Af Tobias Langdon

Her er et ord, der fortjener at blive bedre kendt: cratology. Det betyder studiet af magt. Hvem har magten? Hvordan udøves og udvides den? Hvordan beskyttes den? Det er farlige emner, for en måde at beskytte magten på er at forbyde kritik af de magtfulde. De bedste videnskabsfolk vinder Nobelpriser. De bedste cratologer vinder foragt.

Deres indsigter kan anvendes overalt i verden. For eksempel er der en skandale under opsejling i Storbritannien om seksuelt misbrug, der angiveligt er begået af magtfulde mænd fra politik, retsvæsenet og andre offentlige institutioner. I begyndelsen af 1980’erne afleverede et uafhængigt konservativt parlamentsmedlem ved navn Geoffrey Dickens et dossier med navne på påståede pædofile i det etablerede samfund til den daværende indenrigsminister, Leon Brittan. Det kan have været lidt som at give en kanin til en pyton. Kaninen ville forsvinde. Det gjorde dossieret i hvert fald. Og gæt hvad? Det påstås nu bredt, at Brittan selv var en del af den såkaldte »Westminster-pædofiliring« (Westminster henviser til parlamentet generelt, dvs. valgte parlamentsmedlemmer, udnævnte lorder og regeringsembedsmænd).

Disse beskyldninger er uheldige for Storbritanniens jødiske samfund, hvor Brittan, der nu sidder i Overhuset, er et fremtrædende og bredt respekteret medlem. Endnu mere uheldigt er det, at der også cirkulerer beskyldninger om et andet fremtrædende medlem af det jødiske samfund, en mand, der måske kan beskrives som Storbritanniens »Mr. Holocaust«:

Det blev i går hævdet, at politiet blev forhindret i at anholde et højtprofileret Labour-parlamentsmedlem, der mistænkes for børnemishandling for mere end 20 år siden. Greville Janner, nu Lord Janner, blev afhørt efter aftale som led i en større undersøgelse af overgreb på drenge på børnehjem i Leicestershire i 1991.

Den fremtrædende politiker og aktivist, der repræsenterede Leicester West, var ledsaget af sin advokat og blev ikke sigtet. Efterforskerne havde indhentet juridisk rådgivning fra en erfaren advokat om det usædvanlige og potentielt kontroversielle skridt at anholde den siddende politiker. Dette ville have givet dem beføjelse til at ransage hans hjem og kontorer samt at tage hans fingeraftryk og indsamle andre bevismidler.

Men kilder tæt på sagen fortalte The Times [i London], at den planlagte anholdelse i sidste øjeblik blev blokeret. Det vides ikke af hvem. I stedet blev der truffet foranstaltninger til, at Lord Janner kunne møde op på en politistation efter aftale sammen med sin advokat, Sir David Napley. … Lord Janner, der nu er 86 år, står over for mere end 20 anklager om historisk misbrug på børnehjem, herunder påstande om voldtægt og seksuelle overgreb. Man mistænker, at han udnyttede sin hobby som tryllekunstner – han er medlem af Magic Circle – til at komme tæt på sine ofre og vinde deres tillid. En mand fortalte, at han var syv år gammel, da politikeren besøgte hans børnehjem og efterlod ham »mærket for livet« ved at begå seksuelt overgreb mod ham. Men i et usædvanligt træk har politiet hverken afhørt Lord Janner under advarsel eller anholdt ham i forbindelse med de alvorlige anklager.

Dette til trods for, at de har ransaget hans hjem i Golders Green i det nordlige London samt hans parlamentskontor i løbet af deres ni måneder lange efterforskning. Det menes, at det Labour-tilknyttede medlem af Overhusets dårlige helbred – han lider af fremskreden demens – har forhindret politiet i at tale med ham [sammenlign med den jødiske forretningsmand Ernest Saunders, der mirakuløst kom sig over Alzheimers, efter at han havde brugt sygdommen til at blive løsladt før tid efter en økonomisk skandale].

En del af bevismaterialet er blevet sendt til anklagemyndigheden (Crown Prosecution Service), som yder politiet »efterforskningsmæssig rådgivning«. Alligevel frygter nogle, at Lord Janners hurtigt forværrede helbred kan føre til, at han undgår retsforfølgelse. Han har tidligere kraftigt afvist beskyldningerne mod ham. …

Lord Janner, der repræsenterede Leicester North West og senere Leicester West i 27 år, blev udnævnt til livet medlem af Overhuset ved sin tilbagetræden fra Parlamentet i 1997. Faderen til tre børn, hvis kone, som han havde været gift med i mere end 40 år, døde i 1996, blev advokat i 1954 og udnævnt til QC [Queen’s Counsellor] i 1971. Han er tilknyttet en række jødiske organisationer og var formand for Board of Deputies of British Jews fra 1978 til 1984.

Han er formand for Holocaust Educational Trust og næstformand for World Jewish Congress. Det Labour-tilknyttede medlem af Overhuset beskrives på sin hjemmeside som »en central international skikkelse i bestræbelserne på at opnå erstatning og genoprettelse for Holocaust-ofrene«. (Politiet skal undersøge, hvorfor anholdelsen af Labour-parlamentsmedlemmet Lord Janner på grund af beskyldninger om børnemishandling for 20 år siden blev »blokeret«, The Daily Mail, 9. august 2014)

»Børnemishandling« og »pædofili« er ikke de mest præcise udtryk i denne skandale. Det, Brittan og Janner beskyldes for, er noget mere specifikt: pæderasti, eller seksuelt misbrug af drenge. Skandalen involverer to minoriteter, der er faste bestanddele i mangfoldighedseliten: jøder og homoseksuelle, som begge fremstiller sig selv som ofre for fordomme og undertrykkelse. Mainstreammedierne proklamerer konstant, at »antisemitisme« og »homofobi« er forkastelige eksempler på, hvordan flertallet uretfærdigt fremstiller sårbare minoriteter i et stereotypt lys.

Men hvis beskyldningerne viser sig at være sande, vil mænd fra disse minoriteter ikke fremstå som ofre, men som gerningsmænd – en del af magtfulde netværk, der udnytter magtesløse drenge fra børnehjem. Det kan være grunden til, at det britiske etablissement efterforsker beskyldningerne så langsomt og inkompetent. Der er blevet bebudet en officiel undersøgelse, men begge de kvinder, der blev udpeget til at lede den, har vist sig uegnede.

Når en regering tvinges til at indlede en offentlig undersøgelse, tilkalder den næsten altid en dommer eller en højtstående advokat fra det herskende etablissement i forventning om, at vedkommende vil komme med de »rigtige« anbefalinger. Således var det, at da indenrigsminister Theresa May i juli [2014] endelig gav sit samtykke til en omfattende undersøgelse af historisk seksuelt misbrug blandt personer fra det etablerede samfund, henvendte hun sig til en 80-årig tidligere dommer, baronesse Butler-Sloss.

Sådan fungerer det: det etablerede samfund passer på sine egne. Desværre overså fru May det faktum, at Lady Butler-Sloss’ bror, Sir Michael Havers, havde været Attorney General [regeringens chefjurist] i 1980’erne og muligvis havde vendt det blinde øje til netop de skandaler, hun skulle undersøge. Mod Indenrigsministeriets ønsker trådte hun ærbart tilbage.

Hvorefter fru May fremtryllede en anden figur fra det etablerede system, Fiona Woolf, en højtstående advokat, der også er lord mayor i London. Fru Woolf sagde tirsdag til Underhusets Indenrigsudvalg: »Jeg er ikke en del af det etablerede system.« Hvis hun ikke er det, hvem i alverden er så?

Det står nu klart, at fru Woolf er endnu mere kompromitteret end Lady Butler-Sloss, fordi hun er venner med Lord Brittan, en central figur i dramaet. Som indenrigsminister i 1983 modtog Lord (Leon) Brittan et dossier fra den daværende konservative parlamentsmedlem Geoffrey Dickens om VIP-personers påståede involvering i en børneprostitutionsring. Dette eksplosive dokument blev enten mistet eller ødelagt af Indenrigsministeriet. Det er helt klart, at fru Woolf – hvor dydig og ærlig hun end måtte være – bør trække sig. I et brev, der blev offentliggjort tirsdag, afslørede hun, at hun har spist middag med Lord Brittan og hans kone fem gange siden 2008. Hun har også drukket kaffe med Lady Brittan ved »et lille antal lejligheder« og siddet i et rådgivende udvalg sammen med Lord Brittan.

Disse afsløringer fremgik af et brev skrevet til Theresa May med hjælp (tro det eller ej) fra embedsmænd i fru Mays eget ministerium. Det lyder ikke helt normalt, gør det vel? Hvorfor kan fru Woolf ikke skrive sine egne breve? Siden dette iscenesatte brev blev afsendt, er der dukket et fotografi op af Fiona Woolf, der snakker med Lady Brittan ved en prisuddeling i oktober sidste år. Fru Woolf beskyldes for at have vildledt Indenrigsudvalget tirsdag ved at undlade at nævne dette møde. Folk vil undre sig over, hvor mange andre uoplyste møder der har fundet sted. …

Hvorfor kan fru May og fru Woolf ikke forstå, at de undergraver undersøgelsen? Efter alle de fortielser, der har været forbundet med stort set alle sexskandaler i det etablerede samfund, er det eneste, der var brug for, gennemsigtighed. I stedet har vi mistanken – hvor malplaceret den end måtte være – om, at Lord Brittan på en eller anden måde vil blive skånet. (Fiona Woolfs hukommelsessvigt og hvorfor jeg frygter en mørklægning fra det etablerede samfunds side i forbindelse med pædofiliskandalen, The Daily Mail, 23. oktober 2014)

I sidste ende måtte Fiona Woolf også træde tilbage, og i øjeblikket er undersøgelsen gået i stå og står uden formand. Magtfulde personer synes stadig at ønske, at sandheden undertrykkes. I mellemtiden bliver rygterne om skandalen endnu mere grufulde. Det er blevet påstået, at der blev begået mord, først på drenge under »pædofile orgier«, derefter på efterforskere, der forsøgte at afsløre overgrebene. Interessant nok er en af dem, der fremsætter de sidstnævnte beskyldninger, parlamentsmedlemmet John Mann, den pro-jødiske aktivist, jeg omtalte i »Architects of Annihilation«. Han har afleveret endnu et dossier med påståede misbrugere fra det etablerede samfund til politiet. Dossieret omhandler »fem VIP-pædofiliringe« og nævner »22 politikere, herunder tre siddende parlamentsmedlemmer« og »13 tidligere ministre.«

Hvad har Mann gang i? Det ved jeg ikke. Måske er han blot en upartisk offentlig tjenestemand. Eller måske forsøger han at forvirre billedet. Det er svært at tro, at han ikke handler i det, han anser for at være jødernes bedste interesse. Hvad ved MI5, den britiske indenrigsefterretningstjeneste? Meget mere, end de afslører, vil jeg mene.

Det er klogt at være skeptisk over for disse beskyldninger. Men kriminelle sammensværgelser finder bestemt sted i det britiske etablissement. Det vides nu, at den afdøde Jeremy Thorpe, der engang var leder af Det Liberale Parti, faktisk sammensværgede sig om at myrde en besværlig tidligere elsker ved navn Norman Scott i 1970’erne. Det britiske etablissement konspirerede derefter for at få Thorpe frikendt, da han blev stillet for retten.

Også denne historie er ikke god for Storbritanniens officielle religion, oligolatri, eller tilbedelsen af minoriteter. Thorpe var en skjult homoseksuel, hvis anden kone, Marion Stein, var jødisk, og som opfordrede til, at det hvidt-styrede Rhodesia skulle bombes, da det erklærede uafhængighed fra Storbritannien i 1965.

Det jødiske samfund er meget magtfuldt i britisk politik. Det samme gælder homoseksuelle. Både jøder og homoseksuelle står i centrum for sexmisbrugsskandalen i Westminster, som synes at have været et produkt af »homoseksuel frigørelse« i 1970’erne. Hvor USA havde NAMBLA, eller North American Man-Boy Love Association, havde Storbritannien PIE, eller Paedophile Information Exchange, som søgte at sænke eller endda afskaffe den seksuelle lavalder. Organisationen havde forbindelser til Gay Liberation Front og Campaign for Homosexual Equality. Inden den blev opløst i 1984, var PIE domineret af homoseksuelle pædofile, som synes at være parate til at samarbejde om seksuelt misbrug på en måde, som hvide heteroseksuelle pædofile typisk ikke er. Et vigtigt medlem af PIE var den »britiske diplomat og efterretningsagent« Sir Peter Hayman, KCMG, CVO, MBE, som blev beskyttet af det etablerede samfund ligesom Jeremy Thorpe og måske også Lord Brittan og Lord Janner.

Andre magtfulde og vigtige mænd tilhørte PIE og benyttede organisationen til at organisere og skjule deres seksualforbrydelser. Den berygtede BBC-sexforbryder Jimmy Savile, en af Storbritanniens mest berømte mænd i 1970’erne og 1980’erne, udnyttede sin magt og sine kontakter i det etablerede samfund på lignende vis, selvom han typisk begik sine forbrydelser som enkeltperson og på en opportunistisk måde. Men se, hvad der fremgår af bogen In Plain Sight (2014), en biografi om Savile, der blev udgivet efter hans død:

»Vi var alle sammen i den ulovlige forretning,« sagde han [Savile] om en periode, hvor [byen Leeds i Yorkshire]s sorte marked kørte på højtryk. Han hævdede at have lært meget af byens voksende jødiske befolkning, hvoraf mange var førstegenerationsjøder, der var flygtet fra Det Tredje Rige. »De fascinerede mig,« sagde han om at se de nyankomne skabe sig en tilværelse på markederne. »Det eneste, de kendte til, var at få succes.« … »Hvad er det her?« spurgte jeg og pegede på en syvarmet sølvkandelaber. »Det er en menorah, et helligt jødisk symbol,« sagde han. »Jeg gjorde jøderne en tjeneste i London, og derfor fik de en særlig tilladelse fra overrabbineren til at give mig noget.« Han tog den op og læste indskriften: »Overrakt til Jimmy Savile Esq., i taknemmelighed og høj agtelse.« (Op. cit.)

Men også magtesløse og ubetydelige mænd har kunnet slippe af sted med organiseret sexkriminalitet i det moderne Storbritannien. Og gruppevoldtægtsmændene fra Rotherham, Oxford, Telford og mange andre britiske byer er heteroseksuelle, ikke homoseksuelle. Hvad forklarer deres langvarige immunitet mod retsforfølgelse? Jo, de tilhører en anden minoritet, der er meget elsket af det etablerede samfund: det ikke-hvide muslimske samfund. Derfor blev deres forbrydelser ignoreret i så lang tid.

Mens disse livskraftige kriminelle begik voldtægt i industriel skala, kæmpede den jødiske antifascist Liz Fekete hårdt for at holde deres forbrydelser skjult ved at fremstille whistleblowere som racister og fanatikere. I 2012 skrev hun følgende:

Som I sikkert ved, er der en lang historie med at give sexforbrydelser et racistisk præg i dette land – jøder blev i 1930’erne forbundet med pædofili, vestindere med alfonseri i 1950’erne, og nu er fokus flyttet over på muslimske »groomere«. Og statistikker (ligesom holdningsundersøgelser) er ikke videnskabelige og neutrale, men kan manipuleres, så de passer til et argument. … Det mindede mig om tiden i 1980’erne, hvor medierne og fascisterne skabte spøgelset ”den sorte røver”, og Metropolitan Police bidrog til den moralske panik ved at udskille ”overfald eller trusler om vold mod en person, især med hensigt om røveri” fra al gadeforbrydelse og derefter oplyse gerningsmændenes etnicitet. Dengang blev unge afro-caribiske mænd beskyldt for racistisk motiverede overfald på »små hvide gamle damer« på stort set samme måde, som muslimer som helhed beskyldes for anti-hvide seksualforbrydelser. (Grooming: an open letter to Nick Lowles, The Institute of Race Relations, 15. november 2012)

Feteke skrev om de stereotyper, som flertallet påfører de »hellige« minoriteter: jøder, vestindere og muslimer. Hun fordømte den måde, hvorpå jøder blev »forbundet med pædofili i 1930’erne«. Men lord Brittan og lord Janner beviser, at denne sammenkobling også findes i det 21. århundrede. Amerikaneren Jeffrey Epstein er et andet eksempel:

Jeffrey Epsteins op- og nedtur – fra Wall Street-investeringsbankmand til vanæret seksualforbryder – kunne være handlingen i en roman af F. Scott Fitzgerald. … Epstein tjente på 1980’ernes økonomiske opsving og opbyggede hurtigt sin egen formue. Epstein omtales ofte som milliardær, men hans reelle nettoformue er stadig ukendt – delvis fordi en stor del af hans formue ifølge Forbes er skjult i en finansiel enhed på De Amerikanske Jomfruøer, et skatteparadis, hvor han ejer sin egen private ø. …

Med den enorme formue fulgte stor indflydelse, og Epstein opbyggede venskaber med magtfulde personer i det etablerede samfund: berømtheder, politikere, forretningsmagnater og kongelige. Hans kundeliste er aldrig blevet offentliggjort, selvom det er velkendt, at en af dem er den [jødiske] milliardær og detailmagnat Les Wexner, hvis imperium omfatter Victoria’s Secret-kæden. …

Epstein blev anholdt i 2005, efter at stedmoderen til en 14-årig pige havde fortalt politiet i Florida, at han havde betalt 200 dollar for en erotisk massage med hendes datter, og han blev senere genstand for en FBI-efterforskning. Året efter oplyste anklagemyndigheden, at de havde identificeret 40 unge kvinder, der muligvis var blevet skaffet ulovligt af Epstein. Snesevis af hans påståede ofre skal angiveligt have indgået forlig med Epstein uden for retten.

Den føderale efterforskning blev til sidst henlagt, efter at Epstein havde forhandlet sig frem til en aftale med anklagemyndigheden, hvor han indvilligede i at erkende sig skyldig i en relativt mindre anklage på delstatsniveau vedrørende opfordring til betalt sex med en mindreårig. Han afsonede 13 måneder af en dom på 18 måneder og er nu registreret som seksualforbryder.

En retssag mod den amerikanske regering, anlagt af to af Epsteins påståede ofre, der er utilfredse med vilkårene i tilståelsesaftalen, har stået på i mere end seks år. I den seneste udvikling indgav de to kvinders advokater i denne uge en begæring ved en domstol i Florida i et forsøg på at tilføje to nye sagsøgere til sagen. Dette dokument frembringer nye beskyldninger mod Epstein og hans medarbejdere.

Begæringen fremstiller Epstein som leder af en »netværk for seksuelt misbrug«, der udlånte mindreårige kvinder til »fremtrædende amerikanske politikere, magtfulde erhvervsledere, udenlandske præsidenter, en velkendt premierminister og andre verdensledere«. Epsteins advokater har ikke reageret på gentagne anmodninger om en kommentar, men andre, der er nævnt i retsdokumentet, har kraftigt afvist kvindernes beskyldninger.

Blandt dem, der kraftigt afviser beskyldningerne i retsdokumentet fra fredag, er prins Andrew, hertugen af York. Hans venskab med Epstein går tilbage til begyndelsen af 1990’erne. Epstein var også ven med Andrews tidligere kone, Sarah Ferguson, og lånte hende engang 15.000 pund for at afvikle en del af hendes gæld. Ferguson sagde senere, at hun fortrød at have taget imod Epsteins penge, hvilket hun beskrev som »en gigantisk fejlvurdering«. (Jeffrey Epstein: rise and fall of the teacher turned tycoon, The Guardian, 2. januar 2015)

Epstein slap let og afsonede kun 13 måneder af en dom på 18 måneder for det ene anklagepunkt om tilskyndelse til prostitution, som han erkendte sig skyldig i, i stedet for de langt mere alvorlige forbrydelser som ulovlige seksuelle handlinger med en mindreårig og uanstændig og utugtig seksuel krænkelse — en aftale, der forargede politiet. (Sagsakterne er forseglede, så det er ikke muligt at fastslå omfanget af anklagerne mod ham.) En person, der kendte færre hemmeligheder og havde færre penge, ville derfor muligvis have afsonet en langt længere straf. Et fremtrædende medlem af Epsteins juridiske team, der forhandlede Epsteins aftale på plads, var Epsteins »nære ven« Alan Dershowitz. Aftalen indeholdt en klausul, der gav alle Epsteins medskyldige immunitet mod retsforfølgelse. Det gælder også Dershowitz, der nu er anklaget for at have deltaget i seksuelle eskapader med mindreårige piger. Vil Dershowitz give afkald på sin immunitet?

Det er måske ikke særlig sandsynligt. Dershowitz truer med at indlede en sag om fratagelse af advokatretten mod sagsøgernes advokater. En af de advokater, der repræsenterer sagsøgerne, er Paul Cassell, professor i jura ved University of Utah og tidligere føderal dommer. Den anden er Bradley Edwards, en advokat fra Florida.

Cassell og Edwards reagerede dog ikke på samme måde og sagde, at de ville begrænse deres udtalelser til indlæg i retten »ud af respekt for rettens ønske om at forhindre, at denne sag udspiller sig i pressen.« De bemærkede dog, at de har »forsøgt at afhøre hr. Dershowitz om disse emner, selvom han har undgået disse anmodninger om afhøring. Ikke desto mindre vil vi gerne tage hensyn til enhver edsvoren vidneforklaring og dokumentation, som hr. Dershowitz måtte ønske at fremlægge, og som han hævder vil tilbagevise nogen af vores påstande.« Med andre ord siger de, at hvis Dershowitz ønsker at tilbagevise disse påstande, bør han gøre det under ed. …

Hvis nogen af disse kvinder hævder (som rapporteret), at Dershowitz var en af de mænd, der havde sex med dem, da de var mindreårige, er det svært at se, hvordan advokaterne kunne blive anklaget, medmindre Dershowitz alvorligt hævder, at de bevidst forsøger at hjælpe med at afpresse penge fra ham eller indgive falske dokumenter. Cassell har ikke ry for sådanne handlinger. Tværtimod er han højt respekteret som advokat og akademiker. …

Disse mænds tilknytning til Jeffrey Epstein er i sig selv chokerende. I bedste fald er Epstein en dømt seksualforbryder og en virkelig uhyggelig person. (Kort efter sin løsladelse fra fængslet blev han citeret for at benægte, at han er en rigtig forbryder, og sagde »Jeg er ikke et seksuelt rovdyr, jeg er en ’forbryder’. Det er forskellen mellem en morder og en person, der stjæler en bagel.«). De anklagede vil næppe drage fordel af tilknytningen til en sådan person, men beskyldningerne går åbenbart langt ud over problemet med »dårlige venner«. I [Bill] Clintons tilfælde beskriver [Virginia] Roberts, hvordan hun blev pålagt at deltage i en middag med Clinton, hvor han og Epstein havde det livligt. Hun så dog ikke personligt, at Clinton udnyttede to piger, der også var til stede ved middagen og så ud til at være mindreårige. Ikke desto mindre kan beskyldningen om, at en tidligere præsident spiste middag med mindreårige piger i hjemmet hos en person, der senere blev dømt for seksualforbrydelser, i sig selv betragtes som æreskrænkende, hvis den ikke er sand. (Jonathan Turley, »Harvard-juraprofessor Dershowitz truer Utah-juraprofessor Cassell med fratagelse af advokatretten«)

Cratologer kan finde rigeligt studiemateriale i Epstein-skandalen, ligesom de kan i Westminster-sexskandalen. Henry Kissinger sagde engang, at magt er det ultimative elskovsmiddel. Det synes også at være en fremragende dække for seksualforbrydelser. Og mens sandheden om de magtfulde er blevet skjult, har mainstream-medierne konstant spundet løgne om almindelige hvide mænd: bandevoldtægtsmændene fra Duke Lacrosse og University of Virginia har aldrig eksisteret.

I virkeligheden er seksualforbrydere ikke overvejende blonde. Magtmisbrugende politikere og hadopildnende journalister er heller ikke nødvendigvis blonde. Som bevis herpå kan man blot se på Lord Brittan, Lord Janner og Sabrina Rubin Erdley, kvinden bag den falske voldtægtsanklage ved University of Virginia. En kratolog bør have let ved at gennemskue, hvad der foregår.

---

Kilde

Fra The Occidental Observer; “Power and Perversion: Leon Brittan, Greville Janner and Britain’s Establishment Abuse Scandal“. Oprindeligt udgivet d. 6. januar 2015.

---