Boganmeldelse:
Henrik Asferg:
Der var gode folk iblandt
DNSAP’s sysler og sysselledere 1936-45 – og derefter.
Bind 2: Sjælland og Bornholm
Mellemgaard 2022, 898 sider

Vi har tidligere anmeldt bind 1 af dette kolossale værk om DNSAP’s sysselledere, hvortil der henvises, for bind 2 er blot en godt fortalt fortsættelse af bind 1. Sammen er de kronen på henved 15 års grundigt forskningsarbejde. Bøgerne indeholder stort set alle detaljer om DNSAP’s administration, aktiviteter, ledere, kontorer, lejre og partiets utallige interne problemer med splittelser og konkurrerende partidannelser. Der var kraftig kritik af ledelsen, men ingen af konkurrenterne nåede alligevel Frits Clausen til sokkeholderne, når det gjaldt om at stable et parti på benene. En mand som Ejnar Vaaben var helt klart intelligensmæssigt og ideologisk Frits Clausen langt overlegen, men han havde svært ved få benene ned på virkelighedens grund og kunne derfor ikke skabe et parti. For at gøre det må man kunne etablere et levedygtigt kompromis mellem det uopnåelige ideal og den barske virkelighed, og det formåede han ikke. Alle disse andre forsøg var nærmest patetiske. Der citeres flittigt fra organisationens interne korrespondance, og da den ikke var beregnet for uvedkommendes øjne, giver den et usminket indblik i intriger, opgør, menneskeligt storhedsvanvid og menneskelig svaghed og smålighed. DNSAP’s medlemmer var, som folk er flest – et tværsnit af danskerne. Ingen fremtidige forskere inden for denne periode vil kunne komme uden om Henrik Asfergs værk, hvis de vil tages alvorligt.

En ting, der slår en, når man læser bogen, er, hvordan der er gået råd i demokratiet siden dengang. Der herskede i de år en langt større entusiasme i de politiske partier – og ikke blot i DNSAP. Der var ungdomsorganisationer for de helt unge, for de lidt ældre, for piger, voksne kvinder og så fremdeles. Der blev holdt lejre og skolinger og længerevarende kurser. Partiernes medlemmer var optændte af en hellig ild for at fremme udbredelsen af deres ideer. Der blev holdt møder, interne og offentlige – disse sidstnævnte ofte med voldsomme diskussioner og undertiden håndgribeligheder til følge. Den politiske kamp var præget af en lidenskab, som ikke findes mere. Denne lidenskab blev naturligvis også fodret af de ringe sociale forhold, der herskede i tiden. I dag har vi så megen velstand, at vi ikke gider slås for noget – medmindre det da gør os populære i den kunstigt skabte offentlige mening – og så skal det ske pænt, så vi ikke støder nogen.

I dag er politik noget, der foregår i fjernsynet – styret med hård hånd af kommunistiske journalister. Der er ingen partiaviser mere. Pressen er blevet kommerciel i stedet for at være båret af ideer, og budskaberne er så ens, at man skulle tro, de kom fra det samme regeringskontor. Det er højst til valgfarcerne, at partiets unge kommer ud for at hænge ligegyldige valgplakater op og dermed kvalificere sig til en opstilling til byråd, regionsråd eller folketing – dvs. den evige hvile. Der er ingen virkelig politisk aktivitet eller kamp mere. Det er ikke sådan at forstå, at der ikke er nogen, der går på gaden – helst i store massedemonstrationer imod noget eller ”for klimaet”, som om det var noget, politikere kunne gøre noget ved. Der er ingen grupper, der kan præstere en fornuftig samlet og samlende idé – som også kan hænge sammen økonomisk – og der er kun meget få, der aktivt tager kampen op for noget – f.eks. for det danske folks beståen. Menigmand har intet at skulle have sagt. Partiforeningerne, der generelt har meget få medlemmer, men finansieres af skatteyderne gennem partistøtte, bestemmer i praksis, hvem der kan opstilles. Almindelige mennesker kan så allernådigst få lov til at stemme ved valgene, men hvis de stemmer ”forkert”, gøres deres stemmesedler blot ugyldige af sammenspiste valgtilforordnede, der sagtens kan enes om at holde den virkelige konkurrence ude. Det gælder om at holde de givtige ben inden for kredsen.

Landet regeres i dag af faste klaner, og posterne synes i stigende grad at gå i arv som i et andet absolutistisk kongedømme. Så godt som ingen af politikerne har nogensinde haft et produktivt arbejde, ingen synes at vide, hvor pengene reelt kommer fra. De har i stigende grad luftige såkaldte uddannelser, som intet virkeligt indhold har. De er levebrødspolitikere. De har ingen rod i folket og afstanden til almindelige menneskers hverdag er i dag afgrundsdyb. Dette gælder ikke mindst for Socialdemokratiet og hele venstrefløjen, der ironisk nok påstår at repræsentere det arbejdende og skabende folk. Når politikerne således har fyldt dette land med fremmede, der skal forsørges af skatteyderne, er det sket på trods af en massiv modstand i befolkningen. I stedet for at lytte eller argumentere har man med den statsstyrede presse hjælp givet sig til at udskamme folk, således at kløften er blevet endnu bredere. Når den politiske kaste i dag har kunnet føre landet ind på en kurs, der kun kan føre til folkets udslettelse, skyldes det i høj grad mangel på virkeligt demokrati!

Sådan var det altså ikke tidligere. Da var der en sammenhæng mellem folket og politikerne, der som oftest havde deres erhverv ved siden af. Fiskeriministeren var fisker, landbrugsministeren landmand, justitsministeren jurist osv. Og vælgermassen deltog aktivt på næsten dagligt plan i den politiske proces. Der var mere demokrati over det. I dag har vi et partivælde – stort set uden medlemmer, som ikke har nogen basis i grundloven, der ikke nævner ordet parti en eneste gang.

Det er denne aktive politiske proces, Henrik Asferg beskriver for DNSAP’s vedkommende, men den fandtes i alle politiske partier på den tid.

Nu kan man naturligvis godt spørge sig selv, om det her er væsentlig viden. DNSAP spillede ingen virkelig afgørende rolle. Behøver vi ned til mindste detalje vide, hvordan denne organisation fungerede?Hertil er kun at svare: Al viden er vigtig viden – især for en historiker, der også kan få brug for den i anden sammenhæng. Som Jacob Paludan skriver: Kun hvad der er skrevet, overlever! Henrik Asferg siger selv, at han skriver om historie, som ellers ville blive glemt. Og det er vigtigt, at der er nogen, der gør det. Han kunne selvfølgelig godt have skåret fremstillingen ind til benet, men når han nu gennem et møjsommeligt arbejde har samlet denne kolossale viden, ville det dog være en stor skam, hvis han ikke videreformidlede den, men lod den ligge i et arkivskab. Og hvad emnet som sådan angår, synes det stadig at være aktuelt. På mit bord ligger således en anden bog om en af fortidens nazister: Professor Claus Bundgård Christensen: Følg Wilfred! – der er udarbejdet med fondsstøtte og udkommet hos Gyldendal. Der er jo forskel på folk. Hovedpersonen er Wilfred Petersen, dansk nationalsocialismes enfant terrible, der for regeringen og politiet arbejdede på at nedbryde DNSAP og latterliggøre Frits Clausen – samtidig med at han drev et konkurrerende NS-parti uden megen succes. Denne bog glæder jeg mig også til at læse og anmelde på et senere tidspunkt.

Tilbage til Henrik Asfergs værk. Jeg savner et ordentligt og komplet personregister. Jeg ved af egen erfaring, at det er et møjsommeligt arbejde at lave et sådant, når man af tekniske grunde ikke kan bruge computeren til det, men det er altså uhyre nyttigt. Men dette er naturligvis en mindre ting. Bogen (bøgerne) kan varmt anbefales alle, der interesserer sig for den periode. Det vil være fremtidens grundbøger om DNSAP. De fås i boghandelen eller direkte fra forlaget mellemgaard.