Fornylig vedtog et flertal af den organiserede forbryderbande, også kaldet de folkevalgte, der i øjeblikket har besat Christiansborg, en helt igennem idiotisk såkaldt samtykkelov, der i praksis a piori gør alle mænd til voldtægtsforbrydere.

Begrundelsen for denne feminihysteriske idiotlov var “individets frie valg og kroppens ukrænkelighed”. Politikerne gjorde meget ud af at understrege disse princippers hellighed og uantastelighed, det var ikke noget der kunne diskuteres – sådan var det bare!

Imidlertid udbrød der kort tid efter en debat, som på glimrende, men helt unødvendig, vis illustrerer politikernes grænseløse hykleri. En meningsundersøgelse viste således, at ikke mindre end hele 86 % af den danske befolkning går ind for et forbud mod rituel lemlæstelse af raske babypenisser. Vi har tidligere fyldigt redegjort for de principielle betragtninger i denne forbindelse, men vi har imidlertid fundet et citat på DRs hjemmeside, som helt enkelt og kort udtrykker og sammenfatter sagens kerne:

”Kønsslagtning’: ’I er bimlende blæste. Hvis man kun kan være en god jøde ved som baby at få slagtet en del af sin penis er I ganske simpelt retarderede. I lever i en helt anden verden og tidsalder. Det er I naturligvis velkomne til at gøre, blot vil jeg foreslå, at I emigrerer til Israel i så fald. Den samme holdning har jeg til muslimer, der for min skyld gerne kan slagte løs i og på hinanden, såfremt det foregår i muslimistan. Jeres oldtidslevn og det gælder begge idiotreligiøse grupper – er bedst tjent med, at I holder jer for jer selv i jeres respektive lande. Hvor I frit kan halal- og kosherslagte samt skære løs i jeres børn. At I ikke er i stand til at tilpasse jer virkeligheden er sørgeligt. I er – sammen med muslimerne – en flok modbydelige menneskeslagtere.”

Med Samtykkenloven i mente kan ingen vel være i tvivl om, at vi lever i et terminalt sygt samfund, hvor sort er hvidt og hvidt er sort: således skal man i år 2020 have samtykke til at røre ved en penis, men ikke til at skære i een. Man skal have læst mange år på RUC for at forstå den logik.

I alt for langt tid har mellemøstlige befolkningselementer ustraffet haft lov til at skære i deres drengebørns kønsorganer for at tilfredsstille deres imaginære, sadistiske himmelnisser. Debatten om disse semitiske forbrydelser har med mellemrum vist sit ubelejlige ansigt, men den er altid hurtigt blevet stoppet igen. Det synes ikke at være en debat, som vores nuværende regime og dets propagandaorganer er glade for.

Denne gang slap ånden imidlertid helt ud af flasken, og det har i sandhed fået maskerne til at falde. Ellers nogenlunde fornuftige mennesker som f.eks. Morten Uhrskov Jensen, Aia Fog, Morten Messerschmidt og Marie Krarup har således gjort sig selv grundigt til grin ved at støtte jøders, og dermed også muslimers, ukrænkelige ret til at fortsætte deres perverse traditioner her i landet. I denne forbindelse er vi blevet opmærksomme på, at flere personer via de sociale medier direkte har spurgt nogle af de ovennævnte, om de også mener, at visse jøders rituelle afsutning af den lemlæstede babypenis også skal accepteres. Hidtil har ingen af dem svaret, men det vil imidlertid ikke undre os, om de i deres kroniske judofili også helhjertet vil gå ind for denne traditions praktisering her i landet. Man får kvalme, når man ser, hvordan disse “islamkritikere” er med til at bane vejen for konsolidering af islamisk kultur og yderligere islamisering, blot for at føje et andet mellemøstligt befolkningselement. Fremadrettet vil kritik af muslimer og islam fra denne kant klinge noget hult. Kan man være nationalsindet, men samtidig støtte islamiseringen af Danmark blot for at gøre jøderne glade? Vi vil også lige huske vore læsere på, at selvom Morten Uhrskov Jensen, Aia Fog, Morten Messerschmidt og Marie Krarup bekymre sig meget om jøderne, så bekymrer disse sig mest om muslimerne…

Det mest interessante ved denne debat er imidlertid ikke hvad nogle inkonsekvente tågehoveder på den såkaldte højrefløj har sagt uden at rødme, men vores “allesammens statsminister” Mette Frederiksens udmeldinger i denne forbindelse. Tidligere har Mette Frederiksen udtalt, at hun naturligvis gik ind for et forbud mod rituel omskæring. Imidlertid udtaler hun nu i et interview i Weekendavisen, hvis chefredaktør som bekendt er den efter hans eget udsagn “Fucking jøde” Martin Krasnik, at hun nu er imod et forbud mod rituel omskæring. Hendes begrundelse for denne kovending, er en udfordring for alle ordentlige menneskers brækrefleks. Vi citerer fra DR:

”Spørgsmålet om et eventuelt forbud mod omskæring af jødiske drengebørn kan ikke stå alene.

Det skal ses i lyset af jødernes skæbne. En skæbne, der har været præget af forfølgelse og mistænkeliggørelse. Blandt andet under Anden Verdenskrig, hvor seks millioner jøder mistede livet som følge af nazisternes folkemord…

For spørgsmålet handler om meget mere end bare forhud, siger statsministeren.

Man kan ikke se det løsrevet fra Danmarks og Europas historie. Europas historie er en historie om jødeforfølgelse. Det har den været igennem mange hundrede år…

Det kulminerer i 1930’erne og 40’erne med den systematiske nedslagtning, med folkemordet, med Holocaust. Det er desværre Europas historie.

Derfor er hun imod et forbud.

For mange jøder vil det ikke være muligt at praktisere deres tro og blive i det danske samfund, hvis der gennemføres et forbud mod omskæring, siger hun.”

Magen til idiotisk nonsens skal man lede længe efter! Det siger sig selv, at hvad nogle tyskere gjorde ved nogle jøder for over et halvt århundrede siden aldrig kan retfærdiggøre, at man skære i raske småbørns kønsorganer i dag. Fordi tyskerne slog jøder ihjel, skal små jødiske – og muslimske! – drengebørn i al evighed undgælde ved at få et stykke skåret af deres tissemand! Hvad har de gjort, Mette?

Det hedder endvidere:

”Personligt er hun dog ikke tilhænger af omskæring, siger hun.

Når man ser på dette spørgsmål helt løsrevet fra historien og kun kigger på individet, er jeg heller ikke selv tilhænger af omskæring. Derfor anerkender jeg dilemmaerne. Jeg forstår til fulde, hvorfor mange danskere har det synspunkt, at omskæring af mindreårige ikke bør finde sted”

Hvordan dette hænger sammen skal man vist være kronisk socialdemokrat for at forstå. Mette Frederiksen bakkes i øvrigt op af Venstres formand, som også er imod et forbud, da han ligeledes mener, at vi “skylder” jøderne, at de frit kan fortsætte med at skære løs i deres børn. Læg i øvrigt mærke til, at hverken statsministeren eller Venstres formand nævner muslimerne med så meget som eet ord, hvilket er underligt, da disse ellers normalt er en fredet art. I denne sammenhæng må de øjensynligt vige førstepladsen. Først og fremmest skal den jødiske minoritet således i al evighed have carte blanche til at foretage sig de mest syge ting samt for evigt være hævet over enhver kritik. De er noget særligt, de er noget helligt, de er altid ofre, de er altid uskyldige.

Man må spørge sig selv, hvorfor landets statsminister samt formanden for Danmarks største oppositionsparti på helt udemokratisk vis går imod, hvad ikke mindre end 86% af befolkningen mener om denne sag. Disse politikere plejer ellers nok at kunne lefle for folkestemningen og de dertil hørende letkøbte stemmer. For vores helt igennem opportunistiske politikere er denne adfærd både atypisk og selvdestruktivt. Hvorfor gør de det?

Vi har et bud på årsagen; for to dage siden tweetede den indflydelsesrige amerikanske, jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League of B’nai B’rith (ADL), at denne var opmærksom på debatten i Danmark og var i tæt samarbejde med den danske regering for at finde en acceptabel løsning. Dette tweet er senere forsvundet fra ADLs hjemmeside, men det var en interessant tilståelse, og der er præcedens for, at ADL lægger pres på regeringer, der ikke danser tilstrækkeligt ivrigt efter den jødiske pibe. Yderligere skal det bemærkes, at debatten i Danmark heller ikke er gået Israels næse forbi.

Alt andet lige må det antages, at den acceptable løsning er den, som Mette Frederiksen nu har præsenteret. Det ser således ud som om, en udenlandske lobbyorganisation er i stand til at diktere, hvad Danmarks statsminister, i direkte modstrid med et befolkningsflertals ønske og hendes egen personlige holdning, skal mene! Dette rejser naturligvis spørgsmål om, hvor Danmark i grunden regeres fra? Hvem der har den reelle magt her i landet, og hvem Mette Frederiksen i grunden tjener? Hvis statsminister er hun egentligt? Svaret vil vi lade det være op til den oplyste læser selv at besvare, men en ting er sikkert, Mette Frederiksen er ikke danskernes og slet ikke “børnenes statsminister”!