Af Jose Nino
I 1964 fortalte Ayn Rand til magasinet Playboy, at enhver fri nation havde den moralske ret til at invadere Sovjetunionen eller Cuba. »Korrekt. Et diktatur – et land, der krænker sine egne borgeres rettigheder – er en lovløs og kan ikke gøre krav på nogen rettigheder.« I stedet foretrak hun at føre økonomisk krig mod disse skurkestater. »Jeg ville gå ind for det, som Sovjetunionen frygter mest af alt: økonomisk boykot. Jeg ville gå ind for en blokade af Cuba og en økonomisk boykot af Sovjetunionen, og man ville se begge disse regimer bryde sammen uden tab af et eneste amerikansk liv.«
Seks årtier senere er hendes tilhængere fortalere for en landinvasion af Iran, en knusning af det palæstinensiske samfund og udelukker ikke brugen af atomvåben for at tvinge Den Islamiske Republik Iran i knæ. En sekulær ideologi, der er viet til laissez-faire-kapitalisme, er nu ikke til at skelne fra de mest høgeagtige neokonservative og flugter med religiøse nationalistiske bevægelser i Israel, der åbent går ind for territorial ekspansion og fordrivelse af palæstinenserne.
Rand, der er af russisk-jødisk herkomst, satte tonen i sin optræden i 1979 i Phil Donahue Show. »Hvis du mener, hvis side vi skal være på, Israels eller arabernes? Så vil jeg helt klart sige Israels, fordi det er det avancerede, teknologiske og civiliserede land midt i en gruppe af næsten fuldstændigt primitive vildmænd, der ikke har ændret sig i årevis, og som er racistiske og har et had til Israel, fordi det bringer industri, intelligens og moderne teknologi ind i deres stagnation,« udtalte Rand.
Hun skruede op for tonen. »Araberne er en af de mindst udviklede kulturer. De er typisk nomader. Deres kultur er primitiv, og de bærer nag til Israel, fordi det er det eneste brohoved for moderne videnskab og civilisation på deres kontinent. Når civiliserede mennesker kæmper mod vildmænd, støtter man de civiliserede mennesker, uanset hvem de er.«
Leonard Peikoff, Rands udpegede arvtager og ligeledes af russisk-jødisk herkomst, fortsatte sin forgængers høgeagtige arv. Han offentliggjorde en helsidesannonce i The New York Times den 2. oktober 2001. »Halvtreds års stigende amerikansk eftergivenhed i Mellemøsten har ført til halvtreds års stigende foragt i den muslimske verden over for USA. Kulminationen var den 11. september 2001.«
Han udpegede Iran som den centrale trussel. »Det første land, der nationaliserede vestlig olie i 1951, var Iran.« Iran »er den mest aktive statslige sponsor af terrorisme, der træner og bevæbner grupper fra hele Mellemøsten.« Hans analogi var barsk. »Hvad Tyskland var for nazismen i 1940’erne, er Iran for terrorismen i dag. Uanset hvad USA ellers gør, kan det derfor kun sætte en stopper for jihad-ophidserne ved at sætte Iran ud af spillet.»
Peikoff krævede total krig for at løse problemet med Iran. »Det er ikke nok at eliminere Irans tilflugtssteder for terrorister og dets militære kapacitet. Vi må gøre det, der svarer til at afnazificere landet, ved at fordrive alle embedsmænd og nedkæmpe alle grene af dets regering. Dette mål kan ikke nås smertefrit, kun med bombefly og missiler alene. Det kræver en invasion med landtropper, der vil være udsat for alvorlig fare, og måske en periode med besættelse.»
Risikoen for massive civile tab bekymrede ikke Peikoff, der var fast overbevist om, at kun fuldskala militær magtanvendelse kunne sætte Iran på plads. »En ordentlig krig i selvforsvar er en krig, der udkæmpes uden selvlammende begrænsninger pålagt vores feltkommandører. Den skal udkæmpes med de mest effektive våben, vi råder over [for et par uger siden nægtede Rumsfeld – med rette – at udelukke atomvåben]. Og den skal udkæmpes på en måde, der sikrer sejr så hurtigt som muligt og med færrest mulige amerikanske tab, uanset de utallige uskyldige, der bliver fanget i krydsilden.”
I en podcast fra 2006 gik Peikoff ind for at anvende atomvåben mod Iran, hvis det blev nødvendigt. Hvad angår Israel og Palæstina, afviste Peikoffs essay fra 1996 fuldstændigt de palæstinensiske territoriale krav. »Jorden blev ikke stjålet fra de nomadiske stammer, der vandrede rundt i området, ligesom de tidlige amerikanere ikke stjal dette land fra de primitive, krigsførende indianere.« Han kaldte »land for fred« for »en modbydelig formel for Israels selvdestruktion.«
Yaron Brook, den nuværende bestyrelsesformand for Ayn Rand Institute, udvidede disse radikale zionistiske principper til det 21. århundrede. Efter den 7. oktober 2023 opfordrede han til Hamas’ totale ødelæggelse. »Israel må ødelægge Hamas, alt ved det. Dets politiske ledere, uanset hvor de gemmer sig, skal likvideres, hele dets militære infrastruktur skal ødelægges, og dets tilhængere skal bringes i knæ.«
Ved et arrangement i januar 2024 argumenterede Brook for, at Israel bør betragte »den palæstinensiske befolkning som helhed som en fjende« og opfordrede til »en grundlæggende forandring af den palæstinensiske kultur«. Et sådant scenario kan kun realiseres, når palæstinenserne »har mistet enhver smule håb om, at de kan besejre Israel.«
Brook ville ikke tillade hjælp, elektricitet eller internet i Gaza. Han argumenterede for, at Israel udviser overdreven tilbageholdenhed på trods af et dødstal, der overskrider 70.000, heriblandt mindst 20.000 børn. »Så mange israelske soldater dør i kamp, fordi Israel afstår fra at forsvare dem og anser civilisternes liv på den anden side for at være mere værdifulde end sine egne soldaters.« Han beskrev Gaza som »et primitivt samfund«, der kræver en grundlæggende forvandling ligesom Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig.
Hvad angår Iran, talte Brook for et regimeskifte som den eneste løsning på dette geopolitiske dilemma. »Israel kan ikke ødelægge det iranske atomkraftværk. Så hvad er den eneste anden måde at forhindre iranerne i at få en atombombe? Den eneste anden måde er et regimeskifte.« Han specificerede, hvilke resultater der ville være acceptable for Israel i en konfrontation med Iran. »Det skal sigte mod en intern revolution i Iran, der fjerner de nuværende mullaher – hvad enten det sker gennem mere moderate kræfter, der er fast besluttet på at afskaffe atomprogrammet, eller om det bliver en fuldstændig, du ved, liberal demokratisk revolution, eller om det er shahen, der vender tilbage. Ja, shahens søn, men det skal være et regimeskifte.«
Objektivisterne er en ejendommelig flok, når det gælder deres ideologi, som kan fremstå som kritisk over for de politiske hovedstrømninger. Brooks’ essay fra 2007 »Neokonservativ udenrigspolitik: En obduktion« fordømte neokonservative for at gå ind for fremme af demokrati frem for rationel egeninteresse. Men når det gælder Israel og Iran, finder objektivisterne og neokonservative fælles fodslag. Begge støtter ubegrænset israelsk militær indgriben, et regimeskifte i Iran, modstand mod en palæstinensisk stat og en fremstilling af konflikten som civilisation mod barbari.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu erklærede for nylig sin »absolutte« støtte til Storisrael, dvs. jødisk suverænitet fra Jordanfloden til Middelhavet. En sådan vision om jødisk overherredømme er gennemsyret af religiøs retorik. Ved første øjekast kunne man tro, at objektivismens ateistiske karakter ville afvise sådanne religiøse appeller. Men endnu en gang ender Ayn Rand-instituttets holdninger med at stemme overens med Storisrael-rammen gennem afvisningen af en palæstinensisk stat og fremstillingen af palæstinensernes ambitioner som illegitime.
Netanyahus højreekstreme allierede, såsom finansminister Bezalel Smotrich fra den religiøse zionisme og Otzma Yehudit („Jødisk Magt“), lægger ikke skjul på deres vigtigste mål: israelsk kontrol over palæstinensiske områder, herunder genbosættelse i Gaza, annektering af Vestbredden og fordrivelse af arabere, hvilket gentager rabbiner Meir Kahanes opfordringer til indførelse af jødisk lov og fjernelse af arabere.
Mange iagttagere ryster på hovedet over denne mærkelige alliance mellem objektivismen – en ateistisk, liberal trosbekendelse, som Ayn Rand stemplede som antimystisk – og religiøse zionister, der henviser til bibelske løfter om landet. Men når man forstår det jødiske spørgsmål og hvordan jøder manøvrerer politisk på tværs af skel, falder det hele på plads: den jødiske racemæssige vilje til magt driver jøder af alle politiske afskygninger. Objektivister og religiøse zionister er uenige om tro og indenrigspolitik, men forener sig om at underlægge sig ikke-jøder som palæstinenserne og besætte deres territorium.
Objektivismen prædiker mod at udøve vold og forsvarer individuelle rettigheder, men alligevel presser Leonard Peikoff på for at invadere Iran, og Yaron Brook opfordrer til at pulverisere det palæstinensiske samfund for at dræbe deres håb. Fjerner man de højtravende appeller til fornuft og rettigheder, fremstår objektivismen som en intellektuel camouflage for jødisk racemæssig dominans – et politisk redskab, der forener Rands arvinger med Smotrichs fanatikere og prioriterer berøvelse af ikke-jøder frem for enhver filosofisk konsistens.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “How Objectivists Learned to Stop Worrying and Love Zionist Regime Change Wars“. Oprindeligt udgivet d. 6. februar 2026.