Johannes Krüger:
KLIMAMYTEN – Et opgør med tidens CO2-panik
People’s Press 2016

Læst af Niels Ebbesen

Denne lille bog af professor Johannes Krüger er ikke sofalæsning. Det er svært naturvidenskabeligt stof, der er forsøgt forklaret for menigmand, for når det kommer til klimaet, vedrører det i højeste grad os alle og ikke kun en snæver forskerkreds. Det er nok overflødigt at nævne, at Johannes Krüger er gået på pension. Denne bog ville nemlig være en absolut karrierestopper.

Vi skal ikke her gå i detaljer om selve emnet, men blot henvise til artiklen Klima og Globalisering andetsteds på denne blog. Krügers bog er naturligvis langt mere dybtgående, end nogen artikel kan være det. På bogens kun 229 sider forklarer han, hvorledes klimaet er et produkt af en lang række kosmiske faktorer, som mennesket ingen indflydelse har på. Det er forhold som havstrømmenes forløb, kontinenternes vandring, solens aktivitet, ændringer af jordens bane omkring solen, jordens aksehældning og akserotation, kosmisk stråling samt ikke mindst hele vort solsystems rejse gennem Mælkevejen. Der er her tale om så mægtige kræfter, at den blotte tanke om, at mennesket skulle have nogen afgørende indflydelse på klimaet, bliver ganske latterlig. I denne forbindelse betragtes klimaforandringerne også historisk. Det er jo ikke sådan, at klimaet nogensinde har været stabilt. Det har svinget mellem frysehustider og svedehustider, mellem istider og mellemistider. Vi befinder os i en mellemistid på vej mod en istid, og de små temperaturudsving, vi har oplevet siden 1970 er ganske beskedne og ligger fuldstændig inden for det normale. I øvrigt er gennemsnitstemperaturen ikke steget igennem de seneste 15 år, selv om atmosfærens indhold af C0₂ er øget markant og journalisterne vedvarende råber op om varmerekorder. Disse sammenhænge bevises med et utal af kurver, tabeller, diagrammer og illustrationer, der ikke kan lade noget normaltbegavet menneske i tvivl om, hvordan tingene hænger sammen – men der er jo også svagtbegavede tåber nok.

I det lange kapitel Fup eller fakta i klimadebatten tager professor Krüger alle klimatossernes forskellige katastrofeudmeldinger under behandling: temperaturstigningen, afsmeltningen af gletsjere, havis og Grønlands indlandsis, havstigningen, atollernes forsvinden, tørke, storme, oversvømmelser osv. Der er næppe en ulykke, der ifølge pressen ikke skyldes menneskeskabt global opvarmning. En for en gennemhulles disse myter af kolde kendsgerninger, underbygget af målinger, udregninger og observationer. De forskellige kilder til vor viden om fortidens klima gennemgås, ligesom de forskellige målemetoder bedømmes. Ikke uventet kan der rejses begrundet tvivl om de oplysninger, der fremkommer fra FN’s klimapanel. Man anvender usikre målinger og skamrider dem med forkerte tolkninger som følge af uvidenskabelige metoder. Man undersøger ikke årsagerne til klimaforandringerne, idet man uden videnskabeligt grundlag har lagt sig fast på, at det er CO₂-mængden, der forårsager dem, således at den postulerede sammenhæng mellem temperatur og CO2-indholdet i atmosfæren danner grundlaget for modeller til beregning af fremtidens klima. Andre forklaringerne og teorier afvises på forhånd, og forskere, der har en anden opfattelse, udelukkes af det gode selskab og har svært ved at få forskningsmidler. Det lyder såre bekendt fra andre videnskaber.

Det mest skræmmende ved denne udgivelse er imidlertid, at der ikke tages notits af den, og at den ikke diskuteres. I anledning af bogen gav professor Krüger også et længere interview til Jyllands-Posten. Læsende mennesker kan således ikke være uvidende om dette indlæg i klimadebatten. Den er heller ikke forsøgt gendrevet, hvilket også ville være en temmelig umulig opgave. Det er som om denne bog ikke eksisterede, og klimatosserne fortsætter uændret deres kampagner, understøttet af den uvidende hob af underbegavede journalister. Hvis en enkelt politiker stiller bare det mindste spørgsmål ved klimamyterne, falder et enigt kor af idioter over ham som i hekseprocessernes dage. I videnskabelige anliggender er diskussion og uenighed en naturlig ting, men her er en vildfaren teori på forhånd ophøjet til dogme. Det er blevet et religiøst spørgsmål, som Krüger også anfører det. I spidsen står litteraturhistorikeren Connie Hedegaard, som ikke har begreb skabt om klima og næppe ville være i stand til at læse Krügers bog. Men i religiøse anliggender er sagkundskab heller ikke nødvendig, ja, den er direkte uønsket. Under normale omstændigheder kunne dette være en ligegyldig detalje, men klimamyten danner grundlag for en økonomisk udplyndring af befolkningen og for beslutninger af vidtrækkende betydning for vort miljø og vor samfundsøkonomi. Derfor kommer denne forvanskning af videnskaben alle ved!

Når ismasserne om nogle tusind år har bredt sig og udslettet alt på deres vej, må vi således regne med, at den tids politikere stadig sidder på Christiansborg og vedtager love mod den globale opvarmning, når isen allerede dækker hele Nordsjælland. Medmindre befolkningen inden da har taget sig sammen til at rydde denne flok ynkelige skabninger af vejen.