Moulavi Zahran Hashim, imam og youtuber samt den angivelige hovedmand bag terrorangrebet den 21. april. (Foto: Everipedia)

I påsken så man, som vi ved, endnu et muslimsk terrorangreb imod kristne og europæere på et højst uventet sted. Det er faktisk trivielt at skrive om det, for det vil komme til at ske med stadig større hyppighed og tiltagende voldsomhed overalt i verden, indtil vi tager os sammen og gør noget ved det, og artiklerne vil uvægerligt få karakter af gentagelser. Der er ikke noget nyt at sige. Hvide, kristne mennesker kan i dag ikke færdes i sikkerhed noget sted på kloden, mens muslimer alle steder nyder en relativ grad af tryghed. Så længe dette misforhold eksisterer, vil du skulle læse artikler om dette emne månedlig, ugentlig og til sidst daglig.

Angriberne har en ideologi, en religion og et mål, mens Vesterlandet tilsyneladende ikke mere har noget åndeligt grundlag, der kan motivere et forsvar. Det er sølle! Vor opgave er først og fremmest at være med til at skabe fundamentet for et sådant åndeligt grundlag, for enhver form for åndløshed og bevidstløs selvtilfredshed vil altid tabe over for målbevidste revolutionære kræfter! Og kirkerne repræsenterer det mest sølle af alt! De burde her som de første råbe vagt i gevær! Kristendommen burde have været et værn imod islam, men i stedet for at angribe fjenden eller i det mindste forsvare sig imod ham, omfavner man ham og vender den anden kind til, som det sømmer sig for kristne får. De har imidlertid her at gøre med ulven!

Det interessante i denne sammenhæng er ikke selve udåden, men behandlingen af denne i de allerfleste vestlige medier og af vestlige politikere. Det varede meget længe, før man vovede at tage ordene ”islamistisk terror” i sin mund, selv om handlingerne bar alle tegn på at være netop dette. Man tøvede, forsøgte at henføre ugerningerne til en genoptagelse af den srilankanske borgerkrig mellem tamiler og singhalesere, selv om kirker og hoteller for vesterlændinge aldrig har været mål i denne. Det måtte ikke være muslimsk terror, det måtte det altså bare ikke, og ordet islam har faktisk ikke rigtigt optrådt i overskrifterne eller dækningen af begivenhederne. Det skulle helst skjules. Kunne det mon ikke bare kaldes noget andet…?

Så kom til sidst undskyldningen: Der var tale om gengæld for Tarrant Brentons summariske henrettelse af muslimer i Christchurch – som netop var gengæld for utallige muslimske drab, terroraktioner, voldtægter mv. I det hele taget at fremsætte og at viderebringe et sådant udsagn er bevidst vildledning – for så vidt journalister overhovedet er i besiddelse af nogen bevidsthed. Der var her helt klart tale om en veltilrettelagt og nøje planlagt krigshandling, som det har taget måneder at forberede. Alene de anvendte sprængstoffer, detonatorer etc. er jo ikke noget, man bare lige kan gå hen og købe i det nærmeste byggemarked eller få på recept på apoteket. Hertil kommer rekrutteringen af selvmordsbombere – nok ikke en stilling, man kan slå op i avisen, og antallet af kandidater på Sri Lanka er nok også begrænset. Her var der ikke tale om en impulsiv hævnakt, men om et længe planlagt angreb med henblik på at udrydde det størst mulige antal kristne og hvide mennesker, og påsken var bestemt heller ikke valgt tilfældigt. Men endnu i dag onsdag bruger det kommunistiske DR Christchurch som overskrift i en artikel om terroren på Ceylon.

Hvis vi skal ind på gengældstanken, er regnestykket jo imidlertid interessant. Muslimernes drab på kristne løber i disse år op i mindst 100.000 om året, et tal som ingen overhovedet reagerer på. Det sker bare og udløser ingen som helst reaktioner i de europæiske hovedstæder og ingen sympati fra folk som Obama, Hillary Clinton eller Anders Samuelsen. Antallet af dræbte hvide mennesker stiger også måned for måned. Vi taler om tusinder. Der er ikke blot tale om de store terroraktioner som Bali, Charlie Hebdo, Bataclan, Nice, Barcelona, Manchester etc. etc., men også om de enkelte drab på hvide mennesker som udtryk for muslimernes racehad, eller fordi de bliver ofre for fremmedes systematiske forbrydelser og voldtægter. Voldtægt er i øvrigt en klassisk måde at vise fjenden sine overlegenhed på, når man har erobret et område, og muslimerne har rent faktisk erobret Europa og de andre hvide lande. De sætter dagsordenen og bestemmer diskursen. Over for dette tal står 50 døde muslimer i Christchurch + et antal enkelte ofre for hvide menneskers spontane vrede. Der er med andre ord tale om en voldsom ubalance, som en og anden måske nok kunne mene, der burde rettes op på! Vi nærmer os dermed en direkte krigstilstand, ja, en sådan er uundgåelig, hvis vi skal overleve. Vi skal i den forbindelse ikke glemme de mennesker, der har bragt os hertil. De fremmede er symptomet, årsagen er vor herskende ”elite”!

Efter Christchurch var man ikke sen til at fratage newzealænderne deres våben, udstede forbud imod udbredelse af Tarrant Brentons manifest (man skulle jo helst ikke kunne læse, hvorfor han så sig nødsaget til at handle, som han gjorde) og til at varsle stramninger af straffeloven, der de facto afskaffer ytringsfriheden, for denne truer det multikulturelle projekt. Efter Sri Lanka ikke en lyd om at forbyde moskeer og hjemmesider, hvis hovedformål er at prædike had imod hvide mennesker og deres kultur. Jøden Zuckerberg vil fratage hvide mennesker muligheden for at udtrykke sig gennem Facebook, men han vil støtte muslimernes had. Dermed er banen kridtet tydeligt op. Det er klart, hvem der er ven, og hvem der er fjende! 

Hvis man vil terroren til livs, må man som det allerførste erkende, at islam ikke er en religion som alle andre, men en forbrydelse mod menneskeheden. Det er en pest, der bør behandles på samme måde som enhver anden smitsom sygdom. Den skal udryddes sammen med ethvert potentielt smittekim, indtil islam kun er en note i historiebøgerne. Der kan ikke være nogen frihed for islam i den civiliserede verden. Vi kan derfor heller ikke anerkende systemets adskillelse mellem muslimsk og islamistisk. Den er kunstig. De to ord betyder jo i bund og grund det samme, og islam i sig selv er den mødding, der fostrer islamister. Det er som bekendt ikke alle muslimer, der er terrorister, men 99 % af alle terrorister er muslimer – og et rystende stort antal muslimer støtter terroristernes standpunkter eller erklærer, at de ikke ville anmelde terrorister, hvis de kendte nogen.

Hvis der er lande, som insisterer på at blive i oldtiden, skal de naturligvis have lov til det, men de skal i så fald isoleres på en sådan måde, at smitten ikke kan slippe ud derfra. Derfor skal muslimer udelukkes fra Europa og andre hvide lande. Kun sådan kan vi igen komme til at føle os nogenlunde sikre. Alle de penge, der bruges på at gøre dette uønskede befolkningselement tilfredst, og på de omfattende sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige, når man har dem boende her, bør i stedet anvendes på at sikre livet for de gamle, de syge og de svage. Penge kan som bekendt kun bruges én gang!

Man skal ikke vide meget om verden for at have bemærket, at der er problemer alle de steder, hvor man har muslimer. I Indonesien er de et voksende flertal, der undertrykker og fortrænger det kristne og det hinduistiske mindretal. I Filippinerne har man åben borgerkrig. Selv i det ellers så fredelige Thailand er den sydlige, muslimske, del af landet arnested for terror. I Burma lider man under terror fra rohingyaernes side (men har dog gjort noget ved det – til omverdenens store fortrydelse). I Indien er der konstante kampe mellem hinduer og muslimer. I Malaysia breder den sorteste islam sig. I de egentlige muslimske lande undertrykkes eller dræbes alle ikkemuslimer. Tyrkiet er fra at være en europæiseret stat blevet til et ærkemuslimsk land med alt, hvad deraf følger. De kristne palæstinensere er snart helt fortrængt af muslimer. Kopterne i Ægypten er udsat for konstante angreb. I hele Nordafrika og helt ned i Nigeria forfølges og myrdes kristne.

Der berettes nu om, at srilankanerne reagerer mod muslimerne, som udsættes for isolerede angreb. Det ville være en forventelig reaktion, men i Vesten er man tavs, ja, man er nærmest på muslimernes side. Man behøver blot at sammenligne reaktionerne på begivenhederne i Christchurch og i Sri Lanka. Det er skammeligt!

Tragedien har desværre også en særlig dansk vinkel, idet Bestsellerejeren Anders Holch Povlsen, Danmarks rigeste mand, har mistet 3 af sine 4 børn ved det muslimske angreb. Vi kan have meget at kritisere Holch Povlsen for, men i denne stund skal al kritik forstumme. Der findes ikke noget værre for forældre end at miste deres børn. Den sorg er bundløs og vil aldrig forsvinde. I denne situation kan vi kun have medfølelse. Her hjælper alle familiens penge intet. Når Holch Povlsen på et tidspunkt vender tilbage til livet – for det gør han jo før eller senere – vil vi ønske, at han vil anvende nogle af sine mange penge til at støtte kampen imod islamiseringen af Europa! Det gør han dog nok næppe, for det ville udelukke ham fra elitens og kongefamiliens bonede gulve og sætte hans blomstrende virksomhed på den sorte liste. Han understøtter nok snarere det islamiske trossamfund som en ”forsoningsgestus”, men man har jo altid lov at håbe!