Jon Stephensen er sikkert en kedelig karl. Ellers havde han ikke være medlem af Lars Uløkkes parti. Altså: Vi har sådan set ingen medlidenhed med ham, og til hans gamle sager som teaterleder har vi heller ingen kommentarer. Vi ved, hvor let det er at skabe en shitstorm, og vi befinder os under alle omstænder her iblandt den klasse, der af Lenin så rammende betegnedes som ”nationens lort”.

Men nu er han også blevet ramt af feministernes ”me tooooo”-bølge. Den 63-årige har således i en mail til et 19-årigt medlem af ungdomspartiet skrevet, at hun ”er smuk med den lækreste krop”. Fordi man er 63 har man ikke nødvendigvis mistet sin æstetiske sans, og under alle omstændigheder er det da en fin kompliment at sende en til en ung pige fra en sikkert ganske erfaren mand. Men måske skulle han have været mere karrig med sine komplimenter. Kort sagt han burde have tænkt sig om.

Vi lever i forrykte tider. I min tid ville det uden videre være blevet betragtet netop som en kompliment – på linje med en hånd på et lår. Nu er Fanden løs, og Stephensen måtte tage orlov og vender næppe tilbage til folketinget. Liden tue kan som bekendt vælte stort læs. Over 600 ”kulturpersonligheder” har skrevet er brev om, at de ikke kan ”have tillid til” Stephensen som kulturordfører. Flere bobler fra samfundets septiktank.

Det værste er dog den 19-åriges reaktion: ”Kvinden selv har over for TV 2 beskrevet, at beskeden føltes som et slag i maven, og at forløbet sendte hende ud i en form for identitetskrise, hvor hun tvivlede på sine egne evner.” Altså endnu er livsudueligt væsen af kvindekøn – slag i maven, identitetskrise, tvivl på egne evner – ræk mig mine himmelblå! Eller måske mere nutidigt, da vi alligevel svømmer rundt i lokumstønden: Sikke noget pis at lukke ud! Men måske har hun god grund til at tvivle på sine egne evner…. Man kunne let få den tanke. Til hende er kun at sige: Se at blive gift og få dig nogle børn i stedet for at lege med de voksne.

Måske havde Stephensen en bagtanke. Det skal jeg ikke kunne sige, men så kunne hun jo bare ignorere det. Jeg er dog aldrig blevet fornærmet eller har tvivlet på mig selv eller er gerådet ud i en identitetskrise, når nogen har lagt an på mig – jeg er højst blevet smigret. Og man kan jo bare sige ”Nej, tak!”, hvis man ikke har lyst, eller det er ubelejligt. Måske kunne hun have fremmet sin karriere lidt ved at sige ”Ja tak!”, det ved jeg ikke, men i så fald ville hun ikke have været den første og heller ikke den sidste til at gøre det!

Mænd er sådan. Det er naturen, der taler, og hvis kvinder vil være en del af mænds verden, må de finde sig i det – ellers må de blive hjemme i køkkenet og få sig nogle børn, så de kunne realisere sig selv ved at passe dem. Det er naturens mening, og det ville nok være langt bedre for alle parter.