Det er længe siden, jeg har beskæftiget mig med Ruslands konflikt med USA. Der er jo ikke meget, der har ændret sig, men derfor vil det måske alligevel være på sin plads at samle nogle tråde op. Som det ser ud for mig i øjeblikket, styrer verden med fuld fart imod en atomkrig. Vesten har ganske enkelt forelsket sig i undergangen. Den ser verden som et videospil og synes ikke at have forstået, at dette er alvor. Når først atombomberne falder, er det for sent.

Da jeg i forbindelse med lidt økonomisk planlægning ytrede denne noget pessimistiske holdning over for den ekspert, jeg har til at hjælpe mig med det, svarede han:”Det ser jeg mere optimistisk på. Det ser jo ud til, at russerne er ved at vågne op, så de skal nok selv klare det.” Han havde helt klart set fjernsyn. Her har man gjort et stort nummer ud af, at der naturligvis også i Rusland findes grupper, som er utilfredse med det ene, det andet og det tredje, i dette tilfælde med operationen i Ukraine. Rusland er jo et demokrati. Man overser i den forbindelse helt, at det er marginalgrupper, vi taler om, grupper uden nogen folkelig opbakning og uden nogen magtbase. Det ville svare til, at man i Danmark i Generation Identitær ville se forløberen for en snarlig omstyrtning af systemet. Det gør man ikke – man tier GI ihjel, ligesom man forsøgte at tie Men in Black ihjel, selv om der her var tale om en større gruppe. Ingen af dem er forløberen for en revolution. Men russiske grupperinger, der forholdsvis er langt mindre, fremhæves som tegn på et oprør imod Vladimir Putin. Det er de ikke, de er betydningsløse krusninger på overfladen, der nyder godt af Vestens bevågenhed – og finansielle understøttelse. Det, vi ser, er Vestens ønsketænkning, et udtryk for vestlig presses afgrundsdybe uvidenhed, selvovervurdering og nedarvede russerhad. Man mener i fuldt alvor, at vore forkvaklede ideer da må være dem, alle folk stræber efter, og at andre tankesæt blot er udtryk for tyranni og ufrihed – noget, der påtvinges folk. Sådan er det ikke.

Man nævner f.eks. en gruppe mødre til faldne soldater, der kræver krigen standset. Om denne gruppe eksisterer, ved jeg naturligvis ikke, men det kunne da godt tænkes. Vi fik at vide, at Putin mødtes med en håndplukket gruppe, der – selvfølgelig – støttede krigen – eller lod, som om de støttede krigen. Kilder til denne teori fremførtes naturligvis ikke. Men der findes faktisk en anden gruppe mødre til faldne: Den kræver intensivering af krigsførelsen og total mobilisering (ca. 25 mio. mand), så myrderierne kan få en ende. De samme toner hører man fra stærkt konservative kredse og fortalere for den russiske ideologi. Jo mere man presser russerne, desto mere modstand yder de. Når Biden taler om, at vi allerede har den 3. verdenskrig, og Annalena Baerbock, Tysklands ubegavede, uvidende og uansvarlige udenrigsministerbarn, erklærer, at Tyskland er i krig med Rusland, ja, så vækkes den russiske nationalfølelse, og det er ikke tilfældigt, at Kanal 1 her i dag har haft en lang historisk gennemgang af alle Vestens forsøg på at underkue Rusland, eller at Baerbocks krigserklæring nærmest kører i en sløjfe på russiske fjernsynskanaler. At Tyskland optræder som fører for flokken, hjælper denne nationale vækkelse betydeligt. Alle familier har mistet kære som følge af Tysklands seneste forsøg på at kolonisere Rusland med i alt 30 millioner døde til følge. Igen at skulle opleve tyske kampvogne angribe Rusland vil mobilisere den russiske modstandsvilje yderligere. Tag ikke fejl: Den russiske bjørn kan tirres længe, men når den først går til angreb, er den ikke til at spøge med. Det er en gammel erfaring, men nutidens mennesker mener, at verdenshistorien begyndte med deres fødsel, og at denne er historiens mest centrale begivenhed. Der er langt større chance for, at Vestens befolkninger vil rejse sig imod deres regeringer for at få krigen standset. Disse grupper er langt større end eventuelle russiske dissidentgrupper, men deres meget store demonstrationer imod krigen, skænkes ingen videre opmærksomhed af medier, som er fuldstændig ensrettede og statsstyrede, idet de lever af statsstøtte og momsfritagelse. Hvis ikke endnu flere tyskere snart vågner op, vil deres byer imidlertid igen blive reduceret til rygende ruinbunker.

Jeg har sagt det før, men jeg skal gerne gentage det: Der er kun en kraft, der eventuelt kunne styrte den russiske præsident, og det er militæret, hvor der også er kræfter, som ønsker mere gang i den. Militæret er imidlertid en organisation, der er opbygget på disciplin (et ord, moderne mennesker ikke kender), så det vil ikke komme til at ske, medmindre der indtræffer et eller andet helt ekstraordinært. Vesten kan prise sig lykkelig over, at det er Putin, der sidder ved roret. Mindre besindige folk ville for længst have angrebet NATO, som jo de facto er den krigsførende part imod Rusland. Alle tanker om at nedkæmpe Rusland kan man godt glemme – man kan højst fremkalde en atomkrig. Jo flere våben man sender til Ukraine, desto flere ukrainere (og russere) dør der, og det varer næppe længe, før russerne har fået nok. Når Bild forkynder, at kampvogne redder liv, er det jo direkte perverst. De tyske kampvogne, der nu leveres til Ukraine, vil koste titusindvis af liv – til ingen verdens nytte. Hvad er der blevet af fredsbevægelserne og hele fredsideologien? Eller er det i virkeligheden det, det går ud på: at få slået så mange hvide mennesker ihjel som muligt, så der bliver plads til Afrikas befolkningsoverskud. Jøder som Zelenskij, Blinken, Soros, Michel etc. forekommer mig også i anden sammenhæng at være en historisk kendt konstellation til bekæmpelse af den hvide mands overlevelse.

Den vestlige propaganda er ikke alene løgnagtig. Den er farlig, fordi den forleder Vestens uvidende og mentalt handicappede politikere til at tro, at det vil være en let sag at ”sejre” i denne krig. Det vil det ikke. Det vil forvandle Europa og USA til en rygende, radioaktiv ørken de næste flere hundrede år. USA kan vi nok undvære, men det ville være synd for den europæiske kultur – og til den hører altså også Rusland.

Af pressen burde man kunne forvente en kritisk holdning, og det så højtbesungne demokrati burde jo sikre en alsidig presse. Vi hører, at demokratiet ikke kan eksistere uden. Vi har imidlertid ikke en sådan – men vi har selvfølgelig heller ikke noget demokrati. Som et skridt i retning mod tyranni og diktatur har man udelukket folk fra at se og læse russiske medier. De er lukket ned i Vesten. Noget sådan er aldrig sket før. Selv i den varmeste tid under den kolde krig kunne man frit købe russiske aviser overalt i Vesten. Man er imidlertid gået endnu videre. Man blokerer enhver diskussion om dette emne, og folk, der fremsætter synspunkter til støtte for Rusland, mister deres stillinger og bliver blokeret fra at udtale sig. Så vidt er det kommet med den ”demokratiske ytrings- og informationsfrihed. Ikke uventet går det tyske diktatur forrest. Jeg siger ikke, at den russiske presse altid bringer den evangeliske sandhed, men det gør den ukrainske bestemt heller ikke. Det er normalt i en krig, at man omgås sandheden mere lemfældigt end til daglig. Nu læser jeg regelmæssigt russisk nyhedsdækning – og det kan man i øvrigt gøre på en lang række andre sprog end russisk. Den tyske udgave af RT er formidabelt god, idet den også dækker Tyskland, og jeg må bare sige, at de analyser og udblik, der bringes i f.eks. Russia Today, er langt mere dybdegående end noget, vi præsenteres for i dansk presse, og de internationale eksperter, der kommer til orde der, har langt større viden og indsigt end de uvidende idioter, DR præsenterer som eksperter fra forsvarsakademiet eller andre steder i det statslige system – eller fra den britiske efterretningstjeneste. Folk i statslige stillinger er udnævnt politisk – ganske enkelt. Det er ikke deres viden og kunnen, der er afgørende, men deres partibog. Der bliver en del at rydde op i der!

Eksemplerne er mange, men lad os tage det seneste. En russisk raket falder ned i en beboelsesblok i Dnepropetrovsk. Hele pressen og alle politikere hyler op om krigsforbrydelser og umenneskelighed etc. Og naturligvis ruller skuespilleren Zelenskij sig ud i fuld skinger styrke. Intetsteds i vestlig presse åbenbares det, at Zelenskijs eget kontor har indrømmet, at det var det ukrainske luftforsvar, der skød den pågældende raket ned på dens vej hen over byen. Da den uheldigvis ramte boligblokken eksploderede den. Det er jo en anden historie, men alligevel fremturer åndsamøberne i DR med teorier om, at russerne er ved at udgå for moderne raketter, så de nu bruge gamle og upræcise våben. Tankespind uden hold i virkeligheden og intet andet. Disse såkaldte ”eksperter” aner ganske enkelt ikke, hvad de taler om. Den stakkels mand, der røbede dette, blev tvunget til at tage sin afsked – ikke, fordi han havde sagt noget forkert, men fordi sandheden ikke passede til løgneren Zelenskijs fortælling. Han kvitterede ved at sige, at det er tænkeligt, at Ukraine taber krigen – trods alle Vestens våben. Ak ja.

Morsomt er det naturligvis, at forargelsen udgår fra de nationer, der under den anden verdenskrig målrettet bombede civile mål og lagde hele byer i aske med en tab på omkring en million menneskeliv i Tyskland alene (”moral bombing” kaldte Churchill det med en foregribelse af orwellsk newspeak!). Bombningen af Tokyo og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki taler vi i denne forbindelse slet ikke om. Men ikke nok med det: Igennem de sidste 8 år har Ukraine myrdet 14.000 civile i Donbas gennem bombninger udelukkende rettet imod mål som skoler, børnehaver, hospitaler, teatre – og boliger. Det nævnes aldrig i vestlig presse. Og så er der her endda tale om ukrainske statsborgere, der myrdes af deres egen regering, fordi de er russere og vil have lov til at være russere. Og det gør Zelenskij stadig. Hver dag er der civile ofte i Donetsk – det nævnes aldrig i de vestlige propagandamedier. Når noget sådant foregår i Burma, er der ingen ende på opstandelsen.

Når russerne omgrupperer deres tropper for at spare soldater, der kan anvendes mere effektivt og med mindre tab et andet sted, som det f.eks. skete i Krasnij Liman, er det udtryk for, at Rusland har tabt pusten, og at Ukraine er ved at vinde. Eksperter burde vide bedre. Når Hitler mistede en million mand i Stalingrad og dermed tabte krigen, var det netop, fordi han nægtede at trække disse tropper ud i tide. Det var en taktisk dumhed af rang, en slags repetition af den første verdenskrigs dårskab, som Hitler ellers var sig meget bevidst om at undgå. En moderne krig kræver bevægelige fronter. Det har ukrainerne heller ikke fattet. De er nu ved at blive indesluttet i Artjomovsk. De har gravet sig ned i enorme befæstningsanlæg. Når de falder, står de på den bare mark, hvis der er nogen, der overlever.

Når Putin flytter lidt rundt på kommandoposterne i forvaret, er det fordi han er ”presset”. Det kunne jo også være, fordi han er klog, og sætter de folk ind, der passer bedst til den givne situation. Og så videre. Hele tiden et forsøg på at overbevise hjemmefronten om, at Rusland er lige ved at overgive sig, så det er bare med at sende endnu flere våben. Det er en meget farlig taktik!

Når russerne evakuerer folk fra Cherson, fordi der imødeses kampe der, ”deporterer” eller ”tvangsforflytter” de dem, og når de af samme grund sikrer kunstværker mv. ved at flytte dem ud af kampområdet, ”plyndrer de Ukraine for dets kulturværdier”. Dette nærmer sig det grinagtige. Ifølge diverse konventioner er krigsførende parter forpligtede til at sikre kulturværdier. Det kan Rusland kun gøre ved at flytte dem til Rusland. Men hvilke kulturværdier har Ukraine der? Man kunne være ondskabsfuld og spørge, hvilke kulturværdier Ukraine overhovedet besidder, som ikke også er russiske kulturværdier. Man har en over 1000-årig fælles historie. Næppe vel Potemkins sarkofag? Samtidig er Ukraine i fuld gang med netop af tilintetgøre sin egen kultur og historie ved at udrense alt russisk, bl.a. statuen af Potemkins elskerinde, Katherina den Store, der grundlagde Odessa. Måske byen også skal sløjfes? Eller betydelige digteres statuer. Ukrainsk kulturliv foregik jo i århundreder på russisk. Der svarer lidt til, at vi skulle fjerne Holberg – ikke blot hans statue, men også hans værker – fordi Holberg jo ret beset var nordmand, eller at Norge skulle fjerne H.C. Andersens værker, fordi Andersen var dansk, og danskerne var som bekendt i norsk optik ansvarlige for århundreders mørke i Norge. At forbyde læsningen af russiske værker er ikke blot latterligt. Det er direkte forbryderisk. F.eks. tilhører Dostojevskijs og Tolstojs værker hele den læsende menneskehed, og de er blevet læst i skolen af alle ukrainere. Jeg henviser til min bog ”Mit russiske liv”, som netop behandler dette. Hvis Ukraine skal fjerne alt russisk, bliver det også kulturelt set et meget, meget fattigt land uden historiske rødder, der kommer ud af det.

Morsomt er det også, at Vestens politikere vil forberede et tribunal, der skal dømme russiske ledere for ”krigsforbrydelser”. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig et tribunal, der skal undersøge, hvad der egentlig er sket og hvorfor. Det ville være nyttigt. Men det tribunal, man fabler om, er jo et tribunal, hvis resultat er givet på forhånd, og det forudsætter en ubetinget kapitulation fra russisk side. Altså en situation som efter den anden verdenskrig, hvor sejrherrerne ensidigt kunne dømme de besejrede, som intet kunne stille op imod det. En sådan situation vil som nævnt ikke under nogen omstændigheder komme til at foreligge i denne krig, som Biden – måske som et udslag af sin fremskredne demens – allerede har udnævnt til WWIII.

Listen er meget lang, for især DR’s ”journalister” har meget svært ved at finde rundt i geografien. De har således beskyldt russerne for at bombe Donetsk – som er russisk. Russerne har hverken bombet Donetsk, sprængt Nord Stream, eller Krimbroen eller beskudt atomkraftværket i Saporosje, som er under russisk kontrol. Nej.

Rusland er ikke ved at løbe tør for ammunition. Man producerer hver måned langt mere end ukrainerne skyder af – og ukrainerne skyder rigtig meget af. Ukrainerne løber ikke tør for våben, så længe andre lande stadig kan forsyne dem. Men det hører jo også op. Ukrainerne løber imidlertid snart tør for soldater. De seneste gisninger om tabstal er 150.000 ukrainere og mellem 15.000 og 25.000 russere. Derfor sender man stadig flere fremmede tropper til landet under dække af, at de er ”frivillige”. Der er nok en grænse for, hvor lang tid russerne vil blive ved at finde sig i det. Og vi skal ikke glemme, at Rusland har de mest moderne atomvåben og ikke mindst de mest moderne fremføringsmidler til atomvåben, der findes. Derfor – og pga. Ruslands størrelse – regner eksperterne med, at Rusland i en atomkrig ”kun” vil miste 10-20 % af sin befolkning, mens Vesten vil miste omkring 80 %. Nu er det så, at enhver bør tænke over, om Ukraine er det værd? De moralske riddere af den bedrøvelige skikkelse vil hævde, at det er det moralsk rigtige at gøre. De mange hundrede millioner dræbte vil ikke være enige med dem! Ukraine vil endvidere være det første land, der bliver totalt udslettet.

Ukraine kunne i dag have levet i fred, hvis man havde anvendt den ”regelbaserede” adfærd, amerikanerne anvendte over for Serbien i forbindelse med Kosovos løsrivelse. Over 150.000 unge mænd, som i dag er døde, ville have overlevet. Reglerne for Rusland er tilsyneladende anderledes end reglerne for USA. Resultatet kan nu meget vel blive, at Ukraine forsvinder fra landkortet. Det er i hvert fald meget svært for mig at se nogen anden udgang på konflikten – uanset om denne ender i en atomkrig eller ej.

Det er farligt at føre ”værdibaseret” politik. Især udenrigspolitikken må nødvendigvis være interessebaseret og realitetsbaseret. Hvilken interesse har vi i Ukraine? Ingen som helst. Rusland står ikke over for at angribe Danmark – eller Tyskland for den sags skyld. Rusland har ingen interesser her. Man betragter i Rusland med slet skjult undren – og i dag måske snarere med en vis grad af morskab – hvordan vi er i gang med at ødelægge os selv gennem indvandring, klimahysteri, oprustning osv. Vesten er ikke til fare for Rusland – men til grin. Rusland har derfor ingen interesse i at angribe Vesten. I de baltiske stater er det anderledes, fordi de har en meget stor russisk befolkning. Her har Rusland interesser, fordi Rusland repræsenterer alle russere, ligegyldig hvor de bor – på samme måde som Danmark repræsenterer alle danskere uanset bopæl. Når man i især Estland og Letland gør alt, hvad man kan, for at gøre livet svært for de lokale russere, beder man om udslettelse. Disse stater kan kun overleve, hvis de stryger russerne med hårene. Dette er realiteterne. Politik er også et spørgsmål om magtforhold, og det bliver man nødt til at acceptere. Selvstændige stater kan ikke te sig, som de vil – på samme måde, som naboer ikke kan te sig, som de vil. Da der ikke findes universelle værdier, egner værdier sig ikke som grundlag for verdenspolitikken. Værdibaseret udenrigspolitik er slet og ret et udtryk for imperialisme. Vi har derimod meget store interesser i at have et godt forhold til Rusland. Det er der for os afgørende økonomiske fordele ved – og når Danmark i dag har store økonomiske problemer, som i øjeblikket rammer befolkningen med fuld kraft, skyldes dette udelukkende vores uforstandige udenrigspolitik og politikernes krigsliderlighed og almindelige dårskab. Ukraine fremstilles som en demokratisk mønsterstat, der bygger på ”de europæiske værdier”. Lad os lige et øjeblik gentage nogle kendsgerninger:

1. Ukraine er de facto et diktatur med kun ét tilladt parti. Alle reelle oppositionspartier er forbudte.
2. Ukraine har en 100 % statsstyret presse. Oppositionelle medier er forbudte.
3. Ukraine har aldrig tidligere været en selvstændig stat.
4. Ukraine har ingen naturlige eller historiske grænser.
5. Ukraine var blot en forvaltningsenhed i Sovjetunionen, der ikke tog hensyn til nationale tilhørsforhold.
6. Ukraine løsrev fra Sovjetunionen/Rusland for at danne deres egen nationalstat. Hvorfor har befolkningerne på Krim og i Donbas og hele Sydrusland ikke samme ret til at løsrive sig fra Ukraine på samme måde, som Kosovo blev løsrevet fra Serbien?
7. Ukraine har erklæret at ville gennemføre en etnisk udrensning af den russiske befolkning (35 %).
8. Ukraine undertrykker også andre nationale mindretal, først og fremmet ungarerne og rutenerne.
9. Ukraine krænker religionsfriheden og forbyder den russisk-ortodokse kirke, fængsler dens præster og beslaglægger kirkens ejendom. Dette er at gennemføre et frontalangreb mod kristendommen.
10. Ukraine er Europas mest korrupte land. Våben fra Vesten sælges åbent på den sorte børs til alverdens terrorister, og de rigelige pengemidler, Ukraine modtager fra bl.a. Danmark, forsvinder sporløst, idet der ikke foreligger regnskab for dem. Efter de seneste skandaler lover Zelenskij ”at gøre noget ved det”. Han mangler dog selv at gøre rede for sin ganske betydelige personlige formue, der ikke kan komme fra hans optræden som skuespiller. Se ”The Panama Papers”. Alle hans ministre synes personligt at have beriget sig på krigen. Hvorfor i øvrigt ikke sende hele bundtet til fronten? De er vel alle i den militærduelige alder. I stedet bortføres yngre mænd fra gaden – specielt hvis de tilhører minoriteter som russere eller ungarere. De sendes direkte til fronten til den visse død. Det hedder etnisk udrensning.
11. Ukraine respekterer ikke den private ejendomsret.
12. Ukraine forbyder nationale mindretal at benytte deres eget modersmål.
13. Ukraine forbyder russisk litteratur.
14. Mindstelønnen i Ukraine er 1,75 euro.
15. Ukraine har mistet 50 % af sin befolkning siden 1991.
16. Ukraine har ladet amerikanerne eksperimentere med kemiske kampstoffer og andre forbudte kampmidler.
17. Ukraine har siden 2014 dræbt 14.000 af sine egne civile borgere i Donbas.

Hvis dette er udtryk for ”de europæiske værdier”, må disse have undergået væsentlige forandringer på det seneste. Spørgsmålet er, om denne stat virkelig er værd at forsvare på bekostning af vor egen økonomi, vor egen velfærd og vor egen eksistens. Men helt centralt er spørgsmålet, hvor meget du vil ofte for Ukraine? Er du villig til at brænde op i atomkrig for Ukraines skyld? Det er det spørgsmål, du er nødt til at besvare, inden du udtrykker dine uforgribelige meninger om denne konflikt. En skribent på Facebook gav udtryk for, at det ikke kunne være ”rigtigt”, at man uden videre kunne ”tyrannisere” sine naboer, ”bare” fordi man har atomvåben. Jeg må tage det som en tilkendegivelse af, at vedkommende gerne vil vaporiseres ved det første angreb – sammen med sine børn og børnebørn. For dette er ikke et teoretisk spørgsmål. Det er et meget konkret spørgsmål. Hvis du er med S-toget, og en mand pludselig tager et sværd frem og begynder at hugge alle ned, så går du naturligvis hen og forsøger at afvæbne ham med de bare hænder, eller? Virkeligheden er jo, at danskerne bare ser den anden vej, når kvinder bliver voldtaget og børn slået ned ved siden af dem. Det er den rå virkelighed, og den vil danskerne ikke have noget med at gøre. Ukraine er for danskerne noget andet – det er rent teoretisk, for det er jo ”de andre”, der dør. Men det er det altså ikke mere den dag, krigen rigtigt bryder ud. Så er det dig og dine børn, der dør! Når atomkrigen først raser, er der ingen vej tilbage til den danske hygge. Og jeg siger bevidst ”når” og ikke ”hvis”. Dette er Vestens krig mod Rusland, men helt bortset fra det faktuelle i denne sag, er man altså nødt til at se realistisk på resultaterne af Vestens indblanding. Trænger man Rusland op i en krog, har Rusland intet valg. Man vil være nødt til at lancere et atomangreb, og de russiske atomvåben er som nævnt de vestlige langt overlegne. Uanset ret eller uret vil dette lægge hele den civiliserede verden i ruiner og gøre vor del af kloden temmelig ubeboelig i de næste flere hundrede år. Der vil ikke her være tale om småbomber som dem, amerikanerne kastede over Japan i 1945. Ukraines selvstændighed vil være et rent akademisk spørgsmål. Landet vil ikke længere eksistere. Er det nu det værd??

Det er, som om vore politikere har mistet al realitetssans. I min ungdom var man bange for en atomkrig. Alle var enige om, at en sådan ikke måtte finde sted. Under Cubakrisen arbejdede både Sovjetunionen og USA ihærdigt på at finde en udvej ud af krisen, så atomkrigen kunne undgås, uden at nogen af parterne tabte ansigt. Dagens politikere kalkulerer uden blusel med atomkrigen. Det vil blive et chok for dem, når de opdager krigens realitet – ja, bare en konventionel krigs realiteter. Der findes i Vestberlin en gammel bunker fra den kolde krigs tid. Den har man åbnet som en slags museum. Meningen med den og andre bunkere var, at man skulle kunne holde nogle tusind mennesker i live, indtil den værste radioaktivitet havde fortaget sig. En noget naiv forestilling. Alle vestlige politikere skulle tvangsindlægges til at afprøve denne bunker under et simuleret angreb! Den har ikke meget tilfælles med Reagan Vest og andre bunkere for ”de betydningsfulde”. Det er en bunker for os andre.

Politikernes og andres tåbelige og rent ud sagt forbryderiske opførsel i denne sag hænger naturligvis sammen med den forkælelse, den unge generation har være genstand for – kombineret med det katastrofale fald i uddannelsesstandarden, der er sket i de seneste 50 år. Unge mennesker kan ingen sammenhænge se, for de er helt uvidende om de historiske forudsætninger for deres egen tilværelse. Og frem for alt mener de ikke, der virkelig kan ske dem noget ondt. De er jo alle sammen i egen indbildning verdens centrum. Uanset, hvad der sker, vil de blive meget klogere.

Kære danske medborgere. Jeres politikere leger med jeres liv. Medmindre I rejser jeg kraftigt imod dem nu, er I den generation, der får lov til at opleve Amageddon – dog nok uden opstandelsen og efterlivet på den grønne eng. Når politikerne siger, at Rusland ikke ”må” vinde denne krig, er det jo frem for alt, fordi de ved, at de vil blive stillet til ansvar af deres befolkninger. Gaderne vil komme til at flyde med deres blod den dag, det går op for folk, hvordan det hænger sammen med denne krig. Hvis altså ikke atomkrigen kommer først. Så bliver vi alle til støv…