Rusland og vi

Amerikansk startede konflikter og missiler, der indkredser Rusland og Asien

Der går næppe en dag, uden at aviser og fjernsyn er fyldt med hadtirader imod Vladimir Putins Rusland, ofte fremsat af folk, der ikke har nogen anelse om virkeligheden i dette land – eller der som Samuel Rachlin er født med et indædt had til russerne og alle os andre, der ikke lige lader os dirigere af jødernes nye verdensorden. Angrebene sker på to fronter, den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske.

Om det første kan kun kort siges, at det virkelig ikke vedkommer udlandet, hvordan russerne ønsker deres stat indrettet, og hvilke værdier de ønsker skal danne denne stats grundlag. Vestens politikere mener, at verden kun kan indrettes efter deres vanvittige normer, der er i gang med at ødelægge hele den europæiske kultur og forvandle verden til kaos. Russerne ønsker ikke deres land indrettet efter disse såkaldte værdier. De fik en smagsprøve på dem i Jeltsin-årene, hvor landet blev systematisk udplyndret af
den internationale storkapitalisme med de sædvanlige typer i hovedrollerne (af Ruslands 10 rigeste mænd var de 8 jøder). Landet var kaotisk, infrastrukturen i forfald, og vestlige eksperter med mærkelige navne strømmede til landet for at ”modernisere” det. Et af hovedmålene var naturligvis uddannelsessektoren, der var den bedste i verden, men som nu skulle beriges, dvs. ødelægges, af moderne pædagogiske principper. Danmark oprettede en ”Demokratifond”, som skulle støtte bestræbelser på at få russerne til at tænke som os, og forvirrede tossehoveder uden indsigt i russiske forhold og russisk historie mente i fuldt alvor, at vi skulle til at diktere russerne, hvordan de skulle opbygge deres samfund og deres undervisningssystem, og hvordan de skulle udføre deres arbejde. Imens sank Rusland stadig dybere ned i kaos. De nyrige kunne naturligvis igen købe noget, men den menige befolkning var henvist til sultegrænsen og tiggeri foran landets kirker. Det var tiden, hvor der blev opbygget kolossale formuer på folkets bekostning – og ødelagt millioner af liv.

Disse år har naturligvis præget den russiske befolknings syn på Vesten dybt, og dertil kommer chokket efter Sovjetunionens fald. Fra at være en supermagt, var Rusland blevet til et koloniseringsområde for vestlige charlataner, der kun investerede i landet for at kunne trække endnu flere rigdomme ud af det, samtidig med at man kunne se, hvorledes USA og Nato langsomt, men sikkert og i strid med de trufne aftaler begyndte at indkredse Rusland. Sammenlagt var det hele en national katastrofe. Men så kom Vladimir Putin
ind på scenen, og han formåede ved en konsekvent indsats at vende skuden og at vinde det russiske folks tillid. Vore hjemlige politikere begræder manglen på ”demokrati” i Rusland og fabler om ”oppositionen”, der ikke får en fair chance. Men eksisterer denne opposition virkelig som en folkelig kraft, eller er der blot tale om det sædvanlige sammenrend af nedbrydende kræfter, som vi kender så godt herfra? For ikke så længe siden kunne den ”danske” presse berette om en ”stor” folkelig demonstration imod Putin i Moskva. Man regnede med 1.000 deltagere. Nu har Moskva alene reelt vel omkring en 18 mio. indbyggere (ingen ved det nøjagtigt). Af disse havde altså 1.000 valgt af demonstrere mod Putin. I Danmark ville det svare til omkring 300 deltagere. Næppe imponerende!

Sagen er jo den, at Putin-årene har medført en kolossal forbedring af levevilkårene i Rusland, specielt naturligvis i de store byer – selv med de lave oliepriser og Vestens boykot. Der er i dag meget få tiggere, levestandarden er steget, Moskvas slidte infrastruktur er fornyet og udbygget i rekordtempo. Vejnettet er blevet moderniseret og den indre ringvej er blevet forsynet med en ekstra etage, der er nye metrolinjer, en
ny ydre overjordisk metroring, nye metrotog, nye sporvogne, nye busser. Der er pinligt rent overalt. Jeltsin-tidens uregulerede gadehandel er lagt i fastere rammer. Folk er derfor rimelig tilfredse. Og russerne vil heller ikke have Pussy Riot-typer eller Gay Pride-parader eller anden dekadence. De er særdeles tilfredse med, at den slags ikke forekommer, og de er også helt indforståede med, at der slås ned på diverse amerikanske sekter, der kun skaber splittelse i befolkningen, som ret massivt bakker op omkring den ortodokse kirke, selv om mange ikke er specielt religiøse. Kirken er imidlertid et udtryk for russisk kultur. Vi har her set, hvad den vestlige fortolkning af ”menneskerettighederne” medfører – nemlig det store flertals tab af rettigheden til flertallets kultur og værdier, der drukner i mediernes og undervisningsvæsenets bevågenhed for dekadencen. Hvor denne bevågenhed kommer fra, forstår man, når man ser på ejerforholdene i medieverdenen og de enkelte journalister og redaktører. Her er det ikke folkets dagsorden, der hersker, men den sædvanlige højtråbende minoritets. Det er den samme minoritet, der fremmaner en ikke eksisterende russisk opposition. Det er jo i den grad værd at bemærke, at ”demonstranter” i Rusland altid bærer engelsksprogede skilte. Engelsk er ikke videre udbredt i Rusland. Hvem mon det er, demonstranterne vil gøre indtryk på? I dag sker det under DR’s overskrift ”Russerne går på gaden”. Billedet viser 8 personer med god plads….

Putins Rusland kritiseres ofte for at være korrupt. Nuvel, korruption har en lang tradition i Rusland, begyndende med kommunismen, og den nåede sin fulde udfoldelse under Jeltsin. Det ville nok være meget at forlange, at den ville forsvinde som dug for solen under Putin. En af årsagerne er latterlig lave lønninger til politikere og embedsmænd, der nærmest forudsætter en vis korruption, for at de pågældende kan eksistere. En veluddannet russer påstod for nylig over for forfatteren af denne artikel, at der var mere
korruption i dag end under Jeltsin. Når man oplevede Jeltsin-perioden, ved man, at dette ikke er tilfældet, så jeg spurgte om kilden. Den var vestlige medier. Nuvel – altså ikke nogen videre troværdig kilde. Man skal i denne forbindelse også huske på, at Putins politiske muligheder er afhængige af hans evne til at balancere mellem de forskellige magtbaser i Rusland, og blandt disse er de tilbageværende oligarker og andre velhavere. Afskærer han deres økonomiske livsnerve, kan hans taburet hurtigt komme til at vakle. Det afgørende er imidlertid, at korruption i Rusland er produktiv. Der skabes rent faktisk noget til gavn for samfundet. Det er ikke som korruption i Afrika, hvor uanede pengemidler blot forsvinder i sandet.

Der skal i denne forbindelse mindes om, at korruption forekommer overalt, også i Danmark, hvor man bare er opdraget til ikke at efterforske den. Hele privatiseringsprocessen, som har været påbudt af EU med henblik på at stjæle folkenes værdier og overføre dem til storkapitalen, har været et tagselvbord for politikere og embedsmænd, der enten har været totalt uduelige eller bundkorrupte. Bedst dokumenteret er forholdene i forbindelse med salget af offentlig ejendom i det tidligere DDR, men man kan unægtelig også undre sig over, hvordan Statens Seruminstituts vaccineproduktion kunne sælges til Saudi-Arabien med tab, eller hvordan dele af DONG kunne bortsjakres til Goldman Sachs for en brøkdel af den virkelige værdi. Korruption er ikke altid en brun konvolut. Den kan antage mange former!

Gennem sin udenrigspolitik har Putin pådraget sig omverdenens vrede, men vundet det russiske folks respekt. Sagen er jo i sin enkelthed, at Rusland er et stort og vigtigt land, som fortjener, at man tager hensyn til dets interesser. Dette har man mildest talt ikke gjort. Selv om Vesten lovede ikke at skyde Natos grænser længere frem mod øst, har man stor set ikke gjort andet siden Sovjetunionens fald. Som det seneste er man ved at lukke Adriaterhavskysten for russerne ved at optage Albanien og operettestaten Montenegro. Vesten hidser sig forarget op over Putins anneksion af Krim. Nuvel, det kunne måske være
sket på en mere elegant måde, men elegance har nu engang aldrig været russisk udenrigspolitiks stærkeste side. Sagen er jo den klare, at Krim aldrig virkelig har været ukrainsk. Det var en gave fra Khrusjtjov, fordi man havde kæmpet så bravt under den 2. verdenskrig, men befolkningen var på det tidspunkt hovedsagelig russisk. I Sovjetunionen var de interne grænser uden nogen som helst betydning. Med Sovjetunionens fald
ændrede det sig fra den ene dag til den anden, og et af Ukraines iboende problemer er, at man aldrig fik fastlagt en holdbar østgrænse. Man kan ikke have et selvstændigt Ukraine, hvis man har et meget stort russisktalende mindretal, der i vidtstrakte områder op imod Rusland udgør et flertal. Dette pres forstærkes af, at den økonomiske udvikling i Rusland er langt foran Ukraines, hovedsagelig fordi Ukraine styres af korrupte og uduelige politikere, understøttet af Anders Fogh Rasmussen, hvilket er en garanti for, at det
aldrig bliver bedre. Der vil næppe være nogen vej uden om at afholde folkeafstemninger i de omstridte områder og at gennemføre omfattende flytninger af befolkningen, hvis man ønsker fred. Ellers vil de åbne konflikter fortsatte i al evighed, og ukrainerne vil under alle omstændigheder flytte fra de berørte områder.

Under ingen omstændigheder vil Vestens boykotaktioner have nogen afgørende virkning. Rusland er et rigt land med uudtømmelige ressourcer – i modsætning til, hvad vor uvidende udenrigsminister påstår – og hvis det skal være, kan man klare sig selv. De mennesker, man specielt ønsker at ramme, skal nok vide at omgå disse latterlige tiltag.

Denne ballade om Krim og Østukraine var til at forudse. Nøjagtig den samme situation opstod i Georgien i 2008, hvor omstridte områder blev besat af russerne og den georgiske befolkning flygtede mere eller mindre frivilligt. Dette var et svar på, at Georgien var blevet lovet optagelse i Nato. Det er naturligvis uacceptabelt for Rusland at have en fremmed alliances angrebsstyrker stående i baghaven – på ganske samme måde som det var uacceptabelt for USA at have russiske atomraketter stående på Cuba. Det har man imidlertid glemt. Det var den samme mekanisme, der udløste krisen i Ukraine. For tætte bånd til EU og Nato i et naboland vil være uacceptable for Rusland. Det lykkedes kun i de baltiske stater, fordi man knyttede disse bånd på et tidspunkt, hvor Rusland var ude af stand til at reagere. I dag kan Rusland reagere, og som man har set, udløser Natos indkredsningsmanøvrer en reaktion. Man kan lige så godt acceptere
fakta. Krim vender aldrig tilbage til Ukraine – og det gør Donetsk og Lugansk næppe heller. Det samme gælder med stor sandsynlighed de annekterede georgiske områder.

Dette fremstilles i vestlige medier konsekvent som russisk aggression, og man sammenligner gerne med Hitlers anneksioner, men er det nu ikke lige omvendt? Er det ikke de konstante udvidelser af Nato og EU, der er en aggression imod Rusland? Man vil sige, at selvstændige stater frit skal kunne bestemme, om de vil være medlemmer af diverse alliancer, men sådan har det jo aldrig været. Finland overlevede kun som
selvstændig stat ved at afstå fra at deltage i sådanne alliancer og i det hele taget tage vidtstrakte hensyn til sin store nabo – den såkaldte finlandisering. Det samme gælder i mindre grad Sverige. Hvor frit disse nye stater så vælger, er en helt anden sag. Det er nemlig ikke altid særlig frit!

Man beskylder Putin for som den første at have ændret Europas grænser med magt siden den 2. verdenskrig. Igen synes Vestens hukommelsen at være svækket af demens. Natofly bombede i 1999 på amerikansk foranledning Serbien, indtil det nødtvunget måtte opgive kontrollen over Kosovo, der historisk set altid har hørt til Serbien (for så vidt som man på Balkan overhovedet kan tale om ”altid”). Her ændrede Nato – dvs. USA – egenmægtigt et selvstændigt europæisk lands grænser og skabte en amerikansk lydstat midt på Balkan, et centrum for narkotika-, organ- og menneskehandel, hvor de muslimske horder på det
heftigste chikanerer og terroriserer den tilbageblevne serbiske befolkning og forsøger at nedbrænde og ødelægge historiske serbiske klostre og anden serbisk kulturarv, mens man eksporterer kriminalitet til hele Europa. Der er her i sandhed tale om en latrin, en ulækker brun plet på Europakortet, som kun bevarer sin status som ”selvstændigt” land ved hjælp af udenlandske bajonetter. Nu kunne man måske spørge, hvorfor Kosovo var så vigtigt for USA. Undskyldningen om, at man greb ind af humanitære årsager, kan man glemme alt om. Kosovo råder nemlig over vel nok verdens største kendte forekomster af litium…. Derfor var det vigtigt at vriste denne lille plet på landkortet ud af Serbiens kontrol, idet Serbien jo traditionelt er tæt forbundet med Rusland. Også denne forbindelse er man imidlertid i gang med at nedbryde, idet man har manipuleret valgene og bestukket politikerne, så man har fået en regering, der adlyder Amerika og ikke det serbiske folk. Man regner således med, at Serbien vil tilslutte sig både EU og Nato inden år 2025. Endnu en indkredsningsmanøvre rettet imod Rusland. Som et symbol har USA netop bygget en ny kæmpeambassade på et højdedrag i nærheden af kongeslottet i Beograd. Der er her Serbiens virkelige regering sidder.

I Makedonien har den amerikanske ambassade endnu mere imponerende dimensioner, der er skurken i en James Bond-film værdige. Et kæmpekompleks med bygninger uden vinduer, tre etager over jorden og syv etager under jorden, bygget på et sted med antik bebyggelse, der blot blev fjernet uden nogen form for arkæologiske undersøgelser. Man kan jo nok spørge sig, hvad USA skal med en så stor ambassade i et lille land med under 2 mio. indbyggere. Et af svarene er, at man her huser et af USA’s hemmelige fængsler, hvor
fanger holdes indespærret og torteres på ubestemt tid uden nogen form for domstolskontrol. Men det er ikke nok med det. Under og efter det sidste valg greb man aktivt ind i landets beslutningsproces og væltede den nationalistiske regering. Forløbet er velbeskrevet i makedonsk presse. Formålet var at få landet ind i EU og Nato som et led i inddæmningen af Rusland og udslettelsen af de europæiske folk til fordel for den
internationale storkapitals uindskrænkede herredømme. I vejen stod tilsyneladende navnestriden med Grækenland, der gør krav på eneretten til navnet Makedonien. Der blev så under amerikansk pres forhandlet en aftale i stand med Grækenland om, at Republikken Makedonien skulle skifte navn til Republikken Nordmakedonien. Det er alt, hvad den vestlige presse har berettet om dette, men den velinformerede læser måtte jo unægtelig undre sig over denne storm i et glas vand, og over hvornår Grækenlands EU-finansierede kommunistiske regeringsparti var begyndt at interessere sig for nationalistiske anliggender. Sagen er, at det heller ikke er det, det drejer sig om. Samtidig giver Makedonien nemlig afkald på alle krav om erstatning til de henved 500.000 makedonere, der blev fordrevet fra Grækenland efter den 2. verdenskrig og de vel omkring 50.000 til 100.000, der blev fordrevet fra Bulgarien. Det var om dette, striden stod, og ikke om navnet, men det behøvede vestlige læsere jo ikke at få at vide. Med Makedoniens indtræden i EU skulle både Grækenland og Bulgarien ellers have været til lommerne. Nu
må de fordrevnes efterladte kigge i vejviseren efter deres erstatning eller ret til at vende tilbage. Præsidenten nægtede at underskrive denne aftale. Derefter blev han bortført og holdt fanget på den amerikanske ambassade i 3 døgn, hvor ingen vidste, hvor han var. Så ville han gerne skrive under. Nu er der rejst tvivl om, hvorvidt han gør det, men man kan vel altid klare det med et nyt ”besøg” på ambassaden eller en simpel bilulykke. USA er leveringsdygtig i det hele.

USA er ingen stat i normal forstand. Det repræsenterer i dag ikke nogen nation, har ingen historie og ingen kultur. Det er en veludviklet gangsterorganisation, hvis eneste opgave er at fremme den jødiske storkapitalisme på folkeslagenes bekostning. I den forbindelse ligger Rusland i vejen, og den opbygning, under dække af Nato, er enten et forsøg på at kvæle Rusland eller i værste fald at forberede en angrebskrig imod Putin. Ingen af delene er i Europas interesse. Nationale kræfter, der drømmende taler om USA’s offervilje og hjælp til Europa, har intet forstået af historien. USA handler altid kun ud fra egne
interesser, og disse defineres i Jerusalem. Og lad det være helt klart. Hvis vi skal vælge imellem den herskende amerikanske finansimperialismes kolonisering af Europa med dens dekadence, degeneration og dens sindssyge og livsødelæggende ideer og politiske korrekthed på den ene side og Putins Rusland på den anden, vil vi hellere koloniseres af Rusland. Rusland er et europæisk kulturland, der stadig er besjælet af et europæisk værdigrundlag, som i dag fuldstændig savnes i USA. Fra USA kommer kun skidt, kulturløshed, død og elendighed.

Man skal naturligvis ikke se Putin som en nationalismens messias. Han er en politiker, men en dygtig en af slagsen. Han har imidlertid ikke noget blik for racens betydning, og der er allerede rigeligt med negre og muslimer i Moskva og især Sankt Petersborg – men i forhold til her er det naturligvis ingenting. Vi ved imidlertid erfaringsmæssigt, hvordan det går. Der er også frit slag for indbyggere fra de forhenværende asiatiske sovjetrepublikker. Endvidere vil ultranationalister påpege et forbud mod bestemte ideologier og strømninger og et låg på historieforskningen. Dette har noget med den russiske historie og selvopfattelse at gøre. Få russere er i tvivl om, at kommunismen var ond og grusom, og at den røde hær begik grove overgreb mod både russere og tyskere, men som man siger: ”Det er jo vores historie, og hvad gavner det at grave i det?”. Man gør altså ikke som tyskerne, der er blevet åndeligt kastrerede af en fuldstændig overdreven skyldfølelse over den tyske historie, og som har fået revet hele deres historiske og kulturelle identitet bort under fødderne på sig. Det tyske folk lider i dag af en kollektiv hysterisk neurose med
tilhørende selvhad og selvdestruktion, som er ukendt i Rusland. En statue af Adolf Hitler midt i Berlin ville være utænkelig, men jøden Karl Marx – historiens største skrivebordsmorder – troner stadig stor og mægtig foran Bolsjojteatret i Moskva, og utallige byer, gader og metrostationer bærer den dag i dag navne efter kommunismens helte og storforbrydere. Russerne har ikke fået frarøvet deres identitet og stolthed – og det
er glimrende. Ét stort europæiske folk med kollektiv sindssyge er mere end tilstrækkeligt! Skal Europa reddes, må redningen i dag udgå fra Rusland!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

En bestialsk og pervers praksis

Med risiko for at blive beskyldt for at vise pornografiske billeder, præsenterer vi hermed vore læsere for det smukke ortodokse jødiske omskæringsritual, hvor rabbineren efter skamferingen suger blod af den lemlæstede babypenis. Denne praksis har betydet, at flere jødiske spædbørn er blevet inficeret med herpes.

Et borgerforslag vil efter alt at dømme endelig tvinge politikerne på Christiansborg til at tage stilling til en pervers og bestialsk form for børnemishandling, hvis eneste begrundelse bunder i primitiv religiøs overtro. Det drejer sig om omskæring, hvor man skærer i små drengebørns kønsdele for at behage en ikkeeksisterende guddom – eller i tilfældet med jøderne som et tegn på deres udvalgthed frem for andre folkeslag – en identitetsmarkør, lidt på linje med jødestjernen, som dog er komplet uskadelig. At det netop er kønsdelene – og ikke f.eks. øreflippen – det går ud over, siger i øvrigt meget om den perversitet, der hersker i disse kulturer med deres primitive fiksering på seksuallivet. I øvrigt er det set ud fra et teologisk synspunkt absurd. Gud har vel skabt mennesket, som han synes det skal være. Med hvilken ret mener menneskene, at de kan forbedre dette skaberværk? Mere nøgternt betragtet, er menneskekroppen et resultat af evolutionen – der er en mening med forhuden. Den har haft et evolutionsmæssigt fortrin – ellers havde den ikke været der.

At denne skamfering af kønsorganerne overhovedet diskuteres, er en skandale – og diskussionen er helt overflødig. Grundlovens § 67 giver rammerne for religionsfriheden: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

At skære i børns kønsdele af rituelle grunde strider imod både sædeligheden og den offentlige orden, jf. straffeloven, som fastslår:

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

I henhold til disse paragraffer straffes forældre, som under opdragelsen af deres poder finder det nødvendigt at give disse en endefuld – noget, de absolut ingen skade tager af, tværtimod – men ikke de forældre, rabbinere og imamer, der uden bedøvelse mishandler små børn ved at fjerne et stykke af deres penis og således gør dem til seksuelle invalider resten af deres liv. Dette må høre op – uden videre diskussion. Der behøves ingen særlig lov om dette forhold, det er kun et spørgsmål om at anvende den lov, der allerede findes.

Desuden har Danmark ved tiltrædelse af den internationale børnekonvention forpligtet sig til at standse dette religiøse vanvid, men mærkeligt nok skal den bestemmelse ikke følges. Konventionerne skal imidlertid altid slavisk opfyldes, når det gælder bestemmelser til skade for det danske folk.

Omskæring benyttes af jøder og muslimer. Havde det kun været muslimer, der havde udøvet denne primitive og barbariske mellemøstlige ritus, havde diskussionen for længst været overstået og omskæring forbudt. Omskæring af pigebørn – som jøderne ikke foretager – blev forbudt uden videre, uanset at den er en lige så fast bestanddel af den religiøse ritus hos primitive folkeslag i Afrika som jødernes omskæring af drengebørn. Men nu er det sådan, at der omskæres 15 jødiske drengebørn om året, og så bryder Helvede løs, ja, jøderne truer ligefrem med at forlade Danmark – hvilket vel kun kunne betragtes som en ekstra bonus.

Jøderne – og muslimerne – må ganske enkelt se at komme ind i det 21. århundrede. Hvad voksne gør ved sig selv i religionens navn, er vel i vid udstrækning deres egen sag, men ikke hvad de gør ved andre og slet ikke ved børn. Hvorfor skal omskæring af drengebørn beskyttes under religionens kåbe, men ikke omskæring af pigebørn? I den globaliserede verden må vi endvidere regne med, at andre barbariske skikke finder vej til Europa. Hvor går grænsen for, hvad man kan gøre, blot man kalder det et religiøst bud? Hvad med menneskeofringer, heksebrændinger, steninger og alle de manddomsritualer, der foretages i religionens navn?

Det er beskæmmende at se politikerne vride sig i denne sag. Denne karakterløse hobs totale mangel på rygrad gør deres øvelser helt akrobatiske. Man ser tydeligt det jødiske herrefolks marionetter i arbejde – og især på højrefløjen, hvor det ligefrem er pligt at slikke dette herrefolks anus. Læserbrevsskribenter, der tillader sig at være imod omskæring, smides rutinemæssigt ud af både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der hermed klart viser, hvis interesser det er, de varetager. Det er ikke det danske folks!

Skal en lille højtråbende, anmassende minoritet ved at påkalde sig holocaust i hver anden sætning endnu engang have held til at kvæle stemmer, der forsvarer de små børns rettighed til ikke at blive lemlæstet og i mange tilfælde påført varige psykiske traumer? Ja, det kan vi anse for helt sikkert. Denne lille minoritet har uforholdsmæssig stor indflydelse på såvel økonomien som medierne og ejer sådan set politikerne med hud og hår. Resultatet af diskussionen er givet på forhånd. Omskæring bliver ikke forbudt, men højst på et tidspunkt henlagt til hospitalerne, som man dog skulle mene har mere alvorlige opgaver at tage sig af, for slet ikke at tale om regningen, som også vil blive tørret af på danske skatteborgere. Vent og se!

Vil man have standset omskæringen af drengebørn, vil det kræve, at nogle af ofrene anlægger en sag imod deres forældre, rabbineren eller imamen og imod den danske stat for ikke at have beskyttet dem i henhold til loven. En sådan sag ville vi gerne støtte, men udfaldet er naturligvis heller ikke her givet på forhånd. Minoriteten er bestemt heller ikke uden indflydelse i den juridiske verden, men juraen har mange hensyn at tage – bl.a. fordi retsafgørelser danner præcedens. Sagen ville under alle omstændigheder være yderst interessant.

Hvad vi er vidner til, er udslag af indvandringens og multikulturalismens velsignelser. Hvad har denne diskussion at gøre i danske medier og i den danske offentlighed? Det er skikke, der hører en anden del af verden til, og som de må have lov at beholde for sig selv hjemme hos sig selv – men ikke her! Disse fremmede folkeslag skal derfor ud! Det er tankevækkende, at jøder altid står i første række, når det gælder fremme af indvandringen og dermed nedbrydelsen af det danske folk. ”Vi har alt til fælles med muslimerne!” siger Bent Melchior i et interview. Det er jo i så fald tankevækkende, at den danske skatteborger skal betale uanede beløb for at prøve at beskytte jødiske institutioner imod netop muslimer. Og havde her ingen muslimer været, ville omskæringen af 15 stakkels små jøder om året kunne have fortsat uden nogen som helst offentlig interesse – men nu snakker vi om tusindvis af ofre, og så stiller sagen sig anderledes. Jøderne høster, som de har sået.

Et mere radikalt synspunkt ville naturligvis være, at jøder og muslimer må have lov til at skære så meget de vil i hinanden – det vedkommer os ganske enkelt ikke, så længe de ikke skærer i os, men hvis vi vil opretholde retsstaten i dens nuværende form, er det ikke en holdbar vej at gå.

Hvad angår de mandlige politikere, vil vi gerne foreslå en grundig omskæring efter ortodokst jødisk ritual, så de ved, hvad de taler om! Og kvinderne skal tvinges til at se på!

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Stemmeret og demokrati

Det er grundlæggende for et såkaldt demokrati, at borgene gennem deres stemmeret øver en afgørende indflydelse på landets styre. Det kan man sige mange ting om. Det er naturligvis en smuk og rigtig tanke, men den er også problematisk, idet det kræver stor indsigt i alverdens ting at træffe nogen kvalificeret beslutning med hensyn til den moderne stats styrelse. Denne indsigt er der kun få vælgere og endnu færre politikere, der har, således at valg har udviklet sig til en farce, hvor politikernes slips, hår, skæg eller medietræning har den afgørende indflydelse på, om den pågældende kan opnå valg. Det er uheldigt, at det er sådan, for det er som nævnt helt afgørende for ethvert land, at borgerne har en kontrollerende indflydelse på politikernes beslutninger, det vil især sige, at de skal have mulighed for at sige nej, f.eks. til spørgsmålet “Ønsker du et multikulturelt og multietnisk samfund, i hvilket det danske folk forsvinder?” Den mulighed har man aldrig givet nationen, og formuleringen af ovennævnte spørgsmål viser også det problematiske heri. Afhængigt af, hvem der ville stille spørgsmålet, kunne det jo også lyde: “Ønsker du et åbent multikulturelt og multietnisk samfund med den globaliserede verdens mange muligheder?” Resultatet af afstemningen ville afhænge helt af formuleringen og mediedækningen. Vi så det tydeligt ved EU-afstemningen i 1972, hvor frem for alt hensigten med hele foretagendet blev fortiet for vælgerne. På en forespørgsel fra en journalist mange år senere om, hvorvidt man ikke burde have oplyst vælgerne om dette, svarede Jens Otto Krag: “Nej, for så havde de jo bare stemt nej!” Denne linje fortsattes helt frem til Maastricht-traktaten, hvor Poul Schlüter frejdigt erklærede Unionen for stendød!” Det var en bevidst løgn, men løgnagtighed er ikke strafbar i politik. Hvis den var, ville Christiansborg genlyde af tomhed! Der findes ikke et mere uærligt system end det såkaldte parlamentariske demokrati, der i bund og grund ikke har meget med demokrati at gøre. Spørgsmålet er, hvad man skal erstatte det med, eller sagt på en anden måde, hvordan man kan sikre, at folket har en reel indflydelse på, hvor samfundet bevæger sig hen. Problemet er i den forbindelse, at demokratismen er så selvoptaget og overbevist om sin egen fortræffelighed, at den ikke åbner mulighed for at diskutere, om tingene alligevel ikke kunne gøres bedre.

Det er ikke noget nyt, men når vi bringer det frem nu, er det, fordi en lille gruppe “psykisk handicappede” (også kaldet ”alternativt begavede”) har ført sag ved højesteret for at få stemmeret ved valgene. En absolut forudsætning for, at et demokrati overhovedet kan fungere bare nogenlunde tåleligt, er et oplyst folk og en fri presse. Vi har ret beset ingen af delene. Folkeoplysningen er på det laveste niveau siden indførelsen af den almindelige undervisningspligt, og medierne er koncentreret og styret af den såkaldte “elite” i skøn forening med kapitalen. Der findes i dag ikke et kritisk medie, der repræsenterer et anderledes syn på samfundet. Mulighederne for at skabe et har igennem mange år været rent teoretiske. Alligevel kan man bevare illusionen om demokratiet. Den lever på historien og næres af inertiens lov. Men helt ærligt! Skal åndssvage, demente eller andre, der ikke kan træffe bestemmelse i deres egne personlige anliggende, have indflydelse på statens styrelse? Og hvordan skal denne udøves? Kort sagt, hvem skal bestemme, hvor krydses skal sættes? Højesteret mente det ikke for sagsøgernes vedkommende, men alene tanken er at gøre fuldstændig grin med det demokratiske system. Ej heller indsatte i fængslerne bør have nogen stemmeret. De har forbrudt sig imod samfundets grundlæggende regler gennem en asocial optræden, og denne bør naturligvis automatisk indebære et tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det er en del af straffen. Men man vil naturligvis kunne gå videre og spørge, om folk, der ligger systemet til byrde, bør have medbestemmelse over sociallove og skattelove – eller, endnu mere vidtgående, om offentligt ansatte skal være medbestemmende om den offentlige sektors størrelse, kort sagt om disse grupper skal have stemmeret. Vil de stemme ud fra et samfundsmæssigt helhedssynspunkt eller ud fra deres personlige privatøkonomiske interesser? Det er let at sige nej til deres stemmeret, men blandt offentligt ansatte har vi på den anden side samlet det meste af samfundets ekspertise, som man ikke kan udelukke fra medbestemmelse, ligesom kontanthjælpsmodtagere ofte er landet der, hvor de er, som følge af verdensfjerne politiske beslutninger og en bevidst spekulation i, at de svageste i samfundet er de letteste at tryne – hvis det ikke lige var, fordi de kunne svare igen med stemmesedlen. Det er imidlertid betænkeligt, når over halvdelen af vælgerne efterhånden lever direkte af de offentlige kasser på den ene eller den anden måde. Vælgerens fristelse til at sætte egne interesser over helhedens interesser er naturligvis stor, således at den enkelte politiker på sin side fristes til at købe sig til stemmer gennem uansvarlig leflen for denne tendens. Dette for blot yderligere at problematisere den styreform, der har udviklet sig i Vesten. Måske vi skulle give os til at tænke i nye baner? Om åndssvage eller demente har stemmeret, er måske helt ligegyldigt, for betyder valgene egentlig noget? ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt,” som Mark Twain sagde. Vi har i dette århundrede oplevet skiftende flertal, men den førte politik er stort set den samme.

Ordet demokrati kommer af græsk og betyder ”folkestyre”. Det lyder jo umiddelbart som en rigtig god ide. Hvis ikke folket skulle styre, hvem skulle så? Man siger i denne forbindelse, at det antikke Grækenland udviklede det første demokrati. Dette er en sandhed med modifikationer. De græske bystater var relativt små enheder, hvilket gjorde ”demokratiet” lettere at gennemføre, men man må samtidig huske, at det var en meget begrænset gruppe, der havde medbestemmelsesret, og at dette demokrati var langt mere direkte, end det man i dag kender. Man mødtes og traf vigtige beslutninger sammen. Man valgte ganske vist forskellige grupper til forskellige opgaver, men disse grupper var også ganske store. ”Man” var i den forbindelse frie, indfødte, voksne mænd, der havde aftjent deres værnepligt. I Athen udgjorde denne gruppe vel ca. 10 % af byens befolkning. Kvinder, slaver og fremmede var naturligvis udelukkede fra indflydelse. Grundlaget for dette styre var, at folkets og statens interesser faldt sammen. Borgerne blev personligt ramt, dersom de traf de forkerte politiske beslutninger. Alligevel blev græske bystater ramt af økonomiske katastrofer på stribe, ja, selve begrebet statsbankerot stammer herfra.

Et endnu mere direkte demokrati kendes fra de danske landsbyer, hvor man under fæstesystemet før udskiftningen var henvist til at dyrke jorden i fællesskab. Derfor krævede det enighed, og denne blev opnået på det lokale ting. Alle ville blive direkte berørt af forkerte beslutninger, og de mindre dygtige fulgte derfor villigt de mennesker, de vidste var dygtigere landmænd end de selv. Det ville være til gavn for alle parter. Den oprindelige andelsbevægelse er et andet eksempel på et direkte demokrati, der fungerede.

Ved overførelsen af demokrati til større moderne stater blev det nødvendigt at indføre et mere repræsentativt system. Danmarks Riges Grundlov nævner imidlertid ikke et ord om politiske partier! Alligevel har disse i dag opkastet sig til en statsbærende faktor, således at de har kunnet stikke deres ulækre snabler direkte ned i statskassen, så sagesløse borgere kommer til at betale en stor del af disse helt private foreningers udgifter, der i bund og grund er borgeren uvedkommende. Samtidig udbetales der stadig større beløb til spindoktorer, mediekonsulenter og andre uvedkommende snyltere på folkestyret.  Sandheden er imidlertid, at partierne er den største hindring for et virkeligt folkestyre. Et folkestyre forudsætter enhed, men partierne fostrer modsætninger i folket. De tænker ikke på helhedens vel, men kun på magt og ministertaburetter med tilhørende overdimensionerede lønninger og pensioner. For at opnå denne magt, skal de kunne samle 90 mandater. Da intet parti har udsigt til at få så mange pladser alene, begynder studehandlerne, således at de programmer, partierne gik til valg på, forsvinder ud i det blå. Tilbage bliver et udvandet kompromis, der kun kan betegnes som vælgerbedrag. Ved næste valg sender vælgerne så måske den modsatte blok ind i statsministerkontoret, og den samme komedie gentager sig, ofte med nogle af de samme deltagere. Statsministeren bliver således en anden, men den førte politik bliver ikke til at skelne fra forgængerens. Det resulterer med god grund i en udtalt politikerlede.

Landets virkelige problemer forbliver i den forbindelse uløste, for der vil ikke kunne samles det nødvendige flertal for at gøre det nødvendige. Over for vælgerne kan dette altid benyttes som undskyldning for systematisk at bryde sine valgløfter. Resultatet bliver et utal af lappeløsninger, overkomplicerede regler og et enormt bureaukrati til at administrere disse. Der opstår en politisk magtelite, hvis medlemmer i stigende omfang rekrutteres fra de samme familier, som i den grad synes at være blevet forelskede i astronomiske overførselsindkomster uden nævneværdig arbejdsindsats og uden noget reelt ansvar.

Partiernes magtblokke giver endvidere rige muligheder for de reelle magthavere: medierne, der er alt andet end frie, men talerør for økonomiske og ideologiske interesser i at nedbryde nationalstaten. Det er medierne, der sætter dagsordenen for politikerne, ofte gennem enkeltsager, der burde være politikerne uvedkommende. Medierne kan opbygge politikere og bringe dem til fald, og de forvandler den politiske proces til et uværdigt show.

Dette system duer ganske enkelt ikke, og det afspejler ikke folkets vilje. Indvandringen er et godt eksempel herpå. Et meget stort flertal i det danske folk ønsker en bevarelse eller genetablering af den danske nationalstat, men medierne og politikerne lader konsekvent hånt om denne folkevilje. Politikerne følger den ikke, og medierne bekæmper den. Det nuværende demokratiske system har bragt det danske folk til randen af dets kulturelle og biologiske udslettelse. Skulle det i sidste øjeblik lykkes at redde folket fra undergangen – hvilket for hver dag, der går, bliver mere og mere tvivlsomt – vil det ikke skyldes det demokratiske system, men ske på trods af dette, og det vil da skulle sikres, at noget sådan aldrig vil kunne ske igen. Derfor skal det system væk, der har bragt landet hertil. Derfor skal der konstrueres en styreform, der ikke giver mulighed for at forråde folket.

Svaret er ikke et diktatur. Den nuværende situation i Europa skyldes jo netop et sådant, hvor der ikke var nogen kontrolmekanisme, så folket kunne sige NEJ! Og netop muligheden for at sige: ”Nej, det vil vi ikke!” er som nævnt egentlig det væsentligste i en stat. Det kræver ikke nogen dybere indsigt i komplicerede forhold at sige nej, og man må hellere sige nej en gang for meget end en gang for lidt. Indvandringen er galmandsværk, et uhyrligt eksperiment med mennesker, der ikke kan gøres om. Almindelig menneskelig forsigtighed ville have sagt NEJ!

Svaret er derimod en total afskaffelse af partier eller partilignende sammenslutninger. Landet skal opdeles i et antal valgkredse svarende til det ønskede antal folketingsmedlemmer, f.eks. de nuværende 179, men gerne flere. I hver kreds vælges der et medlem af folketinget – nogenlunde som i det engelske system. Dette føles jo kun urimeligt, fordi man samtidig har partier, hvis samlede stemmetal ved et proportionalt valg ville have berettiget til langt flere mandater, end man har høstet ved valgene i enkeltmandskede. F.eks. fik det engelsk uafhængighedsparti, United Kingdom Independence Party, ved valget i 1915 12,6 % af stemmerne og blev stemmemæssigt landets tredjestørste part, men fik kun valgt et enkelt medlem af parlamentet i stedet for de ca. 80, partiets stemmetal ville have berettiget det til ved et proportionalvalg. Uden partier er dette ikke noget problem. Hver opstillet kandidat er sit eget ”parti”. For at kunne opstille til et valg, skal man bo i den pågældende kreds – og have boet der i f.eks. 10 eller 20 år. Vælgerne vælger altså imellem kandidater, de kender personligt, og de landsdækkende mediers interesse og indflydelse vil blive væsentlig mindre.

Et sådant folketing, gerne bestående af 500 eller flere medlemmer, skal bestå af almindelige mennesker med almindelige jobs. Medlemskab af folketinget skal være ulønnet, men medlemmer skal naturligvis have tabt arbejdsfortjeneste og udgifter betalt. At være folketingsmedlem må ikke blive et levebrød. Folketinget skal kun træde sammen et begrænset antal gange om året – måske en gang hver anden måned eller sjældnere. Det skal ikke diskutere ligegyldige detailspørgsmål, men derimod de overordnede linjer. Det skal kunne pålægge regeringen at gennemføre forskellige tiltag eller sige nej tak til regeringens forslag. Det skal have afgørende bestemmelse over forsvars- og udenrigspolitikken og kunne fastlægge principperne for skattelove, sociallovgivning, straffelov, undervisning osv.

Til varetagelse af det daglige parlamentariske arbejde skal der indføres et langt mindre landsting, hvis medlemmer f.eks. kan vælges af folketinget eller udpeges af statsoverhovedet, regeringen, militæret eller hvem man nu vil betro dette. Man kunne eventuelt tænke sig en kombination af valg og udpegelse. En styreform, der i høj grad har vist sin livsduelighed er den katolske kirkes, hvor kardinalerne udpeges af paven, og paven vælges af kardinalerne, men også her er det ved at gå galt. Den nuværende pave er en trussel mod den katolske kirkes overlevelse. Der skal med andre ord også på dette højere plan sikres en direkte folkelig forankring.

Kandidater til landstinget bør opfylde langt strengere krav end kandidater til folketinget med hensyn til alder og evt. også til almindelig uddannelse. Landstinget skal kunne beskæftige sig mere med detaljerne i de forskellige love. Her kan man muligvis ikke komme uden om at lønne repræsentanterne, men lønnen bør svare til, hvad disse ellers ville kunne oppebære i deres normale job + et vist ulempetillæg. Der må heller ikke her opstå levebrødspolitikere.

Det må være afgørende, at statsoverhovedet får reel magt. Statsoverhovedet kan være en monark eller en præsident. Det er i sig selv ikke så afgørende, men det er vigtigt, at statsoverhovedet anerkendes eller kåres af folketing og landsting og nyder almindelig respekt i befolkningen. Regeringen bør udpeges af statsoverhovedet og godkendes af landstinget – eventuelt også af folketinget.

Endelig bør militæret efter Kemal Atatürks oprindelige tyrkiske forbillede tildeles rollen som forfatningens vogter. Der bør være en instans, der kan sætte en regering fra bestillingen, hvis forfatningens bogstav og ånd trædes under fode. Statens opgave er at sikre en homogen menneskegruppes overlevelse og trivsel. Hvis dens styre imidlertid fører denne menneskegruppe imod afgrunden og udslettelsen, skal et sådant statsstyre med alle midler sættes fra bestillingen, stilles for retten og – i den udstrækning de anklagede findes skyldige – henrettes.

Alfa og omega er imidlertid, at demokrati i enhver form forudsætter et homogent samfund med veldefinerede grænser, hvis borgere udgør et fællesskab bestående af oplyste mennesker med de samme biologiske og kulturelle forudsætninger og de samme værdinormer. Et velfungerende samfund forudsætter en enhedskultur. Multikulturalisme fører uvægerligt til uendelige konflikter og fællesskabet går tabt. Den, der fremmer multikulturalisme, ødelægger således demokratiet og umuliggør friheden, thi friheden må nødvendigvis begrænses, hvis der skal tage hensyn til alle mulige forskellige gruppers primitive kulturer, religioner og sære ideer.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | 1 kommentar

Dødsdrift

IS-krigere henretter irakiske tilfangetagne

Undertiden tror man, at man har en grim drøm, men som oftest viser det sig desværre, at det er den rene skære virkelighed. Der er politikere i dette land, som i ramme alvor mener, at vi på USA’s bud skal hente ”danske” IS-terrorister hjem for at stille dem for retten – i stedet for blot at lade dem skyde eller hænge på stedet. Disse politikere er bekymrede for de stakkels unge menneskers ”retssikkerhed”.

Nu er det imidlertid et ganske sundt retsprincip, at forbrydelser straffes i det land, hvor de er blevet begået. Der er bevisførelsen nu engang lettest, og det er i det pågældende land, skaden er sket. Narkosmuglere, der fanges i Singapore eller Thailand, får jo også lov til at nyde konsekvenserne af deres handlinger der – også selv om retssikkerheden i de pågældende lande måske nok en gang imellem lader noget tilbage at ønske.

Vi taler ikke her om små drenge, der har rapset slik i en butik. Vi taler om fremmede, der har vist sig at være de mest brutale mordere og voldtægtsmænd, historien har set siden Djenkis Khan, om muslimske monstre i menneskeskikkelse, der oprettede et rædselsregime af hidtil uset grusomhed, der trodser enhver beskrivelse.

Hvad vil de realistisk set kunne straffes for her i landet? Ulovlig udrejse – det ville vel blive det hele, for det vil være meget vanskeligt at forbinde dem personligt til noget konkret mord eller nogen konkret voldtægt eller andet. Ja, meget af det, de søde unge mennesker har begået, er af en sådan art, at den danske straffelov ikke kender nogen paragraf for det. Og retssagerne ville koste tocifrede millionbeløb og ville løbe ud i sandet. De fleste vidner er enten medskyldige eller blevet myrdet. Vidneudsagn i den del af verden vil i øvrigt typisk være så floromvundne og tvivlsomme, at de næppe vil overleve en dansk (?) forsvarsadvokats krydsforhør.

Resultatet vil blive, at disse terrorister vil få en forholdsvis kort fængselsdom, som de kan betragte som et rekreationsophold i et luksusfængsel, inden de igen vil blive sluppet ud i det danske samfund for fortsat at blive forsørget af skatteyderne i resten af deres dage, og de vil nu frit kunne drive deres spil – overvåget af et udueligt PET for andre millionbeløb. Dette vil uvægerligt føre til bølger af terroranslag med tusindvis af danske og europæiske ofre, hvis retssikkerhed man ikke bekymrer sig synderligt om. Det udgydte blod vil klæbe til de pågældende verdensfjerne politikere, som naturligvis ikke vil blive holdt ansvarlige under det nuværende antidanske regime. Glemt vil de dog forhåbentlig ikke blive. De har tilsyneladende henlevet deres liv i en osteklokke uden nogen som helst jordforbindelse, og deres totale mangel på realitetssans og dybe foragt for deres landsmænd og det samfund, de lever i, kan kun henføres til svigtende begavelse og manglende moralsk kompas, men asocial adfærd skal ikke være nogen undskyldning for deres uendelige landsforræderi!

Det er typisk, at Dansk Folkeparti først udsender en fornuftig stillingtagen til problematikken, der kun kunne tolkes som ”Skyd dem på stedet!”, for senere hen at trække den tilbage bag en burka af søforklaringer. Det er virkelig et sølle parti, der ikke fortjener nationale vælgeres opbakning!

Hele diskussionen afspejler imidlertid de europæiske folkeslags tilsyneladende dødsdrift. Vi har etableret en retsorden byggende på nogle fælles principper og en fælles kultur, der i det store og hele deles af alle. Hvis nogen træder ved siden af, accepterer de i regelen også konsekvenserne – selv om vort retssystemet bestemt ikke er fejlfrit. Når det gælder det store flertal af de fremmede i landet, er situationen imidlertid en anden. De ser vore retsprincipper som svaghed og de anerkender ikke de bagvedliggende værdier og normer. De ønsker Sharia – og det er noget ganske andet! De ved imidlertid at udnytte vort system til egen fordel. Hjemmefra er de vant til ganske anderledes kontante konsekvenser af deres misgerninger. Og vor kultur er en svaghed, når dens principper anvendes universelt i forholdet til folk, der ikke respekterer deres grundlag. Der findes ikke universelle menneskerettigheder – kun rettigheder, der er defineres af et homogent fællesskab! Hvis vi ikke i tide erkender det, vil vore egne principper dræbe os! Vi vil dø af vores moral!

Disse IS-krigere skal forblive i Irak, hvor de vil blive retsforfulgt, dømt og henrettet efter deres egne regler. Det vil bekomme dem vel, og vi kan ikke ønske os noget bedre!

Udgivet i Vestligt selvhad | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ordbog over vigtige begreber

Sproget har til alle tider været et vigtigt redskab for magthaverne. Med det har de til enhver tid forsøgt at påvirke folkets opfattelse af tingene – thi sproget former bevidstheden. Man anvender således positive begreber som tosproget og nationalisme om noget meget negativt og negativt ladede begreber som had eller fremmedfjendsk for noget meget naturligt og positivt. På den måde påvirker man folks tænkemåde og diskursen i samfundet. Det er på tide at forsøge at sætte nogle at disse begreber på plads. For en nærmere beskrivelse af mekanismen henvises man til George Orwells roman 1984, der indgående beskriver newspeak.

bande: Egentlig en gruppe kriminelle. På newspeak en gruppe kriminelle perkere, der spreder død og ødelæggelse omkring sig, evt. med et par alibidanskere tilknyttet.

dansker: Egentlig en, der etnisk (racemæssigt og kulturelt) tilhører det danske folk. På newspeak er det imidlertid også en udlænding, der af folketinget tilfældigvis er udstyret med et dansk pas. Det er ikke det samme, et dansk pas gør ingen til dansker.

diskrimination: At diskriminere betyder egentlig at kunne skelne godt fra dårligt. På newspeak betyder det at forskelsbehandle urimeligt. Det er urimeligt! Hvem siger, at det gode skal behandles på samme måde som det slette? Det skal det ikke! Derfor kræver vi retten til at diskriminere!

etnisk: Betyder egentlig racemæssig. På newspeak betyder det udenlandsk. Der tales om etniske butikker (hvordan det så skal forstås), etniske medborgere (=udlændinge af fremmed race), sågar etniske danskere i betydningen herboende udlændinge af fremmed race. De etniske danskere, det er OS! De andre er slet og ret uønskede udlændinge, der skal UD!

fremmedfjendsk: Fremmedfjendsk betyder fjendtlig over for fremmede. Hvem kunne nu finde på at være det? Det ville være bizart. Vi har bestemt ikke noget imod fremmede – men vi vil ikke løbes over ende af dem eller fortrænges fra vort eget land af dem eller forsørge dem. Vi er ikke fjendtlige over for fremmede, men over for fremmede invasionsstyrker, der nasser på vort samfund og stjæler vore børns fremtid. Men det er ikke at være fremmedfjendsk – det er selvforsvar.

had: Had fremstilles i dag som noget forfærdeligt, dadelværdigt og strafbart. I virkeligheden er had en naturlig ting. Uden had kan der heller ikke være nogen kærlighed. De to ting er uløseligt forbundne med hinanden. Hvis man elsker noget eller nogen, er det naturligt, at man hader alt, hvad der måtte true det eller den, man elsker. Gør man ikke det, er der ikke tale om kærlighed! Vi elsker vort land, vort folk og vor kultur, og vi hader alt, hvad der truer landet, folket og kulturen. Ja, vi vil slå ihjel for at bevare det, der er givet os til låns af svundne generationer, men som tilhører vore børn og børnebørn. Det er kærlighed! Er det så vanskeligt at forstå?

ligeberettigelse: Ophævelse af ethvert skel imellem rigtigt og forkert, mellem naturligt og unaturligt, mellem godt og ondt. Det er ikke noget at stræbe efter.

mangfoldighed: Betyder egentlig talrighed (med mange folder), forskelligartethed, lig med diversitet. Tidligere var verden mangfoldig. Når man rejste til Kina, var menneskene anderledes, de talte et andet sprog, de spiste en anden mad, havde andre forretninger med andre varer, som man ikke kunne få her, de opførte sig anderledes, nød andre ting, gik anderledes klædt, havde andre vaner. Rejste man til Afrika, var det igen alt sammen anderledes. Summen af alle disse forskellige kulturer var verdens mangfoldighed.

I dag er der ingen stor forskel, ligegyldig hvor man rejser hen. Menneskene er stort set de samme (stadigvæk med en forskellig statistisk fordeling, men forskellen bliver stadig mindre), de taler alle mere eller mindre godt engelsk, de ser de samme fjernsynsudsendelser og amerikanske D-film, de spiser den samme junkfood, restauranterne (hvis man da kan kalde McDonalds, Burger King, KFC, Starbucks etc. sådan) er ens og serverer overalt de samme uspiselige substanser. Det er de samme store kæder med de samme mærkevarer, der fylder gaderne, uanset om man er i København, New York, Buenos Aires, Sydney, Johannesburg, Singapore eller Chongqing.

Mangfoldighed betyder altså på newspeak ensartethed. Folk rejser som aldrig før, men egentlig er der ingen grund til at rejse. Det er det samme alle steder. Og det er kulturløst og kedeligt.

nationalisme: Et synonym for fædrelandskærlighed. Det har ikke noget med chauvinisme at gøre, således som det i dag fremstilles. Chauvinisme er en aggressiv nationalisme, der bekæmper andres ret til et fædreland. Det er nationalisme ikke. Det er kærlighed til fædrelandet, folket, kulturen og sproget – og en dyb respekt for andres fædrelandskærlighed. Nationalisten vil ikke være herre over andre, men vil være herre i eget hus.

nydansker: En absurditet. Der findes kun én slags danskere, der er knyttet sammen af en fælles genpøl (race), et fælles sprog, en fælles kultur og en fælles historie. En ”nydansker” er ganske enkelt blot en uønsket udlænding, der er udstyret med et udansk rødbedefarvet pas fra den såkaldte Europæiske Union. Dettes gyldighed vil blive begrænset til en enkelt udrejse uden mulighed for at vende tilbage.

race: På newspeak et absolut fyord, for det angiver, at mennesket er en integreret del af naturen – ja, et dyr med tøj på. For folk, der føler sig hævet over naturen og dens love, er det naturligvis helt uacceptabelt. I virkelighedens verden er en race ganske enkelt en inddeling af en art i forskellige grupper, ligesom man gør med andre dyr. Hudfarven er her det mindste af det. Forskellene rækker langt dybere end som så. Det er et spørgsmål om fysisk styrke, armenes længde, hovedskallens form, læber, øjne, intelligens, hormonbalance, reaktionsmønstre etc., etc., etc. Forskellen kan defineres helt ned på genniveau. Tilfældig blanding af racerne har uoverskuelige konsekvenser, som man kan se det af historien og ved det fra dyrene. Frem for alt kan den ikke gøres om! Derfor skal man lade være!! At benægte racernes eksistens er det samme som at benægte Darwin og tyngdekraften – det vidner om kritisk nedsat intelligens eller en gennemgribende åndelig råddenskab.

racisme: Racisme er blevet gjort til noget frygteligt, men det er blot naturligt. Enhver biologisk gruppe foretrækker sine egne og ønsker at leve samme med sine egne. Der ligger heri ikke noget nedsættende om andre grupper, således som det i dag påstås. Vi vil bare gerne være os selv, leve sammen med folk, der er, som vi, og som deler vore idealer, vor kultur, vort sprog og vore overordnede forestillinger om verden, og som har ydet noget til fællesskabet. Overlegen er den, der overlever. Lige i øjeblikket ser det ikke ud til at være os, men det skulle vi da gerne se at få ændret på. Stræben efter at overleve er en naturlig mekanisme, der er indbygget i enhver art. Hos os er den forsvundet under en dyne af skyld, ansvar og falsk godgørenhed over for hele verden, blot ikke over for vore nærmeste. Alt dette er påført os udefra, og det er en sygdom til døden, hvis der ikke sættes ind med bekæmpelse i tide. Ellers går det os som dinosaurerne, og hvis vi forsvinder, forsvinder ikke blot vor socialstat, men alt, hvad der er godt, smukt og sandt. Verden bliver i bedste fald, som den i dag er i Nordafrika. Racisme er kærlighed til Danmark!

seksuel orientering: Et meningsløst udtryk. Seksualitet er ikke en orientering – hvad det så egentlig betyder i denne sammenhæng – det er noget, naturen har givet en i et stort lotteri. Skulle man være i tvivl, om man er mand eller kvinde, smider man bukserne og ser efter. Forskellen kan selv det lavest udviklede dyr finde ud af. Og også hvad den skal bruges til. Man vælger ikke sit køn, man er udstyret med et, og det er ens naturgivne ret at blive opdraget i overensstemmelse med det køn, man nu engang har. Alt andet er børnemishandling. Drengebørn skal opdrages til at være mænd, pigebørn til at være kvinder. Forskellen er hyggelig, men den tjener frem for alt forplantningen, og den er forudsætningen for, at vi ikke uddør – og det er enhver arts hovedopgave ikke at uddø.

Nu har der altid været nogen, hvis systemer af den ene eller den anden grund har været skruet forkert sammen, så de ikke har kunnet finde ud af den forskel. Det er et handicap. Det er ikke noget at være stolt over, men heller ikke noget at skamme sig over. Det er noget at være ked af – ligesom hvis man havde manglet en arm. Det er ikke noget, man vælger – man er født sådan. Der er ingen grund til at drive klapjagt på folk i gaderne af den grund – eller til at spærre dem inde i fængsler eller lejre fulde af personer med samme køn, men der er altså heller ingen grund til særbehandling eller til optog gennem byen. Det er noget, man holder for sig selv, idet det på grund af handicappets natur er stærkt stødende for andre – normale – mennesker. Det er heller ikke noget, der berettiger til ægteskab eller adoption af børn – også det er børnemishandling i svær grad. Den, der vælger at være handicappet, er syg, et tegn på et perverteret og pornoficeret samfund, der totalt har mistet, ja, orienteringen!

spændende: Oprindelig noget positivt, noget interessant. På newspeak benyttes det om et multikulturelt samfund, hvor kuglerne flyver om ørene på en, volds- og gadekriminaliteten eksploderer, og hvor man kun kan færdes med liv og ejendele som indsats. Der er spændende, om man overlever dagen!

tosproget: Egentlig en, der taler to sprog. Dette er en gave og ikke noget problem, sådan som man skulle tro, når man læser systempressen. Problemet er, at tosproget på newspeak ikke betyder en, der taler to sprog, men derimod en, der burde tale to sprog, men som kun taler et, og dette ene er ikke dansk. Se det er et problem. Vedkommende er fremmedsproget – ikke tosproget.

unge: Egentlig blot det modsatte af gamle. På newspeak det samme som voldsmænd på venstrefløjen med en glidende overgang til at betyde en flok perkere på krigsstien.

Udgivet i Kultur | Tagget , , | Skriv en kommentar