Dissidenter

George Orwell: "Ytringsfrihed er friheden til at sige det, andre ikke vil høre."

George Orwell: “Ytringsfrihed er friheden til at sige det, andre ikke vil høre.”

Arne Melchior fremsatte engang i 80’erne med sædvanlig foragt i stemmen følgende udtalelse i fjernsynet, her citeret efter hukommelsen:

”Hvem er nazisterne? De betyder jo intet! Der er ingen kendte mennesker, der er nazister, ingen videnskabsmænd, skuespillere eller kunstnere. De er ingenting.”

Sådan cirka sagde den store mester, idet hans ansigt fortrak sig i væmmelse – og det skal straks siges, at Arne Melchior med ”nazister” mener alle, som ikke er enige med ham om, hvordan verden er skruet sammen. Og beklageligvis har han jo ret i sin påstand. Den traditionelle højrefløj betyder meget lidt – og den ekstreme del af den absolut intet. Hvordan kan det nu være? Ja, det er meget let at forklare. Den, der bekender sig til en national livsanskuelse og træder frem på den offentlige scene for at forfægte en sådan, er fra samme øjeblik udelukket af det gode selskab – og hvis han er ”nazist”, er udelukkelsen helt komplet.

Kunne man mon forstille sig en kongelig skuespiller, der åbent bekender sig til nationale idéer eller offentligt udtaler sig imod indvandring og ”integration”. En læge? En lærer? En fodboldspiller? En direktør? Nej, de ville aldrig komme så langt. Selv om en læge, der måtte nære sådanne sympatier, så fandt løsningen på kræftens gåde, ville han være henvist til evig arbejdsløshed, og hans opdagelse blive ignoreret. Og det samme gælder kunstnere, forfattere og andre – helt ned til de mest ydmyge stillinger i samfundet. De vil være henvist til bistandshjælp, ingen vil turde have social omgang med dem, og deres børn vil blive udsat for forfølgelse, indtil de vender sig imod forældrene. Folk med sådanne synspunkter kan man ikke ”have tillid” til, de tænker uden for boksen, de udfordrer den herskende religion, de er kort sagt kættere og hjemfaldne til at blive brændt på bålet – om ikke andet så i hvert fald symbolsk.

Men har vi da ikke meningsfrihed og ytringsfrihed i vor demokratiske tidsalder? Nej. Det kan kun den mene, der aldrig har forsøgt at gøre brug af disse friheder til at tale den herskende klasse imod. Frihed er med Rosa Luxemburgs ord altid friheden for den anderledes tænkende, og ytringsfriheden er efter George Orwells mening ganske rigtigt netop friheden til at sige det, andre ikke vil høre. Enhver, der i blind tillid til al den tale om demokrati, han hører omkring sig, har benyttet disse påståede friheder, vil have erfaret, at de i dag ikke eksisterer. Bevares – man bliver hverken skudt eller hængt, og vi har ikke noget konkret Sibirien, man kan forvises til. Sådanne metoder er imidlertid også primitive og ender med at give den formastelige martyrstatus. I dag er man langt mere sofistikeret, men ikke mindre effektiv i sin håndtering af dissidenter. De bliver stadig forvist, men nu til en plads på samfundets absolutte skyggeside, hvor de nemlig ikke betyder noget, og hvor ingen tager dem alvorligt. Hvordan vil denne bistandsklient vel kunne ordne samfundets anliggender, når han ikke engang kan ordne sine egne, hvis han ikke selv kan skaffe sig sit eget udkomme, kort sagt: når han øjensynligt ikke formår at ”blive til noget”? Det er den naturlige reaktion.

Imens kan den herskende ”elite”, der er opstået ved en absolut bundvending i samfundet som følge af et åndeligt iltsvind, i ro og mag ansætte hinanden i de højeste stillinger, tildele hinanden de fornemmeste priser og æresbevisninger, udpege hinanden til råd og nævn, få statstilskud og livsvarige ydelser, fylde spalterne i pressen og udsendelsesfladerne i radio og fjernsyn, og ideligen klappe hinanden på ryggen og fortælle hinanden, hvor fantastiske man er. Kort sagt: man betyder noget, man er noget. Evner, viden og kunnen er ikke påkrævet – bare man har de rette synspunkter og kan fremsige de korrekte mantraer – og jo mere man kan besudle sin egen rede, desto bedre – jo mere er man.

Redskaberne til at udelukke dissidenterne med er ikke af juridisk karakter – det ville være grundlovsstridigt. Men der er så mange andre metoder, og den væsentligste ligger i den dæmonisering, der overalt i medierne bliver virkelige dissidenter til del, dvs. dem, der ikke deler de herskendes verdensbillede – dem, der afviser indvandring, multikulturalisme eller EU, eller som forsvarer nationalstaten og det danske folks ret til selvforsvar og forsvar af sit territorium. Enhver virkelig meningsafvigelse bliver derfor straks anmeldt til politiet af godhjertede mennesker, der mener at sådan noget afvigende noget nødvendigvis må være ulovligt. Sådan noget vil de nemlig slet ikke læse eller høre – og så må det være forbudt.

Dertil kommer, at hele magtsystemet i dag beherskes af efterkommere efter det kommunistiske sammenrend, der i årene efter det såkaldte studenteroprør i 1968 målbevidst bemægtigede sig alle væsentlige poster i samfundet, dvs. inden for undervisningssektoren fra vuggestuen til universitetet — hvor magten blev overladt dem uden modstand af folk, der burde have vidst bedre — kirken, domstolene, centraladministrationen og pressen, hvorefter de begyndte at indtage erhvervslivet. Samtidig overtog man magten i de forskellige småforeninger fra kaninavlerne til borgerforeningerne og i de frivillige organisationer, hvor man fortrængte anderledes tænkende med den skolede talestrøm og de tomme floskler, som får fornuftige mennesker til at sige: ”Nej, det gider jeg simpelthen ikke deltage i”.

Dagens ledere og medarbejdere tåler således ikke, at der ansættes nogen, som tænker anderledes – og skulle det ske ved uheld, findes der utallige måder at komme af med vedkommende på. Typisk hedder det omstruktureringer, samarbejdsvanskeligheder, opdigtede ”problemer”, der underbygges af det røde bagland, klager fra kunder eller eksterne leverandører, mobning etc., etc. etc., indtil den formastelige person er presset ud. Her er fagforeningerne og de politiske vælgerforeninger altid til en uvurderlig hjælp. Fagforeningerne bistår gerne med at skabe problemerne, og vælgerforeningerne sætter deres folk under pres for at få dem til at deltage i heksejagten – samtidig med at medierne hetzer imod den pågældende uden rimelig skelnen mellem sandhed og løgn og altid med angivelse af adresser, hvor terroristerne fra venstrefløjen med magthavernes åbenlyse billigelse kan bedrive deres ugerninger.

Derefter følger den sociale eksklusion – folk tør ikke have med ”den slags mennesker” at gøre. Hvad vil naboen tænke, og hvad hvis man skulle komme i avisen og blive hængt ud sammen med “dem”?

Et godt eksempel er Nicolai Sennels, talsmanden for det vel efterhånden hedengangne og under alle omstændigheder tandløse Pegida (nu For Frihed) i Danmark. Sennels er psykolog og beskæftiget inden for Københavns Kommunes Børne- og ungdomsforvaltning, hvor han udfører psykologiske bedømmelser i forbindelse med den stadig stigende strøm af sager om utilpassede og vanskelige unge. Det kan naturligvis ikke gå an. Kollegerne, der er organiseret i den kommunistisk regerede Landsforeningen for Socialpædagoger, er “utrygge” ved Sennels “menneskesyn”, og landforeningens næstformand, kommunisten Jan Hoby, kræver ham fyret af “fagligt pædagogiske grunde”. Denne halvstuderede røver skulle jo netop som repræsentant for en fagforening beskytte ansatte imod usaglige fyringer – men det gælder naturligvis kun for vennerne. På det ligeledes kommunistiske modkraft.dk hidser DKP’eren sig voldsomt op over fyringen af en “pædagog”, der i sin “undervisning” har benyttet en “rapsang” med den malende titel “Muggen røv”, hvis indhold intellektuelt og stilistisk svarer fuldstændig til titlen. Herom skribler Hoby:

“Alle i ledelsesstrengen i Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning mener, at pædagogen har udvist dårlig faglig dømmekraft og at teksten er ”krænkende, stødende og uacceptabelt at præsentere for dette alderstrin”. Dette er baggrunden for, at man ikke længere har tillid til vedkommende. Men i forvaltningens optik bliver ”faglig dømmekraft” på en og samme tid til en objektiv og en elastik-på-metermål størrelse. Det betyder, at den mest magtfulde afgør, hvad der er en faglig tilgang til opgaven. Og ikke som det burde være – den med størst faglig viden og indsigt.”

Vi skal beklage Hobys problemer med sproget, men det får være. Han finder, at “pædagogen” fagligt, sagligt og forskningsbaseret [har] begrundet sit valg af tekst”, og at fyringen er “pædagogisk og fagligt Berufsverbot”. Hm. Hvad er der egentlig galt med at fyre nogen, fordi de fagligt og pædagogisk ikke er i stand til at udføre deres job betryggende – og hvis tilgang til undervisningen er blottet for enhver anstændighed, kultur og etik. Vi kender ikke navnet på den fyrede, men vi vil godt vædde en flaske god Whisky på, at det er en af kammeraterne. Vi hæfter os ved, at Hoby mener, at det er den med den største faglige viden og indsigt, der skal træffe beslutninger.

I tilfældet Nicolai Sennels er det lige pludselig ikke tilfældet, her er det “pædagogerne”, der skal træffe beslutning om psykologens faglige kompetence, og når det gælder Sennels, er Berufsverbot helt på sin plads. Her er det nemlig politisk. Ingen ud over kammeraterne skal have et job – og slet ikke i denne branche, hvor kommende generationer skal formes. Generelt gælder jo, at et akademisk job giver anseelse, og den anseelse må dissidenter ikke nyde. Folk, der kommer i forbindelse med Sennels i kraft af dennes job kunne jo eventuelt få det indtryk, at Sennels måske er både fornuftig, dygtig og sympatisk – det er helt uacceptabelt. Folk som Sennels skal isoleres – og destrueres. Han har således også tidligere måttet fratræde en stilling ved Københavns Kommune under lignende, men mindre spektakulære omstændigheder.

Det skal naturligvis kun for fuldstændighedens skyld nævnes, at Hoby omgiver sig med gamle kommunistiske plakater, og at han villigt lader sig fotografere med billeder og buster af massemordere som Ho Chi Minh og Lenin, hvis menneskesyn dette elendige fortidslevn tilsyneladende deler.

Det kan ikke forundre, at det socialdemokratiske byrådsmedlem Jonas Bjørn Jensen, der også er “kampagnekoordinator” for den blodrøde “tænketank” Cevea, som er opsamlingsbækken for nogle af de mest overflødige eksistenser i det danske samfund – ordet “tænketank” er i denne sammenhæng absolut malplaceret – straks bakkede op om sin meningsfælle fra den ideologiske losseplads for særligt farligt affald og krævede Sennels fyret. Det allerværste er imidlertid, at både Hoby og Bjørn Jensen kan nyde deres landsskadelige og parasitære eksistens i absolut sikkerhed og ro. De arbejder for vennerne, ingen kommer efter deres familier, ingen maler skældsord mod dem i deres opgange, ingen ødelægger deres biler, og ingen overfalder dem med knive og køller i offentlige parkeringshuse. Alt sammen en luksus, der ikke kan nydes af deres modstandere. De er levende beviser på højrefløjens impotens.

Hvor man forhen ikke altid vidste, hvor en ansøger til en stilling stod politisk, kan enhver i dag slå op på internettet, hvor terrorister fra Demos og Redox via deres netværk i CPR-registeret og inden for administrationen sørger for at holde alle oplysninger opdaterede og for at mistænkeliggøre enhver, der ikke deler deres forkvaklede verdensbillede. Man kan således roligt gå ud fra, at en arbejdsgiver på forhånd frasorterer alle ansøgere, som der kunne være noget med – ikke nødvendigvis af ond vilje, men for at undgå de problemer, som han ved uvægerligt vil dukke op eller blive skabt. Man kan ikke samarbejde med sådanne mennesker med afvigende meninger, der er i modstrid med virksomhedens eller institutionens ”værdigrundlag” eller ”menneskesyn”, som om dette værdigrundlag og såkaldte menneskesyn stod over grundloven og naturlovene.

Med multikulturalismen forstærkes problemerne yderligere. En modstander af indvandring vil naturligvis vække indvandrerlobbyens vrede, og man vil lynhurtigt mobilisere den fremmede femtekolonne. Læger og socialarbejdere, der ikke efterkommer indvandreres mindste bud, hænges ud som ”racister”, censorer, som ikke vil give uduelige elever fra indvandrermiljøer høje karakterer, eller som afslører sådanne i at snyde, risikerer samme skæbne. Feminister vil klage over mænd, som stadig mener, der forskel på kønnene osv.

På DR’s netnyheder stiller journalist Stine Bødker Nielsen således forstående spørgsmålet: “Hvor meget kan man tillade at ytre sig på de sociale medier, før det bør [??] få konsekvenser?”, idet hun beretter om en Tumblr-blogger, der målrettet “eksponerer både racistiske kommentarer og dem, der står bag[,] i håb om at få dem fyret.”

“Bloggen afslører identiteten på brugerne og deler deres navn og arbejdsplads på bloggen i håb om, at nogen vil gøre en sag ud af det, så det i sidste ende koster vedkommende jobbet.” For, som hun fuld af sympati siger: “For nogle mennesker er den racistiske tone nu blevet så hård, at de er begyndt at tage sagen i egen hånd.” Hm, er det det samfund, vi ønsker? Samfundet, hvor et tilfældigt sammenrend af pøbel skal bestemme, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan sige – og hvor det tilstræbes at få folk fyret fra deres job, så de kan lære at holde mund. Hvor er egentlig forskellen på dette og den mere fysiske selvtægt, hvor borgere fanger og afstraffer forbrydere, som politiet ikke gider tage sig af? Bortset altså fra, at Tumblr-bloggerens aktiviteter er rettet mod lovlydige folk, der blot gør brug af deres påståede ytringsfrihed. Det ville naturligvis have klædt Danmarks Radio at problematisere denne udvikling og måske rejse spørgsmålet om, hvordan denne blogger kommer i besiddelse af sin detailviden om de pågældende. Stine Bødker Nielsen er imidlertid ingen journalistisk sværvægter, og over for sådanne principielle drøftelser er hun tydeligvis intellektuelt udfordret. Hun er blot en af de sædvanlige automatiske relæstationer for landsforræderiske kræfters natrenovation. Men hun har naturligvis ret i, at visse ytringer bør få konsekvenser – spørgsmålet er bare, hvilke ytringer og hvilke konsekvenser! Nationale kræfter, der befinder sig i positioner, hvor dette er muligt, bør tage ved lære af denne historie. Fyr en kommunist, ansæt en “racist”! Vær bevidst i valget af medarbejdere og leverandører – vi lever ikke mere i demokratiets tidsalder. I dag gælder åbenbart alle kneb, og fjenden skal bekæmpes med samme midler, som han selv anvender – og mere til.

Under disse omstændigheder, er det ikke underligt, at dissidenternes netværk er ret svagt – og de har hidtil ikke formået at stille meget op imod disse mørkets kræfter. Mange finder sig i deres relegering til at være ”ingenting”, men unge talentfulde og begavede mennesker, der har studeret deres fag i mange år, fordi det interesserer dem, og fordi de gerne vil arbejde med det, vælger som oftest at holde mund og glemme alt om deres forestillinger om samfundet. De ønsker sig forståeligt nok en karriere, og da en sådan i dag kun kan fås ved hjælp af manglende begavelse eller prostitution, vælger de sidstnævnte, når de nu ikke af naturen er udstyret med den vigtigste kvalifikation i den danske akademiske verden: grænseløs dumhed.

Den hjernemasse, der skulle have hævet højrefløjen op, tvinges væk fra den – og den proces er selvforstærkende. Denne gruppe ønsker forståeligvis at finde et fællesskab, der ikke blot deler dens idealer, men også dens interesser og niveau, men når de eneste, der har råd til at være i opposition, stort set er dem, der alligevel er på kontanthjælp, bliver dette ønske vanskeligere at opfylde.

Den situation, vi ser for os, er langt fra de frihedsidealer, der konstant hyldes fra officiel side ved højtidelige lejligheder. Ytringsfriheden og den politiske frihed gælder kun ytringer, der støtter den herskende samfundsorden. Den, der fundamentalt er uenig i magtelitens verdensopfattelse, har ingen reel ytringsfrihed. I Danmark og den øvrige vestlige verden er der i 2015 langt mindre reel politisk frihed, end der var i 1950’erne eller 1960’erne – for slet ikke at tale om 1930’erne. Der hersker i dag et absolut totalitært meningsdiktatur, som tåler sammenligning med de værste diktaturer i fortiden, blot uden disses blodsudgydelser. Så længe man holder kæft, kan man leve sit liv, som man vil – det kunne man også under Stalin eller i DDR. Man er ingen trussel imod systemet, så længe man holder kæft. Lukker man munden op, tilintetgøres man økonomisk og menneskeligt og er reelt retsløs, idet domstolene kontrolleres totalt af magteliten, og PET i dag skrupelløst benytter nøjagtig de samme metoder, som man fordømmer Stasi for, blot med den forskel, at man i vore dage råder over tekniske muligheder, som Stasi ikke engang kunne drømme om.

Der er stadig oppositionelle kræfter, som mener, at man kan spille med i dette systems kasino på systemets egne præmisser og dermed øve indflydelse på det gennem en politisk debat. Dette er desværre såre naivt. Der har været debatter, og der er udgivet mange gode bøger og artikler i de seneste årtier, men ingen af dem har flyttet hegnspælene i det politiske liv mærkbart – den politiske frihed mindskes år for år med stadig stigende hastighed. Det er imidlertid den samme magtklike, der behersker medierne, som også ejer politikerne, og de ved, at det er den lille daglige giftdosis, der gør det. Dag ud og dag ind belærer undervisere og mediepaver befolkningen om, hvordan ”gode mennesker” skal tænke – ikke gennem lange foredrag, men gennem den indirekte påvirkning i ”upolitiske” sammenhænge. Undervisningens formål er direkte at skabe “demokratiske” mennesker, og reklamer, film og andre medieprodukter afspejler i stigende grad tidens forvrængede multikulturelle verdensbillede. Goebbels var en glad dilettant sammenlignet med dagens propagandister. Lad os være helt ærlige: Hvis kendsgerningerne eller sandheden havde rådet og debatter havde nyttet, ville verden have set anderledes ud i dag. Den fornødne viden er til rådighed – enhver, der blot har to brikker at flytte med, og som bare kender omridsene af historien, ved, at dette vil tage en gal ende – men man ignorerer det og koncentrerer sig om det næste valg, hvor man håber på at kunne beholde sit sugerør nede i statskassen. Næste generations problemer forbliver næste generations problemer. Partier, der som Dansk Folkeparti starter som en højrøstet opposition til de gamle partier, ender som disses dikkende halehæng inden for mindre end tyve år – de bliver ”ansvarlige”, dvs. uansvarlige over for historien og over for kommende slægtled. Eller de udelukkes fra enhver indflydelse og forsvinder til sidst ud i glemslens tåger – godt hjulpet af PET’s agenter, som sørger for den uenighed, der til sidst opløser dem. Det vil der ikke blive ændret på i fremtiden.

Men er danskerne ikke jordens lykkeligste folk? Det ved vi ikke rigtig noget om, for danskerne er – som andre vesteuropæiske folk – skræmte og bange, bange for at blive slået i hartkorn med de fæleste af de fæle, Dansk Folkeparti, nazister og sådant godtfolk. Når en god samfundsborger endelig engang hidser sig op over alt det, der irriterer vedkommende – det vil ofte sige indvandringen, slutter vedkommende i regelen med noget i retning af følgende: “Ja, nu må du endelig ikke tro, at jeg er racist, for det er jeg bestemt ikke, og jeg har bestemt ikke noget imod de fremmede, hvis de bare opfører sig ordentligt, arbejder og betaler deres skat, men altså…..” Ved politiske meningsundersøgelser får Dansk Folkeparti regelmæssigt langt lavere tilslutning end ved valgene. Folk tør simpelthen ikke sige, at de stemmer på et så fælt parti. Danskerne er usikre og kuede, men de kan stadig drukne deres usikkerhed i en hidtil uset konsumrus, og så længe de kan det, er der ikke de store forhåbninger om en ændring.

Hvis danske dissidenter ønsker at opnå noget, må de gøre sig klart, hvad de er op imod, hvad det er, de vil, og hvad de realistisk kan opnå under de nuværende forhold – og de må holde op med at spilde tid og penge på at lege med partier, som i sidste instans kun tjener til at slide folk op og gøre dem til offentlige personer og dermed til at uskadeliggøre dem gennem eksklusion fra samfundet og overvågning af PET. Der er ingen genveje eller kompromisser mulige. En ændring af samfundet kan ganske enkelt ikke mere gennemføres inden for systemets rammer, thi systemet overholder ikke længere sine egne erklærede spilleregler.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk nationalisme, Demokrati og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s