Dette kunne jo umiddelbart se ud som en beskrivelse af den danske regerings tiltag, hvor grundlovens frihedsrettigheder uden nogen som helst diskussion er sat ganske effektivt ud af kraft, hvor man ikke længere kan forsamles frit, ja slet ikke engang dele en øl med sin nabo, hvor forretninger er blevet tvangslukket og masser af mennesker truet på deres levebrød. Denne regering har i allerhøjeste grad begået kup imod befolkningen, men medierne synes slet ikke at have fokus på Danmark. Jyllands-Posten nævner imidlertid en række andre lande, hvor regeringer har grebet til ekstraordinære foranstaltninger.

Ungarn mangler naturligvis ikke på denne liste. Orban har erklæret landet i undtagelsestilstand, og den forlænges af parlamentet, så længe krisen varer. Minder det ikke om noget vi kender? Når det skal gå ud over Ungarn, er det naturligvis fordi Orban er EU-tilhængernes yndlingsprygelknabe, og fordi det forbydes pressen at udbrede falske nyheder. Det anser journalisterne med god grund for at være en fare for deres næring, som jo netop består i at sprede sådanne ”nyheder”. Hvis man tog dem ud af aviserne, ville der ikke være så meget tilbage af dem. Måtte de alle gå i graven!

Bolivia, der i mange år var pressens kæledægge under den nu afsatte kommunistleder Evo
Morales, der har måttet gå i landflygtighed for at undgå tiltale som følge af sit magtmisbrug. Nu har den midlertidige præsident udsat et parlamentsvalg på ubestemt tid, idet det jo er svært at forudsige, hvor længe krisen varer. Samtidig er der absolut udgangsforbud – altså ligesom i Frankrig, Italien, Spanien…. Hvad er så betænkeligt ved det? Bolivias problemer er i øvrigt af en art og størrelsesorden, der – som erfaringen har vist – ikke kan overlades til en tilfældig coca-bonde.

Ligesom Frankrig har udsat anden runde af kommunalvalget, har man i Rusland udsat en
folkeafstemning om den nye forfatning – også på ubestemt tid, dvs. til krisen er ovre. Det er jo svært at afholde en folkeafstemning, når omkring 25 mio. mennesker i Moskva by og amt er i karantæne og ikke må bevæge sig mere end 100 meter fra deres bopæl for at bringe affald ud, lufte deres hund, hvis de har en, og for 1 gang i døgnet at købe ind i den nærmeste butik. Det forlyder nu, at lignende forholdsregler vil blive udstrakt til hele landet, ligesom man vil forsøge at forhindre folk fra byerne i at flygte ud på landet. Vi ville ligesom Frankrig heller ikke have gennemført et valg eller en folkeafstemning i dag. Men når det gælder Rusland, bliver det pludselig odiøst med den absurde påstand, at Putin vil ”styre uden om et ydmygende nederlag”. Jeg ved ikke, hvor man får den ide fra, at Putin ville lide et nederlag. Journalister befinder sig ganske enkelt i et ekkokammer sammen med folk, der kun bekræfter deres egne meninger. Folk er lige nu utilfredse med restriktionerne og med, at Putin har sendt hjælp til Italien – hvilket nok ikke kun skyldes hans hjertes godhed, men også et ønske om at svække et EU, der ikke har sendt Italien nogen hjælp. Fordelene ved dette træk ser menigmand ikke, og det kan man vel vel heller ikke forlange. Men når de står i stemmeboksen, vil de allerfleste alligevel stemme på Putin, for han har genrejst landet efter Jeltsin – det er synligt for alle, der har oplevet den tid – og frem for alt er der ikke noget alternativ til Putin. Den såkaldte opposition består af narrehatte, som stort set ingen ønsker at se i nogen ledende position. Putin er stabilitet og effektivitet – og især stabilitet er, hvad Rusland har brug for. Og det ved russerne godt – og de giver særdeles gerne afkald på bøsseparader og anden vestlig dekadence. Det kan være ufatteligt for folk, der selv har vænnet sig til at bo i en septiktank, men de forhold, vi har i Vesten, ønsker det altovervældende flertal altså ikke i Rusland. Og gudskelov for det.

Man citerer dog Dmitrij Trenin, direktør for tænketanken Carnegie i Moskva, der vel ikke ligefrem kan beskyldes for at være et Putin-organ, for ganske rigtigt at gøre opmærksom på, at den verdensomspændende sundhedskrise også bestyrker præsidenten og hans allierede i, at deres verdenssyn og skepsis over for internationale organisationer er korrekt. ”Globaliseringens skrøbelighed bliver tydelig i takt med, at det internationale samfund bliver stadig mere fragmenteret, og den liberale orden er på tilbagetog,” skriver han i Moscow Times, som i sig selv er et godt eksempel på, at der rent faktisk er pressefrihed i Rusland.

Men er der pressefrihed i Danmark? Når udenlandske medier priser deres landes regeringer, er de for Jyllands-Posten ufrie – men når danske medier diskussionsløst priser Mette Frederiksen i høje toner, så er det åbenbart et tegn på den yderste pressefrihed. Lad os slå fast: Medier, der foruden momsfritagelse modtager milliardbeløb i statsstøtte – og en ekstra sum som ”Corona-hjælp” – kan ikke være frie! Man bider ikke den hånd, der fodrer en! Men det er ikke det eneste. Hele den trykte danske presse er, som tvunget af en usynlig hånd, bundet af diskursen. Som George Orwell skriver:

”På ethvert givet tidspunkt findes der en ortodoksi, et sæt idéer, som man antager, at alle rettænkende mennesker accepterer uden at stille spørgsmål. Det er ikke direkte forbudt at sige dette eller hint, men det er ikke noget ”man gør”…. Enhver, som udfordrer den herskende ortodoksi, opdager, at han bringes til tavshed med forbavsende effektivitet. En mening, der virkelig går på tværs af, hvad der er moderne, får næsten aldrig en fair behandling, hverken i den populære presse eller i de intellektuelle tidsskrifter.”

Man behøver kun at tænke på Corona-vanvid, klima, indvandring, menneskerettigheder,
demokrati etc. Der er ingen diskussion. Man bringer nok i ny og næ interviews eller læserbreve med divergerende meninger, men disse ignoreres blot i den overordnede diskurs. Det er, som om de aldrig havde været skrevet.

Frie medier er medier som dette! Medier, der klarer sig selv, og derfor har frihed til at sige, hvad der passer dem! Vi står kun til ansvar over for vore læsere, hvis øgede støtte og opbakning vi imidlertid ville sætte stor pris på. Nogen videre indflydelse på den nævnte ortodoksi, har vi dog ikke – medmindre vore læsere vil tage sig sammen og gennemtvinge en ændring af ortodoksien!