Af princip ser jeg jo ikke fjernsyn – i hvert fald ikke dansk fjernsyn, medmindre der skulle være en eller anden film, jeg ubetinget må se. Danske produktioner ser jeg ikke. De er mig for primitive, og det sprog, der tales, har jeg ikke lyst til at lukke ind i min stue. Jeg kan imidlertid godt et par gange om året finde på at se en tysk krimi, hvor niveauet er noget mere ambitiøst, hvor man taler pænt, og hvor moralen er mange etager højere. Blandt disse foretrækker jeg serier med en vis ironisk indgang til tilværelsen. ”Wilsberg” er en af disse serier.

Aftenens episode af ”Wilsberg” var tilmed tankevækkende. Et meget anonymt, men
verdensomspændende og åbenlyst meget velhavende foretagende havde i Münster – og mange andre byer verden over – etableret et system til belønning af god social opførsel – ”Social Credits”, som det hedder på tysk. Man havde i den forbindelse fået lov til at etablere et omfattende netværk af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse, og nu kunne borgerne så – naturligvis ”frivilligt” – tilmelde sig dette netværk og modtage bonus for god social opførsel. Hjælpsomhed over for andre, opsamling af skrald fra gaden, sortering af affald osv. Alt blev registreret af de allestedsnærværende kameraer, og på ens mobiltelefon kunne man straks se sine bonuspoint. Disse gav ret til rabatter, fortrin til f.eks. teaterbilletter, den bedste ferietid, boliger osv. Borgerne var begejstrede. Hvem kunne vel have noget imod god opførsel? Byen blev renere og sikrere om natten, der var færre indbrud, ingen gadevold etc. – Sådan noget gav nemlig negative point, for sådanne indeholdt systemet også, men dem kunne man jo bare undgå at få. Altså ikke drikke alkohol, ikke tage med fly, men med toget, ikke være uvenlig, ikke smide bananskræller på gaden…. Gjorde man det, blev man ikke forfremmet, blev opsagt fra sin bolig osv. Man skulle gå rundt og være et forbillede på heltid….

Det minder mig jo en hel del om debatterne om overvågningskameraer og ansigtsgenkendelse herhjemme – for ikke at tale om i England, hvor man er ”på” konstant. Og om afskaffelsen af kontanterne, myndighedernes tilsidesættelse af grundlovens mest basale frihedsrettigheder for at imødegå spredning af det kinesiske virus osv. Alt sammen tilsyneladende med de mest laudable intentioner. Som Pia Kjærsgaard sagde – citeret efter hukommelsen: ”Hvis man ikke gør noget galt, har man jo intet at frygte!” En meget naiv tilgang til denne problematik, må man sige.

Men tilbage til ”Wilsberg”. Vi har nemlig alle noget at skjule. Hvis billetautomaten ikke fungerer og vi har travlt, hopper vi alligevel på S-toget og håber, at det går godt. Vi taber mundbindet ud af lommen, når vi tager noget andet op osv. Småting, men jo højere op i systemet, vi kommer, desto mere er der at skjule, for desto værre bliver konsekvenserne. På denne måde kom stort set alle beslutningstagere, politifolk osv. i fedtefadet og kunne afpresses – måske i første omgang ikke med penge, men med byggetilladelser, hvor der ikke skulle bygges, billigere byggegrunde osv. Og politifolk på listen sørgede for at dække over lyssky forehavender helt op til mord på folk, der ikke syntes, ”Social Credits” var nogen god ide. For nogle skulle jo betale for hele dette system – og der skulle jo også helst være penge til de anonyme bagmænd, for hvem penge imidlertid slet ikke var alt. Det drejede sig dybest set om global magt! For viden er magt! Og når man så kan kombinere sin viden om forskellige ting ved hjælp af moderne computerteknologi, ja så får man den totale magt. Tænk bare på, hvordan Facebook og andre handler med dine data og tjener milliarder på dem… Og tænk på, hvem det er, der får den globale magt – i den udstrækning, de ikke har den allerede.

Der er god grund til at være på vagt! I dag er man i gang med at opbygge et magtapparat, der bygger på en irrationel frygt for et ikke særlig farligt virus. For at ”redde” folk skræller man det ene lag af vore frihedsrettigheder af efter det andet. Den nye epidemilov er et rigtig godt eksempel. Med den i hånden kan man tvangsbehandle, tvangsvaccinere, tvangsisolere osv. Man har fri adgang til din bolig, og man vil forpligte luftfartsselskaberne til at give alle oplysninger om passagererne til myndighederne. Og tro mig: De væsentlige oplysninger vil ikke blive slettet. Og hvis de forskellige restriktioner nogensinde lempes, vil fårene ovenikøbet blive taknemmelige. Mette har reddet os – og nu får vi endda lidt af vor frihed tilbage. Hvor storslået! Og hvem tør sige, at det er dårligt at have ”reddet” os? Den tilgang til problematikken er imidlertid et udtryk for et meget snævert tunnelsyn – hvis det altså ikke lige var, fordi det drejer sig om så meget andet og mere end et forholdsvis uskyldigt virus. Hos os hedder det ikke endnu ”Social Credits” – det hedder et
vaccinationspas, der giver visse fordele, som andre altså går glip af – kombineret med et
fuldstændig uansvarligt og kostbart testtyranni uden noget fornuftigt formål. Skolebørn, der ikke vil testes to gange om ugen, kan udelukkes fra undervisningen og få fravær, hvilket i praksis betyder, at de ikke kan komme til eksamen på normale vilkår. Og hvis du ikke vil vaccineres, er verden lukket for dig. Men absolut ingen ved, hvad denne vaccine indeholder – rent bortset fra, at den ødelægger vort naturlige immunsystem – på samme måde som afspritning af hænder og alle de andre tåbelige tiltag, vi præsenteres for. Hvad hvis vi nu om 5 år opdager, at vi har en hel generation af sterile piger? Eller om 20 år, at kræftdødeligheden pludselig skyder i vejret.

Men eliten har øget sin magt – og sin finansielle styrke. Kontanterne vil være forsvundet, ligesom minkene – det samme vil alle de små forretninger. Tilbage blive de store globale koncerner. Inflationen vil udhule folks opsparede midler og ikke mindst deres pensioner. Renteforhøjelser vil tvinge folk fra hus og hjem. Samfundsøkonomien vil ligge i ruiner, sundhedsvæsenet forfalde. Læg til det den fremmede invasion, klimaidiotiet og ideen om, at vi skal betale kompensation til den 3. verden for koloniseringen – uden hvilket beboerne i dag ikke ville have haft hverken veje eller bygninger.

Man ønsker jo undertiden, at man ikke får ret, men tro mig: Vi går udfordrende tider i møde! Den, der sover i demokratiet, vågner som bekendt op i diktaturet! Vi har sovet alt for længe!