Ved bispens fødselsdag…

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, der de facto er kirkelig leder af den danske folkekirke (den første blandt ligemænd), fyldte fredag den 22. februar 60 år. Det giver os anledning til at minde lidt om, hvem denne biskop er.

Kristeligt Dagblad bruger en hel temmelig intetsigende side på ham, men får dog mindet
om, at Skov-Jakobsen mener, at muslimer og kristne tror på den samme gud! Det må i så fald være en gud, der lever med en alvorlig psykisk personlighedsspaltning, og en gud, vi her aldrig har hørt om. Det er faktisk ganske utroligt, at en teolog kan fremsætte en så forvrøvlet udtalelse. Bladet minder også om, at Skov- Jakobsen var med til at gennemføre, at kirken blev tvunget til at foretage homoseksuelle vielser – et teologisk svigt af rang, der vidner om svag bibellæsning – om nogen overhovedet.

Jyllands-Posten formår på godt den halve plads under overskriften ”Københavns kulturkristne biskop hylder mangfoldigheden” at sige flere væsentlig ting om hans hellighed. Vi tillader os at citere:

”For Københavns biskop er en af kerneværdierne mangfoldighed, og derfor lægger han stor vægt på – og arbejde i – samarbejdet mellem folkekirken og andre religiøse trossamfund, bl.a. jøder og muslimer.”

Hertil siger bispen selv: ”Vores samfund bliver mere og mere multikulturelt. Samtidig ser vi øgede tendenser til polarisering og en dem og os-retorik, hvor man peger fingre ad hinanden og tænker i konflikter. Vi lever under den samme himmel og skal ikke splittes op i isolerede enheder.”

Således den danske folkekirkes fornemmeste biskop, der samtidig kalder sig selv ”kulturkristen” og vedgår, at han ikke ”tolker Bibelen helt bogstaveligt”. Han mener, at han er kvalificeret til at ”fortolke” den.

Glemt er den Augsburgske Bekendelses bud om at bekæmpe muhamedanerne og alle andre, der ikke følger den rette lære, glemt er missionsbefalingen, glemt er kristendommen og kirken i sin helhed. Det kan godt være, vi lever under den samme himmel, men vi er ikke ens. Vi er folkeslag med vidt forskellige kulturer – og vidt forskellige religioner. Det er mangfoldighedens skønhed. Menneskeheden er splittet op i enheder, der burde være isolerede fra hinanden, så der ikke var lejlighed til nogen pegen fingre, og så der ikke ville opstå så mange konflikter – den er ikke den ensartede brune masse, biskoppen ønsker at forvandle den til.

Den danske folkekirke, som han ved menneskenes dumhed og Guds fravær er sat til at forvalte, er en sammenslutning af danske kristne mennesker, der følger den augsburgske bekendelse, som synes at være hans hellighed lige så ubekendt som Bibelen. Det er kirkens opgave at forvalte dette budskab. Det burde biskoppen lægge sig efter at gøre – måske i stedet for at være formand for Dansk Flygtningehjælp, hvis virke kun kan betegnes som landsforræderisk og imod kirkens interesser!

Lige så sølle ser det ud med præsteløftet, som tilsyneladende ikke gælder for biskopper. Her lover præsten:

”at beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger… (der er ikke nogen licens til frit at fortolke det!)

at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse… (der er ingen undtagelser!)

at stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede, og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel…”

Dette forbillede er naturligvis fraskilt. Alle bliver jo i dag skilt – men det er ikke alle, hvis embede påbyder dem at være forbilleder!

Når biskoppen har aflagt præsteløftet ”med regnskabsdagen for øje”, må man imødese, at han indkaldes til et alvorligt torskegilde hos Sankt Peter! Det håber vi at kunne referere fra, når vi kommer så vidt. Det vil være svært at forestille sig, at Skov-Jakobsen med sit generalieblad får lov til at gå igennem Perleporten. Der er selvfølgelig altid nåden, men den forudsætter, at man er sig sin skyld bevidst. En sådan bevidsthed synes hans velbehagelige hellighed ikke at besidde. Så måske skal han belave sig på sit møde med
tyngdekraften, når han sendes ”det andet sted” hen, hvor han utvivlsomt vil komme på sin rette hylde blandt mangfoldige kolleger.

Når folkekirken går sin død i møde som kristen kirke, er det ikke så meget, fordi menigheden svigter den, men fordi præstestanden med bisperne i spidsen leder den i fordærv.

Kristelig Dagblad minder også om Per Ramsdal, præsten, der fornægtede hele trosbekendelsen i et interview med Jyllands-Posten, hvilket af Københavns biskop blev udlagt som et ”fortolkningssvigt”, således at Ramsdal blev sendt på efteruddannelseskursus. Det er lykkedes os at komme i besiddelse af en optagelse
af denne kammeratlige samtale. Den findes afskrevet i bogen ”Utidssvarende betragtninger 2017” og kan også læses her.

Dette indlæg blev udgivet i Kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s