Boganmeldelse
Povl H. Riis-Knudsen
Mit russiske liv – Rusland, Ukraine og Vesten
Ordsmeden 2022

“Hvor enkelt er det ikke at udtale sig skråsikkert om Rusland uden forudsætninger af nogen art godt hjulpet af en ensidig presse, der skriver enslydende og hepper på “russerhysteri på speed”. Men for Zelensky og hans ejeres interesser synes alt dette at være sammenfaldende med amerikansk politik”.

Det mener Povl Riis-Knudsen, som forfatter til bogen Mit russiske liv – Rusland, Ukraine og Vesten. Povl, der i flere år var underviser på VUC i Aalborg og senere underviser bl.a. på et universitet i Moskva, har om nogen stor indsigt i russisk historie og de ændringer, der er sket, fra han første gang besøgte landet i 1978.

Bogen er delt op i to hovedafsnit først med forfatterens tilbageblik på den første rejse i 1978 og igen rejsen i 1993. Dernæst med fokus på de krige, som har præget verden siden 2. verdenskrig. Besøget i 1993 med familie foregik i bil langs Østkysten og ind i Rusland med beskrivelser af de forhold, som mødte ham undervejs først gennem Polen, Baltikum og ind i den tidligere Sovjetunion. Det er en slags rejsebeskrivelse hæftet op på ret personlige oplevelser i mødet med fattigdom, elendige, snavsede hoteller, hvor døren ikke kunne lukkes, og ikke mindst mødet med diverse russiske toiletter (lokummer) undervejs med indgående beskrivelser, fordi de var så skræmmende uforglemmelige. Et pittoresk indslag, må man sige, som får smilet frem hos læseren. Jovist må det have givet følelsen af at være endt i den 27. kartoffelrække.

Mødet med Skt. Petersborg, dengang delvis gemt bag snavs og manglende vedligeholdelse, bød på oplevelsen af en sand arkitektonisk perle, ligesom Vinterpaladset og Eremitagen ved Neva-floden var af stor skønhed. Og så var der selvfølgelig den store vidunderlige kunstsamling. Skt. Petersborg blev gjort til Ruslands hovedstad af Peter den Store, som hentede inspiration specielt fra Italien, og hoffet snobbede for det franske og talte fransk og tysk bedre end russisk. Som bekendt forsøgte Hitler at nå frem til Leningrad (som byen dengang hed), og det er svært at tænke på, hvad der var gået tabt, hvis det var lykkedes.

Det kan vel siges, at Povl nærmest slog rødder i Rusland. Han har levet det halve af sit liv i Rusland, siger han, og her mødte han uforglemmelige russiske Ludmila. Ludmila var lærer ved et gymnasium i Moskva og søgte et samarbejde med Danmark med henblik på udveksling af elever. Dette skulle blive et næsten livslangt og nært venskab og samarbejde mellem de to – indtil Ludmilas død – hvor Povl i perioder kom til at undervise på Ludmilas skole og litteraturinstituttet i Moskva. Her var undervisningssystemet af høj standard, præget af “sovjetisk grundighed”, men det var kravene til eleverne også, og standarden hos dem blev derefter. Og så får vi ellers et humoristisk indslag om danske skolebørn, som læseren selv kan få lov til at finde frem og grine ad. Det blev til mange år for Povl i dette for os danske ret fremmedartede land (synes jeg, som også har været der), og en stor del af første afsnit handler om samarbejdet i Rusland med Ludmila.

Povl har nok ret, når han med det fremmedartede henviser til forskellen mellem den katolske kirke og den meget traditionsbundne ortodokse, hvor det guddommelige her ikke skal forstås, men føles og æres, og hvor kirken har en større indflydelse på russerne end Folkekirken har på os. Den anerkendes forresten slet ikke som kirke i Rusland.

Rusland var længe mærket af stor fattigdom ikke mindst pga. krigen. Men meget har ændret sig nu ikke mindst pga. Putin, som er en stilfærdig og begavet mand. Naturligvis er Rusland fulgt med tiden, og Moskva er i dag en moderne by med nyere arkitektur og med vestligt præg. Men gadenavnene står stadigvæk på kyrillisk (dog suppleret med “latinske translitteration”). Men bag det moderne liv, som dominerer bybilledet i de større byer, byder Rusland også på en fremmed kulturs mystik, og Povl beskriver den ortodokse gudstjeneste med dens slaviske liturgi og den sejrende Kristus. Jovist er det magisk.

Jeg synes, det er lykkedes Povl at tage læseren med langt ind i efterkrigstidens Rusland, men vi fornemmer samtidig et strejf af det, jeg vil kalde den russiske sjæl, sådan som den genkendes fra den klassiske russiske litteratur bagom de politiske omvæltninger, landet har været igennem. Første afsnit slutter ganske underholdende med, at Povl bliver døbt i et kar med tøj på før den kirkelige vielse med Valentina, som han er gift med i dag.

Det historiske Rusland blev til Sovjetunionen, som med en helt anden ideologisk imperialisme ændrede den samfundsudvikling, der havde været i gang. Og efter sovjets fald blev det oligarkernes tur bestående af de 10 rigeste mænd og deres “eksperter”.

I dag har alting igen ændret sig i Rusland og har fundet sin egen rytme. Og tro det eller ej, så har det frie ord langt bedre betingelser i Rusland end det har hos os ifølge forfatteren. Ingen bliver afvist eller straffet, fordi de har forkerte meninger. Og så skal det tilføjes, at Putin er populær. Jovist! Til gengæld bliver der set skævt til LGBT-bevægelsen med deres kønsskifteoperationer til “77 forskellige køn”, og homoægteskaber kan ikke indgås med juridisk gyldighed.

Med anden halvdel af bogen følger kommentarer til en række historiske kriser fra Cuba krisen til i dag dog med en sviptur omkring 2. verdenskrig, som selvfølgelig blev af afgørende betydning for eftertiden. Efter Sovjetunionens fald var Rusland blevet svagt, og balancen mellem Rusland og USA var derfor væk, så USA nu kunne gøre, hvad der passede dem også geopolitisk. Forfatteren henviser til USA’s indblanding i den arabiske verden, der før var velfungerende, men nu efter krigene producerer flygtninge og terrorister. Også Jugoslavien med Serbien og Kosovo bliver nævnt, Natos brudte løfter om ikke-udvidelse og meget mere.

Og igen og igen bliver vi mindet om den afgrundsdybe uvidenhed om Rusland, der hersker hos vestlige – her danske – politikere og embedsmænd. Begivenheder bliver gengivet forvrænget, og dobbeltmoralen har kronede dage, uden at det generer nogen. Og som forfatteren nævner, så er det embedsmændenes opgave at sætte sig ind i tingene, men alligevel er de “totalt blanke”. Så er det jo heller ikke mærkeligt, at journalisterne ikke gør det bedre.

Det gælder også krigen i Ukraine, i hvilken forbindelse mennesker, som takket være deres sproglige kvalifikationer er i stand til at undersøge forholdene fra flere forskellige kilder, bliver chokerede over mainstream pressens fremstilling af begivenhederne. Og så kan man jo smile ad Trine Bramsens vilje til at forsvare de “demokratiske værdier”, hvad hun så mener med det.

De sidste kapitler lægger hovedvægten på krigen i Ukraine, hvor det efterhånden er tydeligt, at konflikten ikke er mellem Ukraine og Rusland, men den europæiske civilisation og USA. En situation, der vil jage russerne i armene på kineserne, som det jo lige præcis sker i denne tid ifølge de daglige nyheder. Hvad der gør denne krig ekstra farlig, er, at den er endt som en eksistentiel krig for Rusland.

Hvad angår Zelenskys hovedproblem er det. at han ikke er populær hos ukrainerne. Så når han taler om at “befri”, er der ikke mange, som ønsker at blive “befriet” af ham og da slet ikke folk på Krim. Så hvad taler man om her? Territoriet i Donbas eller befolkningen? Vil han have mere jord uden befolkning, for han har dagligt bombarderet Donbas siden 2014, og folk er flygtet. I dag dræbes der videre i store områder med frygtelige tab på begge sider, og befolkningen flygter. Men nu er det Vesten der betaler.

Det er tydeligt, at Povl Riis-Knudsens syn på krigen i Ukraine og USA’s og Vestens rolle i denne krig ligger langt fra Vestens officielle synspunkter. Da meget er hændt, siden bogen er skrevet færdig, omend den er ganske ny, må min omtale af den i sagens natur stoppe her.

Lad mig slutte med at bemærke, at bogen er særdeles interessant ikke mindst for folk, som har besøgt Rusland. Og dens kapitler med det mere personlige indhold er både sjove og smukt fortalt.

Bitten-Kirsti Nielsen