Af Povl H. Riis-Knudsen

Som det fremgår af dagspressen, har Mette Frederiksen-regimets statskontrollerede fjernsyn netop bragt endnu en hetzudsendelse om Rusland, der fremstilles som en aggressiv stat, der med sine ca. 150 mio. mennesker vil underlægge sig hele Europa med ca. 500 mio. indbyggere (hvorved russerne således ville blive et mindretal i deres eget land…) – ja, hele verden såmænd. Formålet er naturligvis at gøre folk bange, for når folk er bange, er de lettere at styre og kontrollere. Så finder man sig i re­­­­gi­­­­­mets mangfoldige skurkestreger, der naturligvis alle går ud på at ”beskytte” os. Corona, klima, Rusland….. man genkender mønstret: Hold folk beskæftiget med deres frygt for noget, de ikke ved noget om og ikke forstår, så de ikke lægger mærke til, hvad der reelt foregår bag kulisserne.

Fjernsynet ”beviser” angivelig, at Rusland forbereder et angreb mod Vesten, fordi man opruster langs hele grænsen. Stor panik. — Er der overhovedet intelligent liv i DR, den øvrige statskontrol­lerede presse, Forsvarsakademiet, Forsvarets Efterretningstjeneste osv.? At der ikke er det i regerin­gen, er ingen overraskelse. Tror man, at russerne er både blinde og døve?

Rusland har lagt mærke til, at Nato imod alle aftaler er blevet skubbet helt frem til hele den russiske vestgrænse – og at Nato ikke er en forsvarsalliance, men en angrebspagt husker man tydeligt fra bombningen af Serbien for at fremkalde ”regime change” og løsrive hele den sydlige del af landet med henblik på at etablere et kunstigt amerikansk Natoreservat under navnet Kosovo. Man ser i Rusland Nato som en direkte trussel mod Ruslands eksistens. Man kan i Vesten påstå, at det er helt forkert, men det ændrer ikke på, at man i Rusland opfatter det sådan og handler derefter – og det kan heller ikke være nogen overraskelse i Nato, at det er sådan. Når Nato opbygger baser tæt på den russiske grænse i Finland og Baltikum, hvorfra missiler kan nå Sankt Petersborg på 5-10 minutter og Moskva på 10-15, er det vel kun naturligt, at Rusland træffer sine forholdsregler. Det er ikke et udtryk for aggressivitet, men derimod for rettidig omhu! Den aggressive part er Nato!

Man lægger i Rusland også mærke til, at krigsretorikken i Vesteuropa igennem de sidste 4 år er blevet foruroligende skinger. ”Krig er bedre end fred”, forkynder Mette Frederiksen, der i dumhed og uvidenhed kun overgås af Kaja Kallas, der som ”Europas” chefdiplomat giver blondinevittighederne helt ny næring. Dennes absurde krigshetz og totale uvidenhed om historien kalder naturligvis også i Rusland på latteren – men man kan alligevel ikke tillade sig at ignorere hendes trusler. I Tyskland vil kansler Merz gøre landet ”kriegstüchtig” inden udgangen af dette årti – et udtryk, han har lånt fra Joseph Goebbels – og især når sådanne planer udgår fra Tyskland, vækker de traumatiske minder om den anden verdenskrig, hvor Sovjetunionen mistede op imod 30 mio. menneskeliv som følge af det tyske koloniseringsforsøg – og om første verdenskrig, hvor Tyskland 2 gange gjorde indfald i Rusland og ved freden i Brest-Litovsk i første omgang underlagde sig Polen, Finland, de baltiske lande, Ukrai­ne og store dele af Hviderusland. Tysklands remilitarisering tages ikke let i Rusland, og den er endvi­dere en krænkelse af de aftaler, der blev indgået som forudsætning for Tysk­lands genforening – og af FN-pagten, der forbyder tysk militarisering, således at enhver af sejrsmagterne fra den anden verdens­krig uden videre har lov til at lægge Tyskland i ruiner igen, hvis en militarisering finder sted. Tyskland er ikke et suverænt land. En krig vil føre til, at Tyskland forsvinder som stat i den form, vi kender det.  Merz er i øvrigt en del af den jødiske Blackrock-koncern, som har meget store økonomiske interesser i både Ukrai­ne, Zelenskij og våbenindu­strien – men i Tyskland er korruption naturligvis helt utænkelig – eller….?

Overalt vil man (gen)ind­føre værnepligten og bruge astronomiske beløb, som man ikke har, på våben – i stedet for at bruge dem til gavn for befolkningen. Finlands latterlige præsident mener, at Finland uden besvær kan besejre Rusland. Hvis han gør forsøget, vil finnerne i bedste fald blive nødt til at henlægge deres hovedstad til Ålands­øerne. Netop også Finlands holdning berører russerne dybt. 2 gange angreb Finland Sovjetunionen, og som Tysklands allierede deltog Finland i blokaden af Le­ningrad, hvor der døde i omegnen af en million civile af sult. Alligevel gav Sovjetunionen Finland dets frihed – imod en garanti om neutralitet, som Finland igennem hele den kolde krig levede op til. Den fejl vil russerne næppe begå igen.

Og så er der de baltiske trusler om at angribe Kaliningradregionen, som man mener at kunne erobre på en eftermiddag. Russerne har klart udtalt, at ethvert angreb på Kaliningrad vil blive besvaret med atomvåben – og under alle omstændigheder vil ethvert forsøg medføre, at de baltiske stater igen forsvinder og bliver regioner eller i bedste fald republikker i Den Russiske Føderation. I det hele taget er de balti­ske stater naturligt i søgelyset på grund af deres åbenlyse diskrimination af den store russisk­ta­­lende befolkning, som i dag er frataget deres rettigheder – i strid med alle internationale bestemmel­ser om beskyttelse af mindretal. Hvis ikke især Estland og Letland ændrer på deres lovgivning, så den i det mindste kommer på linje med EU’s regler om sproglige rettigheder for mindretal, vil Rusland før eller senere gennemtvinge disse ændringer. Der har boet russere i Estland siden år 900 – de har lige så stor ret til at være der som esterne. De to staters opførsel ville svare nogenlunde til, at den tyske regering forbød danske skoler, gymnasier, kirker, biblioteker og plejehjem i Sydslesvig og lukkede Flensborg Avis. Mon vi ville synes om det? Rent bortset fra, at det danske mindretal i Sydslesvig er lille i forhold til antallet af russisktalende i Estland og Letland, hvor de udgør mellem 25 og 35 % af befolkningen. I Ukraine skyldes konflikten også Nato, EU og sproglige og kulturelle rettigheder for de derboende russere. Se mere indgående herom min bog Mit russiske liv.

Det er jo heller ikke undgået russernes opmærksomhed, at man rent faktisk allerede er i krig med Vesten, som forsyner ukrainerne med våben, eksperter og efterretninger, ligesom man styrer de droner, der i dag angriber langt ind i Rusland. Eller at man åbent taler om at blokere Storebælt og Øresund for den russiske Østersøflåde, som derved ville blive lukket inde i Østersøen. Ethvert sådant forsøg ville udløse en øjeblikkelig reaktion, der ville forvandle Fyn og Sjælland til (evt. radioaktive) øde­marker. Fortsat støtte til Zelenskij vil kunne få meget ubehagelige konsekvenser for Vesten!

De vesteuropæiske lande må derfor standse enhver deltagelse i projekt Ukraine. Man støtter jo ikke et ”demokrati” – som man gerne hævder det – men en bundkorrupt og diktatorisk terrorstat. Zelenskij og hans slæng er ikke ukrainere, og de arbejder målbevidst på at udrydde eller fordrive den ukrainske befolkning (uanset om denne føler sig russisk eller ukrainsk). Jeg ser det som en bevidst hævn for holocaust, som ukrainerne var ivrige deltagere i. Demografisk kan Ukraine i dag ikke over­leve – de fleste mænd mellem 16 og 60 er dræbt eller flygtet. Den frugtbare land­brugs­jord er så for­u­renet, at det i mange år vil være uforsvarligt at dyrke store dele af den. Industrierne og infra­strukturen vil være ødelagte, og der vil ikke være økonomisk baggrund for at genopbygge dem. Rus­land vil næppe tillade vestlige lande at understøtte genopbygningen, idet økonomisk understøttelse er lig med politisk indflydelse. Den russiske del vil forholdsvis hurtigt blive genopbygget. Hvad vil Vesten have opnået?

Men bortset fra alt dette må man jo spørge sig selv, hvorfor i alverden Rusland skulle angribe Vest­europa?? Hvad ville man kunne opnå ved det – bortset altså fra at blive et lille mindretal i Rusland? Vi har intet, russerne begærer. Vi har ingen råstoffer, vi har ikke noget, russerne har brug for – ja, ikke noget, russerne vil have. Vi er fallit, vor infrastruktur er udslidt, vor befolkning består efterhånden kun af folk, der ikke hører til her – og som i alt for vid udstrækning ikke yder noget positivt til samfundet. Ingen af disse problemer ønsker man at have i Rusland. Vi har absolut intet positivt at tilbyde. Det civilisatoriske niveau i Rusland er langt højere end i resten af Europa, og styret er langt mere kompetent, idet forfatningen har indbygget stopklodser mod, at komplette idioter kan indtage pladser i parlamentet eller blive præsident, infrastrukturen er langt bedre end her, undervisnings­systemet er i top – og ytringsfriheden langt større end her, idet den acceptable meningskorridor for almindelige normale mennesker er langt bredere. Sagt på en anden måde, kan man kun beklage, at Rusland ikke har nogen interesse i at overtage det vestlige fallitbo. Det ville i den grad forbedre vor livskvalitet.

Men hvordan passer narrativet om, at Rusland vil komme og tage os med narrativet om, at Rusland er så svagt, at det ikke engang kan slå Ukraine? Begge narrativer kan jo ikke være sande?! Og så er russerne generelt langt bedre til matematik, end vi er her: De kan under alle omstændigheder sagtens regne ud, at 150 mio. over for 500 mio. er et dårligt udgangspunkt for en krig – også selv om der er mange andre parametre, som er af betydning for en krigsførelse, og selv om den russiske hær er bedre uddannet og mere motiveret end den vesteuropæiske. Det tyske Rige havde i 1941 ca. 80 mio. indbyggere over for Sovjetunionens ca. 170 mio. Krigens matematik siger, at det er op ad bakke.

Hvordan er vi kommet i denne situation?

Ja, den dybere årsag er naturlig en komplet mangel på viden om historie, politik og samfundsforhold i andre lande – og således også om såvel Rusland som Ukraine, og denne mangel på viden skyldes et katastrofalt fald i uddannelsesniveauet her i landet generelt – ja, ret beset i hele EU. De klassiske sprogstudier findes ikke mere, og kandidatgraderne er udvandet til ingen ting. I dag kan enhver idiot få en universitetsgrad. Igen må jeg henvise til Evigt ejes kun det tabte og I hagekorsets lange skygge. Dette vil jo bl.a. sige, at meget få mennesker har mulighed for at lære russisk. Det eneste sted, der undervises i russisk på højt niveau, er forsvarets sprogofficersuddannelse, men den leder jo hoved­sagelig til beskæftigelse inden for systemet, hvor den frie tanke er bandlyst. Beskæftigelse med rus­sisk litteratur sker kun på hobbybasis. Men det er overalt i uddannelsessystemet, det er galt. Dette passer naturligvis magthaverne fortræffeligt: Dumme og uvidende mennesker er lettere at styre, og når stort set ingen har nogen viden om historien og kulturen, har de professionelle løgnere frit spil. Uvidenheden spredes af villige journalister, der jo heller ikke selv ved bedre, og som under alle omstændigheder udmærket kender deres opgave. Mener man noget andet, bliver man tiet ihjel – eller fremstillet som ”putinist” eller russisk agent, ja, i værste fald ender man på en ”sanktionsliste”, hvilket betyder, at ens konti spærres, at man ikke kan rejse, at ingen må give en penge etc. Det er en rent administrativ beslutning, som ikke kan indbringes for domstolene. Hitler og Goebbels var sande amatører i den sammenhæng. Folk er blevet opdraget til ikke at have afvigende meninger. Syns­punkter om Rusland, klimaet, Corona, indvandring, køn etc. gøres i dag til et moralsk spørgsmål. Kun de synspunkter, magthaverne ønsker udbredt gennem den af dem kontrollerede og betalte presse, er moralsk rigtige – uanset om de er faktuelt forkerte.

Jeg har levet under hele den kolde krig, fra Korea-krigen og fremad. Jeg har en meget klar erindring om Cubakrisen, hvor vi ventede en atomkrig, fordi Sovjetunionen havde opstillet raketter på Cuba! Man var i Vesten bange for Sovjetunion, fordi denne ville udbrede et kommunistisk samfundssystem, som man ikke ønskede i Vesten. At frygten for det var vildt overdrevet, ved vi i dag – men det vidste vi ikke dengang. Der var med andre ord et reelt modsætningsforhold mellem Sovjet­unionen og Vesten – og der fandt en konstant oprustning sted på begge sider af Jerntæppet. Alligevel var der igennem alle årene en stabil diplomatisk forbindelse mellem supermagterne – og man fremmede den folkelige kontakt mellem blokkene. Der var naturligvis både tog- og flyforbin­delse til Sovjetunionen og de øvrige østblokstater, man kunne i kioskerne hver dag købe sovjetiske og østeuropæiske aviser, man organiserede turist­rejser til Østblokken (men ikke rigtig den anden vej), der var som en naturlig ting sportsligt og kulturelt samkvem. Danskere kunne studere i Sovjetunionen. Krustjov var på statsbesøg i Danmark i 1964 og blev modtaget med begej­string. Han besøgte stats­minister Erik Eriksens gård på Fyn – radioen transmitterede hans taler…. Jeg husker det så glimrende. Dette samkvem gav håb om gensidig forståelse og en fredelig sameksistens. Helsinki-slutakten i 1975 satte yderligere skub i afspændingen. Heller ikke den katastrofale sovjetiske krig i Afghanistan for­styr­rede dette. Man vidste, at fred med Sovjetunionen var det vigtigste i en verden fuld af atomvåben.

Denne viden er forsvundet i dag – som dug for solen. ”Krig er bedre end fred!” Har Mette Frederiksen overhovedet forstået, hvad det er, hun siger? Hun siger rent faktisk, at det er bedre, at verden går under i et atomart helvede, end at vi holder fred med Rusland. Med hensyn til stupiditet er dette udsagn svært at overgå. Holdninger som denne blev ved Nürnbergdomstolen straffet med langsom kvælning i galgen. Der er i verden i dag intet vigtigere end fred! Krig betyder total udslettel­se, og dermed er alt andet jo sådan set ligegyldigt. Og fred forudsætter et naturligt samkvem imellem landene og folkene – også selv om man ikke er enig i detaljerne. Man kan ikke vinde en krig mod en atommagt, så hvorfor puste sig op som en kalkunhane. Diplomati og forståelse er pligt! Faktisk helt bogstaveligt i henhold til FN-pagten.

I dag blokerer man russiske medier på nettet. Man har gjort det umuligt at sende penge til Rusland, man kan ikke tilgå sin netbank fra Rusland, man har lukket for flyforbindelserne, lukket de fleste grænseoverssteder med lange ventetider til følge – kort sagt gjort det særdeles vanskeligt og dyrt for folk at rejse til Rusland. Universitetet i Kiel har sågar forbudt de studerende at besøge Rusland, og EU overvejer i fuldt alvor også at nægte russere visum til ferierejser i Europa, så de selv kan se tilstandene i Europas storbyer og derved blive kureret for enhver flirt med ”vestlige værdier”. Magthaverne ønsker ikke, at folk skal se, hvordan livet i Rusland virkelig er, for det ville få narrativer­ne til at bryde sammen. Det civilisatoriske niveau er som nævnt langt højere end det, vi i dag kender i Vesten, Rusland er ikke presset økonomisk, befolkningen ønsker fred, men så sandelig ikke en hvilken som helst fred. Man ønsker efterhånden, at Putin ville behandle Ukraine, som Israel behandler Gaza. Og ingen er vel i tvivl om, at Rusland kunne gøre det, hvis man ville. Putin foretrækker imidler­tid den langsomme udmattelseskrig. Den kræver ikke så mange russiske liv, og den tømmer langsomt, men sikkert ikke blot Ukraine, men også de andre vesteuropæiske stater for våben og økonomiske midler, så de ikke længere vil være en trussel. Ja, måske vil der endog rejse sig en folkestemning i Vesten, som vil bringe de nuværende regimer til fald, efterhånden som staternes kasser tømmes. 

Man gør sig i Vesten fuldstændig urealistiske forestillinger om Ukraines krigsførelse, idet man betragter den ukrainske propagandamaskine på samme måde, som Jehovas Vidner betragter Biblen. Brændende olietanke er ikke noget nyt. Det ser unægtelig spektakulært ud – og røgsøjlen er imponerende, men det har ingen betydning for krigen – og russernes eneste reaktion er, at man danner kikkekø på motorvejen. Der er ofte luftalarmer i byerne nær fronten, ingen reagerer. Jeg følger også dronerne fra vinduet, og når de bliver ramt af luftværnsskytset, eksploderer de i en imponerende stjerneregn. Et eller andet sted falder de naturligvis ned og gør en i reglen minimal skade. Man er vant til, at der bliver skudt efter ting – jeg har selv spist middag på en fuldt besat terrasse i Sevastopol til en symfoni for maskingeværer og forskelligt kraftigere skyts omkring 300 meter borte. Alle fortsat­te roligt med at spise og snakke. Det mest ubehagelige er krudtrøgen. Det er i dag ikke krudt, men kemi, og den river i luftvejene. Når man kører fra by til by i frontnære områder, kører man ikke ad hovedvejen, men tager de små veje, gerne igennem skove, hvis der er nogen. Dronerne hærger på hovedvejene. I dag har man naturligvis med vestlig hjælp øget angrebenes rækkevidde og hyppighed, men det ændrer ikke noget virkeligt ved udfaldet af krigen. Russerne er hårdføre folk! Man skal være mere end naiv for at tro, at Ukraine kan vinde denne krig. Husk igen: En atommagt kan ikke besejres – den lader sig ikke besejre. Det eneste, man opnår, er at ødelægge Ukraine og udrydde det ukrainske folk. Når man støtter Ukraine i denne håbløse kamp, støtter man det på samme måde, som rebet støtter den hængte!

Jeg har mange gange forsøgt at forklare, hvordan denne konflikt hænger sammen, men det bliver nok nødvendigt at gentage det til glæde for nye læsere, af hvilke der forhåbentlig findes nogle.

Lad os begynde med det basale: Der har aldrig været noget land, der hed Ukraine før 1991. Ukraine var før den tid blot en administrativ enhed i Sovjetunionen. Grænserne var ikke nationalitetsgrænser, de var helt tilfældige. Ved opløsningen af Sovjetunionen burde man have reguleret disse grænser gennem folkeafstemninger region for region. I stedet gjorde man Ukraine til en bastardstat med flere befolkningsgrupper – hovedsagelig russere, ukrainere, ungarer og rumænere. Det nye Ukraines forfat­ning sikrede ligestilling af russere og ukrainere og af russisk og ukrainsk sprog. Ligeledes garanterede den Ukraines neutralitet. Denne stat fungerede udmærket. Russisktalende (hovedsagelig fra det historiske Novorussia) og ukrainsktalende (hovedsagelig fra det nordvestlige Ukraine) samarbejdede om landets styre uden de store problemer – indtil ukrainerne valgte en russisktalende præsident, der forstod, at Ukraines produktionsapparat var tilpasset Ruslands behov, og at det ikke ville have nogen chance for at overleve i konkurrence med vestlige firmaer på det europæiske marked. Da Ukraine havde brug for et kæmpelån, indhentede man tilbud fra både USA og Rusland. USA stillede en lang række betingelser, bl.a. at det skulle være muligt for amerikanere at købe jord i Ukraine. Rusland stillede ingen betingelser overhovedet. Præsidenten valgte naturligvis det russiske lån. Amerikanerne havde være aktive i Ukraine allerede før den anden verdenskrig, og nu slog man til ved at finansiere og organisere et statskup i 2014. Herefter ændrede man forfatningen, således at de russisktalende borgere mistede deres rettigheder. De to russisksprogede regioner i Donbas erklærede sig herefter som selvstændige republikker. Den nye ukrainske regering anså dem for at være terrorister og oprøre­re og begyndte at føre krig imod dem. I løbet af de næste 8 år dræbte den ukrainske regering 8.000 civile i dette område. Det blev anledningen til Ruslands indmarch i Ukraine. Det var ikke nogen ”uprovokeret angrebskrig”, men resultatet af Ruslands pligt til at beskytte indbyggerne i Donbas (samme argument som amerikanerne benyttede mod Serbien for at løsrive Kosovo). Alle Ruslands forsøg på et kompromis, der sikrede de russisktalendes rettigheder, blev saboteret af Vesten. Det er ikke Rusland, der er ansvarlig for krigen, men derimod udelukkende og éntydigt USA – verdens farligste terrorstat.

De eneste nogenlunde stabile grænser er grænser mellem nationaliteter, og krigen i Ukraine slutter først den dag, der er etableret sådanne grænser, og det vil nok sige den dag, Ukraine kapitulerer betingelsesløst. Ukraine er imidlertid for russerne ikke fjendeland. Ukrainerne er deres brødre. Der er næppe en russisk familie, som ikke på en eller anden måde har ukrainsk familie. Ukrainere og russerne har levet sammen igennem hele historien, Ruslands første rigtige hovedstad var Kiev. Ukrai­nerne antog det russiske sprog – selv om man naturligvis fortsat talte ukrainsk hjemme i landsbyerne. Bortset fra bondekulturen (og ikke et ondt ord om den) eksisterer der jo ingen ukrainsk kultur, men kun en russisksproget, ligesom de to folk stort set altid har haft fælles historie. Når man i dag vil afrussificere Ukraine, vil det sige, at man vil gøre landet og folket historieløst og kulturløst. Selv ukrainske forfattere skrev jo på russisk – ikke blot fordi man dermed nåede et større publikum, men også fordi ukrainsk ikke var fuldt udviklet som litteratursprog. At forbyde russisk og fornægte den fælles historie kan jo umuligt være den rette vej at gå, hvis man vil forene de forskellige befolknings­grupper i én nation.

Det nære forhold mellem de to folk er jo netop en væsentlig grund til, at man går så forsigtigt frem under den særlige militæroperation, som netop ikke er en krig. Man vil gøre en ende på Zelen­skijs bundkorrupte jødiske styre og på de ultranationalistiske kræfter, som ikke vil leve i fred med Rusland. Problemet er naturligvis, at disse kræfter vil fortsætte krigen fra et eksil i Europa, hvis man ikke simpelthen fysisk udrydder dem – eller jager Vesten en sådan skræk i livet, at ingen regering tør huse ukrainske oprørsstyrker. Det er imidlertid klart, at den øgede støtte fra Vesten er brænde til bålet for høgene i Moskva, hvor Putin så afgjort er en moderat kraft. Der er i Rusland i stigende grad stem­ning for at give Ukraine kniven og statuere et kraftigt eksempel ved at bombe de kontrol- og kommandocen­tre i Vesten, hvorfra krigen mod Rusland føres, og de produktionsanlæg, der forsyner Ukraine med våben og droner. Vesten skal ikke regne med nogen fløjlshandsker. Det vil blive hårdt og kontant. Og selv om man skulle antage, at Rusland ville være nødt til at indlede en egentlig krig mod Vesten, skal man ikke forestille sig en krig som i de to forrige verdenskrige. Rusland vil næppe sende en stor hær ind i Vesteuropa. Det vil blive en luftkrig, som vil minde tyskerne om 1945. En besættelse ville kun komme på tale i Baltikum – af geografiske grunde og af de årsager, der tidligere er nævnt – og måske af det østlige Tyskland, hvor man nok vil opfatte russerne som befriere. Rusland har endvidere ikke noget ønske om at regere over ukrainere. Der vil stadig være et selvstændigt Ukraine, hvis det vil leve i fred med Rusland. Det vil dog blive noget mindre end det nuværende.

Denne udvikling forhindres ikke gennem krigsretorik, isolation og oprustning, men gennem diplomati, samar­bejde og samkvem imellem folkene!

Og afslutningsvis er der så lige tidens brændende spørgsmål: Hvad med kliiimaet? Ethvert offentligt projekt skal jo ledsages af en beregning af ”klimabelastningen” (et meningsløst ord!) Der udstødes under en krig bestemt uanede mængder CO2. En tysker har regnet på det. Blot gennem det bidrag, Tyskland har ydet til Ukraine, har landet opbrugt sin CO2-kvote for de næste 6.000 år. Jeg ved ikke, hvordan han har regnet det ud, eller om det nu er 5.000 år eller 7.000 år. Det er egentlig også lige meget. Her i landet taler vi om vigtigheden af at formindske køernes prutter ved at fylde de arme dyr med skadelige stoffer. Hvis nogen siger idioti, er jeg helt med – men gudskelov har CO2 ingen indvirkning på klimaet, så vi kan sove roligt. Det er helt andre faktorer, der styrer det, og vi har endnu ikke nået temperaturen fra før den lille istid. Men idiotiet, absurditeten og latterligheden er dog uforlignelige! Vi styres virkelig af kriminelt åndsvage!