Vi river himlen ned på jorden

71rnut6-2xl

BOGANMELDELSE:
Erik Kulavig:
VI RIVER HIMLEN NED PÅ JORDEN
Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922
Lindhardt og Ringhof 2016

Der blev op til jubilæumsåret for den russiske revolution skrevet mange bøger om dette blodige fænomen. Hvordan kunne det tidligere så mægtige russiske kejserrige falde som offer for et statskup gennemført af nogle ganske få fantaster og skrivebordsteoretikere uden noget begreb om økonomi og administration af et samfund? Det var kun muligt på grund af de horrible sociale forhold som resultat af den første verdenskrig i forbindelse med en meget beskeden folkeoplysning og en større gruppe intellektuelle, der havde gødet jorden, og som nu ikke fattede, hvad der var ved at ske. Dertil kom en svag Zar og et noget nedslidt magtapparat. Men det grundlæggende for enhver revolution skal søges i social nød, som massemorderen Lenin så ganske rigtigt skriver.

Kulavig opridser kort forudsætningerne for revolutionen og fortsætter med en mere indgående beskrivelse af de nye magthaveres drømme: ”Befrielsen” af folket (dvs. pøbelen) og tilintetgørelsen af den tidligere overklasse af iværksættere, ingeniører, læger og teknikere osv., der enten blev slået ihjel, sendt i eksil eller reduceret til ”forhenværende mennesker” uden bolig, rationeringsmærker eller noget som helst andet, ville efter deres mening på magisk vist ændre underklassen og sætte den i stand til at styre og administrere en stats økonomiske forhold. Når arbejderen arbejdede for sig selv og ikke for ”kapitalisterne”, ville de automatisk øge deres indsats og dermed forøge produktionen. Kriminelle ville blive til ordentlige borgere fra den ene dag til den anden, og straffesystemet ville blive overflødigt. Anarkiet i kunsten blev prist som en befrielsen af folkets skabende evner, seksualiteten skulle sættes fri, ægteskabet afskaffes og al ”borgerlig moral” fornægtes. På ruinerne af ”borgerskabets dekadente samfund” skulle der opstå en ny proletarisk kultur. I den forbindelse iværksattes mange forskellige tiltag til uddannelse og udvikling af det nye samfund og den nye kultur – ikke mindst en kamp imod analfabetismen, for det nye mennesker skulle jo nu overtageopgaver, der krævede både en vis dannelse og beherskelse af læsningens kunst.

Nu var læsekunsten jo ikke det værste, man kunne bibringe folk, men det samlede resultat kan man jo uden vanskelighed forestille sig: kaos på alle felter, hungersnød og til sidst borgerkrig. Man tvinges med andre ord til at indstille nogle af sine eksperimenter, tage nogle af de forhenværende mennesker til nåde for at få dem til at drive fabrikkerne, selv om disse ikke mere tilhører dem selv, men ”folket”, og indstille de vildeste eksperimenter både inden for kunsten og den frie seksualitet, som ikke gavnede produktionen. Nu skulle man lære selvbeherskelse og koncentrere sig om produktionen. Freudomarxisten Wilhelm Reich, der er marxisternes foretrukne kilde til studiet af ”fascismen”, som efter hans mening netop skyldes ”indestængt seksualitet og neuroser”, blev således dybt skuffel, da han besøgte Sovjetunionen i begyndelsen af 30’erne. Reichs etnicitet skulle det være overflødigt at nævne.

Det, der udmærker Kulavigs bog særligt, er hans studie af dokumenter fra de russiske arkiver, der giver et billede af dagligdagen i den nye Sovjetunion. Det er artige sager. De viser et samfund, hvor repræsentanter for et utal af forskellige organer strides bravt med hinanden, beskylder hinanden for de værste forbrydelser og smider hinanden i fængsel, og det var ingen spøg i de tider – et samfund, hvor en juridisk uddannet dommerstand er erstatter af proletariske partipampere, der dømmer ud fra proletariske principper, og hvor der ikke findes nogen som helst retstilstand overhovedet. Når pamperne behøvede penge, udskrev de blot ekstraskatter eller idømte tilfældelige bøder, konfiskerede folks tøj, bohave, mad og vodka osv. På dette punkt mangledes der i sandhed ikke fantasi. De viser endvidere, hvordan Lenins personlige had mod bondestanden udmønter sig i den rene udplyndring, hvor bøndernes produktion ganske enkelt blev konfiskeret uden godtgørelse,
så bønderne blev efterladt uden nok fødevarer til at ernære sig selv og deres familier, hvilket naturligvis ikke øgede produktionen af landbrugsvarer – en politik, der af Stalin perfektioneredes til fuldkommenhed, således at han kom af med henimod 6 millioner ukrainske bønder, der simpelthen døde af sult! Bønder, der dør af sult, det er ellers en sjældenhed i historien, men for Lenin og hans forbryderbande var intet umuligt – altså lige bortset fra opbygningen af en levedygtig økonomi og et sundt og trygt samfund. Ligesom de store godser, der nu ikke mere producerede noget, forfaldt også alle andre dele af erhvervslivet. Tilværelsen for sovjetborgerne var ét langt helvede af sult, indespærring og henrettelse – hvis de da ikke lige tilhører partieliten, der mæskede sig på befolkningens bekostning – noget, der lyder sørgelig bekendt!

Dette afsnit er bogens væsentligste, og gengivelsen af dokumenterne er meget detaljerig –
måske en gang imellem for detaljerigt, men det er et forsøg på at formidle alle oplysninger til læseren, så denne får præsenteret alle synsvinkler på de forskellige sager, der behandles i bogen. Netop derfor, forekommer Kulavigs forsøg på at være dommer i sagerne og fremhæve, at den ene måske havde mere ret en den anden, eller at begge parter måske havde lidt ret, meget skoleopgaveagtige. Læseren skulle nok selv være i stand til at danne sig sin egen kvalificerede mening om tingede. Der er i hvert fald intet i Kulavigs konklusioner på de enkelte sager, der synes at vise, at forfatteren er mere kvalificeret på dette punkt end læseren.

Kulavig lægger ikke skjul på, at han selv er gammel kommunist, men han drog de nødvendige konklusioner af, hvad han så og oplevede i Sovjetunionen. Mindre velmenende stemmer ville måske påstå, at han blot var opportunist, men erfaringen viser jo desværre, at en kommunistisk indstilling ingenlunde har været karrierehindrende i Vesten – tværtimod – heller ikke efter murens fald, hvor skællene bure være faldet fra selv den dummestes øjne. Alligevel kan man en gang imellem måske føle en vis – måske ubevidst – tøven i holdningen til de afsløringer, han selv præsenterer. Det er ikke rart at se sin ungdoms illusioner briste så fuldstændigt. Det kan jeg godt selv tale med om.

Det, der er mest skræmmende, når man har læst Kulavigs bog, er, at der er mennesker i det danske folketing, der har våde drømme om dette system og ønsker at afprøve det på os. Det er den samme type mennesker, som faciliterede og gennemførte revolutionen i Rusland: intellektuelle fantaster, der aldrig har haft et rigt arbejde, og som ikke har nogen forankring i det virkelige liv. Endnu hersker der ingen social nød, der kunne danne grundlaget for en revolution, men bare rolig: Den skal nok komme, thi indvandrerbyden vil vokse og langsomt men sikkert underminere den danske befolknings eksistensgrundlag. Det er grunden til at disse kræfter fremmer indvandringen. Den vil være en garanti for kaos og nød – netop det stof, revolutioner er lavet af. Men spørgsmålet er, om den kommende revolution nødvendigvis behøver at være en bolsjevistisk revolution med Pernille Skipper og Rosa Lund i spidsen, eller om man ikke også kunne forestille sig en national revolution, der ville gøre begge de damer et hoved kortere! Kun fremtiden vil vise det!

Kulavigs bog er skrevet for dem, der allerede er godt inde i russisk og sovjetisk historie og især i revolutionshistorien. Han leverer flødeskummet til lagkagen. Mangler man disse
forudsætninger, bør man først læse Bent Jensens bog Ruslands undergang, Gyldendal 2017. For dem, der måtte være det hollandske sprog mægtige, kan det varmt anbefales at læse Peter Waterdrinkers stærkt selvbiografiske og reflekterende roman Tsjaikovskistraat 40 Nijgh & Van Ditmar 2017. Slutningen er måske ikke noget at skrive hjem om, men bogen giver et fantastisk godt billede af Rusland fra revolutionen i 1917 til og med Jeltsin-årene. Når man som denne anmeldelses forfatter har oplevet Jeltsin-tiden tæt på, er skildringen heraf det rene deja-vu. Sådan var det! Derfor er jeg – i modsætning til Waterdrinker – en stor tilhænger af Putin!

Skriv en kommentar