Det fremhæves med rette, at ytringsfriheden – og med den informationsfriheden – er grundlæggende for demokratiet. Uden ytringsfrihed, intet demokrati.

Nu er det ikke nyt, at denne frihed trædes under fode, det har f.eks. Tyskland, Østrig og Frankrig gjort effektivt og systematisk igennem mange år, og også Danmark har med straffelovens §266b ydet sit bidrag til at undergrave demokratiet.

Nu har imidlertid selve Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol godkendt ophævelsen af ytringsfriheden. En østriger er blevet dømt for at kalde Muhammed pædofil, fordi ”profeten” ifølge overleveringen giftede sig med en seksårig pige og konsumerede ægteskabet, da pigen var 9 år gammel, og denne dom var ifølge menneskerettighedsdomstolen helt i orden, for ”man ikke må bruge sin ytringsfrihed, hvis det sårer andres religiøse følelser”.

Den lader vi lige stå et øjeblik. Det fører os jo tilbage til den mørkeste middelalder. Man godkender altså, at menneskers primitive overtro er vigtigere end den demokratiske
debat. Religionskritik er herefter umulig, idet den nødvendigvis vil såre nogles følelser. Dog vil vi nok betvivle, at kristnes følelser er omfattet af dette forbud. Dem må man sikkert gerne såre. Der er nemlig en anden grund til, at man ikke må såre muhamedanere. Hvis man kritiserer Muhammed, bringer man nemlig den religiøse fred i fare, dvs. man risikerer muslimske optøjer. Læren af dette er, at vold betaler sig. Det kan man jo umiddelbart lære noget af!

Man kan imidlertid også lære, at man kun kan have fred og frihed i et etnisk og kulturelt homogent samfund med et fælles værdigrundlag! Danmark skal naturligvis ganske omgående forlade den europæiske menneskerettighedskonvention og Europarådet, en fuldstændig overflødig organisation, der kun tjener til at fylde lommerne hos politiske pampere og embedsmænd.

Hvad angår dommerne i Menneskerettighedsdomstolen, der som oftest forhindrer Danmark i at skaffe sig af med kriminelle udlændinge, findes der på dommens dag ikke træer høje nok til at hænge dem i!