Krig er ikke smukt at se på

Den ukraniske fjernsynsspeaker Fahrudin Scharafmal: ”Når man nu i Rusland i forvejen kalder os nazister og fascister, så tillader jeg mig at citere Adolf Eichmann. Han sagde, at man må dræbe børnene for at tilintetgøre en nation. For dræber man kun de voksne, vil børnene vokse op og hævne sig. Dræber man børnene, vil de aldrig vokse op, og nationen vil forgå.”

Krig er ikke smukt at se på. Førhen var det jo meget begrænset, hvad offentligheden fik lov til at se, men i dag er informationskrigen næsten vigtigere end den reelle konflikt – og mulighederne for forfalskninger og fordrejninger er uendelige. Det kræver bare en smule software og lidt fingerfærdighed. I Ukraine-konflikten drejer det sig således ikke om at formidle seerne og læserne en reel viden som grundlag for en bedre forståelse af baggrunden for Ruslands ”særlige militære operation” i Ukraine. Det drejer sig om at skabe emotioner vendt imod Rusland. Offentligheden bearbejdes således med en uendelig strøm af følelsespornografi, ledsaget af et hylekor af politiske marionetdukker med ansigtet i de alvorligste folder, idet disse professionelle prostituerede af alle køn blot efterplaprer den lektie, de har modtaget fra bordelejerne i Washington og Bryssel. Det er foragteligt, men tomme tønder buldrer som bekendt mest. Lad os derfor for en gangs skyld konfrontere læserne med lidt konkret viden.

Disse rædselsvækkende billeder af lig og udbombede huse har været hverdagskost her i Rusland igennem de sidste 8 år, hvor den ukrainske hær og diverse lejesoldater har myrdet 14.000 civile russere i Donbas – fjorten tusind. Billeder af denne kontinuerlige massakre har ikke haft Vestens interesse. Man har vel egentlig aldrig rigtig hørt om Donbas. Ja, man lever i den vrangforestilling, at Ukraine kun bebos af ukrainere, men selv om dette langt fra er tilfældet, hører vi aldrig om andre end ukrainerne som ofrer. Ukraine har utallige nationale mindretal, som man af fuld kraft forsøger at udrydde – ikke nødvendigvis fysisk, men gennem assimilation på den ene side og fordrivelse på den anden, idet man nægter dem den selvfølgelige ret, det er at benytte deres eget sprog. Ukraine misagter alle bestemmelser i de europæiske vedtagelser om beskyttelse af nationale mindretal, Ukraine selv har tilsluttet sig.

Det største mindretal er ifølge historiens og sagens natur russerne. En bruger af Facebook ville belære mig om, at der jo ”kun” findes 17 % etniske russere ifølge den seneste folketælling (2001) – immervæk 7,5 mio. mennesker. Nu ved jeg ikke, hvad man kan forstå ved en etnisk russer i forhold til en etnisk ukrainer. Der er jo ingen etnisk forskel imellem de to. De er broderfolk – og de to er blevet blandet med hinanden så eftertrykkeligt igennem århundreder, at et spørgsmål om etnisk tilhørsforhold er temmelig absurd. Der vil skulle et meget fint elektronmikroskop til for at finde en sådan forskel. Nu har jeg jo ikke set det spørgsmål, der er stillet ved folketællingen, men det er en kendt sag, at man ved sådanne lejligheder stiller spørgsmålet på en måde, der pr. automatik udløser det svar, man ønsker. Forskellen på russere og ukrainere kan næppe defineres etnisk, men derimod langt snarere sprogligt og kulturelt – og det er et kompliceret spørgsmål. For ukrainerne har sproget altid været en vigtig nationalitetsmarkør – og det med rette. Hvis man føler sig som ukrainer, må man vel tale nationens sprog. Mellem 30 og 40 % af befolkningen taler imidlertid russisk som modersmål (stort set alle ukrainere behersker dog russisk, og denne tosprogethed gør det jo egentlig ret let at komme russerne sprogligt i møde). I den østlige del af landet er der mange steder tale om et solidt flertal af russisktalende. På kort viser sprogfordelingen netop den halvmåneform, som også afspejles af den russiske militære tilstedeværelse i dag. Den samme halvmåneform viser sig ved stemmeafgivningen ved valg, hvor oppositionen netop henter de fleste af sine stemmer i det selvsamme område. Oppositionen består i vid udstrækning af de vælgere, der føler sig som russere.

Nu kan man naturligvis godt være russer og samtidig bakke op om en ukrainsk stat. Faktisk var rigtig mange russere positive over for det nye Ukraine, og man havde da også fået garantier for, at det russiske sprog skulle være ligestillet som administrationssprog. Alt dette ændrede sig med et trylleslag ved Maidan-revolten, der, som jeg har nævnt andetsteds, var organiseret og betalt af USA. Her afsatte den ukrainske pøbel landets lovligt valgte præsident, der – tilfældigvis – var russisksindet og af den overbevisning, at det ville være til Ukraines økonomiske fordel at bevare et nært forhold til Rusland, og at en tilslutning til EU ville medføre toldsatser i forhold til Rusland, som ville rive de naturlige handelsmæssige bånd mellem de to lande over. Man skal i den forbindelse ikke glemme, hvordan Sovjetunionen var organiseret. Det var en del af den politiske plan, at alle Unionens dele skulle blive så afhængige af hinanden, at ingen kunne bryde ud. En traktors forskellige dele blev således fremstillet i forskellige republikker og så samlet et helt femte sted. Rev man båndene over, kunne ingen fremstille traktoren. Det er i øvrigt ganske den samme måde, EU arbejder på. Ukraines økonomi var således tæt knyttet til de øvrige tidligere sovjetrepublikkers økonomier, og et EU-medlemskab ville dermed være til stor skade for landet – og det vil det stadig. Rusland er Ukraines naturlige hovedaftager af de fleste af landets industriprodukter.

Med Maidan-kuppet var Ukraines skæbne beseglet. Det udløste opstande på Krim og i Donbas. Krim-spørgsmålet fandt hurtigt sin løsning, selv om Ukraine nægter at anerkende den, men i Donbas har myrderierne altså varet i 8 år. Der blev indgået hele to våbenhvileaftaler mellem beboerne i Donbas og den ukrainske regering (Minsk 1 og Minsk 2), og disse blev garanteret af Rusland, Tyskland og Frankrig. Denne aftale indeholdt en plan for løsning af konflikten ved at indføre en slags konføderationsstruktur, således at de enkelte regioner ville få et udstrakt selvstyre i sproglige og kulturelle spørgsmål. Ukraine undlod imidlertid at opfylde den aftale, man selv havde skrevet under på. Rusland pressede på, men de to andre garantimagter, Frankrig og Tyskland, undlod konsekvent at lægge det nødvendige pres på den ukrainske regering. Problemet var reelt, Donbas-beboernes krav særdeles rimelige, og konflikten kunne have været løst med et pennestrøg. I stedet for at forhindre konflikten, ser det ud til, at Tyskland og Frankrig har pustet til ilden ved at love Ukraine ubetinget støtte i tilfælde af et forsøg på at gennemtvinge en løsning ad militær vej. Meget kan man sige om denne intervention, men ikke under nogen omstændigheder, at den var uprovokeret (som det hævdes i Kristeligt Dagblad, hvis journalister er lige så uduelige som andre blades).

Dette ligner i meget høj grad mønstret fra udbruddet af den 2. verdenskrig, hvor England skrev Polen en blankocheck, som siden viste sig at være en gummicheck. Et lille problem, som uden videre kunne have været løst med et rimeligt pres på Polen udløste en verdenskrig med mindst 50 millioner døde – og fjernede reelt Polen fra det politiske verdenskort i 50 år. Var det det værd? I dag ser det ikke ud til, at checken er af gummi, så krigen kan komme hurtigere og får en endnu værre ende end den anden verdenskrig.

I vestlige fremstillinger lyder det, som om Putin er vågnet op en morgen og har kedet sig, således at han er kommet på den ide at angribe et naboland, sådan bare for sjov. Putin har i hele tre tv-taler redegjort detaljeret for sine bevæggrunde og mål, men ingen synes at have lyttet. Vesten vil ganske enkelt have den atomkrig. Der er i dag kun meget få mennesker i live, som har oplevet krig. Den unge generation – og herunder vore hjernedøde politikere – synes at forveksle krig med Hollywood- produktioner og computerspil. Det eneste, der synes at kunne hindre en krig, vil være, dersom de indførte sanktioner mod Rusland skaber så stor nød i Europa, at befolkningerne gør oprør, og det er da en reel mulighed. Jeg ser i dag, at man også har indført et forbud mod import af russisk træ….. Mon man helt har forstået, hvad det vil sige? Det er dels træ til opvarmning (f.eks. i pillefyr), dels træ til papirfremstilling. Der har aldrig været brugt så meget papir som i det såkaldte ”papirløse samfund”, så man må håbe for bureaukraterne, at de har sørget for store lagre… Men papir er også pap og emballage, og mangel på det vil føre til tomme hylder i supermarkederne, for alt skal pakkes ind! Ja, jeg ønsker europæerne til lykke med deres politikere. Vor form for ”demokrati” synes at sikre, at bundfaldet stiger til vejrs!

Der er ikke tale om, at Putin på nogen måde er krigsliderlig og truer Europa. Han havde og har et helt konkret problem i forhold til Ukraine, som han tålmodigt har ventet på at få løst de seneste otte år – men som Ukraines brud på våbenhvileaftalen har gjort det umuligt at finde en fredelig løsning på. Udløseren var ikke Putins dårlige humør den morgen, men Ukraines ønske om at få atomvåben. Det burde nok bekymre andre end Putin! Men bortset fra det er det jo sådan set ikke noget, der kommer andre ved! Det er en meget lokal konflikt. Når Enhedslistens Søren Søndergård i Folketinget siger, at Rusland ikke generelt udgør en trussel imod Europa, og Mette Frederiksen i sin uvidende dårskab råber: ”What!”, fortæller det os forskellige ting. For det første, at gammelkommunister har en langt bedre forståelse af Rusland end borgerlige socialdemokrater. De gik i deres unge dage ind i politik af idealistiske årsager og gjorde derfor deres hjemmearbejde, dengang kommunismen spillede en afgørende rolle – og de har åbenbart holdt deres viden ajour. De ved noget om Rusland. Dagens borgerlige socialdemokrater (det er stort set alle partier) er blot karrieresøgende opportunister uden faktuel viden og – som i Mette Frederiksens tilfælde – også uden antydning af intelligens og almindelig menneskelig ordentlighed. Det er derfor, hun ikke kan forstå, hvad Søren Søndergaard siger – eller hvad der overhovedet foregår i Europa lige nu! Hun har simpelthen ikke det ringeste begreb om det – og denne mangel på indsigt deler hun med sine europæiske kolleger. Det er skræmmende, at disse nulliteter nu langsomt, men sikkert fører verden ind i en atomkrig – uden at der er den mindste årsag til det. Problemerne mellem Rusland og Ukraine er relativt lette at løse, hvis man lægger ret og billighed til grund, men så længe Vesten lytter til Zelenskijs komplet overskruede skuespillerretorik og sender våben, eksperter og efterretninger til Ukraine, har Zelenskij jo ikke nogen grund til seriøst at arbejde for en fredelig løsning. Glem ikke, at Zelenskij ikke er ukrainer. Han giver en god dag i Ukraine. Han arbejder for helt andre kræfter, og han helmer ikke, før han har udløst den atomkrig, der udsletter hele den europæiske civilisation – for det er det, der er hans ejeres mål. Og Vestens politikere hopper på den – som de tanketomme tåber, de er. Ukraine har kun brug for fred og venskabelige forhold til Rusland – ikke for et totalt ødelagt land og et oparbejdet fjendskab til naboen, som landet er helt afhængigt af – og slet ikke for en atomar udslettelse.

Den vestlige støtte til Ukraine og de såkaldte ”sanktioner” imod Rusland er imidlertid reelt set en krigserklæring mod Rusland, så hvis man en morgen vågner op til sønderbombede byer i Tyskland, Frankrig, England, USA og Danmark, har man blot fået, hvad man fortjener. Det er Vestens skyld, at konflikten er eskaleret fra en konkret lokal konflikt til en kamp mellem den europæiske civilisation på den ene side, repræsenteret af Rusland, og amerikansk dekadence og moralsk, videnskabeligt og kulturelt forfald på den anden. Den konflikt skulle Rusland gerne vinde. At Mette Frederiksen tilsyneladende også har svært ved sit modersmål, undrer ikke. Hun forbereder sig blot på sin efterfølgende internationale karriere – og der taler man jo en form for skoleengelsk. Helle Thorning Schmidt var kun latterlig, Mette Frederiksen er direkte modbydelig.

Her i Rusland har Kanal 1 hver morgen et program, der beskæftiger sig med ”fake news”. Det program har nok at gøre. Man får eksperter til at dissekere videoklip og billeder. Det er artige sager, der kommer ud af det! F.eks. er det helt almindeligt at finde gamle billeder fra internettet, som man ”aktualiserer” og giver en ny sammenhæng og en ny tekst, der placerer dem i Ukraine. Voilà har man ”beviser” for russiske bombninger og myrderier. Vanskeligere er det ikke. Det samme gjorde man også i forbindelse med coronaepidemien. Man har således også analyseret billeder, der viser den heroiske Zelinskij i forskellige tilsyneladende realistiske situationer blandt soldater og foran kendte bygninger. Men det er montager, hvor skuespilleren Zelinskij er sat ind. Som svar hævder ukrainerne nu, at russerne sætter falske Zelinskij-videoer ud.

Men lad os først og fremmest holde fast i følgende: Rusland har sendt en ekspeditionsstyrke ind i Ukraine for at løse et presserende problem – ikke for at slagte den ukrainske befolkning, som jo altså for en stor dels vedkommende netop består af russere. Det er jo absurd. Og russerne er nok også et af de folk, der har lært mest om faren ved atomkraft. Det er jo således også en absurd påstand, at Rusland skulle have forsøgt at udløse en atomkatastrofe i Zaporizjzja, et atomkraftværk, der ligger i det delvist russisk befolkede område og ikke langt fra den russiske grænse. Sandheden kom for en dag: Ukrainske styrker måtte trække sig tilbage og søgte så at stikke værket i brand inden. Det lykkedes som bekendt at slukke branden. Og mon ikke russerne – og især hviderusserne – har styr på Tjernobyl. Men der skulle skabes panik, og russerne skulle fremstilles som uvidende og uansvarlige. Et uheld på disse to værker ville i den grad påvirke Rusland og Hviderusland.

Helt sygt bliver det naturligvis, når vi hører om, at russerne systematisk slagter indbyggerne i Mariupol – en by med ca. 50 % russere. Her kan vi hver dag i fjernsynet se russiske tropper grave indbyggere ud af ruinerne og forsyne dem med mad og vand – i øvrigt uanset deres folkelige tilhørsforhold. Har russerne nogen interesse i at smadre Mariupol? Næh, byen ligger i Folkerepublikken Donets. Det bliver russerne selv, der kommer til at bygge den op igen. EU protesterede imod, at flygtninge blev evakueret til Rusland. Men det var vel i hovedsagen russere – og under alle omstændigheder, kunne man jo lige kigge på kortet. Hvor skulle man mon ellers have evakueret dem til? Men nej, de russere er bare urimelige…. Og når russerne evakuerer folk til Rusland, bliver de ifølge pressen tvangsdeporteret.

I det hele taget er russerne faret frem med megen lempe, netop for at undgå civile tab. Hvilket så har fået den vestlige presse til at skrive om, at russernes fremstød har slået fejl, at deres hær ikke har nået de mål, man havde sat sig, og så videre. Ingen kan vel være i tvivl om, at russerne kunne have lavet en blitzkrieg, hvis det var det, de havde villet. Og ingen kan vel heller være i tvivl om, at Rusland kunne smadre hvert et hus i Ukraine i løbet af en uge, hvis det var det, der var målet. Rusland skal imidlertid også i fremtiden leve sammen med ukrainerne på den ene eller den anden måde. Derfor forsøger man at gå forsigtigt til værks. Men fremtiden forgiftes unægtelig af Zelenskij og hans vestlige lakajer, der alle forsøger at fremme deres arbejdsgiveres krav om at få slået så mange europæiske mennesker ihjel her som muligt og om at umuliggøre en fremtidig fredelig sameksistens mellem ukrainere og russere. Og når russerne så ved en våbenhvileforhandling i Tyrkiet lover at trække sine styrker tilbage fra Kiev og Tjernihiv som et tegn på sin gode vilje (og fordi de havde udført deres opgave, nemlig at binde store ukrainske enheder, så man havde friere hænder under indrykningen i Donbas) – så jubler den vestlige presse over russernes ”nederlag”. Den vestlige presse savner enhver form for anstændighed og journalistisk kildekritik – og enhver form for viden om, hvordan man fører krig.

Vi hører også, at Putin er terminalt syg af kræft, så han er uberegnelig, fordi han snart vil dø alligevel. Han raser over sine generaler, ter sig som et barn, hans tropper deserterer ….. Alt sammen klassisk krigspropaganda, der ikke ville forekomme i en fri presse.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om Putins helbredstilstand, men han ser nu kernesund ud herfra, hvor jeg sidder. Ligesom resten er det bare spin. Sandheden er, at Putins popularitet er steget med 13 procentpoint, siden den væbnede konflikt begyndte. Der er nu 83 % af befolkningen, der bakker op om præsidenten. Sammenlign dette tal med det, vestlige ”ledere” kan varte op med – demente Biden f.eks., som med lodder og trisser kan komme op på 40 %, og som står til at tabe det vigtige midtvejsvalg i november.

Lige så absurd er en melding om alle de tomme hylder i russiske supermarkeder. Undskyld mig. Jeg køber ind hver dag og har stadig ikke set nogen tomme hylder, og jeg har siden udbruddet af fjendtlighederne bevæget mig 6.000 km igennem landet, besøgt store byer og små flækker, og heller ikke andre steder kunnet se nogen forsyningsknaphed. Kommer man et kvarter før lukketid, kan der jo være ting, der er udsolgt den dag. Måske kan man ikke lige få den ost, man havde tænkt sig, men så kan man jo prøve en anden. Eller vente til næste morgen, for så er yndlingsosten der igen. Der er flere tomme hylder i Brugsen i Mou, end der er her! Og hvorfor skulle der overhovedet være forsyningsproblemer. Rusland har – i modsætning til resten af Europa – det hele selv. Energi, råstoffer, fødevarer. Hvad skulle fremkalde en sådan mangel? Priserne er steget noget, men rublen har nu stabiliseret sig, og der bliver derfor heller ikke tale om den nedsmeltning, Vesten havde håbet på. Man kommer med den ene sanktionspakke efter den anden, men de har ingen virkning – og kan ingen virkning have. Ingen af disse sanktioner rammer den almindelige russer. Livet her er fuldstændig normalt. Det er kun udlændinge og mennesker, der får deres løn fra udlandet, som har problemer. Vesten kan naturligvis lade være med at købe varer i Rusland, men der er nok andre købere. Verden mangler som bekendt mad, energi og råstoffer. Man vil true Kina til ikke at samarbejde med Rusland – ellers bliver der sanktioner! Det er jo til at grine ad! Vesten har ikke mere nogen væsentlig fremstilling af forbrugsvarer selv. Den befinder sig i Kina. Hvad ville man mon gøre, hvis Kina lukkede for produktionen i bare en måned? Men hvilken ret har latrinen USA egentlig til at forsøge at tvinge andre nationer til at danse efter deres pibe?

Hvis jeg var Xi, ville jeg i øvrigt skynde mig at indkassere Taiwan nu. Der kommer næppe en bedre lejlighed foreløbig! USA har svigtet Taiwan siden anerkendelsen af Folkerepublikken, ligesom England svigtede borgerne i Hongkong. USA ville ikke kunne røre en fingere for at hjælpe regeringen i Taipei. Kina kunne lukke USA ned økonomisk og politisk på en måned.

Fordrejninger af virkeligheden tager ingen ende. Da russerne fandt en lang række amerikanske biolaboratorier i Ukraine, hvor man eksperimenterede med at isolere sygdomsfremkaldende vira til brug for biologisk våben – en sag, hvor Hunter Biden, søn af præsidenten, synes at være dybt involveret, var historien i den samlede presse, at nu ville russerne til at anvende biologiske våben – ikke at amerikanerne havde gang i en sådan produktion, som belejligt nok var lagt uden for USA, dvs. uden for international kontrol og sådan, at uheld ikke ville rammer amerikanerne, men ”kun” europæerne.

Den 19. marts trak russerne sig som aftalt ud af Kiev-området, planmæssigt og ordentligt. 11 dage senere er forstaden Butsja fyldt af lig. Det er en surrealistisk situation, hvor man ser folk vandre omkring blandt disse lig, som ingen øjensynlig kender, og som ingen dækker til. Ifølge iagttagere på stedet var ligene ganske friske med friske blodspor. Sådan ser lig ikke ud efter 11 dage med overvejende plustemperaturer. I en sådan situation vil man naturligvis straks tilkalde internationale og neutrale retsmedicinere og politifolk til at prøve at finde ud af, hvor disse lig kommer fra. Det skulle være rimeligt let. Altså: identitet på hver enkelt, nationalt tilhørsforhold, adresse, dødstidspunkt osv. … Nej, vi har intet fået at vide om det. Ukrainerne har bestemt, at det var russernes værk, og denne ”nyhed” spredes ukritisk ud i verdenspressen og bekræftes af en NGO, som betales af vesten og ikke er spor uafhængig, ikke består af eksperter – og i øvrigt ikke har fremlagt de helt nødvendige detaljer, først og fremmest en identifikation af ofrene. Disse bar stort set alle en hvidt armbind. Dette armbind har vakt nogen undren, og der har været forskellige teorier. Nu er det imidlertid fastslået, at dette armbind blev brugt af civile, der enten byttede varer med russiske soldater eller på anden måde drev samkvem med russerne eller modtog nødhjælp fra russerne. Det giver næppe mening, at russerne skulle skyde dem. Et af ofrene holder et ukrainsk pas frem. Han vil bevise, at han er ukrainer. I hvilken situation vil det give mening? Ja, kun hvis det er en ukrainer, der peger på ham med geværet. Hvad vi står over for, er en ukrainsk hævnakt mod civile, der drev samkvem og samhandel med russerne. En undersøgelse er ikke blevet foretaget, og vi kender stadig ikke de dræbtes identitet. En mærkelig ligegyldighed over for faktuelle kendsgerninger, når det er en så alvorlig sag, der er tale om. En meddelelse fra de ukrainske myndigheder siger ligeud, at man sender ”safariholdet” ind for ”at rydde op”. Alene modtagelsen af nødhjælp fra russerne var nok til at komme på dødslisten. Der var imidlertid hverken tid eller interesse for faktuelle kendsgerninger, der kan efterprøves. Der skulle i stedet filmes til verdenspressen og skabes emotioner. Når amerikanerne har udslettet en hel landsbys civile borgere, er det blevet bogført som ”collateral damage” og har fået 5 linjer i avisen.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor stor kontrol den ukrainske regering overhovedet har over krigsførelsen. Som det første uddelte Zelinskij maskinpistoler til alle, der ville have en, og lod afholde kurser i fremstillingen af Molotovcocktails. En sådan privatisering af krigen ophæver forskellen på civile og soldater, og den er ikke klog i militærstrategisk henseende. Sådanne privatister kan man ikke kontrollere. Og mange af maskinpistolerne gik så i øvrigt til de kriminelle miljøer, hvor man har brugt dem til at tyrannisere beboerne og røve og plyndre. Der er herefter i Ukraine ingen civile – og ingen kontrol med private hære og enkeltpersoner, der lader sig ophidse af hadkampagnerne. Kendsgerningen er, at der skydes på russiske tropper fra lejligheder i boligblokke, ligesom der med forkærlighed er indrettet artilleristillinger på legepladser, i hospitaler og i gårde i boligkvarterer. Når russerne besvarer ilden, hedder det sig, at det er russerne, der angriber disse sårbare mål. Men igen: Hvad skulle formålet være med at spilde ammunition på det? Når boliger og civile installationer anvendes til krigsformål, er de imidlertid ikke mere civile! Vesten har masser af journalister i Ukraine, men ingen af dem har nogen forstand på krigsførelse, så selv om de måske ser noget, kan de ikke tolke, hvad de ser. Der er ingen udenlandske journalister i Rusland eller på den russiske side af fronten.

Endelig er det jo også sådan, at russerne har fundet ud af, at dette er en propagandakrig, og at en sådan russisk nedskydning af civile ville blive brugt som et effektivt propagandavåben imod dem. En professionel hær gør ikke noget, der er meningsløst og koster penge og omdømme. Qui bono? Butja affæren har kun været til gavn for ukrainerne – og har kun haft et formål som en hævnaktion. Og så har man skullet bruge nogle lig for at fingere en russisk ”krigsforbrydelse”. Telefonaflytninger bekræfter, at ukrainske hjemmeværnsfolk plyndrede og hærgede området.

Langt mindre fokus og ingen fordømmelser eller repressalier har der været på en verificeret film om totur af russiske krigsfanger, foretaget af den ukrainske hær. Det er uinteressant. En lignende beretning har jeg fået privat, idet en sygeplejerske kan berette, hvordan alle 50 udvekslede krigsfanger, der kom til hendes afdeling, var svært medtagne af tortur: manglende eller knuste fingre, skud gennem benene, knuste testikler etc. Ukrainerne er efter alt at dømme ikke civiliserede mennesker, men vilde dyr – men dog med den forskel, at vilde dyr ikke torterer og dræber for deres fornøjelses skyld.

Også raketterne mod banegården i Krematorsk har kun haft mening som et led i den ukrainske propaganda. Her står hovedsagelig russere og venter på at blive evakueret. Hvem har lige interesse i at slå dem ihjel? Serienummeret på det anvendte missil, som ikke længere anvendes af den russiske hær, påviser entydigt, at det kommer fra ukrainske lagre. Men fakta interesserer ikke Vesten. En ”militærekspert” udtaler, at det er absurd at påstå, at dette missil ikke bruges af russiske styrker. Nærmere begrundelse savnes. Det er dybt forældet og derfor udgået, fordi man har udviklet nye og bedre våben. Men ukrainerne bruger det stadig.

I det hele taget har jeg intet sted set russere hetze imod ukrainere. Der er intet had til ukrainerne, der kunne ligge til grund for sådanne grusomheder. Og sådanne grusomheder forudsætter et dybtfølt had.

Fra ukrainsk side forholder det sig ganske anderledes.

Den 13. marts gik den landsdækkende ukrainske kanal 24 i luften med følgende svada fra fjernsynsspeakeren, idet der samtidig blev blændet et billede af Adolf Eichmann ind på skærmen:

”Når man nu i Rusland i forvejen kalder os nazister og fascister, så tillader jeg mig at citere Adolf Eichmann. Han sagde, at man må dræbe børnene for at tilintetgøre en nation. For dræber man kun de voksne, vil børnene vokse op og hævne sig. Dræber man børnene, vil de aldrig vokse op, og nationen vil forgå.”

Speakeren beklager, at hæren som følge af konventioner og sådan noget ikke må gøre dette, og fortsætter:

”Men jeg er ikke soldat. Og hvis jeg får lejlighed til at hævne mig på russerne, så vil jeg gøre det og i den forbindelse holde mig til Eichmann-doktrinen. Jeg vil gøre alt, for at hverken I eller jeres børn nogensinde skal leve på denne jord.”

Han er ligeglad med, hvem der har begyndt krigen, og med skyldige og uskyldige.

”Heller ikke vi ville denne krig. Men nu, må I forstå, drejer det sig om det ukrainske folks sejr, ikke om freden. Vi har brug for sejren, og hvis man for at nå den er nødt til at slagte alle jeres familier, så vil jeg være en af de første, der gør det. Ære til nationen! Og forhåbentlig vil der aldrig mere eksistere en sådan nation som russere på denne planet. Russerne er skidt, der fylder planeten med affald. Og når ukrainere har muligheden for at skyde, dolke og kvæle russere – og det har de allerede nu – så håber jeg, at enhver vil yde sit bidrag og mindst dræbe én russer.”

Speakeren hedder Fahrudin Scharafmal, og hvis der er en og anden, der ikke synes det lyder specielt ukrainsk, så er det ikke helt forkert. Han er afghaner, velsagtens kommet til Ukraine som ”flygtning” – medbringende et stort russerhad. Hans brandtale var måske lidt stærk tobak. I hvert fald måtte han senere revidere den lidt. Han mente det jo ikke sådan globalt set, men over for russere i Ukraine havde han intet at dementere! Han ser ikke brødebetynget ud, og hans medspeaker forsøger forgæves at undertrykke et grin. Og i den oprindelige udsendelse var Fahrudin jo ikke alene. Der var en medspeaker, der kunne have grebet ind, en eller andet sørgede for at finde billedet af Eichmann og blænde det ind, og der var vel også en producer, der kunne have afbrudt udsendelsen… Det var alt sammen meget velovervejet.

Det krymper sig i en, når Fahrudin Scharafmal taler om ”vort Ukraine”, ”vort land” og ”vort folk”. Se Fahrudin Scharafmals ”dementi” her: https://www.youtube.com/watch?v=86HAMukxsjE

Den oprindelige video er ikke mere tilgængelig…

Og Scharafmal er ingenlunde alene. Den ukrainske skuespillerinde Adrianna Kurilets-Kmetiuk har lagt en video ud på YouTube, hvor hun imiterer en henrettelsesvideo fra IS. Ordene og meningen er ikke til at tage fejl af: Dræb alle russere! Videoen er her (med engelske tekster): https://www.youtube.com/watch?v=kfblnAojGyw

Ukrainere og tyskere har foran rigsdagsbygningen i Berlin opført en ny udgave af den relativt fredelige italienske partisansang Bella Ciao, der slutter med følgende: ”Og vores folk, ukrainerne, har forenet hele verden imod russersvinene. Og snart vil der slet ikke findes nogen russersvin, og så vil der være fred på hele jorden.”

De sociale medier har tilsyneladende pludselig ikke mere nogen ”fællesskabsregler”, der skal overholdes – i hvert fald ikke, når det gælder russere. Men måske man skulle prøve at sætte ordet ”jøde” ind i alle de sammenhænge, hvor der her er tale om russere? Fra Scharafmal til Khrystyna Soloviy, forfatterinden til den nye Bella Ciao. Alle sådanne jødehadere ville ikke alene blive blokeret på de sociale medier – de ville ryge i fængsel, og det i længere tid! Men hadforbrydelser mod russere er nærmest et adelsmærke.

Det er disse mennesker, der er talerør for de 20.000+ ukrainere, danske skatteydere nu har fået at forsøge, sandsynligvis til evig tid, for de er ikke flygtet fra russerne – over 70 % af Ukraine er jo uberørt af krigshandlingerne – de er flygtet fra deres egen korrupte regering, der hverken er fredelig eller demokratisk – eller i stand til at skabe ordentlige leveforhold. Nu så de en chance for at komme væk. Jeg har sådan set intet imod ukrainere, og de vil næppe gøre nogen skade på det danske folk, de vil ikke fylde fængslerne og de vil ikke stille urimelige krav. Men de vil komme til at påføre danske skatteborgere ganske betydelige udgifter oven i alle de andre udgifter, Mette Frederiksen har påført dem gennem coronarestriktioner mv, vanvittige ”klimatiltag” og nu en endeløs oprustning til ingen verdens nytte – for slet ikke at tale om de prisstigninger, der er en følge af sanktionerne imod Rusland, der heller ikke tjener noget fornuftigt formål.

Generelt kan jeg i øvrigt henvise til følgende video med Scott Ritter, som bør være alle bekendt, der husker krigene i Irak: https://youtu.be/jQSTHvD2z1c

Povl H. Riis-Knudsen

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Krig er ikke smukt at se på

  1. Torben Cároc siger:

    Hej Povl

    din beskrivelse af de giftige propaganda_dampe som Ukraine er indhyllet i, rammer lige i plet. Hele det giftige setup har organisatorerne kunnet ta frem fra arkivet, anno 1939. Dengang, rundtom det tyske Schlesien, var Polen sikkert også udsat for Hitlers absurde vrede. Medieeksperterne lagde utvivlsomt mange arbejdstimer i at lave “Fake News” – plus enkelte ægte.

    Sender du dit skriv rundt via h2o@emaildodo.com og desuden via Telegram ?

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s