BOGANMELDELSE:
Lars Findsen:
SPIONCHEFEN –
Erindringer fra celle 18
Politikens Forlag 2022

Spionchefer er normalt ganske ukendte – og det har gode grunde. I dag kender alle Lars Findsen, og det burde de ikke. Ikke fordi der er noget lyssky over at være spionchef, men fordi det nu engang ikke er noget, der umiddelbart vedrører et altovervejende flertal i befolkningen. Når Findsen i dag er kendt, er det da heller ikke hans skyld, men han har ikke været sen til at kapitalisere på en amatøragtig regerings fejltagelser – ja, man kunne fristes til at sige forbrydelser, for det, der er overgået Lars Findsen, burde ikke kunne overgå nogen i en retsstat. Som offer for PET’s forbrydelser kan jeg dog sige, at det desværre ikke er noget enestående tilfælde. PET er en kriminel organisation rettet imod det danske folks frihed. Lars Findsen har også været chef for PET, men det er som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste han har fået fingrene i maskinen.

Desværre må jeg sige, at bogen som helhed er ret kedelig, og det er nok ikke, fordi Lars Findsen er specielt kedelig, men det, bogen burde dreje sig om, kan han jo ikke skrive om – det er nemlig hemmeligt, og det vil det vedblive at være. Offentligheden får aldrig noget officielt at vide om, hvad dette egentlig drejer sig om, men på baggrund af Findsens egne bemærkninger og Jacob Kaarsbos (1) sidste kapitel i bogen I statens hemmelig tjeneste kan man jo godt begynde at gætte.

Bogen skildrer en flot embedsmandskarriere. Findsen er den typiske embedsmand, åleglat, politisk hyperkorrekt, velbegavet, loyal over for ministrene. Han er på fornavn med verdenseliten. Det skinner tydeligt igennem, at det er embedsmændene, der styrer dette land – hvis ministrene ved noget om deres sagsområde, sker det i et frugtbart samarbejde, hvis de ikke ved noget, lader de embedsmændene køre løbet, hvis de er dybt åndssvage, blander de sig. Mette Frederiksens regering består af dybt åndssvage. Det skriver Findsen naturligvis ikke sådan, men han referer en politiafhøring af hans bror på baggrund af en rumaflytning, der er foretaget hos Findsen, hvor en lige så åndssvag politibetjent spørger, hvad de mener, når de siger, at Trine Bramsen er dum som en dør. Broderen svarer selvfølgelig: ”Ja, vi mener, at hun er dum som en dør!” Hvad ellers kunne man mene? Trine Bramsen er dog kun pars pro toto.

Det hele begynder med en stikker inden for FE. Det hedder i dag naturligvis ikke en stikker, men en ”whistleblower”. Denne stikker mener, at FE indsamler oplysninger om danske statsborgere ulovligt. Det fører til en tilsynssag, hjemsendelse af hele FE’s ledelse, de facto fyring etc. Så ruller rouletten. Der er naturligvis intet i denne tilsynssag, men nu sætter man totalovervågning på Lars Findsen, endog i hans soveværelse, anholder ham og beskylder ham for landsforræderi. Han skal have lækket oplysninger. Den sag er endnu ikke afgjort, og med mit kendskab til domstolene, kan man aldrig vide, hvad de beslutter. Dommerne er også produkter af et udueligt uddannelsessystem og den almindelige politiske korruption. Justitsministeren er medlem af folketinget (den lovgivende magt), minister (den udøvende magt) og chef for domstolene (den dømmende magt). Et mere råddent system skal man forhåbentlig til Afrika for at finde. Mange års erfaring med det væsen har lært mig, at domstolene blot er en del af hele den politiske mødding – af hvilken embedsværket og politiet naturligvis også er del. Men det gør dem ikke immune, hvis de træder ved siden af, og det gjorde Findsen. Ikke fagligt naturligvis, men hans ellers englelige tålmodighed med politikere strakte ikke langt nok. Han kom på kant med Barbara Bertelsen og Trine Bramsen – og dermed med chefen selv. Selv en garvet embedsmands tålmodighed med inkompetence, dumhed og uprofessionel optræden har åbenbart en grænse. I min bog Evigt ejes kun det tabte beskriver jeg, hvordan Trinepigen møder op til et interview om sin modstand mod ophævelsen af blasfemiparagraffen – uden dog at have noget som helst begreb om, hvad denne paragraf siger. Det er toppunktet af inkompetence. Paragraffen er så vidt jeg husker på 26 ord. Det er lige til at overkomme, selv om man skal stave sig igennem dem. Dum som en dør er virkelig en underdrivelse.

Sagen giver naturligvis anledning til en del overvejelser. Hvad skal vi med en stikkerordning i de hemmelige tjenester? Som Findsen siger et sted: ”Russerne kunne ikke have gjort det bedre!” Eller klarere udtrykt: selv den mest kompetente modstander kunne ikke have skadet tjenesten så meget som denne stikker, der jo til syvende og sidst ikke havde noget. Måske er det sådan, at stikkerordningen åbner døren for krigsførelse mod tjenesten. En hemmelig tjeneste skal være hemmelig, og en ordentlig ledelse sørger for, at den forbliver hemmelig – og at man holder sig ingen for anstændighedens vide rammer. Men hvis man i en sag diskret ønsker oplysninger om en person, der tilfældigvis har fået dansk statsborgerskab, ja, så indhenter man dem – i stedet for at slå på stortromme og inddrage PET og politiet og domstolene. Jo flere der bliver inddraget, desto større er risikoen både for tjenesten og den person, det måtte gå ud over. Det samme gælder det såkaldte tilsyn. Har vi virkelig brug for det? Er det virkelig kompetente folk, der helt har forstået, hvad en hemmelig tjeneste er?

Naturligvis er der grænser. Jeg har oplevet PET gå meget langt over lovens grænser – i det hele taget bør PET ikke have lov til at undersøge folks lovlige politiske virksomhed. Det er ikke foreneligt med et såkaldt demokrati. Men det kan man gøre ustraffet – bare det går ud over de rigtige. Min respekt for PET kan ligge på rumpen af en flue. Men når man virkelig går over grænsen, ser vi jo bare, at diverse tilsyn ingen virkning har. Det, det drejer sig om, er at have kompetente folk, der selv kan afveje, hvad man i den givne situation kan forsvare. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad der står på spil – og hvor stort ens indgreb er i en persons privatliv.

Dette kan Lars Findsen snakke med om. Også om hvordan detaljer om hans sexliv pludselig kan udbasuneres på avisernes forside. Hvordan er det muligt i en retsstat? Det et det, fordi politikerne ikke har nogen idé om, hvad begrebet ”retsstat” dækker over. Under en diskussion om overvågning, sagde Nick Hækkerup således fra folketingets talerstol: ”Uden tryghed, ingen frihed….. med overvågning stiger friheden”. Ja, det sagde han faktisk. Findsens kommentar var, at dette jo ikke er en bananrepublik! Måske denne sag har fået ham til at genoverveje dette udsagn. På det retslige plan er dette land en bananrepublik!

Et er så, at dette er gået hårdt ud over Lars Findsen og andre, et andet – og langt mere alvorligt aspekt er, at det har skadet Danmark og de danske efterretningstjenester. Danmark har mistet de udenlandske partneres tillid. Først naturligvis, fordi sæt nu alt dette var rigtigt, og der var en læk. Men dernæst, fordi det afsløres, at man ikke kan samarbejde med en dansk tjeneste, fordi en fuldstændig inkompetent regering, der ikke har begreb om efterretningsarbejde – eller noget andet arbejde for den sags skyld – blander sig i noget, den ikke forstår. Det er alvorligt. For dette bør Mette Frederiksen og hendes regering anklages for landsforræderi.

Lars Findsen har desværre ikke selv skrevet bogen, men overladt dette til Mette Mayli Albæk, der ikke er tør bag ørene endnu. Hun betegner sig selv som prisvindende forfatter. Allerede der står jeg af. Det hedder på dansk ”prisbelønnet” – det andet er en unyttig amerikanisme, som siger alt om dem, der bruger den. Undersøgende journalist på Jyllands Posten? Det er gået min næse helt forbi, at de bruger undersøgende journalister: Det bærer avisen da ikke præg af. Så har hun angiveligt været retsanalytiker i DR Nyheder. Det tror jeg på. De bruger en skide journalist som retsanalytiker – i stedet for en jurist. Det siger alt om dem.

Det er meget populært at få andre til at skrive for sig. Derfor ligner alle bøger snart hinanden. De er skrevet af journalister med et sterilt, fladt og upersonligt sprog. Det er for ringe! Og Lars Findsen havde vel tid nok til at skrive i Celle 18 i Hillerød Arrest.

Men den er hurtigt læst.

Note

(1) Jacob Kaarsbo har selv været ansat i FE og kender til arbejdsgangen og miljøet.