Klima og globalisering

Igennem de seneste år er befolkningerne verden over blevet stopfodret med skrækscenarier om klimaændringer på samme måde, som franskmændene fodrer gæs på for at skabe den delikate gåseleverpostej. Desværre kommer der ikke et lignende gode ud af klimamafiaens utrættelige arbejde. Tværtimod er det grundlag for en ny uendelig strøm at skatter og afgifter, som blot går ind i staternes bundløse kasser uden at gavne landenes borgere.

At klimaet ændrer sig, det er vel alle lidt ældre mennesker klar over. Det mærkelige er, at meteorologerne først blev klar over det for ganske nylig. Indtil for få år siden, blev den ældre generations tale om varmere vintre og dårligere somre blot afvist som erindringsforskydninger. En gennemgang af radioens arkiver og diverse aviser vil bekræfte dette. Fra den ene dag til den anden ændrede det sig. “Som vi alle ved, bliver det varmere”, sagde en meteorolog pludselig i radioen – og derefter var det almen viden, som tidligere blev fornægtet. Allerede her stemmes man til eftertanke.

Min farfar, født i 1863, skrev i 1915 et lille stykke, hvor han beskrev julen, da han var barn i Nordvestjylland. Han slår også straks fast, at vintrene naturligvis var meget strengere med meget mere sne dengang end i 1915. Altså er klimaforandringen noget, man har kendt længe – og længe før den forurening, der i dag får skylden, var særlig udbredt. Tidlige billeder af gletsjere viser også, hvorledes disse i sidste halvdel af attenhundredetallet skrumpede fra tiår til tiår. Ja, rent faktisk ville vi i dag sidde under et islag på en kilometers tykkelse, hvis klimaet ikke var blevet varmere i løbet af de sidste 10 til 15.000 år, for dengang var størstedelen af Danmark dækket af is. Hele klimasagen opstår, fordi man som udgangspunkt har valgt den “lille istid”, der hærgede i 1600- og 1800-tallet med et tilbagefald under den anden verdenskrig. Denne lille istid var exceptionelt kold – i år 1000 var det derimod så varmt i Grønland, at vikingerne kunne dyrke landbrug – og navnet bar landet med rette og ikke som et udtryk for vildledende markedsføring.

Ja, men hvad så med CO2, der i dag nærmest har fået status som en farlig gift? Nogle forskere mener, at CO2 er en følge af opvarmningen og ikke dens årsag. Under alle omstændigheder er den menneskeskabte del af den CO2, der er i atmosfæren forsvindende lille – ifølge disse forskere så lille, at den umuligt kan have nogen videre påvirkning. Hvorfor hører vi nu ikke mere om det? Ja, politikere og journalister er jo totalt uvidende og har ingen indsigt. De følger signalerne fra højtråbende grupper, hvis hele “eksistensberettigelse” udgøres af klimaproblematikken, og som i den ser en indkomst – og et middel til at lede befolkningernes opmærksomhed bort fra tidens virkelige problemer. Når først medierne, som altid er på jagt efter katastrofer, de kan skrive om, såvel virkelige som indbildte eller hypotetiske, og politikerne, som blot er dikkende halehæng for medierne og de virkelige beslutningstagere bag scenen, er vakt, går resten af sig selv. Forskere, som er skeptiske, får ingen ansættelse eller ingen forskningsmidler, mens klimahetzerne får fede job og alle de penge, de skal bruge. Dette bevirker, at meget få forskere betvivler dette tidens nye dogme – det er simpelthen en karrierestopper på linje med raceteorier og holocaustbenægtelse. Hvem vil her undlade at springe med på vognen? Meget få. Og det åbner helt nye karrieremuligheder. En cand.mag. i litteraturhistorie avancerer fra journalist til klimaminister og videre til klimakommissær, en stilling, som altså ikke – hvilket man naturligvis heller ikke kunne forvente – besættes af en fagperson, men af en ussel politisk lykkeridder, der – af hensyn til sin personlige karriere – i nødens stund nægter at komme tilbage til Danmark for at redde sit parti. Og det er jo kun toppen. Hele hæren af embedsmænd i Kommissionen og de danske ministerier skaber stillinger og laver rapporter, diskuterer på møder og konferencer, som i sig selv skaber store mængder af den CO2, de foregiver at bekæmpe. Det er blevet en kæmpeindustri, som du og jeg betaler for – uden at få noget som helst igen, bortset fra en uendelig stribe skatter og afgifter. Klimaforandringen går sin vante gang med de konsekvenser, den nu får.

Og disse konsekvenser er ikke alle negative. En stigning af havene som følge af afsmeltning af isen ved polerne er naturligvis dårlig nyt for nogle lavtliggende øer, men tænk på de store i dag ubeboelige områder, der med tiden vil blive beboelige – Grønlands indre, det nordlige Canada, Alaska, Sibirien, Antarktis. Men klimaforandringen ville også kunne vende Golfstrømmen, uden hvilket livet her virkelig vil blive ubehageligt, medmindre der kompenseres ved en øget opvarmning. Hvad er konklusionen på alt det? Ja, det ved vi jo ikke så meget om. Vi ved imidlertid, at klimaet altid har ændret sig – og tit pludseligt og dramatisk. Fossiler og olieforekomster fortæller os noget om disse ændringer, der er foregået igennem hele jordens historie. I dag tror de halvstuderede røvere, der i forvejen fornægter naturvidenskaberne, at politikere kan ændre denne naturlige udvikling. Det er hybris – storhedsvanvid af den allerværste skuffe.

Når vi hører om oversvømmelser som følge af store nedbørsmasser, vil man gerne have os til at tro, at dette er konsekvenser af menneskeskabte klimaændringer. De har imidlertid årsager, som skal findes helt andre steder, og som man ganske enkelt helst ikke taler om. Ofte skyldes disse fænomener nemlig overbefolkningen. Der bygges i dag på steder, som naturligt er oversvømmelsesområder, og når floder, der er blevet til kanaler med betonvægge, går over deres bredder, slippes der enorme kræfter løs. Dertil kommer øget ørkendannelse som følge af større kvæghold, udpining af jorden, fældning af skove osv. Der er nogle milliarder mennesker for meget på jorden, ganske enkelt.

Det er imidlertid værd at holde fast i den uomtvistelige kendsgerning, at drivhusgasserne er et gode. Uden dem ville jorden være ubeboelig. De er ikke farlige, de er forudsætningen for livet, som vi kender det. Kan der ikke blive for meget af dem? Måske. Kan vi ændre det? Næppe.

Dette skal ikke tages som et forsvar for at svine vor omverden til. Forureningen skal naturligvis begrænses, for den er skadelig for mennesker, flora og fauna. CO2 er imidlertid ikke forurening – den er naturligt forekommende – og nok det mindst skadelige, vi lukker ud i naturen. Når man taler om at nedsætte udslippet af CO2 og andre drivhusgasser og belægger dette med afgifter og samtidig lægger ansigtet i tunge, alvorlige folder, savner vi imidlertid den lille dreng i H.C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, som synes ganske at være gået i glemmebogen her i digterens eget fædreland.

Lad os for argumentets skyld antage, at klimatosserne har ret – at vi står på randen af en katastrofe, fordi vi på løbende bånd producerer stadig stigende mængder CO2. Vi står altså med et stort problem. Kan det løses ved at plastre landet til med larmede og afskyelige vindmøller? Næppe vel. Skal det løses, er det nødvendigt at ændre samfundet. Kig engang på Europas motorveje. Uendelige lastbilkonvojer, der transporterer varer på kryds og tværs rundt i Europa, varer, som lige så godt kunne produceres der, hvor de skal konsumeres, men som nu transporteres frem og tilbage igennem hele kontinentet. Nordtysk mælk køres til Sydtyskland – og med retur kommer ladninger af sydtysk mælk til salg i Nordtyskland. Tomater fra Syditalien køres til Norditalien, hvorfra de så igen køres til Syditalien for at blive solgt til den tidobbelte pris af, hvad de kunne have været solgt for uden denne vanvittige rejse. Det åbne europæiske indre marked har taget livet af danske gartneres produktion af frugt og bær – de importeres nu i lastbiler fra Østeuropa, Italien og med fly fra oversøiske lande. Man kan snart ikke købe et dansk æble mere. Velsmagende frisk frugt er erstattet af smagløse produkter, som er plukket umodne i den anden ende af verden, for at blive solgt her. Danske æblesorter kan faktisk strække det allermeste af året. Og nogle ting kan vi nøjes med at få i sæsonen – det har vi levet godt med tidligere. Tulipaner og andre blomster flyves ind fra Kenya og sælges til ingen penge, fisk får vi fra Victoriasøen i Østafrika, New Zealandsk smør fylder køledisken og er billigere end dansk smør. Vi kunne blive ved i det uendelige.

I Danmark er der efterhånden kun 3 store mejerier tilbage, hvor der “produceres” konsummælk. Tilsvarende er produktionen af ost, smør og mælkepulver koncentreret på ganske få mejerier. Mælken køres i lastbil fra mælkeproducenterne (tidligere bønderne) til disse megamejerier og tilbage til de efterhånden få endnu eksisterende dagligvareforretninger, hvor folk skal starte deres biler for at komme hen. På landet er den offentlige befordring for længst de facto afskaffet. Koncentrationen af stadig større enheder medfører ifølge sagens natur også, at folk får længere på arbejde – en distance som uden for byerne kun kan tilbagelægges i bil – ofte flere hundrede kilometer om dagen for en familie. Og dette gælder ikke blot produktionsvirksomheder, men også hospitaler, kommunal administration etc.

Danske produktionsvirksomheder er for længst flyttet til udlandet, hvorfra varerne så transporteres til Danmark. Og vi taler her ofte om den anden side af jordkloden. Snart sagt alt, hvad vi tidligere producerede her, importeres i dag fra udlandet. Det er naturligvis et nationalt og et økonomisk problem – men det så sandelig også et miljøproblem. Relativt renlige danske fabrikker afløses at stinkende og stærkt forurenende produktionsenheder i Kina og Indien, for en stor del af ideen bag udflytningen er at spare alle de regler, der gør produktionen dyr, herunder også lønnen til den danske arbejder, der på en time skal have mere end en kineser på en uge.

Måske var det her, man skulle begynde med at sænke CO2-udslippet! Om ikke andet ville det have andre gavnlige effekter, men det vil ikke ske, for det ville gå ud over storkapitalens profit! Og det er storkapitalen, der ejer politikerne. Under alle omstændigheder viser den stadig tiltagende globalisering, at hele klimahetzen blot er et cirkus uden virkeligt indhold, grundlaget for et nyt beskatningsobjekt. Hvis politikerne selv tror på, at CO2 er skyld i klimaforandringerne, er de forbrydere, fordi de ikke standser globaliseringen, men derimod fremmer den. Tror de ikke selv på CO2-myten, er de forbrydere, fordi de medvirker til at udbrede denne myte og dermed skaber uro og usikkerhed, ligesom de har etableret et fuldstændig nyttesløst kæmpebureaukrati og dermed er skyldige i et økonomisk spild af hidtil uset format, som de betaler med øgede skatter, der stjæles op af lommen på den arbejdende befolkning, og med de midler, der skulle være kommet samfundets svageste til gode. Under alle omstændigheder vil de have meget at skulle forsvare på Dommens Dag!

Dette indlæg blev udgivet i Klima og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s