
I Hedensted har man 3 præster. Da jeg var barn, havde en almindelig sognekirke 1 præst, og denne kunne mageligt klare arbejdet i sognet alene – eller måske rettere sammen med sin kone – selv om der den gang var væsentlig mere liv i både kirken og landsbyen, end der er i dag. Det er lidt ligesom med lægen, der dengang heller ikke havde laboranter, sygeplejersker eller sekretærer, selv om også han tog sig af langt flere ting, end den praktiserende læge gør i dag, hvor arbejdet hovedsagelig består i at skrive recepter, henvisninger og indlæggelsessedler. Det er en god forklaring på, hvorfor alt er blevet dyrere. Bureaukratiet koster pengene, og kerneydelsen er blevet ringere.
Nå, men i Hedensted har man altså 3 præster – og tænk, den ene af dem er kristen! Det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Kristne præster er i folkekirken en sjældenhed. Denne gode kristne præst vil således ikke vie hverken fraskilte eller homoseksuelle, og det er der gode teologiske grunde til. Men nu gør menigheden – dvs. et par medlemmer af menigheden – oprør. De føler sig ikke mere velkomne i kirken. Her kunne man måske fristes til at gøre opmærksom på, at der jo også er to præster ved kirken, der ikke er kristne. Hvis man har brug for en præst eller ønsker at gå i kirke, kan man jo bare gå til dem. De gør alt, hvad de fortabte får forlanger, uden skellig hensyntagen til teologiske betænkeligheder. Bare de får deres månedlige hyre, er de tilfredse. Endvidere skal det her indskydes, at menigheden i Hedensted traditionelt omfatter et stort antal medlemmer tilhørende Indre Mission, og disse føler sig med garanti ikke rigtig velkomne hos de to ikke-kristne præster! Men dem skal der nok slet ikke være plads til i de utilfredses univers. For det er jo nemlig slet ikke det kirkelige, det drejer sig om. Den formastelige præst er ikke politisk korrekt, og derfor skal han ikke have lov til at have embede. Så simpelt er det. Det er ganske enkelt en kamp imod kristendommen – og ethvert andet idésæt, der strider imod det nykommunistiske evangelium. Det er ret beset en politisk kamp, og da de pågældende klagere er politisk korrekte, kan de være sikre på mediernes bevågenhed
En af de forurettede er en mig gudskelov ubekendt Annette Bolvig.
”Jeg synes, at Hedensted Kirke er blevet en sort kirke. Vi lever i 2023, og de her middelalderlige skrifter, er det dem, der skal fortælle, hvordan vi skal leve i dag? Det er forfærdeligt”, siger hun ifølge DR’s netnyheder.
”De her middelalderlige skrifter” er ikke middelalderlige – de er noget ældre. Det er det gamle og det nye testamente, vi taler om, folkekirkens grundlag og manual, og det er rent faktisk dem, der skal fortælle, hvordan kristne mennesker skal leve – også i dag. Kirken skal forkynde Guds ord – og ikke rette sig efter tidens falske værdier. Kirken er rent faktisk ikke til for menneskets skyld. Det er ikke mennesket, der skal tilbedes, men Gud, og det er ikke kirken, der skal rette ind efter tidens luner, men tiden, der skal rette sig efter kirkens bud. Og hvad siger nu kirkens manual om dette emne: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.” (1. Mosebog, kap. 1, v. 26-28, som indgår i det danske vielsesritual). Der er ikke plads til nogen woke-ideologi her. Ægteskabet er mellem mand og kvinde med det implicitte formål at føre slægten videre. Det udelukker et ægteskab mellem to personer af samme køn, og der findes i parentes bemærket kun disse to køn. Det er ikke bare kristendom – det er videnskab. Ved vielsen lover de kommende ægtefæller endvidere at leve sammen som ægtefolk ”til døden jer skiller”. At dette er kristendommens mening, fremgår klart nok af det nye testamente. Når man altså allerede én gang har lovet at leve sammen med en, til døden skiller de to, for derefter at lade sig skille af den borgerlige myndighed og dermed bryder løftet, ja, så kan man jo ikke gifte sig igen i kirken. Det vil jo være at gøre grin med ritualet. Så må man gifte sig borgerligt. NT holder døren åben for skilsmisser i ganske særlige tilfælde, og selv den ortodokse kirke tillader, at man gifter sig 3 gange, hvis man er skilt uden egen skyld. Men det danske vielsesritual tillader det ikke.
Skilsmisser kan være nødvendige, og de skal ikke gøre unødigt komplicerede, men måske skulle det gøres noget vanskeligere at blive gift? Det er imidlertid en anden sag, der vedkommer den borgerlige myndighed. Den danske folkekirke tillader i princippet kun ét ægteskab. Og helt ærligt, hvis man vil vies kirkeligt flere gange, holder man jo ikke bare ritualet, men religionen, Gud og kirken for nar – man bruger den blot en ceremonianstalt, en flot ramme om noget, man ikke tager særlig alvorligt. Det er ligesom den hvide kjole og myrterne, som enhver pige smykker sig med til sit bryllup som tegn på renhed og uberørthed – også 10. gang hun bliver gift.
Man kan undres over, at et medlem af folkekirken har så ringe viden om kirken, kristendommen og de skrifter, denne bygger på, at hun kan udtale sig så forvrøvlet. Det viser, hvor degenereret vort samfund er blevet. Det er i højeste grad nødvendigt at genindføre en solid kristendomsundervisning i skolen – og så sandelig også i forbindelse med konfirmationsforberedelsen. I det hele taget mangler vi en sammenhængende kulturel, historisk og samfundsmæssig forståelse af tingene. Unge mennesker mener i dag, at de er universets centrum, og at det altid er deres lille ubetydelige ego, der skal tages hensyn til. Madam Bolvig ”føler sig ikke velkommen i kirken”, ergo skal kirken laves om. Måske madammen i stedet skulle sætte sig ind i tingene og tænke over, hvad det hele betyder. I den forbindelse er det nok også på tide at gøre op med den måske særligt danske mangel på respekt for ritualer og ceremonier. Vi tager simpelthen ikke noget alvorligt, og det er noget skidt – for nu at sige det mildt! Vi viser ingen ærefrygt for noget, og vi har en tendens til at trække det højtidelige ned på latterlighedens plan. Det er imidlertid ritualer, ceremonier og højtidelighed, der giver en umiddelbar samhørighedsfølelse, og uden den dør folket. Individualisme er undergang.
Jeg forstår nok, at nogle er skeptiske over for himmelnisser i al almindelighed. Det er fint nok med mig, men så har de ikke noget at gøre i kirken – og det er nok madam Bolvigs problem. Hun er ikke kristen – og det er der nok mange andre medlemmer af kirken, der heller ikke er. Og mange er kun i kirken for at nedbryde den indefra – og det gælder også mange præster. Men et folk uden religion er i den yderste dødsfare, som historikeren og religionsforskeren Vilhelm Grønbech har formuleret det.
Ve det danske folk!