Boganmeldelse:
Noam Chomsky, Ilan Pappé:
On Palestine
Edited by Frank Barat,
Haymarket Books 2015.

Der er en del emner, der splitter det nationale Danmark. Ukraine er et, og Palæstina er et andet. Det er min faste overbevisning som pædagog, at uenighed om den slags ting hovedsagelig skyldes manglende oplysning, og det må der rådes bod på gennem læsning.

Ovennævnte bog er heller ingen nyudgivelse. Jeg samlede den op for nylig i Ammans internationale lufthavn, hvor jeg savnede noget at læse i, og i Jordan er det småt med politisk litteratur. Som en ung taxachauffør sagde: ”Vi har ingen rigtig regering, vi har ingen politik, vi har ingen penge – men vi har fred!” Og det med freden er på de kanter ikke nogen selvfølge. I det nabolag er det ellers kun Saudi Arabien, der har fred, og for den betaler man nok en højere pris, end man gør i Jordan. Men det er ikke, fordi der mangler latente problemer i det jordanske samfund, og netop forholdet til Israel og palæstinenserne er nok det mest brændende.

Det er imidlertid meget vanskeligt at få en jordaner til at udtale sig om noget som helst politisk. De fleste klapper i som en østers. Det fortæller jo imidlertid også noget om det jordanske samfund. Jordan og Palæstina var sammen en del af det britiske mandatområde, der opstod på ruinerne af det osmanniske rige efter den første verdenskrig. Allerede på den tid lovede englænderne jøderne mulighed for at oprette en stat i Palæstina. Hvad araberne mente om det, blev de ikke spurgt om. Disse planer materialiserede sig så efter den anden verdenskrig, hvor palæstinenserne kom til at betale for holocaust – uden at de havde haft noget med det at gøre. Det havde været mere logisk at etablere en jødisk stat i Bayern – men det skulle være i Palæstina, fordi en imaginær himmelnisse i en gammel bog angiveligt har givet jøderne dette land, som de ikke har beboet siden år 70, hvor de gjorde oprør mod romerne og følgelig blev fordrevet. Dette er et farligt princip for nytegning af politiske landkort. Hvad kunne Danmark f.eks. ikke stille krav om?

Problemet ved FN’s delingsplan fra 1948, hvor jøderne fik den ene del af Palæstina og Jordan den anden (det, der i dag er Vestbredden), var jo imidlertid, at der boede mennesker i forvejen i dette område. Det vidste jøderne imidlertid råd for, idet terrorgrupper nedbrændte palæstinensiske landsbyer og myrdede befolkningen. Også såkaldte danske jøder deltog i disse forbrydelser uden nogensinde at blive draget til ansvar. Den skånselsløse og blodige terror fik et meget stort antal palæstinensere til at flygte til Jordan og Libanon. Efter seksdageskrigen i 1967 besatte Israel resten af Palæstina, hvor palæstinenserne i dag allernådigst kan få lov til at leve i indhegnede ”bantustans”, omgivet af israelske bosættelser, til hvilke der er etableret egne vejnet, og hvortil palæstinenserne ikke har nogen adgang. Palæstinensere flyttes vilkårligt rundt for at skabe rene jødiske områder, deres huse rives vilkårligt ned, og bosættelserne tager vandet fra Jordanfloden, som i dag blot er en smal bæk, der danner grænse mellem Palæstina og Jordan.

Et ganske særligt kapitel er Gaza, hvor der lever omkring 2 mio. mennesker i, hvad Chomsky betegner som verdens største fængsel. Dette område er fuldstændig afhængigt af forsyninger fra Israel og FN, og Israel kan ved at skrue op eller ned for undertrykkelsen til enhver tid fremkalde ”terrorangreb”, som giver en undskyldning for yderligere undertrykkelse, også på Vestbredden. Ikke underligt har den tilstand medført endnu en flygtningebølge til især Jordan. Hvor ca. halvdelen af indbyggerne er palæstinensere, af hvilke mange stadig i 4. generation lever i flygtningelejre, der enten kan være særlige kvarterer i byerne, eller egne landsbyer – eller de kan leve bag pigtråd i koncentrationslejre, administreret af FN, af hvilke der befinder sig to meget store i den golde ørken mellem Zarqa og Azraq øst for hovedstaden Amman. Hvis de forsøger at opbygge sig en ny permanent eksistens i f.eks. Jordan, beskyldes de af andre palæstinensere for forræderi imod den palæstinensiske sag. De, der kom umiddelbart efter Al Naqba (katastrofen) i 1948, har haft de bedste muligheder for at slå nye rødder i Jordan. Palæstinensiske flygtningelejre findes også i Libanon. Jeg spurgte en jordansk boghandler, om det ikke var et problem med disse flygtninge. Næh, det syntes han ikke. ”Men er det ikke et problem for dem, der sidder i lejrene,” spurgte jeg opfølgende. ”Måske, det er da muligt…” Det er cirka den længste samtale om politik, jeg har kunnet føre i Jordan. Men naturligvis er det et ulmende problem, især efter at Jordan har sluttet fred med Israel og oprettet normale diplomatiske forbindelser med landet. Det har giver mulighed for normal grænsetrafik, og for at man kan stå på den ene side af grænsebækken og føre en fornuftig samtale med folk på den anden side. Det er da rart, men hvor efterlader det palæstinenserne, som stadig taler om den dag, hvor de kan vende tilbage til et frit Palæstina? Jeg nænner ikke at fortælle dem, at det bliver Sankt Nimmerleinstag – dvs. aldrig.

Palæstinenserne er lige siden 1948 systematisk blevet presset ud af deres hjemland af tilvandrende jøder, som ret beset ikke har nogen direkte tilknytning til dette stykke jord. Igennem mange år levede de som en slags nomader i de forskellige arabiske lande, men den jødiske lobby fik Europa og USA til at åbne deres grænser for dem og give dem særbehandling. Denne indvandring er en bevidst handling, der understøttes af staten Israel og yderligere fremmes af alt for mange herboende jøder. Den samme politik er i tidens løb blevet udbredt til hele Mellemøsten, hvor jødisk og amerikansk indgriben i velfungerende staters indre anliggender har medført folkerejsninger og krige. Libanon, Libyen, Ægypten, Irak, Syrien – det var alle velfungerende stater, indtil USA – og USA er blot et jødisk redskab – greb ind og ødelagde dem – i nogle tilfælde med hjælp fra Nato, herunder også Danmark. At jøderne har fremmet udvandringen af palæstinensere til Europa og Amerika, er ikke underligt, for det tager noget af trykket af kedlen i nærområdet – og så undergraver det de europæiske nationalstater og det hvide Amerika, hvilket har været et jødisk mål i over 100 år. Dette er imidlertid også baggrunden for, at der i Europa generelt er ringe sympati for den palæstinensiske sag. Dette gælder således også blandt nationale danskere. ”Det er jo bare muslimske perkere!” siger man. Men helt så simpelt er det jo ikke. 30 % af palæstinenserne er kristne – og det er især dem, der udvandrer, fordi de føler trykket fra to sider, dels fra jøderne og dels fra de muslimske palæstinensere. Og så er de kristne palæstinensere etnisk set en langt mere europid befolkning, og de generelt langt bedre uddannede. Kulturelt er de imidlertid stærkt præget af deres muslimske naboer – når undtages de forskellige religiøse påbud og forbud. Under alle omstændigheder skal ret være ret! Man kan dårligt lade være også at have ondt af palæstinenserne –såvel de kristne som de muslimske – hvilket imidlertid ikke er ensbetydende med, at de skal bo her! Det vil jeg gerne understrege. Men der er tre befolkningsgrupper i vor del af verden, der har været virkelig hårdt behandlet af historien: palæstinenserne, kurderne og armenierne. Når man taler så meget om retfærdighed og alt det, vi bliver tudet ørene fulde af i forbindelse med konflikten i Ukraine, er der her et felt, hvor man virkelig kunne gøre noget. Og når det gælder palæstinenserne, er det Europa og Amerika, der har skabt ulykkerne, fordi man lader et lille bitte jødisk mindretal bestemme vore landes politik. Men også kurderne (indoeuropæiske muslimer) og armenierne (indoeuropæiske kristne) har Europa ladet tyrkerne drive etnisk udrensning imod. Og yazidierne er et helt kapitel for sig selv!

Jøderne har naturligvis skabt deres egen fortælling, som danske venner af Israel ikke bliver trætte af at genfortælle: Palæstinenserne flyttede ganske frivilligt fra Israel. Der skal ikke mange kildestudier til at modbevise dette eventyr (1). To så forskellige folk kan imidlertid ikke dele det samme landområde – og det er derfor, jøderne søger at fortrænge palæstinenserne, så det sikres, at Israel kan udvikle sin karakter som en jødisk stat.

Dette som en kort og nødvendig indledning til behandlingen af den anførte bog, der er en samtalebog mellem tre jøder: Noam Chomsky, Ilan Pappé og Frank Barat. Fælles for dem er, at de alle indtager en propalæstinensisk holdning. Det er der naturligvis en hel del jøder, der gør – i hvert fald på det teoretiske plan. Lad os imidlertid præsentere de tre, der ikke uden videre kan forventes at være kendt af den brede offentlighed.

Noam Chomsky er lingvist af profession og bosat i USA. Han er en af fædrene til den generative transformationsgrammatik – og hvis man ikke ved, hvad det er, skal man være undskyldt. Det er en grammatisk teori – jøder er fanatiske teoretikere – og den er efter min mening meget overflødig 2 . Chomsky har hele sit liv levet jødisk og har også opholdt sig i Israel, været i kibbutz osv. Han var imidlertid nok en af de første, der efter at have set palæstinensernes situation på nært hold sagde: ”Dette er ikke rimeligt!” Og stor respekt skal han altid nyde for det.

Ilan Pappé er israelsk historiker, der i dag underviser og bor i England. Han har afsløret en lang række israelske myter og skrevet udførligt om den etniske udrensning af palæstinenserne. Også han fortjener stor respekt, for, som vi ved, er det jødiske samfund ikke blidt ved folk, der ikke går i takt, når det drejer sig om Israel (3).

Frank Barat er jødisk menneskerettighedsaktivist, filmproducent og forfatter. Han er kendt for at have koordineret det såkaldte Russel-Tribunal om Palæstina fra 2008-14. Han optræder her som ordstyrer og redaktør.

Til fælles har de, at de alle er kommunister – selv om de helt klart er højtbegavede mennesker. Det forekommer unægtelig meget vanskeligt at kombinere de to ting.

Når man læser bogen, synes der blandt deltagerne i samtalen at have bredt sig et udtalt sortsyn. Israel har de facto annekteret det meste af Vestbredden, idet man som nævnt har omskabt det, der skulle blive til en palæstinensisk stat, til en række isolerede enklaver, der i dag fuldstændig domineres af israelske bosættelser, som optager de mest frugtbare dele af Vestbredden. Chomsky har ikke meget til overs for lederne af det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der af den israelske regering er sikret det søde liv, mens resten af Palæstina synker ned i fattigdom. Sammenligningen med det hvide Sydafrika går igennem i hele bogen. Man mener – med rette – at Israel er en apartheidstat, men til forskel fra Sydafrika er den palæstinensiske befolkning vel kun omkring en tredjedel af befolkningen i Storisrael, forstået som staten Israel, de besatte områder (Golan og Østjerusalem med omegn) og de såkaldte palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og i Gaza. Den har med andre ord ikke den numeriske vægt, den sorte befolkning i Sydafrika havde (og har). Både Chomsky og Pappé er klar over, at den kun på skrømt tilstræbte to-statsløsning, hvor Israel og Palæstina skulle leve side om side som selvstændige stater, er død. Opsplitningen af Vestbredden i enklaver gør, at en sådan stat ikke vil være levedygtig. Dertil kommer, at der jo ikke er nogen direkte forbindelse mellem Vestbredden og Gazastriben. Enhver forbindelse skal gå igennem Israel, der effektivt har blokeret Gazastriben fra omverdenen. Gennem forkælelsen af den styrende elite i Ramallah og udhungringen af især Gaza har man også forhindret enhver politisk enhed. I Gaza hersker Hamas, som er en blanding mellem et politisk parti og en militant modstandsbevægelse, en profil, der er som skræddersyet til elendigheden i Gazastriben, men som efterhånden også finder udbredt understøttelse i de palæstinensiske ”bantustans” på Vestbredden. Hamas er en muslimsk bevægelse, der yderligere har sat den kristne palæstinensiske befolkning under pres. ”Del og hersk!” har altid været tyrannernes valgsprog, og Israel lever vældig godt op til dette motto. Også de periodiske terrorangreb er som nævnt vand på den israelske regerings mølle, idet de også får den jødiske befolkning til at rykke sammen om regeringen.

Chomskys løsning er en én-statsløsning, et Storisrael med fuldstændig ligeberettigelse mellem jøder og palæstinensere – ja, Chomsky mener typisk nok, at alle grænser skal afskaffes, så vi alle kan blive en stor familie. Hvis nogen kan se en jødisk tendens i det, tager de ikke fejl. På den måde ville man effektivt få afskaffet alle nationalstater og enhver intern solidaritet. Men tilbage til Israel. Hvad ville dette reelt komme til at betyde, og hvem skulle fremme denne udvikling, som jo de facto vil betyde afskaffelsen af den jødiske stat, idet palæstinensernes befolkningstal vokser hurtigere end jødernes. Dertil kommer det betændte spørgsmål om de flygtede palæstinenseres ret til at vende tilbage til deres hjemstavn – og i yderste konsekvens få deres ejendom tilbage. Dette ville øge antallet af palæstinensere med adskillige millioner.

Hvor skulle denne ændring komme fra? Chomsky og Ilan Pappé finder det urealistisk at forestille sig, at udlandet ville kunne påtvinge Israel en sådan løsning. Endvidere ville udlandet aldrig finde på at påtvinge Israel noget som helst imod den israelske befolknings vilje. Dertil er jødernes globale magt alt for stor. Det ved d’herrer naturligvis også, og Chomsky siger, at dette holdningsskift nødvendigvis må komme indefra. Israels befolkning må komme til den konklusion, at det er dens eneste mulighed for en stabil fred.

Men lyder det nu også realistisk? Nej, ærlig talt – og det kan undre en, at et begavet hoved som Chomskys kan udtænke et sådant scenarie. Det forekommer mig at være et resultat af en forståelig fortvivlelse. Jeg har – desværre – aldrig besøgt Israel. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være velkommen, og David Dukes erfaringer med et besøg i landet er skræmmende (4). Men jeg har jo kendt mange mennesker – også i Israel. Livet i den jødiske del af Israel – fraregnet de stærkt ortodokse kvarterer – er særdeles civiliseret og særdeles europæisk. Velordnet, velorganiseret – og behageligt! Jeg tror, det er et sted, de fleste europæere godt kunne føle sig hjemme. Jøderne kender udmærket livet i nabostaterne, og det står ærlig talt en del tilbage for livet i Israel. Et er altså at have sympati for palæstinenserne på et teoretisk plan og forstå deres ulykke – et andet at skulle leve i det samfund, de ville skabe, hvis de fik mulighed for det. Til det ville de fleste jøder nok sige høfligt ”Nej tak!”. Det ville jeg også! Dertil kommer så det religiøse aspekt. Jøderne vil gerne kunne leve som jøder –palæstinenserne som muslimer (og et stadigt svindende antal som kristne). Den plan er efter min mening dødfødt. Parallellen med Sydafrika holder jo heller ikke helt. Ganske vist ændrede holdningen blandt den hvide sydafrikanske elite sig, og en stor del af denne var netop jødisk, men denne holdningsændring blev understøttet af et stadig stærkere pres udefra, end man på nogen måde kan forvente i tilfældet Israel.

Der er i dag store demonstrationer imod Netanyahus meget jødisk nationalistiske regering, men lad os ikke glemme, at denne regering er valgt af befolkningen. Den er et udtryk for det israelske folks vilje. Og demonstrationerne vedrører ikke direkte det palæstinensiske spørgsmål. Der er meget langt fra den folkevilje, der er kommet til udtryk gennem parlamentsvalget, til Chomskys utopi. Demonstranterne vil både blæse og have mel i munden. De vil have en liberalistisk, men stadigvæk jødisk stat. De to ting kan ikke forenes. Hvis de stadig vil have en jødisk stat, må det være en stærk stat som den, Netanyahu vil være garant for – og den vil ikke være liberalistisk. En svag liberalistisk stat vil ende som en palæstinensisk stat og dermed nok opfylde en del af Chomskys drøm, men den vil blive et jødisk mareridt, for den vil med garanti ende i en væbnet konfrontation mellem jøder og arabere i Israel.

Men hvad er så løsningen? Helt ærligt: Jeg tror ikke, der er nogen løsning. Dette er en gordisk knude, bundet af stålwirer, som ikke kan hugges over. Den eneste løsning ville være Israels udslettelse, men man udsletter ikke sådan lige en atommagt, heller ikke Israel (5). Og det ville unægtelig også skabe andre problemer. Endvidere har araberne ganske enkelt hverken kræfterne eller viljen. De er blevet enten ødelagt eller købt af Israels amerikanske koloni. Desuden har de altid haft svært ved at blive enige om noget. ”Del og hersk” er her let! Den eneste mulighed for en måske dødelig svækkelse af Israel ville være, dersom USA, Israels væsentligste beskytter og malkeko, forsvinder som stormagt – enten i en kommende atomkrig, eller simpelthen fordi landet slider sig selv op i interne konflikter med potentiale til en borgerkrig. Dette scenarie er ikke så urealistisk, som mange måske vil synes.

Man har med Israel indrettet en særdeles fornuftig stat – for jøder – efter de principper, de samme kredse nægter os andre ret til at indrette os efter. En stat for danskere, en stat for tyskere osv. Hvis vi gør det, er det ”nazistisk” – hvis de gør det, er det helt fint. Den offentlige mening er jo sluttelig også et spørgsmål om magt – nærmere betegnet magt over økonomien, medierne, underholdningsindustrien, kulturlivet, akademia – og politikerne. Enhver, der ikke er totalt blind, kan se, hvem der har denne magt. Hvis nogen skulle finde på at betegne Israel som verdens eneste eksisterende nazistiske stat, vil det være svært at finde holdbare argumenter imod det. Vi har her en befolkning, der på grundlag af bibelske skrifter anser sig selv for at være Guds udvalgte folk, som er langt hævet over andre folkeslag –heriblandt palæstinenserne, der behandles meget på linje med den måde, jøderne blev behandlet på i Tyskland i 30’erne – begge steder med det formål at tvinge den uønskede befolkningsgruppe ud. Da krigen gjorde dette umuligt, fandt Hitler på mere håndfaste metoder, men for Israel er det stadig muligt at presse palæstinenserne ud – og det er samtidig et våben, der bevidst anvendes imod de naive folkeslag, der har åbnet deres grænser. De israelske ledere er kloge folk! De er meget klogere end vore politikere.

Samtalebøger som denne fritager jo på en måde for enhver forpligtelse til at fremkomme med løsninger. Det er snakkebøger, og som Chomsky selv sagde i en tale til FN’s generalforsamling, er der problemer i verden, som er så indviklede, at det er vanskeligt blot at komme frem til ideer om, hvordan man i det mindste kunne mindske dem. Og det israelsk-palæstinensiske problem er et af dem. Når jeg kigger i min bogreol og blader i 35 år gamle bøger om dette spørgsmål, er det karakteristisk, at de diskuterer nøjagtig de samme problemer som Chomsky og Pappé i denne bog (6).

Men hvad kommer det så os ved?

Nuvel. Jeg synes principielt, at man har brug for så megen viden som muligt for ret at kunne få verden til at hænge sammen. Det, der gør dette problem mere vedkommende end striden om Østtimor eller Eritrea, er to ting. For det første bør vi naturligvis interessere os for jødernes globale indflydelse, for den berører i allerhøjeste grad også os. For det andet er den konstante indvandring fra hele Mellemøsten noget, der angår os alle.

Der er i Danmark en indbygget velvilje imod jøder – og dermed mod staten Israel. Det skyldes naturligvis til dels vor kristne kulturarv, men i første række skyldes det den konstante holocaustpropaganda, der er beregnet til at påvirke de følsomme europæere og få dem til at lukke øjnene for den jødiske elites gøren og laden – og for staten Israels behandling af landets oprindelige befolkning. Desuden er judofili er middel til pudsning af den nationale glorie, stammende fra danskernes redning af jøderne under krigen – en redning, der dog fandt sted mod ganske god betaling. Enhver overtrædelse af menneskerettigheder og enhver etnisk udrensning kan undskyldes i lyset af holocaust – selv om jøderne egentlig burde være de første til – netop på baggrund af deres historiske erfaring – at overholde alle disse regler. Nationale danskere, der vil forstå konflikterne i Mellemøsten og deres betydning, må opgive rollen som ukritiske klakører i forhold til Israel og give sig til at analyse både Israel og den jødiske elite nøjere (7). Den der på forhånd afviser al kritik som antisemitisk, kunne jo f.eks. begynde med at læse folk som Chomsky og Pappé, som næppe kan beskyldes for at være antisemitter, al den nstund at de dog er selvbevidste jøder. Og de er under alle omstændigheder værd at læse!

***

Noter

(1) Hvis man vil forstå det palæstinensiske problem til bunds, må man læse Issa Nakhleh: Encyclopedia of the Palestine Problem I-II, Intercontinental Books, New York 1991. Det er et meget omfattende og meget grundigt værk med mange store sider – men det lønner sig!

(2) Generativ transformationsgrammatik er en anden måde at analysere sætninger på – men jeg finder den ikke på nogen måde revolutionerende eller til nogen praktisk nytte. Den var imidlertid oprindelig en forudsætning for skabelsen af analytiske oversættelsesmaskiner, men tanken om at lave sådanne er i dag mere eller mindre forladt. Moderne oversættelsesmaskiner bygger på adgang til enorme tekstmængder, som udgør grundlaget for oversættelsen. I dag er er det billigt at lagre disse kolossale datamængder, hvor det tidligere var prohibitivt dyrt og teknisk temmelig umuligt. Men som en gold teori lever transformationsgrammatikken videre og giver job til en hær af snyltedyr.

(3) Se f.eks. Victor Ostrovsky og Claire Hoy: By Way of Deception. The Making and Unmaking of a Mossad Officer, St. Martin’s Press, NY, 1990 og fortsættelsen The Other Side of Deception: Rogue Agent Exposes the Mossad’s Secret Agenda.

(4) David Duke: My Awakening, Free Speech Press, 1998, side 528ff.

(5) Se Seymour M. Hersh: The Samson Option. Israel’s Nuclear Arsenal and American Foreign Policy, Random House 1991.

(6) Se f.eks. Andrew J. Hurley: Israel and the New World Order, Fithian Press, Foundation for a New World Order, 1991; Ahmed Rami: Vad är Israel?, Kultur Publishing Förlag, 1988. Læsning af Journal of Palestine Studies igennem årene er heller ikke opmuntrende.

(7) Se f.eks. Keven MacDonald: A People that Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary Strategy, Praeger 1994; Separation and its Discontents: Toward Evolutionary Theory of Anti-Semitism, Praeger 1998; The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth Century Intellectual and Political Movements, 1st Books 1998. Den sidste er afgjort den vigtigste. Den findes i en svensk oversættelse.