien som helhed. Det britiske imperium omfattede i begyndelsen af 19-hundredtallet 20 % af verdens areal, fordelt på samtlige kontinenter og 25 % af verdens befolkning. Det franske omfattede 10 % af verdens areal. Dertil kommer spanske, portugisiske og nederlandske koloniriger, belgisk Congo osv. Helt ærligt: De var heller ikke resultatet af dialogkaffe, og undertrykkelsen var brutal og komplet. Og så var der jo slavehandlen, udryddelsen af de amerikanske indianere og de australske aboriginals… listen er lang. Alt dette nævnes ikke. Og det gør jo bogen fuldstændig uvederhæftig. Den fremstiller det, som om Rusland var den eneste kolonialmagt og den eneste, der havde brugt militær magt til at sikre sit territorium.
Det allerværste er imidlertid, at Vītols heller ikke kender sit eget folks historie. Letland var en integreret del af det russiske zarrige – med alle de fordele dette også indebar med hensyn til økonomi og kultur. Og letterne tog jo selv del i administrationen af dette rige. Endnu værre er imidlertid, at landets befolkning selv sluttede massivt op om bolsjevikkerne efter den russiske revolution og aktivt modarbejdede en reel selvstændighed. Denne tilkæmpede man sig dog med udenlandske frivilliges hjælp, bl.a. tyskeres, esteres og danskeres (3). Faktisk opnåede lettiske bolsjevikker op til 70 % af stemmerne ved valg. Dette tal er naturligvis mindsket i den første selvstændighedsperiode, men der har bestemt været en solid tilhængerskare også i 1945, og når sovjetiske historikere vil hævde, at Letland selv tilsluttede sig Sovjetunionen, er det måske nok en tilsnigelse, men der var rent faktisk mange letter i den sovjetiske administration. Undertrykkelsen af letterne blev også gennemført af letter! Og det samme er også tilfældet i de andre baltiske lande. Når man besøger okkupationsmuseet i Vilnius i Litauen, er det også her ganske slående, hvor mange litauere, der deltog i undertrykkelsesmaskineriet – og der var også folk fra de øvrige sovjetrepublikker. Sovjetunionen var ikke bare Rusland!
Og når vi taler om ”russisk grusomhed”, finder man netop hos Mikkel Kirkebæk en beskrivelse af lettisk grusomhed under uafhængighedskrigen efter zarrigets fald:
”Kampene i De baltiske Lande var så vilde og forbitrede, som jeg aldrig har oplevet det, hverken i Den første Verdenskrig eller i alle mine slag som frikorpsmand. Der var ikke nogen egentlig front, fjenden var overalt. Og når det kom til sammenstød, blev det til blodbad og fuldkommen udslettelse. Letterne gjorde sig navnlig bemærket. Her så jeg for første gang den grusomhed, man udviste over for civilbefolkningen. Letterne tog frygtelig hævn på deres egne landsmænd, hvis de havde taget sig af eller hjulpet tyske soldater eller russere fra Den hvide Hær. De stak ild på deres huse og lod beboerne levende indebrænde. Utallige gange så jeg disse grusomme syn, nedbrændte hytter med forkullede og forbrændte kvinde- og børnelig. Første gang jeg så det, stod jeg som forstenet. Jeg mente dengang at være vidne til højdepunktet af menneskets afsindige ødelæggelse.” (4)
Og hvem har skrevet dette? Ingen ringere end Rudolf Höss, senere lejrkommandant i Auschwitz, en mand, for hvem grusomhed næppe har været helt fremmed. Citatet stammer fra hans erindringer, skrevet i fængslet, mens han ventede på at blive hængt, udgivet 1959. Danskere har en meget romantisk forestilling om de baltiske stater. De burde læse Kirkebæks bog for bedre at kunne bedømme disse lande.
At der findes tåber som Vilis Vītols er ikke overraskende. Han er en hadefuld gammel mand, der simpelthen har skabt sig sin egen virkelighed. Han er et monster og burde udstilles i en glaskolbe i Kunstkammeret i Sankt Petersborg ved siden af de andre monstre. Hans bog er kun relevant på grund af kendte letters rosende omtale af den på bagsiden af omslaget, og fordi man har ofret en oversættelse af den til engelsk og ladet det lettiske Europa-Parlamentsmedlem Sandra Kalniete skrive et langt russofobisk forord, sprudlende af had. Det båder ilde for fremtiden. 35 % af Letlands befolkning er russere, og bøger som denne forstærker undertrykkelsen af den russiske befolkning i Letland (og Estland, der har en næsten lige så stor andel af russisktalende). Russerne er fra Sovjetunionens dage vant til at leve blandt fremmede. Det har de ingen problemer med. De har heller ingen problemer med at bo i Estland, Letland eller Litauen – men de vil bare respekteres og have lov til at tale russisk (som alle i de lande forstår, i hvert fald de lidt ældre), se russisk fjernsyn og læse russiske aviser og bøger. Letterne bebrejder dem, at de ikke lærer lettisk. Ja, det kan jeg jo heller ikke forstå, at de ikke gør, men det er jo, fordi jeg er sprogmenneske. Russere har aldrig haft brug for at lære fremmede sprog, og når du er blevet ældre, er det ikke så nemt. Børnene lærer det jo i skolen. Men sagen er jo også, at de fleste russere (ikke alle) lever i områder, hvor livet i sin helhed foregår på russisk, områder, hvor også letterne taler russisk, simpelthen fordi det er sproget på arbejdspladsen, i forretningerne osv. I Letland er et stort område af den østlige del af Letgallen med Letlands næststørste by Daugapils rent russisk – og det andet sprog er der letgallisk, som i mellemkrigsårene var forvaltningssprog, men som i dag er forvist til de allerbageste rækker og ikke engang er skolefag. I den provins vil der nok være er russisk flertal. Skulle dette flertal ikke have lov til at stemme sig til Rusland, hvis det er det, de vil? Og tal her ikke om historiske grænser. Letland har kun været en selvstændig stat i mellemkrigsårene, og der var grænsen også temmelig arbitrær. Kunne man forestille sig en ”ukrainsk” situation her? Det kunne jeg godt, men Letland er et rigere og bedre samfund at leve i end Ukraine, Europas korrupte fattiggård. Der er ikke noget materielt incitament til at skifte land. Så længe man altså behandler sine russere ordentligt, vil der ikke være nogen problemer. Men det er det, man ikke gør mere. Og hvad der gælder for Letgallen, gælder også før det nordøstlige Estland. I Narvaområdet er 90-95 % af befolkningen russere. Har de ingen rettigheder? Og et Nato-medlemskab er en falsk hovedpude. Når Vesten må trække sig fra Ukraine, vil der i Washington ikke være stor appetit på et nyt eventyr i Baltikum. Biden vil næppe kunne finde Letland på et kort.
Men der er naturligvis også et andet perspektiv. Hvad hvis russerne beslutter at flytte til Rusland? Hvordan vil Estland og Letland kunne undvære 30-35 % af sin befolkning? Det er i forvejen befolkningsmæssigt små lande, og russerne er veluddannede fagkræfter. Vi lever i spændende tider og individer som Vilis Vītols er med til at gøre dem endnu mere ”spændende”. Jeg har såmænd stor sympati for de baltiske folk. Historien har ikke været dem venligtsindet, men ligesom polakkerne opfører de sig i øjeblikket højst uhensigtsmæssigt. Deres fremtid er betinget af et venskab med Rusland (som hverken er zartidens Rusland eller Sovjetunionen). Og det er Polens også. Polakkerne har ingen venner, for de hader alle omkring sig og begærer deres landområder. Vestgrænse ved Elben, østgrænse et godt stykke inde i Ukraine og Hviderusland med amputation af store dele af Litauen og anneksion af Kaliningradregionen. Der er en grund til, at naboerne har delt Polen imellem sig flere gange i historiens løb! Som sagt: Vi lever i spændende tider – nok lidt for spændende, men på den anden side trænger vi til at få ryddet op. Der er intet, der rydder så grundigt op som en atomkrig.
***
Noter
(1) Kevin MacDonald: “Stalin’s Willing Executioners Jews As a Hostile Elite in the USSR” i The Occidental Quarterly, Vol. 5, No. 3, 2005.
(2) Se f.eks. Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid, 2013.
(3) Se: Mikkel Kirkebæk: Den yderste grænse I-II, Lindhardt og Ringhof 2019.
(4) Kirkebæk II, s. 464.
Synes godt om dette:
Like Henter...