I takt med at det nationale fællesskab opløses, går almindelig pli og opdragelse fløjten. Emma Gad ville vende sig i sin grav, hvis hun kunne se, hvordan danskerne i dag skaber sig!

I denne sommer havde jeg den store glæde og fornøjelse at tilbringe nogle uger sammen med mine 3 dejlige børnebørn. Bevidst eller ubevidst opdaterer de mig altid om det sidste nye fra deres mig fuldstændig fremmede verden – ofte om ting, som menneskeheden med stor fordel kunne have undværet. Det er forståeligvis nogle usandsynlig dejlige unger, nydelige, særdeles velbegavede og rimeligt veldresserede – så vidt man overhovedet kan dressere sine unger nu til dags. Jeg holder meget af dem, og jeg forsøger af al magt at afholde mig fra at blande mig. Det er ikke min opgave, og jeg håber, at det lykkes nogenlunde. Jeg indtager i stedet observatørens rolle, og det giver ofte pote i form af iagttagelser, der uundgåeligt sætter tanker i gang.

Tag nu f.eks. den yngste på 8 år, som er det, man forstår ved en rigtig rask dreng med masser af krudt bagi. En rigtig dejlig unge. En dag sad vi på en restaurant med den smukkest tænkelige udsigt ind over Marseille. Det er svært at vælge noget, når det eneste, man egentlig vil have, er burgere fra MacDonalds, og en sådan indretning er der gudskelov ikke på If, og det kommer det nok heller aldrig, heldigvis. Til sidst faldt øjnene på spaghetti bolognese – det lignede noget bekendt. Den blev serveret med pastaskruer – men det var jo heller ikke nogen italiensk restaurant. Stor var min forundring, da jeg så knægten sidde og spise pastaen med fingrene. Det er nu, man som bedstefar bør holde mund, men jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, om tjeneren havde glemt at give ham en gaffel. ”Nej, nej,” svarede ham uforstyrret, mens han fortsatte med at dyppe sin spaghetti i kødsovsen og føre den til munden med fingrene. Jeg kæmpede en kort kamp og tabte den. Jeg kunne ikke nære mig og spurgte, om han ikke syntes det var lidt ulækkert. Der var jo også andre mennesker på denne terrasse, som måske kunne miste appetitten ved dette syn. Og så var det, den unge mand sagde de gyldne ord: ”Jeg spiser, som jeg har lyst til!”

”Som jeg har lyst til!” Det er ormen i æblet, og den har gnavet sig helt ind til kernehuset. Vi gør, som vi har lyst til og blæser på de uskrevne regler, der er grundlaget for menneskers fredelige sameksistens i et civiliseret samfund. For 30 år siden smed en restauratør på en god italiensk restaurant på Strøget, som i dag desværre kun findes af navn, en familie ud, fordi børnene – de søde små pædagogopdragede poder – insisterede på at få dugen slået til side, så de kunne hælde maden ud på bordpladen og spise den direkte fra denne. Hvorfor skulle man da også bruge en tallerken? Forældrene støttede dette initiativ, og familien måtte forlade restauranten. Det var mere end rimeligt. Ca. 15 år senere inviterede min mor til middag på en jysk kro. Det blev et mareridt, for restauranten beherskedes fuldstændig at en enkelt svensk familie, hvis børn hylede og skreg og råbte konstant for fuld udblæsning.  De gjorde, hvad de havde lyst til, forstås. Her var der ingen, som skred ind. Det turde man vel ikke. Man ville uvægerlig være blevet beskyldt for racisme, idet børnene havde set dagens lys under varmere himmelstrøg, end man finder i Sverige, og måske for det, der er endnu værre. Det varede mange år, inden jeg igen satte mine ben på denne kro.

Jeg har andetsteds harceleret over, at folk kan finde på at gå i Det Kongelige Teater iført forvaskede cowboybukser, ditto islandsk sweater og træsko. Man gør jo, som man har lyst til. Det er simpelthen manglende respekt over for forfatteren, skuespillerne og det øvrige publikum. Det problem har jeg for mig selv løst ved ikke længere at komme i Det Kongelige Teater, da man alligevel ikke mere spiller noget, jeg gider se. Men bevares, i en verden, hvor lærere møder op til deres undervisning i joggingtøj eller afblegede forvaskede T-shirts med idiotiske påskrifter, hvor læger møder deres patienter uvaskede og ubarberede og i tøj, vi andre end ikke ville bruge til havebrug, hvor tv-personligheder optræder i shorts, hvor advokater procederer og dommere dømmer i det tøj, de nu lige kunne finde, og ministre går på fjernsynet med åbenstående skjorte eller i T-shirt, skal man jo ikke undre sig…. De gør jo bare alle sammen, som de har lyst til. Og hvis man vil harke, spytte, råbe og lade sit vand i det offentlige rum, hvorfor skulle man så ikke også gøre det – når man nu har lyst?

Det er længe siden, man rejste sig op for ældre mennesker i bussen – for hvem har lyst til at stå? Hvem har i det hele taget lyst til at hjælpe andre? En chauffør fra Flextrafik nægtede at hjælpe en gammel, stærkt gangbesværet dame ned ad en trappe, ”for det stod ikke på hans papir, at hun skulle have hjælp til det”. Vi taler så meget om at gøre noget for andre, men det skal naturligvis helst være for folk på den anden side af jordkloden. Så føler vi os gode, og det har vi lyst til! Og det er meget mere interessant end at stikke en dansk kontanthjælpsmodtager en femhundredkroneseddel, så han kan betale sin medicin. Det har vi ikke lyst til.

For nogle år siden var der i min lille landsby en forfærdelig begravelse. En ung pige på 18 år var blevet kørt ihjel af en bilist, der kørte ind i en kurve for fuld fart i den forkerte side af vejen. Da han ikke var fuld, blev han da heller ikke straffet mærkbart. Herregud, han kørte jo forståeligvis bare, som han havde lyst til. Det var kun uheldigt, at Katrine kom i vejen for hans livsudfoldelse. Til begravelsen var kirken stuvende fuld, og der var naturligvis mange unge mennesker blandt de sørgende. Et af disse håbefulde væsener bar en løst hængende T-shirt med teksten ”Hells Bells” i en cirkel på ryggen med tilsvarende illustrationer. Han får min pris for den mest smagløse påklædning, jeg har set. Men bevares. Han havde jo lyst til at have den T-shirt på – og det faldt ham ikke ind at betænke, hvad teksten betød, hvor han var eller hvorfor! Han fulgte bare sin lyst!

En 8-årig kaster – under overværelse af sine søskende – en sten ned på motorvejen, totalskader en bil og er centimeter fra at forårsage en alvorlig ulykke eventuelt med døden til følge. Det havde han nu lyst til. Man kunne måske her have forventet, at forældrene havde taget en meget alvorlig samtale med den unge mands bagdel, men i stedet træder moderen frem i pressen og erklærer, at ingen skal true hendes børn. Gerningsmanden bliver gjort til offer, for han gjorde jo bare, hvad han lige havde lyst til. Her er der vist et tilfælde af alvorligt manglende forældreevne, hvor en tvangsfjernelse var på sin plads! Men selvfølgelig skal man have lov til at gøre, som man har lyst til. Er det ikke det, det hele går ud på i et frit samfund? Og ve den, der siger noget imod det!

Vi lever i en verden, hvor individet står i centrum. Alle kan bare gøre, som de har lyst til. Men hvis alle bare gør, som de har lyst til, hvad er der så tilbage til at binde samfundet sammen? Hvis man ikke vil tage hensyn til andre mennesker i de små ting, hvordan kan man så forestille sig, at man vil gøre det i de store ting?

Hvad mit barnebarn angår, finder han jo nok på at bruge gaflen, når hans kammerater fortæller ham, at han spiser som en baby. Men på den anden side er han fra naturens hånd forsynet med en god portion selvtillid, så hvem ved?

Desværre forhindrer straffeloven mig i at gøre, som jeg har lyst til! Det er der mange, der kan være rigtig glade for! Undtagen bedemændene, naturligvis!