Endnu en gang er USA eksploderet i raceoptøjer – og endnu en gang skal de hvide gøres til syndebukke for primitive skabningers primitive vold. En sort kriminel er død under en anholdelse. For det første, skal man ikke forsøge sig med falske penge, og for det andet skal man bare makke ret, når man bliver fanget. Amerikanske betjente er ikke indstillet på faddersladder – og det skyldes jo, at et meget stort antal politibetjente mister livet i tjeneste, ikke ved færdselsulykker, men ved drab, og at det desværre kun alt for ofte er sorte, hvis voldsparathed skaber problemer. Kriminalitetsstatistikken siger alt! Det hører imidlertid i dette tilfælde med til historien, at denne neger ikke blev kvalt, men døde af ”underliggende årsager”, men fakta har aldrig betydet noget, når det drejer sig om race.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er uskyldige hvide, der bliver dræbt af politiet – det forekommer også hyppigt, men det fører ikke til borgerkrigslignende tilstande eller plyndringerne af forretninger – hvilket altid har været sorte raceoptøjers egentlige formål. I netop Minneapolis dræbte en sort, muslimsk politibetjent med oprindelse i Somalia en hvid australsk kvinde, der troede hun kunne søge beskyttelse hos politiet. Begrundelsen for det koldblodige skuddrab var, at hun var hvid. Betjenten er behørigt blevet dømt – men der var mærkværdigvis ingen demonstrationer, ingen optøjer og ingen plyndringer. Og det har der heller ikke været alle de andre gange, hvor sorte betjente har dræbt hvide ud fra rent racistiske motiver.

USA befinder sig snart i en permanent borgerkrig. En sådan er et naturligt resultat at de
multietniske samfund, og der er efterhånden tegn på, at den hvide amerikanske befolkning har fået nok! Så bliver optøjerne til en rigtig borgerkrig, hvor der skydes fra begge sider! De hvide har hidtil fundet sig i alt for meget. Der har, så længe jeg kan huske, været områder både i byerne og på landet, hvor hvide mennesker ikke kan færdes uden fare for deres liv – eller uden solid bevæbning. Stupide nordeuropæere, der ikke har holdt sig fra sådanne områder, har ofte måttet betale en høj pris for deres raceblindhed.

Danskere har endnu ikke får øjnene op for disse forhold. De sluger råt, hvad der serveres for dem af CNN – ofte gennem dette netværks socialdemokratiske danske relæstationer, og det er nedslående at se hvide danske piger marchere med i Bwadr Sørensens demonstration i København, hvor man fik et førstehåndsindtryk af racesituationen her i landet. Vi er sandelig godt på vej mod amerikanske tilstande, og de hvide piger bliver erfaringsmæssigt de første ofre.

”Black Lives Matter,” bræger Bwadr Sørensen, idet hun vel hermed udtømmer sin sproglige formåen, når det da ikke drejer sig om at udøse sprogets værste gloser og selvopfundne skældsord over nationale danskere, der tilsyneladende finder sig i alt. Hun har imidlertid fuldstændig ret i sit udsagn: Sorte liv betyder alt! Overalt har de formået at skabe kaos og opløsning omkring sig lige fra Brasilien over USA og Haiti til England og hele det afrikanske kontinent, hvor de har formået at forvandle velordnede samfund til stinkende latriner – med Trumps ord ”shitholes” – inden for få årtier. Hvor der er for mange Bwadr Sørensener dør enhver form for civilisation og kultur!

I USA sidder den sorte befolkning i alt for vid udstrækning blot og venter på, at de hvide skal føde på dem. De mener, at der er nogen, der skylder dem noget. Siden borgerkrigen har dette ikke ændret sig for de brede sorte lag i den amerikanske befolkning. Og det har intet med racisme at gøre. Begavede og civiliserede sorte, der har villet Amerika, er steget op i samfundet, hvor de er blevet behandlet på lige fod med hvide – ja, ofte har de endda nydt en fortrinsbehandling, f.eks. desværre inden for den akademiske verden, hvor enhver forskelsbehandling, der ikke er begrundet i særlige evner, betyder, at den akademiske verden mister troværdighed.

En sådan begavet sort amerikaner er Washington Post-journalisten Keith Richburg, hvis bog ”Out of America – A Black Man Confronts Africa” fra 1997 er en glimrende indføring i den raceproblematik, der plager USA – og som har spor tilbage til Afrika. Richburg blev ikke populær blandt USA’s sorte og hvide liberale. Han har for sit blad blandt andet dækket Afrika og Sydøstasien, og han takker sin gud for at hans forfædre blev solgt som slaver til USA og overlevede rejsen. Naturligvis ikke sådan at forstå, at han priser slaveriet – hvem kunne vel finde på det? Nej, men han finder intet i Afrika og den der herskende mentalitet, han kan identificere sig med. Hvor det er et modefænomen blandt sorte amerikanere at betone, at de er afrikanere – selv om de aldrig har set Afrika – at fejre fester, de tror er afrikanske og at drømme om en afrikansk storkultur, der aldrig har eksisteret, bekender Richburg sig entydigt til USA. Hans skildringer af, hvad han har set
og oplevet i Afrika, er horrible – og ingen hvid mand ville have vovet at bringe dem på papir.

Derfor ses han blandt en del sorte i USA som en ”raceforræder”. Det betragtes alle sorte, der har sagt ja til Amerika, som, en Onkel Tom, en Oreo (sort udenpå, men hvid indeni). Keith Richburg stiller blandt andet følgende interessante og intelligente spørgsmål:

Hvordan kan det være, at vietnamesere og koreanere, der stiger i land i Amerika uden andet end det tøj, de står og går i, og uden at kunne sproget, i løbet af kort tid har etableret deres egen forretning og forsørger sig selv og deres familier, mens sorte amerikanere stadig sidder på deres siddeflade og venter på, at nogen skal gøre noget for dem 150 år efter borgerkrigen og slaveriets ophør?

Alle dem, der vil henføre Afrikas ulykkelige situation til kolonialismen, spørger han, hvordan det kan være, at Sydøstasien – der også var koloniseret af europæerne – på få år kunne svinge sig op til at være økonomiske stormagter – på trods af overbefolkning og selv om de råder over færre råstoffer end Afrika, mens det sorte kontinent henligger i et kaos, der synes kun at blive værre? – På en eller anden måde, er det altid europæernes skyld, aldrig negrenes, disse er altid bare ofre, og hvis det ikke er for kolonialisme er der for racisme, tsetsefluer, malaria, tørke eller noget andet udefrakommende! Som ved magi undgik det sydlige Afrika alle disse plager, så længe de var under hvidt herredømme ….

Keith Richburgs bog er væsentlig til forståelse af de billeder, man ser på fjernsynet i disse
dage – og til verden i det hele taget. Den kan varmt anbefales! Vil man have en dybere forståelse af USA, må man ubetinget læse David Dukes erindringer My Awakening. Da bogen er bandlyst på både Amazon og Barnes & Noble, er der så meget mere grund til at læse den! Bogen er oversat til svensk. Det er væsentlig lettere, hurtigere og billigere at få den fra Sverige – men det er en oversættelse…..