Daglig får vi at vide, at det er livsvigtigt for os at forsvare vor frihed. Og det skal åbenbart fortrinsvis ske i Ukraine, hvis diktatoriske regime bygger på et amerikansk iscenesat statskup i 2014. På den baggrund var det måske nok værd at filosofere lidt over, hvad frihed egentlig generelt er for noget.

Den tyske propagandaminister dr. Joseph Goebbels, der bestemt ikke var nogen intellektuel tåbe, stillede en gang sig selv dette spørgsmål, og kom frem til følgende nedslående svar: ”Jeg kender kun frihed for lus!” Og noget er der jo desværre om det….

Som biologisk organisme har vi en meget begrænset frihed. Vi bestemmer ikke, om vi vil fødes, hvem vi ønsker som forældre, og heller ikke, om, hvornår og hvordan vi vil dø. Undervejs bestemmer vi heller ikke, om vi vil være åndssvage eller genier (men nok om, hvad vi vil bruge vore eventuelle åndsevner til, hvis vi får de materielle muligheder for det). Vi bestemmer heller ikke direkte, om vi vil være syge eller raske, pæne eller grimme eller lignende grundlæggende livsvilkår. Vi bestemmer således ikke de vigtigste ting i tilværelsen.

Vi bestemmer i begrænset omfang, hvor vi vil bo, hvor vi vil købe ind, eventuelt også, hvor vi vil arbejde, og hvad vi vil arbejde med – igen afhængigt af vore evner og de praktiske og materielle muligheder, vi har været i stand til at skabe os. Vi bestemmer nok, om vi vil køre i en Citroën eller en Peugeot – men jo normalt ikke, om vi vil køre i en Citroën eller en Porsche. Det er jo stort set alt sammen et spørgsmål om, hvad vi har fået i genetisk vuggegave – for også vor evne til at træffe fornuftige valg er jo i høj grad – men naturligvis ikke udelukkende – genetisk bestemt. Vi kan således heller ikke bestemme, om vi vil være drenge eller piger. Enhver, der påstår det modsatte, har sat sig uden for naturens orden og vil i en fornuftig stat gå direkte i forbrændingen!

Men det er nok ikke så meget denne grundlæggende frihed, politikerne taler om, når de bræger om frihed. De mener politisk frihed – og selve grundlaget for denne: ytrings- og informationsfriheden. Men hvor mange mennesker har nogen sinde benyttet sig af deres såkaldte ytringsfrihed? Hvis de havde, ville de jo netop have erfaret, at denne er endog meget begrænset – og dette samme gælder jo som konsekvens heraf andres informationsfrihed, thi man kan ikke informere sig om noget, der ikke har kunnet ytres offentligt.

Man kan jo i ethvert samfund mene, hvad man vil – men kan man også sige det højt? Og frem for alt: Kan man sige det, så nogen kan høre det eller læse det? Det er naturligvis overordnet set et spørgsmål om, hvad straffeloven siger, og med indførelse af den danske §266b blev vor ytringsfrihed kraftigt beskåret, idet den gav aktivistiske dommere mulighed for lidt efter lidt at indskrænke og afskaffe ytringsfriheden på netop de områder, der i dag er allervigtigst. De fleste dommere er nu til dags aktivistiske – det vil sige, at de ønsker at skabe ret i stedet for blot at administrere den givne ret. Det vil jo i praksis sige, at de tilraner sig en lovgivende magt, som ikke bør være deres – og de er oftest af nykommunistisk observans, thi kun tilhængere af dette evangelium udpeges til dommere – og kun tilhængere af denne trosretning orker at studere i dagens totalt åndløse og intellektuelt udslukte og fordummende såkaldte universiteter.

Men dette spørgsmål skal jo ikke kun ses i et rent juridisk perspektiv. Prøv at sige følgende på din arbejdsplads: ”Neger”, ”Der er kun 2 køn”, ”Kvinder bør blive hjemme og passe deres børn”, ”Størstedelen af den kriminalitet, vi ser i dag, skyldes indvandrere”, ”Det er da i orden at være stolt over at være hvid/dansker/europæer/arier”, ”Det var ikke de hvide, der indfangede slaver i Afrika”, ”Jøderne var selv skyld i holocaust”, ”Der har slet ikke været noget holocaust”, ”Putin er min helt”, osv. Du vil lynhurtigt befinde dig i arbejdsløshedskøen – uden anbefaling. Træder du offentligt frem med disse kætterske synspunkter, er du ganske enkelt sat uden for samfundet. Jeg talte netop i går på én og samme dag med to vidt forskellige mennesker med vidt forskelligt arbejde og vidt forskellig baggrund, der begge gav udtryk for, at de ikke turde sige deres mening offentligt. En sagde det således: ”Jeg har ikke råd til at have en mening!” Det gælder således ikke kun på arbejdspladsen. Det gælder også i kortklubben, i selskab med vennerne eller et hvilket som helst andet sted. Hvis du siger noget, der evt. med ond vilje kan opfattes som ”racistisk”, ”sexistisk”, ”anti-feministisk, homofobisk, anti-trans” eller på anden måde politisk ukorrekt, bliver du ganske enkelt annulleret. Har en sportsstjerne en sponsorkontrakt, bliver den opsagt, skaberen af tegneserien ”Dilbert” er netop blevet annulleret af amerikanske aviser, fordi han har sagt noget, som angiveligt er ”racistisk”. Der er kun én ting, der er værre. Det er at sige noget ”antisemitisk”. Og i dag bliver du også annulleret for, hvad du sagde for 20 år siden, for internettet husker det hele (1) . Meninger er blevet til et ”moralsk” spørgsmål. Hvis man ikke har de rigtige meninger, som er godkendt af pressen og fjernsynet, kan man ikke arbejde sammen med en, man eksisterer ikke mere. Man priser i ord mangfoldigheden, men ønsker i virkeligheden den totale ensretning.

Hvis du så endvidere er så formastelig, at du ønsker at udbrede dit budskab til en videre kreds, ja, så støder du virkelig på vanskeligheder. Ingen journalist er interesseret i dig, medmindre du da ligefrem laver en Rasmus Paludan – og så er de heller ikke reelt interesserede i dine synspunkter, men kun i at svine dig til. Fjernsynet er – naturligvis – lukket land for de rigtig politisk ukorrekte. Det kunne jo krænke nogle sarte sjæle hjemme i stuerne, som får ar på sjælen over at høre andres mening om tingene. Du kan stille dig på en ølkasse i Fælledparken og råbe dit budskab ud. Men pas på, at du ikke kommer til at overtræde politivedtægten. Har du penge, kan du forsøge at indrykke en annonce – men det er langtfra sikkert, at du kan få nogen til at optage annoncen. Hvis nogen minoritet – den være sig nok så lille – kan føle sig krænket, går det ikke. Hvis du hellere vil udgive en bog, ja, så kan du godt glemme de store ”anerkendte” forlag, der jo notorisk sælger flere bøger end de små og ukendte forlag, idet de har råd til at promovere dem og har gode forbindelser til pressen, så din bog bliver anmeldt og kommer på biblioteket. Det er imidlertid de små forlag. du bliver nødt til at henvende dig til – og sandsynligvis lander du hos et forlag, hvor du selv skal medfinansiere din udgivelse – hvis du altså har råd til det. Hvis din bog ikke anmeldes, og de røde medarbejdere på Bibliotekscentralen ikke forsyner den med en lektørudtalelse, ja, så kommer den ikke på biblioteket. Man kan selvfølgelig få den hjem fra Det Kongelige Bibliotek (tidligere Statsbiblioteket i Aarhus), men forfatteren får ingen bibliotekspenge, og de er en væsentlig del af økonomien i en bogudgivelse. Så hvad kan du egentlig bruge din såkaldte ytringsfrihed til? Ytringsfrihed har kun den, der har de ”rigtige” meninger – den, der siger det, de andre gerne vil høre. Men rigtig ytringsfrihed er jo netop – som George Orwell har formuleret det – retten til at sige det, andre ikke ønsker at høre! Eller sagt på en anden måde: Jo mere ligegyldig og intetsigende en bog er, desto større udbredelse får den, men det er ikke sådanne bøger, dissidenter forfatter!

Nå ja, men i hvert fald politisk har du da friheden til at vælge, hvem du vil. Men har du nu også det? Oprindelig havde man her i landet valg i enkeltmandskredse, men den, der stillede op, behøvede ikke at bo i kredsen. Han (for det var en han, og det bør være en han) blev opstillet af et parti. Således stillede Edvard Brandes op på Langeland. Brandes havde vel aldrig set en ko, og de færreste langelændere havde været i teatret. Allerede der gik det galt. Hvis demokrati skal have nogen mening, skal det være lokale folk, der opstilles i den enkelte kreds, og partier skal ganske enkelt forbydes. Som det er i dag, er det ganske få mennesker, der afgør, hvem du allernådigst kan få lov til at stemme på – og ved listeopstilling har disse mennesker i praksis allerede afgjort, hvem der bliver valgt, hvis partiet får stemmer nok. Valgkampen er en fjernsynsbegivenhed. Som vælger har man reelt ingen chance for at konfrontere de forskellige kandidater. Valgets temaer lægges omhyggeligt til rette sammen med pressen, der hele vejen igennem styrer slagets gang og påser, at diskussionen holdes inden for den etablerede, meget smalle ”meningskorridor”. Vi har aldrig haft et valg centreret om vort vigtigste problem: indvandringen. Forrige gang var der lagt op til det – men det blev i stedet til et ”klimavalg”, noget som ingen regering har nogen som helst indflydelse på, men som blot bliver brugt af politikerne til at udplyndre befolkningen. Sådan havde pressen og landsforræderpartierne bestemt det (2) .

Du har ingen – som i absolut ingen – reel indflydelse på, hvem der bliver valgt til folketinget. Og det er i grunden også ligegyldigt, for når først politikerne er kommet så langt, glemmer de alle valgløfter, ja, de skifter endog parti efter forgodtbefindende. Man kan altså være valgt på et partis listestemmer, men med meget få personlige stemmer, og så alligevel tage mandatet fra partiet og give det til et andet parti. Folketingsmedlemmet er kun bundet af sin samvittighed – og da der er tale om en bande fuldstændig samvittighedsløse forbrydere, er denne meget fleksibel. Ifølge fiktionen er det nemlig ikke partiet, men det enkelte medlem, der bliver valgt. Derfor kan medlemmet uden videre flytte mandatet, hvorhen det vil. F.eks. også fra Nye Borgerlige til Enhedslisten. Så meget indflydelse har du som vælger på dette! Dertil kommer så den systematiske valgsvindel, der synes at ramme misliebige partier som Stram Kurs, Danskernes Parti og sikkert også andre. Som Stalin sagde: ”Skidt med, hvad der stemmes på. Det er dem, der tæller stemmerne, det kommer an på!”

Dertil kommer politikernes systematiske udplyndring af statskassen til gavn for partierne, der påstås at være så vigtige for demokratiet. Grundloven nævner imidlertid ingen partier. Disse har møvet sig ind ad bagdøren, og indefra har de efterhånden ædt den sidste rest af folkestyre op som de snyltedyr, de nu engang er. Bændelormen er en ædel skabning sammenlignet med de politiske partier.

Valg er i dag fup! Intet vil blive ændret gennem valg. Det eneste, man som vælger kan gøre, er at boykotte farcen. Som Mark Twain formulerede det: ”Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt”.

Så meget for friheden.

Nu er det så, den oplyste demokrat vil sige: ”Det kan godt være, men vi lever da i hvert fald i en retsstat, hvor vi ikke kan udsættes for vilkårlige fængslinger på grund af vores overbevisning!” Sådan siger kun den, der aldrig har været i berøring med retssystemet. Dette er lige så fordærvet som det politiske liv som helhed. Det er præget af simpel uduelighed og politiserede afgørelser. Vi har en dommerstand, der ikke kan drages til ansvar for sine gerninger, og det benytter den sig af i fuldt mål. Det er mit håb, at der efter revolutionen kan oprettes en retsstat, hvor dommerne vil være de første til at ende på skafottet, såfremt de ikke følger såvel lovens bogstav som lovens ånd. Det værste ved det hele er imidlertid, at netop den oplyste demokrat er den, der ønsker at sætte folk med afvigende meninger i fængsel. Sagen er, at folk i virkeligheden ikke ønsker politisk frihed. De ønsker, at deres egne tåbelige synspunkter skal majorisere andres mere velbegrundede standpunkter, således at vi opnår det fuldendte kakokrati – der altid vil være den logiske følge af det såkaldte demokrati.

Men tilbage til udgangspunktet. Hvad skal vi forstå ved et lands frihed? Ja, det må jo betyde, at det pågældende land er uafhængigt af andre lande og af internationale organisationer og pengeinteresser. Det indskrænker vel antallet af frie selvstændige stater til Nordkorea, Turkmenistan og med lidt god vilje Iran og Rusland. Resten er i den grad afhængige – om ikke andet så af pengeinteresser. Intet medlem af EU kan kalde sig frit. EU er en udemokratisk, bureaukratisk kolos, der overtrumfer alle beslutninger, som måtte være truffet af de enkelte landes såkaldt demokratiske organer – ned til den mindste detalje. Og Ukraine er i dag blot et amerikansk-jødisk protektorat. Jeg vil til enhver tid være fortaler for, at nationalstater skal være fri og uafhængige, men vi skal jo lige have definitionen på plads. En stat er jo ikke blot et stykke jord – i Ukraines tilfælde et temmelig tilfældigt stykke jord. En stat består af mennesker, og hvor en stat kun består af en enkelt nationalitet, er det jo temmelig enkelt at fastslå, at det er denne nation, der udgør den frie selvstændige nationalstat. Men i en stat, der omfatter flere nationaliteter, er det straks vanskeligere. Man ser det f.eks. i Belgien og i Spanien – hvor henholdsvis flamlænderne og catalonierne, baskerne og galicerne tvinges til at være en del af en stat, de ikke ønsker at være en del af. På samme måde forsøger man i Ukraine, hvor der – historisk betinget – er mange mindretal, at holde disse sammen i en ukrainsk nationalstat ved at føre en meget blodig krig, der truer med at udrydde ukrainerne som folk. I Kosovo måtte den albanske befolkning imidlertid gerne løsrive sig fra Serbien og endda tage et serbisk befolket område med. Ja, amerikanerne bombede endog Serbien for at gennemtvinge Kosovos selvstændighed. Ligeledes mener man, at ukrainerne havde ret til at løsrive sig fra Sovjetunionen (der jo de facto ikke længere eksisterede) og leve i en nationalstat, men at den russiske befolkning i Ukraine ikke må have lov til at leve i Rusland (eller blot på russisk) – selv om de udgør et nogle steder endog overvældende flertal i de pågældende områder. De har altså ikke den frihed, ukrainerne gjorde krav på, da de løsrev sig fra Sovjetunionen (og lad mig skynde mig at sige: med rette, inden for de områder, der vitterlig bebos af ukrainere).

Multinationale nationalstater er jo i sagens natur noget absurd rod – og bedømmelsen af, hvem der har ret til hvad, er meget arbitrær. Sådanne situationer skyldes i høj grad unionsdannelser og i tidligere tider kongelige giftermål og indlemmelser af andre folkeslags territorier. Frihed må i denne forbindelse være friheden til at bryde ud af sådanne multinationale stater. Grænser er ikke så ukrænkelige, som det ofte hævdes. Bare se på Europakortene fra 1909, 1929, 1939, 1949, 1999 og 2019. Alternativet til at regulere grænserne er den schweiziske model, som blev aftalt i Minsk, men som Ukraine på amerikansk bud så alligevel ikke ville gennemføre.

Nationalitets- og mindretalsspørgsmål har nu ført til 3 verdenskrige, uden at man har lært noget af det. Multietniske stater fører til krig – både internt og eksternt. EU skal derfor straks opløses. Forhåbentlig vil det blive udfaldet af den nuværende 3. verdenskrig.

***

Noter

(1) Hvis man til fulde vil dykke ned i omfanget af denne form for begrænsning af ytringsfriheden, ja, sågar af forskningsfriheden og diskussionsfriheden inden for videnskaben, anbefales Douglas Murray: The Madness of Crowds, Gender, Race and Identity, Bloomsbury 2019 (er mærkværdigvis også oversat til dansk under den udmærkede titel Hordernes hærgen (Forlaget Ellekær) – nej, ikke Gyldendal, People’s Press, Gad, Politikens Forlag etc. Hvis du aldrig har hørt om Ellekær, skal det nok være dig tilgivet…. Og du kan jo prøve at tænke over, hvorfor ingen af de guldrandede forlag har ønsket at udgive denne ”kontroversielle” bog. – Det skal ærligt indrømmes, at det er anstrengende at læse sig igennem så meget intetsigende rablende nonsens, men Murray skildrer jo bare den virkelighed, vi desværre befinder os i – selv om vi prøver at ignorere den. Når man er færdig med at læse den, tænker man uvægerligt på destruktionsanstalter, forbrændingsanstalter og massegrave! Bødlen kan fint springes over!

(2) Jeg henviser i denne forbindelse til min artikel “Stemmeret og Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger, Forlaget Ordsmeden 2020.