Af Povl H. Riis-Knudsen
Dagligt fortæller man mig, at jeg skal glemme det med bøger – det er gammeldags, forældet og irrelevant – især for unge mennesker. De hverken ejer eller læser rigtige bøger. Når jeg ser på mine salgstal, er man jo fristet til at give disse stemmer ret. Men har de nu også virkelig ret? Står vi ikke bare over for en generation, der har mistet enhver forbindelse med kulturen, og som simpelthen ikke har lært at læse rigtigt. Min tro på nutidens unge kan ligge på rumpen af en flue. Det er derfor, jeg ser så mørkt på fremtiden. Og skønlitteratur – det er der efterhånden ingen, der ved, hvad er. Den vestlige civilisation er virkelig ved at gå under, for den bygger på bogen og på litteraturen, og begge dele er truet.
Man tager en bog ud af reolen, sætter sig i en god stol (ikke foran en computerskærm), skænker sig evt. et glas vin eller en kop kaffe, og så giver man sig til at læse. Man koncentrerer sig om bogen, man læser langsomt og med eftertanke. Man samler sig om denne ene ting, og man holder pauser for at tænke over det, man har læst. Man kan gå et par sider tilbage for at sikre sig, at man har forstået det rigtigt – og man kan overveje, om forfatteren nu har ret i det, han (eller hun) hævder. Man indsætter farvede klæbemærker på sider, man evt. vil vende tilbage til, hvor farverne kan angive vigtighed eller tema – eller at der er et godt citat til senere brug. Disse mærker kan uden videre tages ud igen (og genbruges). Kun barbarer skriver i bøger (undtagen evt. i lærebøger). Når man er færdig med bogen, stiller man den ind i reolen igen, så man kan finde den, hvis man vil læse den igen (gode bøger kan læses mange gange), eller fordi man vil genopfriske nogle påstande eller emner i bogen og tænke over dem igen.
Man ærer bogen som det kulturgode, den er. Det er derfor, den bør være indbundet – helst i læder. I tidligere tider købte man selve bogblokken hos boghandleren og gik derefter til bogbinderen for at vælge sig et passende bind, som bogen så blev bundet ind i. Med den investering var der ligesom en garanti for, at bogen også blev læst – mindst én gang. Med billigbogens komme blev litteraturen demokratiseret. Man kunne i min gymnasietid få en billigbog for en 5-6 kroner (1 øl kostede 1,50 – 2,00 kr.). Det var ikke mere et klenodie, og der var ikke mere nogen garanti for, at den blev læst.
Læsning af en bog (bortset fra deciderede lærebøger) er en tankeproces, der skal gøre læseren klogere på verden og ikke mindst klogere på sig selv. Man skal hele tiden tage stilling til, om det, man læser, nu også er rigtigt, eller om forfatteren går galt i byen. Her hjælper det naturligvis på forhånd at være bekendt med det pågældende emne. Man må stille spørgsmål til teksten og se, om man kan finde svarene – og evt. fastslå, om forfatteren modsiger sig selv. At læse er et arbejde! Det tager tid, og det kræver ro.
Hertil vil man indvende, at man nøjagtigt lige så godt kan gøre det samme på en computer. Det må man bare sige nej til. Det viser alle erfaringer. Forestil dig at skulle læse Christopher Clark: Søvngængerne (om udbruddet af den første verdenskrig) på nettet. 722 sider plus over 100 sider noter. Elektroniske tekster kan være nyttige, hvis man har brug for at søge efter bestemte begreber, årstal eller lignende – men ikke til læsning. Man sidder ikke så godt, computeren distraherer, der kommer hele tiden meddelelser ind, og det tekniske tager simpelthen over og bliver vigtigere end tanken. Statistikken viser endvidere, at salget af e-bøger her i butikken kun er ca. 10 % af salget af rigtige bøger. Men så løsrevne artikler da? Nej, heller ikke. Strømmen af tekster på nettet er overvældende. Man tilegner sig uvilkårligt en zapperkultur. Hvis en artikel ikke fænger på de første 10 linjer, går man bare videre til den næste, og så fremdeles. Dertil kommer, at tekster på nettet ikke er udvalgt efter kvalitetskriterier. Der er virkelig meget møg og desinformation på nettet, som aldrig ville blive trykt i en bog eller et tidsskrift. Ja, det er faktisk det, der er mest af. Det betyder ikke, at alt bliver udgivet på nettet. Hver enkelt platform har strikte politisk korrekte regler for, hvad man vil tillade. Det er i dag meget let at udgive rigtige bøger, så man undgår den censur, der findes på nettet, og som retter sig efter samfundets grundlæggende falske narrativer – også uden at man kommer i konflikt med nogen lov.
Et særligt kapitel er naturligvis skønlitteratur. Det er ikke blot underholdning (hvis man fraregner de mest ligegyldige kioskbaskere – eller f.eks. Benni Bødkers produktion). En god roman forsøger netop at belyse forskellige aspekter af tilværelsen – set fra det virkelige liv og ikke gennem videnskabsmandens briller. En romanforfatter analyserer både samfundet og menneskene – og relationerne mellem samfund og menneske. Klassiske romaner beskriver miljøer og tilstande, som ikke længere findes, men som har været med til at præge samfundets og menneskenes udvikling. Til denne dimension kommer det rent sproglige. Gode romanforfattere er sprogkunstnere, og gennem læsning udvider man sit ordforråd og sin formuleringsevne – ligesom man holder talemåder og vendinger i live. Grunden til rigtig mange unge menneskers formuleringsarmod er netop, at de ikke læser god litteratur. Selv i gymnasiet læser man praktisk taget ikke mere skønlitteratur. Jeg henviser i den forbindelse til mit første erindringsbind Evigt ejes kun det tabte (fås i boghandelen, ja, selv hos Saxo). Her får man et billede af forskellen på dengang og nu.
Hvad jeg her siger om romaner, gælder også skuespil og digte. Findes der nogen større psykologiens mester end William Shakespeare? Det skulle da lige være Dostojevskij, hvis personer i en roman som Forbrydelse og straf er som trådt ud af en avanceret lærebog om det menneskelige sind. Eller Emil Aarestrups lyrik, der udforsker kærligheden og forgængeligheden i alle dens aspekter. Kunne man forestille sig at læse den på computeren? En gyselig tanke! Fælles for dem alle er, at de beriger sproget – selv i en oversættelse fra engelsk eller russisk.
Nogenlunde de samme indvendinger, som jeg rejser imod elektroniske tekster, kan gøres mod lydbogen. Mange foretrækker en lydbog, fordi de så kan foretage sig noget andet samtidig. Men det er netop det, man ikke kan. Enten læser/lytter man – eller også laver man noget andet. Chauffører bør køre bil – og ikke andet. Håndværkere bør passe deres håndværk – og ikke andet. Nogle mennesker er mere lydorienterede end andre – det er naturligvis i orden, men de skal så ikke lige klare opvasken samtidig eller luge i haven.
Og så kommer der en lang række praktiske ting vedrørende computeren. Mange tekster mistes på grund af nye formater etc. Eller de forlægges på harddisken, f.eks. ved skift af computer. Og de kan slettes eller ændres. Fremtiden vil være én stor statslig platform, hvor man kan gøre alting – og hvor staten læser en over skulderen hele tiden. Staten elsker det elektroniske format. Tidligere skrev man breve. Hvis staten ville læse dem, måtte man – i hvert fald teoretisk set – indhente en dommerkendelse, og opsnappede breve skulle åbnes og læses under overværelse af en dommer (igen teoretisk set. PET har aldrig fulgt retsplejeloven eller nogen anden lov. Det er en helt igennem kriminel organisation). Det var alt sammen ret kompliceret og tidskrævende. I dag er det meget lettere. Man kan overvåge alt elektronisk, uden at nogen mærker det. Hvis man i dag vil kommunikere uden at blive overvåget, skal man benytte sig af gammeldags breve.
På den elektroniske platform kan staten uden videre holde øje med ikke blot, hvad du skriver, men også med, hvad du læser. Via den elektroniske platform kontrollerer staten allerede dine penge, og hvis det passer staten, kan den uden nogen retskendelse eller dom underkaste dig ”sanktioner”, som afskærer dig fra dine penge og forhindrer dig i at leve et normalt liv. Det er overgået adskillige dissidenter – uden at offentligheden får kendskab til det, og uden at der er nogen appelmulighed.
Den dag staten helt behersker internettet, vil tekster uden videre kunne forsvinde eller ændres til ukendelighed, ja, det kan de for så vidt allerede. Man kan imidlertid ikke udrydde den fysiske bog. Amerikanerne gjorde sig stor ulejlighed for at udrydde tyske nationalsocialistiske bøger i 1945. De havde udarbejdet meget nøjagtige lister over de tusindvis af bogtitler, der skulle brændes eller på anden måde tilintetgøres – men der overlevede altid nogle få eksemplarer, og de fleste er for længst blevet genoptrykt. Havde de kun eksisteret på computer, var de alle forsvundet.
I dag ændrer man naturligvis også trykte bøger, når der udkommer nye udgaver. Både Agathe Christie, Mark Twain, Astrid Lindgren og mange andre har fået deres tekster maltrakteret til ukendelighed, så de ikke kan støde nogen (jf. Fahrenheit 451). Dette er ikke kun en skændselsgerning over for de pågældende forfattere, men direkte historieforfalskning, idet nye læsere forledes til at tro, at verden altid har været forrykt. Ældre litteratur skal netop også vise litteraturens, samfundets og sprogets historiske dimension. Mennesker, der ikke kan tåle at blive konfronteret med den historiske virkelighed, bør henvises til psykologisk behandling, men deres sygdom skal ikke forhindre, at andre mennesker stifter bekendtskab med virkeligheden. Ved køb af ældre litteratur bør man benytte antikvariaterne og se til, at man får en førsteudgave eller et optryk af en førsteudgave. Den mulighed har man ikke ved elektroniske formater! De tilpasses løbende, og de gamle slettes og forsvinder i hukommelseshullet (jf. Orwells 1984). Tiden bliver set som noget uforanderligt.
Hvis man vil være dissident, og især hvis man vil omstyrte samfundet, bør første skridt være at smide computeren og telefonen på møddingen – eller i hvert fald at afbryde forbindelsen til internettet!
Her er vi imidlertid ved noget helt principielt. Computeren – eller nok snarere internettet – har skab en helt ny uvirkelig verden. Man ynder at tale om Virtual Reality, som jo netop udmærker sig ved ikke at være virtuel, dvs. reelt eksisterende. Jeg vil vove den påstand, at computerens irreelle flimmerverden er skabt og udbredt af netop de kræfter, der vil os til livs – og som i forvejen behersker pressen og de øvrige medier. Computergenerationen er afskåret fra virkeligheden – den holder sig inden døre i sikkerhed bag skærmen, isoleret fra enhver berøring med virkeligheden. Mange unge mennesker har aldrig set en levende gris. Mange forstår ikke, hvor maden kommer fra, eller hvordan værdier skabes. Kultur er et ukendt begreb. Når unge mennesker går på værtshus, sidder de gudhjælpemig og skriver til hinanden på deres telefoner. Mennesker kan ikke længere interagere naturligt med hverandre. Vi nærmer os stærkt det scenarie, Ray Bradbury tegnede i Fahrenheit 451 (se forrige artikel). Det er netop sådan, vore fjender vil have os. Så kan de styre verden imens og tilrane sig dens værdier. Menneskene reduceres til kulturløse forbrugende zombies. Er det den verden, vi vil have?
Unge nationale sidder i dag foran computerskærmen. De kan tilbringe hele dagen med at læse forskellige mere eller mindre relevante indlæg og en del hjernedøde kommentarer, som de flittigt supplerer. De deler, videresender og skriver og mener dermed at have hjulpet landet frem mod bedre tider, ja, de ser sig som revolutionære soldater, der kæmper for Danmarks fremtid. I virkeligheden udretter de meget lidt. Kampen for Danmark foregår ude i virkeligheden ved kontakt med rigtige virkelige mennesker – ved berøring med den snavsede virkelighed. Enhver kamp kræver begejstring, og begejstring skabes ikke gennem computeren, men i virkelighedens verden. På gaden, på arbejdspladsen, på værtshuset – ved møder, demonstrationer og taler. Folk findes og vindes gennem aktiv deltagelse i livet. Computeren er et udmærket meddelelsesmiddel, og dens funktioner slår skrivemaskinens – men det er også alt. Internettet er magthavernes vigtigste forsikring imod en revolution! Det er en narresut – på engelsk passende kaldet ”a pacifier”.
Det er en farlig verden, hvor kunstig intelligens skriver avisernes artikler og selvstændigt forfatter de romaner, vi læser! Ja, kunstig intelligens udvælger sågar bombemål i en krig, styrer missiler osv. Kunstig intelligens vil snart uden videre kunne starte en atomkrig. Vi nærmer os en tilstand, hvor vi overhovedet ikke behøver at tænke selv, men måske er det en forbedring i et samfund, hvor vi ingen rigtige uddannelser har, og hvor de dummeste regerer. Denne verden styres og beherskes imidlertid af dem, der kun vil os det ondt. Det er naivt at tro, at der kommer noget godt fra den kant.
Om jeg har ret eller ej, afgøres ved at se på virkeligheden. Hvor er den nationale bevægelse? Hvor er der en organisation, hvor kampen kan planlægges og koordineres? Den findes ikke. Enhver kan naturligvis meget let starte sin egen ”forening”. Det kræver kun en hjemmeside – men det fører heller ikke til noget i sig selv – det forbliver oftest en énmandsforening. Det er kun noget ”virtuelt”. I bind 3 af mine erindringer, der udkommer om nogle måneder under titlen ”Med hagekorset på slæb”, skriver jeg en hel del om organisering og organisationsstrukturer. Det anbefales at læse det. Computeren kan lette det organisatoriske arbejde, men ikke erstatte det.
Lad mig afslutningsvis minde om, hvordan situationen var i sidste halvdel af 80’erne. DNSB havde på sit højdepunkt – inden Jonni Hansen forvandlede partiet til en parodi – ca. 125 medlemmer, der i hvert fald i teorien betalte et mindstekontingent på 50 kroner om måneden. Det svarer i dagens mønt til ca. 1350 kr. om året. Dertil kom abonnement på bladet National-Socialisten: 100 kr. om året (svarer til 225 kr. I dag). Der var naturligvis en del flere abonnenter end medlemmer, og mange havde særabonnementer på levering af 10-100 ekstraeksemplarer af bladet. Selvfølgelig var der restancer og folk, som havde svært ved at betale – men andre var så til gengæld ret gavmilde. DNSB havde ikke overskud – men det var heller ikke formålet. Aktive afdelinger havde regelmæssige lokale møder og udførte forskellige aktiviteter, hvor de viste flaget og skabte opmærksomhed. Der var større møder og landsmøder. Det bedst besøgte landsmøde havde vel omkring 100 deltagere. Der opstod et aktivt, reelt eksisterende fællesskab.
Når man dengang fik et hæfte i hånden, et nummer af National-Socialisten f.eks., følte man, at man havde fået noget, at der var skabt noget virkeligt, som man kunne lægge til side og vende tilbage til, noget man kunne give til vennerne – eller anbringe på biblioteket eller andre steder, hvor folk måske fandt det. Man kunne også sætte streger i det. Man gemte bladene! Elektronisk flimmer er bare væk, og udskrifter ender i papirkurven. Mængden af informationer var mindre – men kvaliteten var unægtelig højere, og man læste artiklerne flere gange. Hvor mange gange har jeg ikke fået længselsfulde spørgsmål om, hvornår næste nummer vel udkom?
Vi havde dengang ikke noget internet!
I dag er der internet, men ingen organisationer, reelt ingen møder og ingen aktiviteter (bortset fra noget malplaceret gadeteater), intet virkeligt fællesskab – og der er ingen økonomi! Internettet synes ikke at have bragt noget positivt – tværtimod! Alle tekster ligger gratis tilgængelige på nettet. Der er ingen blade mere. Men skal tingene virkelig være gratis? Naturligvis skal de ikke det! Hvis man ikke vil ofre et par tusind kroner om året, hvad vil man så ofre? Næppe livet!
Internettet giver dermed endnu et problem: overfodringen med informationer (ofte af meget lavere kvalitet). Min indbakke er så fuld, at jeg umuligt kan overkomme at læse det hele – og meget af det er måske heller ikke værd at læse.
Den digitale verden gør alting lettere, påstår man. Men skal alting nødvendigvis være let? Vi behøver i dag hverken at kunne stave eller regne – og fremmede sprog er også unødvendige for vor daglige kommunikation. Men er der ikke en værdi i at kunne stave, regne og skrive – og i at kunne opleve verden gennem et fremmed sprog og en fremmed kultur – i stedet for gennem en kulturløs maskinoversættelse? Og er det ikke berigende at kunne noget historie uden at skulle ty til KI’s tendentiøse fortolkning af samme? Vi skal huske, at den digitale verden styres af de samme kræfter, som styrer alle andre medier. Den, der styrer KI, bestemmer, hvordan KI skal fungere, reagere og svare. Og hvad sker der, den dag strømmen går? Den digitale verden fremmer åndelig dovenskab, dumhed, ensomhed og passivitet, og dermed skaber den generationer af levende døde!
Lad mig slå fast: Der er intet her i livet, der er gratis – og der er ikke noget, der bør være gratis. Forfattere af tekster skal jo også leve, og hvis tekster kun skal skrives i fritiden, vil der ikke blive skrevet mange tekster. Betaling er en målestok for, om man overhovedet ønsker disse artikler. Man kunne jo så sige, at teksterne måske kunne bevæge noget – men som det er i dag, tjener de kun som underholdning for zombierne foran computerskærmen. Det vil ikke blive ved! Der skal enten støttekroner, en abonnementsordning eller i det allermindste et massivt salg af bøger til, hvis man fortsat ønsker at læse disse tekster – og at andre får lejlighed til at læse dem.
Povl H. Riis-Knudsens bøger kan købes her.