Fodbold interesserer mig ikke overhovedet, og jeg må tilstå, at jeg aldrig har været i Qatar, men det står for mig blot som værende noget i retning af en mellemting mellem amerikaniserede Dubai og konservative Sharjah, og da jeg ikke bryder mig særlig meget om nogen af dem, vil jeg næppe heller falde i svime over Qatar. Deres sæder og skikke er ikke mit problem. Dem skal de naturligvis have lov til at have – for de er udtryk for Qatars (og islams) værdier, og disse er på mange måder vore såkaldte værdier overlegne – uanset om vi bryder os om deres udtryksformer eller ej.

Værdier er idésæt, der tjener til at styrke et samfund og dermed sikre dets overlevelse. Dårlige værdier er falske værdier, der tjener til at nedbryde folket. Vore værdier er falske værdier, og de fører os imod undergangen. At ville gøre disse værdier universelle og ”moralsk” overlegne er en hån imod begrebet ”værdi”. Vore ”værdier” har absolut ingen værdi, og vor såkaldte ”moral” er i bund og grund umoralsk – målt med enhver naturlig alen. Ethvert idésæt, der sætter individet over helheden, er en billet til historiens skraldespand.

Man kan naturligvis undre sig over, at man har valgt at henlægge VM i fodbold med alt, hvad det medfører, til dette konservative, muslimske land, men det har man altså gjort, og så må man acceptere landet, som det er. Det kan ikke på nogen måde være vor opgave at blande os i deres samfundsorden, og deres forhold til fremmedarbejdere kommer heller ikke os ved. Vi kunne højst lære noget af det. Kan man ikke acceptere landet, som det er, må man blive væk. Det, man ikke under nogen omstændigheder kan tillade sig, er at rejse til Qatar for at provokere værterne. Det er ganske enkelt uanstændigt!

I den hjemlige debat lægger vi som bekendt megen vægt på, at de tilrejsende skal tilpasse sig vor måde at leve på og vore falske værdier. Dette gælder naturligvis også den modsatte vej. Hvis vi rejser til Qatar, må vi respektere værternes måde at leve på og deres værdier. Jeg kan heller ikke forestille mig et fodbold-VM uden øl og ballade, men det må man jo have diskuteret, inden man valgte Qatar. Det er latterligt, når man vil bære regnbuefarvede armbind, eller når et hjernedødt misfoster som Helle Thorning møder op med ærmer i regnbuefarver – for slet ikke at tale om tyskernes fly med teksten ”Diversity will win!” Én ting er helt sikkert: Mangfoldighed fører til enhver kulturs undergang, og netop regnbueideologien er en af de falske værdier, som islam af gode grunde afviser. Det er imidlertid betegnende nok en af de idéer, man forlanger at vore gæster skal tage til sig som en ”værdi”. Uden ”Pride Parades” kan man ikke blive rigtig dansker. Det viser, hvor syg og forfejlet indvandringsdebatten er blevet. Hvis mangfoldigheden og regnbueideologien vinder, dør civilisationen, og så kan det være helt ligegyldigt, hvilke tobenede, fjerløse skabninger, der befolker det, som engang var Europa.

Jeg har naturligvis intet imod, at man vil forbyde islam. Det burde automatisk følge af grundloven, der forbyder gudsdyrkelse, som strider imod dansk sæd og skik. Endnu bedre ville det imidlertid være, om man styrkede de naturlige værdier, der gennem århundreders evolution har skabt vor kultur og styrket vort folk. Hvis det danske folk stadig var stærkt og stadig besad tidligere tiders åndelige og fysiske styrke, havde vi intet at frygte fra islam – ja, der ville ikke være en eneste muhammedaner i landet! Et stærkt immunforsvar er det bedste middel til at besejre sygdom – langt bedre end nogen efterfølgende behandling!

Noget helt andet er, at vi med fordel kunne undvære alle disse multikulturelle sportsbegivenheder. Sporten har fra dag 1 været et af de mest effektive midler til at nedbryde folkets etniske bevidsthed. Ved at indhyre negre i stort set alle sportsgrene og skabe et sportshysteri uden lige har man lært unge mennesker, som ellers nok ved, hvordan verden er skruet sammen, at beundre og idolisere skabninger, som man for 150 år siden kun kunne studere i bure i zoologisk have.

Sport er utvivlsomt sundt og godt – når man selv udøver den, ikke når man sidder foran flimmerkassen med et bjerg af chips og en liter cola eller en kasse øl. Det samme gælder konkurrence, noget som man ellers i det moderne samfund fordømmer, fordi det jo trækker grænser og viser, at nogen er bedre end andre, selv om det så bare er på et enkelt felt. Det må man ellers ikke i dag. Vi er som bekendt alle lige, og det fører til psykiske traumer, hvis nogle viser sig at være bedre end andre. Det gælder dog tilsyneladende ikke, hvis man gennem sportskonkurrencer kan bilde unge mennesker ind, at fremmede er dem overlegne. Det må man gerne! Konkurrence er imidlertid en naturlig del af den menneskelige udvælgelsesproces, og det er en naturlig del af sportsudøvelsen – på det man kalder ”a level playing field”, altså Storvorde imod Klarup eller lignende. Ikke en konkurrence, hvor nogle på forhånd er bedre udstyrede end andre som følge af f.eks. givne racemæssige forskelle i muskelmasse eller en udviklet tilvænning til f.eks. iltfattig luft. Udehold vil uvægerlig have svært ved at vinde en fodboldkamp i El Alto, Bolivia, ligesom maratonløbere, der er vant til tynd luft, vil slå folk, der ikke er det. Et hold af dværge vil tabe enhver basketballkamp osv. En fodboldkamp spillet af europæere mod europæere for fornøjelsens skyld, det er sport.

En verden, hvor f.eks. fodbold er blevet en forretning, hvor man kan eje og sælge hold og tjene sig til millionær på det, og hvor spillerne er professionelle og kan få en årsløn, som overstiger de fleste videnskabsmænds og lægers livsløn, er syg til døden. Den vækker erindringer om Roms forfaldstid, og vi ved, hvad den endte med.