Man skal vel efterhånden være mere end almindelig blind og døv for at overse, at den danske folkekirke er i en dyb krise, der vel kun kan ende med exitus. Vi tænker i denne forbindelse ikke på hverken faldende medlemstal eller svigtende fremmøde i kirkerne. Det er højst symptomer. Ondets rod er, at folkekirken er kommet i alvorlig splid med sig selv.

Det har længe ulmet under overfladen, men sygdommen brød for alvor ud, da en – selvfølgelig kvindelig – præst luftede ideen om at indføre et nyt dåbsritual. Det er hendes erfaring, at forældre, der kommer til hende for at få deres børn døbt, ikke forstår ritualet, og selv når de får det udlagt af præsten, er det stadig galt. ”De formår slet ikke at få ordene til at klinge med i deres egen tilværelse,” som hun skrev i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Det er også galt med lovprisningen og korstegnelsen, og ord som ”enbårne”, ”åsyn” og ”nåde” forstår moderne mennesker heller ikke. Så vidt sognepræst Birgitte Kragh Engholm, Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København.

Hvis det er, som præsten siger – og det er det nok – så er det jo tegn på en katastrofal mangel på uddannelse og dannelse, som denne skulle være formidlet igennem skolegangen. Ikke alene lærer man i dag ikke det danske sprog – man lærer heller ikke det mest fundamentale om den religion, der på godt og ondt udgør en væsentlig del af grundlaget for vor kultur. Hvad spilder vi egentlig penge på skolen for? For at de kære unger kan lære om tandbørstning, perverteres af såkaldt seksualundervisning og blive rigtige demokrater og ”lykkelige mennesker”. Dette projekt synes imidlertid heller ikke at lykkes. Aldrig har børn været så ulykkelige, som de er i dag, fordi de ingen identitet har, ikke kan føle sig som en del af noget, der er større end dem selv, berøves deres kønsidentitet, deres nationale identitet og forståelsen af deres historie, herunder af den religion, der på afgørende vis har været med til at forme denne historie. Dette uddannelsessystem er i sandhed et overgreb på børn – det mest alvorlige overgreb man kan begå!

Diskussionen standsede imidlertid ikke der. En sproglig fornyelse og nogle moderne salmer løser ikke det grundlæggende problem. Det ligger nemlig ikke i selve ritualet, men i den teologi, der ligger til grund for det, som Lars Sandbeck, der er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, så ganske rigtigt fremhæver det.

Det er måske her en god ide kort at resumere, hvad denne teologi egentlig går ud på. Den bygger på den Augsburgske Bekendelse, der er hele den lutherske læres og dermed også den danske folkekirkes grundlag. Hvad dåben angår, forholder det sig nogenlunde således:

Mennesket er fra natur af i bund og grund syndigt. Dette skyldes Syndefaldet, hvor slangen forledte Eva til at spise af lige netop det træ, Gud havde fortalt hende, at hun ikke måtte røre. Derfor har der også altid i kristendommen hvilet en særlig forbandelse over kvinden, fordi det er hendes skyld, at vi alle fødes til evig fortabelse. Heldigvis sendte Gud imidlertid sin søn til jorden, for at give os mulighed for at slippe ud af denne synd og den dermed forbundne evige fortabelse ved at han tog alle vore nedarvede og selverhvervede synder på sine skuldre og lod sig korsfæste for vor skyld. For at få del i denne nåde, skal vi
imidlertid forsage det onde og sige ja til Jesus. Det forekommer at være en god handel. Hvordan denne overførsel af alverdens skyld til Jesu skuldre og forløsningen gennem hans korsfæstelse så skal hænge sammen – ja, hvordan man overhovedet blanco kan overtage andre menneskers synd, og hvordan denne så kan slettes gennem en korsfæstelse af en uskyldig, det er jo unægtelig et andet, men såre interessant spørgsmål, som teologer med god grund har det med at vige uden om. Det kan lige så lidt som arvesynden klares med fornuft og logik, kun med mystik.

Når et barn bliver født, er det altså skyldigt og ondt og hjemfaldet til Helvedes evige pinsler, dersom det skulle dø uden at have sagt ja til Jesus. Dette er baggrunden for dåben – og for hjemmedåben (i dag vel dåben på hospitalet), hvis barnet er sygt og i livsfare. Først ved dåben får barnet mulighed for at blive et Guds barn, thi først der fjernes den iboende ondskab fra det. Derefter vil det så livet igennem være op til barnet at gøre sig fortjent til frelsen, for denne følger desværre ikke automatisk af dåben, men dåben er en
forudsætning for frelsen. Får man foretaget en provokeret abort, slår man således ikke alene sit barn ihjel, man sender det direkte til Helvede til de evige pinsler, thi arvesynden kommer ikke med fødslen, men allerede ved undfangelsen…

Problemet ligger nok i, at det ”moderne” menneske vil sige nej tak til denne teologi og denne religion i sin helhed – og med god grund. Den er i bund og grund menneskefjendsk. Så måske er det alligevel bedre, at forældre til nyfødte ikke helt forstår, hvad det er, der foregår under dåbshandlingen.

I et yderligere indlæg i Kristeligt Dagblad, kridter sognepræst Claus Thomas Nielsen fra Stauning banen meget klart op:

”Det er jo ganske korrekt, at folkekirken ikke har et pædagogisk problem. Folkekirken har ikke et formidlingsproblem. Folkekirken har kun et indholdsproblem. Al tale om ny musik, nye salmer, nye bønner og så videre handler alene om, at man vil have en ny teologi, det vil sige en ny religion, ind i kirken. En religion uden en almægtig, enevældig Gud, uden arvesynd, uden Jesu offerdød, uden Guds vrede, uden dommedag.

Som det er i dag, bruger de fleste præster ritualer og bønner, som ganske åbenbart modsiger det, de i øvrigt forkynder og står for. Kun de nyeste salmer forkynder den postkristne religion, som tager udgangspunkt i mennesket i stedet for Gud.”

Pastor Nielsen rammer her præcist hovedet på sømmet. Den postkristne religion tager sit udgangspunkt i mennesket, ikke i Gud, for mennesket har jo afskaffet Gud og gjort sig selv til jordens omdrejningspunkt. Pastoren hylder Sandbeck for at påpege, at diskussionen i virkeligheden drejer sig om indhold og ikke form, men det er samtidig klart, at pastor Nielsen selv står fast på den traditionelle kristendoms grund. Han savner endog eksorcismen i forbindelse med dåben, af hvilken der kun er forsagelsen tilbage. For ham er
udøbte børn besat af det onde, og dette må uddrives af dem, inden de kan døbes. Dette er kristendom pur.

Over for denne holdning står de moderne præster – og i særlig grad et stort antal kvindelige præster, der tilsyneladende har meget svært ved logisk, filosofisk og teologisk tænkning. De er fortalere for de bløde værdier, candyfloss, Jesus med chokoladeovertræk, godhed, uendelig godhed – ja, de ønsker at gøre kristendommen i den danske folkekirkes klædedragt til en integreret del af den liberale, multikulturelle godhedsindustri. De har ingen forståelse af religionens væsen og ingen bevidsthed om dens historie eller om kirkens plads i nationen som bærer af traditionen.

Tendensen er naturligvis ikke ny. I K.G. Brøndsteds novelle ”Udnævnelsen” fra 1917 ser hovedpersonen i en drøm fremtiden for den danske folkekirke således:

”Kristus var nogle Steder den guddommelige Frelser, andre Steder kun et ædelt Menneske, andre Steder ikke andet end en Mythe, i nogle Kirker omtaltes han slet ikke. Helligaanden var afskaffet de fleste Steder. Selve Gudsbegrebet var nogle Steder kun en Abstraktion, et Navn på Menneskets eget Følelsesliv. Livet efter Døden var ude af Kurs, dog havde Belønning efter Døden mange Tilhængere, Straf efter Døden derimod ingen.”

Det er dertil vi i dag er kommet.

Men nu var slusen åbnet. Det næste ritual, der stod for skud, var nadveren. Også det er uforståeligt for kirkegængerne – og også her kan vi kun sige: Godt det samme!

Nadveren er – som alt andet i kristendommen – en sølle kopi. I dette tilfælde kommer den fra den hellenistiske Mithraskult, som var udbredt over hele Romerriget. Gennem præstens hokuspokus forvandles vinen og brødet til henholdsvis Jesu blod og Jesu legeme. Det er ikke symbolsk, det er i kristelig selvforståelse virkeligt, så det, vi taler om, er reelt et kannibalistiske måltid. Folkekirken forsøger at tale sig uden om denne kendsgerning, men Luther er helt klar i mælet: “Est!” Det er det, der står i Bibelen. Velbekomme! Mon ikke det er bedst, nadvergæsterne ikke rigtig fatter dybden af dette?

Ja, end ikke orglet er fredet. Det er efter modernisternes opfattelse gammeldags og kan ikke rigtig gengive den musik, publikum i dag efterspørger. Efter at have hørt organisten spille filmmusikken til Star Wars til glæde for et hold konfirmander, kan jeg garantere, at et orgel kan spille hvad som helst. Spørgsmålet er, om det bør bruges til at spille hvad som helst?

Ja, Høsterkøb Kirke har endda ændret liturgien og forkortet højmessen, så den i stedet for 5 kvarter kun varer 3 kvarter, så man undgår noget af alt det kedelige, og i stedet for de traditionelle salmer synges der så ”ny musik” som f.eks. Leonand Cohen og Bob Dylan, ja, der kan sikkert også blive plads til The Beatles, Kim Larsen eller ”Smilende Susie”. Den kvindelige præst fremhæver det stigende antal kirkegængere, men en anden præst hævder, at besøgsprocenten i Høsterkøb stadig kun er godt det halve af landsgennemsnittet, så måske er succesen ikke så stor endda. Præsten, Annemette Norsker, siger, at den nye gudstjeneste er resultatet af, at hun har spurgt folk i Høsterkøb, hvad der ville få dem til at gå i kirke, og har indrettet sig efter det… Stakkels Gud!

Kristendommen har sammen med de andre store bogreligioner altid udmærket sig ved at være en modstanden af videnskab og menneskelig nysgerrighed. At begære frugterne fra kundskabens træ har siden Eva været tabu og er helt bogstaveligt blevet forfulgt med bål og brand. Hele uerstattelige biblioteker er gået op i røg, og kristendommen har skønsmæssigt forsinket den samlede videnskabelige og tekniske udvikling i Europa med mindst 500 års dyb åndelig formørkelse. Vi regnede vel efterhånden med, at kirken havde opgivet denne position, men der var vi for optimistiske. Allerede nogle måneder inden
dåbsdiskussionen brød ud, havde sognepræsten ved Sankt Marie Kirke i Sønderborg, Mads Jakob Thorlund Jakobsen, på ny udfordret videnskaben i skikkelse af Darwins evolutionslære, som han gør ansvarlig for den manglende solidaritet i samfundet. Som sædvanlig har han ikke forstået Darwin, der ikke taler om den stærkestes overlevelse, men om den mest egnedes, dvs. at den overlever, som er bedst egnet til at tilpasse sig ændrede levevilkår. Dette kunne unægtelig tjene som et mene tekel til kirken! For pastor Jakobsen er Darwins lære vranglærdomme, skabelsen er der tilsyneladende gjort tilstrækkeligt rede for i Bibelens skabelsesberetning. Man må her igen spørge sig selv om, hvad der vel er gået galt i undervisningen, og om, hvorvidt samfundet skal betale for den forgæves uddannelse af sådanne formørkede individer. Evolutionslæren er ikke et spørgsmål om tro, men om sikret viden. Igennem mere end hundrede års forskningsresultater er den hele tiden blevet bekræftet, og der har intet kunnet fremføres til støtte for Bibelens skabelsesberetning eller et intelligent design – absolut intet!

Biskoppen kaldte ham forsigtigt til orden og forslog ham at læse lidt mere på Darwin, hvilket præsten afslog, medmindre han blev tvunget, og nu blev biskop Marianne Christiansen, om hvem der ellers ikke er så meget godt at sige, selv offer for et heftigt angreb fra en lang række præster, der vel i bund og grund støtter pastor Jakobsens syn på videnskaben. På denne liste fandtes der desværre en lang række navne på præster, som vi ellers kender som særdeles fornuftige mennesker. Det er faktisk til at græde over, for biskoppen har jo her inderlig ret. Hvis kirken vil fremprovokere en diskussion med videnskaben og benægter rigtigheden af evolutionen, vil den uundgåeligt tabe – og denne gang vil den tabe stort. Den forsynder sig imod Darwins idé om den mest egnedes overlevelse. Hvis ikke kirken forstår på afgørende punkter at tilpasse sig virkeligheden, så vil den forsvinde, for den har for længst mistet sin tidligere styrke, som i nogen grad tillod den at benægte fakta. Den vil da blive erstattet af islam, ikke fordi islam har nogen bedre forståelse for videnskaben, det være sig så langt fra, men fordi islam stadig igennem sine fanatiske menigheder har styrken til at ignorere fakta.

Vi havde gerne være kristendommen og alt dens væsen foruden, men vi anerkender den kendsgerning, at kristendommen i meget vid udstrækning har været bestemmende for vor kulturelle udvikling. Vi kan derfor ikke bare afskrive den eller erstatte den. Men hvis kristendommen vil overleve som kirke, må den besinde sig på, at dens lære er fuldstændig ude af trit med virkeligheden, og at dens trossætninger ville blive afvist massivt af befolkningen, hvis den kendte og forstod dem. Der er ingen som helst faktuel sandhed i kristendommen, der er kun tro, ja nærmere overtro, for der er tale om vrangforestiller, man inderst inde godt ved ikke er sande.

Det eneste, kristendommen har at tilbyde mennesket, er mystik. Mennesket har brug for ceremonier og højtidelighed, som man ikke nødvendigvis skal forstå, men som skal opleves, og som bærer en urgammel tradition videre og dermed giver kraft til den enkelte. Opgiver man denne mystik, dør man. Naturligvis skal kirken også styrke det folkelige fællesskab og drive den nødvendige sjælesorg over for mennesker i eksistentiel nød og eventuelt også bistå dem med ubureaukratisk økonomisk hjælp, hvis de har det behov, men det er der også andre, der kan.

Dette er naturligvis et vanskeligt, ja, måske umuligt skridt at tage for den lutherske kirke, thi det var alt det, Luther i sin naivitet brød med. Han gjorde hver mand til præst og opmuntrede menigheden til at læse Bibelen, hvilket hidtil af gode grunde havde været forbudt, for dersom man læser den, kan man jo ikke undgå at se dens selvmodsigelser og idioti, og hvis man gransker lidt i tilblivelseshistorien, vil den lærde hurtigt finde ud af, at den bygger på buddhistiske kilder, der er oversat i henhold til tidens oversættelsesforestillinger, der ikke ligner vore, således at oversættelserne måske ikke er umiddelbart genkendelige ved første øjekast.

Den katolske kirke har forstået dette bedre, i hvert fald indtil det 2. vatikankoncil, hvor latinen blev forvist til køkkenet og det hele gjort lidt mere folkeligt, og med det seneste pavevalg er den katolske kirke vel også sendt på dødsgangen, selv om dødskampen nok vil vare et godt stykke tid.

Den russisk ortodokse kirke, derimod, har bevaret sin liturgi stort set uændret igennem århundreder. Det meste af gudstjenesten er liturgi, og denne er på oldkirkeslavisk, som kun præster og slaviske filologer forstår. Alligevel kan den tryllebinde sin menighed igennem et par timer, og her står menigheden op! Kun prædikenen er umiddelbart forståelig for menigmand, og her magter man at slå bro mellem det teologiske dyb og den praktiske hverdag. Samtidig er de ortodokse klostre – og i nogen grad sikkert også de katolske – et betydeligt reservoir af viden og visdom, som den protestantiske kirke ikke gør sig nogen forestillinger om og ikke har nogen chance for at nå. Den ortodokse kirke vil ikke forstås – og når man prøver at forstå den, mødes man med skepsis, ja uvilje, for religionen skal ikke forstås, men føles. Den skal åbne et vindue ind til det, selv moderne mennesker måske har svært ved at sætte ord på, og give disse en vis tryghed i en til tider kaotisk verden.

Den danske folkekirke er i en vanskelig situation, men den gør det ikke lettere for sig selv. Den må give afkald på enhver forestilling om, at man skal forstå den – for hvis folk forstå teologien, vil de vende sig fra kirken. Man kan heller ikke modernisere sig, så man blive lige så ligegyldig som tidens andre underholdningstilbud, men man skal under ingen omstændigheder forsøge at konfrontere videnskaben og fastholde et uvirkeligt verdensbillede. Man må nøjes med at holde den nationale tradition på det religiøse område i hævd og levere den mystik, de fleste mennesker gerne vil opleve i livets største og livets tungeste stunder – og dette er et sted, hvor kirken stadig ikke har nogen seriøs konkurrence. Derudover bør sognene være kulturelle kraftcentre, således som de tidligere var det, og på den måde bidrage til at styrke både den enkelte og hele samfundet. Også dette vil imidlertid kræve en nyorientering, men det vil vi komme tilbage til ved en senere lejlighed.