60.000 unge med studentereksamen har svært ved at få fodfæste, meddeler Jyllands-Posten alarmeret. De unge ved ganske enkelt ikke, hvad de gider lave, og et par sabbatår eller tre er ikke ualmindelige. Professoren med det eksotiske navn Noemi Katznelson, leder af ”Center for Ungdomsforskning” (et af de mange helt overflødige ”forskningscentre” i landet) ved Aalborgs såkaldte universitet (en ganske unødvendig femterangs institution), er bekymret. De unges vanskeligheder skyldes ifølge Noemi ”psykiske udfordringer, som primært kommer af de mange krav, de møder i uddannelsessystemet. …. De skal levere og præstere, og derfor bliver de forpinte og stressede og ender som inaktive.” Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri giver hende ret: ”De er vant til, at kun et 12-tal er godt nok”.

Vorherre bevares! Dagens unge har ingen anelse om, hvad krav og præstationer vil sige. Det lærte vi andre, dengang skolen, gymnasiet og ikke mindst dagliglivet stillede krav, som ville få nutidens forkælede møgunger til at falde om. Sagen er, at der hele livet igennem stilles for få krav til dem, og at de aldrig lærer disciplin og pligtfølelse, ligesom de ikke gennem opdragelsen får nogen forståelse af, hvad det vil sige at være en del af et nationalt fællesskab. De bibringes ganske enkelt ikke den ramme, der giver dem en egentlig identitet og en bevidsthed om, hvem de selv er. På den baggrund kan man jo nok have ondt af dem og se dem som ofre – netop for folk som Noemi Katznelson. De søger knap nok efter en sådan identitet, for de ved ikke af, at de har en. De nøjes med at leve deres virtuelle liv, som fyldes af ligegyldigheder som fodboldspillere, popstjerner og nulliteter som ”the Kardashians” og andre kunstige ledestjerner, som alle er rige og på forsiderne af medierne. Hvis man sætter sådanne individer som målestokken for succes, kan man jo let føle sig utilstrækkelig, selv om man egentlig er meget mere værd end disse falske idoler. Det eneste virkelige pres, de er udsat for, er, at de skal tjene penge til den sidste nye I-phone i stedet for at foretage sig noget nyttigt, der kunne gøre dem til åndeligt set rigere mennesker.

Det har været et mål, at stort set alle skulle have en ”studentereksamen”, men netop derved har man afskaffet studentereksamen, der ifølge sagens natur kun kan være en eksamen for de bogligt absolut bedst begavede – vel mellem 5 og 10 % af befolkningen. Kravene til en såkaldt studentereksamen er i dag katastrofalt lave, men opleves måske af de 90 % af gymnasieeleverne, der egentlig ikke er kvalificerede til at gå der, som uoverstigelige. Og det bliver naturligvis ikke bedre af, at man har indført en idiotisk karakterskala, der ikke giver tilstrækkelig mulighed for at graduere præstationerne, med det ultimative mål helt at afskaffe karakterer og bedømmelser, da vi jo på bunden alle er lige. Det er naturligvis alt sammen et problem, men et problem, der er enkelt at løse. Uddannelsessystemet skal blot skrues godt 50 år tilbage – med et par justeringer, således at alle kan komme på deres rette hylde.

Samtidig skal børnene have deres identitet tilbage, sådan at de føler den umiddelbare glæde, det giver at være en del af et større – homogent – fællesskab. De unge mennesker er ofre i den forstand, at deres fremtid er taget fra den. Den sikre og trygge verden, vi andre voksede op i, er blevet forvandlet til et værdifrit, relativistisk, multietnisk og multikulturelt rædselskabinet, hvor dagens unge meget vel risikerer at blive tabere over for andre grupper, der er i besiddelse af absolutte værdier, en identitet, en tro og en kultur, der giver dem styrke – men denne identitet er desværre ikke dansk, og den bliver det heller aldrig.

Man forsøger at bilde unge mennesker ind, at de lever i den bedste tidsalder, verden har set – men realiteterne er desværre ganske anderledes, og i en ikke alt for fjern fremtid lurer borgerkrigen. Der er på den baggrund næppe noget at sige til, at et stigende antal børn og unge skal i psykiatrisk behandling, lider af spisevægring, skærer i sig selv eller begår selvmord – alt sammen noget, der stort set var ukendt for 50 år siden.

Kun en radikal ændring af samfundet kan afhjælpe dette!