Boganmeldelse:
Niels Overgaard:
Det hele handler ikke om dig
Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening
People’sPress 2020.

Denne bog var et impulskøb – simpelthen fordi jeg fandt titlen god og interessant. Det er en meget overfladisk, men ganske underholdende indføring i stoisk filosofi som repræsenteret af dennes 3 hovednavne: Epiktet, Seneca og kejser Marcus Aurelius. Som den dannede læser umiddelbart vil vide, er vi hermed tilbage i det gamle Rom, hvor megen visdom kan hentes.

Den stoiske filosofi går i korthed ud på, at man skal nøjes med at beskæftige sig med de ting, man har kontrol over. Det man ikke har indflydelse på, bør man blot lade ligge. Døden er derfor også uinteressant, for den er et grundvilkår i livet, og når vi er, er døden ikke – og når døden er, er vi ikke. Det lyder jo alt sammen meget simpelt, men Niels Overgaard demonstrerer nu over godt et par hundrede sider, hvordan stoicismen gør hans liv rigere og simplere.

Nuvel, hvorfor i alverden gider jeg skrive om det? Det gør jeg, fordi jeg er bange for, at Niels Overgaard er en meget typisk nutidsdansker, født 1981, journalist, småbørnsfar og kommunikationschef i den finansielle sektor. Altså blandt de mere velbeslåede og privilegerede i samfundet. Men livet, det har han intet forhold til. Han er simpelthen så fremmedgjort over for alt, hvad der er sundt og naturligt, at man får bestyrket sin tvivl om dette samfunds levedygtighed. Ja, portrættet af ham viser helt klart den bløde, moderne mand, der sikkert skifter ble på sine børn, laver mad og klarer tøjvasken og rengøringen mindst hver anden dag, fordi hans kone sikkert har et lige så indbringende og krævende job som han. Og børnene, dem tager pædagogerne sig vel af. Jeg gætter.

Succes i denne verdens hamsterhjul er imidlertid – som Niels Overgaard så ganske rigtigt påpeger det – ikke nogen garanti for lykke, og i det hele taget lever vi i et samfund, hvor vi konstant møder en række udfordringer, der mere eller mindre alle sammen skyldes alt det elektroniske møg, vi har fået fyldt vor hverdag med. Vi kan ikke nyde et måltid god mad, uden at vi skal arrangere bordet rigtigt, tage et billede af det gennem diverse filtre – evt. i forbindelse med en selfie – og derefter lægge det ud på de sociale netværk, fra hvilke vi så venter anerkendelse i form af likes og thumbs-up. Udebliver denne anerkendelse fra en totalt ligegyldig omverden, skal vi sporenstregs til psykolog. Kender du det? Det gør jeg! Og jeg tænker hver gang mit! Og det gør jeg også, når jeg ser mine dejlige børnebørn klæbet fast til deres fordømte elektroniske enheder, uden hvilke jeg er sikker på, at deres hjerte ville holde op at slå! Verden ses i dag kun igennem en skærm.

Niels Overgaard bekender at have gennemlevet alle de moderne lidelser: depression, angst og stress og har oplevet svigt, skam og sorg. Helt ned med flaget gik han, da hans far døde. Det var nok lidt tidligt, men døden er altså noget, vi må leve med – og kan vi ikke det, er vi nødt til at fremskynde den. Som et stadigt stigende antal moderne overklasseløg gik Niels Overgaard til psykolog, hvor han efter eget udsagn brugte tusindvis af kroner. Det kan man nu meget hurtigt gøre, for psykologer kan tage den pris, de vil – og det gør de. Det er en af grundene til, at den sport kun er for overklasseløg. Det er de eneste, der har pengene til det! Og så brugte han også store beløb på diverse selvhjælpsbøger – indtil han faldt over stoicismen, som han så nu forsøger at indrette sit liv efter i den light-udgave han kan finde på amerikansk på internettet (og i diverse amerikanske oversættelser af antikke skrifter) godt krydret med moderne amerikanske forfattere, sangskrivere og film, som jeg gudskelov aldrig har hørt om, men det bidrager alt sammen til at øge bogens underholdningsværdi, og det er jo udmærket. En tilbundsgående undersøgelse af stoicismen skal man imidlertid ikke forvente – alene af den grund, at den gode Overgaard ikke har taget sit emne så alvorligt, at han er gået til kilderne, men får alt serveret igennem ukontrollable og vel undertiden tvivlsomme amerikanske filtre. Disse forfattere læses altså – som alle andre forfattere – på originalsprogene, i dette tilfælde oldgræsk og latin. Det er naturligvis ikke enhver givet at gøre dette, men så må man anskaffe sig anerkendte og troværdige oversættelser – og hvis man blot kan lidt latin og græsk, bør disse være tosprogede (f.eks. Loeb’s Classical Editions). Ellers har man ingen garanti for, at det virkelig er de pågældende forfattere, man læser. Generelt – men kun generelt – er tyske oversættelser mere nøjagtige end engelske. En undtagelse er netop Loeb.

Når man læser stoikerne, kan man jo imidlertid godt en gang imellem får den kætterske tanke, at det hele jo i virkeligheden for dem rent faktisk drejer sig om dig. Formålet er, at du skal have godt! Stoikerne er imidlertid ikke helt så primitive som så. De ved godt, at man har det bedst, når man også er pligtopfyldende over for samfundet og gør gode gerninger i forholdet til andre mennesker. Men på bundlinjen er det jo netop de gode gerninger og pligtopfyldelsen, der er med til at gøre dig – og netop dig – til et lykkeligt menneske! For det er jo, når alt kommer til alt, alligevel det, det drejer sig om!

Stoikerne ved imidlertid udmærket, at vi er underkastet naturens orden, og at intet naturligt kan være dårligt! Hvad der er naturligt eller ej, ja, det har Niels Overgaard intet forhold til, og her er der kun liden hjælp at hente hos de gamle romere, for det er ikke på naturvidenskabens område, romerne har indlagt sig de største fortjenester. Det havde de ganske enkelt ikke forudsætningerne for. De havde f.eks. ikke nogen som helst bevidsthed om folk og race – og det er en væsentlig grund til, at det stolte og fantastiske Romerrige degenererede og gik i opløsning. Når Seneca f.eks. flere gange fremhæver, at slaver også er mennesker – en for den tid meget fremmedartet tanke, som stadigvæk kan give en og anden anledning til berettiget tvivl, når man ser, hvordan nogle af slavernes efterkommere opfører sig – tager han det som udgangspunkt for at sige, at racisme er ondt og ustoisk. Den politiske korrekthed kræver sit af enhver forfatter. Det er vejen til bestsellerlisten. Han bruger i den forbindelse den israelske historiker Yuval Noah Hararis noget tvivlsomme teori om, at alle mennesker stammer fra en mutation hos enkelt chimpanse, til at fastslå, at vi alle er i familie. Yuval Noah Harari? Hvorfor er det, at jeg ikke bliver overrasket her?

Niels Overgaard har forstået, at menneskets overlevelse og foreløbige succes som art skyldes, at vi har dannet samfund, og at forudsætningen for dette er vort sprog og vor evne til at kommunikere. Det kan dog også meget let blive den, der fører til vor undergang! Og jeg understreger, at vor succes er foreløbig. Menneskehedens ultrakorte historie kan nemlig let ende med at blive en lille ubetydelig parentes i universets historie, når vi har destrueret os selv og vort habitat, og det er det, vi er i gang med!

”Og fordi vi udviklede sprog og evnen til at tale om abstrakte begreber, kunne historiefortælling sikre, at den viden, som blev opbygget, kunne rejse på tværs af generationer og geografier og blive udviklet og forfinet. På den måde blev den nøgne abe planetens hersker. Og fik med tiden evnen til at ophæve naturens orden“[min fremhævelse]. (Side 185f)

Her springer kæden afgørende af for Niels Overgaard. Mennesket har ikke evnen til at ophæve naturens orden. Tilsyneladende vellykkede forsøg på det, straffes af naturen – men der kan godt gå nogen tid. Mennesker af Niels Overgaards type har ikke store chancer for at overleve på længere sigt, for de tror, at de kan indrette livet efter forgodtbefindende, og det kan de ikke.

Men der er noget, Niels Overgaard ikke kan forstå – ja, der er nok en hel del – men han stiller det retoriske spørgsmål, hvorfor vi nu, når vi er en stor familie, ikke bare kan leve i fred og fordragelighed med hinanden, som det efter Overgaards misopfattelse ville være naturens orden. Som stoiker svarer han, at det skyldes, ”at mennesket ikke bruger dets [sic!] guddommeligt givne fornuft, men i stedet lader sig styre af dyriske elementer.” (Side 199)

Niels Overgaard er helt klart ikke bekendt med Darwin, der er langt vigtigere for forståelsen af livet end stoikerne (med al respekt!). Livets grundlæggende princip er evolution. Og netop døden er i øvrigt til information for Niels Overgaard en forudsætning for evolutionen. Visse organismer, som f.eks. tøffeldyr, dør faktisk aldrig. De udskifter deres celler løbende, men de udvikler sig jo så heller ikke. Et tøffeldyr er stadig et tøffeldyr, som det var det for en million år siden, men pattedyrerene har udviklet sig. Der er opstået nye arter og nye racer – og denne stadige differentiering, der skal tilpasse livet til ændringerne i vort habitat, skulle gerne fortsætte uforstyrret – også hvis det betyder, at menneskene må uddø.

Et vigtigt led i evolutionen er kamp, for gennem kamp udtyndes arterne og racerne, idet de uegnede elementer dør, og kun de stærkeste og de, der kan tilpasse sig ændringer i miljøet, overlever, ligesom det medfører, at nogle arter forsvinder. Kampen er derfor en vigtig del af vor natur – også selv om den i dag ikke er særlig velegnet til at gøre det, den skulle gøre: nemlig sikre de bedst egnedes overlevelse. Det kunne man hævde, at den gjorde i en gammeldags krig med sværd og økse, men ikke i en moderne krig, hvor teknologien er helt afgørende for, hvem der overlever. Når amerikanerne udslettede Hiroshima og Nagasaki, var der ikke tale om nogen positiv selektion. Det vil imidlertid i praksis sige, at vi har sat en af naturens mekanismer til selektion ud af kraft – men det har hverken afskaffet krigen eller selektionen. Krig er en del af den menneskelige natur, men den har i dag kun et politisk formål, og selektionen vil ske ad andre veje – måske langsommere, men den vil til sidst hævde sig, om ikke andet ved at menneskeheden forsvinder.

Men kampen findes jo på alle områder i livet fra legepladsen til direktionsgangen – det burde være Overgaard bekendt. Lad os mindes Goethe, der i modsætning til, hvad moderne universitetsstuderende måske tror, ikke var forsvarsminister under Hitler (1933-45), men derimod jurist, minister, naturforsker, pædagog og ikke mindst Tysklands største digter (1749-1832), og som udtrykker det således:

Geh! gehorche meinen Winken,
Nutze deine jungen Tage,
Lerne zeitig klüger sein:
Auf des Glückes großer Waage
Steht die Zunge selten ein;
Du mußt steigen oder sinken,
Du mußt herrschen und gewinnen

Oder dienen und verlieren,
Leiden oder triumphieren,
Amboß oder Hammer sein.

Kære Niels Overgaard! Det hele er altså ikke så svært. Tænk naturligt, og find din niche i pagt med naturen. Så falder det hele automatisk på plads – døden indbefattet. Køb en bondegård, lev med årstiderne og dyrene – og du kan spare dig alle de dyre bøger og psykologer – og du vil med garanti få større livsværdi. Det er nemlig virkelig ikke dig, det drejer sig om – hverken direkte eller indirekte! Alt det andet er tegn på et sygt samfund. Og du behøver så ikke at lære hverken latin eller oldgræsk. Et eller andet sted har din kollega, stilladsarbejderen Dennis jo nemlig ret:

”Der var engang en, der sagde til mig: Dennis, livet handler ikke om at være den største og stærkeste og have den største pik. Så kiggede jeg på ham og sagde: Hvad fanden handler det så om?” (Side 52)

Og det er der altså noget i. Dennis er her helt i pagt med naturen. Godt, jeg vil være enig med dig i, at der også gerne skulle være en overbygning på det – det er det, vi kalder kulturen. Og i den kan man faktisk også hente megen visdom. Men for dig, der er så glad for engelsk, vil jeg udtrykke det sådan her: ”Keep it simple, stupid!”

Naturligvis er der da noget, man godt kan hente i Niels Overgaards bog, men vi ved det vel godt i forvejen. Vi bør udnytte vor tid bedre, end vi gør – for vor tid er uerstattelig, og den kommer aldrig tilbage. Jeg tror, de fleste mennesker forsynder sig mod dette og spilder al for stor en del af deres liv på ingenting – denne forfatter inkluderet. Hvis man vil gøre sig selv en stor tjeneste og ændre på det, kan man begynde med at lade være med at spilde tid på bøger som denne. Men måske er Dennis det hele værd!