Dr. William Pierce

Introduktion

På trods af stor umiddelbar sympati for partiet Nye Borgerlige og bevægelsen For Frihed, er det nødvendigt at huske på, at de vestlige folkeslags nuværende eksistenskamp ikke kan vindes af konservative, ligegyldigt hvor nationale disse end måtte være.

For det første indeholder konservatismen nogle indbyggede fundamentale svagheder, hvilke tydeligt demonstreres ved, at konservative ikke har været i stand til at stoppe den nuværende nationale dødsspiral. Hertil kommer landsforrædernes karakter, magt og midler samt ikke mindst de aktuelle problemers omfang. En konservativ løsning er ganske enkelt ikke realistisk længere, og de borgerlige midlers tid er definitivt forbi. Den barske og sørgelige kendsgerning er, at i sidste ende kan kun en revolution redde de vestlige folkeslag og deres civilisation fra den sikre undergang.

Disse forhold så amerikanske dr. William L. Pierce med uhyggeligt klarsyn allerede i 1971, hvorfor vi nedenfor har valgt at bringe hans ganske glimrende og stadig aktuelle analyse.

Derfor kan konservative ikke vinde

Af dr. William L. Pierce

Nogle af mine bedste venner er konservative. Jeg holder oprigtigt af dem, og jeg beundrer dem for deres ægte dyder: For deres sømmelighed og deres personlige integritet i en korrupt tidsalder, for deres selvstændige ånd og deres villighed til at stå på egne ben i et samfund, der i stadig højere grad bærer alle på hænder og fødder.

Derfor håber jeg, at mine konservative venner vil tilgive mig for, hvad jeg nu vil skrive.

Et tragisk valg

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at hvis jeg var tvunget til at vælge mellem den konservative højrefløj og venstrefløjen, gammel eller ny, at jeg så ville vælge den første.

Men heldigvis er ingen af os konfronteret med et så begrænset valg. Det ville i sandhed være tragisk, hvis vi var. Det ville være tragisk på en helt fundamental måde, på en Spenglersk måde. Vi ville være tvunget til at vælge som Spenglers romerske soldat, hvis knogler blev fundet foran en dør i Pompeji. Da vulkanen Vesuvs gik i udbrud, døde soldaten på sin post, da hans overordnede havde glemt at fritage ham fra tjeneste. Vi ville nødvendigvis vælge, hvad der er rigtigt og ærefuldt og i overensstemmelse med vor races traditioner – og vi ville derfor med sikkerhed bukke under.

For konservative kan med ligeså stor sikkerhed ikke vinde den kamp på liv eller død, som de på nuværende tidspunkt udkæmper. Selvom deres modstandere på venstrefløjen måske heller ikke kan nå deres mål – rent faktisk kan de aldrig nå deres mål, da det er baseret på grundlæggende fejlagtige antagelser om mennesket og naturen – så har de konservative bevist, at de på ingen måder er i stand til at forhindre de venstreorienteredes tilintetgørelse af vores verden.

Revolutionær fordel

De konservative kan ikke vinde fordi, at deres modstandere er revolutionære – modstanderne har revolutionære mål, og frem for alt lever de som en revolutionære.

Den stridsmand, som er villig til at tage offensiven fremfor kun at opretholde en defensiv position, har altid haft og vil altid have fordelen. De konservatives evolutionære natur og modstandernes revolutionære natur bestemmer, at den ene part nødvendigvis altid vil være tvunget til at spille en essentiel defensiv rolle og den anden en essentiel offensiv rolle.

De belejrede versus belejrerne

Dikotomien mellem offensiv/defensiv gør sig naturligvis ikke absolut gældende i relation til taktik, men det gør den til gengæld, hvad angår strategi. De konservative kan udføre korte, pludselige modangreb – de kan pludseligt storme ud af deres fort for at angribe deres belejrere – men i det lange løb vil de altid være de belejrede, og de revolutionære vil altid være belejrerne.

De konservatives grundlæggende mål er at beskytte, hvad der ”er” eller i en ekstrem form at genskabe, hvad der tidligere ”var”. De revolutionæres mål er helt at ændre, hvad der ”er”, totalt at afskaffe det, så det kan blive erstattet af noget helt andet.

Raceløst nirvana

Således taler de konservative om at standse gadekriminalitet, sænke skatterne, bekæmpe udbredelsen af narkotika og pornografi, begrænse den offentlige sektors vækst osv., osv. De venstreorienterede stræber mod en utopi, hvor der ikke er nogen krig, ingen ”undertrykkelse”, ingen ”diskrimination”, ingen ”racisme”, ingen begrænsninger for individets frie udfoldelse – et raceløst og ubesværet nirvana bestående af ”kærlighed”, ”lighed” og overflod.

Det forjættede land

De konservatives mål kan virke både fornuftigt og opnåeligt. På den anden side ligger de venstreorienteredes mål i det forjættede land, langt hinsides virkelighedens horisont. Og det er netop, hvad der giver venstrefløjen fordelen. Når den konservative opnår en lille sejr – f. eks. at få valgt en konservativ kandidat til parlamentet – vil han med stor sandsynlighed opføre sig som om, at han havde vundet hele kampen. Han vil tro, at hans endelige sejr er lige om hjørnet, og han vil sænke paraderne og læne sig tilbage for at nyde frugterne af sin indbildte sejr. Men de venstreorienterede bliver aldrig tilfredse, for ligegyldigt hvilke indrømmelser, der gives dem, forbliver deres mål lige så fjernt, som det altid har været.

De konservative arbejder i anfald og i ryk. De reagerer med bekymring på venstrefløjens seneste hærgen, men de er tilfredse med, at de kan trække sig tilbage, reorganiserer deres tropper og etablerer en ny forsvarslinje. Venstrefløjen bliver ved med at presse på, at sondere terrænet, at rykke frem, nu og da gå et skridt tilbage, men kun for at være i stand til at tage tre skridt fremad senere.

Besejret af kompromis

Hvis de venstreorienterede stiller nye krav – f. eks. tvungen etnisk integration af skoler eller bydele – vil de konservative bekæmpe dem med en bøn om at ”bevare de lokale skoler” eller en appel om ”individets frihed” til selv at vælge, hvem han vil omgås. Når røgen har lagt sig, vil de venstreorienterede med stor sandsynlighed have fået gennemført halvdelen af deres krav, og de konservative vil have mistet halvdelen af det, som de ville bevare.

Men på det tidspunkt vil de konservative have accepteret det nye status quo, som om tingene altid havde været sådan. Og de vil forberede sig på at forsvare det nye status quo mod venstrefløjens nye angreb med samme uduelighed, som de forsvarede det gamle med.

Ond ideologi

Denne konstant skiftende position er næsten en lige så stor ulempe for de konservative, som deres kronisk manglende evne til at tage initiativet. De venstreorienterede har en ideologi, uagtet hvor ond og unaturlig den end måtte være.  Denne ideologi skaber enhed og kontinuitet, hvilke er uundværlige forudsætninger for sejr.

Hvad er de konservatives trosbekendelse, det uforanderlige princip, som de er villige til at ofre alt for? De har været så meget på retræte de sidste 70 år, at de totalt har glemt, hvad de oprindeligt kæmpede for. Deres oprindelige mål er ganske enkelt forsvundet i den ideologiske horisont.

”Racister” er ekstreme

Tag f. eks. racespørgsmålet: For et halvt århundrede siden var mænd som Madison Grant og Lothrop Stoddard talsmænd for den konservative position i relation til race. De argumenterede elegant, om end noget defensivt, for at bevare Vestens racemæssige identitet ved at opretholde strenge restriktioner mod raceblanding, ved at have en fornuftig immigrationskontrol, samt at anvende eugenik til at få løst problemet med faldende befolkningskvalitet. I dag ville ingen ”ansvarlige” konservative drømme om at have disse mænds bøger stående i deres bogreol, da begge de herrer ud fra den nuværende konservative standard er ”racister” og derfor ”ekstreme”, hvilket ingen konservative med respekt for sig selv kan have andet end foragt tilovers for.

Frihedsfælden

Hvad så med at redde det ”frie initiativ”, ”fri konkurrence” og ”frihandel” fra en stadigt voksende offentlig sektors kvælende greb?

Rent faktisk havde både det frie initiativ, fri konkurrence og frihandel det fint i den periode, hvor fremmede kræfter undergravede vores regering og besatte vores lande, og hverken det frie initiativ, fri konkurrence eller frihandel sænkede dem det mindste. De mennesker, som opnåede kontrol med vores største aviser, vores filmindustri, vores radio og vores TV, gjorde det netop ikke på trods af, men på grund af det frie initiativ, fri konkurrence og frihandel.

Mere end økonomi

Disse bemærkninger skal ikke opfattes som en fordømmelse af det frie initiativ, fri konkurrence eller frihandel som sådan eller som en forsimpling af økonomiske problemers vigtighed generelt. Ikke så få nationer er igennem verdenshistorien gået til grunde på grund af økonomisk misligholdelse. Pointen er, at vores problemer i dag stikker langt dybere end nogen regerings- eller økonomisk reform kan gøre sig håb om at lindre endsige løse.

Amerikas og Vestens ungdom er klog nok til at erkende disse ting, og den skal derfor ikke klantres for ikke at fælde nogen tåre for hverken vores regerings eller laisse-faire kapitalismens bortgang.

Venstrefløjen kan finde masser af forvirrede, unge fanatikere, som er villige til at tænde ild til sig selv eller sprænge en politistation i luften for at fremme den hellige sag om total ”lighed” og ”verdensfred”. Men tanken om, at unge mennesker i skumle kælderlokaler skulle lave bomber for at stoppe indkomstskatten eller bistandshjælpen, er ganske enkelt latterlig.

Indtil de konservative kan tilbyde noget mere inspirerende vil ungdommen ikke strømme til dem.

Konservatismens to grundlæggende fejl, mangel på en aggressiv, aktivistisk ånd samt fraværet af et klart defineret ideologisk grundlag, går hånd i hånd. Den ene kan ikke eksistere uden den anden.

Ultimative mål

Sagt med en enestående antikommunistisk leders ord:

”Fraværet af en stor, skabende ide betyder altid en begrænsning af kampevne. En fast overbevisning om retten til at bruge ethvert våben er altid knyttet til en fanatisk tro på nødvendigheden af en revolutionær ny ordens sejr på denne jord… En bevægelse, der ikke kæmper for sådanne ultimative mål og ideer vil aldrig gribe efter det ultimative våben, og den vil selvfølgelig heller aldrig vinde en kamp med en modstander, som er sådan motiveret.”

Revolutionær versus revolutionær

Selvom de konservative ikke kan vinde over de venstreorienterede, så kan en ny revolutionær kraft med det åndelige grundlag, som konservatisme mangler og som rykker frem med endnu større dristighed og beslutsomhed end venstrefløjen, vinde!

Denne revolutionære kraft er nu ved at blive skabt. Dens medlemsskare fyldes med disciplinerede, idealistiske unge mænd og kvinder.

De har undersøgt både venstrefløjens individcentrerede tøjlesløshed og højrefløjens økonomiske liberalisme, og de har afskrevet begge.

En ny orden

De kæmper for en ny orden, der ikke er baseret på øjeblikkets luner, men på folkets, racens og personlighedens fundamentale værdi, som engang gjorde den Vestlige Mand til jordens hersker, og som kan gøre at han genvinder denne herskerposition og lede ham på vej til universets erobring.

De ved, at den tid, hvor konservativ retorik eller konservative stemmer kunne have reddet situationen, for længst er forbi. De forstår, at Vestens redning nødvendigvis må komme fra revolutionære unge mænd og kvinder, som er færdige med at snakke og som i stedet for, er villige til at gøre, hvad der end er nødvendigt for at tage deres land tilbage.

Kilde

Dette essay blev oprindeligt publiceret i avisen Attack!, nr. 4, 1971.