Af Tobias Langdon

Min afdøde far afskyede muslimer og forgudede jøder på samme tid. Muslimer var barbariske, dumme og meget skadelige for Vesten. Jøder var civiliserede, intelligente og meget gavnlige for Vesten. Hvad mere er der at sige? En hel del, tænkte jeg. Jeg påpegede, at muslimer befandt sig i Vesten på grund af jøder. Min far afviste dette som vrøvl. Jøder var ikke dumme, og muslimer var jødernes fjender. Derfor kunne jøder umuligt ønske muslimer i Vesten.

Virkelighed, pjat

Jeg fremlagde rigeligt med beviser til støtte for min påstand, men det ændrede ikke min fars synspunkter det mindste. Hvis hans subjektive logik sagde, at jøder var imod muslimsk indvandring, mens den objektive virkelighed sagde, at de støttede den, så var det bare ærgerligt for virkeligheden. Muslimer var onde, jøder var gode. Slut på historien. Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at min far også var en stor fan af Mark Steyn, den formskiftende neokonservative, der for nylig har bragt et af sine yndlingstemaer på banen:

Førkrigstidens europæere ville aldrig et øjeblik have overvejet opførelsen af moskéer fra Malmö til Marseille. Men efterkrigstidens holocaust-skyldfølelse, afskyen mod nationalisme og omfavnelsen af multikulturalisme og masseindvandring muliggjorde islamiseringen af Europa. De største vindere af kontinentets bod for det 20. århundredes store moralske plet viste sig at være muslimerne – mens jøderne endnu en gang blev ofrene. (Er slagter Bob blevet fyret?, SteynOnline, 15. november 2017)

Han sagde derefter med skamløs frækhed: »Det ville hjælpe at kunne tale ærligt om dette emne.«

Det ville det sandelig, men der er ingen ærlighed i det, Mark Steyn siger om »islamiseringen af Europa«. Tag for eksempel påstanden om, at jøder har været »ofrene« for muslimsk vold i Europa, som om jøder har været de første og værste ofre. Steyn ved selv, at dette er en løgn:

I det seneste nummer af Mark Steyn Club-nyhedsbrevet, The Clubbable Steyn, fortæller jeg om mit besøg i Rotherham for at møde nogle af disse »voldtagede og udnyttede hvide piger«. Faktisk er jeg ikke sikker på, at den generelle betegnelse »voldtagne og udnyttede« helt dækker de særlige rædsler, de er blevet udsat for — at blive urineret på af grupper af muslimske mænd, hængt ud over altaner, overhældt med benzin, mens deres plageånder dansede omkring dem med lightere osv. (Mohammeds stemningsmusik, SteynOnline, 28. august 2017)

Ikke et jødisk sted

Hvor mange af disse »voldtagne og udnyttede« piger er jødiske? Tilsyneladende slet ingen. For som The Jewish Chronicle siger: “Rotherham er ikke et jødisk sted”. Rotherham er heller ikke et enestående tilfælde: Muslimer har begået lignende forbrydelser overalt i Vesteuropa i årtier. De har også i årtier slået, myrdet og etnisk udrenset almindelige hvide europæere. Og de bruger skattepengene fra almindelige hvide europæere gennem deres afhængighed af velfærdsydelser og deres krav til det offentlige sundhedsvæsen. De europæiske medier bragte for nylig en feel-good-historie om »den syvårige Hassan«, en dreng, der blev reddet af nye medicinske teknikker, efter at han »havde mistet 80 procent af sin hud på grund af en sjælden genetisk lidelse.«

Artiklerne nævnte ikke de enorme omkostninger ved de nye teknikker, men afslørede følgende fakta: a) drengen var »født i Syrien, men bor nu i Tyskland«; b) hans tilstand skyldtes »defekte gener, der var arvet fra den ene eller begge forældre.« Med andre ord betaler almindelige tyskere for problemer forårsaget af muslimsk indavl, hvilket er almindeligt i Syrien. Genetiske sygdomme, der er »sjældne« blandt ikke-indavlede hvide, er ikke sjældne blandt indavlede muslimer.

Men er det jøderne, der kommer til at betale regningen for syge muslimer som lille Hassan? Nej, hvis Tyskland minder om Storbritannien, er det meget muligt, at de i stedet tjener penge på det: »Det er et lidt kendt faktum, at over 20 procent af de lægemidler, som det [britiske] NHS [National Health Service] bruger, kommer fra Teva, et israelsk firma, og andelen stiger og nærmer sig 25 procent.«

Afvisning af repatriering

Men Steyns store løgn om, hvem der lider under islamiseringen, udtømmer på ingen måde hans uærlighed. Tag for eksempel hans påstand om, at »holocaust-skyldfølelse« forklarer muslimsk indvandring til Europa. Storbritannien var i krig med Nazi-Tyskland, før holocaust begyndte, og var en ødelagt nation ved krigens afslutning. Almindelige briter følte med rette, at de havde betalt en enorm pris for at hjælpe med at besejre nazisterne. Jeg kan forsikre Mark Steyn om, at de absolut ikke følte nogen skyld over nazisternes forbrydelser.

Og hvordan reagerede disse almindelige briter, da masseindvandringen begyndte efter krigen? Med vrede og fjendtlighed. De ønskede ikke, at deres land blev invaderet, hvilket Storbritanniens politiske elite var fuldt ud klar over. I 2013 stillede Roy Hattersley, en tidligere næstformand for Labour-partiet, et forstemmende spørgsmål i The Guardian: »Burde jeg i 1964 have opfordret til det, som et klart flertal af mine vælgere og størstedelen af landet utvivlsomt ønskede – repatriering af alle indvandrere fra Commonwealth?« Hans svar var et klart nej. Hvorfor skulle arbejderklassen egentlig have noget at sige om, hvad der sker med deres kvarterer, deres land og deres børns fremtid?

MacShanes kortsynethed

Det er ingen tilfældighed, at Hattersley har en jødisk kone, en litterær agent ved navn Maggie Pearlstine, der har stået bag hans indbringende forfatterkarriere. Hans indvandringsvenlige og minoritetsvenlige synspunkter stammer fra den fjendtlige jødiske elite, ikke fra den arbejderklasse, han foregav at tjene i parlamentet. Disse synspunkter deles af Denis MacShane (født Matyjaszek), Labour-parlamentsmedlemmet og bon vivant, der repræsenterede Rotherham, mens hvide piger fra arbejderklassen, med Mark Steyns ord, blev »tisset på af grupper af muslimske mænd, hængt ud over altaner, overhældt med benzin, mens deres plageånder dansede omkring dem med lightere, osv.«

På trods af sit lidenskabelige engagement i feminisme og børns velfærd undlod MacShane fuldstændigt at få øje på, hvad der foregik i hans »vidunderlige valgkreds Rotherham«. Hvorfor denne fiasko? Jo, han havde for travlt med at bekæmpe fascisme, at være formand for den »tværpolitiske parlamentariske undersøgelse af antisemitisme« [All-Party Parliamentary Inquiry into Antisemitism] og i øvrigt, som Jewish Chronicle udtrykte det, at være en af det jødiske samfunds »største forkæmpere«.

MacShane blev fængslet i 2013, efter at han havde begået bedrageri for at finansiere sin kampagne til fordel for jøder i Europa. Jeg kan forsikre Mark Steyn om, at hvis jøder havde følt, at muslimsk indvandring var dårlig for jøder, så ville MacShane have modsat sig den pågældende indvandring længe, højlydt og ofte. Det gjorde han ikke. Tværtimod: han var en del af en Labour-regering, der massivt og hemmeligt øgede den muslimske indvandring. Og gæt hvad? Indvandringsministeren, der stod bag den massive stigning, var en vis Barbara Roche, en jødisk Social Retfærdigheds Kriger [SJW], der »gik ind i politik – hvilket hun stadig understreger i dag – for at bekæmpe antisemitisme og fremmedhad generelt.« Måske gik Mark Steyn glip af den enorme omtale, som Roches islamofili fik i begyndelsen af 2016:

»Det var tydeligt, at Roche ønskede, at flere indvandrere skulle komme til Storbritannien,« mindede Stephen Boys-Smith, den nye chef for indvandringsdirektoratet, om. »Hun opfattede ikke sin opgave som at kontrollere indrejsen, men ved at se på det større billede »på en helhedsorienteret måde« ønskede hun, at vi skulle se fordelene ved et multikulturelt samfund.« Jack Straw [indenrigsministeren, der er delvist jødisk] modsagde aldrig åbent Roche — det var simpelthen ikke risikoen værd at fremmedgøre Labour-partiet. Så hun gik i gang med at udarbejde en tale, hvor hun skitserede fordelene ved at lempe indvandringskontrollen og fremstillede asylansøgere som faglært arbejdskraft. Hun drøftede ikke, hvad hun ville sige, med Straw. …

»Godt gået, Barbara,« sagde Blair til Roche kort [efter talen]. På trods af det kontroversielle indhold gik hendes tale relativt ubemærket hen. Men indvandrerne forstod hurtigt dens betydning og videregav nyheden til deres venner og familie over hele verden. Labour lod flere mennesker komme ind, fortalte de dem, og – i modsætning til andre europæiske lande – ville Storbritannien yde sociale ydelser og stille almene boliger til rådighed. …

En af Roches eftermæler var de hundredvis af yderligere indvandrere, der slog lejr under elendige forhold i Sangatte uden for Calais, hvor de forsøgte at smugle sig om bord på lastbiler. Nyheden om den nye liberalisme – og især velfærdsydelserne – begyndte nu at tiltrække somaliere, der tidligere havde slået sig ned i andre EU-lande. Selvom der ikke var nogen historisk eller kulturel forbindelse mellem Somalia og Storbritannien, kom der mere end 200.000. Da de fleste var uuddannede og ville være afhængige af velfærdsydelser, kunne Indenrigsministeriet have nægtet dem indrejse. Men de fik bevilget »ekstraordinær opholdstilladelse«. [Et cetera ad nauseam] (Svindleren Blairs kyniske sammensværgelse for at bedrage det britiske folk og lukke 2 millioner indvandrere ind i strid med reglerne, The Daily Mail, 26. februar 2016)

Jeg går ud fra, at Mark Steyn er klar over, at somaliere er muslimer. Det er en britisk journalist ved navn Rod Liddle i hvert fald. I 2009 blev han bredt fordømt for at have skrevet, at »mange somaliere for nylig er kommet til Storbritannien som indvandrere, hvor de nyder bred beundring for deres stærke arbejdsmoral, respekt for loven og skarpe, gennemtrængende intelligens.« Titlen på hans artikel var »Muslimske vildmænd – en opdatering.«

Ligesom Steyn og min afdøde far er Liddle endnu en stor tilhænger af jøder og en stor modstander af muslimer. Tilsyneladende undgik også han at få øje på Barbara Roches islamofili.

Islamvenner i Irland og Norge

Denne islamofili delte en indvandringsminister i Storbritanniens nære nabo, Irland. Ministeren hed Alan Shatter, og således blev hans afsked fra embedet beskrevet af bloggeren Irish Savant:

Hvis man læser [Shatters] afskedstale, vil man have svært ved at tro, at hans ansvarsområde var (host) retfærdighed og forsvar. For størstedelen af talen er viet til hans »bedrift« med at tildele irsk (og dermed EU-)statsborgerskab til en broget samling af 68.000 mennesker fra den tredje verden (= 1,5 % af den irske befolkning) i de 28 måneder, han har siddet i embedet. Før det var det årlige gennemsnit blot et par hundrede.

Så selv hans korte embedsperiode vil give ham mulighed for at se tilbage med tilfredshed på omfanget af hans ødelæggelse af nationen. Men dette opvejes til en vis grad af det herlige selvmål, han scorede i forhold til offentlighedens opfattelse af jøder generelt. For det er rimeligt at sige, at han kom til at blive alment afskyet for blandt andet sin overmodige arrogance og villighed til at ofre hvem som helst for at redde sit eget skind. For at omskrive Oscar Wilde: Selv hans egne venner hadede ham. („Glæd jer! Rotten forlader os“, The Irish Savant, 7. maj 2014)

Tænk engang: Ligesom islamofilen Barbara Roche var islamofilen Alan Shatter jøde. Irish Savant har også skrevet om en anden islamofil i et af Storbritanniens nabolande:

Mød Ervin Kohn, formand for det jødiske samfund i Norge og også – og det vil nok overraske jer – vicedirektør for det norske center mod racisme. Ervin er en travl mand. I dette interview kan man høre ham sige: »Det norske samfund er for homogent, for hvidt. Så der er et stykke arbejde, der skal gøres.« Og vi ved jo alle sammen, hvad det arbejde går ud på, ikke også, børn? Ervin ryster træt på hovedet. Men i det mindste er penge ikke et problem. »Vi har generøs finansiering,« forsikrer han intervieweren. Og hvem står for denne finansiering? Jo, det er den norske regering. I ved, dem, der har svoret at repræsentere netop de mennesker, der bliver udvandet af Kohns projekt.

Men trods opgavens omfang er der allerede udført meget godt arbejde. Det meste af det østlige Oslo er nu blevet »beriget« til ukendelighed af »nye nordmænd« fra Pakistan, Somalia og Nigeria. Med generøse bidrag fra irakere, kosovarer og albanere. Jamen, Mohammed er nu det mest populære drengenavn i Oslo, landets hovedstad. Men det har ikke været en ubesmittet velsignelse, ikke mindst fordi en bølge af voldtægter har faldet sammen med de »nye nordmænds« ankomst. Og politirapporten viser, at hver eneste voldtægt i Oslo i løbet af de seneste fem år kunne tilskrives en »beriger«. Hver eneste. … Hvad dig angår, Kohn, din foragtelige, forræderiske, nationsødelæggende utaknemmelige person, håber jeg, at du en dag kommer til at stege i helvedets syvende cirkel sammen med dine medløbere og femtekolonnister såsom Alan Shatter, Barbara Lerner Spectre og Anetta Kahane. (»Norges Alan Shatter«, The Irish Savant, 24. marts 2015)

Barbara Lerner Spectre og Anetta Kahane er islamofile jøder, der har fremmet muslimsk indvandring til henholdsvis Sverige og Tyskland. Og det er den samme historie i alle andre vestlige lande. Hvor end man finder muslimsk indvandring, finder man jøder, der letter indvandringen, undertrykker den hvide modstand mod den og drager fordel af den stadigt stigende efterspørgsel efter boliger, mad og sundhedsydelser.

Islamofober og tomhjernede

Men Mark Steyn har tilsyneladende overset alt dette. Ifølge ham har jøder ikke spillet nogen rolle i »islamiseringen« af Vesten, men er derimod de hjælpeløse, ulykkelige og stemmeløse ofre for hvid europæisk dumhed. Steyns læsere accepterer hans løgne uden at stille spørgsmål. Faktisk går nogle af dem endda længere end Steyn selv: Hvide europæere har ikke blot været dumme, men aktivt ondsindede ved at åbne Europas grænser for muslimer. Her er to svar på Steyns »Onde muslimer, stakkels jøder!«-vrøvl:

Edmond Watson • 15. nov. 2017 kl. 13:09

»De største vindere … viste sig at være muslimerne – mens jøderne endnu en gang endte som taberne.« Det giver anledning til mistanke om, at den imødekommenhed over for muslimer i virkeligheden er endnu en måde for antisemitter at forfølge på.

Owen Morgan • 15. november 2017 kl. 14:25

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om det. Det britiske Labour-parti er desperat efter at vinde de muslimske vælgeres stemmer og vil tolerere næsten enhver form for antisemitisme. Selv når forseelsen er så ekstrem, at den udløser en halvhjertet reprimande, bliver den skyldige højst suspenderet og derefter genoptaget efter en overfladisk og formel »undskyldning«. Også hos De Liberale Demokrater findes der gentagne lovovertrædere.

De Konservative har færre problemer med antisemitisme, men de gør sig bestemt skyldige i eftergivenhed over for muslimer; et berygtet eksempel er udnævnelsen af den mislykkede parlamentskandidat (og fuldstændig tomhjernet) Sayeeda Warsi til Overhuset og hendes udnævnelse til formand for Det Konservative Parti. På trods af hendes åbenlyse uegnethed blev hun holdt fast i stillingen i to år og fik derefter en ministerpost i næsten to år til. (Kommentarer til Er slagter Bob blevet fyret?, SteynOnline, 15. november 2017)

»Owen Morgan« (et mistænkeligt ikke-jødisk navn) nævner ikke, at den professionelt fatsvage Sayeeda Warsi faktisk var medformand for Det Konservative Parti sammen med Lord Feldman, der er jøde og stod bag delvist jødiske David Camerons vej til premierministerposten. Begge mænd var naturligvis medlemmer af Conservative Friends of Israel, som er blevet beskrevet af Jewish Chronicle som »den største lobbygruppe i Westminster.«

Med andre ord var Sayeeda Warsis vej til det høje embede ikke »eftergivenhed over for muslimer«: det var en måde at sikre, at toppen af Det Konservative Parti blev mindre hvid, mindre mandlig og mindre kristen. Det samme gælder Priti Patel, den hinduistiske shabbos-shiksa, der lavede reklame for Israel, indtil hendes jødiske bagmand, Lord Polak, »blev for kæphøj til sit eget bedste«.

Islamiseringen er et jødisk projekt

Storbritannien er ikke et demokrati: det er et oligarki. Den mest indflydelsesrige del af dette oligarki er jødisk, og hvis jøder modsatte sig indvandring fra den tredje verden, ville den ikke finde sted. Derfor har der fundet masseindvandring af muslimer og andre fra den tredje verden sted her årti efter årti, på trods af modstand fra »størstedelen af landet«, som den forræderiske filosemit Roy Hattersley udtrykte det. Islamiseringen af Europa er et jødisk projekt. Hvis Mark Steyn virkelig var imod islamiseringen, ville han, ligesom Melanie Phillips, kritisere den jødiske støtte til den. I stedet tyer han til det, Orwell kaldte dobbeltænkning, eller »evnen til at rumme to modstridende overbevisninger i sit sind samtidigt og acceptere dem begge«.

På den ene side hævder Steyn, at jøder er »ofrene« for islamiseringen. På den anden side har han mødt dem, der reelt har været ofrene: de »voldtagne og udnyttede hvide piger« i Rotherham, hvoraf ingen nogensinde er blevet rapporteret som værende jødiske. Kort sagt er Mark Steyn en løgner og en svindler. For nogle år siden, som Larry Auster bemærkede med forfærdelse, var der en umiskendelig tone af skadefryd i det, Steyn skrev om islamiseringen:

Nogle af os mener, at et islamisk Europa vil være lettere for Amerika at håndtere end det nuværende Europa med dets kyniske, listige og dobbeltsidige pseudo-allierede. Men vejen dertil vil helt sikkert være kaotisk og voldelig.

Indtil det nye Europas konturer begynder at tegne sig, giver det ingen mening at lægge sig ud med de døende. Det gamle Europa er ved at dø, og hr. Bush udførte det diplomatiske svar på en Oscar-uddeling, hvor de nuværende stjerner hylder en engang så glamourøs veteran, hvis svindende aura ikke udgør nogen trussel mod dem. Det 21. århundrede bygges et andet sted. (USA kan læne sig tilbage og se Europa implodere, Jewish World Review, 28. februar 2005)

En anonym kommentator i det londonske Spectator udtrykte engang sin skadefryd endnu mere eksplicit, om end mindre elegant. Forfatteren, der kalder sig »voidist«, skriver:

Svenskerne har ligesom tyskerne kløet efter at få et islamisk, jødehadende land…. Jo flere islamister der er, jo sværere er det for jøderne at bo i det land… I Malmø har svenskere og arabere slået sig sammen om at forfølge og terrorisere jødiske beboere… det meste af Malmø er nu jødefri…. Desværre for svenskerne har deres antisemitisme nu vendt sig mod dem selv… det ser ud til, at deres arabiske brødre har deres egen dagsorden……. Og jeg har reserveret mig en plads på første parket og bestilt noget popcorn… hvem sagde, at karma-hjulet er ude af drift? (Spectator tillader ikke længere links til sine kommentarer)

Det er latterligt at antyde, som »voidist« gør, at Sverige har importeret muslimer for at skade sit jødiske mindretal. Den muslimske indvandring dertil har haft entusiastisk opbakning fra jøder bosiddende i Sverige som Barbara Lerner Specter og Peter Wolodarski. Derfor formoder jeg, at »voidist« både er jøde og udtrykker en karakteristisk forvrænget, vildledende eller selvbedragende jødisk psykologi. Der er bestemt mange jøder, der samtidig benægter enhver jødisk rolle i islamiseringen af Europa, mener, at jøder lider først og værst under den, og glæder sig skadefro over den måde, hvorpå den skader hvide europæere.

Under alle omstændigheder er ikke blot mange af de centrale skikkelser, der fremmer indvandring fra den tredje verden til Europa, jøder, som diskuteret her, men der findes ikke en eneste jødisk organisation, som jeg kender til (og ja, jødiske organisationer er generøst finansierede og yderst indflydelsesrige), der ikke byder denne invasion velkommen.

Mark Steyn er cheerleader og forkæmper for de skadefro og virkelighedsbenægterne. Hans utvivlsomme intelligens og litterære talent gør ham mere skyldig, ikke mindre. I stedet for at tjene sandheden har han tjent stammen. Og det er for længst på tide, at han indrømmer sine fejl og ændrer sin adfærd.

---

Kilde

Fra The Occidental Observer; “Wicked Muslims, Innocent Jews: The Deceit and Double-Think of Mark Steyn“. Oprindeligt udgivet d. 26. november 2017.

---