Solen er blændende skarp efter 30 dage i Sukkerdrengens mørke, jødiske fangehul. Min ”forseelse” var at fastslå en kendsgerning. Det må man ikke på Facebook – kun falske informationer. Det værste er nok, at jeg mistænker en FB-ven, der ellers har meget sunde synspunkter, men på hvis ligtorn jeg trådte, for at anmelde mig til FB-politiet. Jeg synes ikke, vi skal stikke hinanden til fjenden – det gavner ikke diskussionen. Den tager jeg gerne på sober vis. Man kan jo nøjes med at slette mig af vennelisten, hvis man bare vil have lov til at være uforstyrret i sit eget ekkokammer. Jeg sletter heller ikke nogen, fordi jeg er uenige med dem om dette eller hint. Hvis vi alle var enige om alt, behøvede vi jo ikke at diskutere noget.

30 dage viser imidlertid, hvor afhængig man er blevet af skidtet. Jeg har ikke kunnet svare på messenger-beskeder, f.eks. Det er generende. Jeg vil endvidere også hermed ønske alle tillykke, som har haft fødselsdag, og sige ”God bedring” til alle, der er eller har været syge. Jeg har heller ikke kunnet komme af med mine frustrationer. Det er også generende.

På den anden side er det måske meget godt at opleve, at man faktisk kan leve videre uden FB, ja, man sparer endda en pokkers masse tid, som man kan bruge til noget bedre. Det bør Zuckerberg & Co. huske – for når alt kommer til alt, så lever han jo af, at vi benytter hans service! Hvis vi bliver trætte af det, mister han indtægt, og tro mig: Zuckerberg er ganske bevidst om det. Han anser os vel imidlertid som en betydningsløs gruppe, han godt kan undvære.

Jeg er naturligvis blevet tilrådet at have en reserveprofil, men man rammer jo alligevel sjældent de samme mennesker. Jeg har oprettet en profil på MeWe, men den kan jeg pludselig ikke logge på – og helt ærligt: Interessen for MeWe er ikke overvældende – det er Facebook, man bruger. Facebook har et de-facto-monopol. Dette giver mig anledning til nogle principielle overvejelser:

Jeg læser tit indlæg fra tidligere FB-fanger, der midlertidig er på fri fod, at deres ytringsfrihed bliver krænket, ja, Grundloven overtrådt. Det er jo desværre ikke helt rigtigt. Vi har ret til at ytre os, alt det vi vil, så længe vi styrer uden om straffeloven! Men FB og alle andre medier er private firmaer, der selv bestemmer, hvad de ønsker at bringe. Enhver, der forsøger at få såkaldte kontroversielle læserbreve eller kronikker optaget i aviserne, har den erfaring, at disse ikke har plads, eller at de ændrer teksten, så den mister sin brod. Ytringsfrihed betyder ikke andet, end at vi kan tage en sæbekasse og stille os op et afsides sted i en park og tale til de fire verdenshjørner. Gør vi det på et befærdet sted, vil det være en overtrædelse af politivedtægten eller forstyrrelse af den offentlige orden. Tidligere var der flere aviser, ofte fire i hver provinsby samt et antal landsdækkende blade fra Land og Folk til Berlingske Tidende. Det var således lettere at finde et sted at komme af med sine meninger. I dag er der kun få aviser, og deres eksistensberettigelse er ikke at understøtte bestemte politiske holdninger eller at skabe debat, men udelukkende at tjene penge til ofte internationale koncerner, der – besynderligt nok – heller ikke ønsker at bidrage til udbredelsen af alternative synspunkter. De styres af de selvsamme kræfter, der ejer politikerne. Endelig kommer, at alle aviser understøttes kraftigt af staten med momsfritagelse og kontante bidrag. Staten understøtter kun systemets rygklappere. Fjernsynet er lukket land, hvis man ikke er rød, og så er der nettet, som vi engang i vor naivitet troede var det store demokratiske medie, hvor alle havde en chance. Det er, som vi har kunnet konstatere, selvfølgelig ikke tilfældet. Regeringerne kæmper for at regulere det, og resten besørges af de-facto-monopolerne som f.eks. Facebook, YouTube, Amazon etc.

Det vil lovgivningsmæssigt være vanskeligt at påbyde private virksomheder at optage alt, hvad de får tilsendt. Det er der jo ingen, der kan i praksis. Der må altså ske en redigering, og den foretages af aviserne. De bestemmer, hvad folk må læse. Anderledes er det selvfølgelige med Facebook. Der redigerer man ikke indlæggene, men har til gengæld nogle meget vagt formulerede og politisk korrekte ”fællesskabsregler”. Håndhævelsen af disse er imidlertid overordentlig ensidig. Kommunister, feminister og islamister kan stort set skrive, hvad de vil, og lige så racistisk og sexistisk, de vil – blot det er rettet imod hvide mænd. For nationale gælder helt andre regler. Der findes som nævnt flere konkurrenter til Facebook, men deres ”fællesskabsregler” er stort set magen til Facebooks, og når de måske nok ikke administreres så stramt, skyldes det udelukkende, at disse konkurrenter er opsat på af få så mange brugere som overhovedet muligt af hensyn til annonceindtægterne.

Vi må fastholde, at Facebook er et de-facto-monopol, og at der ikke er nogen seriøs konkurrence på området. Det er i den situation, det er nødvendigt at indføre en lovgivning, især når det gælder den frie debat, for denne påstås jo at være demokratiets livsnerve. Derfor må den sikres. Der må opstilles nøjere klart formulerede alsidighedskrav til disse ”fællesskabsregler” og etableres mekanismer, der sikrer en ensartet håndhævelse, og til hvilke man kan appellere computerens afgørelser – en art domstolsmekanisme, og krænkelse af denne ensartede håndhævelse må straffes med så betydelige pengebøder, at selv Zuckerberg kan mærke det. Kun sådan kan man forsøge at sikre den frie debat. Det skal understreges, at Facebooks nye 40-mandskollegium til kontrol med håndteringen af kontroversielle ytringer ikke giver en sådan appelmulighed og derfor er temmelig værdiløst, selv om det vil koste over 53 mio. kroner om året! Så vidt jeg kan se består det af 40 personer udvalgt blandt eliten og de særligt beskyttede arter – det vil højst have en alibifunktion og i sidste ende blot forværre situationen, fordi det vil legitimere den.

Der er imidlertid en anden form for ytringsbegrænsning, der er endnu farligere: Det er den, der finder sted på arbejdsmarkedet og overalt i den offentlige sektor, som naturligvis til enhver tid vil hævde, at denne begrænsning ikke findes. Denne form for begrænsning bygger på, at visse synspunkter af venstrefløjen og feministerne betragtes som moralsk forkastelige. Mennesker, der har sådanne synspunkter, kan man ikke have ”tillid” til, og man kan ikke ”samarbejde” med dem. Nogen rationel begrundelse herfor gives ikke – det er ikke nødvendigt. Jeg kan samarbejde med enhver, uanset om han mener, at jorden er flad. Det kommer ikke mig ved. Men sådan spiller andre ikke klaveret.

Hvis en sådan holdning skulle ramme folk, der hylder kommunismen og dennes bødler med omkring 200 mio. ofrer på samvittigheden, ville det naturligvis være forkasteligt og udemokratisk – for slet ikke at tale, hvis det gik ud over klimatosser, coronatosser, kønsforvirrede tosser eller feminister. Det ville man kunne læse om i Information og Politiken i dagevis. Men når den rammer nationale, ”nazister”, ”fascister” eller folk, der bare elsker deres fædreland og vil have det tilbage, så er det helt på plads at bringe disse mekanismer i spil.

Jeg kender rigtig mange mennesker, der nok har fået et job i det private erhvervsliv, men som samtidig har fået at vide, at virksomheden ikke kan bære dem, hvis de lander på avisernes forsider. Det er en meget effektiv ytringsbegrænsning. Jeg husker også min gode ven Jørgen Skovgaard Nielsen, der i den grad var udelukket af det ”gode selskab”, men som til sidst fik et job på en tømmerplads i Svenstrup J, hvor han var helt alene og blot skulle sørge for at læsse de lastbiler, der kom efter varer, og at læsse de varer af, som blev bragt af andre lastbiler. Det var ikke noget højtprofileret job, og det var et meget upolitisk job, troede vi. Men en dag blev han fyret på stedet. En chauffør havde ringet til sin fagforening og sagt, at han ”fandeme ikke ville betjenes af sådan et “nazisvin”. Fagforeningen viderebragte den besked til virksomheden, og så var Nielsen arbejdsløs og
måtte ganske enkelt flytte til en anden del af landet. Sådan gør man det på demokratisk vis.

Det går imidlertid endnu videre end det. Selv er jeg blevet smidt ud af slagter Knudsen i Aabybro, der ikke ville sælge noget til mig, medmindre jeg ændrede mening, af Sørwi i Aalborg, der gerne ville sælge kød engros til alle andre end lige netop mig, af barberen på Vejgaard Torv og af et nu hedengangent emballagefirma i Aalborg. Calamus i Aulum ville ikke levere mig en stol, jeg havde købt på en messe – og da jeg endelig satte trumf på, fik jeg et defekt eksemplar. Dissidenter skal simpelthen ikke have mulighed for at eksistere!

Efter at Aarhus Universitet havde udtalt, at man ikke ”havde tillid til mine forskningsintentioner” (hvad så dette end måtte betyde) og ansatte et udueligt kvindemenneske med sproglige udfordringer, som ikke formåede at forske noget som helst, selv om hun blev betalt for det, måtte jeg søge nedad i systemet og formåede rent faktisk at holde hele 23 år på én arbejdsplads på trods af forespørgsler i Folketinget, ministerklager, massivt pres fra fagforeningerne og en pressehetz af uhyrlige dimensioner. Det var kun muligt, fordi jeg havde været så heldig at få en chef, der mente det der med demokrati og frihed helt bogstaveligt. Det kostede ham dyrt, bl.a. en opstilling til Folketinget, hvor han ellers kunne have gjort god fyldest! Detaljerne vil fremgå af andet bind af mine erindringer, som foreløbig kun er på planlægningsstadiet, men jeg kan garantere, at der kommer guf på bordet! Min brug af ytringsfriheden gav naturligvis også problemer internt på arbejdspladsen, men ad den vej kom man heller ingen vegne. Eksterne samarbejdspartnere opsagde indgåede aftaler. Man kunne jo ikke have tillid – hverken til mig eller til en arbejdsplads, hvor jeg arbejdede. Det skulle gøres besværligt at have mig ansat. Tal om mobning! Men jeg er af den hårdhudede type, så bestræbelserne på at komme af med mig kronedes først med held, da amtet sendte sine egne folk ind i administrationen, hvor man nu, stærkt hjulpet af sprogfagenes deroute, gik uden om forstanderen. Så var der lige pludselig ikke timer nok – men der var timer nok til gennem fiksfakserier også her at holde på et udueligt kvindemenneske, der netop var dumpet til pædagogikum på grund af manglende sprogkundskaber. Uduelig har i min tid aldrig været en hindring for ansættelse i undervisningssektoren – bare man havde de rigtige meninger, og de rigtige meninger lå altid et stykke til venstre for Socialdemokratiet.

Så var der kun selvstændig erhvervsdrivende tilbage. Min eneste danske kunde mistede jeg efter at have vidnet til fordel for Søren Espersen, da en notorisk giftspreder havde beskyldt denne for at have været medlem af ”nazipartiet”. Det vidneudsagn fortryder jeg imidlertid ikke! Jeg er bestemt ikke altid enig med Søren Espersen, men det har ikke noget med ret og rimelighed at gøre! Retfærdigheden bør ske fyldest for alle, også for Søren Espersen, som i forholdet til mig altid har været en kompetent og hæderlig journalist – ikke noget, man møder hver dag! Men selv også en uhæderlig journalist har krav på retfærdighed!

Nogle af disse ting kunne man naturligvis imødegå ved at tage lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i brug, idet den specifikt omtaler forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse. En kraftig straf ville muligvis hjælpe, men ak – i modsætning til straffelovens § 266b sker der her ingen offentlig påtale, man kan klage til et nævn eller anlægge en sag ved domstolene…… Hvem har tid og lyst til at føre 50 klagesager for et sådant nævn. Uden offentlig påtale er loven værdiløs.

Vejledningen til loven er tyk. Alle andre beskyttelser er penslet nøje ud til gavn for udlændinge og muslimer. Om politisk holdning hedder det i den 78 sider lange vejledning kun:

4.3 Politisk anskuelse

Ligesom kriterierne race og hudfarve, indgik kriteriet politisk anskuelse i den oprindelige forskelsbehand­lingslov fra 1996 (99).  Kriteriet indebærer beskyttelse af en politisk holdning, også hvor denne ikke nødvendigvis manifesterer sig gennem medlemskab af et politisk parti.

En arbejdsgiver må ikke i nogen ansættelsesmæssig sammenhæng lægge vægt på, hvilken politisk anskuelse en ansøger eller medarbejder har. Begrebets grænser er dog ikke blevet udfordret i retspraksis (endnu).

Nej, hvorfor mon? Alle andre har interesseorganisationer, der sørger for at indbringe sager for domstolene. Den politisk forfulgte har det ikke, og de færreste orker det. Hvis de er blevet fyret og har en familie at forsøge, har de nok at se til. Bestemmelsen er virkningsløs. Og arbejdsgiveren, mod hvem disse bestemmelser er rettet, ville blot kunne henvise til, at de øvrige medarbejdere ville gå i strejke, hvis han ikke fyrede den pågældende.

Hvad der virkelig ville hjælpe, ville være en holdningsmæssig ændring i befolkningen, en virkelig demokratisering, hvor man ved enhver lejlighed i presse, fjernsyn og undervisning betonede den lige ret til at have og udtrykke enhver overbevisning, og hvor det er folk, der ikke accepterer denne ret, som udelukkes fra arbejdsmarkedet. Så kunne vi måske tale om demokrati og ytringsfrihed, som jo netop (som George Orwell udtrykker det) er retten til at sige det, andre ikke bryder sig om at høre. Det ville kræve et opgør med den selvfede, selvbehagelige og selvhøjtidelige farisæisme, hvis bærere mener sig berettigede til moralsk at udskamme og udelukke folk, der har en lidt anden opfattelse af tingene, end de selv har, ja, til at betragte dem som ringere mennesker. Det er absolutisme i demokratisk forklædning – ja, demokratisme, når den er værst, hvor selv en Hal Koch ville stå af. Jeg skal i den forbindelse blot erindre om sagen i det selvbestaltede Danske Akademi, hvor flere medlemmer er trådt ud i protest mod akademimedlemmet Marianne Stidsens syn på #metoo-bevægelsen. Det Danske Akademi skulle ellers være et sted, hvor man kunne diskutere alle kulturelle spørgsmål – men nej, ikke når meninger måtte gå på tværs af den herskende mening! Så skal man bare holde kæft eller forlade bygningen!

Sagen er imidlertid desværre nok den, at samfundet som sådant ikke er interesseret i nogen fri debat. Man ønsker ikke noget virkeligt demokrati. Begrebet er kun beregnet til brug i skåltaler ved højtidelige lejligheder. Man er interesseret i at kvæle enhver ytring, der ikke understøtter elitens bestræbelser for tilintetgørelsen af Europas nationalstater, skabelsen af det multikulturelle helvede og storkapitalismens uindskrænkede herredømme. Der vil således ikke blive nogen fri debat. Tværtimod må vi regne med en yderligere indskrænkning i vore ytringsmuligheder – og dermed i befolkningens informationsfrihed, dvs. dens muligheder for at søge informationer. Dette er en farlig vej! Hvor debatten ophører, begynder volden – for der er da ingen anden mulighed for at ændre samfundets kurs imod afgrunden! Vi er for længst kommet ud over det punkt!