BOGANMELDELSE
Kelvin Pierce:
SINS OF MY FATHER
Growing up with America’s most dangerous white supremacist
Eget forlag 2020.

William Luther Pierce er en af de vigtigste personer i den nationale bevægelse i USA. Efter at have flakket lidt rundt sluttede han sig til George Lincoln Rockwells American Nazi Party, der nu var blevet omdøbt til National Socialist White People’s Party – måske ikke det mest mundrette navn, men det var mere respektabelt end American Nazi Party. Her blev han redaktør for tidsskriftet National Socialist World, der skulle være den nationalsocialistiske bevægelses ideologiske fakkelbærer, men som i vid udstrækning blot bragte uvæsentlig historisk nostalgi.

Efter mordet på Rockwell den 25. august 1967 (1) overtog Matt Koehl ledelsen af partiet, og efter nogen tid gik Pierce og Koehl hver sin vej. Koehl fulgte i nogen grad Rockwells politiske linje, men gav efterhånden bevægelsen en udpræget dogmatisk hitleristisk profil, der ikke havde nogen chance for succes, mens Pierce løsgjorde sig fra fortidens symboler og paroler uden dog at ændre sit ideologiske ståsted væsentligt. Der var vel desuden helt konkret tale om to alfahanner, der ikke kunne være i den samme flok, eventuelt kombineret med, at Matt Koehl følte en vis uberettiget underlegenhed i forhold til Pierce. Pierce havde en Ph.d. i fysik og havde arbejdet for Pratt & Whitney, et job, han forlod for at blive fuldtidsnazist og redaktør hos Rockwell. Det var et karriereskift med store konsekvenser. Koehl havde ingen formel uddannelse og havde levet af tilfældigt arbejde, indtil han blev ansat af Rockwell, men han var intellektuelt fuldt på højde med Pierce, og karakteristisk nok forfulgte de begge den samme strategiske idé: De ville begge opbygge et mere eller mindre nationalsocialistisk samfund, der hvilede i sig selv, og som kunne tjene som et kraftcenter for bevægelsen og en model til efterfølgelse for andre ligesindede. Og årsagerne til, at det mislykkedes for dem begge, var de samme: De var diktatoriske, de havde på baggrund af deres erfaringer ingen tillid til deres medlemmer, og de kendte ikke forskel på et frit nationalsocialistisk lokalsamfund og en stalinistisk arbejdslejr. De var kort sagt ikke ledere, men ideologer. Endvidere tænkte ingen af dem på, hvad der skulle ske, når de selv faldt bort. Alfahanner oplærer ikke mulige efterfølgere – de er bange for dem. Begge efterlod en bevægelse i ruiner og uden ledelse. Det er skæbnens ironi, at Matt Koehl omgikkes med planer om at overdrage ”Nordland” til Pierce, idet han – tilsyneladende ganske rigtigt – så det største potentiale for fremtiden hos ham. Han drøftede dette indgående med mig i slutningen af juni 2002. Da jeg efter en længere rejse i det østlige Canada ringede hjem til basen på ”Nordland” fra Halifax godt 3 uger senere, var Koehls første spørgsmål: ”Har du set nyhederne?” Det havde jeg ikke. ”Pierce er død”, sagde en tydeligt rystet Matt Koehl.

Kelvin Pierce er den ene af William Pierces tvillingedrenge. Efter faderens død satte han sig for at forsøge at trænge ind i dennes verdensbillede og praktiske politiske arbejde, ikke blot ved at studere faderens mange efterladte papirer, men også gennem omfattende arkivstudier, bl.a. af frigivne rapporter fra de hemmelige tjenester, der tydeligt viser, hvor mange ressourcer man satte ind på af følge William Pierce og hans tilhængere. For de hemmelige tjenester er dette ligesom i Danmark ren jobskabelse og et vellykket forsøg på at vise, hvor nødvendigt det er at give dem yderligere ressourcer, mens sandheden jo er, at denne personkreds realistisk betragtet er helt ufarlig for statens sikkerhed – men i USA ikke ganske for enkeltindivider (2). Beskyttelsen af dem er imidlertid simpelt politiarbejde og en temmelig umulig opgave for efterretningstjenesterne. Dette projekt er lykkedes ganske godt for Kelvin Pierce, måske for godt, siden han ikke har kunnet finde et forlag, der ville udgive hans ganske udmærkede biografi om denne mand, som alle med blot lidt politisk interesse kender, og som medierne aldrig bliver trætte af at skælde ud på, bl.a. fordi han under navnet Andrew Macdonald i 1978 skrev romanen The Turner Diaries om en voldelig racistisk revolution i USA. Senere fulgte Hunter mere eller mindre over samme tema. Disse bøger hævdes at være inspirationen for alle terrorhandlinger og al kriminalitet på den såkaldte højrefløj i USA.

Kelvin Pierce har gjort sig store anstrengelser for at lægge afstand til faderen og dennes politiske synspunkter, og det i en sådan grad, at det undertiden er lidt kvalmende. Det har åbenbart alligevel ikke været nok til, at et forlag ville udgive bogen. Kelvin Pierce har i bogen mange gode iagttagelser og refleksioner, f.eks.:

I remember being puzzled by the two men in Dad’s office because they didn’t seem to be all that intelligent. Over the years, I would see similar people at Dad’s gatherings. It was as if he were surrounded by wierdos, mostly young men who had nothing better to do than hang out with other small-minded thugs, making themselves feel better by putting down other people. (3)

Jeg må beklageligvis sige, at jeg kun alt for godt kender disse typer. Det tror jeg, alle på højrefløjen gør, og jeg er overbevist om, at det ikke er meget anderledes på venstrefløjen. Yderliggående grupperinger tiltrækker især mennesker, der ikke er, som folk er flest. Hvis de var det, ville de være socialdemokrater eller konservative. Og man skal ikke tage fejl af, at der blandt disse tilsyneladende sølle eksistenser findes fremragende aktivister, computergenier osv. Men der findes selvfølgelig også de andre. Det har altid været et problem på den nationale fløj at bringe dybe tænkere med en høj intelligens sammen med folk med færre intellektuelle gaver, tilhørende socialgruppe (5), i den samme organisation. Men det er det, der er udfordringen. Intelligensen er nødvendig og forudsætningen for, at en sejr vil kunne udmøntes i form af en bedre samfundsorden, men muskelbundterne og aktivisterne er forudsætningen for, at der overhovedet kommer en sejr! Folkefællesskabet begynder her!

Som i alle andre organisationer, jeg har kendt, var det overordnede problem finansieringen. Pierce havde en kone, der tjente penge. Det forslog til dagligdagen, men Pierce havde brug for penge til at organisere det politiske arbejde. Frivillige bidrag rækker ikke særlig langt. De fleste medlemmer har ingen penge, og de, der har, vil nødig af med dem – også fordi de med deres bedre uddannelse og praktiske erfaring ser begrænsede muligheder for, at deres bidrag vil give resultater i det lange løb. Revilo Pendleton Oliver, en fremtrædende amerikansk professor i klassisk filologi, spansk og italiensk med meget nationalkonservative synspunkter, foreslog Pierce at skrive fiktion for at tjene penge. Det gjorde han med The Turner Diaries, der har solgt over en halv million eksemplarer. Han modtog endvidere et større pengebeløb, som mange påstår stammede fra Bob Matthews’ kriminelle aktiviteter for at støtte revolutionen (4). Dette er dog en påstand, som ingen har kunnet bevise. Matt Koehl fik også tilbudt et større pengeløb fra en ukendt kilde, men han afslog.

Pierce brugte pengene til at købe ”The Land” for. ”The Land” var et omkring 1,4 km 2 stort område i nærheden af Hillsboro i den østlige del af West Virginia. Det var usigelig smukt, langt fra alfarvej, og det opfyldte dermed – i modsætning til ”Nordland” – et af de basale krav til et hjemsted for en bevægelse som The National Alliance, som Pierce – i lighed med Koehl – ændrede til at være en del af en religiøs bevægelse The Cosmotheist Community Church. Hvor Koehl skabte en temmelig lattervækkende Hitlerkult med Føreren i rollen som Jesus II, er cosmoteismen en videreførelse af den europæiske panteistiske tanke om, at Gud er i naturen. Det er en langt mere fornuftig tilgang til det religiøse spørgsmål, men den har næppe heller mange chancer på den religiøse markedsplads. Religioner drejer sig om en egoistisk frelse for ens egen lille, ubetydelige sjæl – ikke om folkets eller racens overlevelse. I USA er der imidlertid skattefrihed forbundet med at være en religion. Det er en væsentlig motivation for religiøse profeter.

Senere blev Resistance Records Pierces tredje guldæg. Under dette mærke udsendtes cd’er med ganske enkelt rædselsfuld støj – et fremmedlegeme, der forgiftede og tilintetgjorde alt, hvad Pierce ellers stod for – men det var – mirabile dictu – en særdeles betydelig indtægtskilde, og det siger meget om det publikum, han havde samlet omkring sin bevægelse. Resistance Records var også Erich Gliebes billet ind i bevægelsen, og Pierce gjorde denne forhenværende bokser til sin efterfølger. Dårlig dømmekraft er her en underdrivelse, og på rekordtid faldt hele National Alliance med en omsætning på over 1 mio. dollars om året fra hinanden, og ”The Land” blev til sidst solgt. En sørgelig, men desværre ikke enestående historie. Jeg kender egentlig ikke noget eksempel på en organisation eller en regeringsform drevet efter det såkaldte førerprincip, som har overlevet sin skaber. Hitler, Mussolini, Franco, Salazar, Peron, Pinochet, Koehl, Pierce og alle andre på den fløj, jeg kan komme i tanker om. Det er nok ganske tankevækkende.

Det fremgår helt klart af Kelvin Pierces bog, at børnene havde en rædselsfuld barndom, og at William Pierce på ingen måde kan betegnes som en god far. Kelvins broder Erik afskar således enhver forbindelse med faderen og kom end ikke til mindehøjtideligheden for ham. Kelvin bevarede imidlertid helt klart en vis fascination af ham. Nu er opdragelse i Amerika betydelig mere håndfast end her, men Pierce tævede drengene over al måde, når de under forsøg på dog at få en eller anden kontakt med deres far foretog sig ting, som de vidste ville udløse hans raseri. Det er lidt psykologi for viderekomne.

Jeg besøgte Pierce på ”The Land” i et par dage i sommeren 1988. Han var på det tidspunkt gift med Olga, en ungarsk pige, der havde været klavermusiker, men havde fået et par fingre i en kødhakker. Det var enden på den karriere. Hun og min kone kom godt ud af det med hinanden. De var forbundet af musikken. Min kone forsøgte således at bevare forbindelsen ved at skrive til hende – men de breve fik hun aldrig. Pierce var ikke interesseret i, at hans kone korresponderede med andre. Det gik først op for os senere. Det var en del af straffelejrens reglement.

Vore samtaler var sådan set nærmest blot uddybende. Vi kendte på forhånd hinandens synspunkter. Jeg havde på det tidspunkt frasagt mig mit arbejde med World Union of National Socialists, hvor jeg havde været Pierces efterfølger, idet jeg fandt det nyttesløst at opretholde en organisation uden medlemmer, uden finansiering og uden udgivelsesvirksomhed. Dertil kom, at jeg havde kunnet fastslå, at WUNS blev gjort ansvarlig for enhver såkaldt ”nazistisk” aktion overalt på kloden, ligegyldig hvor idiotisk den end var. Det ville jeg ikke lægge navn til. Alt blev tilsyneladende styret fra mit beskedne kontor på Ahornvej 11 i Vejgaard. Ak, gid det havde været så vel. Dertil kom naturligvis også indførelsen af Hitlerismen som religion, ændringen af navnet til The New Order (forsøg aldrig at forkerte det!) og en åbenlys ineffektivitet og dårlig ledelse. Flytningen af hovedkvarteret fra Arlington, Va. (det vil i praksis sige Washington DC) til Milwaukee-området havde taget 10 år. I de 10 år var bevægelsen praktisk taget gået i opløsning, og baggrunden for flytningen var faldet bort. Midvesten havde været partiets bedste grobund, men medlemmer vil have, at der sker noget. De var blevet lovet en intensivering af arbejdet, men så kun, at alt faldt sammen, Cedric Syrdahl gik i vrede, hovedkvarteret i Chicago blev solgt, ligesom de to ejendomme, man havde haft i Arlington. Der var således nok at tale om, og Pierce havde naturligvis også fulgt denne udvikling. Vi var på det punkt ganske enige.

I 1988 var der imidlertid stadig håb for ”Nordland”, og der var naturligvis også ting, jeg ikke syntes, jeg kunne diskutere. Ligegyldig hvor uenig jeg kunne være med Koehl, så var han en ven, og det vedblev han at være gennem alle kriser – også ud over sin død. Pierce lagde heller ikke noget skjul på de vanskeligheder, der var forbundet med at opbygge en koloni på en bar mark. Han lagde netop vægt på, at det skulle være så afsides – og naturligvis var fjernsyn forbudt. Det var et samfund, der skulle være ubesmittet af omverdenen. Der var en hel dags kørsel til det, vi med et noget misvisende ord plejer at kalde civilisationen. De få beboere, der var – og som vi ikke blev introduceret til – kom fra byen. Det har været noget af et chok for dem og en grund til, at mange stak af igen. ”Nordland” lå nærmere civilisationen – alt for tæt på byen.

Vi diskuterede også The Turner Diaries. Jeg har aldrig brudt mig om slutningen. Atombomber er noget skidt. Det var Pierce sådan set enig i – han ville have skrevet slutningen anderledes, hvis han havde skulle skrive den i 1988. Vi fik forevist hovedbygningen med forsamlingssal, boglager og kontorlokaler. Der var bestemt stil over det. Faciliteterne var mere egnede til deres formål end bygningen på ”Nordland”, men også dér var der jo store planer.

Pierce havde en pragtfuld tysk schæferhund, og en schæferhund er en af de mest trofaste skabninger på denne jord. Vi sov i gæstetraileren, og om morgenen kradsede hunden på døren. Jeg lukkede op, og ind kom Hans, som hunden hed, og i fuldt firspring landede han midt i dobbeltsengen, og der blev han. Pierce blev ikke glad, da han så, at hunden havde været inde hos os – og så i sengen – men han sagde ingenting. Da vi dagen efter tog afsked og kørte, ville Hans med. Han løb simpelthen bagefter bilen. Efter en kilometer måtte jeg standse og gøre det klart for ham, at han var nødt til at gå tilbage. Schæfere er kloge dyr. Hans forstod, hvad jeg sagde, og slukøret traskede han langsomt tilbage ad markvejen, mens han hele tiden vendte sig om og kiggede efter bilen. På det tidspunkt blev det klart for mig, at der var noget helt galt på ”The Land”.

Vil man stifte yderlige bekendtskab med Pierces tanker – og det kan bestemt godt lønne sig – henvises der til Robert S. Griffin: The Fame of a Dead Man’s Deeds, 1st Books Library u.å. Vedrørende Rockwell henvises der til William H. Schmaltz: Hate, George Lincoln Rockwell and the American Nazi Party, Brassey’s, Washington 1999. Senere udgave med titlen For Race and Nation. Anbefales kan også Frederick J. Simonelli: American Fuehrer. George Lincoln Rockwell and the American Nazi Party, University of Illinois Press, Urbana and Chicago, 1999. Matt Koehl brød sig ikke om Simonellis bog. Simonelli går tættere på end Schmaltz og har et meget fint noteapparat bagi, der dokumenterer, hvad han skriver. Begge er oplysende, og det er Kelvin Pierces bog bestemt også. Man kan springe de sidste kapitler over, hvis man synes, det bliver for slemt. Det er vanskeligt at forstille sig, at Pierces børn er 63 – og at det er over 20 år siden, jeg førte den triste telefonsamtale med Koehl fra Halifax – og at Koehl selv har været død i snart 9 år. Tidens hjul er ubarmhjertigt.

***

Noter

(1) Se herom: Povl H. Riis-Knudsen: Evigt ejes kun det tabte, mellemgaard 2020.

(2) Se f.eks. Stephen Singular: Talked to Death. The Life and Murder of Alan Berg, Beech Tree Books William Morrow, New York 1987.

(3) Jeg husker, at jeg undrede mig over de to mænd i fars kontor, fordi de ikke forekom alt for intelligente. I årenes løb så jeg ofte lignende mennesker ved fars møder. Det var, som om han var omgivet af mærkelige typer, som oftest unge mænd, der ikke havde noget bedre at gøre end at omgås andre småtbegavede bøller, idet de fik sig selv til at føle sig bedre ved at nedgøre andre mennesker. (S. 103).

(4) Se Kevin Flynn, Gary Gerhardt: The Silent Brotherhood. Inside America’s Racist Underground, The Free Press, New York 1989. Dette er den ubetinget bedste og mest læseværdige bog om Robert Matthews og hans følgesvende, ja, om den ekstreme nationale fløj i det hele taget. Den er absolut pligtlæsning for alle, der interesserer sig for den slags bevægelser – eller som har en iboende hang til at læse om menneskelige tragedier.