Danske Bank er blevet taget i omfattende hvidvask af midler, om hvilke vi ikke ved ret meget. Måske stammer de fra kriminalitet, måske blot fra omgåelse af de idiotiske sanktioner, man har påført den russiske befolkning. Meget tyder imidlertid på det første.
Det er ved hjælp af Danske Banks filial i Estland lykkedes kriminelle at stjæle store beløb fra det russiske samfund. Og det værste af det er, at Danske Bank blev gjort opmærksom på trafikken for mere end 10 år siden og må have haft absolut vished om den i mindst 5 år. Rapporter er blevet fejet under gulvtæppet eller forskønnet. Ledelsen må have vidst alt.
Alligevel fortsætter banken med at udføre de ulovlige transaktioner. The Wall Street Journal har foretaget en længere analyse af forløbet. Det er hårrejsende læsning. Den fremstiller hele Danske Banks ledelse og personale langt ned ad rangstigen som en bande velorganiserede forbrydere. Den øverste ledelse gik godt nok af efter afsløringen, men med et solidt gyldent håndtryk i stedet for med et reb, de kunne gå hjem og hænge sig i.
Nu kunne man naturligvis sige: ”Og hvad så?” Banken har jo tjent styrtende på det. Ja, men efter afsløringen mistede bankens intetanende og sagesløse aktionærer ca. halvdelen af deres formuer i Danske Bank-aktier, og disse trak hele aktieindekset med ned, så rigtig mange mennesker led økonomisk skade. Desuden er hele landets renomme blevet lidt flosset i kanten. Dette er landsskadelig virksomhed, og alle ansvarlige bør godtgøre aktionærerne deres tab ned til sidste øre! De bør kunne se frem til resten af deres
liv at skulle betale hver en krone, de tjener, til deres ofre. Hvor langt dette liv så skal være, er en anden side af sagen!
Hofnarren fra Græsted mener, at vi som følge af denne skandale bør tilslutte os Den Europæiske Bankunion. Hvad skulle det mon hjælpe? Hele Europa er ved bankernes hjælp blevet drænet for et trecifret milliardbeløb. Nej, forløbet viser derimod, at vi skal ud af EU. Det skal være slut med kapitalens fri bevægelighed, for netop denne bevægelighed har gjort forbrydelsen mulig! Danske virksomheder skal drive forretning i Danmark, ikke i Estland.
Vi har ikke for vane at citere Karl Marx, men vi skal her erindre om hans udsagn om, at det er en større forbrydelse at grundlægge en bank end at plyndre en bank. Det havde han så evig ret i!