Danmark er som bekendt netop blevet befriet for tidligere overrabbiner og overjøde Bent Melchior. Efter presseomtalen at dømme skulle man umiddelbart tro, at en kongelig var gået bort. Således har den samlede systempresse vartet op med et klage- og hyldestkor, der er grædemuren værdig.

Et gennemgående træk ved denne helt ukritiske og ulækre hyldest er betoningen af Melchiors ”store engagement for flygtninge og indvandrere”. Denne observation er vi sådan set enige i, blot med den forskel, at den viser Melchiors skadelige og samfundsnedbrydende karakter. Igennem de sidste 60 år har kun få andre i den grad forhånet og nedværdiget dansk kultur samt medvirket til at omdanne vort en gang så homogene og harmoniske land til en multietnisk og multikulturel kloak. Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt for et menneske at gøre så megen skade. Melchior havde fingrene dybt nede i den multietnisk dej og hans meritter omfatter blandt andet medlemskab af bestyrelsen for ”Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination”, af ”Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab”, af ”Flygtningehjælpens forretningsudvalg”, formandskab for ”Asyludvalget”, bestyrelsesmedlem for ”Centret for Holocaust- og Folkedrabsstudier” og formandskabet for ”Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe”. Melchior var også i en årrække med i ledelsen af den indflydelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith, som har arbejdet for en stadig indskrænkning af ytringsfriheden og iværksat utallige antinationale initiativer, hvis betydning ikke kan overvurderes, når det gælder Vestens nuværende ødelæggelse. Hertil kommer en uendelig strøm af interviews, kronikker, læserbreve og fjernsynsoptrædener, hvor den multikulturelle tone blev slået an. Jo, Melchior var skam med helt i front, når det gjaldt om bane vejen for de fremmede invasionsstyrker, og allerede i 1998 forsikrede han os håneligt om, at ”de fremmede iblandt os snart vil bevise, at de har noget at yde til deres nye fædreland. Deres flid er uomtvistelig, og mange gymnasier fortæller om, at de største eksamener bliver taget af indvandrerbørn. Om ti år vil de være med til at præge forskning og kunst, som de allerede er med til at højne indsatsen på sportens område. Så vil der ikke mere være anledning til at diskutere, hvad de nye borgere koster, med hvad de bidrager med.” Reelt kan det eneste, de har bidraget med, aflæses af kriminalstatistikken.

Melchior har i denne forbindelse ofte understreget, at bortset fra lidt uenighed om et goldt stykke ørkenjord i Mellemøsten, så har jøder og muslimer i praksis alt til fælles, og de deler interesse i at bekæmpe deres hvide, kristne værtsfolk, der for Melchior altid var fjende nr. 1. Det kunne således ikke være mere passende, at den højst hylende grædekone var muslimske Özlem Cekic, der i mange år har gjort fællesfront med Melchior for netop at sikre fælles muslimske og jødiske interesser her i landet. Fru Cekic var ingenlunde Melchiors første muslimske allierede. I 2008 havde Melchior således travlt med at ”bygge bro mellem jøder og muslimer” sammen med Bashy Quraishy. I en artikel i Politiken fra den 17. marts 2008 hedder det ganske sigende ”Et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme gør det nødvendigt, at jøder og muslimer samarbejder i Europa… Med en tiltagende antisemitisme og islamofobi i Europa er det oplagt og nødvendigt at slutte sig sammen, ikke som opposition til nogen, men for at hjælpe hinanden… Derfor var 27. november en glædens og stolthedens dag for mange europæiske jødiske og muslimske organisationer og ildsjæle, som utrætteligt og loyalt har arbejdet for at etablere en jødisk-muslimsk samarbejdsplatform i Europa som bolværk mod dårlig behandling af både jøder og muslimer og for at række hinanden en hjælpende hånd…. Et hurtigt blik på et hvilket som helst europæisk samfund i dag burde være nok til at overbevise alle oplyste jødiske eller muslimske samfund eller individer om, at samarbejde er i deres egen interesse. Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.” Bedre kan det vist ikke siges, muslimerne har antallet, mens jøderne har organisationen og indflydelsen, som de med glæde stiller til rådighed for de senest ankomne indvandrere. Et andet sigende eksempel er Muslimernes Fællesråds og Mosaisk Trossamfunds fælles kampagne mod racisme i 2009, hvor de to immigrantgrupper atter slog pjalterne sammen for at bekæmpe deres værtsfolks naturlige forsvarsmekanisme. Så meget for jøders integration i og loyalitet over for det danske samfund!

Melchiors kærlighed til muslimer synes imidlertid at være noget selektiv, som f.eks. da den gode rabbiner på selveste Auschwitz-dagen i 2003 angiveligt skulle have spyttet på nogle muslimske piger, og kærligheden omfattede givetvis ikke muslimer i deres hjemlande. Melchior yndede at spille rollen som den tolerante, fredselskende ”danske” jøde, fortaler for menneskerettigheder, åbenhed, forståelse og næstekærlighed, men hvem var det, der i virkeligheden gemte sig bag Melchiors ofte lumske grin? Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var hr. Melchior i Palæstina som medlem af den berygtede Haganahterrororganisation, der sammen med Shamirs berygtede ”Sternbande” og Menachim Begins ”Irgun” blandt andet var ansvarlige for massakren på landsbyen Deir Yassin i 1948, hvor man koldblodigt myrdede mindst 107 mænd, kvinder, og børn og lod araberne vide, at dette blot var begyndelsen. På denne måde fordrev de jødiske terrorister ikke mindre end 750.000 arabere fra deres oprindelige hjemland for siden at forfølge dem i de flygtningelejre, hvor de i mange år levede en kummerlig tilværelse, inden Melchior og hans lige begyndte at agitere for deres import til Danmark og Europa.

Mange af de muslimer, som i dag hærger vore gader og stræder, er direkte efterkommere af de flygtninge, som hr. Melchior har været med til at skabe, og det har naturligvis været i hans interesse at lette trykket på Israel ved at få dem bragt til vore kyster. Det var ikke uden grund, at Melchior ofte grinede. Hans livserfaring må have bestyrket ham i sin tro, der som bekendt lærer, at kun jøder er mennesker, mens vi andre blot er dyr. At han ikke fik mere og bedre modspil, viser om noget danskernes miserable tilstand.

Ja, det er ikke uden grund, at hans bortgang får omtale, som var det dronningen selv, der var gået bort. Melchior havde langt større magt end dronningen. Danmark styres reelt ikke fra hverken Amalienborg eller Christiansborg, men fra synagogen i Skidenstræde – se blot hele diskussionen om omskæring, som næsten alle finder afskyelig, men som alligevel aldrig bliver forbudt.

Med Melchiors afrejse til Lucifers skød har Danmark mistet en af sine farligste og snedigste fjender, vi kan kun beklage, at afrejsen ikke fandt sted tidligere og under andre omstændigheder.