Ligesom Uwe Max betegner Ibi-pipi sig som kunstner. Den betegnelse kan man naturligvis diskutere. De er begge nok snarere provokatører – eller provokunstnere, om man vil – og de er som sådanne begge virkelig geniale. I forgangne uge var det nok Ibi-pippi, der tiltrak sig den største opmærksomhed, trods Uwe Max’ ihærdige anstrengelser med hammer og søm. Ibi-pippi fik nemlig en dom på siger og skriver 1½ års ubetinget fængsel for at have ødelagt et ”kunstværk” af klatmaleren og fidusmageren Asger Jorn. Det vender vi tilbage til.

Asger Jorns ”uerstattelige verdenskunst” bestod i, at Jorn øvede hærværk imod et pænt klassisk maleri, som måske nok ikke helt var af rembrandtsk kvalitet, ved at male sin nu berømte såkaldte ælling oven i det gamle maleri. På den baggrund mente Ibi-pippi, at hun kunne forbedre værket yderlige ved at klæbe et billede at sig selv på lærredet og skrive sit navn der. Ibi-pippi gjorde jo ikke noget, Jorn ikke selv havde gjort. Den såkaldte ret så det anderledes, og i tilgift til de halvandet års ubetingede fængsel idømte de hende en erstatning på ca. 2 mio. kroner, hvilket gør, at Ibi-pippi herefter aldrig vil kunne eje noget, og at det aldrig vil kunne betale sig for hende at tjene en skilling. Jeg har også haft billeder hos en konservator. Det er dyrt – men det er ikke så dyrt. Det vil jo være en konservators arbejde i flere år. Hvis museerne betaler disse priser, må deres bevillinger sættes ned.

Denne dom bør naturligvis sammenlignes med andre domme: En mand voldtager et mindreårigt plejebarn flere gange: 6 måneders fængsel. To p-personer begår gruppevoldtægt imod en 13-årig pige: 1½ års fængsel En kendt multikriminel sigøjner tæver en mand, så hans lunger punkterer: 1 års fængsel.

Men også inden for kunstens verden har vi et sammenligningsgrundlag: Lektor ved det såkaldte kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld smed en gipsafstøbning af en buste af Frederik V i kanalen, hvor den naturligvis gik i opløsning. Formålet var

”at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inden og uden for Kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar, ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder, hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.”

Hærværk som ”italesættelse”? Sådan en gang intetsigende, idiotisk bullshit, for at sige det rent ud!

På samme måde ville Ibi-pippi jo blot italesætte Jorns hærværk mod et andet kunstværk, problematisere Jorns handling og generelt fremme en diskussion om Jorns såkaldte kunst og kunst i almindelighed. Altså et vældig seriøst formål! Ibi-pippis handling er fuldstændig på linje med Katrine Dirckinck Holmfelds. Man vil naturligvis hævde, at busten i sig selv blot var en kopi – men at Jorns ”værk” er originalt. Men det er jo nu en sandhed med modifikationer – Jorn havde jo netop skændet et andet værk. Og hvor busten blev ødelagt, har man stadig Jorns makværk. Det har kostet lidt at restaurere det (men ikke 2 mio.).

Så lad os se, hvad der skete Katrine Dirckinck-Holmfeld, dette degenererede blad på en gammel adelsfamilie, som først stjal busten fra sin arbejdsplads (tyveri) og derefter smed den i kanalen (hærværk). Ja, læseren er spændt til bristepunktet. Og svaret er: absolut ingenting! Hun blev naturligvis fyret og bortvist fra sin arbejdsplads, hvor alle åbenbart deler hendes syn på sagen. Hun fik en støtteerklæring med over 1000 underskrifter – og en bevilling på 35.000 kr. fra Statens Kunstfond, så hun kunne lave udstillingen Rematerialisations på Destiny’s i Oslo, hvor hun havde til hensigt at udstille den “rematerialiserede” kongebuste. Hun blev altså ikke straffet, skulle ikke betale nogen erstatning, så der kunne fremstilles en ny buste – hun blev feteret og belønnet.

Loven er lige for alle? Det kan man vist ikke tale om! Hvad der burde ske med dette dommerkollegie, kan ikke skrives ned. Men det viser den omsiggribende råddenskab i det danske retsvæsen, hvor et snavset gammeldags lokum med top på fortjener større respekt end en retssal.

Altså: At ødelægge en ung piges liv ved gentagne voldtægter, ovenikøbet af et skrøbeligt barn, der er givet i ens varetægt, fordi man skal passe på det, er kun en tredjedel så slemt som at ”italesætte” Jorns hærværk imod et andet maleri – under alle omstændigheder et angreb på døde – og i dette tilfælde kulturelt set – værdiløse ting. Er disse såkaldte mennesker, der befolker vort retssystem, totalt fra sans og samling? Den jødiske sagfører C. B. Henriques sagde i anledning af retsopgøret i 1945, at vi lever i et juridisk galehus. Det har vi gjort lige siden, og det gør vi – som man ser – stadig. Systemet lod sig under politisk og fysisk pres korrumpere i 1945, og som det går, når man først lader kloakken løbe ind i dagligstuen: stanken bliver kun værre.

Men farcen er ikke slut her. Som man vel ved eller kan ane, er ”Ibi-pippi” i sig selv en provokation imod navneloven (eller mangel på samme). Og ikke nok med, at Ibi-pippi har skiftet navn. Han/hun har også skiftet køn – juridisk altså, for det kan man i dette ”frie”, dekadente og bundfordærvede land. Ingen har tænkt over, hvad det betyder for statistikker og videnskabelig forskning, hvor den biologiske forskel er afgørende – og den er ikke afhængig af CPR-nummeret, men af kromosomerne, som aldrig kan ændres, hverken juridisk, medicinsk eller kirurgisk. Denne forskel fremgik tidligere af CPR-nummeret, som var en anonymiseret måde at behandle disse data på, men det kan man ikke mere regne med. Ibi-pippi har med andre ord et kvindeligt personnummer (det ender på et lige tal). Det er naturligvis også en provokation imod systemet. Da Ibi-pippi nu havde fået sit nye CPR-bevis, vandrede han, undskyld hun, ind i kvindernes omklædningsrum til en svømmehal. Kvinderne protesterede, for Ibi-pippi ligner unægtelig en mand og er udstyret som en sådan, men Ibi-pippi kom tilbage med vagten. Det var hans/hendes ret som ”kvinde” at være i kvindernes omklædningsrum.

For at sætte trumf på, erklærer Ibi-pippi, at hun betragter sig selv som ”lesbisk kvinde”. Det skal man lige dreje i hovedet for ret at forstå, hvad implikationen af det er. Det er jo genialt. Ibi-pippi fortjener simpelthen en pris for at udstille sindssygen i dette samfund, der virkelig fortjener at gå til grunde.

Og nu har man så et nyt problem. Ibi-pippi skal i fængsel….. og hun vil – naturligvis – i et kvindefængsel. Det vil jeg også gerne, når de henter mig, men så skal jeg have et andet personnummerbevis, hvilket man naturligvis kan få uden videre. Værd at overveje. Imens lægger kriminalforsorgen deres kyllingehjerner i blød for at se, hvordan de grejer den. Det er hylende morsomt! Ibi-pippi tager ganske enkelt pis på dette bundrådne samfund i en grad, så man skulle tro, det ikke kunne lade sig gøre. Men det kan det!

Jeg har tidligere altid syntes, at Ibi-pippi er for meget – men nej, jeg bøjer mig: Hun er et geni!