Hvordan er det kommet hertil?

Hvis man for blot 50 år siden havde fortalt nogen, hvordan Danmark ville se ud i år 2017, ville man være blevet anset for at være vanvittig. Man ville ikke i sit vildeste mareridt have kunnet forestille sig et multikulturelt Danmark med repræsentanter for alle verdens eksotiske folkeslag gående frit omkring i gaderne, et land, hvor danske skolebørn er i mindretal i deres skoleklasser, hvor en stadig større del af statsbudgettet direkte eller indirekte bruges på de fremmede, mens vor infrastruktur forfalder, vore sygehuse skal spare på såvel behandlinger som patientpleje og vore gamle får lov til at ligge i deres eget skidt. Og ingen synes at protestere voldsomt. De få, der gør, bliver hurtigt sat i skammekrogen af den forenede medieverden, og de særlig stædige dissidenter bliver jaget af systemets stormtropper fra Redox, Demos og hvad disse forbryderorganisationer ellers hedder. Men det er egentlig overflødigt, for de sættes hurtigt uden for arbejdsmarkedet og de frelstes fællesskab, hvor deres stemmer ikke høres. Intet under, at så få tør sige noget, og når enkelte alligevel gør det, sker det med så meget mel i munden, at de indhylles i en støvsky af vrøvl og selvmodsigelser.

Hvordan er det kommet hertil? Hvordan er et sundt og velfungerende samfund på vej opad på så kort tid vendt og med lysets hastighed på vej mod ikke alene den kulturelle, men den biologiske udslettelse?

Jo, man gør sådan her:

Først ødelægger man familien, og det gør man ved at ødelægge kvinden, thi hun bærer familien. Man bilder hende ind, at hun i sin moderrolle ikke kan ”realisere” sig selv, skønt moderrollen jo netop er hendes naturlige biologiske rolle. Den hjemmegående husmor fremstilles i medier og spillefilm (se f.eks. den populære Dirch Passer-film ”Støv på hjernen”) som dum, naiv og intetsigende, og arbejdsmarkedet bejler til hende, så hun kan komme ud og realisere sig selv ved et samlebånd eller et kasseapparat for nogle få håndører. Børnene, der førhen gik frit omkring og legede naturligt med naboernes børn, bliver nu sat i bur i børnehaver, hvor de passes af unge piger og drenge, der intet aner om børn, og den kultur, der igennem årtusinder er blevet overført fra generation til generation gennem moderen, overføres pludselig ikke mere. Personalet passer børnene, mere er der ikke tid til, rent bortset fra at et tilfældigt sammenrend af pædagoger og hjælpere slet ikke ville kunne løfte den opgave. Børnene er blevet statens ejendom, ganske som de er det i andre totalitære regimer. De ressourcer, stærke og veluddannede forældre tidligere formidlede til deres børn, går nu tabt for samfundet. Alle skal være lige (dårligt stillede), og efterhånden som det i 70’erne lykkedes arbejdsmarkedet at tiltrække fremmede, hvis børn også kommer i børnehaven, kan der jo slet ikke være tale om at formidle nogen kultur, thi nu er der pludselig flere kulturer, og at fremhæve landets egen kultur betegnes som diskrimination. Efterhånden bliver personalet også multikulturelt. Dansk kultur forsvinder ud af børnehaven og senere skolen.

Så forbyder man ved lov forældre, skoler og institutioner at opdrage børnene. Hverken lærere eller forældre må nu sætte magt bag deres ord, og både familier og skoler bliver forvandlet til diskussionsklubber, hvor den 6-åriges ord har lige så meget vægt som forældres og skolelæreres. Enhver disciplin forsvinder og dermed grundlaget for koncentration og ”undervisningsparathed”. Børn, der tidligere var en velsignelse, er i dag for alt for manges vedkommende uopdragne, uvorne egoister, der spreder skræk og rædsel, hvor de optræder i flok.

Så fodrer man kvinderne med P-piller, så de sætter færre børn i verden – skidt med bivirkningerne – og hvis de endelig skulle blive gravide, tillader man dem at slå deres barn ihjel, inden det bliver født, ja man opfordrer ligefrem til det – det kaldes “en voksen beslutning”. Kvinden bestemmer jo selv over sin krop, forstås. Det skulle hun imidlertid nok have tænkt på, inden der blev et barn ud af det, for nu er det ikke mere hendes krop. Det er et lille selvstændigt væsen, der nu bliver slået ihjel. Abort er folkemord, og de læger, der foretager det, er mordere. Kvinderne er sagesløse ofrer. Det synes at være så let en løsning, men ofte kommer de fysisk og psykisk til at lide af følgerne resten af livet. På denne måde sikres et brat fald i børnetallet og dermed på længere sigt i befolkningstallet. Hvor der tidligere var talrige børneflokke på 4 og 6 dejlige unger, er det højt sat, hvis man i dag har 2, mange har slet ingen.

Da kvinden nu ikke længere har tid til at lave maden fra grunden, får vi stadig flere industrielt forarbejdede fødevarer, samtidig med at landbruget, der tidligere beskæftigede halvdelen af befolkningen, bliver til industrivirksomheder, ejet af aktieselskaber. Bonden bliver til fødevareproducent. Han mister enhver forbindelse til jorden og den naturforbundenhed, der tidligere var en selvfølge, forsvinder. Jorden, der tidligere var hellig, er reduceret til et produktionsmiddel. De fleste bønder forlader erhvervet og bliver industriarbejdere. Ofte flytter de til byerne. I jagten på profit øses uanede mængder af sprøjtemidler ud over vore levnedsmidler. Sygdomme og øget infertilitet er følgen. Det er helt bevidst – det sænker folketallet.

Kvindens fremmarch på arbejdsmarkedet sætter familielivet under pres. Antallet af brudte familier stiger. Den moralske stigmatisering af uægteskabelige forhold bekæmpes og forsvinder. Samtidig gøres det økonomisk muligt at opløse familier, hvilket tidligere var vanskeligere. Børn vokser nu op uden for familiens trygge rammer. De er ikke længere automatisk del af et fællesskab. De bliver i højere grad statens ejendom. De er ikke længere automatisk del af et fællesskab, for familien er ikke mere selv noget fællesskab, kun måske en fælles adresse. De voksne sætter deres egoisme over børnene, som i højere grad bliver statens ejendom. Familiens medlemmer lever hvert sit eget liv uden noget dybere til fælles.

Ikke blot familien, men også alle andre naturlige menneskelige fællesskaber nedbrydes. Sang er en væsentlig faktor, når det drejer sig om at styrke et fællesskab. Man ved det fra alsangen. Der er i dag ingen alsang, selv om den ved Gud godt kunne gøres nødig, for der er ikke mere nogen, der kan synge – altså synge rigtigt. Det lærte man tidligere i skolen – mere eller mindre. Rigtig sangundervisning er for længst borte lige som den fælles morgensang. Den sikrede, at man lærte de vigtigste sange og salmer at kende, styrkede samhørigheden, viste, at man havde noget til fælles. Derfor måtte den væk. Kirken er det sidste sted, hvor man i nogen grad stadig kan dyrke sangens fællesskab, men fordi ingen har lært at synge, flygter mange over i frikirkernes teologiløse og negerficerede univers med gospelsang og andet, der ganske enkelt ikke hører vor kultur og vort fællesskab til.

Også de naturlige historiske geografiske fællesskaber er blevet er blevet revet fra hinanden med diverse kommunesammenlægninger, hvor også mange landkommuner blev lagt ind under de store byer, hvor de hurtigt mistede deres identitet, sammenlægninger af politi- og retskredse, nedlæggelse af sygehuse, lægepraksisser, skoler og jernbaner, centralisering af skattevæsenet, alarmcentralen osv. Områder, der naturligt og historisk hørte sammen, blev revet fra hinanden, og områder, der aldrig havde haft noget med hinanden at gøre, blev tvunget sammen. Som følge af hele denne udvikling forsvandt mange arbejdspladser. Læger, advokater, dommere, lærere, sygeplejersker og mange andre forlod de mindre byer. Dette bredte sig som ringe i vandet. Der blev færre kunder, forretningerne lukkede, folk flygtede, og de tilbageværende håndværks- og industrivirksomheder fulgte efter. Udkantsdanmark var opstået, landområderne blev affolket, folk mistede deres rødder og forbindelsen til naturen. Kirkegårdene, der igennem århundreder havde været monumenter over slægternes samhørighed, blev forvandlet til græsmarker. Der var ikke mere nogen til at passe og besøge de afdødes grave, og kirkernes opskruede prisniveau for køb og pleje af gravsteder accelererede denne sørgelige udvikling. I stedet for fællesskabet dyrkes individet, det rodløse isolerede menneske.

De store statslige institutioner, der forbandt nationen som et magtfuldt symbol privatiseredes og forsvandt. DSB er i dag kun et udsultet selskab blandt mange andre jernbaneselskaber. Postvæsenet eksisterer ikke mere. Statens daglige kontakt til hver eneste dansker i form af postbuddet er væk. Postvæsenets og DSBs imponerende hovedsæder, der i sig selv repræsenterede det statslige fællesskabs magt og pragt er solgt til hotel- og boligformål. Det samme gælder militærets historiske bygninger. Hvor der før i stort set hver en større by var en prægtig kaserne, som repræsenterede statsmagten og forbandt denne med folket, findes der i dag kun nogle få modernistiske anlæg langt fra den øvrige befolkning, således at militæret ikke bliver en del af folks dagligdag. Værnepligten er naturligvis i praksis blevet afskaffet. Der er heller ikke mere noget at værne. Forsvaret er blot en virksomhed, det efterhånden er svært at se nogen mening med.

I skolen afskaffes kultur og historie sammen med lektier og den nødvendige træning i at lære udenad. Den effektive undervisningstid skæres drastisk ned og bliver i realiteten endnu mindre som følge af den manglende disciplin. De videregående uddannelser afskaffes de facto, og landets 3 egentlige universiteter omdannes til erhvervsskoler. Den klassiske dannelse afskaffes. Kirken nedbrydes som autoritet. Teologisk degraderes den til en del af godhedsindustrien, hvor alt sådan set er acceptabelt, bare det passer ind i det politisk korrekte øjebliksbillede. Folket mister sit moralske kompas. Fjernsyn og radio degenerer til den mest platte form for såkaldt underholdning, og sproget forfladiges i en grad, så man efterhånden ikke kan udtrykke dybere tanker. Den nye tids ”helte” er fodboldspillere og popstjerner, ikke Absalon, Niels Ebbesen eller Uffe hin Spage, der er fuldstændig ukendte. En helt er en, der sætter livet på spil for andres skyld, for folket skyld – ikke en samling tåber, der for skyhøj betaling producerer intetsigende eller underlødig underholdning.

Historien “dekonstrueres”, folket afskaffes som begreb. Alt, hvad tidligere generationer har æret og været stolte over, latterliggøres og “afsløres” som “myter”. Folket bliver til en befolkning, et tilsyneladende tilfældigt sammenrend af mennesker uden fælles religion, identitet og historie og uden dybere samhørighedsfølelse. Racebegrebet lægges for had, ja, racer påstås ikke at eksistere, selv om enhver landmand, kaninavler eller holder af dværghøns ved bedre. Der må ikke mere være forskel på en neger og en europæer – ja, neger må man slet ikke mere sige. “Der er kun hudfarven til forskel”, påstår man, selv om medicinalindustrien, hormon- og intelligensforskere, biologer, psykologer samt fysiske antropologer (ikke at forveksle med dagens “antropologer”, der end ikke aner, hvad antropologi er) alle ved (eller burde vide) bedre. Det betaler sig imidlertid ikke at vide det. Det betaler sig at hoppe på den politisk korrekte vogn. Universiteterne forvandles til åndelige bordeller, hvis skøger sælger sig selv til den højest bydende.

I stedet sættes en lang række uvidenskabelige og meningsløse ideer i omløb for at holde folk beskæftigede og stifte almindelig forvirring. De menneskeskabte klimaforandringer er et godt eksempel på noget sådant vås – og de og andre skøre ideer kan kun udbredes i en befolkning, der er historisk komplet uvidende, en folkemasse, der simpelthen er ude af stand til at kontrollere disse forvrøvlede forestillinger og holde dem op imod virkeligheden og historien. Fælles for dem er i regelen, at de giver folk dårlig samvittighed (over klimaet, slaveriet, imperialismen, racismen, flygtninge, over at spise kød etc., etc., etc.). En befolkning med dårlig samvittighed er ikke noget stolt folk med en stolt identitet, der holder sin kultur og sine traditioner i hævd. Det er et folk, der har mistet orienteringen, et folk, der ikke længere har noget, det kan højtideligholde, fejre og være stolt af, kort sagt et folk, der er viet til undergangen.

Den klassiske litteratur, malerkunst og musik, der skabte et univers af skønhed og harmoni, afskaffes og erstattet af talentløse smørerier, klatmalerier og disharmonisk støj – alt sammen helst produceret af udlændinge, der tillægges evner til at sige så meget mere væsentligt om vor virkelighed end vi selv. Overalt er grimheden den store fællesnævner.

Litteraturen svælger i primitive skildringer af samfundets bund. Man behøver blot at tænke på Jakob Ejersbos Nordkraft, der er noget af det mest perverse, svinske og nedslående, man kan forestille sig, og dog prises ophavsmanden som “det største talent i dansk litteratur gennem flere generationer”. Det vil sige en hel del. Glemt er åbenbart Jacob Paludan, Martin A. Hansen og en lang række andre fortrinlige forfattere, der ikke læses mere. Et andet godt eksempel er den kriminelle palæstinenser Yahya Hassans såkaldte “digte”, et talentløst, infantilt gylp fra rendestenen, der blev prist som geniale af en nærmest enig skare kritikere og solgt i over 120.000 eksemplarer (hvor digte normalt udkommer i nogle få hundrede). Sproget blev karakteriseret som nyskabende, og det kan man jo nok sige, det er: et katalog over eder, skældsord, slibrigheder og andre primitiviteter, hvis lige man ganske rigtigt skal lede længe efter – gudskelov. Populariteten skyldtes i høj grad, at indholdet på overfladen syntes kritisk imod indvandrermiljøerne. Det ville det borgerlige Danmark gerne læse, selv om de så skulle svømme rundt i Hassans ekskrementer undervejs. Det er nærmest overflødigt at nævne, at Hassan blev overøst med betydelige priser, der har gjort ham til en velhavende mand. Han griner hele vejen hen til banken og morer sig tilsyneladende kosteligt i det miljø, han foregiver at tage afstand fra.

Inden for kunsten er det ikke bedre. Eksemplerne er mangfoldige, men lad os tage et enkelt, “kunstneren” Uwe Max Jensen fra Herning, der netop er blevet idømt en betinget fængselsstraf og samfundstjeneste for et håndgemæng med personalet på Kunsten i Aalborg, som han ville berige med et ekstra “kunstværk”, idet han ville lade sit vand på et spejl. I det hele taget synes bemeldte person at lide af en besættelse omkring nøgenhed – han ynder at færdes kun iført sit adamskostume – og kroppens affaldsprodukter. Psykologer ville nok mene, at det var galt med hans pottetræning. Han synes, at det er kunst, når han går på toilettet, ganske enkelt, fordi han siger, det er kunst – og så må det jo passe. Han har også præsteret at bringe en spand vand fra Herning til København. Det var sørme også kunst. Inden for samme felt, men dog i en anden liga, kan nævnes Peter Brandes’ ubehjælpsomme illustrationer til klassiske værker. Rasende dyre, men kunstnerisk værdiløse – ja værre end det!

Når det gælder musikken, ser det ikke bedre ud. Hvem husker ikke Niels Viggo Benzons “klaverkoncert”, der endte med, at “kunstneren” savede benene af et Steinway-flygel?

De forskellige kunstarter har til opgave hver på sin måde at knytte folket sammen om en fælles kultur. Kunsten skal være et spejl af folkets erfaringer og gengive folkets virkelighed. Den må gerne sætte problemer og vigtige spørgsmål under debat, men resultatet skal nødvendigvis være, at der, med et moderne udtryk, opstår en kulturel merværdi. Man skal kort sagt bliver klogere på den problematik, der rejses. Man skal komme nærmere en løsning. Moralske spørgsmål skal belyses og afklares. Personer og problematikker skal være vedkommende og troværdige. Kunsten skal ikke være et glansbillede, men den skal heller ikke forarge, den skal være opbyggende i ordet videste betydning. Kunsten bør i den forbindelse altid være sig sin samfundsmæssige og moralske opgave bevidst. En “kunst”, der ser det som sin opgave at nedbryde de værdier, der danner grundlaget for det nationale og folkelige sammenhold, opløser fællesskabet og dermed forudsætningen for et ordnet og organiseret samfund, som er betingelsen for, at der i det hele taget kan opstå kunst. Den tilføjer ingen merværdi, men styrter mennesket ud i et uoverskueligt kaos, som kun gavner de kræfter, der vil tilintetgøre os!

Endvidere skal kunsten som helhed være smuk. Mennesket trives bedst i smukke og harmoniske omgivelser – det giver harmoniske mennesker. Denne skønhed jokkes i dag bevidst under fode. Mennesket vænnes til grimhed. Selv det tøj, vi køber, er hæsligt – med dyrt betalte huller på meget synlige steder. Kroppen skændes med tatoveringer, piercinger o.l. Man har målbevidst forberedt folket til hæsligheden, den hæslighed, der med indvandringen er kommet ind på alle niveauer i samfundet. Der er kommet et uæstetisk moment ind i gadebilledet, et moment, der ikke passer til vor verden.

Erhvervslivet råber samtidig på udenlandsk arbejdskraft, selv om vi i Danmark har over 100.000 arbejdsløse. Det, erhvervslivet mener, er billig arbejdskraft. Desuden er dette et middel til at blande befolkningerne, erodere grænserne og skabe et stort homogent globalt marked. Det vil øge profitten! Og hvis vi så bare alle sammen taler engelsk, vil man spare en masse penge og besvær. Vi må aldrig glemme, at der er en politisk drivfjeder bag erhvervslivets organisationer, og at erhvervslivet altid har holdt med profitten på de folkelige sammenholds bekostning.

Alle disse ting er de grundlæggende forudsætninger for, at et sundt samfund degenerer og tager kurs mod tilintetgørelsen.

Alt dette er nemlig ikke bare noget, der sker – det er noget, der skabes for at ødelægge Europa og de folk, der kommer derfra. Bag det står ikke mindst en lille, men særdeles indflydelsesrigetnocentrisk minoritet, der har sat sig som mål at fjerne majoriteten for lettere at kunne manøvrere i en verden af ene minoriteter. Blandt ophavsmændene til alle de onder, der er opregnet ovenfor, herunder ikke mindst til det såkaldte studenteroprør i 1968, der i høj grad accelererede den udvikling, eller snarere afvikling, som vi har været vidner til, er denne minoritet talstærkt repræsenteret, ligesom den har en bestemmende indflydelse på den medieverden, der kolporterer dette vanvid.

På trods heraf elsker højrefløjen nævnte minoritet og tåler ikke kritik af den. Folk, der som den svenske journalist Ingrid Carlquist finder sammenhængen mellem denne minoritet og afviklingen af de homogene europæiske nationalstater, udelukkes af nationalistisk kredse, som pludselig frygter at blive hængt ud som antisemitiske. Men det er nødvendigt at tage fat på dette problem, at italesætte det, som det hedder i dag. Hvordan kan det være, at den altovervejende del af denne minoritet af al kraft fremmer indvandringen til Europa og de stater, der er udgået herfra, men ikke stiller samme krav til Israel, som gerne må vedblive at være et homogent jødisk samfund?

Så længe Europas nationale nægter at åbne øjnene og analysere situationen, som den er, og fortsat blot snakker om muslimer, burkaer og alle de andre symptomer på den nært forestående undergang, vil den forblive uvæsentlig og ude af stand til at gøre en forskel. Redningen af Danmark og hele den vestlige kultur kræver modet til sandhed, hvor ubehagelig denne sandhed endog måtte forekomme! Det er på tide at holde op med kun at beskæftige sig med symptomerne. Man er nødt til at begynde at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl!

Dette indlæg blev udgivet i Dansk nationalisme og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvordan er det kommet hertil?

  1. Balder siger:

    Super artikel!

    Men jeg vil her koncentrere mig om det “tekniske” – hvordan kommer budskabet ud til flest mulige.

    Vi lever i en verden hvor de færreste giver sig tid til at læse sådanne lange epistler. Om vi vil eller ej; hvis vi vil frem med vores holdninger i en videre kreds, så skal det være video. Kunne man finde en god oplæser, gerne med et pænt ydre, god stemme osv. ville budskabet helt sikkert komme videre. Hende den nye formand for “Identitær Danmark” ville være en mulighed. Hun lyder som om hun ville kunne klare opgaven.

    Like

  2. Claus siger:

    Hvis du/I vil skrive artikler på Dagens Blæser er dette meget velkommen. Også hvis det “blot” er at dele materialet som det er. Kontakt mig venligst hvis det har interesse på radio266b@gmail.com eller på (((faceberg))) Dagens Blæser eller Radio 266b. Tak!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s