Jeg ser af princip ikke fjernsyn, men der har, efter hvad jeg kan læse mig til, været en fjernsynsudsendelse med et ungt par, der måtte opleve den store sorg at miste et spædbarn ved en ulykke i hjemmet. Det er naturligvis dybt tragisk. Behjertede mennesker samlede på et par dage 60.000 underskrifter til støtte for et borgerforslag til folketinget om at sikre hjælp til par i denne situation….

Det er her, kæden springer af!

Livet er ikke retfærdigt, børn dør eller omkommer ved meningsløse ulykker. Det er, som sagt, en tragedie for de pårørende – ja, større personlig tragedie kunne jeg ikke forestille mig. Det er alle forældres mareridt. Men hvad kommer det staten ved? De pågældende har hinanden, de har formodentlig familie, de har naboer og har vel omgang med andre mennesker i mange forskellige sammenhænge. Endelig er der kirken, og den kan meget andet end at hælde vand ud af ørerne. Blandt andet er den – eller burde den i hvert fald være – ekspert i at hjælpe mennesker i eksistentiel nød – også uden at skulle blande Vorherre og det statslige bureaukrati ind i det.

Hvad har staten at gøre her? Selv om Mette Frederiksen af al magt prøver at afskaffe døden, vil det ikke lykkes for hende. Forestiller man sig, at staten skal sende en hær af psykologer, der ikke kan gøre mere for de stakkels forældre end deres nærmeste omgangskreds – tværtimod – med al den statslige administration, der ville følge af noget sådant – for staten kan ikke handle uden et administrativt apparat i overstørrelse, med råd og kommissioner, bemandet af højtlønnede eksperter og skrankepaver. Det eneste, der virkelig kunne hjælpe disse forældre, ville være opvækkelse fra de døde, men den foregår ikke i statslig regi, og ham med sandalerne har været ret fraværende i et par tusind år…

Ønsker vi virkelig at leve i en barnepigestat, hvor staten skal klare alle problemer for os? Ja, det er jeg oprigtig bange for, at rigtig mange mennesker gør. De drømmer inderst inde om det kommunistiske samfund, hvor de ikke får løn og intet ejer, og hvor staten gør alt for dem og giver dem en meningsløs tilværelse uden kamp og uden udfordringer. Hvordan det eksperiment forløber, viser historien.

Jeg må i den forbindelse tænke på vore forfædre. De fik mange børn, og mange børn døde. Det var ikke mindre tragisk for dem at miste et barn – men det var mere naturligt. Mine tip-tip-oldeforældre fik, så vidt jeg husker, 7 børn, af hvilke 2 overlevede. Men de levede i et homogent, naturligt samfund, hvor man kom hinanden ved og vidste at hjælpe hinanden. Kirken var den eneste myndighed, der bekymrede sig om den slags ting, men det allervigtigste var folkefællesskabet i landsbyen. Har vi totalt mistet evnen til at hjælpe og støtte hinanden? Hvis det er tilfældet, vil jeg foreslå at vi vender tilbage til tidligere tiders samfundsstruktur og lærer at acceptere naturen på godt og ondt. Livet kan være rigtig væmmeligt – men det kan vi ikke ændre på ved at kræve mere statslig indblanding. Vi må i stedet forsøge at lære at bære livets byrder – selv de tungeste. Kun det stærke menneske er et frit menneske, og hvis vi virkelig kommer ud for en samfundskrise, kommer der med bestemthed ingen stat og hjælper os!

Staten skal ikke ind i vore liv – den skal ud af vore liv, helt ud!

Det ville være ideelt at leve i et land, hvor staten var folkets ven, men det gør vi desværre ikke. Staten er vor fjende. En molok, der tilraner sig al magt og alle midler – og som planlægger vor udslettelse. Dette uhyre skal vi så vidt muligt undgå!