Boganmeldelse:
Johannes Krüger
32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på
– læs hvorfor, hvis du tør
Udgivet via Saxo Publish

Vi har her for nogle år siden anmeldt klimaprofessor Johannes Krügers tidligere bog Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik (1), der udkom på People’s Press i 2016 1 . Denne bog er for længst udsolgt, men selv om emnet stadig er højaktuelt, har forlaget af uransagelige grunde ikke følt sig foranlediget til at udsende et nyt oplag. Det kan man naturligvis godt undre sig over, og så måske alligevel ikke. Professor Krüger er Danmarks førende klimaekspert, og han argumenterer i sin bog på videnskabeligt grundlag overbevisende imod de uvidenskabelige teser, der fremsættes af FN’s klimapanel. Det kan naturligvis aldrig gå. I dag er videnskaben afløst af politisk bestemt pseudovidenskab. Det gælder ikke blot inden for klimaforskningen, men også, når det drejer sig om arvelighed, race, intelligens, køn, historie, arkæologi etc., etc.

Det er som sagt et temmelig videnskabeligt værk, der kræver en del forudsætninger – også hvis man vil imødegå det. Det undlader man så. Den politiske dagsorden skal ikke forstyrres af noget så kedeligt som kendsgerninger. Den nye bog er langt lettere læst. Den er udpræget for lægfolk, men det er jo betegnende, at Johannes Krüger ikke har kunnet finde en forlægger, der ville udgive den – heller ikke People’s Press, selv om de da har haft succes med den første. Det er ikke så tit, bøger bliver udsolgt så hurtigt, så det har næppe været en dårlig forretning.

Om baggrunden for at have skrevet denne bog, skriver professor Krüger:

”Det gjorde dybt indtryk på mig, da en lærer ikke ville læse min bog Klimamyten, et opgør med tidens CO2-panik, fordi vedkommende ikke ønskede at ændre sit syn på den såkaldte ”klimakrise”. Kan det skyldes berøringsangst for virkeligheden?”

Det var som nævnt en lærer – af alle folk. Af en lærer ville man jo nok med rette kunne forvente videbegærlighed, objektivitet og et ønske om at formidle sandheden til sine sagesløse elever, der altså i dette tilfælde er blevet overladt til en fusentast, en falskspiller, der bevidst udbreder løgne til sine elever, fordi han er ikke ønsker at kende sandheden, en person, der ikke blot burde fyres, men som burde rulles i tjære og fjer og udstilles i en gabestok på torvet. Dette fik Johannes Krüger til at skrive den nye bog, hvor han gennemgår 32 myter om klimaet, som næsten daglig og enslydende gentages i den samlede danske – og udenlandske – presse, direkte afskrevet efter FN’s Klimapanels retningslinjer. Man spørger sig uvægerlig, hvor man har fået det indtryk, at vi har en fri og objektiv presse.

Professoren gennemgår dem en for en, og det ville føre for vidt at referere dem enkeltvis, men han påpeger svindel med historiske data før 1979, som uden noget som helst belæg ”justeres”, således at de bliver lavere, mens nyere data ”justeres”, så de bliver højere, således at man kan ”dokumentere” en temperaturstigning, der bliver så meget større, fordi man samtidig har gjort de små huse, hvori termometrene er anbragt, mindre, således at temperaturen i husene stiger. Man nedlægger meteorologiske stationer på landet, i bjergene, i Arktis og Antarktis, og forlader sig på temperaturmålinger i byerne. Men byer genererer jo varme. Når man flytter målestationer fra bykernerne ud til lufthavnene, regulerer man ikke den temperatur, der blev målt i byerne, ned, men man regulerer den temperatur, der måles i lufthavnene op til byernes temperatur. Ingen bryder sig rigtigt om satellitmålingerne, der er mere retvisende. Vi kunne blive ved ud ad den sti i det uendelige. Måleresultaterne er svindel. Klimasvindlerne påstår også, at den såkaldte lille istid kun var et europæisk fænomen, men Krüger påviser let, at det var et globalt fænomen, og så videre. Alle 32 myter pilles metodisk fra hinanden ved hjælp af fakta, fra myten om, at 97 % af alle fagfolk mener, at klimaforandringerne er menneskeskabte, til alle de paniske meldinger om hedebølger, oversvømmelser osv., som altid har været der, men som vi bare ikke har hørt om før. Han påpeger også, at den mest betydningsfulde drivhusgas ikke er CO2, men – vanddamp! CO2-indholdet i atmosfæren bestemmes af temperaturen og ikke omvendt – det viser målingerne nemlig. Og her er vi jo ved en af videnskabens grundregler: en årsag skal komme før virkningen. Dertil kommer naturligvis, at CO2 er livets gas. Jo mere af den, der er, desto grønnere bliver planeten. I øvrigt bemærker han også, at den nedsatte CO2 udledning under diverse Corona-tiltag ikke medførte noget temperaturfald, ligesom han gør opmærksom på, at alle forudsigelser fra FN’s klimapanel har vist sig at være forkerte, hvilket han naturligvis dokumenterer.

Den nuværende – svage – temperaturstigning skyldes øget solaktivitet samt de langt mere indviklede mekanismer som følge af planeten Jordens afstand til solen, Jordens drejning, Jordens vinkel i forhold til solen, skiftende magnetfelter og andre himmellegemers tiltrækningskraft, når vi passerer igennem mælkevejen. Alt det er der gjort fyldigt rede for i den første bog.

Endelig påpeges det jo igen, at jordens klima altid har svinget. Det har også efter den sidste istid været varmere, end det er i dag. Enhver, der kender sin historie, ved det. Han advarer endvidere stærkt imod at blande klimadebat og miljødebat sammen. De to ting bør holdes skarpt adskilte. Menneskeskabte miljøproblemer kan vi gøre noget ved – klimaet kan vi ikke ændre, således at alle de penge, angivelige forsøg på at gøre dette koster, kunne gives langt bedre ud på bekæmpelse af menneskeskabte miljøproblemer.

Vi har her skrevet så meget om dette, at det forekommer trivielt. Den, der vil diskutere klima, må imidlertid nødvendigvis læse denne bog! Det er næppe tilfældigt, at jeg ikke har set den anmeldt eller omtalt i nogen avis. Krüger nævner selv et eksempel fra Kristeligt Dagblad, hvor en klimatosse påstår, at Linfjordsøen Egholm er ved at synke i fjorden, hvor ethvert skolebarn bør have lært, at det modsatte rent faktisk er tilfældet. Egholm hæver sig. Krüger sender et læserbrev til bladet om dette forhold, men man nægter at optage det. Bladet lyver bevidst, ligesom det lyver om corona, Rusland og en masse andet.

I stedet for ”klimaangst” skulle man glæde sig over, at det bliver varmere. Enhver, der har oplevet vintrene i 50’erne vil vide at værdsætte dette – også ud fra en økonomisk synsvinkel. Et tilsvarende vinterberedskab vil i dag være umådelig dyrt.

I klimadebatten er man imidlertid ikke interesseret i kendsgerninger – og ikke i stand til at glæde sig, det er ren politik med det formål at forarme os alle: ”Du vil intet eje, og du vil være lykkelig!”, som World Economic Forum forkynder. Dermed menes, at vi skal trælbindes i et nykommunistisk tyranni, mens herrefolket i den herskende elite skal besidde alle jordens værdier. Værktøjet er FN’s klimapanel, der er befolket af politisk bevidste nulliteter, som systematisk forvrænger og forfalsker data. Ærlige videnskabsmænd (og – kvinder) har ingen karrieremuligheder, får ingen forskningsmidler osv. De færreste såkaldte ”klimaeksperter” har nogen forstand på klima – de er biologer eller meteorologer el.lign. Der findes ikke mange virkelige fagfolk som f.eks. atmosfærefysikere med speciale i stråling, molekyler og proceskemi og astrofysikere. Sådanne er ikke repræsenteret i danske politikeres klimaråd. Kort sagt vi bliver fuppet som led i en politisk plan. Vi får at vide, at vi er ”konspirationsteoretikere”, men Klaus Schwab har jo selv skrevet det sådan. Det er ham og hans kreds, der konspirerer – og det er ikke nødvendigt at udsætte nogen præmie for svar på spørgsmålet om, hvem der står bag ham. Det ligger lige for.

Og så er det naturligvis en fantastisk ny skatteskrue. Man beskatter noget, der forekommer helt naturligt som et led i planetens økosystem. Samtidig kan man gøre kød dyrere for at gøre os alle til veganere. Alle politikere går med på denne galskab, for de ønsker alle at øge skatteindtægterne, så der bliver flere penge, de kan skalte og valte med efter forgodtbefindende – og stikke i deres egne lommer. Vi regeres ikke blot af tåber. Vi regeres af forbrydere.

Vi lever i et system, hvor en mand som professor Krüger, den fremmeste ekspert på klimaområdet herhjemme, ignoreres, ja, annulleres, mens en hjerneskadet svensk skolepige uden nogen som helst form for uddannelse kan få lov at tale om klimaet for alverdens politikere – som om hun havde noget som helst at bidrage med. Vi lever i sandhed i en klovneverden, som må og skal gå til grunde.

Dertil går Krüger naturligvis ikke. Han er en pæn mand, der næsten holder sig inden for diskursens rammer. Han nøjes med at forklare klimahysteriet med moderne menneskers manglende accept af, at der er noget, de ikke kan kontrollere. Og det er naturligvis også en af forklaringerne på galskaben. Når man har afskaffet Gud og fornægter naturlovene, må mennesket naturligvis være ansvarligt. Men det er udtryk for afgrundsdyb dumhed og hybris. Vi håber, at vi får lejlighed til at være disse menneskelignende skabningers nemesis.

Note

(1) Povl H. Riis-Knudsen: Utidssvarende betragtninger 2017, Ordsmeden, Aalborg 2017.