Introduktion

For nyligt kommenterede historiker Morten Uhrskov Jensen den tofrontskrig, som den politiske elite og storkapitalen for tiden fører mod de vestlige landes middelklasse. Den reelle betydning af denne krig og den dybere ideologiske baggrund for den, kom Uhrskov Jensen ikke nærmere ind på.

Derfor har vi valgt at offentliggøre nedenstående artikel, som burde give nationalistiske danskere en bedre forståelse af angrebet på middelklassen samt denne klasses unikke rolle som grundstammen i vore nationer.

Den besværlige klasse

Af Elizabeth Whitcombe

Middelklassen er ikke blot en indkomstgruppe. Den er en gruppe af mennesker, som deler værdier, der styrker individet. Deres styrke gør middelklassen til den mest besværlige klasse at styre.

Fortrængning af middelklassen har været tendensen i nyere historie. Globalisering koncentrerer rigdom i hænderne på stadig færre og færre mennesker, som udsulter samfundets middellag. Særligt siden anden verdenskrigs afslutning har vestlige eliter fokuseret på at bryde samfundets middellags evne til at gøre modstand mod deres egen umyndiggørelse.

I Staten anerkendte Platon magten ved princippet om middelklassen. Familie, loyalitet, samfundsdeltagelse, selvforsørgelse og påskyndelse af uddannelse er alle ting, der hjælper individet til at modsætte sig statens vilje. Platon vidste, at det var nødvendigt for en klasse af dydige borgere at besidde disse kvaliteter for at forhindre, at staten langsomt blev omdannet til et tyranni.

Platon bemærkede også, at morgendagens tyranner angreb dydige borgere på specifikke måder: De bragte udenlandske hjælpere ind for at underminere statens kulturelle homogenitet; de skabte slavemilitser, der kunne bruges mod deres egne borgere; og de startede propagandakampagner, der specifikt var designet til at udrydde middelklassens værdier. Når disse angreb lykkedes oprettede tyrannen en regering, som Platon kaldte for ”Slavernes tyranni”.

”Slavernes tyranni” kunne kun realiseres, hvis tilstrækkeligt mange mennesker havde taget slaveværdier til sig – hvorved de tillod sig selv at blive manipuleret af despoten. Slaver tager ikke noget personligt ansvar, de venter bare på at blive givet, hvad de ”fortjener”. De respekterer ikke de ældre generationer, de er uforskammede, ubeherskede og ekstravagante. Og hvad værre er, så værdsætter de ikke fornuft og logik; de bliver kun berørt af følelsesmæssigt baserede sofistiske argumenter. Slaver har nødvendigvis behov for en tyran til at beherske sig. De er mennesker som søger øjeblikkeligt tilfredsstillelse, de tænker ikke over nogen former for konsekvenser og de har tilbøjelighed til meningsløs destruktiv vold. De er menneskehedens foragtelige.

Da han skrev Staten beskrev Platon nyere historie, og hvad han havde set ske i Athen i sin levetid. Men mønsteret er blevet gentaget mange gange siden. Roms magt var bygget på dens hær, der bestod af mange jordbesiddende landmænd. Rigdom kom efter militærsucces; jordbesiddelser blev koncentreret; og nye jordbesiddere erstattede de romerske landmænd med et polyglot af slaver. Siden den begivenhed var imperiet afhængig af nordeuropæiske erobringer for at få soldater, og byen blev til den internationale kloak, som Juvenal beskriver i The Satires.

En lignende ting skete med Englands bondestand. Brooks Adams beskriver deres fortrængning i det 16. århundrede i sin bog The Law of Civilization and Decay.

Men de onde vinder ikke altid. Et inspirerende eksempel på middelklassens modstand mod tyranni er de germanske landmænds kamp sammen med Arminius mod Publius Quinctilius Varus i Teutoburg-skoven. Da Arminius forsøgte at påtvinge sit eget tyranni, brød landmændene også med ham.

Siden Platons skrifter har andre filosoffer bygget videre på hans observationer. Platon troede naivt, at han kunne fjerne interne gruppekonflikter ved at udvide familierelationerne til at omfatte en hel klasse – med andre ord fællesejendom og ingen kærnefamilie. Aristoteles erkendte at kun privatejerskab fik folk til at bekymre sig om ting: Traditionelle familier var af kritisk betydning for middelklassens velbefindende. I Politics foreslog Aristoteles, at afskaffelsen af privatejendom ville være ideel for slaveklassen, fordi den efterfølgende uenighed ville gøre den lettere at kontrollere.

Platons og Aristoteles værker blev særligt relevante i Oplysningstiden. Filosoffer vendte deres tanker mod, hvordan man kunne rekonstruere samfundet.

Marquis de Sade, som var en ondskabsfuld fransk revolutionær, bemærkede, at folk, når de bliver bombarderet med sex og frarøvet deres familierelationer, bliver distraherede og isolerede, hvilket sætter dem helt i statens vold. Han anbefaler masser af smuds i teateret for at gøre franskmændene til ”revolutionære borgere”. Se hans Philosophy in the Bedroom.

Gustave le Bon, en fransk filosof, der skrev i 1890’erne, indså, at når grupper af mennesker er meget forskellige, har de færre følelser af ansvar overfor hinanden og er lettere at manipulere. (Se The Crowd.) Steve Sailer fra The American Conservative  bemærker også dette i sin artikel ”Fragmented Future” fra januar 2007.

De intellektuelle i 1940erne arvede en god forståelse af samfundets styrker og svagheder – og hvordan man kan manipulere med dem. De begyndte som marxister men blev desillusionerede, fordi middelklassen i Tyskland i overvejende grad sluttede op om nationalsocialismen i stedet for marxismen. Disse intellektuelles svar var at udvikle teorier, der var baseret på psykoanalysen, ud fra hvilke middelklassen og enhver form for følelse af socialsammenhæng blev opfattet som patologisk. Ud fra deres synspunkt var problemet selve familien.

I centrum for dette voldsomme angreb på middelklassen stod en gruppe af intellektuelle jødiske flygtninge, som kom fra en kommunistisk tænketank i Frankfurt ved navn ”Instituttet for Social Forskning”. De er nu alment kendt under navnet ”Frankfurtskolen”. De mest prominente medlemmer af dette institut var Max Horkheimer, Theodor Adorno og Herbert Marcuse.

Et perfekt eksempel på Frankfurtskolens tænkning var Herbert Marcuses brug af Platons ide om ”Slavernes tyranni”. Platon opfattede ”Slavernes tyranni” som det ultimative forræderi og som værende lig med forældredrab: En tyran bruger slaverne til at understykke sit eget folk – det folk som ”fødte” tyrannen.

Marcuse vender ideen om “Slavernes tyranni” på hovedet. Ifølge Marcuse (der tager udgangspunkt i Freud) blev vestlig kultur grundlagt af en bande af sønner, som ønskede at sove (dvs. at have sex med) med deres mor og dræbe deres undertrykkende far. Tynget af skyld genetablerede sønnerne faderens tyranni og resultatet var den europæiske mand. Marcuse spekulerede i, at vestligt tyranni ville blive brudt ved hjælp af en skælsættende begivenhed: Minoriteter og kvinder ville gøre oprør og knuse vestlig kultur og dermed indvarsle et uklart utopisk samfund, der var befriet for logik og fornuft. Dette utopiske samfund ville blive ledet af de intellektuelle fra Frankfurtskolen. Marcuse kalder denne katarsis for ”de undertryktes tilbagekomst”.

Frankfurtskolens intellektuelle angreb middelklassens værdi fra alle vinkler. De angreb grundlaget for Vestens uddannelsessystem: Fornuft blev et symptom på “undertrykkelse”, hvad der var “logisk” var, hvad, der støttede Frankfurtskolens politik. Videnskab var kun brugbar, hvis den kunne forvrides til propaganda. Klassikerne blev umoderne og ilde set.

I realiteten agiterede de intellektuelle fra Frankfurtskolen for et uddannelsessystem, der ville gøre befolkningen dummere og mindre i stand til at identificere deres egne interesser.

Frankfurtskolens intellektuelle tog de Sades sociale destabiliseringsteknikker til sig. Seksuel perversion blev til “frihed”. At elske sit land, sit folk, sin race, sin familie og sin kultur blev “autoritært” – medmindre man selvfølgelig var af ikkeeuropid afstamning. Mentalt raske mennesker var dem, som afviste deres familier og som med længsel så frem til ”de undertryktes tilbagekomst.”

I realiteten promoverede Frankfurtskolens intellektuelle mangfoldighed eller diversitet, fordi disse forstyrrer (homogene) samfund – ligesom Le Bon havde observeret. Mangfoldighed eller diversitet styrker de tyranniske eliter, men ikke undertvungne befolkninger. Kulturel og etnisk diversitet underminerer homogene samfund og åbner dem for tyranni.

Efter Frankfurtskolens revolution ville samfundet angiveligt være befriet for den private ejendomsret, og staten ville tage sig af alles behov. Som ”tingsliggjorte” borgere ville vi lykkeligt hengive os til vores evige brunst med egalitær løssluppenhed og leve vore atomistiske liv.

Teoretikerne fra Frankfurtskolen var udmærket klar over, at distraherede og isolerede mennesker er svage og perfekt materiale til slaveklassen. Enlige mødre, forladte børn, institutionaliserede mænd og forsømte ældre er alle afhængige af staten, og de vil gøre, hvad de får besked på – hvis de ønsker at få deres belønning.

Frankfurtskolen havde gode forbindelser til regeringen, særligt til den amerikanske besættelsesmagts administration i Tyskland efter anden verdenskrig. Ressourcer fra Office of Strategic Services og dens efterfølger CIA blev brugt til at udbrede Frankfurtskolens moralsk nedbrydende budskab over hele kloden.

I 1949 arrangerede John McCloy (den amerikanske højkommissær for Tyskland og sværvægter indenfor CIA) en speciel stilling til Max Horkheimer ved universitet i Frankfurt. Horkheimer havde skrevet, at en udstationering i Frankfurt ville være nødvendig for at overvåge effekterne af de amerikanske ”antifordomsfuldheds”- eller genopdragelsesprogrammer på den tyske befolkning. I 1950 understøttede McCloy genetableringen af Instituttet for Social Forskning med Horkheimer og Theodor Adorno som ledere med økonomiske midler.

Mange af Frankfurterskolens intellektuelle fandt et hjem væk hjemmefra i det amerikanske universitetssystem. Efter at have gjort tjeneste i OSS/CIA vendte de tilbage til deres ”elfenbenstårn” og blev givet fine stillinger. Herbert Marcuse blev ansat på hhv. Columbia University, Harvard, Brandeis samt på University of California i San Diego; Leo Lowenthal (som havde været sektionschef i Office of War Information) blev ansat på University of California, Berkeley — hvorfra deres protegéer forsatte med at hævde, gentage og sprede Frankfurtskolens smitte.

Frankfurtskolens teoretikere fik jobs, hvor de analyserede indholdet af fjernsyns- og radioudsendelser for at sikre, at disse havde de rigtige budskaber. Deres anbefalinger i relation til kunst og musik blev promoveret ved kulturelle arrangementer, der var finansieret af de allierede i Europa, som for eksempel “Congress for Cultural Freedom” — den antistalinistiske venstrefløjs hovedorganisation. Denne Kongres blev organiseret i 1950 af Michael Josselson med hjælp fra Melvin Lasky og Nicolas Nabokov. Sidney Hook og andre intellektuelle fra New York var også centrale figurer. Det af Rockefeller betalte Museum of Modern Art i New York (MoMA) var tæt forbundet med Kongressen. MoMA udgjorde en privat kanal til at promovere socialistisk inspireret kunst, som den amerikanske kongres i 1950erne ikke ville støtte.

Frankfurtskolen og de intellektuelle fra New York udviklede en fællesfront sammen med ikkejødiske eliter under den kolde krig for at erobrere den intellektuelle højderyg mod stalinismen. Men det var en pagt med djævlen, for, som Kevin MacDonald har påvist, så blev den ideologi, der blev promoveret af den ikkekommunistske venstrefløj, institutionaliseret som Vestens selvmordsideologi. De intellektuelle fra New York og Frankfurtskolen – begge bevægelser, der var domineret af stærkt etnisk og kulturelt selvbevidste jøder – udviklede en vidt udbredt teori, der var baseret på psykoanalysen (som selv var en jødisk intellektuel bevægelse), ud fra hvilken bekymring i relation til etnisk fortrængning og fremkomsten af stadigt mere magtfulde minoriteter var indikationer på psykologisk patologi. Europide mennesker uden nogen former for troskab til deres familie, deres land eller deres race og etniske gruppe blev opfattet som indbegrebet af psykologisk sundhed.

Teoretikerne fra Frankfurtskolen og de intellektuelle fra New York havde stor respekt for Vestens klassiske litteratur. (Dette var typisk for andre jødisk dominerede antinationalistiske intellektuelle bevægelser, der er beskrevet af Yuri Slezkine.)

Shakespeare og andre vestlige klassikere ville overleve den ikkekommunistiske venstrefløjs revolution, men resten af vestlig kultur måtte væk sammen med den i denne kultur dominerende etniske gruppe – mennesker af europid herkomst. Disse teoretikere havde læst Platon og Aristoteles meget grundigt, og for det meste accepterede de disse forfatteres konklusioner. De var også bekendte med De Sade og Le Bon – og erkendte deres relevans i relation til Platon. Med udgangspunkt i en syntese af disse ideer udsprang der et system til at angribe middelklassen.

Det vil ikke gå læserens opmærksomhed forbi, at man i den pågældende tidsperiode også så begyndelsen på ”borgerrettighedsbevægelsen”; den ”seksuelle revolution”; og massiv immigration til Vesten fra den tredje verden. Hvad har disse tings effekt så været på vores samfund? Er vi som folk mere eller mindre i stand til at forsvare vores egne interesser og holde vores regeringer ansvarlige? Platon ville svare ”mindre”.

Om forfatteren

Elizabeth Whitcombe er uddannet i økonomi fra MIT med speciale i international økonomi. Hun er finansanalytiker og freelance skribent. Hun bor i New York.

Kilde

Denne tekst er oversat fra den engelske original ”The Difficult Class”, der blev publiceret den 3. august 2009 i The Occidental Observer.