Hvordan Sverige blev multikulturelt
M. Eckehart
Helsingborg, Sverige: Logik Förlag, 2017
Denne korte (96 sider) undersøgelse af de historiske rødder til Sveriges multikulturelle politik blev udgivet for ti år siden på svensk, men er først nu blevet gjort tilgængelig for det engelsksprogede publikum. Det er ikke en historie om indvandringen til Sverige, hvilket ville kræve en langt mere omfattende behandling, men om udbredelsen og triumfen af den multikulturelle idé. Den massive indvandring fra lande uden for Europa fandt først sted bagefter, delvis som en konsekvens af dette skift i tankegangen.
I begyndelsen af 1960’erne, hvor historien begynder, var de mest betydningsfulde etniske minoritetsgrupper i landet af nordeuropæisk herkomst: Finnerne var de talrigeste, efterfulgt af estere og samerne, eller lapperne, som er indfødte i det nordlige Sverige.
Men efter afslutningen af Anden Verdenskrig begyndte andre at ankomme. I 1963–64 begyndte der at lyde krav om at begrænse indvandringen. Dette var med til at udløse en række debatter i pressen om de etniske minoriteters status i Sverige. Der er generelt enighed om, at den multikulturelle politik, der formelt blev indført i 1975, havde sin oprindelse i disse debatter; men som forfatteren af denne undersøgelse påpeger, er der sjældent blevet sat spørgsmålstegn ved debattørernes baggrund og deres motiver.
Deres initiativtager og vigtigste bidragyder var David Schwarz (1928–2008), en polskfødt jøde, der ankom til Sverige i 1950 for at modtage lægebehandling for tyfus og tuberkulose, som han havde pådraget sig, mens han var fange i en koncentrationslejr i Tyskland.
Den 21. oktober 1964 offentliggjorde Schwarz artiklen »Udlændingeproblemet i Sverige« i Dagens Nyheter, en af flere svenske dagblade udgivet af den jødiskejede Bonnier-koncern, hvor han skrev:
Før Anden Verdenskrig var Sverige relativt restriktivt med hensyn til at give flygtninge adgang. Behovet for arbejdskraft var ikke så stort som i dag, og visse erhverv frygtede udenlandsk konkurrence. Men ved krigens afslutning ændrede regeringens holdning sig, og med tiden blev 14.000 jøder og mange andre overført hertil fra de tyske koncentrationslejre. Samtidig ankom titusinder af baltiske flygtninge og flere tusinde statsløse, der flygtede fra russerne. Siden da har Sverige fortsat modtaget udlændinge […] Med andre ord fik Sverige en stor gruppe mennesker, ca. 400.000, som ikke var født i landet.
Schwarz argumenterede videre for, at indvandrergrupper ikke skulle udsættes for noget pres for at assimilere sig; de skulle ubetinget have lov til at bevare deres kulturelle særpræg. Han anbefalede, at der nedsattes en parlamentarisk undersøgelseskommission med henblik på at formulere en kulturelt pluralistisk indvandrings- og mindretalspolitik.
En uge senere skrev Schwarz’ jødiske kollega Inga Goldfarb til støtte for hans holdning og hævdede, at Sverige havde »behov for forskellige kulturelle grupper«, og at deres tilstedeværelse ville »give vores liv nyt indhold«. Sådanne vage, ubegrundede udsagn skulle blive karakteristiske for debatten.
Forfatteren af denne undersøgelse har talt sytten forskellige debatter om indvandrings- og mindretalspolitik i fremtrædende svenske aviser og tidsskrifter mellem 1964 og 1968, bestående af i alt 118 artikler. Schwarz skrev eller var medforfatter til 37 af disse, svarende til 31 % af det samlede antal. Han tog desuden initiativ til ikke færre end tolv af debatterne; ingen andre tog initiativ til mere end én.
Medregner man andre jødiske bidrag, ser vi, at denne mindste af de etablerede minoritetsgrupper i Sverige stod for 46 artikler, eller 39 % af det samlede antal, til trods for at den udgjorde mindre end 1 % af landets befolkning. Alle jødiske bidragydere gik ind for den multikulturelle holdning. Forfatteren har ydet en værdifuld indsats ved at samle disse objektive data, for diskussionen om den jødiske rolle i fremme af multikulturalisme i Sverige (som andre steder) er ofte blevet afvist som en »konspirationsteori«.
Etniske svenskere bidrog med 19 artikler til debatterne, svarende til 16 % af det samlede antal, og fandtes på begge sider. Det kan dog være betydningsfuldt, at de tre svenskere, der gav mest støtte til den multikulturelle holdning, skrev de fleste af deres artikler i samarbejde med jøder.
Andre grupper bidrog med 38 artikler (32 %), og 15 artikler er klassificeret som »ukendt« (f.eks. usignerede lederartikler). Næst efter jøderne var det esterne, der ydede den stærkeste støtte til multikulturalismen. Tre katolske indvandrere argumenterede faktisk imod den multikulturelle holdning.
Hvis de citater, der er anført i Eckehards bog, er repræsentative, synes de argumenter, som multikulturalisterne fremførte, ikke at have været særlig sofistikerede. »Steril homogenitet« blev sat i kontrast til »berigelse«. Øget indvandring i fremtiden blev hævdet at være »uundgåelig«. Schwartz hævdede, at svenskernes opgivelse af deres etniske interesser på hjemmefronten på en eller anden måde ville hjælpe dem med at fremme netop disse interesser internationalt. Han fremstillede kulturel pluralisme som en forudsætning for samarbejde mellem grupper og en nøgle til at undgå konflikter, dog uden at forklare, hvordan assimilation kunne skabe konflikter, og uden at tage hensyn til de samfundsvidenskabelige data om de mange omkostninger ved multikulturalisme, herunder øgede konflikter, mindre vilje til at bidrage til det fælles bedste osv.
Måske bør vi ikke undre os over den mangelfulde argumentation. Det har aldrig været minoritetsaktivisternes mål at give svenskerne de (tvivlsomme) fordele ved et pluralistisk samfund, men udelukkende at få de svenske etniske interesser til at vige for deres egne.
Schwarz var meget tydelig med hensyn til udelukkende at lægge ansvaret for gode relationer mellem befolkningsgrupperne på det svenske flertal og skrev f.eks.: »Det er værtsbefolkningens ansvar at sikre, at den snigende bagvaskelse af udlændinge (»De tager vores huse«, »de tager vores jobs« osv.) ophører.« — hvilket i det væsentlige indebar, at empiriske data om indvandringens virkninger på arbejdsmarkedet, det økologiske pres og boligmarkedet var forbudt område.
Den vigtigste repræsentant for den assimilationistiske holdning var den etniske svensker Michaёl Wächter, der f.eks. skrev:
Assimilation er ikke blot en mulighed, men også den løsning, der på lang sigt er den mest konfliktfri og derfor den lykkeligste for de fleste mennesker og for samfundet. I det svenske samfund er forholdene for assimilation usædvanligt gode. Faktisk er det netop det, der bekymrer visse individer, der er fanget i deres etnocentriske forestillinger, og derfor beder de om hjælp til at beskytte deres egne lokale interesser.
Alligevel har Wächter muligvis indgået nogle unødvendige kompromiser: f.eks. ved at acceptere Schwarz’ påstand om, at ansvaret for relationerne mellem grupperne ligger hos svenskerne: »Der bør ikke stilles krav om, at minoriteterne skal assimilere sig. Kravet bør være, at samfundet skaber flere muligheder for assimilation.«
Eckehart bemærker, at »argumentet om, at udenlandske minoriteter ville lade sig assimilere, og at en sådan assimilation var praktisk mulig, blev gentagne gange fremført af assimilationisterne og var en af de primære årsager til, at de tabte debatten.« Dette kan have været plausibelt med hensyn til datidens nordeuropæiske minoriteter, især i betragtning af deres beskedne antal; i dag er over 30 % af Sveriges befolkning af udenlandsk oprindelse, og de største grupper omfatter syrere, irakere og somaliere.
Den offentlige debat om indvandring og mindretalsspørgsmål blev ledsaget af øget politisk aktivitet på samme område, idet der i gennemsnit blev fremsat tredive relevante lovforslag i den svenske lovgivende forsamling hvert år mellem 1965 og 1968. Til sammenligning var der i perioden 1945–60 i gennemsnit blevet fremsat tre lovforslag om året.
En gennemgang af de holdninger, som de forskellige politiske partier indtog i 1960’erne, byder på nogle overraskelser. Højrepartiet [Högerpartiet] var det mest aktive med hensyn til at fremsætte lovforslag vedrørende indvandring. I august 1968 vedtog partiet det første politiske program, der foreslog omfattende støtte til etniske minoriteter i Sverige. Dette parti skiftede senere navn til »Moderaterna«.
Socialdemokraterne – med den afgørende undtagelse af den fremadstormende Olof Palme – var i første omgang mere skeptiske over for den nye tendens, end man kunne forvente. David Schwarz fortalte engang, at han kort før indledningen af den første avisdiskussion havde spurgt den socialdemokratiske udenrigsminister Torsten Nilsson ved et offentligt møde, hvordan regeringen agtede at løse minoritetsproblemet; Nilsson havde blot svaret: »De må blive svenskere eller flytte et andet sted hen.«
Hans Hagness, et socialdemokratisk folketingsmedlem, fremsatte følgende udtalelse i parlamentet den 9. december 1966:
Det ligger naturligvis i arbejdsgivernes interesse at øge udbuddet af billig arbejdskraft og holde lønningerne nede, og dette har været den motivation, som de borgerlige aviser har støttet. De har også iscenesat rørende historier om udvisninger og om, hvor meget vi bør have medlidenhed med dem. Men man kan ikke bygge en politik på rørende historier, der bringes i de liberale aviser; i stedet er vi forpligtet til at føre en bevidst politik i den almindelige arbejders interesse.
Kort sagt tænkte den svenske venstrefløj stadig i sociale klasser.
I 1966 fik David Schwarz arrangeret et møde med den socialdemokratiske statsminister Tage Erlander gennem dennes taleforfatter Olle Svenning. Svenning mindedes senere:
Den gamle statsminister indvilgede i at mødes og medbragte sin betydeligt yngre assistent Olof Palme. [Schwarz] forklarede, hvor vigtig multikulturalisme var, at Sverige allerede var en indvandrernation, og hvordan kravene om sproglig og religiøs tolerance voksede sig stærke. Palme, der var vokset op i et multikulturelt og flersproget miljø, forstod, hvad David talte om.
Året efter tilkendegav Palme, nu som undervisningsminister, sin støtte til multikulturalismen i en tale i Det Jødiske Center i Stockholm, midt i ros af Israel og zionisternes ambitioner. Alligevel var netop denne mand så fjendtligt indstillet over for enhver form for svensk patriotisme, at han udtrykte afsky for Sveriges uskyldige flagdagsfejringer! To år senere efterfulgte Palme Erlander som Sveriges statsminister.
Et andet afgørende vendepunkt på vejen mod svensk multikulturalisme indtraf i 1967, da den svenske fagforeningssammenslutning ændrede sin modstand. Årsagerne til denne betydningsfulde holdningsændring forbliver dog uklare; historikeren Thomas Gür har skrevet:
I litteraturen om den svenske indvandringspolitik har jeg ikke fundet nogen redegørelser, der detaljeret beskriver baggrunden og motiverne for [fagforeningssammenslutningens] holdning til sagen. Der findes heller ingen forklaring i værker, der omhandler [Forbundets] historie.
Som andre steder i Vesten var den svenske venstrefløj i færd med at skifte tankegang fra en klassebaseret samfundsmodel til en, der var centreret om race og etnicitet. Vi har bestemt også andre steder set fagforeningsmedlemmernes materielle interesser ofret til fordel for en etnisk-pluralistisk ideologi: især i den amerikanske AFL-CIO.
Det endelige resultat af debatterne og den politiske aktivitet i perioden 1964–68 var, at det svenske parlament nedsatte Indvandrerundersøgelsen med den opgave at undersøge indvandreres og minoriteters status i Sverige. Dette organs anbefalinger blev offentliggjort i 1974 og stemte næsten perfekt overens med argumenterne fra David Schwarz og andre multikulturalister.
Indvandrerundersøgelsens anbefalinger dannede grundlag for regeringsforslag 1975:26, som formelt erklærede, at »Sverige ikke længere var en nation domineret af svensk kultur, men et kulturelt pluralistisk samfund, hvor forskellige minoritetskulturer skulle have lov til at blomstre.« Forslaget blev enstemmigt vedtaget af det svenske parlament i 1975. Der var kun gået elleve år, siden David Schwarz havde udgivet sit første essay.
Som Eckehart påpeger, kommer den dynamik, der førte til multikulturalismens hurtige sejrsgang i Sverige, perfekt til udtryk i denne observation fra etnologen Frank Salter:
Mindretal har en fordel i den etniske konkurrence, idet de er mere mobiliserede end flertallet. Mobilisering er viljen til at bringe ofre for en sag, for eksempel ved at donere penge, tid og arbejde. Selv en lille gruppe med begrænsede ressourcer kan udøve en uforholdsmæssig stor indflydelse, når dens medlemmer er stærkt mobiliserede, og dens modstandere – selv om de er i overtal – er ligeglade.
Vores tids demokratiske staters forbandelse har vist sig ikke at være »flertallets tyranni«, som Alexis de Tocqueville forudsagde, men et »mindretallenes tyranni« – af højt motiverede og politisk aktive mindretal over naive og selvtilfredse indfødte flertal.
Som forfatteren bemærker, skaber næsten alle politiske forandringer vindere og tabere. I overgangen fra en assimilationistisk til en multikulturel politik opnåede ikke-svenskerne, der bor i Sverige, en sejr for sig selv ved at overtale den indfødte svenske befolkning til at afstå suveræniteten over det eneste geografiske område i verden, der udelukkende er dedikeret til det svenske folk og den svenske kultur.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “The Origins of Swedish Multiculturalism“. Oprindeligt udgivet d. 23. september 2017.
Palaestra Medias dokumentar “Why is Sweden multicultural? prøver at besvare hvordan Sverige blev multietnisk og kommer også ind på den jødiske rolle. Vi anbefaler klart folk at se og dele den.
Se den her.