Fra boghylden:
Ray Bradbury
FAHRENHEIT 451
HarperCollins 2013
Første udgave 1953. Forarbejderne rækker tilbage til 30’erne.
Anmeldt af Povl H. Riis-Knudsen
Der er tre bogtitler, som især har brændt sig ind i det 20. århundredes litteraturhistorie, og som hver på sin måde har kendetegnet det forgangne århundredes pessimisme. De to kendteste er George Orwells 1984 (1948) og Aldous Huxleys Brave New World (Fagre Nye Verden) (1932). Den tredje er Ray Bradburys Fahrenheit 451! Alle tre beskriver de en rædselsfuld og uudholdelig fremtidsvision. Jeg plejer at sige, at vi i dag lever i en blanding af 1984 og Brave New World. Vi er slaver i et kakokratisk diktatur så totalitært, at vold ikke er nødvendig for at holde os nede. Vi har lært at elske vort slaveri og bekæmper af al magt enhver kraft, der vil sætte os fri. Vi er de ringeste mennesker i den ringeste tid, vor kulturkreds har kendt.
Som roman betragtet er Fahrenheit 451 nok den dårligste af de tre. Der er ikke megen handling i den, men hovedpersonen, brandmanden Guy Montag, oplever på de par dage, handlingen strækker sig over, en slags åndelig vækkelse, men det er noget uklart, hvad han vil kunne bruge den til – og hvordan det vil gå ham. Bogen er imidlertid så visionær, at man en gang imellem tror, det er løgn.
Bogen foregår i et fuldstændig koldt og følelsesløst samfund uden kærlighed, uden venskaber, uden fjendskaber – og uden nogen som helst dybde. Man skal ikke tænke over noget – man skal blot være ”lykkelig”. Terrasserne uden for husene er blevet fjernet, for der havde man jo lejlighed til at sidde og tænke og tale med andre. Det gjorde blot menneskene ulykkelige og bekymrede. Hastighedsgrænsen på vejene er 55 mph – men det er minimumhastigheden! Man skal køre så stærkt som muligt, gerne 150 mph, så man ikke har nogen mulighed for at tænke under kørslen. Kører man sig ihjel – eller dør af anden årsag – bliver man straks fjernet pr. helikopter og smidt i forbrændingen. Der er ikke noget med at sørge eller mindes. Man lever kun i nuet.
Et sådant samfund kan naturligvis ikke have plads til bøger. Bøger betyder, at man sidder og tænker, man bliver konfronteret med problemer og følelser og med menneskenes mange fejltrin. Det går ikke. Derfor er bøger forbudte – og finder man dem, bliver de brændt sammen med det hus, hvor de befinder sig. 451 grader Fahrenheit er netop den temperatur, ved hvilken papir brænder – deraf romanens navn. En brandmand er således ikke en mand, der slukker ildebrande, men en, der brænder bøger og huse.
I huse og lejligheder består dagligstuernes vægge af store fjernsynsskærme med mønstre og farver og med tilfældige personer, der taler om ingenting, eller som indgår i åndløs underholdning uden indhold. Det er ens ”familie” – og det hele er indrettet sådan, at denne ”familie” også kan tale med beboerne. ”Familien” er centrum for livet. Minder det egentlig ikke om noget, vi godt kender?
Tidligere var det kun de intellektuelle, der beskæftigede sig med bøger. Efterhånden som samfundet udviklede sig, blev de intellektuelle til besværlige anakronismer. Nu var det masserne, der skulle underholdes. Man lavede sammendrag (digests – ordet digest betyder også at fordøje!) af litterære værker i leksika og tidsskrifter. Jeg husker også fint fra min barndom månedsmagasinet Reader’s Digests, der udkom i 47 lande, herunder i en dansk udgave, hvor det hed Det Bedste (1946-2005, med oplag over 100.000 eksemplarer). Udgives stadig på engelsk. Her kunne man finde farveløse sammenfatninger af verdenslitteraturens mesterværker – Krig og Fred på 10 sider… fordøjet for åndelige veganere.
Efterhånden afløstes denne litterære diarre af billeder og film. Alt skulle gå hurtigt. Koncentration var uønsket, alt skulle hele tiden være nyt – helst bare overskrifter.
”Skoletiden blev forkortet, der blev slækket på disciplinen, filosofi, historie og fremmedsprog blev afskaffet, engelsk og stavning gradvis forsømt, til sidst næsten helt ignoreret. Livet er her og nu, det er jobbet, det gælder, efter arbejdet drejer alt sig om fornøjelse. Hvorfor skulle man lære noget, bortset fra at trykke på knapper, trække i kontakter og sætte møtrikker og bolte på?”
Det kunne være beskrivelsen af dagens skolevæsen!
I stedet for åndelig udvikling satsede man på sport for at beskæftige masserne. I stedet for intellektuelle, forskere, kritikere og skabere af skønhed, producerede skolerne sportsfolk på løbende bånd: løbere, springere, gribere, cykelryttere, boldspillere, maratonløbere etc., etc. Her er nutidens Danmark med i første række. Tænk blot på vort såkaldte kongehus, der på forbilledlig vis personificerer denne nye verden af åndløshed og muskelkraft. Kong Gulerod er den nye tids helt!
Med massernes komme skulle der også tages hensyn til minoriteterne:
”Jo større befolkning, desto flere minoriteter. Træd ikke nogen over tæerne, ikke hundeelskere, katteelskere, læger, advokater, købmænd, chefer, mormoner, baptister, unitariere, andengenerationskinesere, svenskere, italienere, tyskere, texanere, folk fra Brooklyn, irere, folk fra Oregon eller Mexico. Personerne i denne bog, dette skuespil, denne tv-serie skal ikke repræsentere virkelige malere, kartografer eller mekanikere noget sted. Jo større ens marked er, Montag, desto mindre beskæftiger man sig med kontroversielle ting, husk det! Alle de bitte bittesmå minoriteter med deres navler, som skal holdes rene…”
”Farvede kan ikke lide Lille Sorte Sambo. Brænd den! Hvide har det ikke godt med Onkel Toms Hytte. Brænd den! En eller anden har skrevet en bog om tobak og lungekræft? Cigaretfolkene græder? Brænd bogen! Afklaret ro, Montag. Fred, Montag!”
Masserne, der fra naturens hånd er højst ulige i alle henseender, skulle med alle midler gøres lige – og det kan, som vi ved, kun gøres efter laveste fællesnævner.
Bladenes artikler blev en slags ”vaniljetapioka” (hovedsagelig velsmagende kulhydrater med ringe næringsværdi), bøger blev af kritikere betegnet som ”opvaskevand”. Folk holdt op at læse, forbuddet mod bøger kom helt af sig selv. Besværlige individer, som tænkte, forsvandt bare sporløst!
”Den farligste fjende af sandhed og frihed er det massive, ubevægelige kvæg, der udgøres af flertallet. Åh Gud! Flertallets frygtelige tyranni!”
Montag flygter og finder sammen med en flok forhutlede akademikere, der lever som udstødte vagabonder, og hvis hele rigdom består i de bøger, de har lært udenad.
Bogen ender med, at en altødelæggende kort krig bryder ud – mærkværdigvis tilsyneladende uden atomvåben.
Kan I ikke genkende noget? Skal vi acceptere en verden uden bøger, diskussioner, kontroverser, skønhed, kærlighed og den smerte, denne kan forårsage? Ret beset vil det være døden. Men det er jo den verden, vi styrer imod. Åndløs ”lykke” uden indsigt er næppe det højeste ideal, mennesket kan stræbe efter!
Bogen er næsten 75 år gammel, men den kunne have været skrevet i dag!