Boganmeldelse
Alexander Jacob:
NOBILITAS
Et studie af europæisk aristokratisk filosofi fra det antikke Grækenland til det tyvende århundrede
Oversat fra engelsk af Niels Jørgen Lindtner, med et forord af Stephanos Gekas, 185 sider. Mellemgaard 2023.

Måske burde jeg overhovedet ikke anmelde denne bog. Jeg kender alle de involverede, fra forfatteren over oversætteren til forfatteren af forordet. Men netop det giver mig muligvis den indsigt, der skal til for at sige noget forhåbentlig fornuftigt om denne publikation, der næppe vil finde vej til bestsellerlisten, for det er en bog for de få. Det er seriøse bøger om filosofi som regel (1) .

Først bør jeg dog nok fremkomme med en tilståelse. Jeg afskyr filosofi og har altid gjort det, idet jeg anser den for verdensfjernt tankespind uden noget solidt fundament. I antikken, hvor naturvidenskaberne var mindre udviklede, end de er i dag, er det nok klart, at folk med de fornødne evner satte sig til at tænke nøjere over menneskene, livet og meningen med det hele. Efterhånden som man bliver klogere på naturens orden, bør spekulationerne imidlertid efter min mening flyttes over til forståelsen af den, men inden vi kommer så langt, holder også Vorherre sit indtog i filosoffernes tankebygninger, hvilket bestemt ikke fremmer disses forståelse af livet.

Denne lille bog koncentrerer sig imidlertid meget fokuseret om de forskellige filosoffers syn på staten og indretningen af samfundet – og det er straks lidt mere konkret og derfor også lidt lettere at forholde sig til. Alexander Jacob er inder fra den sydindiske delstat Kerela, men man kan næppe sige, at han er specielt præget af indisk filosofisk tradition. Han har i hele sit akademiske virke beskæftiget sig med europæisk tænkning og tager her sit udgangspunkt i antikkens tankeverden, først og fremmest i Platon, hvis Staten nok er den første større samlede fremstilling af, hvordan man kan indrette et samfunds styre.

Som titlen antyder, er Alexander Jacob ikke en stor tilhænger af demokratiet – og det er jeg heller ikke. Som Benjamin Franklin definerer det, er demokrati, når to ulve og et lam stemmer om, hvad de skal have til frokost. Resultatet af det er givet på forhånd. Styringen af et samfund er en kompliceret sag, der kræver indsigt, viden og menneskelig integritet – alt sammen egenskaber, der kun forefindes hos de meget få, der i det demokratiske system skal vælges af en uvidende hob uden indsigt, viden eller integritet. Et sådant system er forudbestemt til at føre til kaos og undergang – specielt i en tid, hvor afstanden mellem vælgerne og politikerne bliver stadig større og der ikke er nogen direkte kommunikation imellem dem. Det er i dag medierne, der styrer samfundet, og ikke vælgerne – og medierne, ja, de kan ikke holdes ansvarlige af nogen. Dette er den jordnære betragtning – og naturligvis er den alt for jordnær for filosofferne. Den skal iklædes teorier, religion og lignende gevandter for at blive til filosofi, og Jacob skifter tålmodigt tøj på statuen, alt efter som moden ændrer sig.

Der kan nok herske almindelig enighed om, at statens styre skal sikre fundamentet for, at befolkningen i staten kan leve gode og tilfredsstillende liv, men som altid sidder djævelen i detaljen. For hvad er et godt og tilfredsstillende liv – og hvordan kan man være sikker på, at landets ledere ikke bare meler deres egen kage på befolkningens bekostning? Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at et godt og tilfredsstillende liv ikke kan sikres ved blot at bestikke befolkningen med materielle goder på kort sigt (dvs. indtil næste valg), sådan som man gør det i demokratiet – alt imens man i øvrigt kun meler sin egen kage. Og det kan man gøre fuldstændig skamløst, fordi alle politikere kan blive enige om det. Det gode og tilfredsstillende liv skal sikres på den lange bane. Som man plejer at sige: ”En politiker tænker på næste valg, en statsmand på næste generation!” Demokratiet kan – især i det komplicerede moderne samfund – kun ende i et kakokrati – et system, hvor de værste elementer i befolkningen styrer. Anderledes var det naturligvis i det atheniensiske bystyre – hvor meget få personer havde stemmeret, og hvor man kendte hinanden – og på tidligere tiders landsbyting og i håndværkslavene, hvor alle også kendte alle, og hvor man vidste, hvem der var dygtig, og hvem der ikke duede til noget. Da alle umiddelbart blev negativt påvirket af dårlige beslutninger, valgte man naturligvis de dygtigste.

Når man betænker bogens titel, kan det ikke overraske, at Jacob mest beskæftiger sig med de filosofiske retninger, der er fortalere for et i praksis enevældigt kongedømme, støttet af adelen. Jeg er ikke uenig i den betragtning – men jeg er klar over, at alle vil falde over mig i den forbindelse. De fleste vil med forfærdelse se på vor nuværende kronprins og landets degenererede adel, og berettiget spørge, om jeg er ved mine fulde fem. Det er jeg – og jeg kan give dem helt ret i, at et sådant styre aldrig ville kunne fungere med den nuværende besætning. Men intet styre kan jo fungere uden en ordentlig uddannelse og skabelsen af en retsindig karakter hos de mennesker, der skal styre landet. Det gælder også i et såkaldt demokrati, og det er netop manglen på begge dele, der i øjeblikket fører os imod afgrunden – men det ligger som allerede nævnt i det parlamentariske systems natur.

I England har man i generationer haft et kostskolesystem med eliteskoler i toppen, som har sørget for både den boglige uddannelse og dannelsen af en fast karakter, som er nødvendig for landets ledere. Det har man haft stor succes med, men det er klart, at denne uddannelse i dag er blevet nedbrudt, for den var ikke for enhver. Den krævede en god begavelse – og naturligvis også en stærk karakter. Den var ikke for tøsedrenge, men krævede en vis hårdhudethed. Det var en lederuddannelse, og ikke en kunstneruddannelse – selv om en del gode kunstnere også er gået den vej. Det går naturligvis ikke i et feminiseret ”demokrati”, hvor man mener, at standarden skal udgøres af den laveste fællesnævner. Det er ikke for ingenting, Adolf Hitler tog disse skoler som sine forbilleder for Det Tredje Riges Adolf Hitler-Schulen og Nationalpolitische Erziehungsanstalten (Napola), hvor fremtidens ledere skulle uddannes, og når Vesttyskland klarede sig så forholdsvis godt efter krigen, var det jo netop bl.a., fordi så mange overlevende inden for eliten havde denne uddannelse bag sig. I dag er det gået stærkt ned ad bakke, når man betragter figurer som Annalena Baerbock og hendes ministerkolleger, der vel sammenlagt ikke kommer op på en IQ på 100.

En kommende konge skal – foruden en militær uddannelse – igennem denne skole, der naturligvis også skal formidle praktiske kundskaber, men som først og fremmest skal styrke forståelsen for kultur og dannelse og bibringe sine elever en holdning, som får dem til at arbejde for helhedens vel og ikke for deres eget vel. Den samme gælder en ny adel, fra hvilken ministre og embedsmænd med fordel kan tages – ikke at adelen nødvendigvis skal have eneret til disse stillinger. Til gengæld for denne forpligtelse skal kongens og adelens økonomiske uafhængighed være sikret. Ligesom piloten i et fly skal kunne koncentrere sig om at flyve uden at måtte tænke på, hvordan han betaler den næste termin, skal landets ledere koncentrere sig om at styre landet uden at måtte tænke på, hvordan de skal betale deres regninger. Der er flere forskellige måder at gøre det på, men det ville nok føre for vidt at komme ind på dem her.

En indvending imod arvekongedømmet er, at det jo ikke sikrer, at det er den bedst egnede, der regerer. Det er rigtigt, men derfor er det, man skal have en adel, som kan støtte og eventuelt bremse en uduelig konge. Dette skal udtænkes nøjere, men i intet tilfælde kan jeg forestille mig, at et statsoverhoved skal vælges ved et almindeligt valg og evt. genvælges hvert 4. eller 5. år. Det må under alle omstændigheder være en livstidsstilling. Den, der er afhængig af valg, tænker mere på sit genvalg end på landets ve og vel. Selv har jeg i al beskedenhed opereret med et folketing bestående af en mand fra hvert sogn, valgt personligt ved direkte valg – uden partier. Dette folketing skal ikke lovgive, men det skal kunne diskutere og evt. bremse lovgivning, som fører et sted hen, hvor folket ikke ønsker at gå (2) . Der skal tænkes meget mere over dette. I dag er man imidlertid så forelsket i det herskende dumhedstyranni, at man ikke tænker på forbedringer eller, endnu bedre, på alternativer. Jacob citerer Edmund Burke:

”For at sætte et folk i stand til at virke og fungere som et folk – bliver vi nødt til at forudsætte en samfundsindretning, hvor det er de viseste, dygtigste og bedste, der regerer, og idet de regerer, beskytter de svage, de mindre vidende og de mindre bemidlede. At være født i en agtværdig familie; at være afskærmet fra alt lavt og uhumsk i barndommen; at føle selvrespekt; at have fritid til studier, refleksion og samtale: at have lejlighed til at drive omgang med kloge og lærde folk, hvor end de så måtte findes; at være tilvænnet soldaterlivet og kende til både at lyde og at give ordre – sådan er betingelserne for dannelsen af de individer, et sundt og naturligt aristokrati bygger på, og uden hvilke, der ikke findes en nation.” (3)

Det er jo en ganske rigtig betragtning. Det er indlysende, at det er bedst for de svage i samfundet, når det er de bedste og dygtigste, der regerer. Når det – som nu – er de værste elementer fra samfundets latrin – uuddannede, ubegavede, principløse, egoistiske individer uden respekt for loven, kulturen og folket – der er ved magten, går det i første omgang netop ud over de svageste. For Burke er der tale om en statskontrakt, der skal løbe over mange generationer (vel egentlig en uendelig kontrakt).

Når Fichte imidlertid mener, at man skal ”underkaste naturen fornuftens styre” (4) , så er det, jeg står af. Naturen vil til enhver tid stå over den såkaldte menneskelige fornuft, især når man begynder at blande Gud ind i det, og det gør Fichte.

Som en rød tråd igennem citaterne fra de forskellige filosoffer går en afstandtagen fra jøderne, som generelt frakendes al ret til at deltage i samfundet, idet de angiveligt mangler højere værdier. Ifølge Fichte ”ville jøden aldrig kunne blive tysker, eftersom jøden er fuldstændig blottet for enhver form for retfærdighed, humanitet og sandhedskærlighed. Som følge heraf bør de nægtes alle civile (5) , såvel som politiske rettigheder. Om muligt skal de deporteres til Levanten, deres oprindelige og retmæssige hjem.” Som jeg kender Alexander Jacob, er han vel ikke uenig heri. Så meget mere, kan man vel undre sig over følgende:

Det må her bemærkes, at denne moralistiske, elitære filosofi, som Hitler og nationalsocialisterne dyrkede, kun adskiller sig på få punkter fra de idealistisk sindede filosoffer og nationalt sindede politikere, som vi ovenfor har gennemgået.
Den eneste store forskel er, at nationalsocialisterne omsatte deres teorier til praktisk virkelighed. Hvor de subjektivt, idealistiske systemer er harmløse, når omsat til virkelighedens verden (såsom Fichtes eller Schopenhauers opfordring til at fratage jøderne alle civile [der menes: borgerlige] og politiske rettigheder), så var de objektive, idealistiske systemer, såsom Hegels forherligelse af staten, af en sådan art, at de lettere lod sig benytte til retfærdiggørelse af tyranniske overdrivelser, som dem vi så i det 3. rige og dets systematiske udryddelse af folk, der ikke indgik som en gavnlig del af regenereringen af det ariske samfund. Hvor disse forbrydelser til dels nok skyldtes krigens undtagelsestilstand, så var de også til en vis grad et resultat af den gradvise substitution af statens eksterne realitet på bekostning af de indre, moralsk-metafysiske love. (67) (Anmelderens fremhævelser)

Dette afsnit får mig unægtelig til at tænke på min gamle tysklærer, der altid sagde: ”Det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte!” Jeg forstår godt, at oversætteren kløjes i det mht. ”subjektivt, idealistiske” vs. ”objektive”, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke rigtigt kan følge med her, for hvad forstår Jacob egentlig ved subjektive og objektive idealistiske systemer? Nationalsocialismen hvilede i langt højere grad på Fichte end på Hegel, som stod fadder til marxismen. Jeg har desværre lånt min engelske original ud – og, som det så ofte går, aldrig set den siden, så jeg må tro på oversætteren. Men altså: Det er åbenbart nogle udmærkede teorier, men når de omsættes i praksis, er de forbrydelser. Det demonstrerer fint min indvending imod filosofi som helhed. Den er totalt afskåret fra virkeligheden – eller forsøger Alexander Jacob bare at være politisk mindre ukorrekt? Jøderne fremstilles som parasitter og skadedyr. Parasitter og skadedyr udrydder man som bekendt – men det er så en forbrydelse. På en eller anden måde, ser jeg en klar forbindelse mellem udsagnet og handlingen. Siger man ”ja” til udsagnet, må man også sige ”ja” til handlingen – eller er der noget, jeg har misforstået? Naturligvis har Jacob ret i, at krigen spillede en rolle. Holocaust var i høj grad hævn for bomberne imod den tyske civilbefolkning. Men det er ikke forklaring nok. Hitler omsatte jo bare teorierne til praktisk virkelighed. Teorier, der ikke kan tåle det, har jeg en del forbehold over for.

Dette er helt klart en bog for de få – men de få skal også have noget at læse i. Det er nok de få, der læser mest. Man kunne her naturligvis spørge sig selv, hvorfor udgiveren har fundet en dansk oversættelse nødvendig. De få, der er interesseret i dette, vil være i stand til at læse bogen på originalsproget. På den anden side finder jeg det prisværdigt, at bogen oversættes. Hvis man undlader at oversætte ting til dansk ud fra den betragtning, at danskerne jo også kan læse engelsk, ja, så dræber man det danske sprog i løbet af de næste 2 generationer. Men der er jo nogle principielle problemer i oversættelsen af denne bog, der indeholder mange citater fra værker på fremmede sprog, tysk, fransk, italiensk, latin og oldgræsk. Alexander Jacob kan givetvis læse nogle af disse tekster på originalsproget, men det er klart, at han i en engelsksproget publikation citerer efter kendte engelsksprogede udgaver. I en dansk udgave skal der naturligvis citeres efter eksisterende dansksprogede udgaver, hvor sådanne findes. Det er også sket her, for så vidt angår græske og latinske tekster, der citeres i almindeligt anerkendte oversættelser, idet oversætteren dog fortrækker en ældre Platonoversættelse frem for den nyeste – ud fra den betragtning at han finder sproget i denne forfladiget. Afgørende bør dog nok være oversættelsens kvalitet og læselighed, og da der er pumpet mange midler i udgivelsen af den nyeste Platonudgave, har jeg en vis tillid til den, men det er uden for min kompetence at sætte mig til dommer over selve oversættelsens kvalitet, så det er fint nok. Men mange af de andre filosofiske tekster findes jo også i danske oversættelser, og disse burde have været benyttet. En oversættelse af en oversættelse er altid noget skidt! Men det er rigtignok ikke altid let at finde en rimelig udgave at citere fra.

Men netop når man af idealistiske grunde oversætter en tekst, bør man under alle omstændigheder sikre kvaliteten af denne oversættelse, idet en dårlig oversættelse jo ikke gør det danske sprog nogen tjeneste. Jeg har derfor enkelte forbehold over for denne oversættelse. Jeg kan ikke lide for mange fremmedord, og jeg gyser, når det engelske oversee oversættes med dansk overse. Det betyder faktisk det modsatte. Jeg kan heller ikke stille noget op med sætningen ”Han (Platon) erklærer således, at hans intention er at komme til begreb med den ideelle regeringsform”. Hvad skal intention her? Det hedder på dansk hensigt. Værre er imidlertid ”at komme til begreb med”. Hvad i alverden betyder det? Mon det er det engelske come to grips with, der får denne lidt besynderlige oversættelse? Altså f.eks. at nå frem til en forståelse af. Også udtryk som ”Folk vil aldrig lykkes dermed” giver mig røde knopper. Denne ugrammatiske konstruktion har bredt sig hurtigere end Corona i det danske sprog. På blot et par år har den fortrængt den korrekte form: ”Det vil aldrig lykkes folk at….”, og den står såmænd nok allerede i ordbogen. Sproget forandres, men det er aldrig før sket så hurtigt som nu, og forandringen er ikke til det bedre.

Citater fra Alfred Rosenbergs værker er en gang imellem problematiske. Alexander Jacob har tilsyneladende lagt den tyske tekst af Mythus til grund og selv oversat den til engelsk, hvorefter vor oversætter har oversat videre til dansk. Det giver en ekstra fejlkilde. I hvert fald Mythus findes faktisk i en udmærket engelsk oversættelse. Men også, hvor Jacob citerer Rosenbergs ”Selected Writings”, som må formodes at være en engelsksproget udgave, kan der optræde lidt mindre mundrette løsninger: ”Vi har kun os selv at takke – vi skulle aldrig have løsgivet jøderne, men som Goethe, Fichte og Herder forgæves begærede, så skulle vi have skabt nogle for dem uoverstigelige love.” Rosenbergs stil er rædselsfuld, men ikke så rædselsfuld. Gud ved, hvad der står på engelsk? Disse formuleringer ligner ikke den danske oversætters naturlige måde at udtrykke sig på. Det er dog værre, når ”Blut und Boden” oversættes med ”race og land” – og den undersættelse synes at komme fra Jacob. På engelsk hedder det retteligen ”blood and soil”, på dansk ”blod og jord”. Det er heller ikke så godt at tale om ”den kaukasiske del af menneskeheden”. Caucasian er den i højeste grad vildledende og bevidst misvisende amerikanske betegnelse for hvide mennesker. Enhver, der kender Kaukasus og beboerne der, må studse over den betegnelse. Jeg synes heller ikke så godt om, at man betegner Nietzsches ”Übermensch” som supermand, der helt klar kommer fra engelsk. Det giver forkerte associationer. Hvorfor ikke bare ”overmenneske”. Det er den danske oversættelse af begrebet. På Jacobs regning kommer følgende: ”Det er kun indoeuropæerne (som Rosenberg – ligesom de fleste nationalsocialister – omtaler som nordiske)”. Nej, som nordiske betegnes folk i Nordeuropa (germanerne) og den racetype, som er udgået derfra – men ikke folk i Indien, Pakistan eller Iran, som bestemt kan betegnes som indoeuropæere, idet de (fleste) taler et indoeuropæisk sprog.

Nej, det er ikke umiddelbart en let tekst at oversætte, og jeg skal gerne understrege, at denne oversættelse næppe kvalitetsmæssigt afviger synderligt fra rigtig mange andre oversættelser – den er tværtimod typisk, og min eksempelsamling fra aviser og netnyheder på disse fejltyper vokser daglig. Det er trist, men det generelle sproglige forfald her i landet er vidt fremskredet, hvilket skyldes, at undervisningssystemet i dag er totalt værdiløst hele vejen fra folkeskolen til universitetet.

Et særligt kapitel er Stephanos Gekas’ forord. Der er naturligvis ikke noget at indvende imod indholdet, men formen er for de endog meget få. Jeg ville have sat det som slutord. Først når man har læst bogen, har man den fulde forudsætning for at værdsætte dette forord. Derfor tilrådes læserne at læse det til sidst.

Sammenfattende kan man sige, at denne lille bog er en nyttig indføring i et vigtigt kapitel i filosofien – eller måske bedre i statsmandskunsten. Det kan selv for amatører udi filosofien være velgørende at læse, hvad kloge hoveder har sagt om dette emne i de sidste mere end 2.000 år. Hvis du ikke synes, at demokratiet fungerer særlig godt, bør du læse denne bog, der forklarer, hvorfor det nødvendigvis må være sådan!

***

Noter

(1) Niels Overgaard: Det hele handler ikke om dig, Peoples Press, er en bestseller, der har fyldt godt op på forfatterens bankkonto, selv om den et eller andet sted handler om filosofi. Men den er til gengæld ikke seriøs! Se anmeldelse i mine Politisk ukorrekte betragtninger.

(2) Se artiklen “Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger, 2020.

(3) Nobilitas s. 62.

(4) Nobilitas s. 73

(5) Jeg tror, oversætteren mener ”borgerlige”!

(6) Nobilitas s. 141f

(7) Dette er simpelthen for dunkelt!