Titusbuen i Rom øst for Forum Romanum. Dette relief forestiller triumfen efter indtagelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t., da Titus gjorde en ende på det jødiske oprør. Romerske soldater bærer et krigsbytte fra det erobrede Jerusalem, bl.a. den syvarmede lysestage.

I de seneste årtier har en række af såkaldte højrepopulister oplevet en markant fremgang i næsten alle europæiske lande. Deres fremgang næres af et stadigt større antal europæeres helt naturlige utilfredshed med de sidste mange års førte immigrationspolitik, der har åbnet Europas grænser for en tsunami af den tredje verdens overskudsbefolkning.

Et gennemgående træk ved højrepopulisterne er deres ensporede fokusering udelukkende på immigranternes religion, Islam. Fundamentet for deres virke er således ikke modstand mod ikke-europæisk masseindvandring per se. Som konsekvens af dette er højrepopulisternes politik gennemgående hyklerisk, usammenhængende og inkonsekvent, hvilket tydeligt ses i de lande, hvor højrepopulisterne igennem flere år har haft politisk indflydelse. Multietnificeringen i disse lande fortsætter således med uformindsket styrke. Et andet væsentligt generelt træk ved næsten alle europæiske højrepopulister er, at de synes at være dybt forelskede i staten Israel og alt jødisk.

Et typisk eksempel på dette er den hollandske politiker Geert Wilders. Der kan ikke herske nogen tvivl om Wilders’ dybtfølte og oprigtige kærlighed til Israel. Som ung boede hr. Wilders således to år i den jødiske stat, og han opfatter denne som en vestlig bastion i et hav af arabisk eller rettere muslimsk primitivitet og barbari. Wilders har i denne forbindelse udtalt, at

“Hvis Jerusalem falder i muslimske hænder, så vil Athen og Rom stå for tur. Således er Jerusalem hovedfronten, der beskytter Vesten. Det er ikke en konflikt over territorium, men mere præcist en ideologisk kamp mellem det befriede Vesten og ideologien af islamisk barbari.”

Wilders opfatter også jødedommen som en integreret del af den europæiske kulturelle tradition, og han har givet udtryk for, at den ”europæiske jødisk-kristne tradition formelt bør anerkendes som den dominerende kultur”.

Endeligt har Wilders ikke været sen til at afvise visse elementer på den europæiske højrefløj, som kunne tænkes at være så uartige, at de ikke deler Wilders ubetingede begejstring for alt jødisk:

”Mine allierede er ikke Le Pen eller Haider… Vi vil aldrig gøre fælles sag med fascister og Italiens Mussolinier”.

Med et så imponerende projødisk C.V. skulle man umiddelbart tro, at hr. Wilders ville være meget populær blandt jøder. Imidlertid synes dette ikke at være tilfældet. Ved valget i 2011 opnåede Wilders kun støtte fra sølle 2 % af den jødiske befolkning i Holland. Det er en ting at støtte Israel og offentligt erklærer sin ubetingede kærlighed til alt jødisk, men Wilders øvrige politik, herunder særligt hans såkaldte restriktive immigrationspolitik, er, ifølge en jødisk kilde, ikke forenelig med jødiske interesser.

Artiklen ”Ikke vild med Wilders? Populists anti-islamiske budskab bekymrer europæiske jødiske ledere” fra den 25-10-2010 i Jewish Telegraphic Agency gør det klart for enhver, at de organiserede jødiske samfund i Europa, præcist som i USA, ønsker en multietnisk og multikulturel fremtid for de indfødte europæere. Generelt giver de europæiske jødiske ledere således udtryk for, at Europa endelig bør forsætte med at importere både muslimer og andre ikke-europæere i stor stil for herved at skabe et multikulturelt Europa – fremtidens Europa.

At det multikulturelle projekt generelt synes at ligge jøder meget  på sinde tilstås også af den i Sverige bosiddende amerikanske/israelske jødedame Barbara Lerner Spectre, som er leder af det statsfinansierede jødiske “Paideia Institut”. I 2010 udtalte hun, at

“Jeg tror, at der er en opblussen af antisemitismen, fordi Europa på dette tidspunkt endnu ikke har lært at være multikulturelt. Og jeg tror, at vi vil være del af den effekt, af den transformation som skal finde sted. Europa vil ikke blive ved med at være de monolitiske samfund, som det var en gang i det forrige århundrede. Og jøder vil være i centrum af denne begivenhed. Det er en gevaldig transformation for Europa at gennemgå, det går nu i multikulturel-tilstand, og der vil komme vrede mod jøder for vores ledende rolle. Men uden denne ledende rolle og uden den transformation vil Europa ikke overleve.”

Også i Danmark har flere prominente jøder deltaget i det multietinske heppekor. Ved en høring om antisemitisme i marts 1994 udtalte den israelske statsborger, Mossadagent og tidligere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik ganske sigende, at “vi vil uddanne danskerne, så tyrkerne kan være her”.  Denne uddannelse hjalp tidligere informationschef i Dansk Flygtningehjælp Klaus Rothstein ivrigt med til ved at udspy uanede mængder af ”oplysningsmaterialer”, der skulle overbevise danskerne om berigelsen ved at modtage flygtninge.  I  hovedstadsområdet understøttedes uddannelsen af Dan Tschernia, der som chef for TV2 Lorry i 25 år sørgede for, at seerne dagligt blev bombarderet med multikulturel propaganda, så de gradvis modnes til at accepterer den nye farverige multikulturelle virkelighed. Ligeledes har tidligere redaktør på TV-Avisen og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information Georg Metz gennem hele sit virke været en af indvandringens varmeste fortalere, og han har aldrig forsømt en lejlighed til at svine nationaltsindede danskere til. Masseindvandringens velsignelser og absolutte nødvendighed proklameredes også af en anden kendt jødisk personage. Ved en offentlig høring om indvandringspolitiken i 1997 belærte daværende chefredaktør for BT, tidligere formand for Dansk Zionist Forbund og tidligere kanalchef for DR2 Arne Notkin således tilhørerne om, at “det er indvandringen til Danmark, der har gjort Danmark til en industrination.” I praksis demonstrerede Arne Noktin også sin dedikation til det multikulturelle projekt, da han i 2006 sørgede for, at Danmark fik sin første muslimske tv-vært Asmaa Abdol-Hamid, da hun iført traditionelt muslimsk tørklæde blev studievært på DR2-programmet ”Adam og Asmaa” sammen med jøden Adam Holm. Senest har den tidligere overrabbiner, det første æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp samt ærespræsident i den indfyldelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith Europe Bent Melchior i tvudsendelsen ”Rabbiner” den 26.11.2016 om jøderne udtalt, at de ”har alt til fælles med muslimerne”. er kunne nævnes mange flere eksempler på denne adfærd blandt toneangivende jøder i Danmark, men lad os for Danmarks vedkommende slutte af med at henvise til en artikel i BT, den 10.12.20181, hvor det fremgår, at ”Danske jøder oplever intolerance mod muslimer som værst”, og at ”fjendtlighed rettet mod muslimer er det mest presserende problem.”

At de jødiske organisationer generelt bekymrer sig meget om muslimers velbefindende bekræftes også den 9.4 2017, hvor ingen ringere end Pinchas Goldschmidt, præsiden for Conference of European Rabbis, opfordrede til solidaritet med muslimerne. Den fromme rabbiner udtaler, at jøder og muslimer har en ”fælles interesse” i at bekæmpe den stigende nationalisme i Europa, samt at “jøder altid har følt sig mere trygge steder, hvor andre kulturer og religioner bliver respekteret”. At et par jøder hist og her har været ofre for den muslimske kulturberigelse synes at være af mindre betydning, det vigtigste for den organiserede jødedom er at ”beskytte minoriteter” generelt, og dermed cementerer det multikulturelle samfund, hvor jøder altså angiveligt trives bedst.

De jødiske organisationers grundlæggende problem med Wilders og andre som ham er således, at han, omend på et populistisk, overfladisk og indirekte niveau, agiterer for de indfødte europæeres etniske og kulturelle homogenitet, hvilket ifølge de jødiske organisationer ikke er i deres interesse og udtryk for en farlig udvikling. Som præsidenten for det officielle jødiske trossamfund i Sverige, Lena Posner Körösi, rammende udtrykker det, så har ”historien vist os, hvor den slags kan fører hen, og det er ikke nødvendigvis godt for jøderne”.

Denne form for argumentation er helt i overensstemmelse med den traditionelle jødiske modvilje mod, at deres værtsfolk har etnisk og kulturelt homogene nationalstater. Årsagen til denne adfærd er ganske logisk: Større antisemitiske bevægelser er sædvanligvis at finde i etnisk homogene nationer, og etnisk og religiøs pluralisme tjener derfor udadrettede jødiske interesser, fordi jøder blot bliver én blandt mange etniske grupper, de går så at sige under radaren, hvorfor det bliver vanskeligt eller umuligt for majoritetsbefolkningen at opbygge forenede, sammenhængende grupper, som kunne forenes i deres modstand mod netop jøder. Der er med den amerikanske psykologiprofessor Kevin MacDonalds ord tale om en overlevelsesstrategi, hvilken belyses i hans tre banebrydende bøger; A People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary Strategy, Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory Of Anti-Semitism, The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.

Hvad der naturligvis er besynderligt, er de samme jødiske organisationers støtte til Israel. Det virker som om, de jødiske organisationer med alle kræfter ønsker at puste og have mel i munden; i diasporaen søger de at opløse de europæiske værtsfolks etniske og kulturelle homogenitet, og dermed at svække dem, mens de samtidig helhjertet støtter Israels fornuftige etnisk baserede nationalisme og sunde racistiske politik.

At de organiserede jødiske samfund i Vesten generelt støtter og fremmer indvandring – herunder muslimsk, selv om mange muslimer er fjendtligt indstillet overfor jøder og Israel – demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvor dedikeret den organiserede jødedom er i dens kampagne mod Vestens oprindelige folk og traditionelle kultur.

Den barske kendsgerning er således, at jøder, præcis som muslimer, udgør en etnisk gruppe, som generelt er fjendtligt indstillet over for os og vores interesser. Wilders og andre europæiske højrepopulisters forhold til jøderne kan således opfattes som en slags ulykkelig kærlighed. Man bejler og bejler, men jøderne er ikke det mindste interesserede.